Night or day? I'm waiting for you..

[Deleted]

Hvis der var noget som Leah virkelig måtte hade, så var det lige netop det faktum, at hun ikke havde nogen anelse om hvordan pokker hun skulle reagere på tingene og det, at de kunne gå fra at råbe og skrige af hinanden til at sidde der på en fin restaurant, var slet ikke noget som hun kunne forstå var sket, for.. ja, det bandt slet ikke hinanden sammen på nogen måde overhovedet! Det var slet ikke fordi at hun var svær at stille tilfreds som sådan, men hun havde bare ikke nogen anelse om hvordan fanden hun skulle reagere på det hele, også fordi at hun slet ikke vidste hvor pokker hun egentlig måtte have ham, hvilket kun gjorde det hele så langt værre for hende selv. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hvis han ville, så kunne han jo sagtens søge ind i hendes sind og se alle de svar som han ville ønske, men han havde ikke gjort det endnu hvilket også et sted var noget som forundrede hende. Desuden så virkede han heller ikke som typen som førte tøsen med sig til en fin restaurant og faktisk bød hende på middag. Han var da heller ikke til at finde ud af! Selvom.. det jo faktisk var noget som hun måtte erkende, at hun faktisk godt kunne lide. At han var så utilregnelig, at han var så svær at finde ud af, for det gjorde også, at hun selv måtte blive godt og positivt overrasket. Hun trak på skuldrene. ”Dem som jeg kender til har slet ikke været i stand til at vise medlidenhed eller medfølelse, Ryan,” sagde hun ganske kortfattet. Hvor pokker skulle hun da ellers vide det fra, hvis hun ikke havde nogen direkte god erfaring med det ellers? Hvis man så væk fra den aften på H-huset hvor han havde været der sammen med hende, for hun var virkelig på kanten til at skulle kalde det for den bedste dag i sit liv, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Stilheden som lagde sig, var nok noget af det mest pinlige, for det var heller ikke noget som hun var den bedste til at skulle tackle i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Hun skulle lige til at åbne munden, da maden blev serveret og det var virkelig noget af det mest.. udsøgte som hun nogensinde havde set! Det var da ikke bare noget som man gik ud og punget ud for hver eneste dag, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Mere eller mindre så sad hun bare og stirret på den store tallerken. Kunne hun virkelig spise så meget? Det var hun jo slet ikke sikker på! ”Hva..? Åh.. vin.. jo tak.. selvfølgelig..” Nu var det hendes tur til at kludre rundt i det hele, og hun måtte virkelig hade den tanke mere end det som hun kunne hade noget andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun tog stille sin gaffel i sin ene hånd, selvom hun ikke rigtigt måtte komme videre derfra, for det var slet ikke noget som hjalp hende. Hun sukkede stille. ”Du behøvede virkelig ikke at bestille en så stor portion til mig, Ryan..” Hun vendte blikket mod ham. Denne gang måtte hun jo virkelig erkende, at hun var blevet fuldstændig mundlam! Det var da… alt for meget!

[ryan]

Hvordan Ryan skulle komme videre herfra med Leah vidste han virkelig ikke, men på den anden side så vidste han heller ikke hvordan de overhovedet var kommet så langt for.. han havde startet ud med at voldtage hende, som han havde voldtaget så mange andre, hvor han ikke havde regnet med at han ville se hende igen, men der havde han jo så taget grueligt fejl! Han havde mødt hende i parken, hvor han var startet ud med at være provokerende og kæk som altid, hvor de faktisk havde startet ud med at skændes – som altid. De var endt med at snakke, hvor hun havde påvirket ham så meget, selvom han ikke forstod hvorfor og det gjorde han stadig ikke! Han forstod intet af det! Hun gjorde det bare og det var næsten noget så.. skræmmende? Det var skræmmende at hun var kommet så tæt på ham, at hun kunne komme ham så tæt uden at blive dræbt af ham, for han lod normalt aldrig nogen komme så tæt på uden at det var ’professionelt’, hvor han bare var kold og kynisk, skubbede folk fra sig eller dræbte dem, men hvorfor kunne han ikke det med Leah? Hvorfor skulle hun være så pokkers anderledes? Han vendte blikket mod hende ved hendes ord, inden han fnøs næsten hånende. Det beviste jo blot hvor lidt hun egentlig kendte til vampyrer! Hvilket han var.. utilfreds med? ”Det er da klart! Enhver vampyr har medmenneskelige følelser, de skal bare påvirkes! Ligesom du.. gør ved.. mig,” svarede han stilfærdigt, selvom de sidste ord blev udtalt med en eftertænksom tone, for.. hvorfor var det lige at hun påvirkede ham så meget? Normalt kunne en vampyr lukke af for følelserne, så let som ingenting, men folk kunne også påvirke deres medmenneskelige følelser, men de folk var normalt dem som en vampyr udsagde som sin.. udkårne. Han sank let den klump som havde sat sig fast i hans hals. Det var da tåbeligt! Han nev sig selv i overarmen for blot at få sig selv til at tænke på noget andet, for nu kom han virkelig ud på et sidespor! Han bed tænderne fast sammen. Enhver vampyr kunne være sammen med hvem som helst, men der var kun en som de valgte som deres udkårne, som de passede sammen med, som man vel kaldte for sin.. eneste ene? Han tog blot hendes vinglas, for at få sig selv til at lave noget andet, for at fjerne sine tanker, hvor han hældte rødvinen op i hendes glas, inden han stillede det foran hende igen, blot for at skænke op til sig selv. En gentleman kunne han skam sagtens være, hvilket vel næsten også snart var ved at gå op for hende? Han var dog lidt grov udenpå, men indeni formåede hun virkelig at gøre ham blød som smør – en tanke han naturligvis ikke kunne klare! Han så blot til som hun greb gaflen, men ikke gjorde noget, inden han så hende i øjnene. ”Du gad ikke vælge, så måtte jeg jo,” svarede han ligegyldigt, som han trak svagt på skuldrene, inden han selv greb sin gaffel og kniv, og vendte blikket mod sin egen mad. Han var faktisk ikke meget for at indtage menneskeføde, men… han blev vel nød til det? Han sukkede indædt, inden han stak gaflen i oksekødet, skar et stykke af, dyppede den i sovsen og tog nogle grønsager med på gaflen blot for at proppe det i munden, inden han smagte på det. Og det var virkelig lækkert! Han vidste dog at han ikke måtte indtage særlig meget, for ellers ville han da bare kaste det op og det var noget som han slet ikke havde lyst til foran hende eller nogen andre! ”Spis nu,” opfordrede han stilfærdigt, som han fik tygget af munden, inden han nikkede mod hendes mad.

