Just the two of us

[maggie]

De lærte aldrig nogensinde af sine fejl, men det var vel også det som gjorde det hele en anelse mere spændende også for deres vedkommnende? Når Maggie pissede Julien af, selvom det var bevist af handling, så var hun også den første til at skulle roe ham ned igen, undskylde og det hele, selvom det var noget som igen ville ende med at ske på et senere tidspunkt og det var jo trods alt også sådan at det bare måtte være. Hun holdt forbandet meget af ham, selvom det ikke var noget som hun havde sagt med ord.. Endnu om ikke andet, og det var også sådan at man måtte sige det på denne måde. De røde øjne hvilede på ham med en nærmere intens mine. Det var hende blot en vane efterhånden efter alt det som var sket for hende selv. Hun havde været ude igennem et helt år, kommet hjem og der havde hun set sin bror faktisk stå der som en mand, en mand som var faldet hende i så god en smag, at det var ham som hun havde lukket ind i hendes døde hjerte. Om det nogensinde ville blive hende muligt, så ville hun elske at kyle den formskifter i hende så langt til helved, ganske enkelt så hun kunne leve det livsammen med Julien. Hendes hjerte havde valgt ham som den hun ønskede at være sammen med og det var ikke et ønske som hun direkte ønskede at skulle kæmpe imod. Det var et valg som hun ikke kunne styre og nu hvor hun stod i denne situation, så måtte det jo trods alt bare være sådan på alle tænkelige måder overhovedet. Hun sendte ham et let smil hvorpå hun let himlede med øjnene. ”Hvis du kalder mig naiv.. Så er det virkelig at undervurdere mig. Og du ved vel, hvad der sker hvis man undervurdere mig?” Hun skød let det ene bryn til vejrs og med det næsten hemmelighedsfulde glimt i øjet. Generelt så var det en yderst dum ting at gøre, for hun kunne i den grad godt slå fra sig. Måske at hendes mor var født og opvokset i Procias, men det var en dvasianer som havde taget bo i hende og det var i den grad også sådan at det skulle være! Hånden som han måtte tage fat omkring var ikke noget som gjorde hende det mindste. At han kunne være en gentleman var i den grad alt sammen takket være deres kære mor, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte vise sig at komme til stykket! Hovedet lod hun søge let på sned. ”Se, du kan jo være sød,” sagde hun med et tydeligt tilfredst smil på læberne.
Det var ikke fordi at våben var noget som man kunne kalde for et direkte speciale for hendes vedkommende, men det var vel også noget som måtte komme med tiden? Han tvang hende nærmest til det, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende det mindste på nogen måde overhovedet. Hun nød virkelig af den tanke! At hun var der til at holde ham lidt i ørene, det var i den grad ogs¨ noget af det bedste ved det hele! At hun var den som kunne sætte ham på plads, at hun var den som kunne være efter ham uden at det ville få de varige konsekvenser, for det var der heller ikke mange som kunne, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket mod ham som hun endelig havde smidt det ene sværd fra sig. Det var langt nemmere for hende at skulle kontrollere et sværd i stedet for flere. Hun var slank, det var ikke naturligt for hende at skulle bære våben. Det var jo trods alt heller ikke typisk en kvindeting. Han ville ikke slade hende, så meget vidste hun trods alt, det var vel også det som hun holdt fast i. Han havde vel skadet hende ellers så mange gange tidligere? Hun lukkede begge næverne omkring sværdet for at skulle svinge det direkte mod hans, så de mødtes foran dem begge to. Hun sendte ham et let hoverende smil. Hun trænede til tider alene, og til tider sammen med andre, selvom det ikke var noget som skete særlig ofte. ”Jeg er jo ved at lære,” sagde hun med en tydelig tilfreds mine. Hun bakkede et skridt, idet hun trak sværdet til sig, kun for at svinge det direkte mod hans side. Måske ikke den mest erfarende, men det kom vel også med træning?

