Just the two of us

[julien]

Julien var lidt ligeglad med hvad hans forældre foretog sig, for han vidste bare få ting, som gjorde at han var ligeglad, og det var for det første at han ikke ville blive lige så fraværende som hans far, han ville blive langt bedre end ham og det var på alle måder! Og måske hans mor søgte til en anden mand, tilmed hans gudfar, men det ragede ham virkelig en høstblomst, for han var sammen med Maggie og det var jo ikke ligefrem noget som ville hjælpe ham heller, men han nød at være sammen med hende og det var også på grund af hende at han gjorde sit bedste, ydet hundred procent hele tiden, for ikke at falde bagud, førhen havde hans motiv været at blive bedre end hans forfædre og far, hvilket det selvfølgelig også endnu var, men Maggie var virkelig hans store motiv til at blive bedre, så han kunne overgå enhver anden mand, så han kunne beskytte hende, finde tiden til hende og være der for hende, sådan som en rigtig mand skulle være der for sin kvinde! Han havde jo tydeligt set hvordan hans mor havde siddet trist til tider, fordi hans far ikke var der, så det var klart at han ville være der for Maggie, et sted også for at gøre hans mors glad? Vise hende at han faktisk var blevet den gentleman som hun altid havde prøvet at opdrage ham til at være? Uanset, så ønskede han at gøre begge sine forældre stolte, ligesom han også gerne ville gøre Maggie stolt, og derfor var han glad for at han havde hendes støtte, for den betød faktisk utrolig meget for ham! Nok havde han aldrig sagt at han elskede hende – og han var ikke meget for at indrømme det for sig selv, han havde måske aldrig rigtigt givet udtryk for så mange følelser, men hun måtte da vide at de var der? For det var altid hende han søgte til, ligesom det også var gengældt, så han vidste jo også godt at hun holdt mere af ham end som sin lillebror, for de var jo faktisk blevet knyttet utrolig meget til hinanden efter hun var kommet tilbage fra det år, hvor han faktisk havde været skyld i at hun havde forladt mansionen. Et sted fortrød han det ikke, for hvis hun ikke var taget af sted i et helt år, så havde han jo aldrig opdaget hvilken smuk og fantastisk kvinde hun egentlig var, for den dag hun var kommet hjem igen, der havde hun ikke været hans irriterende storesøster, nej, hun havde været en smuk, stolt og værdig kvinde, som han ikke havde kunnet tage blikket fra. Utroligt at de så lige skulle ende sådan her, men hvad var der at gøre ved det? Han fortrød intet han havde gjort med Maggie, efter de havde fundet sammen, skønt han dog fik skyldfølelse når hun blev ked af det over noget han havde gjort, for til tider gik de måske lidt over gevind, når de prøvede at gøre hinanden jaloux? Til tider gjorde han jo alt hvad der skulle til for at se hende puste sig lidt op. Og det var ikke altid at det var fair ting han gjorde, desuden så havde de jo også haft deres skænderier, men de havde da holdt sammen indtil nu, så de måtte jo alligevel holde utrolig meget af hinanden? Han smilede drillende til hende. ”Tja, det kan være jeg skal se dig muggen så?” spurgte han med det kække smil om læberne, imens hans dybbrune øjne hvilede intenst på hende. At hun holdt ham tæt, havde han ikke det mindste imod, for han nød at være hende nær, og jo tættere han kunne komme desto bedre blev det virkelig kun! Han trak selvsikkert på smilebåndet til hendes ord. Nemlig touché, for han vidste at han gav hende lyst til en masse ting, han kunne sno hende om sin lillefinger, ligesom hun skræmmende nok også kunne sno ham omkring sin, og han nød faktisk følelsen, uanset hvor meget han så end blev hende underdanig, for han kunne virkelig ikke andet end at nyde, når hun var så dominant, bestemt og stædig, for han elskede at hun vidste hvad hun ville have og at ingen og intet skulle stå i vejen for det. Neglene der borede sig ned i hans hud, fik ham til at rulle let med skuldrene, som havde han været en panter på rov, for han nød det virkelig! Han skænkede hendes mundvig et blidt kys og betragtede hende med et intenst blik. ”Hvad har du lyst til at lave min kære?” spurgte han roligt, nok havde de huset for dem selv, men derfor behøvede de jo ikke at bruge tiden under dynen, de kunne jo lave så meget sammen, nu hvor forældrene ikke var der.

[maggie]

Maggie skænkede ærlig talt ikke sine forældre mange tanker længere og det var virkelig også kun med en umådelig god grund. Selvfølgelig var hun glad for at hun havde haft dem. Om ikke andet, så havde hun da haft dem hver for sig, men pointen var vel, at de havde været der for hende og med hende? Nu var hun blevet voksen, hun ville gå sine egne veje og hun havde i den grad også sat sig utrolige mange mål. Måske at hendes mange tanker var ekstreme egoistiske, men hun ønskede virkelig ikke noget andet end Julien. De fungerede som et par, selvom det slet ikke var offentliggjort, hvilket et sted også måtte være en tanke som faktisk måtte more hende en smule, for det var et sted underholdende. Selvom de fungerede som et par, så var det klare bånd mellem søskende der så sandelig at mærke til tider og netop også fordi at de faktisk måtte nyde at gøre hinanden så misundelige som det var dem menneskelig muligt, for det var jo også det som var at fornemme til tider. Hun havde virkelig nydt at skulle se ham spille op overfor de mange andre vampyrer for at vise, at han var den bedste for hende, for det var han virkelig. Hun ville ikke kunne undvære ham eftersom de havde tilbragt så lang tid sammen nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han havde hendes støtte og det var mere eller mindre i absolut alt det som han måtte foretage sig, for hun kunne ikke komme udeom at han gjorde det langt bedre end sin kære gamle far, hvilket hun i den grad måtte være glad for. Alt det som han måtte lave og han fandt stadig tiden til hende, hvilket hun i den grad var glad for! Det var ikke fordi at hun ikke kunne beskæftige sig selv, for det kunne hun bestemt! Det var bare langt mere hyggeligt at rende rundt sammen med ham og det var også det som hun ønskede at vise ham. At han ønskede at se hende muggen, var noget som fik hende til at grine ganske let. Ikke at det var en engleblød latter, for det var det ikke! Hun var et koldt væsen og havde været det igennem mere eller mindre hele hendes liv. Hun havde prøvet om ikke andet og det var også nu at hun for alvor kunne se hvor blød hendes far virkelig måtte vær! Det var jo helt til at skamme sig over og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han kunne sno hende om sin lillefinger som det i den grad også var gengældt. Hun var måske blevet en anstændig og voksen ung dame, men hun ville have hvad hun ville have og hun hæmmet virkelig heller ikke før hun havde fået det, hvilket han nok skulle finde ud af med tiden – og specielt hvis de skulle få det hele til at fungere sammen, hvilket i den grad også var noget af det som hun satte selv som det vigtigste, selvom hun vidste, at han prioriterede det bare en anelse anderledes, så var det ikke noget som rørte hende som sådan. ”Uh, du vil ikke ønske at se mig muggen.. Spørg min gamle stuepige om hvordan det var,” opfordrede hun med et drilsk blik. Hun havde sagt op af en grund og taget herfra lige så hurtigt som hun var kommet. Maggie var bestemt ikke hyggelig når hun var muggen!”Hvis du kan finde hende,” tilføjede hun med en ganske kort latter. Hovedet søgte let på sned. Meget kunne de lave og at hoppe under dynen var jo efterhånden en hverdagsting for dem. Det var nu heller ikke det som hun kunne sige sig, at have mest lyst til lige i dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Neglene kradsede ganske let over hans kolde hud og nedover hans ryg. Sådan som han lagde sig til rette som et rovdyr på jagt, var noget som næsten måtte more hende. Hun nød det selv. ”Tja, hvad har du lyst til min kære? Vi har timer alene og jeg vil ikke spilde et eneste sekund,” påpegede hun stilfærdigt. Hun gengældte hans intense blik. Det var jo trods alt noget som lå ganske naturligt til hende.

