At your services..

[nick]

Nick havde valgt familien, fordi at han havde holdt meget af Lisa og det var jo der, der havde været børn. Så holdt man jo sammen. Men han havde aldrig glemt Lilya og havde gang på gang hået, at møde hende igen. Håbe at hun faktisk kunne blive hans. Men han lod det forblive usagt, for han ville heller ikke skræmme hende første dag de var sammen. Men det var rigtig godt at se hende igen, uanset anstændighederne. Han havde elsket hende og gjorde det vist stadig, sådan som han følte sig ganske ovenpå allerede. Trods hvad der var sket gennem de sidste par dage. Han smilede let til hende og gned sig let i hovedet, der var støvet til og beskidt. Ligesom resten af ham. Ikke sådan at blive trukket hen over jorden, når ens ben havde givet efter. Han vidste ikke, hvad der skulle ske. Men han frygtede for det. Charlies ord om at 'alle warlocks kommer' tydede allerede ret dårligt! Warlocken der greb fat i ham, rev ham på benene og tvang ham med sig. Han humpede så godt han kunne, hvis han ikke blev puffet lidt og var ved at falde. Han fnøs fast. Han hadede at have sine hænder lænket sammen. Idet mindste blev de ikke rykket i lige nu. "Det..det er en fin seng," sagde han dæmpet og kiggede rundt i rummet. Her var adskillige køjesenge - i det mindste var Lilya en af de nederste. "Bedre end høet," konstaterede han med et forsigtigt smil og så mod hende, som hun hulkede. Han strøg hendes små tårer væk med en blid hånd. "Shh," sagde han dæmpet og strøg hånden over hendes hår. Han lagde hænderne i hendes nakke og lænken der forbandt hans hænder, hvilede derfor bag hendes hoved nu. Nu kunne han da komme til at omfavne hende. Han smilede skævt og betragtede hende, med sine isblå øjne. "Det skal nok gå.." sagde han dæmpet. Mest for at gøre sig selv klar på det, til senere. Alle warlocksne kom? Det skulle nok blive festligt. Og han skulle vel servere for dem. Han strøg hende over håret med sine tomler, nu da hænderne hvilede i hendes nakke. "Men lige nu..Der er vi her.. Os 2 sammen okay. Skæbnen må have bragt os sammen," sagde hun dæmpet til hende og trak hendes hoved nærmere sit, for at se hende direkte ind i øjnene.

[Deleted]

For Lilya var det her bestemt ikke nemt. Hun vidste at Nick havde valgt familien og derfor havde hun bare valgt at tage en afstand. En afstand fra ham af, som havde tvunget hende til at skulle sidde igen her, så det var jo heller ikke fordi at den havde gavnet hende i den anden ende. Hun havde altid haft disse følelser for ham og nu sad hun her.. hvad pokker skulle hun da kunne stille op?! Hun ønskede ikke at være en som Charlie kunne koste rundt med som det han havde lyst til, for det var slet ikke noget som ville gavne hende i det store og hele, så var hun da bare tvunget til at gøre det så godt, som det nu var hende overhovedet muligt, selvom det bestemt heller ikke kunne siges, at være nemt på nogen som helst måde overhovedet. Hun hadet at skulle sidde her, men igen, så var det jo det liv som hun bare måtte lære at acceptere, for det andet ville da slet ikke kunne hjælpe hende om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Det tegnede ikke godt, at de endte i køkkenet, for det var kun noget som skete, når der var stress på og det var ikke den type stress som Lilya havde den bedste kendskab til, så hun vidste, at det måtte gå galt og det var slet ikke noget som hun måtte ønske. Hun vendte blikket lettere usikkert mod ham, som han kom hen til hende og lagde armene om hendes nakke, hvor hun let lukkede øjnene og lagde sig ind til ham. Hvis der var noget som hun havde manglet og savnet, så var det omsorg og det var den omsorg som han skulle siges, at kunne komme med for hendes del, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bed sig svagt i læben. ”Jeg er bange, Nick,” hviskede hun næsten hjælpeløst. Kunne hun, så havde hun lagt armene omkring ham, men med den summen i håndleddene og de armbånd, så kunne hun virkelig ikke gøre stort, hvilket faktisk var noget som måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt, det var helt sikkert. Hun vendte blikket, så hun så ham direkte i øjnene. Var det skæbne at de mødte hinanden her? Tungen strøg let og stille over hendes læber. ”Vil du kalde det skæbne, at møde hinanden igen i slaveriet, Nick?” spurgte hun usikkert. Hun vendte blikket mod hendes håndled. Det var det som troldbundet hende her til stedet og Charlie ville ikke opgive hende, det vidste hun. ”Jeg er ked af, at du skal opleve det her.. og så køkkentjenesten? S-så.. vi.. vi gør det sådan her. Jeg serverer.. og d-du.. du bliver bare ude i køkkenet, okay?” Hun vendte blikket mod ham. Benet gjorde jo, at han ikke kunne holde til stort.

