Doing Dark Deeds

[noro]

Noro stod bare og ventede på at hun var færdig med at beskylde ham for alt der var sket hende, for han var egentlig lidt ligeglad med hvad hun syntes. Den eneste grund til at han havde reddet hende, var at han ikke ville lade hende dø for at han kunne slippe væk, det havde han trodsalt for meget samvittighed til at ville gøre. "Er du færdig med at brokke dig? Jeg redde dig da igen gjorde jeg ikke?. Og det var egentlig ikke for at redde dig at jeg slog ham ihjel. Jeg var blevet hyret til det meget simpelt. Jeg vidste ikke engang du eksisterede til de andre mænd kom frem og jagtede dig." Han lagde armene over kors mens han kiggede på hende "Jeg kan ikke se hvorfor mit navn er vigtigt?" sagde han ´da han stadig ikke stolede på hende.

[isabella]

Hun himlede med øjnene, mens hun bandt sin kappe. Hun syntes ikke selv, at hun var urimelig, men Isabella var måske også en meget stædig og - okay, okay - ret besværlig kvinde, der stod evigt fast på sine egne holdninger og ellers bare lukkede ørerne for resten.
"Det er heller ikke vigtigt," sagde hun og rystede på hovedet ad sig selv, "Glem det."
Hun betragtede ham et øjeblik, og lod diskret blikket løbe en enkelt gang op og ned ad ham.
Nu, hvor de bare stod de to alene overfor hinanden i en mørk gyde, kunne hun pludselig mærke sin indre sensualdæmon begynde at røre på sig. Hun var ganske vist kun halvblods, men hun havde stadig altid levet med et vist behov for mænd, for sensualitet - et behov, der skulle opfyldes på ligefod med sult og tørst.
Den fremmede var muskuløs og markeret, havde en meget veltrænet krop, og hans øjne var mørke og farlige - lige præcis sådan, som hun kunne lide sine mænd.
Men hun måtte ikke syntes om ham. Situationen taget i betragtning havde hun klart mest lyst til at gå sin vej nu og her, så det var et meget dårligt tidspunkt for sensualdæmonernes evige begær at blusse op i hende. Det passede hende bestemt ikke.

[noro]

Noro ændrede ikke på sin holdning overfor hende af at hun himlede med øjnene. Hun var forbandet stædig og forbandet besværlig efter hans mening, men der havde været et eller andet ved hende som havde fået ham til at blande sig, ud over det at han ikke bare kunne stå og se til mens en han havde sat i fare, kom galt afsted. Noro lagde hovedet lidt på skrå da hun sagde at det ikke var vigtigt "Hvis du ikke synes det var vigtigt, hvorfor spurgte du så?" han lagde armene over kors mens han betragtede hende. At han ikke ville svare på spørgsmålet, gjorde det jo ikke mindre vigtigt for hende, der måtte jo havde været en grund til at hun spurgte efter hans navn, og han var mere end yderst sikker på at hun ikke havde spurgt ud af ren høflighed. Han lod ligedes sit blik glid over hende, hun var utrolig smuk, mens hun samtidig havde et eller andet farligt over sig, og han måtte indrømme at selvom han måske ikke viste det til hende, gjorde det at han blev endnu mere intereseret i hende, i at finde ud af hvem og hvad hun helt nøjagtig var.

[isabella]

Et skævt gled over hendes læber, mens hun kiggede ham i øjnene. Hun ignorerede hans spørgsmål.
Den fremmede var blevet betalt for at slå dén mand der befamlede hende ihjel, og at dømme ud fra hans påklædning, våben, kampteknik og fremtræden var det ikke første gang. Han kunne uden tvivl sit kram, så det var sikkert hans levevej at udføre sådan nogle opgaver.
Men hun var alligevel lidt nysgerrig. Hvem bestilte sådan nogle mord? Og hvem gik det ud over?
Hun trak igen svagt på smilebåndet. Hendes brune øjne strålede.
"Hvem var han?" spurgte hun stilfærdigt og lavede et let kast med hovedet ud mod gaden, "Hvad havde han gjort?"