[julien]

Det var tydeligt at Maggie var vampyr, og folk der ikke kendte hende ville nok blive overrasket over at vide at hun faktisk var halvblodsvampyr, for hun opførte sig virkelig som en fuldblods! Det var selvfølgelig også det som han elskede ved hende, for hun var ikke blød på nogen måde overhovedet! Men han nød når hun var lidt bitchy overfor de andre, han nød når hun spillede høj og hellig, han nød når hun gik sin snobbede gang med næsen højt i vejret, som var hun bedre end alle andre. Hvorfor han så lige nød det anede han virkelig ikke, for førhen plejede det at gå ham på nerverne, mere end han kunne beskrive! Men nu var det noget som virkelig tiltrak ham! Utroligt at han var gået fra at hade hende til at holde af hende på denne måde, for han holdt ikke bare af hende som sin storesøster, nej der lå dybere følelser bag, ellers var de jo nok heller ikke fundet sammen som et par, skønt det dog var uofficielt, for det nyttede ikke at deres forældre fandt ud af det, netop fordi de ikke kendte til følgerne og konsekvenserne, det kunne blive en utrolig stor fejltagelse hvis deres forældre fandt ud af det, desuden ønskede han heller ikke at vanære dem alle sammen, han var trods alt arving til hele hans fars organisation og han vidst at hans far stillede høje krav og det var krav som han levede op til, men han vidste ikke om det ville ødelægge det hele, hvis folk fandt ud af at han var sammen med sin egen søster. Dog var der hans nærmeste vennekreds der selvfølgelig vidste det, og til at starte med havde de fundet det underligt, men eftersom ham og Maggie alligevel havde været sammen i nogle år, så var de blevet vant til at se dem, så underligt var det vel ikke mere? Men mange ville nok skæve og give dem blikke, hvis de vidste at de to faktisk var sammen, incest var ikke ligefrem noget som var udbredt! I så fald hørte man ikke om det særlig ofte. Han kunne ikke lade vær med at smile til lyden af hendes latter, for nok var den ikke blød, men han nød jo trods alt det kolde, dominante og selvsikre ved hende. Utroligt hun kunne være så overlegen skønt hun var halvblods, men det var vel også det som var så fascinerende ved hende? Han lod sin ene pegefinger stryge hende over ansigtet, som den fulgte hendes mange ansigtstræk, imens han betragtede bevægelsen. ”Ikke? Jeg er ellers sikker på at du vil være lige så smuk, lige så skøn og lige så unik, uanset hvilket humør du er i – selv hvis du er muggen,” svarede han stilfærdigt, imens det skæve smil hvilede på hans læber. Han kunne dog ikke lade vær med at slippe en munter latter, som hun nævnte sin gamle stuepige. Han rystede smilende på hovedet af hende. ”Min skat, du har altid været så let at tirre, så det undre mig ikke at du skræmte din gamle stuepige væk,” tilføjede han med et morende blik, hun var jo ret.. pirrelig? Hun var faktisk ikke særlig svær at komme på tværs af, netop fordi hun var så bestemt og vidste hvad hun ville have, og til tider var det faktisk sjovt at køre hende op i det røde felt, selvom det ville være dumt at gøre, hvis man ikke vidste hvordan man skulle få hende ned igen – der var Julien dog så heldig at han kendte hende utrolig godt. Han kendte hende vel bedst? Neglene ned over hans nøgne ryg, var noget som han ikke kunne lade vær med at nyde! Måske ville mange mene at det gjorde ondt, men han kunne virkelig ikke finde andet end behag og nydelse ved det! Men hun kendte til gengæld også ham utrolig godt og dermed også hans punkter. Han skænkede hendes læber et flygtigt kys, inden han satte sig op. ”Jamen så lade os lave noget praktisk?” foreslog han roligt. De kunne jo altid gå op i seng når natten faldt på eller bare senere, så det hele ikke bare gik ud på at være under dynen, for han nød trods alt hendes selskab. Desuden var hun ikke bare en ting som han kunne få stillet sine lyster ved, nej hun var hans kæreste som han elskede at bruge sin tid med og på!

[maggie]

Maggie opførte sig måske som en fuldblods, men når man levede omkring dem på daglig basis, så var det efterhåden noget som bare måtte komme ganske naturligt, også for hendes del. Det var vel også grunden til at hun opførte sig som hun gjorde, for .. det var vel bare blevet hende en vane et sted? At bitche rundt med andre når hun endelig kunne komme til det og specielt hvis de ikke vidste, at hun var hvad hun var. Normalt var hun også vant til at blive gjort til grin, netop fordi at hun var en varyl. Dette var naturligvis noget som ikke skete når Julien var omkring hende, for så turde de fleste normalt slet ikke at åbne munden overfor hende, hvilket hun altid måtte nyde noget så godt af! Direkte så var det jo heller ikke fordi at hun havde ændret sig så forbandet meget siden hun havde været lille. Sandt, t hun var blevet mere voksen end det som hun havde været før, hun var blevet mere moden og langt mere fornuftig. Hun var ikke bange for at vise noget når hun ville have det og specielt heller ikke når det måtte komme til ham, for det var hende som han skulle have øje for og ikke nogen anden! Nemt var det dog bestemt heller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Sådan måtte det vel også bare være? Hun var ikke meget for at skulle lade andre komme tæt på. Det var faktisk kun når hun vidste, at han var i nærheden, så han kunne redde hende ud af kattepinen endnu en gang og han gjorde det jo trods alt også gang på gang. Bedre kunne det bestemt heller ikke blive for hendes vedkommende, også fordi at han vidste, at hun ikke mente noget som helst med det. Folk reagerede ikke så meget på at de rendt rundt sammen mere, for det var jo efterhånden sket i nogle år. Hun havde klart nydt det og hun ville aldrig glemme det blik som han havde sendt hende, da hun havde været væk i et år og pludselig stod på døren igen. Det havde i den grad været det hele værd også for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl afn år det nu endelig måtte komme til stykket. Hun holdt forbandet meget af ham og hun ønskede virkelig heller ikke, at dette skulle ende med at blive ødelagt på denne grusomme måde, som hun vidste, at forældrene ville gøre det, hvis de bare vidste hvor tætte de egentlig var kommet på hinanden. Hun himlede næsten opgivende med øjnene. ”Mænd er da også så håbløse,” påpegede hun med en drilsk mine. Smuk var hun og det var i den grad også det som hun spillede på og hun vidste det jo udmærket godt! Hun rystede smilende på hovedet. ”Nej vel? Du må da gerne komme og rydde op på værelset for mig.. Jeg er ved at være træt af, at gøre det selv,” sagde hun med et svagt grin. Hun skænkede hans kind et let kys. Måske at deres forhold til en grænse, måtte være temmelig seksuelt, så var det nu heller ikke noget som gjorde hende noget. Han var og blev virkelig også den eneste som hun ønskede at give sig sådan hen til. Hun vidste hvad hun ville have og hun blev i den grad muggen når det ikke var noget som skete, ganske simpelt i hendes øjne, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun blev selv roligt liggende under ham og med det milde smil på læben. Lige den milde side af hende, var faktisk kun noget som hun lod Julien se. End ikke hendes forældre gjorde det mere. Hun havde klart løsrevet sig fra dem begge to, fløjet fra reden og passede sig selv. Hun satte sig roligt op ved siden af ham. ”Praktiske ting? Noget specielt du havde i tankerne?” En anelse nysgerrig var hun nu. Hun lignede jo trods alt også deres mor! Hendes negl på hendes pegefinger, lod hun roligt stryge over hans kind, hvor den måtte efterlade en lille rids. Hun lod tungespidsen roligt slikke over det, som var det for at få hans blod. Ikke noget som gjorde direkte ondt, pirrende måske. ”Jeg er jo ved at dø af nysgerrighed.” Hun sendte ham et smil inden hun roligt tog hans hånd. Hun elskede jo at være sammen med ham!