[Deleted]

Leah forstod virkelig ikke hvad der var sket mellem hende og Ryan. Han havde voldtaget hende, han havde været ligesom alle andre overfor hende og nu sad de her. De sad nok på den fineste restaurant her i byen og det var noget som virkelig måtte forundre hende, for det var slet ikke et sådan et sted som hun havde regnet med at skulle sætte sin fod på nogensinde. Et sted var det jo selvfølgelig en glædelig tanke, for det var faktisk i et selskab som hun rigtig godt kunne lide, hvilket heller ikke gav det mindste mening for hende! Måske at hun dømte alle vampyrer på forhånd, men det var jo bare på den måde, at hun havde lært dem at kende og så måtte det jo trods alt bare være sådan om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun lyttede til hans ord, hvor det næsten måtte chokere hende. Ikke det at de havde følelser og kunne føle for nogen, men at hun var den som måtte påvirke hans følelser på den måde, var nok noget af det sidste som hun havde regnet med at skulle lægge øre til og specielt fra hans side af! ”Det..” Hun bed sig i læben. Hvorfor skulle han altid rive tæppet væk under hende og på den måde? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå og den tanke var faktisk noget som måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt! Det var jo heller ikke fordi at det var noget som gjorde det langt nemmere eller bedre for hende for den sags skyld, for det gjorde det bestemt heller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Nærmest som maden måtte blive langt mere interessant at skulle se på, selvom det slet ikke var fordi at hun ville afvise ham eller virke kold og ligeglad på den måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun rystede let på hovedet, selvom det næsten ikke var til at se med det blotte øje. ”Jeg har altid fået vampyrerne fremstillet som koldblodige, ligeglade og kyniske væsner uden nogen medfølelse,” fortalte hun direkte. For mange var det vel også sandhed? Ikke fordi at det vel var noget som kunne overraske nogen som sådan. For pokker da, det var jo trods alt Dvasias som de måtte leve i, så det var jo næsten.. bare en generalisering? Den vampyriske natur, var nu temmelig ukendt for hende og det var på alle måder. Hun havde jo aldrig rigtigt haft noget med dem at gøre på dette niveau før, så det var vel også noget som næsten måtte sige sig selv bare lidt? ”Tak, Ryan…” endte hun med en lettere mumlen. Ikke fordi at hun vidste at han kunne høre det, for det vidste hun skam godt. Hun tog glasset til sig og tog en tår eller to. Hun havde selv brug for bare at tænke på lidt andre ting og det skulle så sandelig også være nu. ”Jeg var ikke færdig med at kigge menuen igennem..” afveg hun ganske kortfattet. Hun havde nu ikke noget imod at han havde bestilt maden til hende, for hun havde bare set en masse bogstaver som ikke havde givet det mindste mening for hende på nogen som helst måde overhovedet! Hun stak stille gaflen ned i maden, hvor hun førte det til munden og spiste det ganske stille og næsten forsigtigt. Hun var jo slet ikke vant til så fint mad som det her, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Det smagte virkelig godt, det var noget som hun hurtigt kunne konstatere og det var virkelig, virkelig lækkert!

[ryan]

Hvad der helt præcis måtte være mellem dem, vidste Ryan virkelig ikke, men han havde da fundet ud af at han ikke rigtig kunne gøre noget ved det, så han havde egentlig bare vænnet sig til at acceptere det, specielt efter deres sidste møde, som han måtte erkende at han faktisk havde nydt, selvom at han ikke havde lyst til at indrømme det overfor hende, for hvad ville hun så ikke sige? Sikkert bare le ad ham og håne ham for det, komme med en spydig bemærkning, som hun jo altid gjorde, selvom hun dog virkede til at være faldet til ro igen, hvilket da altid var noget, for han var virkelig træt af at de altid skulle skændes når de mødte hinanden, selvom det et sted var komisk at de altid endte ud med at være rolig, for bare prøv at se på deres forrige møde! De havde skændes og været ved at gå amok på hinanden, hvor de alligevel var endt med at være helt tætte, fordi de begge havde ønsket det, hvor han var blevet for at holde om hende, snakke med hende og give hende følelsen af at være et individ i stedet for et objekt, og så var der jo lige det faktum at han havde nydt at holde om hende, mærke hendes nøgne krop imod hans egen, imens han kunne indsnuse hendes søde duft, det føltes bare ikke rigtig som om at det var sket, specielt ikke efter deres denne gang. Han trak svagt på skuldrene og tog endnu en mundfuld af maden, hvor han godt kunne mærke at det påvirkede hans krop, selvom at det ikke var så slemt endnu. At hun havde set på vampyrerne som kyniske og koldblodige monstre, undrede ham ikke, for hvem gjorde ikke det? Desuden så var det også vampyrernes egen skyld, for de opførte sig jo heller ikke som andet. ”Det er vi også.. men vi har skam medmenneskelige følelser,” svarede han stilfærdigt, som han endnu engang trak på skuldrene som betød det ingenting, og hun var så den person der havde formået at påvirke hans, hvilket var noget som han ikke rigtig brød sig om, for han var bange for at det ville komme til at gå helt galt for ham, selvom han vel allerede var på vej ud hvor han ikke kunne bunde? At hun afveg med at hun ikke havde nået at se menukortet færdigt, tog han sig ikke af, for hun havde slet ikke virket til at hun havde gidet, at sidde her på restaurant med ham, selvom det ikke undrede ham, for de havde trods alt kun lige været i et skænderi, og nu sad de så og mest af alt mindede om et par, ligesom alle andre der måtte sidde her. ”Sikkert,” mumlede han kortfattet, for han kunne tydeligt mærke på hende at det var en afvigelse og ikke en sandhed, desuden havde han givet hende en masse tid til at kigge på menukortet inden han havde viftet tjeneren hen til dem, men det glædede ham dog kun at hun valgte at spise, for hun måtte vel også være sulten efterhånden? Hun havde jo brug for føde, det havde han ikke. Han spiste dog alligevel, selvom han godt vidste at han ikke fik spist det hele, for ellers endte det bare med at han var nød til at kaste det hele op, hvilket han ikke havde lyst til at vise hende! Han tog roligt glasset, som han løftede op mod hende, for at hun skulle skåle med ham, imens et stille smil hvilede på hans læber. ”Skål.. i håb om en god aften,” endte han i en lettere mumlen, som han nippede til vinen.