[noro]

Noro kiggede direkte tilbage ind i hendes øjne uden at blinke en enkelt gang. At hun ignorede hans spørgsmål fik ingen synlig reaktion på ham, selvom det dog irreterede ham en hel del at hun spurgte så meget men end ikke havde villet svare på et af hans endnu. Hans blev længe stille da han fik hendes spørgsmål. Han tænkte tilbage til da han havde fået opgaven, for at komme i tanke om hvorfor det var at denne mand havde skulle dø. For at være ærlig vidste han det ikke helt selv, han kunne ikke lige huske hvad det var han havde fået at vide, hvorfor det var at han havde sagt ja. Men så kom han i tanke om det. Han kunne endda huske hele samtalen der havde været da han fik jobbet. "Meget nemt. Han lagde sig ud med den forkerte familie, da han voldtog deres datter. De havde prøvet at få ham fanget på lovlig hvis, men der var ingen beviser, og så var det at jeg blev tilkaldt for at gøre hvad jeg gør bedst. Hvad jeg bliver betalt for." Sagde noro lige ud. Han vidste end ikke navnet på manden, det var ikke spor vigtigt for ham at vide, det ville bare gøre det endnu sværer for ham at slå manden ihjel. Men det var ikke ens betydende med at han ikke ville gøre det alligevel. Noro vendte blikket mod Kvinden foran ham "Jeg ved ikke hvad han hed. For mig var han bare nattens 10 og sidste job." sagde han helt koldt og kiggede på hende forsat med armene overkors.

[isabella]

Hun hævede det ene øjenbryn. Nattens 10. job?
Et eller andet sted fandt hun det faktisk meget fornuftigt, hvad han gjorde. De levede i en tid, hvor man ikke kunne stole på, at nogen ville hjælpe én, og med alt det, der for nylig var sket i Procias, var intet sted sikkert og de af de offentlige systemer, der ikke var blevet nedbrudt af korruption og intriger, var ikke længere ressourcestærke nok til at kunne fungere optimalt. Med andre ord: havde man et problem i det her land, måtte man klare det selv. Og i det her tilfælde, den fremmede fortalte om, var Isabella ikke i tvivl: det var ok, dét familien havde gjort.
Hun kiggede på ham med et glimt i øjet, mens hun bed sig uskyldigt i læben.
Det var måske farlig grund at bevæge sig ind på, men det var noget der bare kom naturligt til hende, og hun var blevet nysgerrig på ham nu. En måde at greje folk på, var at udfordre deres svagheder og se, hvordan de reagerede.
Hun slog en gang med håret, og rykkede en lillesmulle tættere på.
"Du er ret hård, er du ikke?" spandt hun nærmest kælent. Der var dog en ret gennemgående tone af flabethed, som gjorde hendes spørgsmål rimelig provokerende.

[noro]

Da hun forblev stille efter hvad han havde sagt valgte han bare at læne sig op af muren bag ham mens han betragtede hende, samt deres omgivelser. Det var unaturligt for ham at stå stille når han lige havde slået nogle ihjel. Normalt bevægede han sig fra mord til mord uden så meget som at se sig tilbage, og når han havde klaret det sidste ville han forlade byen ligeså uset som da han kom. Derfor var han også lidt urolig lige nu, mens han stod og snakkede med hende, Det lod sig dog dårligt nok vise, da han udadtil virkede fuldkommen rolig, ud over at hans øjne bevægede sig i retningen af hver eneste lyd. Hans blik vendte tilbage til hende, da hu rykkede lidt tættere på ham, og han kiggede lidt undrene på hende ved det hun sagde "Hård?" spurgte han lavt. Han ville ikke ligefrem betragte sig selv som hård, eller det havde han hvertfald aldrig gjort før. Han mente selv at han bare var ligeglad, for de liv han tog interreserede ham over hovedet ikke, det var et job, det gav ham penge og så var den ikke længere. "Jeg har egentligt aldrig tænkt over det, men måske" sagde han med et skuldertræk og vendte blikket væk fra hende igen da han syntes at han hørte en lyd fra nogen eller noget som bevægede sig et sted uden for ildkuglens lys. Men da han ikke kunne se noget trak han bare på skuldrene og vendte blikket mod hende igen.

