Just the two of us

[julien]

Følelsen af at kunne give sig hen til en anden person var faktisk utrolig rar. Det var en dejlig fornemmelse, at man kunne komme hjem til en person, som kunne få ens tanker til at kredse sig om noget helt andet, som kunne få bekymringerne til at forsvinde, en person som kunne få en til at føle sig fuldkommen, det var rart med en person man kunne gengælde det ved, som man kunne søge tryghed og beskyttelse ved, en som man ville gøre alt for, en som beviste sine ords mening via handlinger og ikke bare lovede guld og grønne skove. Det var sådan Julien opfattede Maggie, hun var hans eneste ene, for det var en følelse der for mange år tilbage havde slået ind i ham. Han ønskede at beskytte hende, gøre hende tryg og sikker, faktisk være hendes trygge base, som hun altid kunne søge til hvis hun var bange eller var usikker på ting, han ønskede at være der for hende, sådan som han vidste at hans egen far aldrig havde været der for hans mor, hvilket var en tanke som han ikke brød sig om, for hans mor havde altid været der for ham, hans mor havde altid været hans kæreste eje, hun havde altid støttet ham og derfor var det trist og tragisk at se hende være så alene, fordi hans far havde arbejdet så meget, selvom han vidste at hans mor søgte til en anden mand, tilmed hans egen gudfar, en tanke som han dog ikke brød sig om, for som Maggie, så fandt hans også hans forældre som det perfekte par. Han var ikke meget om tanken om at hans forældre blev skilt, for han havde jo godt set og vidste hvor hårdt det havde taget på Maggie. Han ønskede dog sin mor lykkelig, desuden var det jo heller ikke hans job at fortælle hende hvad hun skulle og ikke skulle, ligesom han selv var blevet voksen og derfor skulle hverken hans mor eller far bestemme hvem han skulle være sammen med, om det så var incest med sin egen søster! ”Det glæder mig kun at vide,” svarede han lettere eftertænksomt og dog med et skævt smil. Han var dog ikke helt sikker på hendes ord, for hvis han døde, så ønskede han heller ikke at hun skulle være alene, selvom han heller ikke var meget for tanken om at hun fandt sammen med en anden mand, for han elskede hende. Det undrede ham faktisk at hun sagde at hun elskede ham, for.. det havde hun aldrig gjort, derfor kom det faktisk også bag på ham og han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det. ”Og jeg.. elsk..” Han lagde sig om på ryggen med hænderne i nakken imens hans blik gled op mod loftet. Han fnøs ganske let. Det var jo tåbeligt at sige! Det var bare.. ord! ”Jeg går ud fra jeg har bevist, hvor meget jeg holder af dig? Hvor meget du betyder for mig?” spurgte han sagte, hvor han vendte blikket spørgende mod hende. Han kunne ikke få ordene over sine læber, for det var jo bare dumme ord! De betød intet for ham alligevel! Hun derimod, hun betød alt for ham! Hendes tryglende ord, fik ham til at vende blikket en smule spørgende mod hende. Han lagde sig roligt op på siden, hvor han lod sin ene hånd stryge hende blidt over kinden. ”Jeg ved godt at hele organisationen, ja det hele, er ret risikabelt og at jeg egentlig kunne dø når som helst men.. Maggie, jeg vil aldrig nogensinde forlade dig! Du hviler altid i mine tanker når jeg ude, og hvis det nogensinde går så galt, så vil jeg hellere flygte, så jeg kan komme hjem til dig end at efterlade dig helt alene,” forsikrede han hende, hvor han smilede opmuntrende til hende, inden han lænede sig frem og skænkede hendes læber et lidenskabeligt kys.

[maggie]