[Deleted]

Ryan var virkelig noget af det mest mærkelige som Leah nogensinde havde stået ansigt til ansigt med. Ikke fordi at det var noget som hun brød sig om, men det havde nu alligevel haft denne mærkværdige påvirkning af hende, som hun selv ikke rigtigt kunne forstå, hvilket et sted også var frygtelig frustrerende! At hun skulle møde ham endnu en gang, var i sig selv, heller ikke en ting som man kunne sige, at hun havde regnet med, for skulle hun være helt ærlig? Så havde hun ikke regnet med det.. nu havde hun endnu en gang stået og råbet og skreget af ham og inden hun havde nået at se sig om, så var hun endt på en restaurant og med ham overfor sig? Hun kunne jo næsten ikke følge med i hvad der skulle foregå! Hun sukkede i det indre. Hun forstod virkelig ikke hvad det var for en påvirkning af hende, som han måtte have og det var noget som et sted også måtte frustrere hende noget så voldsomt! Hun rystede de tanker ud af hovedet, for det var slet ikke noget som ville gavne hende det mindste lige for øjeblikket. Hun vendte blikket mod ham. At de havde medmenneskelige følelser var jo noget som han havde bekræftet for hende, men han var jo så til gengæld den eneste som havde vist hende det på den måde, så det var jo heller ikke fordi at hun var helt så.. overbevist vel? Hun trak let på skuldrene og uden at tage blikket fra ham. ”Det skulle man da ellers ikke tro,” mumlede hun let for sig selv. Ikke fordi at hun ville håne ham eller noget som helst, for det var slet ikke hendes intention på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan og der var ikke noget som hun sådan rigtigt kunne gøre ved det, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. De isblå øjne vendte hun stille mod ham og med den samme forvirrede mine. Han forvirrede hende virkelig og det var simpelthen ikke noget som hun kunne have med at gøre! At han fik hende til at føle sig som et individ frem for det objekt som hun ellers var så frygtelig vant til, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede indvendigt. For hende, så var det flovt, at han kunne noget som hun ikke kunne! Hun kunne ikke læse, det havde aldrig været nødvendigt for hende at lære. Hun var jo bare en ting som så mange kunne gå hen og bruge af, smide fra sig og lade andre benytte sig af hendes mange tjenester derefter, det var faktisk noget som virkelig måtte gøre ondt at tænke på.. og så dukket Ryan op.. lignede enhver af dem som hun var så vant til, men han havde virkelig vist sig at være anderledes og det var i den grad også en tanke som måtte forundre hende og temmelig meget endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket mod ham, hvor hun med et skævt smil på læben, hævede sit eget glas, for at lade det klinge mod hans i en let skål. ”Skål.. For en god aften,” rettede hun ham med et skævt smil. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle gøre tingene værre end det som de var nødsaget til? Hun nød faktisk at være sammen med ham, også selvom hun vidste, at hun havde.. sin mærkelige måde at vise det på.

[ryan]

Sjovt nok, så startede hvert af deres møder med et skænderi, en mindre slåskamp på ord, og det sluttede altid med at de alligevel blev sammen, at de blev milde og Ryan kunne ikke engang huske, hvorfor det var at de nu sad her.. Hun havde råbt af ham, han var vendt om på hælene for at forlade hende helt, men han var ikke kommet så langt, da han havde fået skyldfølelse endnu engang, og så det faktum at det jo ikke var hans skyld! Så han var endt tilbage, hvor hun havde ønsket ham væk, men han var blevet – som altid, hvor de så.. sad her? De dybblå øjne hvilede på hendes smukke skikkelse. Hun var sensuel dæmon, så det var klart at hendes udseende var perfekt, men.. hendes personlighed.. ja, han kunne ikke rigtig sætte en finger på det, for det ene øjeblik var hun vred, det andet var hun glad og mild, så sagde hun det ene, men mente det andet og hun var virkelig et stort spørgsmålstegn! Men der var jo selvfølgelig også ting ved hende som ar vedvarende, hun vidste hvad hun ville have, og hun kunne virke så dominant, men.. hun var jo faktisk lidt a la den usikre type, specielt når hun kom ind på ting, hun ikke havde prøvet før, men.. der var de jo faktisk ens. Selvom hendes ord blot var en mumlen, så hørte han hende helt klart og tydeligt. ”Du ser det ikke, fordi at du ikke er vampyr. Du ser det kun ved mig, fordi du kun er i stand til at påvirke mine medmenneskelige følelser, det kan måske ved få andre vampyrer også, men ikke ved alle. Vampyrer har hver en person, som de giver deres liv for, de har hver en person som de viser deres medmenneskelige følelser for, fordi at vedkomne har.. berørt os,” forklarede han stilfærdigt, for.. hvorfor lyve? Sandt var det jo, og utroligt nok, så var det hende som havde berørt ham. Det gjorde ham vel intet som sådan? Hun var jo alligevel kun den eneste, men han var bange for at han ville blive svag og alt for påvirket af det, hvilket han jo heller ikke havde lyst til, han var bange for at han i den sidste ende ville – ja om man troede det eller ej – men fik ondt, at det var ham som blev offeret og det var det sidste han havde lyst til! At hun skålede med ham og udtalte de ord, fik ham til at trække på smilebåndet, for han kunne jo faktisk ikke andet. Det så ud til at hun faktisk så positivt på det nu? At hun var glad for at de sad her? ”Udmærket. Skål for en god aften,” medgav han med det selvsamme skæve smil på læberne, for det glædede ham et sted at hun måtte nyde det. Han ønskede jo faktisk at hun skulle nyde det. Han vendte opmærksomheden mod maden igen, som han igen skar noget af kødet af, stak gaflen med kødet ned i nogle grønsager med sovs, blot for at putte det i munden og nyde den udsøgte smag. Det var ikke lige så godt som blod, det var faktisk det stikmodsatte, plus det faktisk heller ikke hjalp ham. Han måtte ikke spise det hele, men det gjorde jo sådan set heller ikke noget, for det var en kæmpe portion, så hvem kunne overhovedet spise så meget?

