Doing Dark Deeds

[isabella]

Noro havde ét af de karaktertræk, Isabella fandt allermest værdifuldt hos andre mennesker: han stillede ikke nogen spørgsmål. Dette passede hende storartet, eftersom hun alligevel ville stikke ham en løgn, hvis han gjorde, for hendes eget ærinde nordpå, var vitterligt ikke noget, hun havde tænkt sig at fortælle ham om. Hun holdt altid kortene tæt ind til kroppen, især efter sin mors død, og i øvrigt kunne hun aldrig drømme om at gå rundt og lade alle og enhver vide, hvem hun var, når hun nærmest ikke engang vidste det selv.
Hun betragtede ham, mens hun tørrede hænderne af i sin kappe.
"Manjarno?" gentog hun med et hævet øjenbryn, "Er det dér, du kommer fra?"
Hun fulgte ham diskret med øjnene, da han skubbede sig ud fra husmuren og begyndte at gå. Hvor i krigen, Avataerne helt præcis lå, var hun faktisk usikker på, men hun vidste heller ikke så meget om krigen i det hele taget; hun havde tilbragt stort set hele sit liv inden for Aptertas fire mure, i burlesquebaren, hvor hun havde koncentreret sig om intet andet end at smile sødt og få penge for det. Hun havde godt nok mødt flere mørke væsener end de fleste andre i byen sandsynligvis havde, idet hun arbejdede i netop den del af Apterta, hvor man fandt de absolut værste udskud og farligste væsener.
Det begyndte at trække op til noget, der godt kunne ligne uvejr. Isabella slog hætten op og trak kappen tættere sammen om skuldrene, mens hun så sig tilbage en enkelt gang, før hun roligt fulgte efter Noro.
Hans magi havde fascineret hende, det kunne hun ikke komme udenom, og nu hvor de alligevel skulle følges, så hun det som en god mulighed for at lære hans race at kende.
"Fortæl mig om Avataerne," sagde hun så, lavmældt med et strejf af fascination.

[noro]

Noro forsatte i stilhed uden at stille spørgsmål til hende, af den simple grund at han var lidt ligeglad med hvad hun skulle og hvorfor hun skulle det. Hvad andre mennesker gjorde var ham lige meget, det eneste tidspunkt hvor det betød noget, var når folk skulle slås ihjel af ham, men han skulle det, var det også noget helt andet. Da hun begyndte på sine spørgsmål igen, vendte han blot blikket mod hende "Ja jeg kommer fra Manjarno, Det gør de fleste Avatar, eller rettere alle Avatarer." sagde han roligt. Han kunne ikke se hvorfor at det ville skade nogen at hun vidste det, der var jo folk som vidste at det var der de kom fra, det var jo ikke fordi at de levede i decideret skjul. Han forsatte med at gå, mens han prøvede at komme ud af byen så hurtigt han kunne, når han nu fulgtes med denne kvinde, Han kunne ikke engang huske om hun havde præsenteret sig, nok fordi at det var druknet i så mange andre ting, så som at holde hende i live. Han vendte igen blikket mod hende, før han lagde hovedet lidt på skrå "Kommer an på hvad du vil vide, det er ikke alt jeg kan eller vil fortælle. " sagde han roligt. Han vidste jo ikke om hun i princippet ville give de oplysninger han kom med videre til nogen som ville skade Avatarene og som leder, var det trods alt hans job at passe på sin race.