Doing Dark Deeds

[isabella]

For to dage siden blev Isabella Vincentz alene i verden. Det var i hvert fald dén følelse, hun havde siddet med om morgenen, da hun kom op på sin mors værelse og fandt hende iskold og bleg i sin seng. Faldet i evig søvn efter lang tids sygdom, der havde tæret hårdt på dem begge.
Men bag al sorgen og al ensomheden, følte Isabella sig også mærkelig... forløst. Nu, hvor hendes mor omsider havde fået fred, kunne hun komme videre med sit liv. Og hun havde også lagt en plan.
Men før hun kunne forlade Apterta, var der bare lige en enkelt ting, hun ville gøre først.

Det var midt om natten, da Isabella med sin lange kappe om skuldrene og hætten trukket godt op om hovedet, bevægede sig ned ad nogle af de byens mere tvivlsomme gader. Her var der lidt mørkere, lidt mere dystert, her lå masser af horehuse og stripbarer og skumle, små kroer.
Hun var på vej til en bar, hvor hendes nu afdød mor havde en kær veninde. Isabella ville fortælle hende om sin mors død, inden hun rejste. Det syntes hun, hun fortjente at vide.
Denne smalle gade var ikke særlig oplyst. En tændt fakkel, der hang på husmuren her og dér og lyset fra vinduerne i de kroer og huse, hun gik forbi. Men hun havde heller ikke lyst til at tiltrække sig nogen opmærksomhed. Specielt ikke fra de mænd, som kom i denne del af byen.

[noro]

Noro bevægede sig lydløst langs hustagende i den mere skumle del af Apterta city. Han havde et job som han skulle have udført, og han vidste at den mand som han skulle slå ihjel tit kom i denne del af byen, som en stamkunde i et bestemt horehus. Hans sorte dragt gjorde at han faldt i et med mørket og da den sad så tæt på kroppen som den nu engang gjorde, gjorde det også at han kunne bevæge sig så lydløst i den. Hans katana hang som altid over hans ene skulder, og på begge lår plus på hans hofter hang 10 kasteknive. Da han bevægede sig oppe på tagende og hoppede fra hus til hus ved hjælp af vinden som lydigt fulgte hans vilje, lagde han ikke mærke til den kappeklædte kvinde som bevægede sig på gaden lige under ham. Det tog ikke lang tid før han kom til det Horehus hvor den mand han skulle slå ihjel var stamkunde, men da manden ikke var ude i det åbne endnu satte Noro sig bare tilrette på taget overfor bygningens han havde udsyn til både bygningen og vejen der hen. Mens han sad der fandt han en kastekniv frem og holdt den i hånden så den var klar til at kaste ligeså snart manden kom tilsyne. Han skulle ikke vente længe før manden kom frem fra bygningen og i en glidende bevægelse bevægede kniven sig afsted mod sit mål.

[isabella]