[julien]

At være sammen med Maggie var noget som Julien nød. Han kunne bedst lide at have hende for sig selv, når det kun var de to, for når de var sammen med andre gik det mere op i konkurrence, så gik det mere ud på at gøre hinandens jaloux, hvilket han til tider kunne blive træt af, især fordi de begge vidste at de ikke ville have andre end hinanden. Der var ingen kvinde der kunne overgå Maggie, for hun var virkelig alt det som han måtte ønske sig, alt det han drømte om sin kvinde skulle være. Han kunne virkelig ikke ønske sig mere end Maggie, desuden var hun også nok at holde styr på, for selv nu kunne hun rende rundt og lave ballade, få sig selv ud i problemer, fordi hun var så… bestemt, hovmodig måske? Hun havde jo før fået sig så langt ud at hun var ved at komme ud på det dybe vand, bare for at gøre ham jaloux, men omvendt var det jo faktisk også. Måske latterligt et sted? De prøvede hele tiden at overgå hinanden, de prøvede på at tirre hinanden og gøre hinanden grønne af jalousi, hvilket faktisk måtte more ham, for det var jo tydeligt at de kun ønskede hinanden, så det var vel åndssvagt med al den konkurrence? Han nød bare at se hende så dødelig jaloux at hun næsten kunne dræbe! Det var vel også fordi det beviste at hun holdt af ham, for det var jo ikke ligefrem fordi de sagde det med ord. De sagde ikke de tre store ord, som et normalt par typisk ville gøre, de gjorde det via handling og derfor elskede han at gøre hende jaloux. De dybbrune øjne betragtede hende ganske roligt og noget så intenst, som det blot var noget der lå til ham – et rovdyr var han jo trods alt. Han smilede lettere selvsikkert til hendes ord. ”Du nyder det jo,” påpegede han stilfærdigt, imens han smilede lettere dominant. Måske var mænd håbløse, men han havde jo ret; hun var smuk uanset hvilket humør hun var i, et sted var det jo tiltrækkende når hun hidsede sig op, når hun var irriteret og vred. Det var så heller ikke nogen hemmelighed at han ikke kunne stå for hende, for det at modstå hende havde han opgivet for mange år siden – det var simpelthen umuligt for ham! Han vidste udmærket godt, hvor ’farlig’ hun kunne være, når hun var i det forkerte humør, for det var faktisk langt bedre at hun spillede høj og hellig end hun var sur, for var hun sur, så skulle der ikke meget til før hun slog fra sig, netop fordi hun vidste hvad hun ville have, og hun fandt sig ikke i at blive trådt over fødderne. Han kunne selv få hende op i det røde felt, det skete alligevel ofte, de skændtes jo også, også fordi de endnu havde deres søskendebånd, men de kom da endnu godt ud af det med hinanden. Han smilede morende til hendes ord. ”Skulle jeg rydde op efter dig?” Han gned tænkende sin hage – en vane han havde arvet efter sin far – inden han igen vendte blikket mod hende. ”Tja, så kommer jeg til at se mere til dig,” svarede han i en overvejende tone. Det kom så bare aldrig til at ske, for han ville bestemt ikke rydde op efter andre! Han var selv ret god til at holde styr på tingene, lidt alla en perfektionist? Han trak let på smilebåndet, som hun skænkede hans kind et blidt kys, inden han vendte sit blik mod hende, hvor han smilede et lille muntert smil. Han nød hendes selskab. Faktisk nød han hendes selskab mere end nogen af hans venners. ”Vi kunne træne?” foreslog han roligt og trak på skuldrene. Det var trods alt noget han satte højt – hvilket jo ikke var nyt for hende. Han klemte blidt omkring hendes hånd, inden han rejste sig ganske roligt fra sofaen, dog uden at slippe hendes hånd, som han endnu holdt om. ”Medmindre du er bange for at tabe til mig, naturligvis,” endte han i en udfordrende tone, hvor blikket hvilede overlegent mod hende. Han var jo faktisk gået hen og overgik hende i alt, men han var så også en mand og derfor gik mere op i træning og kamp, også fordi han var arving til hele organisationen, desuden så var han jo også fuldblodsvampyr, så han var jo automatisk stærkere end hende, men hun ønskede vel også den bedste af de bedste?

[maggie]

Maggie kunne ikke gøre noget andet end at elske at være sammen med Julien. Hun kunne i hvertfald ikke og man kunne vel snildt sige, at hun faktisk prøvede at overbevise Julien om at hun var det eneste rigtige for ham? Alt andet var slet ikke noget som faldt hende det mindste ind på nogen måde, det var så sandelig også noget som hun kunne love ham. I sig selv, når han tillod sig at være omkring de andre tøser, var der heller ikke nogen tvivl om at hun selv måtte spille noget så frygtelig tydeligt med musklerne for alt det andet, var slet ikke noget som faldt hende det mindste ind overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun ville ganske enkelt ikke have, at der var nogen tøser som kom tættere på ham end det som hun gjorde! Hun fandt sig virkelig ikke i det! Hun vidste hvad hun ville have og det var det som måtte befinde sig lige fremme for hende lige i øjeblikket, det var ham og det var ikke nogen anden! Søskendebåndet var der skam stadig og det var også det som gjorde det hele langt sjovere for dem. Det var bestemt ikke et forhold af den slags som man måtte køre direkte træt i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da også helt sikkert! Hun sendte ham et varmt smil. Så varmt som hun nu kunne gøre det, for hun var ikke den bløde type og det havde hun aldrig nogensinde vejret – til forskel fra begge hendes forældre, for de var bestemt heller ikke de mest hærdede som man kunne finde. Det var nu heller ikke fordi at hun skammet sig over dem, tvært imod! Hun var rigtig glad for sine forældre og sin mor specielt. Det havde hun altid været! Hun smilede ganske let. ”Jeg nyder de harmløse mænd?” Hun grinede ganske svagt og lagde roligt panden tæt mod hans. ”Du er nok den mest håbløse man overhovedet kan komme i nærheden af,” sagde hun muntert. Hun elskede det virkelig. Det var ikke bare noget som hun ikke kunne nyde, for der lå i den grad langt mere i det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Farlig kunne hun da sagtens være og specielt hvis man pressede hende for meget med ting som hun slet ikke ville eller ikke kunne, for så gik det i den grad galt. Hun sendte ham et drilsk smil. ”Åh, hvor er du kedelig.. Jeg ville da nyde at se dig rydde op på mit værelse.. Det er jo heller ikke fordi at jeg er der så ofte,” påpegede hun med et let glimt i øjet. Hun var jo for det meste inde på hans værelse og i hans seng, blottet og hvilende i hans favn. Hvordan kunne man da gøre noget andet end at nyde lige netop det? Det var jo ganske enkelt umuligt! Hans foreslag, var nu heller ikke noget som kom meget bag på hende. Igen var det noget som han havde beskæftiget sig med så længe, at hun havde kendt ham og samt det, at han i den grad måtte ligge hende overlegen der, så det var vel også noget som han spillede på? Hun rystede let grinende på hovedet. ”Julien, Julien, Julien.. visse ting ændre sig bare aldrig, kan jeg se..” Hun vendte det intense blik direkte mod ham og med den samme rolige og sandfærdige mine i ansigtet. Hun havde nu heller ikke noget imod det, for det ville jo samtidig også ende med at holde hende i god form og det var også det som hun måtte ønske i det store og hele, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. ”Bange for at tabe til dig? Tsk! Det bliver jo snarere en udfordring for dig i at lære, at man ikke skal slå på piger.. Har mor ikke lært dig det endnu?” Hun prikkede ham let på næsen inden hun roligt tog omkring hans hånd. Han overgik hende til næsten alt! Hun havde dog meget mere styr på formskifteren end det som han havde, ganske enkelt fordi at hun var en varyl, han var jo en fuldblodsvampyr med tendenserne til det. ”Jeg bakker aldrig for en udfordring..” Hun rejste sig roligt op og tog om begge hans hænder. Hun ville have det bedste af det bedste, og det var så sandelig også det som stod lige foran hende nu.

