At your services..

[Deleted]

Det nærmede sig nattetide. Det var ved at blive mørkt udenfor, eftersom solen også næsten måtte være gået ned. Lilya lå nede i sit kammer nede i kælderen, hvor hun var faldet i en dyb søvn hen i løbet af dagen, eftersom hun bare ikke kunne holde sig vågen. Hvor længe hun havde været her, det vidste hun ikke. Hun havde mistet tællingen på dage og det var bestemt heller ikke nogen just behagelig fornemmelse. Armbåndene som sad kraftigt og fast omkring hendes håndled, forhindrede hende i at skulle gøre modstand af nogen art. Magien var låst og det var heller ikke fordi at hun kunne langt mere ellers. Hun levede som et simpelt menneske! Hendes tynde og lille seng var der hvor hun befandt sig for øjeblikket og med den lasede dyne og så tynd, at den næsten kunne gå til at skulle være et lille tæppe. Hun var træt, meget træt endda! Arbejde hele dagen og til Charlies fornøjelse, hvilket hun bestemt heller ikke var meget for! I hendes drømme så faldt hun tilbage til det gode og gamle liv som hun havde været så heldig at have. Dengang hvor hun mødte Nick Terrac. Manden var aldrig nogensinde glemt, selvom.. det så ud til at være gået den anden vej? Tænkte han nogensinde på hende? Han befandt sig i hendes drømme, lovede hende, at han nok skulle få hende fri af de kraftige og usynlige lænker som hun måtte sidde fast i, hvilket hun vel også håbede, ville ske en dag? Troen var der ikke, men håbet var. Her var koldt.. Ganske stille, så trak hun benene helt op til sig, hvor hun krøb godt under den lasede dyne. Hun måtte sove og hun vidste det jo godt. Det var jo trods alt bare et spørgsmål om tid, inden at Charlie ville dukke op og tvinge hende i gang endnu en gang. Kroppen beskidt, præget af sår skænket af hans egne håndvåben af den ene eller den anden slags og var det ikke ham som gjorde det.. så var det i den grad så mange andre som gjorde det i stedet for. De magikyndige kom jo også til hende i tide og utide!

[nick]

Nick aften for 2 dags tid siden, havde ændret sig drastisk, da han var stødt på en bekendt flok warlocks i Manjarno - en flok af de gamle medlemmer fra den mafia, der havde gjort ham til en dræbermaskine.. Men han havde da fundet ud af så meget: De arbejdede for en eller anden i Imandra, og det kom han også snart til. Hvordan, det vidste de dog ikke. Men de skulle nok få fortalt deres leder, at Nick kunne være noget så nyttig til et eller andet! Så efter at have prøvet på, at forsvare sig selv, var han blevet overmandet. Den mørke magi var en overmand mod den lyse. Desuden var han også utrolig træt og sulten, da han havde vandret fra Procias og hele vejen hertil - endda med humpende ben. Den kom sig bare aldrig. Hans skulder og ryg var stadig lidt ømt eller sammenstødet med Kimeya, men ellers var de helt fine igen. Warlocksne havde lagt ham i lænker, der låste hans magi. Lænkerne lyste omkring hans håndled, hver gang han prøvede på at fremmane noget - og så brændte de let mod hans hud, for at advare ham. Han skulle bare ikke prøve på noget! Efter at de stort set havde slæbt ham hele vejen til Imandra, helt til den yderste kant på den anden side af New Dale, så nåede de destinationen. Warlocksne havde haft heste, men hvad havde han fået? Lov til at gå hele vejen! Som et eller andet muldyr, der skulle trækkes afsted. Faldt han, var det bare ærgeligt. Så blev han trukket afsted. Hans handicappede ben snurrede ustyrligt og hans ben skælvede. Han faldt sammen, da hestene endeligt standsede ved den store herregård. Han hev let efter vejret og en sved drev ned over hans pande. Manden, der havde hans lænker bundet til en snor, hoppede af sin hest og hev ham op at stå. Nogle tjenere kom ud og tog hestene med sig. Warlocksne førte Nick med sig ind. Han var tvunget til at gå. "Du ryger i kældren, til vi har snakket med vores øverste mand," sagde han ligegyldigt. De gik hen til trappen der førte ned og puffede Nick foran sig hele vejen ned. Han fulgte bare med. Ikke at han havde andet valg. De åbnede døren ind til den celle, som Lilya også havde. Nick blev skubbet derind. Snoren der var bundet fast til lænkerne blev fjernet og så smækkede døren i bag ham. Han faldt på knæ. Der var mørkt hernede. Han hev let i lænken, der forbandt hans håndled. Han kunne kun trække armene fra hinanden med ca. 3 knytnævers længde. Idet mindste var hans hænder lænket foran ham og ikke over ryggen. Han gled ned på bagdelen og strakte benene foran sig. Hænderne satte han mod det summende ben. Det gjorde frygtelig ondt i læggen, hvor det var. Han ænsede ikke rigtigt, at her var andre. Warlocksne forlod kældren, for at snakke med Charlie.