Glæden ved at have en anden person ved sig, var virkelig rar, også for Maggies vedkommende, det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule det mindste, for hun.. elskede ham virkelig. Hun kunne slet ikke undvære ham og det var den frygt som virkelig måtte sidde i hende; At han en dag slet ikke ville komme hjem igen. Så kunne hun da dele den form af ensomhed med hendes mor, for hun ville slet ikke have nogen anden tæt på sig end Julien! Hendes kernefamilie var ødelagt for skræmmende mange år siden, så det var jo heller ikke fordi at det var noget som man kunne gøre noget ved som sådan, selvom den tanke faktisk var noget som måtte frustrere hende. At deres mor nu var gift med Juliens far, var noget som hun bare måtte bide i sig og bare acceptere i det store og hele, selvom hun virkelig ikke var meget for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham. At han ikke var meget for at sige ordene, var nu heller ikke noget som rørte hende det mindste. Det var bare noget som hun var så skræmmende vant til. Handlingen sagde mere og det var også den som havde betydning for hende når alt måtte komme til alt. Det andet var.. og kunne jo meget hurtigt vise sig at være tomme ord i stedet for alt det andet, og det ønskede hun jo heller ikke. Hun sendte ham et stille og roligt smil og nikkede så. ”Det er bare noget du skal vide. Hvis du bliver revet fra mig, tager det mit hjerte med..” Hun var langt mere levende og mere menneskelig end det som man kunne sige, at han måtte være, men det var der nu heller ikke noget at gøre noget ved når det endelig måtte være. Hun var jo trods alt varyl hvori han var en vampyr hele vejen igennem – hvilket hun stadig til tider kunne misunde ham for. At han ikke kunne få sig selv til at sige ordene, var noget som næsten måtte more hende. Der hvor mange ville reagere på en helt anden måde, hvilket hun var udmærket godt klar over, men ikke hende.. hun kendte ham og frygtelig godt efterhånden. Hun vendte sig om på siden, så hun kunne betragte ham. Hun nikkede. ”Det ved jeg udmærket godt.. Ord er bare ord, ikke sandt? Din handling har sagt mig det hele.. og mere til.” Hun lagde sig helt tæt ind til ham, hvor hun ganske varsomt og roligt lod den stryge mod hans bryst, uden at de røde øjne forlod ham. Hun sagde dem, det faldt hende naturligt og med dem, så kom også et løfte som hun agtet at leve op til! Det var selv frygtelig store ord. De strøg mod hendes kind, var noget som faktisk kunne gøre hende betydeligt mere rolig end før. Hans ord fik hende bare til at smile, hvor hun mere end villigt og glædeligt måtte besvare hans kys. ”Hele dit liv, er du trænet op til at det engang skal blive dit.. Dit det hele og så vil du flygte hvis faren truer? Hvad vil Alec sige til det? Jeg er en stor pige, Julien.. Du har dit arbejde at tage dig til, alle dine.. ja, missioner og det.” Hun var bestemt ikke glad for tanken, men havde virkelig ikke andet valg end bare at acceptere den, hvilket hun måtte hade til tider. Netop i de stunder, ville hun foretrække, at have et ganske normalt forhold, en ganske normal familie.. bare et sted hvor hun kunne have ham for sig selv. ”Jeg vil bare ikke have, du kommer galt af sted.” Hun bed sig svagt i læben. Det var jo også kun overfor ham, at facaderne faldt helt fra.

[julien]

Julien vidste godt at Maggie ikke var meget for alle hans missioner, det erhverv som han engang skulle overtage efter hans far. Men på den anden side, så var det det erhverv som han var blevet trænet til igennem hele hans liv, det at lave forretninger for at kunne slette sine spor, kæmpe med både og uden våben, han var trænet til at kunne spionere og han havde selv lært sig den egenskab at kunne lave både små og store bomber, noget som hans far kun den dag i dag var glad for. Han havde trænet hele sit liv, for at blive bedre end hans far, og når det kom til det med at være der for sin kvinde, så overgik han hans far allerede ved det hele! Så selv ude i marken, gjorde han alt for at kunne overgå sin far, for han var virkelig det ønske om at blive den bedste af alle Mathimæus’er, det var hans skæbne at overtage det hele, det var hans arving, så selvfølgelig ville han prøve på at blive en både bedre ægtemand og leder end hvad hans far måtte være. Men det at overgå hans far ved lederskabet var nok det som blev det sværeste, for nok havde hans far ikke vist sit værd overfor hans mor, men hans far havde i den grad vist sit værd overfor organisationen og det samme ønskede han at gøre! Hendes ord gjorde ham faktisk glad og en anelse mere sikker, selvom det bare kunne være tomme ord, men på den anden side vidste han at hun ikke var typen der lovede ham guld og grønne skove, alt hvad hun havde sagt – af betydning – havde hun også bevist overfor ham. ”Udmærket.. men jeg falder ikke,” fastholdt han en anelse bestemt, for han nægtede at lade hende alene og tage den risiko at miste hende til en anden mand fordi han var væk! At hun morede sig over at han ikke kunne sige de store ord, undrede ham egentlig ikke, men han fandt det egentlig bare.. dumt! Det var ord, mange så dem som frygtelig store ord, men det gjorde han ikke engang selv, han havde ikke troen på ord, men på handlingerne og via Maggies handlinger, så havde han vidst allerede for mange år siden at hun elskede ham. Og han gik ud fra at han allerede havde bevist hende at han også elskede hende? Det gjorde han vel ved at være der så meget for hende? Jovist han gjorde hende jaloux, men det var jo også gengældt. Hånden mod hans nøgne bryst fik ham til at slappe af, for det var behageligt! ”Godt, for de ord, kommer aldrig til at forlade mine læber!” Han stirrede lettere irriteret op i loftet. Han følte et lille had til de ord – ikke når de kom fra hende, for han vidste at hun mente dem og hun havde også bevist det, men han havde også set de mange gange hvor de var blevet lovet og aldrig holdt, end ikke hans forældre havde sagt dem til hinanden, så derfor betød de egentlig heller ikke noget for ham. Han lod hånden stryge igennem hendes røde lokker, inden han masserede hendes nakke ganske let. ”Jeg er ligeglad hvad min far vil sige, jeg ønsker ikke at forlade dig. Desuden så falder jeg ikke, for du er al min grund til at overleve hver gang,” svarede han sandfærdigt, inden han vendte blikket mod hende og betragtede hende med et kærligt skær i de ellers så kolde øjne.