[nick]

Nick trak vejret dybt. Han havde stort set intet forhold til nogle af sine børn, Lisa var for længst væk og så..Så han ville sådan set gerne være her sammen med Lilya, når det endelig skulle være. Lexie tog vare på sig selv, Sophie havde han ikke set længe. Ensomheden havde været ved at tage over. Det eneste sjove, havde været, at han havde nedlagt Kimeya. Hans følelser var ikke tabt for Lil, han havde bare valgt familien, for at have det kendskab til børnene. Han ville heller ikke kostes rundt med af andre. Ham Charlie så ud til at være en snotunge, der bare skulle have nogle tæv. Men på en måde, var de vel 'på alder'. Men han ville gerne give nogle bank, hvis det ikke var for de her lænker! Og at alle warlocks skulle samles i aften. Tanken skræmte ham stadigvæk. Men lige nu havde han lidt tid bare med Lil, så det var helt fint for ham. Han smilede, som hun lagde sig ind til ham. Hovedet lagde han mod hendes og lukkede øjnene i. Han holdt bare om hende. Nu var det vidst hans tur. De måtte jo skiftes til at være den der holdt, eftersom det ikke ville blive nemt, at holde om hinanden samtidigt. Ellers måtte de jo holde i hånden. "For hvad dog?" sagde han dæmpet, med en lidt underlig stemme. Han ville bare ikke have, hun skulle være bange. Det skulle jo nok gå, det var han sikker på. I hvert fald..så ville det jo kun gå ud over ham, så hun havde da 'intet' at frygte. Han løftede hovedet og så hendes direkte ind i øjnene. Deres hoveder var ret tætte. "Hellere det, end at jeg finder dig halvdød, når de bliver trætte af dig," sagde han dæmpet. Det var da det, der var sket for ham..Så at sige. Men han vidste selvfølgelig ikke, om de ville af med en smuk pige som hende. "Tror du ikke hende..Opal bestemmer det?" spurgte han dæmpet. Opal lød til at være køkkenmutter, som bestemte. Han betragtede hende stille. Han kom nok til at skulle humpe rundt, uanset hvor ondt det så gjorde.

[Deleted]

Lilya var virkelig bange for konsekvenserne når de engang ville blive trætte af hende, eller hvis hun blev for svag til at arbejde, for det var heller ikke fordi at hun blev velholdt på sit vis alene, så det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun havde vel alverdens grund til at skulle være bange og bekymret? Desuden, så var det jo noget som hun skulle kæmpe med alene – frem til nu om ikke andet, for nu var det jo heldigvis ikke noget som hun havde brug for at tænke mere på end det som godt måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl overhovedet. Hun lukkede øjnene stille og lod sig selv blot falde mere slapt ind mod hans krop og mod hans favn, for det var virkelig en dejlig fornemmelse og uden lige! Han havde ikke Lisa ved sig, ellers havde han vel også snakket omkring hende og det var heller ikke noget som han havde gjort, og det var noget som selv måtte lette hende. Hun lukkede øjnene og faldt selv mere og mere til ro og det var virkelig rart. ”Det. .det er jo det jeg er bange for.. Hvad vil der ske med mig den dag de ikke kan bruge mig?” Hun vendte blikket stille mod ham. At de var så tætte, var slet ikke noget som rørte hende det mindste. Hun havde savnet at have ham så tæt på, som det hun havde i øjeblikket. Den ene hånd lod hun stille søge mod hans bryst. Hun ønskede ikke at han skulle igennem noget ondt end det som godt var. Hun nikkede stille og bed sig i læben. ”Jeg.. jeg har set Opal før.. J-jeg tror godt, at jeg… at jeg kan snakke med hende om det,” sagde hun med en anelse mere bestemt, dog stadig usikkert. Hun kunne vel bare.. håbe på det og håbe at de kunne finde ud af det i den anden ende, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg vil bare ikke være her..” hviskede hun dæmpet. Hun rystede stille på hovedet og lod blikket søge direkte mod hans bryst i stedet for. Hun hadet at være så usikker! Det var vel også det som havde gjort, at hun havde mistet ham i udgangspunktet?

[nick]

Nick ville ikke være så bange for konsekvenserne. Han var trodsalt bare smidt ud og så måtte han gå sine egne veje - det der havde været værst, var den dræbermaskine han stadig havde haft indeni på det tidspunkt. Men det havde Elias heldigvis reddet ham fra. Og nu sad han så her igen. Som magiker, endda som lederen! Han burde ikke sidde her..Men igen, hvad kunne han gøre? Ingenting med de her forbandede lænker om hænderne! Det gavnede ham bestemt ikke, når de bare låste hans magi fast. Og han så bestemt ikke frem til at skulle lave mad til alle de warlocks. Han håbede da at nogle af dem ville sætte spørgsmålstegn til, hvem han egentlig var. At alle ikke kendte ham, for så ville alle vel være efter ham? Han smilede stille og nød at have Lilya i sin favn. Det føltes så underligt rigtigt og satte gang i lykkecenteret. "Så smider de dig ud og så må du klare dig selv," sagde han dæmpet, "Det var hvad der skete for mig dengang. Der var ikke længere brug for mig, så de smed mig bare et tilfældigt sted.." Han trak på skuldrene. Det havde ikke været det værste, efter alt han egentligt havde været igennem. Han gabte let og vendte hovedet kort til siden, for ikke at gabe hende lige op i hovedet. Han mærkede hendes hånd mod sit bryst og kom til at smile ved det. "Måske.. Men jeg tror altså ærlig talt, at warlocksne har specialordre på, at jeg skal servere," sagde han dæmpet og nærmest frygtende. Men det var trods alt bare den sandhed han gik i møde, for de ville vel elske at ydmyge ham? På trods af, at han ikke så en dag ældre ud siden dengang. Men det vidste de vel. For dragemærket på hans højre øverste ryg, var han sikker på, var deres værk! Han så hende ind i øjnene og næst ind mod hendes pande, da hun kiggede ned på hans bryst. "Nej..selvfølgelig ikke, jeg ville da også hellere være ude på den anden side i det fri," sagde han dæmpet. Han smilede let og løftede hænderne fra hendes nakke og lagde hænderne ned på hendes isteder. Så deres hænder var imellem dem. Han tog hendes hænder og trykkede let omkring dem. "Vi finder ud af det," sagde han til hende.