[julien]

Det forhold som de havde til hinanden var så forkert og forbudt som det overhovedet kunne blive! Især for dem, især for Julien, for han var arving til Dødgængerne, det var ham som skulle overtage respekten fra vampyrerne i mansionen, det var ham som skulle overtage efter hans far, derfor kunne han ikke vanære hele han slægt, ved at være sammen med hans søster, derfor var det også vigtigt at det forblev hemmeligt, uanset hvor fristende det så end nogen gange kunne være at få det ud. Men selvom det kunne vanære hele hans familie og slægt, så ville han dog ikke forlade Maggie for noget som helst, for hun var trods alt den eneste kvinder han havde mødt, som kunne leve op til hans forventninger, hun var alt det som han kunne ønske sig, og var hans forældre ikke tilfredse med det, så var det jo bare ærgerligt! Men det var jo ikke noget han ville fortælle dem, for han kunne risikere at miste det hele, hans far kunne jo smide ham ud, og så ville han ikke have noget tilbage, han var trænet op til at overtage det hele, han var opdraget til at skulle være i stand til at overtage det hele og han ønskede så sandelig også at overtage det hele! Han ønskede at være arvingen til hele organisationen, for ellers kunne han jo ikke bevise at han var den bedste af alle Mathimæus’er! Han ville være den bedste af hans slægt, han ville blive bedre end hans far og hvordan skulle det ske, hvis han blev smidt på gaden? Måske ville han have Maggie og hun betød naturligvis også meget for ham, men det samme gjorde organisationen og siden han kunne få det hele til at køre, både med træning, være sammen med venner og Maggie med, så ønskede han heller ikke at skulle miste det hele. Han smilede udspekuleret til hendes ord. ”Hvem sagde harmløs?” spurgte han stilfærdigt, for harmløs var da det sidste han var! Hans blik blev mere mildt, dog endnu koldt, da det jo trods alt lå til ham som fuldblodsvampyr, da hun lagde sin pande mod hans, hvor han ikke tog blikket fra hendes smukke røde øjne – også blot et bevis på at hun var vampyr. Han smilede et lille dominerende smil. ”Jeg tror du forveksler mig med en anden,” svarede han drillende, inden han blinkede let til hende. Han vidste dog hun ikke mente det, i så fald tog hun virkelig fejl af ham, for han var langt fra harmløs og dem som undervurderede ham fik det bestemt også at føle! Han fnøs ganske let til hendes ord og smilede morende. ”Jeg er blevet skabt til at lave langt mere end bare.. rengøring,” svarede han kortfattet og betragtede hende dovent. Han skulle bestemt ikke rende rundt og rydde op efter andre og lege stuepige! Ikke engang for hende! Han ville langt fra synke så dybt! Han ville dog ikke have noget imod at være inde på hendes værelse, det skete jo også af og til, skønt de dog oftest var inde ved ham, fordi rygterne gik om at han havde en kvinde, hvilket heller ikke var forkert, men folk ville nok ikke se så mildt på ham, hvis de vidste at den kvinde var Maggie. At hans forslag ikke kom bag på hende, undrede ham nu ikke, for når han ikke var sammen med hende, eller vennerne, i byen eller sad på sit værelse, så trænede han, for det var skam noget som stod højt på hans prioriteringsliste. ”Ha! Du nyder jo at se mig spille med musklerne,” svarede han sandfærdigt og smilede drillende til hende. Om det så var til træning eller foran andre. Desuden ønskede han ikke at hun skulle være svag og ikke kunne forsvare sig selv, for der var selvfølgelig krav til den kvinde han skulle have, netop fordi han ikke altid ville blive i stand til at være der for hende. Han rynkede let på næsen da hun prikkede til den, inden han vendte blikket mod hende med det overlegne skær i blikket. Han trak hende ganske let ind til sig og slog armene omkring hende, nu hvor de var kommet op at stå, hvor han smilede triumferende. ”Jeg er skam en gentleman min kære.. desuden så kan jeg besejre dig i kamp uden at skramme dig det mindste,” svarede han selvsikkert og smilede udfordrende til hende. ”Udmærket,” endte han med et lettere forventningsfuldt blik, inden han trak hende med sig ud af pejsestuen. Hun skulle da nok få chancen for at vise hvad hun duede til.

[maggie]