[maggie]

Maggie var bestemt ikke meget for at Julien havde det erhverv som han havde i form af de livsfarlige missioner, for gang på gang, så måtte hun forberede sig på, at det kunne have været sidste gang, at hun havde set ham, det sidste kys, den sidste omfavnelse og det at mærke ham tæt på sig. Var han væk, så var han jo bare helt.. væk. Det var noget af det sidste som hun ønskede sig, men havde hun noget andet valg? Uanset hvad hun ville sige, så ville hun blive trampet ned, for hun kunne ikke forhindre ham i den arv som han var kommet til verden med, den som han havde trænet igennem hele hans liv for at opnå, det var ganske simpelt noget af det værste som nogensinde kunne ske for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han ville aldrig nogensinde miste hende til en anden mand, det var noget som hun kunne love ham med den største garanti! Alene den tanke om at være sammen med en anden mand, var noget som hun måtte finde direkte forkasteligt! Tanken var direkte frastødende og endda på alle tænkelige måder overhovedet! Når det kom til det faktum at overgå sin far, så gjorde Julien det allerede helt fantastisk set i Maggies øjne. Han fejlede bestemt ikke på samme måde som hans far gjorde det overfor deres mor, hvilket hun virkelig kun måtte sige sig, at være frygtelig glad for. Deres mor fortjente den lykke, og der hvor de begge vidste, at hun søgte til en anden mand, var nu ikke noget som gjorde hende det mindste. Hendes kernefamilie var jo ødelagt allerede, så for hende, så gjorde det ikke nogen forskel i den anden ende. Alec fortjente hende ikke og det var noget som Maggie stadig måtte stå fuldkommen fast på! ”Jeg tager dig på dit ord, Julien,” hviskede hun roligt, også selvom hun faktisk måtte mene det. Hvis han skulle ende med at falde, så ville hun selv personligt bringe ham tilbage til livet, for at sende ham til helvede igen! Ej… nok ikke. Hun ville nok snarere finde en måde, at få ham tilbage igen, for.. hun kunne ikke undvære ham.. ikke for noget som helst i denne verden! Alene den tanke om, at hun skulle mangle ham, var noget af det værste som hun nogensinde kunne sidde med i former af tanker og følelser. Normalt var det ikke ord som hun ville sige, men hun følte faktisk for det, selvom handling for hendes vedkommende, også måtte opveje for meget af det som ord kunne bringe. De bekræftede jo ikke en dyt når det kom til følelser eller noget som bare måtte minde om det, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Et let grin forlod hendes læber, hvor hun lod blikket hvile på hans skikkelse. At han ikke ville sige ordene, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for hans handlinger var det som havde afsløret ham for længe siden overfor hende, hvilket hun i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for og på alle måder endda. ”De er ikke farlige at sige, min kære.. prøv nu..” opfordrede hun stilfærdigt. Det var jo trods alt bare hende som stod der til at lægge øre til det, så.. det var vel heller ikke så farligt igen? Hun lagde sig tæt ind mod hans skikkelse, hvor hun lod hånden stryge let over hans bryst. At han ville være der for hende og hellere flygte fra kampen, var faktisk noget som gjorde hende glad. Hun var virkelig ligeglad med hvad Alec måtte mene! ”Det er jeg glad for, at du siger. Jeg sidder også og venter på dig.. og hver gang,” tilføjede hun med en rolig hvisken og tæt ved hans øre. Hun elskede ham, hun kunne ikke undvære ham, selvom hun var nødt til at forberede sig på tabet hver gang han var ude på en mission. Hun hadet det virkelig! Hun kyssede let hans kind og med det stille smil på læben. ”Så længe du kommer hjem til mig, så er jeg glad,” sagde hun blidt.