[Deleted]

At give efter for den direkte tiltrængende søvn, var ikke et mod som Lilya var i besiddelse af og som hun aldrig nogensinde havde gjort det. Hun havde været ulydig, var blevet besøgt af de magikyndige inden de var rejst for at finde en.. ja, lige hvem havde hun aldrig rigtigt fået med sig, men hun havde så bare lagt sig til med det som hun havde at gøre brug af herinde, for meget var det bestemt ikke og den tanke var bestemt heller ikke noget som hun måtte bifalde på nogen måde. Hun havde en tydelig rød kæbe efter flere massive slag, selvom det nu ikke var noget som hun ikke var blevet vant til efterhånden. Uanset hvor ondt det gjorde, så var det alene den tanke om at hun ikke havde en anden mening med livet, noget som havde slået hende flere gange og det gjorde ondt. Meget ondt endda. Lyden af skridt ned af trappen ned mod kælderregionerne, var noget som måtte rive hende ud af søvnen allerede med det samme, hvor hun omgående måtte klemme sig direkte op i det ene hjørne. Hendes hjerte startede allerede fra start af, med at hamre og slå direkte mod hendes bryst. De måtte bare ikke komme og tage hende igen! Hun bed sig svagt i læben, da det helt præcist måtte være hendes celledør som var endt med at gå op og en mand blev smidt ind til hende. At han var lænket ligesom hun selv var, var noget som hun havde set. Det var ikke lænker som sådan. Hendes magi var lænket, så hun kunne ikke gøre brug af det. Modstand var også bare nytteløst mod Charlie! Det havde hun nu også lært på den hårde måde og hun hadet virkelig den situation! Hun trak vejret dybt, da manden blev efterladt derinde sammen med hende. Mørket var hun efterhånden vant til, for hun så aldrig solens lys længere. Hun både manglede og savnede det som intet andet lige for tiden, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun blev siddende til hun var sikker på at de var væk. Hvorfor lige i hendes celle? Hun vidste, at hun blev revet ud igen så snart Charlie kom herned. Hun bed sig svagt i læben og så stille på ham. Umiddelbart turde hun ikke åbne munden, dog selvom.. Der var noget ved denne skikkelse som var hende så velkendt. Hun kunne bare ikke sætte en finger på det! At vride sig i det knastørre hø som hun lå i, var noget som kunne høres, så.. han havde vel også hørt hende?

[nick]

Nick var træt. Han havde været vågen i 2 døgn i træk. Poserne under hans øjne var helt blå og han var ligbleg. Han manglede også 2 dages føde. Han havde kun fået en tår vand i går og det var det. Han var også tørstig. Hans mund føltes som en ørken. Hvad warlockerne ønskede fra ham, det anede han ikke. En ting havde han dog fået med sig: Det mærke han havde på sin ryg, der lignede en drage. Det var deres. Derfor vidste de også, at han faktisk var dén Nick. Hvor end han måtte hade det, så måtte han jo se det i øjnene.. Efterhånden begyndte fortiden at indhente ham og han kunne ikke løbe fra sit navn. Han trak vejret dybt. Lilya var ofte i hans tanker. Det havde altid været en slags fejl.. At have forladt hende, som han så det. I hvert fald nu, hvor Lisa havde prioriteret om. Hvordan hun havde det, vidste han end ikke. Og han var på sit vis også fuldstændig ligeglad? Nok havde de talt ud, men.. Det var også slut og så behøvede han vel ikke gå mere op i det. Han lukkede øjnene i. Det sveg af træthed. Men han faldt nok aldrig i søvn og slet ikke når hans for evigt handicappede ben, skulle te sig sådan her. Hans tøj var beskidt. Det havde regnet den første aften, hvilket havde ført til mudder. Og når han var faldet om af træthed, havde hesten trukket ham hen over jorden, så derfor var der store jordmærker på hans knæ og albuer. Han sukkede dæmpet og bed sig let i læben. Han trykkede hænderne mod hans ben. Hans lænker var der. Men de var også magiske og afholdt ham fra at lave magi af nogen art. Men de holdt også hans hænder sammen, indenfor en bestemt længde. Han endte med at sidde fuldkommen stille, da han hørte noget pusle i det hø, der lå ud over gulvet. Faktisk næsten over det hele. Men nogle bunker større end andre. Han kiggede op og spejdede med sine isblå øjne rundt i rummet og fik faktisk øje på en skikkelse. "Ja.. Siden jeg er sidstankommet, kan jeg vel ikke tillade mig at spørge, hvem du er.." sagde han. Ikke som et spørgsmål, bare en konklusion. Han sukkede dæmpet. "Men jeg kunne da præsentere mig selv.. Jeg er Nick Terrac, som du nok vil finde ud af når warlockerne kommer tilbage. Men jeg går også under navnet Nicolas Kirraz.." Han sukkede. Det navn duede ikke her alligevel, alle i dette hus ville kende ham som Nick.