Pludselig var der én, som tog et hårdt greb i hendes arm. Hun farede forskrækket sammen, men havde ikke en chance for at vriste sig fri, inden han var over hende. Han var kommet ud fra horehuset ved siden af, og selvom situationen faktisk var halvalvorlig, var den første tanke, der faldt hende ind: hvor er det typisk mænd. De får aldrig nok.
Helt ærligt. Han kom lige fra et horehus!
Manden trykkede sig hårdt ind til hende, selvom hun strittede imod alt hvad hun kunne.
"Slip mig!" råbte hun, mens hun prøvede at undvige hans læber mod hendes, "Slip mig! Slip..." - og inden resten af ordene havde forladt hendes mund, trak manden pludslig hovedet til sig med en jamrende, rallende lyd og vilde øjne. Hans krop blev fuldstændig slap over hende, og med en skinger lyd skubbede hun ham panisk væk fra sig, hvorefter han faldt livløst sammen på jorden.
Isabellas åndedræt var tungt, og hendes hjerte slog hurtigere end normalt. Manden var død. Men hvordan? Hvad skete der? Hvem havde gjort det? Hvor kom det fra? Hendes hænder føltes med ét meget varme, så hun holdt dem op foran sig for bedre at kunne se dem i skæret fra den tændte fakkel på husmuren. De var smurt ind i blod.
Hun kiggede oprevet op mod hustagene og hele vejen rundt om dér, hvor hun stod. Uanset hvad, var det nok en meget god idé at se at komme væk herfra. Nu.
Men hun nåede det ikke.
"HEY!" udbrød en stemme nogle meter foran hende. Hun kiggede op. Fire mænd kom gående imod hende. De stoppede op, mens de så chokeret fra liget på jorden til hende og tilbage på liget igen.
Isabella stirrede panisk på mændene, og hendes vejrtrækning kom helt ud af kontrol, da det begyndte at gå op for hende, hvad de måtte tænke. Hun havde blod på hænderne og var i øvrigt den eneste person i nærheden... mændene kneb øjnene sammen og blottede deres tænder, mens de nu kom langsomt, truende hen imod hende.
Hun kunne ikke få et ord frem, men begyndte bare at gå langsomt bagud.
Den største af mændene slog sin ene knytnævne mod den anden hånd, mens han holdt sit rasende blik fastlåst på hende.
"Du skal få betalt..." snerrede hand inde bag de sammenbidte tænder.
Hun var fortsat med at vige tilbage, men stødte Isabella nu ryggen mod husmuren. Hun var trængt op i en krog.

[noro]

Da manden flyttede sig bandede Noro for sig selv da det så ud som om at kniven ikke ville ramme, men ved et lykketraf ramte den alligevel manden og gjorde ham dødeligt såret. At manden stod op af en kvinde havde Noro ikke set, og derfor opdagede han også først kvinden da denne stod bøjet over liget. Noro skyndte sig at gemme sig for ikke at blive opdaget mens han holdt øje med kvinden, dog blev hans blik rettet mod døren da denne gik op og 4 mænd kom ud. han kunne tydeligt hører dem hvad de sagde og vidste derfor at de troede at kvinden havde slået manden ihjel, og selvom det normalt ikke lå til Noro at vise medfølelse var det noget andet når det var en som blev beskyldt for noget som denne ikke havde gjort. Så han skyndte sig at få rejst sig op og komme over til den bygning hvor kvinden til sidst stod med ryggen op af. Han stod lige over dem, og da mændene trådte tættere på hoppede han ned mellem dem og kvinden med sin ene hånd på Katanaets håndtag og den anden op foran sit ansigt ned med en let åben hånd. Det eneste der var synligt på ham var hans arme og hans øjne, resten var kroppen var dækket af en sort dragt af læder og sort metal, på nær lige hans pande som var beskyttet af noget sølvfarvet metal med et mønster indgraveret. Han sagde noget men stod bare og betragtede mændene foran sig mens han vendtede på at de gjorde noget.

[isabella]

Pludselig var han der. Ud af ingenting, sprunget frem fra mørket. Manden der stod mellem hende og de fire mænd var klædt i sort tøj fra top til tå, med undtagelse af hans muskuløse arme, der var bare. Hvem var han? Han hjalp hende... hvorfor gjorde han dét?
Isabella forstod slet ikke, hvad det var der foregik. Mændene stoppede brat op, da den fremmede hoppede ned foran dem. De veg lidt tilbage, ligeså forvirrede og overraskede over hans så pludselig entré, som Isabella.
De prøvede at skjule det, men hun så det. Hun så et glimt af frygt passere over deres ansigter. De kiggede lidt nervøst rundt på hinanden, før den største af dem så den fremmede i øjnene.
"Flyt dig!" snerrede han, dog med en undertone af usikkerhed, han forsøgte at skjule, "Bland dig udenom, det her angår ikke dig!"