[Deleted]

Leah kunne virkelig ikke følge med mere, og den tanke i sig selv, var virkelig noget så frygtelig frustrerende og det var bestemt også på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun blev siddende på sin plads, hvor hun bare blev ved med at betragte ham. Hvilken påvirkning at hun måtte have på ham, var slet ikke noget som hun vidste, for det var jo heller ikke fordi at hun var kommet tæt ind på nogen, nu hvor hun endelig måtte tænke sig om og tænke over det. Hun rystede de tanker ud af hovedet. De var endt her, selvom hun stadig ikke vidste helt hvorfor, da hun jo heller ikke ønskede, at han skulle bruge en mindre formue på hende på denne her måde, for det var der jo slet ikke noget som der ville komme noget godt ud af. Hun kendte ikke til vampyrer, hun kendte ikke til deres personlighed eller hvordan det var for dem naturligt omkring kvinder. Hun havde jo bare set hvordan de have været overfor hende og det var noget som det eneste som havde påvirket hende på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det på denne her måde, om det jo så var noget som påvirket hende selv. Hun var ikke altid den mest selvsikre person. Kom hun ud for noget som hun slet ikke var kendt med på den ene eller den anden måde, så gik hun ganske enkelt i stå, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og det var vel også ved at gå lidt op for Ryan? At hun ikke var den selvsikre person som hun normalt ville give udtryk for? Hun bed det bare i sig lige nu. ”Det.. jeg forstår det ikke.. Så… du prøver at fortælle mig, at der kun er en som kan ramme en vampyrs medmenneskelighed? Og at de kalder den for sin eneste?” Hun forstod det ikke og det forvirrede hende bare langt mere end det som gavnede hende for denne stund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun prøvede virkelig bare at falde til rette med det hele, selvom det bestemt heller ikke var en nem ting for hende, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Man kunne jo bare prøve at få det bedste ud af det ligesom hun gjorde nu, som hun valgte at skåle med ham for en god aften. Det lød desuden også bedre end alt det andet. Hun sendte ham et skævt smil, som hun satte glasset fra sig efter en mindre tår. Det at drikke på den måde, var jo heller ikke noget som hun havde råd til normalt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Når alt endelig måtte komme til alt. ”Du behøver ikke spise, hvis du ikke vil have det, Ryan.. Jeg tror da at… blod vil hjælpe dig noget mere?” spurgte hun sigende. Nej, hun kendte måske ikke så meget til vampyrerne, men de undgik vel også fast føde af en grund? Hun rettede sig en anelse op. Hun var så sulten, at hun faktisk næsten følte, at hun var mæt, men igen, så var hun også blandt den type som faktisk var vant til at gå i seng med en form af sult, for det var sjældent at den blev stillet på et måltid og her sad hun overfor et kæmpe festmåltid af slagsen – og igen på grund af ham. Han havde i den grad også den påvirkning af hende!

[ryan]

Det som skete mellem Ryan og Leah, var noget som faktisk måtte gøre ham en anelse nervøs, for han var faktisk bange for hvor det ville ende henne. Mange ville nok ikke se det som en dårlig ting, men.. når det var de to? Og med de personligheder som de havde? Det kunne jo umuligt gå godt! Desuden så skændtes de jo hver gang de så hinanden! Og alligevel endte det med at de var milde overfor hinanden.. som de var nu. De endte jo altid her, ligesom sidste gang og gangen før det, hvor han tilmed havde lovet hende at hjælpe hende, hvilket han jo stadig var opsat på, og han havde da ikke forladt hende endnu, selvom han havde været tæt ved det tidligere denne aften, men han var da kommet tilbage allerede med det samme. At hun ikke forstod sig på vampyrer, kunne han godt hører, selvom at det nu heller ikke gjorde ham noget, de havde det rygte af en grund; fordi at de opførte sig som monstre, så hvis hun kun havde et dårligt syn på vampyrer, så forstod han hende jo godt. Han lyttede roligt til hendes ord, imens han nippede til sit glas med vin. Han trak svagt på skuldrene og nikkede halvt. ”Både og.. selvfølgelig kan flere personer påvirke en vampyr, men.. der er kun en enkel som en vampyr kan kalde for sin eneste, og det har ikke behov for at være en kvinde, det kan lige så godt være en mand eller et lille barn. Det er en person som vampyren indpræger sig på, som vampyren vil gøre alt for at beskytte.. det er en særlig form for forbindelse,” svarede han stilfærdigt, som de dybblå øjne betragtede hende ganske let. ”Men for det meste er det en mage for livet,” tilføjede han stilfærdigt, som han trak svagt på skuldrene endnu engang, hvor han endnu engang tog en slurk af sin vin. Det måtte faktisk forundre ham at hun fandt det som en god aften, for hun havde til at starte med virket til at hade at være i hans selskab, hvor hun jo faktisk havde bedt ham om at gå, efter at han var kommet tilbage igen. Men han klagede ikke, for han kunne jo ikke komme udenom at han jo faktisk nød hendes selskab, der var jo også en grund til at han tog hende med til dette fine sted, hvor han normalt ellers aldrig ville komme. Men han ønskede jo faktisk at vise hende at han ikke var så slem igen, selvom han et sted også ønskede at skubbe hende fra sig, inden det for alvor gik galt. Han så kort forundret på hende ved hendes ord, inden han vendte blikket ned mod maden igen. Han behøvede ikke at spise det? Han skubbede let tallerknen til siden. Nu hvor hun nærmest tilgav ham for ikke at spise det hele, så kunne han vel også godt stoppe, inden det gik galt for ham selv? Han vendte roligt opmærksomheden mod hende igen, hvor han tog sit glas i den ene hånd. ”Udmærket..” endte han i en næsten dæmpet tone. ”Men derfor burde du spise,” indskød han roligt, som han nikkede mod hendes mad endnu engang. Det burde da i hvert fald kunne mætte hende ordentligt, selvom han tvivlede på at hun ville kunne spise det hele, for.. hun var vel ikke vant til så megen mad?

