Post by Deleted on Jan 5, 2011 11:04:06 GMT 1
Jacques følte virkelig at han var ved at blive slået ihjel i det indre. Det vievand var direkte livsfarligt for ham over længere tid og han vidste det jo udmærket godt. Ikke fordi at det var noget som han direkte kunne gøre noget med, for det kunne han bestemt heller ikke. Han klemte øjnene sammen, som han virkelig bare prøvede at se om han kunne slå koldt vand i blodet, for han havde det virkelig ikke godt! Når han engang kom fri herfra, så ville han slå Lucian ihjel! Om det så skulle koste ham en landsforvisning eller ikke, såvar han fuldkommen ligeglad!
Den lange time føles virkelig som en evighed for Jacques’ vedkommende, for det gjorde ondt, ikke bare i bagpartiet, men i den grad også i resten af hans krop, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt for hans del. Det lettede ham dog meget som Lucian endelig måtte trække sig væk og lagde dynen over ham. Hans øjne var fyldt med tårer og det var svært for ham i det hele taget at skulle ligge stille, for han havde i den grad noget så frygtelig ondt! Han nikkede blot til hans ord. Han skulle ikke have noget som helst lige nu. Lucian havde ingen anelse om hvad han havde gjort, netop ved den ene lille dråbe blod som han havde givet ham. Levende menneskeligt? Det var slet ikke noget som han måtte smage nogensinde! Kysset mod hans mundvige, fik ham fast til at spjætte, hvor han vendte blikket væk fra ham. Han kunne ikke snakke så længe, at det brændt sådan i halsen. At han blev løsnet bare lidt, hjalp dog lidt på det. Han rokkede sig ikke som han blev lænket til sengegavlen i stedet. Han fnøs kort i form af en protest, som han kun svagt prøvede at rive benene til sig. Hans øjne var næsten helt rødmalet, som han tvang sig til at vende blikket mod ham igen, denne gang med en tydeligt spørgende mine; Hvorfor?
Den lange time føles virkelig som en evighed for Jacques’ vedkommende, for det gjorde ondt, ikke bare i bagpartiet, men i den grad også i resten af hans krop, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt for hans del. Det lettede ham dog meget som Lucian endelig måtte trække sig væk og lagde dynen over ham. Hans øjne var fyldt med tårer og det var svært for ham i det hele taget at skulle ligge stille, for han havde i den grad noget så frygtelig ondt! Han nikkede blot til hans ord. Han skulle ikke have noget som helst lige nu. Lucian havde ingen anelse om hvad han havde gjort, netop ved den ene lille dråbe blod som han havde givet ham. Levende menneskeligt? Det var slet ikke noget som han måtte smage nogensinde! Kysset mod hans mundvige, fik ham fast til at spjætte, hvor han vendte blikket væk fra ham. Han kunne ikke snakke så længe, at det brændt sådan i halsen. At han blev løsnet bare lidt, hjalp dog lidt på det. Han rokkede sig ikke som han blev lænket til sengegavlen i stedet. Han fnøs kort i form af en protest, som han kun svagt prøvede at rive benene til sig. Hans øjne var næsten helt rødmalet, som han tvang sig til at vende blikket mod ham igen, denne gang med en tydeligt spørgende mine; Hvorfor?