[julien]

Måske de ikke lærte af deres fejl, men Julien kunne heller ikke komme udenom at han elskede at gøre hende jaloux, han elskede at se hende spille på udseendet, spille bedre og kostbar for at få hans opmærksomhed og så elskede han når hun kæmpede for at få ham, så han ikke endte sammen med en eller anden tilfældig kvinde. Men sandheden var bare, at han ikke havde lyst til at finde sammen med andre, for den eneste han ønskede, var Maggie. Hun var kvinden i hans liv, hun var den person, som han havde kastet sin kærlighed på, kastet sin besættelse på, for han var virkelig mildt sagt besat af hende! Han var afhængig af hende! Uden hende, så … ville han jo komme til at kede sig! Hun var faktisk den som holdt hans hverdag oppe, den som fik ham til at more sig på en måde, som ingen andre fik ham til, sammen med hende havde han ikke behov for at spille smart – eller det var ikke altid at han havde behov for det, for det havde han jo behov for, når hun troede at hun kunne rende rundt med alle mulige andre mænd! Men, hun var den som kendte ham bedst, det var også derfor hun kunne gøre ham jaloux på den måde som hun formåede at gøre ham, hvilket til tider kunne irritere ham, men så slog han oftest tilbage med samme medicin. Uanset, så var konklusionen vel at de ikke kunne leve uden hinanden? Uanset hvad de gjorde ved hinanden, uanset hvor meget de sårede hinanden, så endte de jo altid i hinandens favntag. Det var vel også sådan det skulle være? Han ønskede ikke at leve uden hende. Han smilede morende til hende ved hendes ord, hvor han rystede svagt på hovedet. ”Nej.. fortæl mig min skat.. hvad sker der, når man undervurderer dig?” spurgte han nysgerrigt og dog drillende, for han vidste godt hvad der skete. Han trak ganske roligt i hendes arm, som han endnu holdt omkring hendes hånd, hvor han trak hende ind til sig, så hans frie arm kunne glide omkring hende, inden han skænkede hendes læber et flygtigt kys. ”Selvfølgelig kan jeg være sød. Det er trods alt hvad mor har opdraget mig til.” Han trak svagt på skuldrene. Deres mor kom jo fra Procias, så hun havde jo sine.. ’gode’ tendenser. Ikke fordi det gjorde ham noget, for han var glad for sin mor, den kvinde havde trods alt altid været der for ham, uanset hvordan han så end havde opført sig. I hendes selskab havde han altid haft mulighed for at fejle og så prøve igen, i hans fars selskab havde han altid prøvet at gøre sit bedste uden at fejle.
At træne sammen med Maggie hændte da af og til, skønt det dog ikke var hende som han trænede mest til, men det var jo heller ikke fordi at han ønskede at hun skulle blive mere macho, han ville bare gerne have at hun kunne forsvare sig selv, hvis det engang skulle gå galt. Desuden var her jo andre vampyrkvinder på stedet som selv trænede, men de var jo så også med i organisationen. Han betragtede blot, hvordan hun stoppede hans slag med sit eget sværd. Han kæmpede måske med to sværd, men det krævede også ekstra meget opmærksomhed, derfor gav det ikke ham en bedre chance for at vinde, det kom jo faktisk helt an på talentet, og han var naturligvis bedre end hende, men det var også sådan det skulle være! For han ønskede rent faktisk ikke at tabe til hende. Han smilede skævt til hende ved hendes ord. ”Det burde efterhånden også hænge ved,” svarede han drillende, som han blinkede let og udfordrende til hende. Han så hendes slag, hvor han blokerede det med sit ene sværd, inden han drejede om, så han stod med siden til hende, hvor han samtidig stak sit andet sværd imod hendes bryst – der hvor hendes hjerte sad. Han havde så meget kontrol over sine sværd, at han ville kunne stoppe slagtet, hvis hun ikke selv nåede at afværge det. Han ønskede trods alt ikke at dræbe hende, han ønskede jo slet ikke at skade hende det mindste!