[noro]

Noro kiggede direkte ind i øjnene på manden som talte til ham, og hans øjne var iskolde og viste ingen følelser overhovedet, det var tydeligt at han ikke skulle trues af den mand, og at det havde været dumt af ham at snerre af ham. "Og hvad hvis jeg nægter at flytte mig?" spurgte Noro med en stemme som var så isnende at det ville give det fleste kuldegysninger ned langs rygsøjlen bare at hører den. "Og jo det kommer netop mig ved, fordi i truer denne kvinde, for noget som jeg har gjort" Han lagde tryk på jeget og brugte stadig den isnende stemme. Som han stod og så på dem begyndte at det blæse op, men underligt nok virkede det som om at det kun blæste op rundt om ham, som om at vinden kun koncenterede sig om ham lige i det sekund. Noro trådte helt hen til den største af dem, som dog alligevel var lidt større end Noro var, men hvis han undervuderede ham af den grund ville det koste ham dyrt, mens han trådte frem lukkede vinden sig op så alle fire mænd blev fanget inde i den, hvorefter den lukkede sig bag dem og tog til i stykke, som en mur af vind som kun var rundt om dem, mens der var vindstille indenfor muren og uden for muren. "Så jeg spørger dig en gang til hvad, vil du gøre hvis jeg nægter?" spurgte han igen. Han vendte kort blikket over mod kvinden som stod bag ham, for at se om hun var okey, selvfølgelig regnede han med at hun var rimlig chokkeret over hvad der var sket foran hende, men han håbede ikke at mændene havde noget at gøre hende noget. Ikke så meget fordi han kendte hende eller følte noget for hende, men fordi han, trods hans job, ikke var meget for at lade andre få skylden for hvad han gjorde.

[isabella]

"... for noget, jeg har gjort."
Isabella stirrede indædt på den fremmede i det øjeblik, han sagde det. Ikke fordi hun som sådan var overrasket over det, for helt ærligt - se lige på ham - han var klart typen til det. Men hvorfor bragte han hende først i livsfare, for derefter at redde hende igen bagefter?

Den ene mand, den største, ham der lige havde tiltalt den fremmede, trak med ét en kniv frem fra sit bælte, og de andre fulgte trop og indtog angrebsposition, mens de knurrede af ham som løver ad deres bytte.
Bag den mystiske vind, der var opstået som ud af ingenting, og bag mændene, så Isabella skygger af mennesker komme ud af mørket. Flere bredskuldrede, ækle typer, der havde set, hvad der foregik og var rasende på vej imod dem for at slutte sig til opgøret.
"Øhm..." pippede hun meget lavt, alt for lavt, henvendt til den fremmede - hun ville gerne sige noget, advare ham, et eller andet - men hun hverken kendte ham eller vidste hvad han hed eller havde rigtig noget stemme til at gøre det.
"Jeg skal vise dig..." snerrede den største med rasende øjne, alt imens han i én hurtig bevægelse stak til.
*Det er vist på tide, jeg forsvinder ligeså stille.*
Hun kantede sig langsomt til siden langs med husmuren for ikke at vække opmærksomhed, men i dét øjeblik hun vendte sig om for at løbe, stødte hun med en skinger lyd direkte ind i endnu en halvskaldet, muskuløs type, der med lynende øjne greb hende hårdt om håndleddet og holdt hende fast. Flere kom til bag ham.
"Slip mig!" skreg hun hysterisk, "Slip mig, din - SLIP!"

[noro]

Noro kiggede kort på kniven som manden trak frem fra sit bælte, og rystede på hovedet af ham, den kniv ville ikke kunne gøre ret meget mod ham, men det vidste mændene jo ikke noget om. Noro trak i en glidende bevægelse sit katana frem og skar derefter kniven over i et hug, før han kort vendte blikket mod kvinden "Du må hellere komme væ her fra" sagde han som et venligt forslag, han nåede dog kun lige at sige det før hun blev fanget af flere mænd som var kommet til. Noro sukkede tungt, så måtte han jo bruge sin evne til at klarer det her, når der nu var kommet så mange frem for at hjælpe alle de andre. Han lukkede øjnene et kort øjeblik mens den mærkelig vind forsvandt og i stedet samlede sig rundt om ham som en tyk ring. Da han åbnede øjnene igen udvidede vindene sig hurtigt, og da den ramte mændene blev de slynget flere meter tilbage. Noro vendte sig derefter mod manden som havde grebet fadt i kvinden og mens han bevægede sig frem mod ham, trak han sit katana frem endnu engang, og i en glidende bevægelse satte han farten op, og huggede efter halsen på manden. Han måtte dog passe på hvad han gjorde for ikke at komme til at ramme kvinden, hvilket også gjorde at han måtte flytte lidt på sig efter at han havde startet svinget. Hvorfor at aftenen lige havde udviklet sig sådan som den gjorde nu, vidste han ikke, men det måtte han jo bare leve med, og i stedet prøve at rette op på det problem som han åbenbart havde skabt for kvinden. Det mærkeligst var dog at han intet vidste om hende, ej heller ikke hvorfor hun havde været i dette område på dette tidspunkt, men det var som det var og det var der jo ikke noget at gøre ved.