[Deleted]

Leah prøvede virkelig bare at finde sig til rette i disse nye omstændigheder. Hun var slet ikke vant til at opholde sig på steder som dette, hun var slet ikke vant til at skulle være på steder som dette, for det var slet ikke noget som hun havde råd til. Ikke fordi at det kunne komme bag på nogen som en overraskelse. Ja, hun tjente måske godt, men dem som stod for hele H-huset tog jo langt det meste i form af kost og logi, selvom det som de fik serveret, var noget som mest af alt kunne minde om noget som hunden eller katten havde kastet op. Hun pralede bestemt ikke med sit liv, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til og hun vidste det godt, i det indre var hun jo faktisk også den lille og usikre tøs som ingen rigtigt lagde mærke til. Hun spillede sig op, hun prøvede at gøre sig til noget som hun måske ikke var, men det var og blev hendes skalkeskjul. Hun skændes ganske rigtigt frygtelig meget med Ryan, men det var jo så også bare sådan at det nu måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, hun ønskede virkelig ikke at være til besvær, men bare.. gøre som det hun altid havde gjort, gøre det som var hende så frygtelig kendt, men det var nu heller ikke noget som var hende så nemt igen, specielt ikke nu hvor hun var så forbandet påvirket af ham selv. Hun vendte blikket stille mod hans skikkelse, som han prøvede at forklare hende det, selvom det nu ikke rigtigt var noget som hun kunne forstå. Det var for det meste magen som påvirket dem? Og hun påvirkede ham? Et sted var det jo noget som i sig selv, måtte få hendes hjerte til at hamre og slå direkte mod hendes bryst og uden at det var i stand til at skule stoppe det mindste overhovedet. ”Det lyder indviklet..” konkluderede hun med en mindre usikkerhed. Hun vidste jo slet ikke om det var en god eller en dårlig ting set fra hendes side af, og så måtte det jo trods alt bare være sådan i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun bed sig let i læben som hun vendte sig mod maden. Det var virkelig den største portion som hun nogensinde havde set! Han havde virkelig ikke behov for at spise det, for han var vel også en blodsuger af en grund? Det var i alle fald sådan at hun ville se på tingene, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Det forvirrede hende dog, at han gjorde så meget for hende, for det var der virkelig ikke nogen som helst grund til på den ene eller den anden måde, det var helt sikkert! Hun sendte ham et let og skævt smil. Det var jo bare at prøve at acceptere tingene som de var? At han virkelig havde den påvirkning af hende som det han havde, selvom det nu ikke var noget som han sagde det mindste til på denne her måde. ”Jeg er skam i gang. Du behøvede virkelig ikke at bestille til mig. Jeg… Der er jo mad i Huset,” påpegede hun ganske kortfattet. Det var dog på ingen måde, som den mad hun lige have fået serveret på denne her måde, men det måtte jo så også bare være det i den anden ende, hvad end om det var noget som man vile det eller ikke. Hun fortsatte dog med at spise af det. Ikke fordi at hun kunne lade være, for det smagte virkelig også direkte fantastisk!

[ryan]