Maggie var en vampyr, men hun ønskede at blive betragtet som en fuldblods i stedet for en varyl. I hendes øjne var det intet andet end en skam at være hvad hun var, så det var vel heller ikke underligt, at hun gik mere op i det end det som så samnge andre ville gøre det når det endelig måtte komme til stykket? De røde øjne hvilede på hans skikkelse. Alec ville blive stiktosset hvis de blev fundet sammen, hun ville blive kylet ud og hvad der ville ske med Julien, det turde hun end ikke at skulle tænke på! Det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for den tanke var faktisk noget som kunne skræmme hende bare en anelse. Selv så vidste hun at hun var kommet til verden ved et uheld og at det var det samme med Julien. Man kunne vel heller ikke sige, at deres mor havde været helt så heldig? Hun betragtede ham med en næsten selvsikker mine. ”Tror du at jeg forveksler dig?” spurgte hun vantro. Hun vendte blikket stille ned af ham, hvor hun lod hånden stryge roligt nedover hans bryst. ”Hmm… Lad mig se..” fortsatte hun med en næsten tænkende stemme. Hånden fortsatte over hans kind, strøg langs hans mange smukke ansigtstræk og videre over hans hår. ”Nej, jeg er helt sikker!” sagde hun med en næsten munter mine. For hendes del, s åvar der heller ikke nogen grund til at skulle tage det hele så bogstaveligt og alvorligt, men også lave lidt sjov ud af det? Stemningen var uanse for trykket her i huset! Den måtte meget gerne blive mere lystig og mere livlig i stedet for at fungere som intet andet end den rene grav, for det var det som det gjorde lige i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert! ”Oh, come on.. Se det for dig Julien! Du vil da klæde at stå der med forklæde, tørklæde over hovedet og med en spand og en mobbe i hånden,” sagde hun med et grin som hun bare ikke kunne skjule for ham, for det var virkelig komisk! Hun havde nu ikke noget imod at skulle søge til ham om aftenen ,for hendes forældre var nu vant til at hun var meget flyvsk af sig. Hun tog ud når hun ville og hun passet sig selv som hun havde lyst til. Det var ikke fordi at nogen af hendes forældre sådan rigtigt kunne sige noget til hende mere, for hun lyttet ikke til dem og ej heller sin mor. Hun vidste så også godt, at han var skabt til rollen som arving, at det hele skulle blive hans på et tidspunkt og hun vidste også hvor hårdt han han havde arbejdet på at få det som han ville og det var jo heller ikke noget som hun ville ødelægge på nogen måde. Hun ønskede virkelig at se ham glad og lykkelig. At skulle træne og øve med våben var slet ikke noget som kom bag på hende, for det var jo bare typisk ham! Hun smilede let. ”At se dig spille med hvilke muskler?” Hun blinkede drilsk til ham .Selvfølgelig elskede hun at se det! ”Dig? En gentleman? Det er vidst noget vi kan takke vores gamle mor for,” sagde hun med et svagt grin. Ellers turde hun da slet ikke tænke på hvor han ville være endt henne i den anden ende. I alle fald ikke i hendes hjerte, det var da helt sikkert! Hun havde aldrig været den bedste til våben, men mere til forsvar. Evnerne som formskifter kom umådeligt godt med lige der. Hun lod sig blive trykket helt tæt ind mod ham. Hun strøg roligt hånden over hans bryst og tog omkring hans hænder, som han førte hende med sig ned mod de store træningssale. Hun skulle jo trods alt også lære det hele selv før eller siden og det var noget som hun var udmærket godt kendt med på alle måder overhovedet. Et sted en anelse forventningsfuld. Hun slap roligt hans hånd og rettede sig roligt op. Det var ikke direkte her, at hun tilbragte mest af sin tid. Nej langt fra! Hun vendte blikket mod ham og med det stille smil på læben. ”Nuvel.. Hvad ønsker du først?” spurgte hun en anelse nysgerrigt. Hun ville bestemt heller ikke have det mindste imod, at han skulle stå der som hendes personlige lærermester indenfor våbenbrug.

[julien]

Julien elskede at være sammen med Maggie. De kunne som et hvert andet par have deres op- og nedture, som de kunne diskutere og skændes, men lige ved dem der spillede søskendebåndet også ind, det vil med andre ord sige, at de prøvede at overgå hinanden i mange ting, faktisk selv i den mindst latterligste ting, men når alt kom til alt, så var det jo hinanden de ønskede og intet andet, derfor var det vel også åndssvagt med denne rivalisering? Det var vel bare noget de aldrig havde sluppet, siden de havde været små? De havde jo altid prøvet at overgå hinanden, de havde altid prøvet på at vinde deres kære mor, og nu gik det mere ud på at tirre og pirre hinanden, prøve hinandens grænser af, trykke på de forkerte knapper og få den anden til at spille med musklerne. Det var et sted ganske morsomt, men til tider kunne det da godt være trættende, dog ville Julien ikke klage, for han nød virkelig når hun gjorde sig til foran de andre tøser han til tider omgik blot for at gøre hende jaloux. Han betragtede hende blot med morende øjne til hendes ord, da hendes hånd begyndte at udforske ham, som hun lod den stryge over hans faste bryst, kinden og hans mange markante ansigtstræk, hvor der ikke var nogen tvivl om at han var en mand. De dybblå øjne så direkte i hendes røde, skønt hendes hånd vandrede igennem hans hår, hvor han ikke lagde skjul på det morende smil og det lille glimt i hans blik. ”Hvis du påstår jeg er harmløs, så tror jeg du forveksler mig med en anden,” fastholdt han med en hæs stemme, skønt han ikke lagde skjule på morskaben i hans blik, skønt det dominante og overlegne også hvilede der. Han brød sig ikke om at blive undervurderet, skønt han vidste at hun bare gjorde det for sjov, det var trods alt også derfor han ikke havde bevist det modsatte endnu, for han havde bestemt ikke tænkt sig at skade hende! Han slap en munter latter til hendes beskrivelse af ham. Skulle han rende rundt med forklæde om livet og med tørklæde om hovedet og gøre rent inde ved hende? Det var i hvert fald komisk! ”Når jeg ser den beskrivelse for mig tænker jeg underligt nok på dig,” svarede han drillende, som han blinkede ganske let. Han kunne sagtens forestille sig hende med forklæde og tørklæde, mobbe og spand, og han kunne lige forestille sig det mugne ansigtsudtryk hun ville gøre, hvilket blot fik ham til le. Der var ingen tvivl om at han nød hendes selskab, skønt de dog godt kunne komme til at trykke på de forkerte knapper mange gange, men de var da endnu sammen som et par, så de blev jo heller ikke helt trætte af hinanden, for når det kom til stykket, så kunne de jo ikke være fra hinanden særlig længe uden der ville komme savn og længsel – sådan havde han det i hvert fald. Han skulede drillende til hende. ”De muskler jeg spiller med lige om lidt,” påpegede han med et lille lumsk smil. Hun kunne jo også bare tage et kig på hans nøgne overkrop og betragte hver en tydelig muskel der var, for han var bestemt ikke ude af form! Tværtimod var han i topform! ”Selvfølgelig er det vores mor jeg kan takke det for,” svarede han stilfærdigt, for løgn var det trods alt ikke. Han lagde ganske roligt armene omkring hende og trykkede hende helt tæt ind på sig. ”Og du nyder det,” tilføjede han påpegende, imens han blinkede drilsk til hende. Han nød hendes strøg over hans bryst, skønt det dog ikke blev til så mange, da han satte kursen mod træningssalen, hvor han på vej derhen greb omkring hans to tvillingesværd, der stod ude i forhallen. Han slap først hendes ene hånd, da de kom til træningssalen, hvor han betragtede hende ganske let. Hun var måske hans kæreste, men det var jo faktisk nøjagtig det som satte kravene til hende. Han trak ganske let på skuldrene. ”Hvilket våben kan du bedst lide?” spurgte han roligt. Han havde erfaring indenfor våben og nærkamp og han havde trænet med alle slags våben som man kunne forestille sig, derfor var han også meget erfaren, men de to tvillingesværd var dog hans yndlingsvåben.

[maggie]