[Deleted]

Det frustrerede virkelig Lilya, at hun ikke formåede at placere denne mand nogen steder i henhold til hende selv. Hun havde brug for at vide det, eftersom hun slet ikke have nogen anelse om hvor længe, at hun faktisk skulle sidde her sammen med ham. Hendes hjerte slog let mod hendes bryst. Måske at dette var en fangekælder under selve herregården, hvor rygtet siges, at der faktisk havde boet en god mand – Ilar. Han var jo desværre død nu og hun brød sig bestemt ikke om den mand som havde taget over efter ham! Hun blev siddende helt tæt op af væggen og med blikket hvilende på denne mand. Hun havde set ham før. Det var hun fuldkommen overbevist om! Nick havde ofte været i hendes tanker, selvom hun i hendes situation, slet ikke var sikker på om hun nogensinde ville komme til at se ham.. eller en som bare var halvt så fantastisk som ham nogensinde igen! Bare tanken var noget som kunne gøre hende noget så frygtelig deprimeret, for det var ikke noget som hun i sig selv, havde lyst til a tænke meget over lige netop nu. Hun blinkede svagt med øjnene og uden at se væk fra ham. At han havde hørt hende, var noget som hun dog hurtigt måtte konstatere. Hun sagde dog stadig ikke så meget som et eneste ord, før hun hørte hans præsentation, noget som virkelig måtte sætte fornemmelsen af et hjertestop i hendes bryst. Hun så op allerede med det samme, som hun endte med at sidde fuldkommen stille. ”… Nick? D-den Nick..?” Hun blev siddende, selvom det ikke var for særlig lang tid, hvor hun hurtigt kravlede hen til ham, hvor armene faldt omkring hans nakke. Hun tænkte ikke over handlingerne, hun gjorde dem egentlig bare? Selv der hvor hun måtte bide smerten i sig af hendes mange slag, så var der ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det som sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”D-det er mig.. L.. Lilya..” fortsatte hun med en skælvende stemme. Hun frøs, hun var kold og hun var virkelig træt. Hvad pokker han lavede her, det vidste hun ikke, men at han også måtte bære de samme armbånd som hende selv, nærmest som lænker, var noget som gjorde ondt at se. Hendes kunne heller ikke tvinges langt fra hinanden, kun nok til at gøre det arbejde som hun blev tvunget til i løbet af en ekstrem hård dag.

[nick]

Nick vidste ikke hvem personen var. Mand eller dame, det kunne han ikke direkte sætte finger på. Men efter skikkelsens form, så måtte det næsten være en skinde. Slank og pæn og af hvad han forestillede - langt hår, som han anede ud fra skikkelsen. De skulle nok være her længe. Han regnede ikke med, at han fik noget anstændigt sted at være. Han frygtede allerede for, hvad de kunne finde på at gøre. Og kom han ikke herfra, så kunne han ikke lede magikerne. Og oprøret i Procias var jo også startet. Det var da bare dårlig timing. Han sukkede dæmpet og sank en let klump der havde samlet sig i halsen. Det føltes, som han sank sand. Han vidste ikke hver der boede her og hvem der havde gjort. Han var sådan set ligeglad, for han havde ikke med i sine planer, at skulle sidde fanget her! Han sukkede. Lilya dukkede oftere og oftere op i hans tanker, men håbet om at finde hende, det var.. Lettere forsvundet efterhånden. Han anede jo ikke hvor han skulle lede! Han så op, da hun spurgte ind til 'den Nick'. Kendte hun ham? Nu var han da sikker på det var en pige, for stemmen var så yndig. Og nærmere.. Velkendt på en måde? Hun bed tænderne let sammen. "Ja, det tror jeg da," sagde han stille og lagde hænderne ned mod gulvet, han kunne ikke stoppe smerterne i benet alligevel. Han stivnede helt, da hun kom hen og omfavnede ham. Han spændte let i hele kroppen, men afviste hende dog ikke. For hendes ord kom kort efter. Han sad i kort tid og tænkte masser af tanker - det var utrolig hurtigt, som alle hans tanker, kunne løbe så forbandet hurtigt igennem hans sind, så udmattet han var. Han vågnede kort efter op. Hun var faktisk lidt kold. Men her var heller ikke just varmt. "Li.." sagde han dæmpet og gik kort i stå. "Lilya," fortsatte han og trak vejret dybt. Utroligt nok, så var hun fundet og så lige her.. I en kælder, i en herregård.. Alleryderst i Imandra. Han ville omfavne hende, men han kunne jo ikke rigtigt få armene omkring hende på nogen måde. Så han tillod sig bare, at lægge hovedet mod hendes skulder, nu hun havde armene omkring ham.