[Deleted]

Lilya var faktisk bange af sig og det var noget som hun havde været igennem forbandet lang tid faktisk. Hun havde ingen anelse om hvor længe, at hun ville være i stand til at arbejde under disse forhold, så det var faktisk kun noget som gjorde hende direkte panisk et sted og den følelse var bestemt heller ikke behagelig på nogen som helst måde overhovedet. Det var faktisk noget som måtte skræmme hende en god del. Charlie var hård ved hende, og det var noget som hun havde mærket sig af lige siden starten. Han havde skånet hendes liv, men til tider havde hun faktisk ville foretrække, at han havde taget det fra hende i stedet for alt det andet her, for det var slet ikke noget som ville gavne hende i det store og hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun faldt dog til ro ved at sidde tæt ved ham, for det var bare et behag uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun trak vejret dybt, selvom det endte tydeligt dirrende. ”V-var.. var det også Charlie sidst?” spurgte hun stille. Hun betragtede stille Nick med en spørgende mine. Det var jo heller ikke fordi at hun var vant til at klare sig selv, for det havde aldrig direkte været nødvendigt for hende. Det skræmte hende bare.. at hun skulle lades alene endnu en gang, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt. At han tog omkring hendes hænder, var noget som virkelig måtte få hende til at sitre og dirre for alvor, hvor hun vendte blikket stille op mod ham. Hun var vant til at blive slået og pint på diverse måder som Nick nok slet ikke kendte til at hun havde været igennem på det her sted. Det skræmte hende virkelig.. Det gjorde hende urolig og det gjorde hende i den grad også bange på en underlig måde. ”Du skal ikke have mere ondt, Nick,” hviskede hun næsten hjælpeløst. Hendes følelser var stadig som de havde været dengang, men det var aldrig noget som rigtigt var noget som kunne komme til udtryk. Det var jo heller ikke fordi at hun havde ønsket at ødelægge noget mellem ham og Lisa.

[nick]

Hvis der var noget Nick ikke tolerede, så var det slaveri. Nu hvor han selv blev en del af det, så måtte han jo bare bide i det sure æble. Specielt når hans magi var lænket fast i ham. Så kunne han jo ikke forsvare sig selv og det frustrerede ham frygtelig meget. Han håbede virkelig bare, at Lilya ville holde ud og han ville komme igennem det - så de til sidst kunne komme herfra. Men han skulle nok prøve at forsvare hende, så Charlie ikke ville køre så meget på hende. For han kunne da mærke, hvad det gjorde. Hun var jo ret bange af sig. Han så på hende med sine isblå øjne. Han havde savnet hende rigtig meget, så at sidde her med hende, var virkelig godt. Trods at de sad her som fanger og slaver, så... Kunne de støtte hinanden. Han mærkede hvordan hun faldt til ro og det gjorde også automatisk, at han tillod sig at tænke bare på hende. Og ikke hendes tilstand. Hans ben havde han nærmest glemt, nu han sad her sammen med hende. På hendes seng, i et værelse fyldt op med køjesenge. Tiden havde han ikke styr på, han vidste ikke engang hvordan de skulle vide, hvornår den time var gået, som de havde fået for dem selv. Han vædede let sine læber og rystede let på hovedet. "Nej..Det var det ikke. Dengang var warlocksne ledet af lederen: Kimeya Marvalo," sagde han dæmpet, "som jeg for noget tid siden nedlagde.." Han smilede let ved tanken. Det havde gjort godt, at nedlægge den 'løve'. "Men tror ikke warlocksne har været underlagt ham i lang tid. Sidst er efterhånden mange hundrede år siden, en stadigvæk.. Jeg husker det skræmmende tydeligt," sagde han og sukkede fast. Han så hende direkte ind i øjnene, da hun igen kiggede op. Han trykkede blidt om hendes hænder - hun skulle vide, at han var der for hende. "Det er ikke rigtig mit at bestemme," sagde han blot dæmpet, da hun sagde, at han ikke skulle have mere ondt. Han strøg tommelfingrene over hendes håndrygge. Her sad de så bare...den næste times tid, de havde med hinanden. Men da den time var gået, blev dørerne også slået op og 2 warlocks stod der. "Rejs jer, følg med," sagde de kortfattet og med en kold tone. Han rejste sig hurtigt og gav også slip på Lilya. Han humpede hen mod warlocksne og de vendte om og begyndte at gå. Han humpede bare efter. Han havde ikke brug for en straf i dag. Ikke lige nu. Han ventede dog til Lilya var ved hans side, før han humpede videre. Warlocksne viste dem ned i køkkenet, hvor Opal stod. En ældre dame, med håret sat op og tøjet smurt ind i diverse forskellig madrester. Hun kiggede på dem begge. Da warlocksne var gået, så tøede hun mere op og smilede lettere skjult. "Nå børnlil', kom herhen," sagde hun og kiggede på den seddel, hun havde foran sig. Han sukkede svagt. "Nick.." sagde han og rakte hånden mod hende, som en høflig præsentation. Hun tørrede hånden i sit forklæde og tog hans hånd. "Opal," sagde hun og gav slip. "Og hej igen Lilya," sagde hun til hende. Nick stod bare stille og læste på sedlen. Der stod menuen der skulle laves og udtrykkeligt at han selv, skulle servere. "Fedt.. dejligt..hvor jeg elsker det," sagde han ironisk og rystede fast på hovedet. Hvor han hadede det!