Noget der forundrede Ryan hver gang, var det at de nåede så langt, selvom de lige havde været oppe at skændes. Han havde været tæt på at forlade hende, selvom han var kommet tilbage for.. han ønskede jo faktisk ikke at miste hende. Og han havde taget hende med herhen, for at vise at han faktisk godt kunne gøre noget godt for hende, at han kunne være den gentleman som han havde lovet hende, han holdt sit ord, hvilket hun vel havde fundet ud af efterhånden? Han var her jo endnu, det var også derfor at han ikke kunne forstå at hun var så sur over at der var gået tid mellem deres forrige møde, for han havde skam tænkt på hende, han havde endda været ude at se efter et sted, hvor hun kunne være, så han kunne få hende væk fra Horehuset! Og hvad var takken? Man blev slået i hovedet af en hammer og skældt ud, fordi man pludselig ikke gjorde det godt nok, hvilket næsten var ved at blive frustrerende! Desuden havde han ikke gidet, at opsøge hende på horehuset igen, fordi hun sidst var blevet sur over det, og han ville jo heller ikke vække opsigt, selvom han jo så havde fundet ud af at der var mange af hendes kunder som kom igen, hvilket var noget der.. gik ham på? Han hadede et sted tanken om at hun var sammen med en anden mand, hvilket vel også var grunden til at han var sammen med andre kvinder? Han rystede tankerne ud af hovedet, som han vendte blikket tilbage på hende ved hendes ord. Det var indviklet? Han sad tavst et stykke tid, for lige at huske hvad de havde snakket om, for tankerne kørte virkelig inde i hovedet på ham at han snart ikke kunne følge med længere. Han trak svagt på skuldrene. ”Hvad indviklet er der i det?” spurgte han stilfærdigt. Det kunne vel ikke være svært at forstå at der var få folk som kunne påvirke en vampyr, men der var kun én som var vampyrens eneste ene, hvilket selvfølgelig typisk var en mage, men.. igen det kunne også være af det modsatte køn, en god ven, eller et barn, det kom vel lidt an på hvad man inderst inde manglede? Og ønskede? Det var jo ikke noget som vampyren selv kunne bestemme, for det var bare en forbindelse der opstod mellem vampyren og den anden, lidt a la.. ham og Leah. Han så lettere eftertænksomt på hende ved den tanke, selvom hun endnu engang måtte rive ham ud af hans dagdrømme, som han igen vendte sin fulde opmærksomhed imod hende. Han lagde hovedet en anelse på sned og så vantro på hende. ”Leah.. for det første betvivler jeg at du får god mad, for det andet tvivler jeg på at det overhovedet mætter. Så kan du for en gangs skyld ikke bare sige tak, spise til du er mæt og lade det ligge?” spurgte han stilfærdigt og en anelse irriteret, som han tog sig glas og tog en slurk af vinen. Han var virkelig ved at være irriteret over at hun altid skulle brokke sig, være utilfreds og stille sig på bagbenene over de ting og de valg som han foretog sig, for selvom han virkelig prøvede, selvom han gjorde sig umage, så blev han mejet ned og han var ved at være godt træt af det!

[Deleted]

Leah kunne virkelig ikke beskrive hvad det var, at Ryan gjorde ved hende, men hun kunne faktisk godt lide det. Endnu en gang behandlede han hende som et individ og hun kunne rigtig godt lide den tanke og den følelse som det måtte sætte i hende, for det var virkelig noget ganske specielt og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Når det kom til vampyrerne og deres væsen, samt deres natur, så kunne hun bestemt ikke kalde sig for en ekspert, for det var virkelig noget af det sidste som hun var! Hun var elendig til de ting, for hun var alt for dygtig til at generalisere sig indenfor det hele, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Det var jo der at det var gået galt i starten og nu.. nu sad de på en fin restaurant, hvor hun for første gang i ekstremt lang tid, fik lov til at fylde maven. Horehuset havde været hendes hjem siden hun var blevet født, så det var i den grad frygtelig mange år, at hun havde været lænket til det og det var jo heller ikke fordi at hun havde nogen andre steder at gå. Hun betragtede ham sigende. ”Jeg ved det ikke.. I er.. så simple af race og.. alt det med følelser, at være indelukket og så.. pludselig bare åbne op.. Det lyder bare kompliceret..” Hun trak let på skuldrene og tog et stykke kød på sin gaffel og spiste det, for det smagte virkelig, virkelig godt! Og det lå rigtig godt i hendes ellers så tomme mave, selvom den værste sult blev stillet igennem hvad hun gjorde og det som han selv havde fået lov til at opleve, selvom det nu ikke var noget som hun direkte ville sige, at hun måtte være stolt af. At han måtte virke irriteret på hende, var nu heller ikke noget som man direkte kunne sige, måtte forundre hende, for det gjorde det egentlig ikke, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket stille mod ham, som hun endnu en gang havde lagt gaflen fra sig ved sin side, selvom det var hende meget imod, for hun var slet ikke mæt endnu. Hun vidste at maden på H-huset, var noget bras og gammelt noget, men lidt var da bedre end ingenting? De fik noget, og for mange, så var det i den grad også pointen ved det hele, selvom hun var af en lidt anden menig. Hun ville elske at kunne gå mæt i seng, selvom det var noget som sjældent skete. Hun sukkede stille. ”Undskyld, Ryan..” I sig selv, var det aldrig ord som normalt forlod hendes læber, men det var jo heller ikke fordi at hun ville være ham på tværs på nogen som helst måde overhovedet! Ikke bare med alt det som han faktisk havde gjort for hende, så var det faktisk noget som havde en utrolig stor betydning, også for hende! Hun tog fat om gaflen igen og fortsatte med at spise. Hun var næsten sikker på at hun måtte drømme, for noget som dette, kunne vel slet ikke ske for en som hende? ”Pointen er bare, at du ikke behøver at gøre alt det her for mig,” påpegede hun sigende. Hun var selvfølgelig rigtig glad for det, for det var hun virkelig! Men bare tanken omkring det, var jo så uvirkelig og med tanken på hvilke følelser som den eneste ene kunne sætte i en vampyr, så… så var det kun noget som forvirrede hende mere og det var bestemt heller ikke en behagelig følelse. ”Tak.. endnu en gang..” Hun vendte de isblå øjne mod ham, hvor hun svagt måtte fremtvinge et mildt smil.

[ryan]