[maggie]

Maggie nød selv det faktum, at hun var den som måtte være så tæt på Julien og hun ville i den grad heller ikke lade nogen som helst anden komme ham så tæt på, at de ville kunne tage eller bare true den plads som hun havde ved ham. Det ville hun ganske enkelt slet ikke tillade på nogen måde overhovedet! Tanken omkring det var noget som kunne gøre hende direkte vred og rasende, for det var hendes plads og det var slet ikke noget som hun ville acceptere skulle ske på nogen måde overhovedet! Nok kunne hun gøre ham direkte grøn af misundelse, men de endte altid i hinandens favntag. Lige der var hun trods alt heller ikke bange for at sige ordet ’undskyld’ også selvom hun aldrig nogensinde lærte af sine fejl, så var det nu alligevel temmelig morsomt også set i hendes øjne! Man kunne næppe sige, at deres forhold ville blive kedeligt i det store og hele, for det var noget som hun ganske enkelt nægtet at skulle tro på og det var på alle tænkelige måder overhovedet! Nu hvor hun endnu en gang var den som kunne være sammen med ham og de var alene, så var det også nemmere for hende, at skulle slappe af og falde bare en anelse til ro, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun lod hovedet søge let på sned. Hun elskede ham, selvom ordene aldrig nogensinde var sagt, så var vel de mange handlinger vel ganske tydelige og set i hans øjne? Om han brændte inde med det samme som hun gjorde, var hende faktisk ukendt, men et skridt af gangen, det var trods alt også det som hun selv havde lært. ”Du har da oplevet det så mange gange, kære Julien.. Er hukommelsen allerede ved at svigte?” spurgte hun med en klart morende stemme. Hun slog fra sig og hun kunne faktisk slå frygtelig hårdt. Dem som havde undervurderet hende en gang, gjorde det bestemt ikke en gang mere, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var da også helt sikkert. Armen om hende og kysset mod hendes læber, var noget som blot måtte få hende til at smile. Ikke fordi at det var noget som man kunne komme udenom overhovedet. ”Tja.. Mor har opdraget dig til noget fornuftigt,” sagde hun med en næsten tilfredshed i stemmen.
Maggie havde bestemt heller ikke noget imod at skulle svinge med sværdene og komme med lidt sved på panden. Ikke fordi at det var noget som hendes mor var meget for, ikke fordi at det var en kvindeting på denne måde, men det måtte jo trods at bare være sådan, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan. Hun vendte blikket mod ham og med den tydelige tilfredse mine. Nu var det også muligheder for hende, at skulle lægge denne femininitet til side og bare være.. ja, sig selv uden de største formål, uden de største meninger og bare kæmpe og komme af med noget af det som hun måtte brænde inde med af frustrationer og lade det gå ud over ham.. Det kunne da heller ikke blive bedre end det og bestemt heller ikke i hendes øjne, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Du banker det vel ind hvis det ikke gør,” sagde hun med en næsten morende stemme. At han svang sværdet mod bryst.. Det var det samme træk som han gjorde hver gang, det var noget som hun faktisk havde fundet ud af. Og selvom hun vidste, at han ikke ønskede at skulle skade hende, så kunne det vel også se lidt voldomst ud hvis man så til fra sidelinjen. Sådan havde hun i hvertfald haft det når hun havde stået og set til at han havde kæmpet med sin far. Måske i det skjulte, men hun havde set ham og det var vel også det som gjorde det hele for hendes v edkommende? Hun trådte omgående et skridt til side, svang sværdet ind mod hans, så hans blev tvunget ud af kurs, så det ikke kunne ramme hende. ”Ah-ah,” sagde hun med et let grin, idet hun fuldførte sin halvvejse piruet for at svinge sværdet direkte ind mod hans side. Selv havde hun en umådelig god kontrol over sit sværd. Hun ville jo heller ikke ende med at skulle skade ham!

[julien]