[Deleted]

Lilya havde ikke rigtigt noget andet valg end at acceptere, at slaveri nu var en del af hendes liv. Det var jo heller ikke fordi at hun sådan rigtigt kunne gøre noget som helst ved det. Charlie havde tvunget hende med, tvunget hende i disse armbånd og så tvunget hende til at hvile under ham, hvor han så kunne svinge pisken, tvinge hende til arbejde, rengøring og det andet som nu måtte falde ham ind på alle måder. Det var selvsagt noget som gjorde ondt, men.. man vænnet sig vel bare til den tanke? Det var da det som hun gjorde, selvom det at se Nick foran sig på denne måde, måtte vække op i de ældgamle minder om hvordan hendes liv og hvordan hendes verden havde været tilbage dengang, hvilket faktisk var noget som hun direkte måtte længtes efter. Hun ønskede sin frihed, selvom hun virkelig var bange for, at hun ville dø den dag at Charlie ikke kunne bruge hende mere. Det var en frygt uden lige! Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket stille og roligt mod ham endnu en gang. Han havde prøvet dette, men det havde ikke været under Charlie. At den mand i det hele taget formået at styre warlocks på den måde, var slet ikke noget som hun kunne forstå.. de var jo meget stærkere end det som han var! Kimeya havde hun hørt frygtelig meget om og det var noget som kun havde fået det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Den mand var bestemt heller ikke noget som man skulle komme i nærheden af. ”Den mand er frygtelig..” hviskede hun stille. Nu hvor Nick var der, så var det noget som kunne lette hende, selvom hun stadig ikke havde nogen anelse om hvad hun bar med sig retten til og hvad hun ikke gjorde det, så var det jo trods alt bare sådan, at det nu måtte være og på alle måder endda, det var helt sikkert. Hun betragtede ham næsten varsomt. Han var en stor mand, selvom han nok ikke var den ældste magiker, så var det nu heller ikke noget som gjorde hende det mindste. Hans strøg over hendes håndrygge, var noget som kun måtte få hende til at smile, for det var rart, selvom det ophørte temmelig hurtigt, som de igen blev kaldt på af de warlocks som stod i døren. Var den time allerede gået? Hun lod Nick slippe hende, hvor hun selv rejste sig og fulgte med ned i køkkenet. Hun vendte blikket mod Opal, hvor hun sendte hende det stille smil, da de warlocks var gået. Hun kendte hende godt efterhånden og vidste, at hun slet ikke var så hård af sig, så det var virkelig rart også at tænke på. ”Hej Opal,” sagde hun med et mildt smil. Den kvinde kunne altid bringe hendes humør bare en smule op på trods af disse omstændigheder. Hun vendte sig mod Nick. I sig selv, så var hun ikke meget for at lade ham servere, men igen.. ”Så lad mig servere sammen med dig,” bad hun stille. Slag og de ting kunne hun da nok klare, hvis de ikke var tilfredse med det.

[nick]

At Lilya langt fra var her med sin gode vilje, var Nick fuldstændig sikker på. Det ville da undre ham, om hun var endt her på fri vilje. Det lignede hende ikke og desuden, så kunne ret meget vel ikke have ændret sig? Hun virkede jo fuldstændig som sig selv, trods den tid der var gået. Han lignede jo fuldstændig den samme, i og med, at han havde det mærke på ryggen - hvilket han havde mistanke om, at det faktisk var warlockernes. Så han var spændt og skræmt på hvad aftenen ville bringe, når han skulle gå ned mellem dem alle. Charlie kendte han dog ikke og han var ikke sikker på, at det bekendtskab ville bringe noget godt med sig. Så der var intet at se frem til her. Han kunne jo ikke gøre. Og han følte sig virkelig som en svans af en leder, at være havnet her. Men på den anden side..Så blev han jo overmandet og hurtigt lagt i lænkerne, der bandt hans magi. Og han havde jo kæmpet for sit, selvom det bare ikke havde fungeret. De havde jo været mange imod ham. Og selvom han havde været her i kort tid, så ønskede han både sin egen og Lilyas frihed - fik han først lagt en plan med at komme herfra, så indgik den bestemt også hende. Det at sidde her med hende, bragte ham langt tilbage, til da han først havde lært hende at kende og hvordan det havde udviklet sig i tiden. Og om ikke andet, så kunne han vel altid forsøge at rette lidt op i det der var sket. Forklare. Spørge ind til hende selv og ligesom finde ud af; Kunne det her faktisk blive noget? Nok var det gamle følelser, men hvis de aldrig havde været væk, så kunne de vel nok ruskes op i igen? Men det måtte tiden jo vise. Hvad aftenen angik, var han ret bange for hvad der ville ske - ville de gøre ham noget, havde de en plan. Ville de bruge Lilya imod ham, nu de havde set dem sidde hånd-i-hånd? Men så strejfede en tanke ham: Hvordan en mørk ikke-magisk person, kunne kontrollere så mange warlocks. Men måske de havde respekten for ham og derved underlagde sig? Han dømte måske ligesom de ønskede? Det var ikke til at blive klog på. De mange tanker føltes nærmest som at blive renset, på vejen ned i køkkenet og da han stod og kiggede på sit eget navn som serveringsmand. Hvor nedværdigende. Men det havde han jo forudset, så hvorfor var han så så bange alligevel? Måske fordi sandheden sprang i øjnene på ham nu? Det kunne han ikke sætte finger på. Opal sendte dem begge et blidt smil. "Ja der er klare ordre," sagde hun til Nick med et vemodigt smil og klappede ham på skulderen. Hun havde allerede tændt op i nogle gryder. Nick bed bare tænderne sammen og kiggede stille på hende og så hen på Lilya, da hun åbnede munden op. "Du står der også, så.. " Frygten steg yderligere i ham, for warlocksne var jo ikke dumme. De havde vel allerede udset, at Lilya og ham var ret bekendte? "I kan gå igang med at hakke grøntsager, det hele er lagt op derhenne," sagde hun og pegede hen på bordet. Der lå 2 knive og 2 stak grøntsager - en til hver. Og i midten er grøntsagsbunken stod en stor gryde. "De skal bare op i vandet, når de er skåret ud," sagde hun bagefter og gik selv igang med at tilberede det kød, der skulle serveres. Nick nikkede bare tavst og gik hen til den ene 'plads' med kniv og grøntsager og gav sig til at hakke - det var en gulerod han fik fat i først. Han kiggede nedad for ikke at skære sig i fingrene, men kunne godt multitaske om at snakke til Lilya også. "Hvis du tror på vi nok skal klare aftenen, så gør jeg også," sagde han. Det var dog med en dæmpet stemme, for tænk hvis nogen lyttede med?