[isabella]

Hun kiggede på ham med glødende øjne, på vagt overfor den mindste, pludselige bevægelse. Hun følte sig isoleret fra resten af verden, som de stod her og kun den svage flamme sært svævende i hans hånd oplyste deres ansigter ganske let. Udenfor dens beskyttende skær, lå natten tæt, næsten kvælende, omkring dem, og ilden fik alting til at kaste lange skygger hen ad jorden og husmurene.
Med ét drejede han hovedet og så væk, og hun fulgte opmærksomt hans blik ud mod den smalle, brostensbelagte gade.
Var der noget? Han vendte sig mod hende igen, så tilsyneladende ikke. Men idet hun selv atter vendte blikket mod ham, så hun pludselig noget ud af øjenkrogen og straks var hendes øjne igen rettet mod gaden. Hun kneb dem let sammen for at prøve at identificere... jo, den var god nok. Der var en skikkelse ude på gaden, der var stoppet op. Personen kiggede denne vej. Og han gik ikke videre.
Hun åbnede munden som for at sige noget, men vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun blot holdt blikket fikseret mod skikkelsen på gaden. Ængsteligheden gled over hendes ansigt, da endnu en skikkelse pludselig var at skimte i mørket.
Personerne begyndte nu at røre på sig... de begyndte at bevæge sig ind i gyden.

[noro]

Noro vendtede egentlig bare på svar fra hende, da hendes blik endnu engang søgte ud i mørket. Hvad det var hun kiggede efter vidste han ikke, men han vendte blikket den samme vej som hende, og kort efter fik han øje på bevægelsen. Men det eneste som han kom med var et suk, især da de kom tættere på ham. "Hvorfor fatter folk som dem ikke et hint?" spurgte Noro sig selv. Noro begyndte at manipulerer fugten i luften så den lagde sig som et tykt lag på jorden, hvorefter han sendte en isnende kold vind hen over det i noget tid. Der gik ikke langtid før vandet var blevet frosset, så der hvor der før havde været en vej man kunne gå på, var der nu i stedet for en vej af Is mellem dem. "Ikke et skridt videre hvis i vil være så venlige, jeg orker ikke mere i dag, for at slå andre ihjel svine mit tøj alt for meget" sagde han med en næsten ligegyldig tone til de mænd som bevægede sig mod dem. Noro gjorde sig samtidig klar til at smide endnu et af de elementer han besad efter dem mens han ventede på at se hvad de ville finde på. Noro vendte kort blikket mod kvinden bag ham, det virkede næsten som om hun tiltrak sig problemer, især når han var i nærheden af hende "Er det nogle af dine venner? og hvis ikke vil jeg foreslå dig at du træder lidt tilbage, men passer på at de ikke fanger dig. jeg kan godt lide dit selvskab, selvom du er forbandet flabet. Så jeg vil nødig se dig komme galt afsted, fordi at du ikke tænker dig om og bliver fanget" efter at noro havde sagt det, lod han igen sine elemente komme tilsyne, men denne gang var det ikke kun et element ad gange, eller 2. Nej denne gang bare for at prøve at skræmme dem, lod han alle sine 5 elementer komme tilsyne, for at vise at han var en leder. Dette gjorde han ved at der formede sig en ildkugle, en kugle af vind, en kugle af vand. en kugle af jord, og en kugle af is. som begyndte at svæve rundt foran ham i en cirkle, som var de et skjold. Det at der var så mange elementer som han kontrollerede, betød at han var en leder, og en hver som kendte bare lidt til Avatars ville vide dette. Han sendte derfor samtlige kugler flyvende mod mændende i håb om at slå dem omkuld eller dræbe dem.

[isabella]