[Deleted]

Håbet om at Lilya nogensinde skulle se Nick igen, havde virkelig været i nulpunktet. Hun havde opgivet sin søgen efter ham for så skræmmende mange år siden og da det var gået op for hende, at han var blevet leder og det hele – Ja, sladder hørte hun jo faktisk, så kunne hun ikke være andet end stolt! Nick var en utrolig mand.. At hun havde ladet ham glide væk mellem hendes fingre dengang, var slet ikke noget som hun kunne begribe, men en masse var vel også kommet i vejen? Hendes eget liv havde heller ikke været en dans på den røde rose og nu sad hun her.. slave for Charlies underholdning, en som han kunne koste rundt med som det var noget som han havde lyst til, uden at hun kunne gøre det mindste for at stoppe ham? Armbåndene bandt hendes magi og det var heller ikke fordi at nogen havde besværet sig med at lære hende at kontrollere det, hvilket hun måtte hade. Hun følte sig virkelig bare hjælpeløs! Alle disse tanker som for igennem hendes hoved, nu hvor hun sad i en ellers så velkendt favn, var noget som måtte lette hende. Alle de minder, alle de stunder, hvor hun næsten for en kort bemærkning, nærmest måtte glemme, at hun sad i en kælder hvor alt var koldt, klamt og ikke mindst også mørkt. Så længe, at Nick var der, så kunne hun falde en anelse til ro og det var hende virkelig en tryghed uden lige. Hun havde virkelig savnet ham.. Aldrig havde hun glemt ham! Hun lukkede øjnene som han lagde hovedet ind til hendes. Hun var genkendt og accepteret, hvilket i den grad kun måtte gøre det hele så meget bedre for hende, så hun faktisk faldt til ro. Hun satte sig forsigtigt i hans favn, for hun havde jo trods alt også lagt mærke til, at han havde ondt i benet, sådan som han havde siddet og ømmet det på den måde, hvilket faktisk måtte gøre hende noget så bekymret. ”Jeg.. jeg forstår det ikke Nick.. H-her.. lige her..” Hun rystede smilende på hovedet. Hun var så langt væk fra Procias som hun overhovedet kunne komme, selvom hun ikke just levede i troen på at nogen havde søgt efter hende. Mange vidste vel i det hele taget ikke, at hun eksisterede? Hun bed sig svagt i læben. ”D-det er mig.. det er mig..” Hun vendte blikket mod ham, hvor hun stille slap ham igen. Hun ville jo heller ikke komme frembrusende på denne måde, for det ville hun slet ikke få noget ud af. Hun bed sig svagt i læben. ”D-du har ondt.. K-kom.. du kan komme hen og lægge dig herovre,” sagde hun stille. Hun pegede mod det hjørne som hun selv havde ligget i. Mesteparten af alt halm og hø havde hun samlet der.