[Deleted]

Man kunne bestemt ikke sige, at Lilya var her af sin gode vilje, men fordi at hun ikke havde noget andet valg. Charlie havde været så tæt på at slå hende ihjel, da han havde fundet hende, men havde valgt at tage hende med sig og siden havde hun været her. Det var vel også derfor at hun var bange for, at den dag at Charlie indså at hun ikke længere var til nytte, at han bare ville tømme hende for blod og så bare.. lade hende ligge? At Nick så var ankommet til stedet, var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig meget om overhovedet, for det gjorde hele situationen så meget værre for hende! Armbåndene var hende et kæmpe hinder, men det var noget som hun efterhånden bare var blevet vant til. Hun havde været her længe efterhånden, selvom hun ikke rigtigt havde nogen anelse om lige hvor længe. Tankerne havde kredset omkring Nick, men hun var jo blevet skrottet til fordel for Lisa, hvilket hun bare havde valgt at acceptere, selvom det virkelig havde gjort ondt. Hun ønskede bare at han skulle være lykkelig, om det så skulle komme på tværs af det som de havde haft, så.. så var det jo heller ikke fordi at hun kunne gøre noget ved det sådan rigtigt? Hun havde aldrig selv lært at læse eller skrive, for.. hun kom jo ikke fra et så fint sted når alt endelig måtte komme til alt, så det at de lige så ønskede at hun skulle servere sammen med Nick., var noget som faktisk bekymrede hende, og specielt nu hvor de havde set at de havde siddet hånd i hånd – ergo de kendte hinanden fra før af. Hun bed sig let i læben. ”Okay,” begyndte hun stille, som hun vendte blikket mod grønsagerne. Hun kunne vel lige så godt bare komme i gang inden de begyndte at råbe og skrige inde fra spisestuen af, som de gjorde det hver eneste aften. For hendes del, så var det bare blevet noget som hun var vant til. Hun startede med løg og de andre rodfrugter som måtte ligge på bordet. Det så ud til at være en hel festmiddag som de skulle have derinde! Snyd og unfair når man tænkte over det som tjenestefolkene faktisk måtte få i den anden ende. Hun vendte blikket mod Nick, som han begyndte at snakke til hende. Det var egentlig ikke fordi at hun sådan rigtigt havde troen på noget som helst, men.. man kunne vel også håbe? ”Der kommer flere aftener som dette, Nick..” begyndte hun stille. Hun fik tårer i øjnene, selvom det ikke just var fordi at hun var bedrøvet, men mere på grund af det løg som hun stod med i næverne. Det var virkelig noget som måtte irritere hende. Hun klemte øjnene let sammen og gned sig så i øjnene efter at have lagt kniven fra sig. Det frustrerede hende virkelig. ”De lader mig kun servere med dig.. for en ting.” Dum var hun ikke. Hun havde været her længe efterhånden, så hun kendte til deres måde at reagere på og hvad de ville definere som ’sjov’. Det var jo noget som hun havde været offer for adskillige gange, hvor de lige skulle hen og pille ved hende. Hun rystede på hovedet. ”Uanset hvad de ender med at gøre ved mig i aften, Nick.. så lad være med at blande dig,” bad hun stille. Hun vidste, at de ville gøre hende noget fordi at han var der og hun ønskede ikke at der skulle ske mere med ham end det som måtte være højst nødvendigt! Hun gjorde løget færdigt og fik det op i gryden, inden hun gik i gang med næste.

[nick]