[julien]

At Maggie ikke var meget for at Julien søgte ud på de farlige missioner, vidste han udmærket godt, det skulle man virkelig være en dør for ikke at kunne se. Han vidste at hun elskede ham, ligesom han også elskede hende – af hele sit kolde, døde hjerte, som ej slog eller havde slået imod hans bryst. Han havde dog ikke tænkt sig at falde ude på marken, skønt han jo nok ikke kunne sige om han ville eller ikke, men han var virkelig ikke dårlig, han havde trods alt trænet hele sit liv, han var erfaren, for han havde været med på missioner helt fra lille af, han havde fejlet en masse gange, men det var fejl som han havde lært af og fejl som han ikke ville begå igen, han trænede hver dag for at blive bedre, bedre end hans far og bedre end nogen anden fra hans familie! Han betragtede hende ganske let, hvor det skæve og noget så selvsikre smil hvilede på hans læber. ”Og jeg vil heller ikke have at du gør noget andet,” svarede han roligt, hvor han lænede sig ned og skænkede hendes læber et lidenskabeligt kys. Hun tog ham på sit ord? Det ville han ikke have noget imod, for nu hvor han havde lovet at han ikke ville falde, så var hun også hans grund til at overleve – det havde hun jo altid været. Han elskede hende og han følte ikke at han havde behov for at sige det, for han havde vel bevist det så mange gange? Han vidste godt at ord var bedre til at udtrykke ens følelser, for mange gange kunne handlinger ikke beskrive ens følelser, såsom hvor højt man elskede én, handlinger kunne kun bevise at man elskede en person, derfor var ord nogle gange bedre, men på den anden side, så kunne det jo også bare være tomme ord, selvom hun nok ville vide at han mente det, hvis han kom med de tre store ord, det var så bare noget som han ikke.. brød sig om. Han lod hende blot putte sig ind til hans favn, hvor han strøg hende blidt over håret, for at fjerne de røde lokker fra hendes smukke ansigt. Det var faktisk ærgerligt at hun skulle skifte form, bare for at være sammen med ham, for der var jo ingen tvivl om at han nød at være sammen med den rigtige Maggie og ikke.. en anden. Han vidste godt at hun var sig selv, men det var ikke det samme når hun ikke lignede sit oprigtige jeg – det jeg, som han blev forelsket i til at starte med. Men det var jo på grund af deres forældre så.. han måtte jo leve med det. ”Jeg har ikke lyst til at sige dem,” endte han afvisende, uden at han veg blikket fra hende. Han vidste ikke hvad der var med ham og de ord, men han brød sig ikke om dem, han nærede.. et had til de ord. Han trykkede hende blidt ind til sig. ”Jeg kommer hjem igen.. jeg kan jo trods alt ikke efterlade dig til dig selv,” påpegede han med et morende smil på læberne, selvom han dog mente sine ord! Han skulle nok komme hjem til hende! Han nægtede at miste hende og ikke engang døden skulle få lov til at skille dem fra hinanden! Hun var hans lyspunkt, derfor ville han gøre alt for at kunne komme hjem og søge til hendes favn – der hvor han var sikker.

[maggie]