Maggie var den eneste der kunne have denne plads ved Julien, for det var ikke alle og enhver der faldt for sin søster! Desuden hvis han nogensinde ville give slip på Maggie og fandt en anden kvinde, så ville familiesammenkomsten nok blive ødelagt! For hun ville da helt sikkert gøre livet surt for ham! Dog nød han lidt af tanken, for han var udmærket klar over hvilke følelser hun havde for ham, hvor det vel også var gengældt? Uanset, så elskede han den tanke om at hun ville gøre alt for at forhindre nogen anden kvinde i at tage hendes plads, ligesom han ikke ville tillade at nogen anden mand tog den plads som han havde ved hende! Han ville dræbe den person! Han hadede virkelig når hun bevist gjorde ham jaloux! Når hun gjorde ham grøn af misundelse! Og han vidste at hun gjorde det med vilje! Men selvom han vidste at hun gjorde det med vilje, at hun bevist prøvede at få ham til at spille med musklerne, så kunne han ikke lade vær med at falde i den samme fælde om og om igen, for et sted nød han at bevise at han var den bedste og rigtige for hende! Ingen af dem havde nogensinde sagt de tre magiske ord, nej, de beviste deres kærlighed til hinanden via handlinger. Det var vel derfor de gang på gang gjorde hinanden jaloux? At de ikke lærte af deres fejl? Fordi de fik ikke at vide at den anden elskede én, nej det blev bevist på den andens handlinger, og det var også sådan at han beviste for hende at hun betød noget for ham, for det gjorde hun også! Han smilede drillende til hendes ord. Han vidste godt hvad der skete når man undervurderede hende, for han vidste at hun ikke var bange for at slå fra sig. ”Og? Jeg nyder at se dig spille lidt op,” svarede han stilfærdigt, hvor han lod sin ene finger sno sig omkring en af hendes blonde lokker, imens han betragtede bevægelsen. Han smilede drillende til hende, hvor han blinkede ganske let. Han elskede det at hun var så fyrig! Han slap en let latter, imens han trykkede hende godt ind til sig. ”Selvfølgelig.. det er vores mor du taler om,” svarede han stilfærdigt. Hans mor havde altid ønsket at han ville komme til at være en gentleman, det havde hun jo fortalt ham om og om igen, det var hvad hun havde opdraget ham til. Men helt fornuftig var han vel heller ikke?
Det kunne aldrig nogensinde falde Julien at slå eller skade Maggie på noget tidspunkt! Måske hun kunne drive ham til vanvid, også fordi de stadig havde deres søskendebånd imellem dem, men der lå dog meget mere end bare et søskendebånd, for hun var jo faktisk den person, som han havde mistet sin mødom til, ligesom det også gik den anden vej. Det de to havde, var slet ikke noget som søskende burde have! Det var også derfor de måtte holde det hemmeligt for deres forældre, for de ville da få et føl hvis de fandt ud af det! Det var dog også det hemmelighedsfulde, det at de måtte holde det skjult, som gjorde hele forholdet spændende! Han nikkede sigende til hende og smilede drilsk. ”Selvfølgelig, jeg kan jo ikke rende rundt med en svag kæreste,” svarede han drillende og dog også en smule selvsikkert. Det var vel også bedst at hun kunne forsvare sig selv? Det gjorde jo også automatisk at hun ville få mere respekt, ved kun at være en halvblods. At hun blokerede hans ene sværd, fik ham til at smile kækt til hende. Han ønskede at hun skulle være god, selvom han vidste at hun ikke ville kunne slå ham, for han havde virkelig mange års erfaring, når det kom til våben, og når han så kæmpede med sine yndlingsvåben, så ville hun ikke have en chance. Slaget mod hans side, så han, hvor han begyndte at dreje rundt, imens han bevægede sig ind mod hende. Han blokerede hendes slag, med sit ene sværd, inden han svang det andet mod hende, og ville hun blokere det, så ville han fortsætte omkring, for at slå det andet mod hende.

[maggie]

