At your services..

[Deleted]

Lilya var virkelig bare vant til dette liv, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende, for det var det bestemt heller ikke! Hun var vant til dette liv efterhånden, for det havde været det eneste som hun havde haft efter alt det med Nick tilbage for så mange år siden, hvor hun desværre var slået på stregen og tvunget sig tilbage. Nu sad hun her, tjener for de mørke, de kolde og de kyniske og ikke for hendes egen del, men så de slap for at løfte en finger. Det var noget som virkelig måtte gå hende på, men så snart hun åbnede munden uden at have fået tilladelse til det, så fik hun jo klø så det sagde spar to! Mange af hendes ar var dog heldigvis skjult og det var heller ikke noget som hun ville nævne for Nick, for hun ville virkelig heller ikke gøre det værre for ham end det som var hende en direkte nødvendighed. Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket let ned. Hun vidste da slet ikke hvad hun skulle sige, andet end at de bare burde komme i gang med arbejdet – At lade dem vente, var noget af det dummeste som man kunne gøre!
”Det.. det ved jeg godt Nick..” påpegede hun stille. Han var en fighter og han kæmpede for det som han troede på, hvilket i den grad også var en grund til at hun virkelig kunne lide ham. Han sagde tingene som de var, han sagde tingene lige ud, han stod op for sine meninger, om det så var ensbetydet med, at han skulle overtrumfles i den anden ende, så gjorde han det alligevel og det var noget som hun rigtig godt kunne lide!
Serveringen var noget af det værste som hun kendte til. Hun vidste, at de ville straffe hende for den mindste fejl, så det var noget som hun virkelig kæmpede for ikke at ende med at gøre! Hun endte dog kraftigt med at stivne, idet at Nick bare endte med at blive kastet direkte tilbage i køkkenet. Flyvende igennem luften, hvor hun stivnede så fast, at hun faktisk endte med at miste fadet som hun stod med i sine hænder, så det selv måtte ryge en tur på gulvet. Umiddelbart så var hun vant til at servere alene, høre på de hånende ord og mere til, så var det i en grad noget som gjorde ondt. Hun blev stående, hvor hun knyttede næverne ganske let, som den ene warlock endte med at rejse sig, dette var dog også noget som fanget hendes opmærksomhed med det samme!
”Elendige tøs!” hvislede han, som han kraftigt greb hende om halsen, kun for at rive hende tæt på sig. Hun gispede og tydeligt efter vejret, som hun bare ikke fik lov til at få! Hendes hænder lukkede sig omkring hans håndled, som hun tydeligt måtte prøve at skulle undskylde, men ikke så meget som et eneste ord kom over hendes læber, så meget som han måtte klemme til! Hun endte med at sitre, som hun måtte hive efter vejret idet han lagde en hånd mod hendes bryst, kun for at kyle en af de sorte kugler direkte i hendes bryst, kylede hende ind i væggen og direkte ned i gulvet, hvor de brød ud i den hånlige latter. Hun snøftede svagt og satte sig op, idet hun kravlede henover gulvet, for at begynde at samle resterne op. Hun havde tydelige mærker på halsen efter den behandling, selvom det ikke var noget som var nyt for hende.. tvært imod, så var hun kun… vant til det.

[nick]

Nick ville hurtige vænne sig til det, og finde ud af hvordan man skulle indordne sig. Men han ville aldrig nogensinde underlægge sig frivilligt, selvom han godt vidste hvad han burde gøre. Men han vidste i hvert fald, at han slet ikke ville tjene det mørke med sin gode vilje, for det var noget han foragtede. Specielt efter sidste gang og han ville helst ikke gentage det, men det så ud til, at det allerede ville ske. Det var bare en fornemmelse han havde indeni, nu når alle warlocks fra gruppen var her til aften.
- "Godt," sagde han dæmpet og smilede.
Han glædede sig bare til at aftenen var overstået, selvom den føltes at blive frygteligt lang. Allerede nu føltes det som 1000 år, nu da hans ryg var ret smadret. Han stivnede fast, da han hørte et bump og latteren. De vovede lige på at gøre Lilya noget! Hans lænker lyste pludseligt op og brændte mod hans hus, endnu engang for at advare ham. Magien kunne ikke bryde ud, uden at brænde hans hænder af. Han rykkede dem fra hinanden og sukkede fast. Opal jagede med ham og skubbede 2 tallerkener mod ham igen. "Tjep tjep", sagde hun fast. Han nikkede bare, tog de 2 tallerkener, inden han humpede sig langsomt af sted, igennem den lille gang og igennem svingdøren, og ud i det store spiselokale igen. Han fik øje på Lilya, som sad der og samlede maden op igen. Han fik sig humpet hen til hende, udenom og fik sat et fad der, hvor hendes skulle have stået. Men hun kunne jo ikke servere mad fra gulvet. Han modtog blikke fra mange, men gengældte dem ikke. Han havde ikke brug for det.
- "Goddag, Nick Terrac," sagde en stemme bag ham, da han var nået op til enden af bordet, hvor Charlie sad og satte det sidste store fad fra sig. Han stoppede op og vendte rundt.
- "Caezar," gengældte han kortfattet. Han blev stående, støttende på det raske ben. Det andet bøjet i knæet, for ikke at hvile på det. Det summede nemlig godt i forvejen, efter anstrengelse de sidste dage. Han trak vejret dybt. Manden der tiltalte ham, havde været en af dem som havde arbejdet hårdt på at gøre ham om. Caezar rejste sig og stillede sig foran ham, han var et helt hoved højere end Nick. Nick bed sig let i læben. Caezar tog fat i Nicks kæder og løftede hans arme, for at kigge på den.
- "En skam at bure sådan et talent inde... Men det må nu være nødvendigt, når manden endnu engang er en lille...ussel..magiker!" Det sidste blev sagt hårdere end det andet og Caezar skubbede Nick fra sig. Han røg ned på ryggen, da han slet ikke var klar på det. Caezar hævede en hånd over ham, krympede fingrene sammen. Det resulterede i kraftige kramper fra Nick og en smertefuldt stønnen. Det var en indre tortur, som "drejede" indvoldene rundt og føltes som at blive trampet på af 10 vilde heste. En mørk skygge gled ud af Caezars fingre og ned over Nick. Han kneb øjnene sammen, drejede sig skrigende på gulvet og svajede i ryggen. Han havde oplevet dette før, det vækkede minder i ham, som han egentligt havde fortrængt. Det var et skridt på vejen til at gøre ham sindssyg og omvende ham til det onde. Men det ville tage flere dage, hvis det skulle være på denne måde. Charlie klappede i sine hænder og Caezar holdt inde.
- "Nok..For nu," sagde Charlie, med det sidste ord sagt i en hånlig tone. Han vidste, hvad warlocksne ville med Nick og de skulle have lov.
Nick rystede, selvom det var stoppet og han hiksterede, da det virkelig gjorde ondt i alle led og indre.
- "Ud Nick, der skal mere mad ind," sagde Charlies stemme. Nick kæmpede sig om på knæ og rejste sig på det gode ben. Han humpede af sted. Nu da ryggen var vendt til, så kunne han tillade sig at fælde et par tårer. Han gik hen mod Lilya og vinkede hende med til køkkenet.