Nick frygtede ikke så meget for denne Charlie, for det var ikke en fyr han nogensinde havde været bekendt med før. Det var warlocksne der bekymrede ham langt mere, hvis han tænkte på sig selv. Men hvis det var Lilya der var i snak, så skulle både Charlie og alle warlocks tages med i det, for hende kendte de jo alle sammen. Og han var ærlig talt bange for, at de nu ville bruge hende imod ham. For nu havde nogle af dem jo set, at de havde siddet sammen og holdt ved hinanden, som gamle bekendte: Og de havde jo fuldstændig ret i deres påstand, selvom det ikke var en rar tanke af gå rundt med. Den frygt, den var virkelig ubehagelig. Han holdt jo virkelig af Lilya, det var noget som ikke ville ændre sig! Også selvom disse håndjern holdt dem fra, at de kunne holde om hinanden - enten må han holde om hende, eller hun om ham. Ellers ville de da gå i kludder. Men han nød nu at holde om hende. Det ville være godt, når denne aften engang var overstået og de kunne dele hendes seng for natten. Det ville blive hyggeligt, fremfor at belaste hans i forvejen dårlige ben endnu mere. Han havde jo knapt nok hvilet de sidste dage, og første gang havde været i kældrene her. Han kunne bare bede til, at nogle ville være bare lidt med ham og prøve at beskytte ham og Lilya mod det onde, der ventede udenfor køkkenets døre og oppe i spisestuen. Han trak vejret dybt. Nok havde han valgt Lisa, men de havde jo også haft Sophie. Og så kom Lexie til og Nathan, og så branden. Men Lilya havde bestemt været i hans tanker, han havde aldrig glemt hende, trods han havde valgt familien. Men ville hun ikke selv det, hvis man nu tænkte nærmere over det? Han gad dog ikke dvæle ved det. Det var en ny tid og han ville bare få noget ud af, at været endt her hos hende. Måske skæbnens måde at bringe dem sammen igen? Han smilede skævt. Der måtte ligge noget bag, at begge skulle servere. Håbet om, at der intet ville ske.. var der slet ikke! Kan vidste jo, at noget måtte ske. Før eller siden hen under aftenen. Han snittede en masse gulerødder ud, mens han stod der. Lagde kniven, samlede det i hænderne og lagde det ned i den store gryde. Det skulle vidst koges sammen. Han betragtede Lilya, der stod med rodfrugterne og løget, som gav hende tårer i øjnene. "Det kunne jeg næsten regne mig til," svarede han hende. Han sukkede. Men i aften var alle jo samlet, det skete vel ikke så tit? Han gav sig i krig med nogle flere og undervejs, smed han det op i gryden. Der var masser af det indtil videre, men de havde stadig en ordentligt bunke grøntsager liggende. "For at bruge dig imod mig," mumlede han dæmpet, men håbede hun ikke hørte det. Han knugede sin hånd om kniven og havde lige løftet den, da hun sagde det næste. Han tabte den ned på bordet og kiggede på hende. "Det kan jeg altså ikke," sagde han dæmpet. Han tog kniven i hånden igen og skar videre, nu da han var kommet sig lidt over chokket. Han lagde mere op i gryden og da de begge havde snittet og hakket alle grøntsagerne færdige, så bar han den over til komfuret med en humpende gang. Han trak vejret dybt og pustede ud. Opal tændte for dem og sagde, at hun nok skulle holde øje. Nu manglede de egentligt ikke mere, for hun kunne godt ordne det selv. "I kan sidde ned, indtil det er færdigt og skal serveres," sagde hun til dem. Nick smilede og takkede, inden han humpede over til den bænk der stod og satte sig ned. Han vinkede Lilya hen og klappede på bænken ved sin side. "Sid ned, Lily," sagde han med et prøvende smil. Da hun kom hen, tog han hendes hånd og flettede deres fingre. "Endelig tid til at sidde ned," sagde han og ignorerede lige nu hans ben, der summede.

[Deleted]

Lilya havde ikke nogen anelse om hvor længe at hun havde været her, men denne mand til Charlie.. Hvis han var stærk nok til at have warlocks under sig, så var det bestemt heller ikke en mand som man skulle kaste sig i krig med og nu hvor de stod i den situation at de ikke kunne gøre noget som helst, så var det bestemt heller ikke noget som ville hjælpe dem på nogen måde. De magiske armbånd låste deres magi direkte fast og det var nok noget af det værste som hun længe havde oplevet. Snak om at være direkte hjælpeløs! Hun bed tænderne sammen og tørrede sine øjne som hun gjorde sig helt færdig med de løg som skulle skæres og snittes og fik dem op i gryden, idet hun igen måtte tørre sine øjne. Det sved virkelig og det gjorde det faktisk også til dels besværligt for hende at skulle se noget som helst. Hun vidste at hun kun skulle servere fordi at Nick skulle. Hun vidste at der ville ske noget med hende i aften, udelukkende for at få Nick til at reagere og det var også den eneste grund til at hun advarede ham på forhånd, for det ville virkelig blive en direkte ekstremt hvis hun kendte Charlie ret. Det var jo heller ikke fordi at han var mild mod hende normalt, så det var også noget som i den grad også måtte gøre ondt også for hendes vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun lukkede øjnene og vendte blikket mod ham som de endelig kunne gøre deres arbejde færdigt for at få gryden til at summe så det kunne gøres klart. Hun havde bestemt ikke noget imod at hjælpe eller tage sin del af slæbet, for det kostet kun slag hvis hun ikke gjorde det. Det var også erfaringer som hun havde trukket på den hårde måde.
Hun trak vejret dybt og så stille på Nick. Han vidste slet ikke hvad det var at han måtte gå ind til og den tanke i sig selv, var hende direkte ubehagelig, for hun ønskede bestemt heller ikke, at han skulle stå der og bare tage imod og lade sig blive kastet fra den ene mand til den anden derinde, for det var hun allerede klar over, ville ske på den ene eller den anden måde og den tanke var hende bestemt heller ikke behagelig! ”Du har ikke noget valg, Nick.. Bare.. ignorer det, hvis han slår mig.. Det gør han altid..” mumlede hun stille, som hun slog begge armene omkring sin egen krop. Hun havde kun haft sig selv at skulle søge trøsten ved her på dette sted, for alle var sin egen herre. Det var aldrig nogensinde nogen som trøstede hinanden og de tjenestefolk som Charlie havde, holdt normalt heller ikke særlig længe, for de blev virkelig også kørt noget så frygtelig ekstremt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun så til at Nick humpede hen hvor han kunne sætte sig. Hun var i den grad bekymret for ham og det som ville ske under serveringen, også selvom hun kendte til rutinerne. Det var en hånd som skulle pille ved hende hist og her, for hun vidste godt at hun var en køn pige, selvom den aldrig havde formået at give hende det som hun havde haft brug for; Ham. Nu stod hun endnu en gang overfor ham, selvom hun slet ikke havde regnet med, at det var under disse omstændigheder som de skulle se hinanden.
Muligheden for at sætte sig ned, var noget som Lilya tog imod med kyshånd! Hun gik stille hen og satte sig ved siden af ham, hvor hun lod hånden roligt blive sammenflettet sammen med hans, hvor hun nu alligevel ikke kunne lade være med at smile ved den tanke. Hun lukkede hånden godt og fast omkring hans og vendte blikket stille mod ham. ”Nyd det Nick.. Det bliver sidste gang du har den mulighed før vi bliver kastet ned på værelset.” Hun vendte blikket ned mod hans ben. Det var faktisk noget som måtte bekymre hende og skræmmende meget endda, så det var jo heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt. Hun vendte sig stille mod ham, hvor hun lagde den frie hånd mod hans ben som hun strøg ganske let. ”Jeg kigger på det i aften.. Du har brug for hvile..” sagde hun med en ganske dæmpet stemme, som hun lod de blå øjne søge til hans blik. Bekymringen var tydelig sammen med den store forvirring og i den grad også over den fortvivlelse som det hele skabte hende. Det gjorde hende panikslagen at vide, at han faktisk var der sammen med hende.