Isabella så forundret til, da han pludselig tvang fugten i luften til at lægge sig på jorden og derefter frembragte en bidende kold vind, der frøs vandet til is i selvsamme øjeblik. Hun greb sig selv i at rykke helt om bagved ham, selvom hun for alt i verden ikke ville give ham den fornøjelse at kunne fryde sig over hendes behov for at han skulle beskytte hende - det var han lidt for arrogant til. Men inderst inde måtte hun jo nok erkende, at hun desværre godt kunne lide at stå lidt tæt op ad hans veltrænede, muskuløse krop... nårh ja, man var vel bare en kvinde, ikke?
I dét øjeblik, han vendte sig mod hende og han bad hende træde tilbage, sagde til hende at hun var flabet og sluttede af med på allermest nedværdigende måde at beskylde hende for ikke at tænke sig om, var Isabella dog nødt til at træde et par skridt tilbage, mens hun udstødte en halvskinger snerren. Hvad bildte han sig ind??
Han var dog allerede videre, og hun måtte uvilkårligt lade sig betage en smule, da han begyndte at fremmane noget, der kun kunne beskrives som magi, og sendte kugler udformet af de fire elementer efter de mænd, som kom mod dem. De havde ikke en chance. Men da var det, Isabella kom til at kigge op... hun så ham først kun lige ud ad øjenkrogen. Manden, der stod oppe på taget. Men med et ryk med hovedet fik hun rettet blikket mod ham igen, og i samme øjeblik så hun den hævede armbrøst, han stod med deroppe, spændt op og med den fremmede magiker på kornet - og den fremmede havde ikke set ham. I løbet af en brøkdel af et sekund trak hun op i sin kjole, rev sin kniv op ad strømpebåndet og rent instinktivt fyrede hun kniven afsted gennem mørket mod manden på taget. Et splitsekund inden han trykkede på armbrøstens aftrækker, ramte hendes kniv ham, og han udstødte et højt brøl og blev bragt ud af fatning, så pilen i armbrøsten blev skudt afsted, men fløj lige hen over hovedet på den fremmede mand foran hende og i stedet ramte én af angrebsmændene, som faldt til jorden med et tungt støn.

[noro]

Noro kunne ikke lade være med at smile da hun trådte ind bagved ham som om at hun havde en trang til at han beskyttede hende. Det var endnu en ting han ville kunne bruge mod hende hvis han ville. Hendes snerren fik ham blot til at grine endnu mere mens han konsenterede sig om at skyde de 2 mænd ned. hver eneste kugle ramte, og sendte mændende flyvende gennem luften. Da de var væk rettede han sig op, blot for at registere hendes kast med kniven, og han så hvordan kniven sank ind i manden få sekunder før at armbrøsten ville være skudt af og han ville være blevet ramt "Det her kommer til at jage mig længe" sagde han da manden oppe på taget faldt død om, tænk at han, Avatarenes leder, og en kendt snige og leje morder,var blevet reddet af en kvinde i kjole, som han havde reddet 2 gange i løbet af dagen. Noro vendte sig mod hende, og for første gang siden deres møde fjernede han sin maske. Hans ansigt var ungt og kønt, og havde ikke en eneste skramme på sig, så det var tydeligt at han passede på hvad det var han lavede. "Hvor har du lært at kaste med knive sådan?" spurgte han næsten forbavset. Lige nu var han ligeglad med om hun ville kunne genkende ham hvis hun så ham igen eller ej. Der var ikke mange kvinder som kunne kaste med knive sådan som hun lige havde gjort, faktisk hvis han skulle være ærlig så var der heller ikke mange mænd som kunne finde ud af det. Noro rystede forbavset på hovedet af hende "nej lad os ikke snakke om det her, meget har jeg lyst til, men jeg vil ikke blive fanget her en gang til, har du et sted vi kan tage hen? normalt forlader jeg byen, men jeg tror ikke du ville klarer dig så godt i naturen, slet ikke sådan som landet har det lige nu" sagde han med et venligt smil. Faktisk var han blevet lidt mere venlig stemt overfor hende efter at hun havde reddet ham, men hvis han var som han plejede så ville det hurtigt fortage sig, når han mente at han havde tilbage betalt sin gæld.

[isabella]