[Deleted]

Lilya var bare vant til denne behandling. Stillede hun sig op mod dem, jamen så fik hun jo bare det som de mente, at hun fortjente, uanset hvor ondt det så end måtte gøre eller ikke, så kunne hun bare ikke gøre noget ved det, og det i sig selv, var faktisk en tanke som måtte gøre direkte ondt. Hun havde levet sådan her i skræmmende lang tid – ja, lige hvor lang tid, vidste hun egentlig ikke rigtigt! Men lang tid måtte det skam være, det var den ting som hun var temmelig så sikker på, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun var vant til slag, hun var vant til at blive hånet og mere til, hvilket gjorde ondt, men for hende, så var det efterhånden bare blevet en skræmmende tilvant vane.
At Nick jo så skulle til at være en del af det, var noget som gjorde det hele så mange gange værre også for hendes eget vedkommende. Det gjorde ondt at vide, at han var kendt for disse warlocks og at de ville bruge ham, udnytte ham og gøre ved på denne her måde, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for hendes eget vedkommende, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun fortsatte bare med at samle maden op fra gulvet af, hvor hun selv tydeligt kunne høre, at de måtte grine af hende. Hun var lidt klodset og hun var så panisk bange for at skulle gøre noget forkert og når hun så var det, så skete det jo også altid! Hvad der skete omkring hende, var noget som hun ikke viste den store interesse, selvom hun lyttede med en frygtelig stor intensitet, specielt fordi at hun kunne høre at Nick endnu en gang var kommet ud. Kendte han de warlocks? Det var jo sådan at det måtte lyde som.
”Lad ham være..” hviskede hun dæmpet for sig selv, selvom hun kraftigt endte med at stivne, idet at hun så og hørte, at Nick bare røg direkte i jorden, for hun brød sig ikke om det. Selvfølgelig ville det jo også gå ud over ham! Det var jo slet ikke noget som hun egentlig havde skænket så meget som en eneste tanke. Hun vendte blikket direkte mod ham, hvor hun endte med at rejse sig op, selvom de faste blikke nærmest måtte tvinge hende til at blive stående på sin plads. Hun blinkede tydeligt med øjnene. Hun holdt jo af Nick, hvilket de vel allerede havde fundet ud af? Ikke fordi at dette var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun ville da klart foretrække at være her alene og uden at han var der!
Nicks skrig var noget som gik direkte i hendes hjerte, og nærmest tvang hende til at reagere, selvom Charlie var noget som direkte fik hende til at blive stående på sin plads. Hun ville og måtte ikke blande sig og hun vidste det jo udmærket godt, selvom blikket direkte måtte stråle af ren og skær panik. De måtte da ikke gøre ham ondt! Det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre!
At Charlie stoppet dem, var noget som hun var glad for, hvor hun mere end villigt fulgte med Nick ud i køkkenet. Hun kunne godt se at han fældede tårer og det stak virkelig i hendes hjerte. Han skulle virkelig ikke lide for hendes skyld og han burde jo slet ikke være her! Hun gik hurtigt hen til ham, hvor hun lod hænderne roligt falde mod hans kinder. ”Nick..?” spurgte hun dæmpet, næsten med en dirrende stemme. ”Er.. er du okay?” Hun strøg roligt hånden over hans kinder for at fjerne hans faldende tårer, og prøvede at skabe sig den øjenkontakt med ham. Fadet havde hun ladet stå på gulvet. Hun skulle nok fjerne det. Men lige nu var det ikke det som hun tænkte på. Det var Nick.. og kun Nick.