[nick]

Nick havde indtil nu, opgivet håbet om at finde Lilya. Han havde ledt og ledt. Men her var hun så. Utroligt nok, som ved et trylleslag. Men for ham, var det et mirakel. En drøm der gik i opfyldelse. Han var rigtigt nok leder, men når han var her, kunne han jo ikke lede noget! Hvad der var sket hende, efter de havde delt deres veje, det vidste han faktisk ikke. Men han agtede at finde ud af det. Men han måtte indrømme, at han faktisk havde savnet hende utrolig meget. Lige nu forbandt han bare, at han ikke kunne lægge armene om hende i gengæld. Det var også de dumme lænker, der holdt hans magi på plads. Han havde brændt sig på dem, da han havde forsøgt, så det ville han ikke prøve igen. Han forbandt virkelig de warlocks. Og det værste af det hele var, at han var bekendt med dem. Han frygtede for en gentagelse, men håbede det virkelig ikke. Kælderen var ubehagelig. Men det meste af hø og halm, kunne han godt fornemme, var samlet på et sted. For han sad kun oveni nogle små strå. Han nød hendes omfavnelse, for det var trygt og velkendt. Han trak vejret dybt. "Det gør jeg heller ikke. Jeg var bare i Manjarno og så fandt nogle.. Gamle bekendte mig," sagde han dæmpet, "De der warlocks.." Han sukkede dæmpet, rystede let på hovedet og bed tænderne sammen. Han smilede let. Det var hende. Men hvem skulle det dog ellers være? Det vidste han faktisk ikke. Han så hen mod hjørnet. "Var tvunget til at gå.. Mit ben er lettere handicappet efter en kamp med den overordnede leder af alle warlocks," sagde han dæmpet. "Det helede aldrig helt.. Det gi'r stød når jeg går på det og har gået på det i 2 dage nu. Hvis jeg ikke er blevet slæbt hen over jorden," sagde han dæmpet og trak sig ud af hendes favn, for at humpe sig hele vejen over til høet. Han kravlede op i det og faldt så sammen. Han lagde sig på ryggen og lagde hænderne mod hans mave. "Årh, hvor føles det godt.. Har ikke sat eller lagt ned ordentligt de sidste dage," sagde han dæmpet og sukkede nærmest lettet. Høet her var bedre end det klamme gulv og bedre end at gå! Han så mod hende. "Læg dig ved min side.. Min Lijleblomst," sagde han dæmpet. Han kom bare kort i tanke om det kælenavn. Hvor hun hed jo også Lily-a, Lily var jo lilje.

[Deleted]

Lilya havde aldrig regnet med at skulle se Nick igen. Håbet havde selvfølgelig været der, men det havde så også været det eneste. Hun havde været her igennem skræmmende lang tid nu, så det var egentlig heller ikke fordi at hun direkte kunne sige sig, at have håbet om at skulle se ham igen nogensinde. Charlie var hård ved hende, også selvom hun var modstridende i tide og utide, ganske enkelt fordi at hun havde fået nok. Derfor den kolde kælder i stedet for det lille værelse som hun normalt ville have haft. Hun måtte undvære sin dyne og den bløde seng og i stedet for ligge her med hø og halm og et gammelt tæppe som ikke holdt hende det mindste varm overhovedet. Hun trak vejret dybt. At han ikke kunne lægge armene om hende, var noget som hun var klar over, udelukkende på grund af de armbånd som de begge måtte gå med. Tvunget på så de slet ikke kunne gøre det mindste brug af når de var på og det var også kun Charlie og de magikyndige som kunne fjerne dem igen. Hun hadet virkelig den fornemmelse, for den var bestemt heller ikke behagelig på nogen måde overhovedet! ”De er uhyggelige..” hviskede hun stille, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Sandt var det jo trods alt, så var det jo heller ikke noget som hun direkte kunne gøre noget som helst med. Hun bed sig svagt i læben. Han havde ondt i benet, så meget kunne hun da se og hvilken behandling som han havde været under igennem de sidste dage, var heller ikke noget som hun ønskede at skulle tænke på, for det gjorde kun ondt værre for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun så blot til som han rejste sig for at humpe hen til hendes bunke af hø, hvor han faldt sammen. Det gjorde hende faktisk bekymret at se ham på denne måde.. Det gjorde det virkelig. Hun bed sig svagt i læben og lod hovedet søge let og stille på sned, inden hun rejste sig for at gå hen til ham. Hun satte sig ned ved hans side. ”Jeg forstår ikke, hvordan folk kan være så modbydelige overfor hinanden.” Hun gøs bare ved tanken om det! Hun tog fat i tæppet og med et stille smil. ”Det er længe siden, at du har kaldt mig det,” påpegede hun dæmpet, hvor hun stille vendte blikket mod ham. Hun lagde tæppet om ham. Han havde vidst mere brug for det, end det som hun havde. ”Jeg klarer mig, Nick.. Bare læg du dig ned og slap af. Du har brug for det,” tilføjede hun stille, hvor hun lod den ene hånd stryge mod hans kind. Hun havde virkelig savnet ham.