Rivaliseringen var mere eller mindre det som de havde haft fra de var helt små. De havde begge prøvet at vinde mor, selvom der havde været mere end rigeligt til dem begge to. Den eneste forskel havde vel bare været, at Maggie ikke havde været fastboende her på stedet, men var kommet og gået, så Julien automatisk havde fået mere derfra? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste i dag, men den rivalisering var ikke noget som nogen af dem havde haft i sinde at give slip på til nu. Hun hadet når hun skulle spille med musklerne for at genvinde Juliens opmærksomhed, men hun ville slet ikke have at han rendt rundt med de andre tøser! Hun ville slet ikke høre tale om det! De prøvede hinandens grænser, trykkede på de forkerte knapper bevidst, men igen, så kunne man vel heller ikke direkte kalde deres forhold for kedeligt? Han var jo selv tvunget til at skulle vandre blandt de mange andre her på stedet, hun ville da bare lige være sikker på at hun kunne få lov til at pisse territoriet af, så alle vidste hvor den grænse måtte gå. Hun ønskede ellers intet andet end det. Julien var hendes og det var sådan det skulle forblive. Hvis hun skulle ende med at miste ham til en anden tøs, kunne hun da næsten garantere, at den anen tøs ville have meget ondt bagefter! Hun nød at berøre hans krop på denne måde, så det var jo også en undskydning for at komme tæt nok til det. Hun sendte ham et morende smil. ”Overfor mig er du harmløs min kær.. Aldrig kunne du finde på at gøre mig ondt,” fastholdt hun selvsikkert. Måske at han havde formået at gøre hende direkte jaloux og det havde han fint formået siden de havde været helt små, men altså! Tingene var anderledes nu og hun var i den grad også i stand til at gøre gengæld på alle måder overhovedet! Hun grinede let ved det billede, for det var jo lige før, at hun kunne se det for sig! Det falmet dog lige så hurtigt som det var dukket op da hun lyttede til hans ord. Hun fnøs. ”Som om jeg gider rende rund som en renholderske og gør rent i dit rod..” Hun prikkede ham let på næsen og med et morende smil. ”Så må du tro om igen,” sagde hun let, som hun lænede sig frem og skænkede hans næsetip et let kys. Hun rystede smilende på hovedet. Den selvsikkerhed kunne da kun være hans fars! Det var hun så sandelig ikke det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde overhovedet! ”Du er da som snydt ud af næsen på din far,” sagde hun med et let grin. Hun lod hans arme glide omkring hende, hvor hun selv blot måtte nyde at stå ham tæt. Hånden hvilede i hans, da han valgte at trække hende mod træningssalene. ”Det gør jeg skam,” sagde hun stilfærdigt. Hvis det ikke var fordi at hendes kære mor havde haft den indflydelse på knægten, så havde hun i den grad heller ikke ladet ham komme så tæt på sig, som det hun havde gjort, så tæt på at hun faktisk måtte føle den ejerfornemmelse over ham. Hun ville ikke have nogen tøs tæt på ham! Ganske simpelt! Som hans kæreste så vidste hun godt at der var krav. Han var jo trods alt den arving som skulle have det hele efter sin far når han valgte at trække sig til den tid. Hun mått ejo selv forsvare sin egen position, selvom det ikke altid måtte være helt nemt og hun vidste det jo godt. Det krævede forbandet meget af hende i den anden ende, selvom hun var mere end villig til at skulle gøre det, det var slet ikke noget tvivl om det! Hun vendte sig mod ham og med et næsten hoverende smil. Hun pegede i retningen af hans tvillingesværd. ”De to,” sagde hun stilfærdigt. Hun havde set når han havde trænet med dem. Det så jo ganske enkelt fantastisk ud! Det var trods alt ikke meget hun selv havde øvet med våben. Nej, hendes mor havde lært hende at være en anstændig ung kvinde så det var ikke brug af våben hun havde øvet med. ”Jeg elsker at se dig træne med dem..” En lille afsløring måske? At hun faktisk gik rundt og holdt øje med ham.

[julien]

At være sammen med Maggie var kun noget som Julien kunne nyde. Måske de havde deres op- og nedture, men han kunne ikke komme udenom at han nød alt det som hun til tider gjorde for ham, at være hende nær og helt tæt, som ingen anden mand kunne komme – og det var ikke bare fysisk men generelt, for han vidste at han var den person der kendte hende bedst; det havde hun jo også indrømmet for kun kort tid siden, ligesom det jo så også var gengældt, for hun var virkelig den person der kendte ham bedst af alle, det var jo ikke særlig mange der vidste at de var sammen som et par, og deres forældre vidste det da slet ikke! Så det gjorde jo også bare at de ikke kunne kende dem bedst, men han havde skam ingen hemmeligheder for Maggie, for det havde han så simpelt ikke brug for. Han kunne fortælle hende alt, og som hun sagde; så gav hun ham sin støtte, så hvorfor skulle han pludselig begynde at lyve overfor hende? Det havde han ikke lyst til, ligesom han ikke havde lyst til at såre hende, så hun var jo ikke helt forkert i sine ord. Kom det til stykket kunne han sikkert godt skade hende – hvis det naturligvis blev nødvendigt, men det havde det aldrig været, så hvorfor skulle han dog gøre det som han havde kærest i sit liv ondt? Det var jo det samme med hans mor, den kvinde kunne han ikke andet end at holde af, for hun havde også altid været der igennem hans liv, altid støttet ham og passet på ham, når hans far ikke havde været der, så det var da ikke nogen hemmelighed at han var mors lille dreng, skønt han dog var herre over sig selv, og det var jo heller ikke fordi hans mor bestemte over ham, men han holdt selvfølgelig også sin mor kær, som han altid ville stå hende til hjælp, hvis det skulle gå galt. Han var vel egentlig hele sin familie loyal? Det var jo faktisk det som han var vokset op med, både fra hans mor og fars side. Han smilede et lille selvsikkert smil, som han ganske blidt greb hende omkring hendes hage, så han kunne holde hendes hoved i et fast greb, skønt hun til hver en tid kunne trække det til sig. ”Er du nu også sikker på det?” spurgte han med et lumsk glimt i hans blik. Hun havde dog til dels ret; han kunne ikke gøre skade på hende – det havde han i hvert fald ikke lyst til! Hun havde jo heller ikke givet ham nogen grund til at skulle gøre skade på hende, og måske kom de på tværs af hinanden, men derfor slog han hende jo heller ikke, der var det mere en kamp på at såre hinanden med ord eller andre handlinger, men der var aldrig vold indblandet. Han kunne ikke lade vær med at slippe en munter latter, da hun fnøs til det billede han satte i hovedet af hende, hvor han trak hende helt tæt ind på sig, så de måtte ende med at stå bryst mod bryst. ”Det vil for det første klæde dig som rengøringsdame, for det andet, så vil jeg nyde at betragte dig, imens du gør rent efter mig,” svarede han sandfærdigt og med det drilske glimt i hans blik. Han rynkede ganske let på næsen, da hun prikkede til den, inden han smilede morende til hende. Han nød at de kunne have det så godt og sjovt sammen, og at det hele ikke bare skulle foregå under dynen eller i et skænderi. ”Øv! Jeg havde lige glædet mig til at se dig med forklæde og mobbe og spand,” sukkede han bedrøvende, inden han smilede drillende til hende. Hans øjne gled kort i, da hendes læber berørte hans næsetip. Han slap en munter latter, da hun sagde at han var som snydt ud af næsen på sin far, hvilket ikke var helt galt, for det var jo rent faktisk noget han fik at vide noget så tit. ”Og hvilken næse er du så snydt ud af?” spurgte han drillende og blinkede drilsk til hende.
Julien svang sine to tvillingesværd omkring sin krop, som han næsten måtte lege med dem og også blære sig en smule, skønt han blot bevise hvilken kontrol han havde over dem, for det var hans tvillingesværd han bedst kunne lide! Og at hun så også bedst kunne lide dem fik ham blot til at smile. Han stoppede dog med at svinge dem rundt, da hun sagde at hun elskede at se ham træne med dem. ”Du elsker at se mig træne med dem?” gentog han roligt og lettere forundrende, inden han morende smil gled over hans læber. Han lod det ene tvillingesværd pege imod hende med sværdets spids. ”Så du holder øje med mig?” spurgte han med et muntert og sigende smil. Det gjorde ham nu intet, tværtimod faktisk!