[isabella]

Den fremmede mands sværd ramte Isabellas overfaldsmand - hvor var hun ikke helt sikker på, men han slap sit greb om hende i selv samme sekund og faldt om på jorden.
"Kors i røven" udbrød hun, hoppede over liget og så ellers satte i løb forbi de omtumlede mænd, der også var slået tilbage af en uforklarlig, pludselig og meget kraftig vind, som tilsyneladende var den fremmede mands værk.
Hun kiggede sig en enkelt gang over skulderen, mens hun styrtede afsted gennem den mørke gade med den sorte kjole og kappe flagrende efter sig.
Hun kendte disse gader godt, for på trods af deres tvivlsomme karakter og ligeledes de mennesker, som holdt til her, var hun selv kommet her meget gennem hele sin opvækst - hendes mor, og indtil for nylig også Isabella selv, var trods alt en del af denne verden, om end var deres arbejde ikke ligeså beskidt som mange af de kvinder, der boede her.
Hun løb indtil hun ikke længere kunne hverken høre eller se dem, der havde angrebet hende, og endnu et hurtigt kig bagud afslørede, at ingen var efter hende - så hun tog et skarpt højresving ind i en meget smal og kulsort gyde, hvor hun stoppede med ryggen presset helt op mod muren.
Hendes vejrtrækning var helt ude af kontrol og hendes hjerte hamrede. Hun lukkede øjnene hårdt i og åbnede dem glippende igen med det samme, i et forsøg på at få de sorte pletter hun så for sit indre blik, til at gå væk.
"Åh gud" stønnede hun lavmældt, "Åh gud, åh gud..."

[noro]

Noro havde brugt lidt tid på at rydde op i gyden, eller med andre ord, fjerne samtlige vidner som ville kunne fortælle hvad der var sket, før han fulgte efter kvinden. For godt nok havde han reddet hendes liv fordi han ikke ville lade hende dø for noget han havde gjort men han var nød til at være sikker på at hun ikke ville sladre om at hun havde set ham. Hans job forgik jo i mørket, og hvis alle vidste at der var en snigemorder løs ville han aldrig kunne klarer et job, uden at skulle slås med mange forskellige mennesker først. Han kunne hører en lavtmældt stønnen som sagde åh gud, og da han havde hørt hendes stemme tidligere gik han ud fra at det måtte være kvinden, og da han drejede rundt om hjørnet fik han øje på hende. Noro gik med faste skridt hen mod hende, men samtidig var han klar til at hun skulle stikke af hvis det var det hun ville, han ville dog ikke lade hende stikke af , selvom hun sikkert heller ikke kunne stikke af fra ham.

[isabella]

Hun lagde den ene hånd på brystet, mens hun prøvede at genvinde fatningen. Hendes hjerte gallopperede afsted. Sidestikket var ved at tage livet af hende. Var man født i en burlesquebar var man blevet trænet til at gå i spagat i høje hæle - ikke løbe for livet. Det var ikke hendes område, det her.
*Hvordan havnede jeg i dét her?* rungede det i hendes hoved, *Hvad er det, der sker?*
Ud af den ene øjenkrog anede hun pludselig noget bevæge sig i mørket. Hun drejede hurtigt hovedet og ganske rigtigt: en skikkelse kom mod hende.
Hun veg tilbage, og i løbet af brøkdelen af et sekund havde hun hevet sin ca. 20 cm. lange, skarpslebne kniv op ad sit bælte og pegede truende på den fremmede. Hendes hånd var sikker, for på trods af sin baggrund, vidste hun dog godt hvordan man håndterede et våben.