[nick]

Nick smilede stille. Han var faktisk utrolig lettet over, at hun var her. Selvom det ikke lige var det potentielle sted at genmødes, så..så kunne det faktisk ikke være bedre på en underlig måde. For det var dejligt, at hun var her, når det endelig skulle være. Han vidste ikke hvem der ledede steder her. Han havde ikke fået noget navn fra warlocksne. Det var egentligt ret skræmmende. Og han frygtede for, hvad de ville gøre med ham. Han kunne jo ikke kæmpe imod. Og han ville bestemt ikke gennemleve den frygtelige fortid, som han virkelig afskyede mere end noget andet. Men de ville jo vide lige hvordan og deraf den store frygt. De kendte ham og det var virkelig det værste af det hele! Han sukkede fast. Hvorfor hun var hernede, kunne han næsten forestille sig: Hun kæmpede vel imod og blev straffet, ved at sidde hernede. Høet var dog faktisk blødt nok, taget i betragtning af situationen. Det var bedre end at gå udenfor, trukket efter en hest. "Ja..Det er de. Og det værste af det hele er, at jeg kender dem..fra..en mørk fortid," sagde han dæmpet og rømmede sig let. Han bed tænderne let sammen. Hans ben summede krampagtigt, men han blev bare liggende ganske stille. Så måtte det jo falde til ro af sig selv. Han sukkede fast. Han drejede hovedet op imod hende. "Det er ikke det værste de har gjort.. Tro mig," sagde han dæmpet og sank en let klump. Han lukkede øjnene i og skælvede let i hans krop. "Ikke det værste mod mig i hvert fald," lagde han til med en mere lavmælt stemme. Det var intet han var stolt over på nogen måde! Han smilede let ved hendes ord. "Det er længe siden vi har set hinanden," sagde han dæmpet. Han åbnede øjnene igen, da han mærkede et tæppe over sig. Han sank en klump. "Nårh..pft..det da ingenting," sagde han dæmpet og lo kort. Han lukkede øjnene og lod hovedet søge mod hendes hånd. Det føltes godt, at hun strøg hans kind. "Mhm..Det er længe siden, du har gjort det," sagde han dæmpet og slog øjnene op igen.

[Deleted]

Det var måske ikke just det mest potentielle sted at skulle genforenes på, men det var nu det som skete og det var den mulighed som de havde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket mod ham og ikke mindst med en lettere bekymring. Hun havde tænkt på ham og frygtelig meget om ikke andet. Det var jo heller fordi at hun ikke havde tænkt på ham, for det havde hun virkelig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At han kunne slappe lidt af, var noget som faktisk gjorde hende glad og meget endda, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun sendte ham et stille smil og lod ham bare lægge sig ned på pladsen. At han måtte indtage størstedelen af pladsen på høet, det var da bare noget som skulle mangle, for han havde da tydeligt mere brug for det her, end det som hun havde! ”Du behøver ikke at sige mere,” hviskede hun stille og uden at skulle se det mindste væk fra ham. Hun holdt af ham og det havde hun altid gjort. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle lægge det om på nogen måde? Hun var ked af, at hun aldrig havde fået muligheden for at vise hvad hun duede til, men det havde vel heller ikke været meningen at de skulle være sammen? Hvilket hun havde accepteret allerede for så skræmmende lang tid siden. Hun betragtede ham stille, inden hun lod hånden fortsætte med at stryge ham over kinden. ”Det er også længe siden vi har set hinanden Nick. Jeg.. jeg har savnet dig,” tilføjede hun stille, inden hun trak hånden til sig, kun for at skulle rykke ned til hans ben som hun stille hævede og lagde det forsigtigt i sit skød. ”Gør det ondt?” spurgte hun varsomt, idet hun lod sine slanke fingre bevæge sig over det i form af en rolig og næsten så blid og afslappende massage.