[nick]

Nick havde allerede fra start af regnet ud, at det ville blive en helvedes aften. Warlocksne ville prikke til ham, genopfriske de gamle 'minder' og virkelig gøre sit, for at sætte hans pis i kog. Denne gang var han bare endnu mere hjælpeløs end sidst: Havde et handicappet ben og hans magi var låst fast i de lænker, der holdt hans hænder sammen med 3 knytnævers afstand imellem. Det var da frustrerende. Løftede man den ene hånd, måtte den anden følge med. Ingen multitasking evne. Det var virkelig som at få frarøvet sin frihed ekstra meget, nu både ben og arme var stort set ubrugelig. Han vidste halvt om halvt godt hvad han gik ind til, medmindre warlocksne havde ændret sig - og det kunne kun være til det værre. Det var jo egentligt mange år siden sidst.
- "Jamen... Jeg skal da nok forsøge, men jeg kan virkelig ikke love noget Lilya... Du er for betydningsfuld til at jeg vil se på det.. Men kan jo kun sige det samme vel? Warlocksne og mit 'venskab' går langt tilbage.. Mange århundrede år," sagde han og rystede let på hovedet.
Han glædede sig blot til at det skulle være overstået, for han ville ikke have, at Lilya skulle blive rørt. Hun var jo virkeligt en skønhed i sig selv, og faktisk...meget flottere end Lisa. Men han havde været nødt til at holde fast i familien, for ikke at blive 'the big bad' overfor sine børn, som han jo havde knyttet sig til. Specielt Lexie. Men i dag havde han stort set intet forhold til nogle af dem. Og nu ville det blive endnu mindre, hvis han skulle sidde fanget her i intetheden og bare... blive drevet rundt med. Men det 'gode' ved dette var genforeningen med Lilya. Ikke det mest fede sted at mødes igen, men han kunne da kun være taknemmelig for, at det egentligt havde ledt ham til hende. Han havde jo savnet hende. Hun var i hvert fald aldrig blevet glemt. Han smilede til hende, da hun kom hen til ham og satte sig. Han trykkede omkring deres hånd, der var sammenflettet og satte sig helt tæt på hende.
- "Tja..Nu har jeg jo snart gået i 2 dage i streg, kun med de hvil jeg har haft her... Mon ikke jeg også overlever de sidste gåture frem og tilbage?" svarede han hende dæmpet og efterfulgt af et suk.
Han magtede det faktisk ikke. Han ville væk herfra og have hende med sig. Men..han ville ikke tage herfra før han kunne få hende med sig! Han spændte helt i benet, da hun lagde sin anden hånd dermod. Det føltes godt. Utrolig savnet. Ingen havde kærtegnet ham i lang tid, han havde egentligt være alene længe.
- "Det har vi vidst begge," sagde han dæmpet. Hun havde bestemt også, efter at have været i den kælder.
Han kiggede på hende med sine isblå øjne og lod deres blå øjne mødes. Han rykkede sig nærmere hende, og hovedet gled nærmest automatisk hen imod hende. Det var som om hendes læber var en magnet, han ønskede det så brændende. Han nåede næsten hendes læber, indtil Opal klappede i hænderne og vækkede ham fra sin drømmetanke. Han rykkede baglæns igen og hendes stemme skar igennem luften: "Det er tilberedt, nu går det i gang.. God fornøjelse unger," sagde hun og pegede på de mange fade med mad, hun havde anrettet til at skulle bæres op.

[Deleted]