[noro]

Noro rullede med øjnene selvom det sikkert var svært for hende at se da hun trak sine knive. selv lagde han hånden om på ryggen og trak sit katana frem og forsatte frem mod hende. Han kom snart tæt nok på til at hun burde kunne se at det var ham som stod foran hende. Han lagde armene overkors dog stadig med katanaet i hånden mens han betragtede hende "Ville det ikke være smart, hvis du lagde de der små knive væk? du har jo set at der skal mere til end det får at få mig slået ihjel" sagde han ligegyldigt. Han løftede sin hånd og en svag ildkugle kom frem i hans hænder, så de havde lidt mere lys mellem dem, og så at det ville være nemmere for hende at vide at hun ikke skulle angribe ham da det ville være en virkelig dårlig ide.

[isabella]

Hun missede med øjnene, da en svag flamme dukkede op i hans hænder og kastede sit blide lys på hans skikkelse. Ilden var ikke kraftig nok til at lyse hele gyden op, hvilket blot fik mørket udenom dem til at virke endnu mere sort. Den henlagde begge deres ansigter i skygge, men det var alligevel nok til at Isabella kunne genkende den fremmede fra før. Han havde beskyttet hende, så han ville hende jo nok ikke noget ondt...?
Men hvem var han? Hvor kom han fra?
Isabella havde kastet ét blik på hans udseende, hans muskuløse krop, hans klæder og hans våben, og var ikke længere i tvivl om, hvem der havde været skyld i, at manden fra horehuset pludselig var død på stedet, mens han stod og befamlede hende.
Hun stak kniven tilbage i bæltet og med sammenknebne øjne tog hun få, målrettede skridt hen imod ham og slog ham hidsigt på brystet mens hun rasede:
"Hvad bilder du dig ind at! - URGH! - hvor vover du!"

[noro]

Da hun stak knivene væk og i stedet kom over til ham og begyndte at hamre ham hidsigt på brystet rystede han blot på hovedet af hende mens han lod hende rase på han lidt endnu, før han til sidst med et blidt skub, prøvede at skubbede at hende væk fra sig. "Det var mit job at slå ham ihjel, hvor det derimod ikke var mit job at redde dig. Du ville måske hellere have at jeg havde ladet de mænd gøre med dig hvad de ville? Du kan sikkert selv tænke dig til hvad de ville have gjort med dig" han rengede med at hvis han ikke havde grebet ind, ville mændene nok have haft lidt sjov med hende, før de slog hende ihjel for hvad hun 'havde' gjort, nu var det jo mænd som kom på dvs. horer hus og kroer så han regnede ikke ligefrem med at hun ville få et retfærdig retter gang, eller ville slippe fra mændenes lyster.

[isabella]

"Det var din skyld, jeg kom i regulær livsfare," fnøs hun og prikkede ham hårdt i brystet med en strakt pegefinger, "Dén ene mand havde jeg klaret uden din hjælp."
Hun hev med et fast greb op i sin stropkøse kjole, der var gledet lige lovlig langt ned mens hun løb.
"Jeg har trods alt livslang erfaring med hans slags," tilføjede hun bittert.
Manden foran hende var altså snigmorder. Isabella var ikke overrasket i betragtning af hans tøj og våben og måde at bevæge sig på. Ej heller var hun bange for ham, for hun vidste, at hvis han ville hende noget ondt, havde han gjort det for længst.
Han havde ganske vist reddet hende, ja, men det var også hans skyld, hun var i nød i første omgang.
Hun rettede på sin kappe, og bandt den ordentligt om skuldrene.
"Hvem er du egentlig?" sagde hun affejende.