[nick]

Nick sukkede svagt for sig selv. For han prøvede virkelig bare at falde til ro. For hans ben summede noget så voldsomt. Det var næsten helt underligt, at han ikke støttede på den mere. Det havde han jo været vant til de sidste par dage. Han trak vejret dybt ind og pustede ud i små stød. Han rømmede sig let og blev liggende i høet. Han havde tænkt meget på hende. Men nu skulle deres tid måske komme. De kunne jo begynde med at samle op fra 'sidst'. For det var jo længe siden. Han rykkede sig let i høet, så der også ville være plads til hende. Han smilede let for sig selv. Hun var nu stadig kærlig og omsorgsfuld. Hvilket han egentligt havde manglet den sidste tid. Nogle at være kærlige omkring. Han havde jo mest passet sig selv og ærlig talt, så duede han bare ikke til det i længden. Han betragtede hende og smilede let til hende. "Okay," sagde han blot dæmpet. Han ville egentligt heller ikke indvie hende. Måske hun kom til at opleve det selv, hvis warlockerne kom efter ham. Eller måske drev de ham bare sindssyg? Det kunne han næsten håbe. Hellere det end gennemleve det helved igen. Den rene dræbermaskine han havde været, var intet, han nogensinde kunne være stolt af! Han skammede sig hver dag. "Ja..Ja det er det," sagde han dæmpet og bed tænderne let sammen, "Jeg har også savnet dig.." fortsatte han og sendte hende et smil. Han gispede let, da hun rykkede på hans ben. Han pustede ud og mærkede hendes masserende bevægelser. Han spændte lidt, men det føltes..alligevel godt på en måde. "Faktisk ikke.." sagde han dæmpet og lukkede øjnene stille. Lagde sig bare godt til rette.

[Deleted]

Lilya holdt virkelig af Nick og det havde hun også altid gjort, det var der slet ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun havde tænkt frygtelig meget på ham, men det var nu og da heller ikke en tanke som var faldet hende ind, at hun skulle have muligheden for at se ham igen. Det glædet hende, selvom omstændighederne i den grad kun måtte siges, at være helt forkerte, for hun ville slet ikke have at han skulle se hende på denne måde! Hvad han havde været igennem, var slet ikke noget som hun ønskede at skulle tænke på hvis hun da ellers kunne blive fri. Hun ønskede heller ikke at han skulle have ondt, så det at han optog hele pladsen, var heller ikke noget som hun sagde det mindste til på nogen måde overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham og med det stille smil på læben. At vide, at han havde savnet hende – ergo, havde han også tænkt på hende, hvilket kun var noget som fik hende til at smile. Det var noget af det bedste ved det hele, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Hun lod hånden og fingrene fortsætte den stille og rolige massage over hans ben, bare for at få ham til at slappe af. At de sad nede i en fangekælder hvor hun ikke var i stand til at gøre en skid, var slet ikke noget som faldt hende ind lige nu. Det var Nick som hvilede i hendes tanker, i hendes sind og i hendes hjerte. Måske.. at hun ville få muligheden til at vise ham, at hun var bedre end Lisa? Hun havde altid drømt om den mulighed, selvom den aldrig var kommet til hende, hvilket var noget som faktisk måtte frustrere hende en god del. ”Sig til, hvis det gør ondt.. Ikke?” bad hun stille, hvor hun let vendte blikket mod ham. Hun fortsatte med den rolige massage over hans lårmuskel, selvom hun gjorde det så varsomt som muligt. Hun ønskede slet ikke, at han skulle have ondt.

[nick]

Nick havde altid holdt af Lilya. Og selvom der måske havde været følelser i det, havde han vel..benægtet det på en måde. Pga. Lisa. Og da de havde fået Sophie, så havde han ikke kunnet få sig selv til, bare at sige nej. Nu ville han ikke mere, for der var en anden. Men han så nu, at det kunne han vel i princippet godt have gjort? Pånær..at så ville de ikke have fået Lexie. Men sket var sket. Og nu kunne han jo sådan set gå efter Lilya.. Men han ville lade det gå tiden an. Se om det ville udivkle de gamle følelser. Tankerne grinte han over indeni, for tænkt at det var noget af det første han tænkte på? Deres gamle flirteri og elskov. Han smilede skævt. Han blev blot liggende, selvom han havde rykket sig lidt. Han ville også give hende en chance for, at føle sig velkommen til atl ægge sig ved siden af også. Hvilke tanker hun selv sad med, anede han ikke. Lige nu prøvede han bare at gøre sig tanketom og det gik ganske godt - han tænkte nu kun over, at hun masserede hans ben. Nok det forkerte sted, men det føltes..Virkelig skønt. Og så havde han da intet imod lidt gratis massage, efter 2 dages gåtur hertil, af en sød og dejlig pige. "Jo," svarede han hende dæmpet. Det skulle han da nok - når hun fandt frem til den handicappede del. Han gabte let. Det var faktisk helt fint for ham at ligge her. Han havde hænderne samlet på maven, da lænkerne føltes underligt i vejen. Godt som de var i gang, endte døren med at blive slået op. 3 warlocks trådte ind og der lød også skridt i baggrunden. Han skubbede sig lynhurtigt op at sidde og trak sine ben til sig. Det skulle helst ikke se ud af noget. Men det var nok for sent, for warlocksne havde et morende glimt i øjet. "Ser man det… gamle bekendte? Hvor pudsigt i skulle mødes her," sagde den ene warlock og grinte. De blev dog tavse, da en ukendt skikkelse stillede sig i døren. De trådte til siden og bøjede hovedet, idet en lyshåret knægt trådte ind. "Goddag Nick Terrac, velkommen til min ydmyge kælder," sagde han og lo. "Jeg er Charlie Laymian og du skal nok være her et stykke tid." Han smilede morende og så hen mod warlocksne. "Eskorter dem tilbage op på Lilyas gamle værelse, jeg tror Lilya har modtaget sin ulydighedsstraf. De må jo dele seng, eftersom der kun er hendes seng ledig på det værelse." Han grinte bare ligegyldigt og nikkede til Lilya og Nick og forlod dem så igen, med et: "Om et time skal I stille i køkkenet. Opal mangler lidt køkkenfolk til aftenens middag. Alle warlocks kommer," forklarede han. Så var han væk. Warlocksne trådte hen imod dem. Deres 'leder' tog fat i Nick og de 2 andre tog fat i Lilya og begge blev de ført ovenpå og ind på hendes gamle værelse. De blev sat henne på hendes gamle seng og så forlod warlocksne dem igen. Nick satte sig på sengen og kløede sig let i nakken. Han vidste ikke hvad han skulle sige.