At Julien var hendes bror var til tider en tanke som Maggie faktisk måtte glemme, for han var jo trods alt så frygtelig meget mere end det, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Sandt at det søskendebånd var noget som måtte vise sig kraftigt i tide og utide, og det var jo trods alt bare sådan at det jo nu måtte være. Det måtte kun være hende som måtte have denne plads ved Julien og det var i den grad også det som hun kraftigt måtte spille op til, så ingen anden måtte tage den plads ved hende, selvom det var noget som hun ellers prøvede at gøer så diskret som det var hende menneskelig muligt, for hun ønskede bestemt heller ikke at have mor og far på nakken netop fordi at de havde indledt dette forhold. Det var noget af det sidste som hun ønskede sig, for det var i den grad hårdt nok også i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Følelserne var vel også gjort temmelig tydeligt for ham selv? Han måtte da næsten vide hvad hun måtte brænde inde med, selvom det aldrig nogensinde var blevet sagt med ord, men med de mange handlinger som hun havde gjort igennem årene nu. Et sted så måtte han vel næsten føle det samme for hende? For hun var bestemt heller ikke den eneste som måtte stå her og spille med musklerne, det var i den grad også helt sikkert! Nok tvang hun ham nærmest til at spille med musklerne, men hun var også den første som var henne ved ham, fik ham roet ned og undskyldte, for hun var bestemt heller ikke bange af sig på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde overhovedet! ”Du nyder ligefrem at se mig spille op?” gentog hun med en næsten morene stemme. ”Tja, når du er sammen med alle de andre elendige tøser, så må jeg jo lige pisse mit territorie en smule af,” påpegede hun med et let glimt i øjet. Han var hendes og hun ville bestemt heller ikke dele med nogen som helst!
Maggie var udmærket godt klar over, at hun ikke ville komme direkte til skade i kampene med Julien, for han ønskede vel heller ikke at skulle skade hende på den ene eller på den anden måde? Det var jo trods alt bare sådan at det jo nu måtte være, om det var noget som man ville det eller ikke. Efterhånden var hun vant til brug af et enkelt sværd, selvom hun vidste, at hun ikke ville have den menneskelige mulighed for at skulle slå ham når han kom med to og havde trænet lige siden at han havde været helt lille. Det var nu ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, for det at skulle blive beskyttet, var da noget som hun kun måtte nyde af! ”En svag kæreste?” grinte hun ganske let. Det var jo heller ikke fordi at hun var svag bare fordi at hun ikke var den bedste til at skulle håndtere et våben på denne måde! Hun gjorde det også for respektens skyld, for hun stod som halvblods –Hun stod der for pokker som en varyl hvilket i hendes øjne kun gjorde det hele meget værre! Hun hadet det virkelig til tider! At hun ikke kunne slå ham, var noget som hun allerede var klar over, så var det ikke noget som hindret hende i at prøve! Hun blokerede hans slag med en fast hånd og ved at svinge sværdet direkte i møde med hans eget. Selv i det samme træk, så var hun tvunget til at skulle bakke væk fra ham, blot for at hun ikke ville blive fanget helt tæt på. Det var trods alt den fejl som hun havde gjort sidst. Sværdet mod hendes anden side, fik hun lige så let blokeret, for det i sig selv, havde været et meget tydeligt og åbent træk. Hun blev jo trods alt kun bedre! Fast måtte hun dreje rundt på hælen, trak sværdet tæt ind til kroppen, hvor hun stak direkte ud efter hans bryst, dog stadig med en fuldkommen kontrol, for hun ønskede ikke at han skulle komme galt afsted!

[julien]