Uanset hvad det var at Ryan måtte gøre ved Leah, så forstod han det faktisk ikke selv, for.. de kom altid op at skændes til at starte med, men alligevel endte de ud på denne måde? Helt rolige og nærmest milde overfor hinanden, hvilket sidst havde ført dem til at være så tætte som kun to elskende burde være. Han fortrød det bestemt ikke, selvom at det vel var typisk ham ikke at fortryde sådan en ting? Uanset, så kunne han jo ikke komme udenom at det havde været anderledes med Leah, for hun havde virkelig fået ham til at nyde det oprigtigt, hun havde fået ham til at ønske det, ønske at være hende tæt og ikke bare en tilfældig kvinde. Han havde virkelig nydt den aften og nat med Leah, hvor han faktisk havde set frem til at se hende igen, selvom at det var endt ud som altid og nu sad han og irriterede sig mere og mere over sine mange tanker, der måtte kværne rundt i hans hoved, hvor han altid drev dem langt ud i et tankespil. Han vendte de dybblå øjne mod hende igen, som han betragtede med hun spiste, hvor han selv havde opgivet at kæmpe sig igennem sin portion, for hun havde jo et sted opfordret ham til at stoppe, eller i hvert fald tilgivet ham for ikke at indtage mere, for det var jo heller ikke normalt for en vampyr. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Simple af race? Simple som enhver anden. Bare fordi du er sensuel dæmon er det ikke ensbetydende med at du ikke kan føle ægte følelser, for selv mange går med den opfattelse at I kun tænker på at stille jeres syrlige og evige begær,” svarede han stilfærdigt, næsten fornærmet? Måske var en vampyr kold og ja de bad om deres rygte, når de opførte sig som monstre og dyr, men det var jo nu engang hvad de måtte være; rovdyr. Det var et instinkt der aldrig ville blive slukket, ligesom med en sensuel dæmon og deres syrlige lyster. Af den grund vidste han jo godt at Leah havde ægte følelser, som et hvert andet individ, for det havde hun da allerede gjort klart for ham under deres første møde. At hun undskyldte, fik ham til at se forundret på hende, for.. det lignede hende jo ikke. Hvorfor skulle det så give ham skyldfølelse på denne måde? Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Tja.. du tror tilsyneladende ikke at vampyrer kan være blødhjertede væsner, så må jeg vel vise dig det?” Hans ord var ikke bebrejdende eller påpegende, men mere opfordrende. Det var jo faktisk det han ville; vise hende at han ikke bare var et monster, som man måtte fremstille vampyrerne på, men at han faktisk var i stand til at være god, gøre ting for andre, gøre ting for hende, for han vidste jo godt hvorfor han var så god mod hende, selvom at han endnu ikke kunne forstå at det lige var Leah, som skulle påvirke ham på denne måde, hvor det næsten også måtte irritere ham at det var hende? Han sendte hende et stille smil, som hun takkede ham, hvor han vendte blikket ned mod sin vin, så han ikke så på hende, for han følte sig næsten ussel, når han var irriteret på hende, selvom at hun jo faktisk prøvede, men det var heller ikke nemt, når hun skiftede humør så hurtigt og så tit!

[Deleted]

Den aften som de havde tilbragt fuldkommen tæt på hinanden, var virkelig noget af det bedste som Leah nogensinde havde oplevet, selvom hun virkelig ikke var ude på at gøre det til en ny ting mellem dem – det var heller ikke fordi at hun direkte ønskede at håbe på noget, for hun blev jo bare skuffet i den anden ende. Det kunne dog alligevel forundre hende, at hun kunne stå i denne situation og sidde der på denne fine restaurant som hun gjorde for øjeblikket – et sted som hun aldrig nogensinde havde regnet med, at hun ville sætte sine fødder, men det var jo så til gengæld sket alligevel, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, som hun næsten måtte koncentrere sig om at skulle spise ordentligt, for det at skulle sidde her og endda på denne her måde, var slet ikke noget som hun havde regnet med på den ene eller den anden måde, så det var jo bare sådan at det måtte være. Hun rystede på hovedet. Hun ønskede jo heller ikke at sætte tvivl ved ham, selvom det vel bare var en.. forsikringsforanstaltning for hendes del? At hun slet ikke turde håbe på at der var mere at komme efter? At det bare var en simpel ting som de kun havde gjort en gang? Hun nikkede.. Han havde fat i et temmelig godt argument, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. ”Du ved hvad det er jeg er kendt for, Ryan.. Man kan ikke kalde mig for følelseskold, men… hævngerrig, det er nok mere rigtigt end som så,” påpegede hun stilfærdigt, som hun let måtte trække på de slanke skuldre. Hun var ganske rigtigt perfekt skruet sammen og det var på alle måder, men det var nu heller ikke noget som hun sagde det mindste til på denne her måde. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Han kunne stå imod hende og hendes tiltrækning, hvilket hun aldrig havde regnet med, men det var også noget som kun gjorde det hele så meget nemmere og lettere for hendes del. Det var ikke direkte fordi at han købte sig ind i hendes gode bog ved at skænke hende dyre restaurantbesøg, for alt hvad hun vidste, så kunne det jo være, for at købe sig en plads ved hendes side i sengen og det var noget af det sidste som hun måtte ønske på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak let på skuldrene. ”Jeg… jeg ved det jo godt, Ryan.. Det.. Du gør det bare ikke med dyre ture på restauranter på denne måde.” Ikke fordi at hun ville sætte kravene højt, men hvad han kunne bevise det ved, det var vel bare at sidde.. holde hende i hånden, holde om hende og snakke normalt, for det gjorde hende da langt mere overbevist end alt det andet på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun sukkede dæmpet og vendte blikket mod maden, hvor hun godt kunne mærke, at hun var ved at blive mæt. Hun endte med at lægge gaflen fra sig og skubbede tallerkenen lidt længere ind på bordet, som et tydeligt tegn på at hun var færdig nu. ”Der er bare.. ikke nogen vampyrer som decideret har bevist det modsatte for mig..” Hun trak på skuldrene. Det var ikke for at bebrejde ham eller noget som helst, men bare.. en påpegning af det som faktisk var generelt.