Maggie skulle nok holde ham på de ord! Hvis Julien ikke overholdt dem, så skulle hun nok sørge for at vække ham, kun for at slå ham ihjel igen! Hun ønskede ikke at miste ham og specielt ikke på en af de dersens mange dumme missioner, som han var tvunget ud på. Det bekymrede hende og hun var ikke den som normalt viste nogen som helst følelse.. Det var kun en side af ham, som han havde set såvel som deres kære mor, som selv måtte sidde alene så ofte. At hun søgte til en anden, var jo kun forståeligt og et sted, så raget det hende. Hendes kernefamilie var ødelagt for mange år siden. De isblå øjne hvilede på ham. Denne skikkelse var hendes skjul når hun var sammen med ham. Hun ville jo ikke have, at de gamle pludselig skulle stå i døren og se dem ligge på denne måde, for det ville ingen af dem få det mindste ud af, så meget var han da udmærket klar over i det store og hele. Hun blinkede let med øjnene og uden at se væk. ”Lov mig bare en ting, Julien,” begyndte hun stille. Hun hævede hånden roligt og lod den stryge varsomt og stille mod hans kind. Hun sendte ham et stille smil. ”at du kommer hjem igen,” bad hun stille. Hvis hun skulle gå hen og miste ham, så ville hun aldrig nogensinde finde sammen med en anden. Der var ikke nogen andre som kunne give hende det samme som det Julien var i stand til. Der var ingen anden som i det hele taget skulle have lov til at give hende det på den måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun trak vejret dybt. At han nærede et had til de ord, kunne hun på sit vis også godt forstå, for det var jo heller ikke fordi at han havde oplevet hvad de ord gjorde i praksis. Hun havde intet imod at sige dem og specielt ikke når de var til ham. Hun ønskede at fortælle ham omkring hendes følelser og samtidig med også vise det hele i praksis i form af handling, så han heller ikke kunne være i tvivl om, hvor han egentlig måtte have hende. Hun var hans og det var så sandelig også sådan, at hun ønskede at skulle have det i det store og hele. Hun ville bare ikke ende med at miste ham! Hverken til en anden kvinde eller at han skulle falde under en af sine mange missioner! Gang på gang forberedte hun sig på at det ville være sidste gang, at hun så ham. Det frustrerede hende virkelig! Hun sendte ham et stille smil. ”Du behøver heller ikke at sige dem. Dine handlinger siger mig det hele.” Hun vendte hans blik stille mod sig, hvor hun skænkede ham et dybt og intenst kys. Det var det som var vigtigt for hende. Alt det andet var fuldkommen ligegyldigt og endda også på alle måder. Hånden faldt fra hans kind og nedover hans bryst. Hans strøg, hans berøringer, bare lyden af hans stemme, var noget som kunne gøre hende helt rolig. ”Jeg går i håbet om, at du en dag fortæller mig, at du har været af sted for sidste gang,” hviskede hun stille. Måske en stor indrømmelse, men hun gik ind for ærlighed og specielt dem imellem, så var det vigtigt. Specielt hvis forholdet skulle fortsætte med at køre som det gjorde – Lige under næsen på deres kære gamle forældre.

[julien]

Måske Julien var arving til hele hans fars organisation, men det var også noget som han selv ønskede, han ønskede at gå samme vej som hans far, han ville bare gøre det hele meget bedre! Han ønskede at være den bedste! Det var hvad han var trænet til, hans far var hans store forbillede, det havde han altid været og selvom hans far var hans forbillede, så ønskede han at blive bedre end ham! Dog ønskede han heller ikke at miste Maggie, men han regnede også at hun var indforstået med det hele, for det at opgive organisationen var noget som han ikke var i stand til, netop fordi han var arving til det hele. Jovist kunne han sagtens leve et normalt liv ved at opgive det hele, men han ønskede spænding, han ønskede ikke at leve et normalt og kedeligt liv, nej han ville ud og opleve ting, for måske han kunne dø når han tog ud på en mission – i hvert fald ved de farligere missioner, men han nød faktisk det kick som det måtte give én, han nød adrenalinen som måtte flyde igennem hans krop, når det blev farligt og spændende. Det var jo heller ikke fordi han gjorde dumdristige ting, han passede trods alt på sig selv, egentlig kun for Maggies skyld, for han ønskede ikke at forlade hende. Han elskede hende og han vidste at hun vidste det om han så fortalte hende det eller ej, for han havde bevist hende at han elskede hende. Han strøg hende ganske blidt over håret, imens de dybbrune øjne betragtede hende ganske let. ”Hvilket?” spurgte han dæmpet, hvor hans hoved søgte ganske let på sned, som hun havde fået hans fulde opmærksomhed. Han kunne ikke love hende hvad som helst, selvom han ville ønske at han kunne, men der var visse ting som han ikke ville opgive, såsom organisationen, dog ønskede han heller ikke at miste Maggie, men han fandt tid til begge, så han klarede det vel også godt? Han sendte hende et roligt smil, hvor han lænede sig ned og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Jeg vil da altid komme hjem igen Maggie. Måske det er missioner, men ikke alle er farlige, og selvom nogle er farlige er det ikke ensbetydende at jeg vil dø på dem, fordi jeg altid tager de missioner jeg ved jeg kan klare,” svarede han stilfærdigt, hvor han strøg hende blidt over kinden. ”Men jeg lover dig at jeg kommer hjem igen, så længe du vil slappe af og bekymre dig lidt mindre,” forsikrede han hende, hvor han skænkede hendes pande et blidt kys. Hun bekymrede sig også alt for meget om ham! Men det var jo så også noget af det som han nød. Han smilede muntert til hendes ord, selvom han ikke nåede at sige noget inden hun trykkede sine læber imod hans i et dybt og intenst kys som han mere end villig besvarede, imens han trykkede hende tæt ind til sig. Han trak hovedet en anelse tilbage, så han endnu engang kunne betragte hendes smukke ansigt. Hånden som faldt fra hans kind og ned over hans bryst fik det til at sitre i hans krop, for han nød virkelig hver eneste lille berøring hun gjorde! Han vidste at deres forhold besad på ærlighed og han havde skam heller ikke tænkt sig at begynde at lyve overfor hende nu! ”Det ved jeg godt Maggie.. men det kommer nok ikke til at ske lige foreløbig,” fortalte han roligt, hvor hans hoved søgte ganske let på sned, inden han skænkede hendes næsetip et blidt kys.