Efterhånden som den fremmede havde uskadeliggjort angrebsmændene med sin magi, havde de af dem, som ikke var ramt, omsider valgt at give op og var med stort påstyr og frygten malet i ansigterne flygtet ud ad gyden, ud i den smalle, brostensbelagte gade og væk.
Manden, som var blevet skudt ned oppe fra taget, som ved et uheld var blevet ramt af en pil, der var tiltænkt den fremmede, lå op ad muren og rystede over hele kroppen, mens sveden sprang fra hans pande. Der gik et par minutter, før han med et sidste, tungt støn blev slap og hans jamren døde ud.
Det så ud som om, de endelig var i fred, og nu hvor stilheden sænkede sig, kunne hun høre lyden af sit eget tunge åndedræt og hjertet, der hamrede i brystet på hende. Hun havde aldrig slået nogen ihjel før. Aldrig nogensinde. Det var heller ikke fordi, hun havde det dårligt med at have taget livet af ham, i betragtning af situationen, men det var alligevel noget der havde fået adrenalinen til at pumpe rundt i hendes blod.
Hun glattede på sin kjole og rettede lidt på sit hår, mens hun rystede let på hovedet. Det her var virkelig vanvid.
Da den fremmede vendte sig mod hende, kom det som noget af en overraskelse, at han fjernede sin maske. Hun blev stille og hævede forundret det ene øjenbryn, og hvor hun havde ellers indtil videre kun havde kunnet se de grønne, næsten glødende øjne, stod hun nu - bogstaveligt talt - ansigt til ansigt med ham. Han havde et meget kønt og ungdommeligt ansigt, og én ting, hun især lagde mærke til, var at det var helt uspoleret. Hun havde nok forventet det en lillesmule hærget eller at han havde ar, men nej - der var ikke et eneste at spore.
Hun sank en enkelt gang, men da han begyndte at tale til hende, vidste hun ærlig talt ikke om hun fortsat skulle have paraderne oppe, eller om venligheden i hans stemme rent faktisk var helt oprigtig. Hun kiggede ham eftertænksomt ind i øjnene.
"Jeg sagde jo," svarede hun stilfærdigt, "at jeg godt kan klare mig selv".
Hun trak let på smilebåndet ved hans forslag om at tage et andet sted hen, men hendes ansigtsudtryk forblev alvorligt. Hun forstod godt, han ikke regnede hende for én, der kunne klare sig i naturen, for det var med god grund. Isabella var jo vokset op i byen, så selvfølgelig ville hun ikke kunne det... men ud af byen, det skulle hun. Hun var kommet lidt på afveje i form af hele denne her episode og mødet med den fremmede, men hun havde ikke tabt sit mål af syne af dén grund.
"Nej," sagde hun så, og gik forbi ham, hen mod gaden, "Jeg er på vej ud af Apterta. Jeg har noget, jeg skal ordne længere nordpå". Hun stoppede op og vendte sig om mod ham.
"Men," sagde hun med et skævt smil, "Du skal have tak for hjælpen, trods alt. Fortsat god aften... avatar." Og så fortsatte hun ud mod gaden.

[noro]

Noro lod kort blikket glide rundt for at finde de sidste mænd, hvis der var nogen tilbage, men det så ud til at de stak af, og den eneste bvægelse som ikke var Noro eller pigen ved siden af ham, var manden som var blevet ramt af pilen som var tiltrængt til Noro. Noro overvejede om han skulle gå over og ende mandens lidelser men før han kunne gøre ngoet, klarede pilen resten selv, og slog ham ihjel. Noro vendte blikket mod kvinden ved hans side, og nu hvor faren var overstået ændrede alt sig ved ham. Hans krop som før havde været spændt og klar til enhver hurtig bevægelse, slappede af. Hans øjne fik et varmt glimt, og hans smil blev venligere og varmere. Han grinte for første gang siden han havde mødt kvinden "Ja det skal jeg love for du kan, har du slået mange ihjel før, eller?" spurgte han med et smil. For ham var det at slå ihjel en smal sag, men det var jo også fordi at han var blevet trænet til det, for en del år siden. "Jeg skal selv længere nordpå, så vi kan vel følges ad lidt ad vejen" sagde han med et smil, og fulgte efter hende da hun begyndte at gå. "Så du har regnet det ud? at jeg er Avatar? har du så også regnet ud at jeg er deres leder? Og forresten så er mit Navn Noro, jeg regner med at jeg kan stole nok på det." sagde han med et smil og lagde hovedet på skrå. Han tog sin maske på igen, da de begyndte at gå, for at han ikke skulle blive set af andre, da det ville ødelægge hans muligheder for job hvis han blev set, og han tjente trods alt godt på det.