De fik altid hinanden til at spille op, fik hinanden til at spille med musklerne, selvom hun mere spillede på udseendet, hvilket han da også godt kunne finde på, for måske var der mange der have en stærk krop ligesom Julien, men han var skam ikke bange for at vise at han også kunne bruge den til noget! De mænd hun fik snoet omkring sin finger, som hun næsten fik til at følge hende i hælene som en lille hundehvalp var til at brække sig over! Han vidste at mændene her omkring i mansionen havde et godt øje til hans søster, hvor det vel mere var tøserne der så hende som den varyl hun egentlig var? Han gik meget med Maggie, hvilket mange alligevel måtte lægge mærke til, det var også derfor han ikke altid kunne spille med musklerne, for det var jo ikke alle der vidste at han var sammen med sin egen søster på et kæresteplan, mange havde da også stillet spørgsmål til hvorfor han gik så meget sammen med hende, for det var jo ikke altid at hun var i sin ’forklædning’ han måtte dog indrømme, at han også langt hellere ville have hende i sit rigtige jeg end at hun lavede om på sig selv, for han nød hendes lange blonde hår, de smukke intense røde øjne og ja.. alt ved hende. Mange troede bare at han lagde en beskyttende hånd over hende, fordi hun var hans søster og derfor blev sur, når nogle af mændene ligefrem lagde an på hende, men i virkeligheden var det fordi han blev gjort dødelig jaloux, fordi hun skulle få ham til at vise sine følelser for hende, han vidste at hun elskede at se ham spille med musklerne, at hun elskede at se når han gjorde sig til foran hende og alle andre, hun elskede at se ham bide i støvet, selvom det jo også var gengældt. Han smilede morende til hendes ord. ”Mm.. jeg elsker når du bliver pisset af,” hviskede han drillende og dog i en lokkende tone, som han lænede sig frem og skænkede hendes hals et blidt kys. Han mente skam sine ord, for han nød virkelig at se hende komme styrtende hen til ham når han var sammen med de andre tøser, når hun skulle spille så høj og hellig. Desuden så var det jo ikke kun her de gjorde hinanden jaloux, for de to var jo til tider også i byen sammen og der vidste folk ikke at de var søskende, så der var det langt lettere at gøre hinanden jaloux og se den anden spille op.
Julien vidste at Maggie ikke var svag, men hun var trods alt kun halvblodsvampyr – en varyl, hun var ikke fuldblodsvampyr, hvilket gjorde at hun allerede der var svagere end en vampyr. Han ønskede dog ikke at hun skulle være svag, han ville have at hun kunne forsvare sig selv, når det blev nødvendigt, for han vidste allerede nu at han ikke altid ville kunne være der for hende, at han ikke altid kunne være ridderen på den hvide hest, der kom hende til undsætning, nej, nogle gange ville han slet ikke have mulighed for at være der for hende, og så var det vigtigt at hun kunne klare sig selv. Han smilede skævt, som hun fik blokeret alle hans slag, hvor han blot stod stille og betragtede hende. ”Udmærket, så lad os sætte tempoet op,” svarede han med et udfordrende og kækt smil. Han så hendes stik, hvor han slog hendes sværd væk med sit ene sværd, inden han begyndte at gå imod hende, imens han svang sine sværd, mod hendes hoved, mod hendes side, mod hendes ben, og hele vejen op igen, skiftevis, og hvis hun ikke blokerede hans mange slag, så havde han kontrol nok til at kunne stoppe inden han ramte hende, men havde det været en kamp i virkeligheden, på liv og død og hun ikke blokerede hans slag, så ville hun have været død på stedet, for han lagde alligevel kraft i hans slag. Han gjorde et let step inden han snurrede rundt om sig selv, for at slå begge sine sværd imod hendes krop med fuld kraft. Det kunne måske se voldsomt ud, men han havde den fulde kontrol over sine handlinger, desuden ønskede han jo heller ikke at der skulle ske hende noget, han ønskede ikke at skade hende og han ønskede bestemt ikke at dræbe hende!

[maggie]

For tøserne her omkring var Maggie ikke andet end en simpel varyl. Sådan havde det været siden hun havde været ganske lille, så det var ikke noget som hun direkte tog sig af, selvom det jo selvfølgelig måtte irritere hende, for hun var bestemt langt mere end bare en varyl! Bare den tanke om at det var den kategori som hun gik under var bestemt heller ikke med hendes bedste vilje! Det var ikke altid at hun kunne spille med musklerne, spille høj og hellig, netop fordi at hun var hans søster, så hun var til tider også bare tvunget til at skulle bide det i sig og der var det dejligt, at man kunne gå ned og afreagere i træningssalen eller lade det gå ud over de stakkels stuepiger som efterhånden måtte være direkte bange for at skulle opsøge hendes værelse. Hun måtte jo bare holde det skjult. Normalt når de var omkring folk så befandt hun sig i sin forklædning, netop for at have den mulighed for at pisse territoriet af, så folk vidste hvor grænsen gik! Hun ville bare ikke ende med at miste ham! Det ville hun ganske enkelt ikke om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det jo selvfølgelig måtte være! Hun himlede med øjnene til hans ord og rystede let på hovedet. ”Du nyder det lige frem? Det er skam kun fordi at det ikke er dig det går ud over min fine ven,” påpegede hun sandfærdigt, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile ved tanken alene. Havde hun haft en grund, så havde hun i den grad også ladet det gå ud over ham, det var helt sikkert!
Selvom Maggie var en varyl, så var hun også en halvbodsvampyr. Hun havde meget af det hele efter sin kære far, selvom det var stedet her som virkelig havde lært hende hvordan det hele skulle gøres, hvilket hun i den grad også måtte sige sig at være fuldstændig tilfreds med, det var der heller ikke nogen tvivl om. Som han selv ønskede at sætte tempoet op, så ville hun da slet ikke være i stand til at følge med! ”Du kan lige vove..” mumlede hun ganske let for sig selv. Ikke fordi at det irriterede hende som sådan, for hun var udmærket godt klar over, at når det kom til fair og retfærdig kamp, så ville hun slet ikke have nogen chance i mod ham! Nok ville han ikke stå der til at beskytte hende hele tiden, og hun havde bestemt heller ikke noget imod det faktum, at hun ville være i stand til at skulle beskytte sig selv, for det var noget som hun i sig selv bare måtte nyde noget så frygtelig godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Slagene mod hendes hoved, side og ben blokerede hun skift på skift som hun tydeligt måtte være tvunget til at bakke, for han kom virkelig alt for tæt på hende og han vidste at hun hadet denne del! Det var virkelig at have gang i de slanke håndled for at blokere, selvom det virkelig ikke var nemt for hende på nogen måde! Jo mere hun gik, jo tættere måtte hun komme på den væg som stod bag hende, hvor hun næsten måtte komme med et spjæt da hun mødet den. Hun vendte blikket mod ham og med en let forpustet mine, da hun knugede let om sværdet inden hun smed det ned på jorden foran sig. ”Du vinder..” mumlede hun let. Det var jo som hver eneste gang at de skulle stå i kamp. Han vandt jo også bare altid!