[Deleted]

Lilya havde bare valgt at acceptere, at det var Lisa som Nick ville have dengang. Igen, så var det jo også den kvinde som stod som moder til hans børn, så hun kunne selvfølgelig godt forstå det, så var det heller ikke noget som hun ønskede at ødelægge på nogen som helst måde overhovedet. Hun ønskede ikke at ødelægge noget, og da specielt heller ikke for ham, for hun vidste hvor meget han havde værdsat familielivet, så hvorfor skulle hun da ødelægge det? Ja, de havde måske haft deres flirt og deres dengang, men det var vel også en fortid? Det var heller ikke fordi at hun turde tro på, at der stadig måtte være noget fra dengang, for det var ikke fordi at hun håbede på det, for det gjorde hun! Hun.. turde vel bare ikke tro på det? Måske at hun ikke vidste helt præcist hvor han havde ondt, men hun ønskede ikke at han skulle lide mere end det som måtte være højst nødvendigt også set med hendes øjne, for det var noget som gjorde ondt. Det gjorde virkelig ondt at vide, at han havde det sådan. Hun sendte ham et stille smil. ”Jeg tænkte det nok.” Hun lod hånden fortsætte, selvom det var noget som hurtigt måtte være tvunget til at blive stoppet, da de mange warlocks pludselig måtte ende med at stå i døren. Hun rettede sig op med det samme. Hun kendte til rutinen. Det var jo trods alt heller ikke første gang at Charlie havde kastet hende herned. Hun ville næsten ønske at Ilar stadig var her.. Den mand ville da kunne bringe fornuften frem her til stedet end det som skete nødvendigvis! Hun blev siddende tavs. Hun havde været her i et godt stykke tid nu, også selvom hun var kendt med straffen for at være ulydig i det store og hele. Hun vendte blikket stille mod Nick, som de kom hen og greb fat omkring hende. Køkkenhjælpen var hende nu ikke noget fremmed som sådan, det havde det aldrig nogensinde været, så hvorfor skulle dette være anderledes? Hun prøvede at følge med dem så godt som det nu var hende muligt, selvom det faktisk skar i hendes håndled, at der var to til at holde hende, for de holdt hendes hænder så meget adskilt, at det rev i hendes armbånd. Smerten måtte hun bare bide i sig, selvom det endte med tårer i øjnene, så nægtet hun at lade dem falde. At blive placeret på sengen og bare efterladt, fik hende til at ømme sig omkring hendes håndled. Hun bed sig svagt i læben. ”D-det.. det er ikke af m-meget, men.. H-her bor jeg,” sagde hun med en svagere hulken. Det var ikke nyt for hende. Tvært imod, så havde dette været hendes livsstil igennem alt for lang tid nu. Blikket vendte hun stille mod Nick. Hvorfor at alle de warlocks skulle komme, vidste hun ikke, men hun kunne næsten gætte sig til, at det havde noget med ham at gøre, og det var noget som gjorde hende bekymret.