[maggie]

Alle par havde vel deres op og nedturer? Der var Julien og Maggie så sandelig heller ikke noget undtag, det var der heller ikke nogen tvivl om på nogen måde! Den gamle søskenderivalisering var der jo trods alt endnu og den kunne mrækes til tider, selvom det nu mere var noget som man kunne sige, var sket i sjov, så var det der jo trods alt stadig. Den tanke alene, var virkelig noget som kunne more hende noget så frygteligt! Det var jo heller ikke fordi at man kunne sige, at deres forhold var noget som kunne gå hen og blive kedeligt. De spillede jo begge med musklerne – Maggie spillede dog ofte med udseendet, for hun vidste at hun var en køn pige som kunne få hvad hun ville, hvis hun spillede nok på det. Hun elskede sine forældre, og der var hun nøjagtigt ligesom Julien – Hun var familien loyal, selvom hun nu agtet at holde dette forhold hemmeligt, også mest for sin egen skyld, for hun turde virkelig ikke at tænke på hvad der ville ske, hvis det blev afsløret bare sådan uden videre. Hun vidste at hendes mor gik til en anden mand bag Alecs ryg. Det var jo ikke første gang, at hun stank langt væk af en anden, selvom hun ikke vidste hvem, så var hun ligeglad. Det eneste som hun faktisk måtte være træt af, var at det ikke var hendes egen far som hun gik til, for hun ville virkelig elske at være en del af den kernefamilie som Julien havde, for det var ikke noget som hun direkte var i stand til at skulle prale med. Grebet omkring hendes egen hage, var noget som fik hende til at vende blikket direkte op mod ham. Hun var ikke bange for ham og hun vidste godt, at han ikke ville skade hende bevidst. Hun smilede let. ”Jeg er dig for værdifuld min kære. Jeg ved du ikke kan skade mig,” sagde hun stilfærdigt. Uanset hvis det skete, så ville deres mor da hugge hovedet af ham! Hun lænede sig frem, hvor hun skænkede hans læber et let kys i stedet for at trække sig helt. Hun var fuldkommen sikker i sin sag lige der og da! Hun smilede let til hans ord. ”Du går virkelig i din fars fodspor, hva’? Med mor som ryder op efter ham.. Tro mig, jeg har lidt større ambitioner i livet,” sagde hun med en let morende stemme. Hun lod sig blive stående der mod ham – bryst mod bryst. Jo tættere på ham som hun kunne komme, jo bedre var det i den grad også for hendes vedkommende, det var helt sikkert. Hun rystede let på hovedet. ”Tja, det må du vel afgøre? Hvem ligner jeg mest? Min naive mor eller min dumdristige far?” spurgte hun med et let morende smil på læben.
At se Julien svinge rundt med tvillingesværdene, så var det kun tydeligt for Maggie, at han havde en umådelig god kontrol over dem. Der var hun bestemt ikke som sin mor, som gang på gang ville bede ham om at være forsigtig, men sådan måtte det jo nu ellers bare være. Hun kunne ikke lade være med at smile et næsten helt uskyldigt smil til ham. Det var jo næsten som han lyste op ve hendes ord? Og det morede hende virkelig, for han havde vel heller ikke regnet med, at hun bare ville lade ham gå rundt på egen hånd når han var hernede? Hun stod som oftest i døren, skævede i hans retning og så hvordan han trænede. Det havde hun også gjort dengang at Alec trænet med ham. Kunne hun rødme, så havde hun sikkert gjort det, men hun var heldigvis mere vampyr end det som deres kære mor kunne prale med at være, så hun havde det langt nemmere for at skulle holde masken. Hun var ikke engang sikker på at hun i det hele taget var i stand til at rødme. ”Jeg har muligheden for at betragte den flotte krop, den præcition med sværdene, se dig med nærmest sved på panden.. Tror du at jeg vil misse det?” spurgte hun med et glimt i øjet. Hun havde altid haft et utrolig godt øje til ham, selvom det først var kommet til udtryk i de senere år, hvor de endelig var kommet helt tæt på hinanden. Til de gamles store glæde. De skulle bare vide!

[julien]

Julien spillede måske med musklerne, som han bestemt også havde! Han kunne sagtens slå fra sig, og han havde da selv prøvet at få Maggie så langt op i det røde felt at hun var eksploderet og skænket ham en lussing – ikke noget der rørte ham, for han vidste at han selv var skyld i det, specielt når han bevidst gjorde hende jaloux, og selvom hun også formåede at gøre ham dødelig grøn af ren jalousi, så var det aldrig hende han slog, for han var trods alt opdraget til at være en gentleman, så der slog han mere igen med ord, som nogle gange kunne være sårende, men de havde da klaret sig igennem ethvert skænderi, selvom man ikke ligefrem kunne sige at de lærte af deres fejl, for de gjorde det jo om og om igen. Et sted måtte det jo more ham noget så frygtelig meget, for der var ingen tvivl om at de endnu bar deres søskendebånd, hvor deres forhold også kom på prøve, når de var sammen med resten af familien. For sammen med familien kunne de jo ikke stå så tæt som de gjorde i øjeblikket. Som han havde grebet hende omkring hagen og kæbepartiet, lod han let sin pegefinger stryge hende blidt over kinden, imens hans dybbrune øjne betragtede hende med et intenst skær. ”Jeg ønsker ikke at skade dig,” svarede han sandfærdigt, for hvorfor lyve? Han ville få en dødelig samvittighed, hvis han først endte med at slå hende! Så ville han ikke engang være en rigtig mand overfor hende! Og hvis der var noget han ikke ønskede, så var det at ende ligeså svigtende som hans far, når det kom til kvinden.. jovist hans far var da blevet bedre med årene også overfor hans mor, men der måtte jo mangle noget, siden hun søgte til andre mænd; eller rettere til hans gudfar. Han besvarede mere end villigt hendes kys, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Ærgerligt,” svarede han med et drilsk smil, for han ville nyde at se hende rydde op efter ham! Han så tænksomt på hende til hendes spørgsmål. ”Du er.. dumdristige og naive Maggie,” svarede han med et morende glimt i de dybbrune øjne, for til tider kunne hun jo godt være dumdristig – lige så vel som han også kunne.
At Maggie måtte smugkigge, når Julien trænede, måtte faktisk more ham noget så gevaldigt! Han kunne vel have sagt sig det selv? Men det var nu alligevel en overraskelse at hun indrømmede det, for han havde jo faktisk aldrig lagt mærke til hende, men det måtte jo så være fordi at han var så optaget af at træne at han ikke lagde mærke til andet. Det nyttede jo heller ikke at blive ufokuseret i en kamp, for det kunne koste en livet. Han smilede et næsten så charmerende smil til hendes ord, inden han gik imod hende. ”Jaså?” Han blinkede drillende til hende, inden han slog armene omkring hende for at trykke hende tæt ind til sig, endnu med tvillingesværdene i sine hænder, hvis klinger han dog vendte væk fra hende, så hun ikke ville ende med at skære sig. Han smilede lettere betagende til hende, inden han rykkede hovedet hen til hendes ene øre. ”Så er det godt du får mulighed for at se mig i aktion lidt tættere på,” hviskede han i en lokkende og noget så forførende tone, inden han slap taget omkring hende med sine stærke arme, som han vendte opmærksomheden mod det relevante igen; træningen. Han fandt to lette og lidt korte sværd til hende – hun skulle jo starte et sted. Han gik hen og rakte dem til hende. ”Først må vi finde ud af om du kan mestre to sværd eller om du kun skal bruge det ene,” svarede han kortfattet. Det krævede noget mere opmærksomhed, hvis man skulle betvinge to sværd på en gang.