[ryan]

Det var slet ikke fordi at Ryan var ude på at komme Leah så tæt igen, som han havde været sidst, eller.. det var jo heller ikke fordi at han ikke havde lyst! Men.. det var ikke det han gik efter! Han ville egentlig bare vise hende at han faktisk tænkte på hende og havde tænkt på hende, så det at hun havde skældt ham ud og råbt af ham tidligere havde været spild af tid, for han havde virkelig tænkt på hende i den uge han ikke havde set hende, desuden forstod han sig jo ikke direkte på de menneskelige følelser, så det var faktisk en utrolig akavet situation at skulle opsøge hende igen, for det var jo ikke fordi at han ikke havde haft lyst til det, men sidst havde hun jo bare været sur over at han havde opsøgt hende på horehuset, så han havde kigget forbi, prøvet at se om han havde kunnet få øje på hende, men hun var aldrig kommet ud, så han havde jo bare ventet. Desuden, så ville han jo heller ikke have at hun skulle mistolke ham, hvis han havde opsøgt hende på horehuset, for så ville hun bare skælde ham ud for at opsøge hende der igen og tro at han kun var ude på at komme i seng med hende og det var jo heller ikke tilfældet! Det var også bare så svært det hele! Det forvirrede ham virkelig at han aldrig kunne stille hende tilfreds, at hun altid skulle klage over et eller andet og nærmest håne ham for ikke at gøre det godt nok. Det så da ud til at hun var faldet til ro igen, hvilket da måtte glæde ham til dels. Han trak svagt på skuldrene og undlod at kommentere det, for det skulle heller ikke komme forkert ud, for hun var virkelig utrolig snæversynet så det gjorde noget! Men han ville ikke bringe endnu en diskussion på banen, for han var ærligtalt træt af at skulle skændes og diskutere med hende og det var nærmest altid.. akavet bagefter! Han vendte roligt blikket mod hende ved hendes ord. Måske det at sidde her på en fin restaurant ikke hjalp, men.. han var jo heller ikke færdig med at ’værne’ om hende, vise hende nattelivet, som han havde sagt, for han manglede stadig at vise hende en hel del, hvor han ikke vidste om det tiltalte hende noget mere, men han havde faktisk forberedt det hele for hendes skyld, selvom at han jo så heller ikke havde regnet med at de skulle starte med at skændes, men det gjorde måske bare det hele langt bedre? Han så blot til, som hun skubbede tallerknen væk, hvor han ikke sagde noget til det, for han kunne forestille sig at man blev hurtigt mæt, når man ikke var vant til at spise særlig meget. Han fiskede roligt en pose med guldmønter i, som han lagde på bordet til betaling til tjeneren inden han rejste sig ganske roligt og gjorde tegn til at hun skulle gøre det samme. ”Men så bliver den aften i aften,” svarede han lettere selvsikkert, som han roligt gik hen til hende og gjorde en gestus med sin arm, som tegn til at hun skulle gribe omkring den, inden han roligt førte hende væk fra restauranten igen. Han kunne forestille sig at hun følte sig malplaceret ved at sidde ved et så fint sted, hvor han selv faktisk var fuldkommen ligeglad, for han havde aldrig taget sig af de andres meninger, men han ville heller ikke gøre det ubehageligt for hende. ”Klar til næste sted?” spurgte han med et lille hemmelighedsfuldt smil om læberne.

[Deleted]

Leah var egentlig bare frygtelig vant til at hæve det forsvar når hun følte sig uforstået eller bare alene. En ting som faktisk måtte falde fra, når hun var sammen med Ryan og hun kunne egentlig ikke rigtigt forstå helt hvorfor, hvilket faktisk var noget som måtte frustrere hende noget så voldsomt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sukkede indvendigt, som hun skubbede de tanker ud af hovedet. Det var da slet ikke noget som hun kunne tillade sig, nu hvor hun sad der på en fin restaurant og sammen med ham? En mand som hun faktisk godt kunne.. lide? Det var helt klart noget af det bedste af det hele, men det var nu heller ikke noget som hun kunne finde på at sige med ord. Hun kunne kun dømme ud fra hvad hun selv havde set og oplevet, og det var også derfor, at man snildt kunne sige, at vampyrerne, var ofre for hendes kraftige meninger, for hun havde jo slet ikke oplevet dem som andet end kolde, kyniske og ekstremt egoistiske! At håne ham for ikke at gøre det godt nok og det at skulle klage over det, var noget som næsten faldt hende så naturligt, når hendes krav faktisk måtte blive opfyldt.. det var det som skræmte hende, det var netop det faktum, at han var i stand til at gøre det, når ingen andre havde! De isblå øjne faldt direkte til hans skikkelse, som hun havde valgt at skubbe sin tallerken ind på bordet. Hun var så sulten, at hun knapt nok havde noget appetit og hun var jo vant til at klare sig for skræmmende lidt, så det at spise det hele, var jo heller ikke noget som man kunne sige, var noget som kom på tale for hendes vedkommende. Hun bed sig svagt i læben.. hvad pokker skulle der nu ske? At han ønskede at værne om hende, var faktisk noget som måtte gøre hende meget glad, for det gjorde automatisk at hun følte sig som en i mængden og ikke bare den ene som man udnyttede og misbrugte for sin egen fornøjelses skyld, selvom det nu var det som hun var så vant til alligevel, hvilket kun gjorde det hele så mange gange værre for hendes del, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun prøvede virkelig bare at tilpasse sig, men folk omkring hende, var bestemt heller ikke af den slags, som måtte gøre det nemt. H-huset var hendes hjem, hun var født ind til det og det var heller ikke fordi at hun kunne se hvad andet hun faktisk var god til når det endelig måtte komme til alt. Som han smed pengene på bordet, kunne hun ikke lade være med at følge posen med blikket, selvom han tydeligt og hurtigt måtte rive opmærksomheden andre steder hen; Nemlig på ham. Hun blinkede let med øjnene. ”.. Næste sted?” gentog hun tydeligt forvirret. Havde han flere planer i aften, eller var det bare fordi at han skulle være så.. spontan? At det jo så var noget som hun faktisk godt kunne lide, var igen heller ikke noget som hun ville lade ham vide! Han skulle jo nødigt rende rundt med de forkerte tanker omkring hende! Hun rejste sig roligt, kun for at lade armen forsigtigt glide på plads ved hans, nærmest som var de et par, og ham en gentleman. Hun vidste jo godt at han kunne, selvom hun havde givet udtryk for så meget andet. ”Du behøver virkelig ikke alt det her, Ryan.. Det måltid.. det.. det var rigeligt..” Igen, så vidste hun ikke hvordan hun skulle reagere, og så var det nemmere at afvise.