[isabella]

Hun gik ikke hurtigt, ej heller langsomt, men i et tempo der var lige præcis midt imellem. Isabella sjoskede aldrig afsted, når hun gik, for hendes mor havde lært hende at gå som en ægte lady, med faste skridt, en rank ryg og hovedet holdt højt.
Hun trak sin kappe tættere sammen om skuldrene og slog hætten op for fra nu af at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. Med tanke på de seneste hændelser, var det nok bedst hvis hun kunne gå lidt i ét med nattens skygger fra nu af... hun orkede ikke mere nu. Hun havde ikke engang gjort noget.
Mens hun rettede på kappen, bemærkede hun en sær, klistret masse ud over begge hendes hænder, og med en grimasse holdt hun hænderne lidt op foran sig i skæret fra én af faklerne på muren. De var stadig indsmurt i efterhånden størknet blod fra den allerførste mand, ham som havde befamlet hende og var blevet likvideret mens han stod og trykkede hende ind til sig. Pludselig fik hun en overvældende kvalme ved synet, så hun gik hen til en regnvandstønde, der stod op ad husmuren, og stak sine fingre ned i det iskolde vand. Mens hun stod og gnubbede på sine hænder for at få blodet af, så hun ud af øjenkrogen den fremmede komme hen til hende. Hun kiggede overrasket op på ham, indtil han fortalte at han skulle samme vej og at de jo kunne følges.
Isabella trak lidt på smilebåndet. Jo, hvorfor ikke? Han ville hende ikke noget ondt, og på en måde var hun også lidt nysgerrig efter at vide noget mere om ham... plus, og dét var et stort plus, at han kunne beskytte hende til hver en tid.
"Dét du gjorde ved de mænd..." sagde hun og rystede let på hovedet, "Du kan kun være en Avatar". Hun betragtede ham ganske let. Hun havde hørt om Avatarer, men aldrig mødt én selv. Hans magi var dog ikke til at tage fejl af; alt hvad hun havde hørt om hans race, havde han bevist var rigtigt.
Da han sagde, han var deres leder, rynkede hun panden i forundring. Hun nikkede ærbødigt for at vise, hun stolede på ham. Han tog sin maske på igen, men nu havde hun i det mindste set manden, der gemte sig bagved den.
"Noro," sagde hun så og nikkede kort, "Jeg hedder Isabella".
Et svagt smil gled over hendes læber, alt i mens hun trak hænderne op ad vandet og tørrede dem af i sin kappe.
"Men okay, Noro, sig mig så... hvilket ærinde har du oppe nordpå?"

[noro]

I forhold til Isabella, som gik roligt med rank ryg og faste skridt gik Noro mere afslappet, med rolige skridt. Han var selvfølgelig også rank i ryggen, men det var mere fordi at han bedre ville kunne reagere med rank ryg, end med en mere afslappet og bukket ryg. Da hun gik over for at vaske hænder, stoppede han bare op, selv var han ikke blevet smurt ind i blod, mest fordi han jo ikke rigtig havde været i nærkamp på noget tidspunkt, men så igen, der var jo heller ikke rigtig nogen som var kommet tæt på ham, uden at de var blevet slået ihjel den aften, på nær lige Isabella. Han nikkede bare for at give hende ret, der var jo ikke andet han kunne være når han kunne styre elementerne. For selvom Magikere og Warlocks også kunne magi, havde de dog ikke evnerne til at styre elementerne, hvertfald ikke ligeså godt som en Avatar kunne. Han nikkede høfligt til hende da hun præsenterede sig. Men der gik dog lidt tid før han sagde noget, da han lige skulle smage på hendes navn, så han kunne huske det til en anden gang "Jamen godt at møde dig så Isabella" sagde han med et smil, som hun dog ikke længere kunne se på grund af masken. Noro lænede sig op af muren, mens han kiggede på hende, som hun stod der, og forsat vaskede sine hænder "Hvad jeg skal Nordpå? jeg skal bare væk fra byen her, og så kan jeg ligeså godt tage mod nord. Og før eller siden skal jeg jo også tilbage til Manjarno" Han vendte blikket mod hende, for at se om hun snart var klar til at de kunne forsætte. Noro skubbede sig roligt ud fra muren og begyndte langsomt at gø, før han kort vendte sig mod hende "Kommer du? vi har ikke hele aftenen. Og man ved jo aldrig hvornår at der kommer flere af de der tåber" han nikkede over mod de mange lig som lå på jorden, før han så igen begyndte at gå, dog i et roligt tempo så hun kunne indhente ham. Det var begyndt at blæse op, selvom det dog langt fra, var så slemt endnu. Himlen var blevet mere overskyet, og et sted i horisonten kunne man se lysglimt fra lyn, som derefter blev efterfulgt af et tordenbrag.