[maggie]

At Julien spillede med musklerne for at vinde hendes opmærksomhed, var virkelig kun noget som Maggie måtte nyde noget så frygtelig godt af og det var i den grad også noget som hun gjorde til fulde! Alene den tanke om at hun var den som han selv ønskede tæt på, gjorde automatisk at hun ikke havde noget imod at skulle gøre ham grøn af misundelse! Netop fordi at det var noget som morede hende, ganske enkelt fordi at hun kunne få ham til at spille med musklerne på denne måde. Det var i den grad også noget af det som var det sjoveste for hendes eget vedkommende! Ingen af dem blev jo klogere. Man kunne jo snildt sige at de aldrig nogensinde lærte af deres mange fejl og mangler, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Den søskenderivalisering var en stor del af deres forhold, det bestod af skræmmende mange skænderier, men de overlevede det jo trods alt begge to og kom begge meget vel igennem det, hvilket i den grad også var noget af det som gjorde det hele så meget bedre også for hendes vedkommende. Hun elskede ham virkelig, også selvom det ikke var noget som nogensinde var kommet frem med ord! Hans strøg og hans kærtegn over hendes hud, var noget som blot måtte få hende til at sitre noget så frygtelig tydeligt for hun nød det. Han var så sandelig også den eneste som nogensinde ville få lov til at gøre det på denne måde, det var noget som hun med tryghed kunne garantere ham! ”Det ved jeg godt min kære,” sagde han stilfærdigt, ikke fordi at det var noget som forundrede hende på nogen måde, for sådan var det jo altså bare, hvad end om det var noget som man ville vedkendes eller ikke. Han havde aldrig nogensinde slået hende og gud forbyde den dag det nogensinde ville komme til at ske! Hun himlede med øjnene og rystede let på hovedet til hans ord. Nærmere opgivende frem for noget som helst andet overhovedet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på nogen måde overhovedet. ”Naive? Mig?” Hun fnøs ganske kortfattet som hun gav hans bryst et let slag. Var der noget som hun ikke var, så var det da i allerhøjeste grad naiv!
Maggie ville jo trods alt mere end gerne have kontrol på hvad det var at Julien gik rundt og lavede og med hvem. Ikke fordi at hun var den form af kontrolfreak, men der skulle være kontrol på tingene også for hendes vedkommende! Hun betragtede ham roligt og med et stille smil på læben. Det var heller ikke fordi at hun var helt uvant med våben. Hun var da nede at kigge når ingen andre kiggede selvfølgelig! Det var også sådan at hun helst ville have det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert! Som hun igen måtte blive trukket helt tæt ind til ham, så måtte hun sitre ganske let. Hun betragtede ham med en rolig og alligevel ganske alvorlig mine. ”Det vil jeg da nyde,” påpegede hun med en let og stilfærdig stemme, det var jo bare sandhed for hendes vedkommende. Hun slap ham igen hvor hun lod blikket falde mod ham. Træningen var en god og meget stor del af ham, så meget vidste han og hun ville selv glæde selv kunne forsvare sig, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt og på alle måder endda! Hun ville heller ikke være så forbandet afhængig af ham til at beskytte hende evigt og altid, det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Hun tog imod begge sværdene som hun dog alligevel mått elægge godt i hænderne. Hun vidste da hvordan de skulle holdes og det var i sig selv, en tanke som faktisk måtte glæde hende. Helt nybegynder var hun dog bestemt heller ikke. Hun svang dem let i hænderne, hvor hun så på dem med en meget nøje og meget koncentreret mine. ”Tja.. Lidt har jeg da lært,” sagde hun med en tydelig tilfreds stemme, det var end ikke noget som hun havde lyst til at skjule. Hun smed dog det ene sværd fra sig. ”Jeg starter ud med et,” afsluttede hun med en let tilfreds mine. Det var langt nemmere for hende at styre.

[julien]

Hvis Julien påstod at han ikke så hende som sin kæreste, men blot som en søster – hvilket hun jo også var – så ville det være en stor fed løgn! For der var vidst ingen tvivl om at han så hende mere end bare som en søster, han havde jo trods alt haft et godt øje til hende, siden den dag hun kom tilbage til mansionen efter et år sammen med hendes far. Til gengæld kunne ingen af dem ligefrem prale af at de lærte af deres fejl, for det gjorde bestemt ingen af dem! De sårede hinanden, prøvede kræfter med hinanden, gjorde hinanden dødelige jaloux, trykkede bevist på de forkerte knapper for at tvinge dem op i det røde felt, og det gjorde de om og om igen. Men det var vel også fordi de ikke direkte mente noget ondt med det? Hver gang han havde såret hende, var han der jo også til at trøste hende og gøre det godt igen, for når det kom til stykket, så ønskede de jo kun hinanden og ikke nogen andre, derfor var det også underligt at de begge hoppede på limpinden gang efter gang. Han holdt dog utrolig meget af hende, hun var jo faktisk den han holdt mest af, som hun havde overtaget hans mors plads, men det nyttede jo heller ikke at han var mors dreng hele livet! Han var jo nød til at blive en mand, give slip på mor og finde sig en kvinde. Det var nøjagtig hvad han havde gjort! Han havde givet sin kærlighed til Maggie, og man kunne vel godt sige at han.. elskede hende? Det var så ikke noget som kom til udtryk, eller noget som han nogensinde havde sagt til hende direkte, og hun havde heller ikke krævet det af ham, så det betød vel heller ikke så meget? Desuden beviste han det jo for hende, ved at være et bedre eksempel end hans far. Han smilede ganske roligt til hendes ord og skænkede hendes pande et blidt kys. Han ønskede ikke at skade hende, og selv det havde han bevist, så derfor var de tre store ord vel egentlig overvurderet? Man kunne jo altid sige så meget, men gøre det stikmodsatte, så det som egentlig var det magiske ved de ord, var de handlinger bag som gjorde at man beviste at man elskede den person? Det var i hvert fald sådan som han måtte se på det. Han nikkede lettere bestemt og smilede flabet til hende. ”Naiv, nemlig.. det er dig,” fastholdt han drillende, hvor han så lettere arrogant væk, selvom han vendte blikket mod hende igen, da hun slog ham på brystet – ikke noget der gjorde ondt, for han var hærdet. Han greb dog hurtigt omkring den hånd som hun havde slået ham med, som han gav et blidt klem, inden han førte hånden op til hans mund, hvor han skænkede håndryggen et kærligt kys. ”Men jeg nyder alt ved dig,” tilføjede han roligt, som hans dybbrune øjne hvilede intenst i hendes.
At hun var med på at træne, forundrede faktisk Julien, selvom han ikke kunne komme uden om at han også nød det, for skulle han være ærlig, så elskede han når hun brugte sine talenter, selvom han dog altid ville foretrække at kunne redde hende ud af kattepinen, som en rigtig mand burde gøre! Sandheden var bare, at han ikke altid ville kunne være der for hende, derfor var det også nødvendigt for hende at hun kunne forsvare sig selv, især når hun var sammen med ham – arvingen til hele organisationen. Han betragtede hende blot, som hun svang sværdene rundt og vurderede dem, for han vidste at det ikke var nyt for hende, netop fordi at han også sørgede for at hun ikke røg ud af træning. Desuden havde han ikke noget imod at have en kvinde, der kunne holde ham lidt beskæftiget, der kunne holde ham i kørende og i god form, og alt det gjorde Maggie. Han betragtede det ene sværd som hun kastede væk, inden han vendte de dybbrune mod hende med et tilfredst smil. ”Udmærket..” Han gjorde et kort nik, inden de dybbrune øjne fik et legesygt glimt, ligesom hans mine, blot for at understrege at spillet var i gang, da han gjorde et let og alligevel halvkraftigt slag mod hende med det ene af hans tvillingesværd.