[maggie]

Maggie kunne slet ikke komme udenom, at Julien klarede det hele så meget bedre end det som hans far gjorde. Man kunne jo bare se hvor ofte deres mor måtte sidde alene, så hun klandrede hende heller ikke for at gå til andre mænd. Hun havde meldt sig ud af det familieforhold allerede for længe siden. Det var bare forkert i hendes øjne. Man skulle slet ikke være sammen med nogen som man slet ikke var i stand til at elske. Det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket på alle måder endda. Bare tanken om at hun var svag at skulle bekymre sig på den måde omkring ham, var virkelig noget af det værste af det hele, og det var også derfor at hun kunne blive så vred.. det var jo heller ikke fordi at hun var vred på ham, det var mere på hende selv, fordi at hun reagerede på den måde som hun gjorde og hun hadet det virkelig! Hun vidste godt, at han ville gå i Alecanders fodspor, men det var nu ikke noget som rørte hende det mindste, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var også noget som hun havde respekten for, for det var jo trods alt også det som han var født til og det som han var oplært til igennem hele hans liv. Hun havde jo set det allerede dengang de havde været små, hvor han havde siddet med sine bomber og sine mange eksperimenter. Alec måtte da også være stolt af ham. At han kun tog ud på missioner som han vidste, at han kunne klare, var noget som lettet hende, selvom hun vidste, at det meget hurtigt kunne gå galt alligevel og det var den ting som hun virkelig var bekymret for. Hun nikkede stille. ”Så længe, at du kommer hjem og i god behold, så er jeg glad og tilfreds,” sagde hun med et stille smil. Hun mente sine ord, for hun elskede ham og ønskede virkelig ikke at han skulle komme galt af sted! Hun lukkede øjnene ved hans strøg mod hendes kind, for det var virkelig rart når han gjorde det. Det var noget af det som hun faktisk måtte savne mest af det hele når han var ude.. at have hans favn at sove i og hans kærtegn af hendes krop og ansigt. Blikket gled stille mod hans igen. ”Bekymre mig mindre for dig?” gentog hun. Det i sig selv, var virkelig svært nok i sig selv, for hun kunne ikke lade vær med at bekymre sig for ham! Sådan var det jo trods alt når man elskede en anden. Man var selvfølgelig bekymret for dem! Der var hun jo lidt mere i kontakt med sin menneskelige side end det som hun nok ville være normalt, men når det kom til ham, så kunne hun simpelthen ikke lade være med det. Det var ganske enkelt umuligt. Hun bed sig let i læben og nikkede så stile til hans ord. Hun var da ikke helt tilfreds, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg ser stadig frem til det,” fortsatte hun. Hovedet lagde hun stile ned i sengen, som hun strøg tungen over læberne, kun for at fange eftersmagen af hans egne. ”Først der slipper jeg for at bekymre mig for dig,” forklarede hun dæmpet. Sandt var det. Hun bekymrede sig virkelig meget for ham! Hånden forlod hans bryst og lagde sig mod hans kind. ”Ved du hvor hårdt det er, Julien? Når du går ud af døren, at jeg må forberede mig på, at det muligvis har været sidste gang jeg har set dig?” spurgte hun dæmpet. Hun ville ikke lade ham sidde med skyldfølelsen, men bare.. prøve at få lidt forståelse.