Lilya var allerede vant til at blive smækket til, slået til, sparket og hånet af de mange som var her på stedet, at det ikke rigtigt var noget som hun som sådan bed sig fat i længere. Det som hun dog ikke ønskede, det var at Nick skulle blande sig, hvis de endte med at gøre det mod hende her til aften, for dem så var det jo trods alt bare en vane vel? Ligesom det også var for hende, også selvom det gjorde hende ked af det, at høre, at hun ikke ville blive savnet af nogen, at de ville fortsætte til hun ville ende så nedslidt, at hun ville tigge for sit liv – ja, hun have hørt skræmmende meget igennem det sidste lange stykke tid som hun havde tilbragt her, men det var bestemt heller ikke noget af et liv som hun ville kalde for værdigt! At han direkte kaldte hende for speciel for ham, var noget som tydeligt måtte få hende til at rødme!
”Det må du altså ikke sige!” endte hun en anelse forlegent. Det var jo i sig selv, heller ikke noget som hun var vant til at høre komplimenter, for det havde hun ikke hørt siden før, at hun var endt med at skulle stå her, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet. Hvordan hans familieforhold var efterhånden, det vidste hun ikke.. Sidst hun havde hørt noget som helst omkring den kære Nick, så havde han haft Lisa, han havde haft et godt forhold til sine børn og så havde hun været ude af billedet, hvilket hun også accepterede – nok mest for hans skyld, men hun havde valgt at gøre det!
”Det er ikke få gåture det her kræver Nick.. Du vil først få hvile når vi smides i seng..” påpegede hun stille. Ja, måske de lød som små børn, men det var sådan at det fungerede her. Hvis de ikke ville hende, så smed de hende i seng eller morede sig på andre måder som gjorde hende ondt, men det var nu ikke noget som hun ville bringe på banen på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hånden lod hun mere eller mindre bare hvile mod hans lår som havde det været en gammel vane, for hun ønskede heller ikke at gøre ham noget ondt. Tvært imod, så ønskede hun at hjælpe ham og så meget som det nu var hende menneskelig muligt, for hun kendte jo også til rutinerne her på stedet, så det var jo også til hendes egen fordel – noget som hun også kunne give videre til ham.
At han kom tættere og tættere på hende, så vendte hun blikket mod ham. Ikke mindst en anelse spørgende, for denne del, havde hun aldrig været god til. Hun var dog fuldt tryg ved Nick og hun nægtede ham nægtede at tro på at han ville gøre hende det mindste ondt på nogen som helst måde. At deres læber næsten måtte mødes, var det næste som hun havde det endelige fokus på, hvor hun næsten fik et chok, da Opal klappede i sine hænder og derved rev hende ud af den drømmende trancetilstand. Hun blinkede med øjnene, hvor den røde farve igen måtte melde sig. Hun sukkede dæmpet. ”Undskyld..” mumlede hun stille og rejste sig forsigtigt op, hvor hun hjalp ham op på benene. Det tunge skulle hun nok tage, for det var også det som hun var vant til i den anden ende. ”Kom Nick.. de bliver rasende, hvis de skal vente..” mumlede hun stille, som hun med de samlede hænder, gik med det største fad ud i spisesalen. Hun tog den naturlige runde rundt om bordet, hvor hun satte tallerknerne på plads med den første del af den store servering. Hun gjorde det varsomt, alt for ikke at tabe det!

[nick]

Nick var ikke længere vant til at gennemgå masser af smerte, i form af slag og spark, samt værre. Men det havde han været og det hjemsøgte ham stadigvæk i hans drømme. Men han var jo blevet fri, indtil nu. Og det hele så mildest talt ud til at skulle gentage sig, hvilket faktisk var en skræmmende tanke. Måske at det var blevet Lilyas vane nu, men det kunne han ikke tillade. Og desuden...hvad hvis det blev omvendt? Ville hun så også bare se til? Hun ville nok opleve det sus man gennemgik, når en man elskede og holdt af gennemgik en smerte - det sus, der gav et kick bag i og sendte vrede og andre følelser i kog. Det gjorde, at man bare ikke kunne holde sig tilbage. Og han ville flippe, for nu var han her og så skulle de bare holde sig væk fra hende. Men det kunne jo også give bagslag? Han var virkeligt i tvivl! Det var så forvirrende, man gjorde det rigtige, men udslaget blev alligevel til det forkerte.
- "Undskyld," sagde han og smilede, han mente det dog ikke. Hun fortjente de komplimenter, specielt hvis hun ikke var vant til at høre det.
- "Ja..Men som sagt, så overlever jeg nok, Lily, det skal nok gå. Jeg er en fighter, det ved du da.. Ellers havde jeg ikke siddet her," sagde han dæmpet. Så havde han nok aldrig overlevet den første gang i warlocksnes klør. Han betragtede hende. Hun var stadig flot. Og derfor var warlocksne jo også interesserede i hende. Enten de kønne eller de bruge. Han ville gerne lytte til hende, så han ikke ville gøre noget der fik dem i ballade. Derfor var de 2 virkelig perfekte. Han håbede bare, at det ville gå forholdsvist let i aften - det ville så sige, lidt mobning og måske nogle tæsk på den ene eller anden måde, men mere behøvede det heller ikke blive til. Da de blev vækket af deres drømmende trancetilstand, så hørte han hendes mumlende undskyld. Han kommenterede det ikke, for hun havde virkelig intet at undskylde for. Han skulle ikke have prøvet at gøre det mod hende nu, her..midt i det hele, midt i alt deres pres. Men det havde nu givet ham en dejlig lykkefølelse, dog ganske kortvarigt.
- "Ja ja," svarede han kortfattet, rejste sig og tog fat i 2 tallerkener hver. Nu gik det løs. Han gik hen imod åbningen, som ledte ud til spisesalen. Han gik langsomt, for han båede humpede og skulle sørge for, ikke at fejle. Da han nåede den sidste åbningen og nåede ind i den store sal, sank han en klump. Alle blikke vendtes imod ham på én gang og han modtog flere lumske øjne fra dem, som han kendte - det var så rigtig mange af dem. Han bed sine tænder sammen og humpede længere frem og hen imod bordet. Han satte fadene på bordene. Der var det samme på, så de skulle blot fordeles ned mellem langbordet, så der var til dem alle. Da han lænede sig ind mellem 2 warlocks, steg temperaturen hurtigt herinde og han fik den sat. Han humpede bagud og der skete heldigvis intet.
Han humpede lidt længere frem og fik sat det andet fad af og begyndte blot at gå langsomt tilbage, med det humpende ben. Han sørgede for ikke at kigge tilbage, selvom han kunne føle deres blikke mod hans nakke. Og han var kun nået halvvejs, da han fik en mørk kugle banket lige i ryggen, så han fløj hen i svingdøren ned til køkkenet, røg igennem den og landede i den lille gang ind til køkkenet. Døren svingede frem og tilbage, som han lå og ømmede sig. Han fnøs, rullede om på siden og kom op at sidde på sin bag. Han fik sig rejst med hjælp fra væggen og humpede det sidste stykke hen imod køkkenet, med en ømmende hånd mod ryggen. Det gjorde pokkers ondt nu! Nu ventede han bare på, at Lilya kom ned igen.