[julien]

Rygterne om at Julien havde fået en kæreste gik jo desværre, selv hans forældre havde spurgt ham, hvor han blot havde svaret afvigende, han skulle jo udforske det med det andet køn, for han var ikke helt så kræsen med kvinder som hans far måtte være, dog på den anden side ønskede han kun at holde sig til en og ikke flere! Han var også sin kæreste loyal, selvom det ikke altid kunne se sådan ud, netop fordi han gjorde Maggie så jaloux ved at røre ved de andre kvinder der var her omkring, det var ikke noget i det, foruden at han ønskede at gøre Maggie grøn af misundelse. Men når det kom til stykket, var det Maggie han ønskede, for hun var faktisk den eneste kvinde han havde haft med under dynen, ligesom det også var gengældt – eller det var hvad hun fortalte ham, og til tider virkede hun ikke loyal, men hun havde det vel på samme måde? Så han stolede på hendes ord om at han var den eneste hun havde været sammen med, for de var jo først begyndte at kæreste lidt, efter hun var kommet tilbage fra det år hun havde været væk, hvilket hun havde været takket være ham. Han smilede skævt og dog morende til hendes ord, som han roligt greb omkring hendes hænder, hvor han flettede sine fingre ind mellem hendes. ”Det er aldrig gået ud over mig?” gentog han, inden han kluklo ganske let. ”Jamen min kæreste dog.. det er vidst ikke helt sandt.” Han sendte hende et kækt smil. Der var jo de gange hvor han virkelig havde trykket på de forkerte knapper, hvor han blot havde gjort det værre, selvom han burde være stoppet, hvor hun så have skænket ham en lussing eller to – det var dog ikke noget som skete ofte, og han tog sig heller ikke af det, for det var ikke fordi det gjorde direkte ondt på ham, hun var jo kun halvblods hvor han var fuldblods, det var mere det at han havde såret hende dybt, der gjorde ondt på ham. Han bøjede let i hovedet, som han skænkede hendes hals en række med lidenskabelige kys. ”Mm.. du nyder når jeg pisser dig af,” hviskede han drillende mod hendes øre, inden han bed hende pirrende i den bløde øreflip.
Noget som Julien nød, var det at han altid vandt over hende. Han huskede tydeligt da de havde været små, hvor hun næsten havde været bedre til alt. Men som de var blevet ældre, var der jo bare det faktum, at hun var varyl og han selv var fuldblodsvampyr, så han ville automatisk komme til at overgå hende, men det med våben ville hun godt kunne have vundet ham over i, hvis hun havde trænet siden hun havde været lille, det var bare sådan at han havde haft de bedste lærer, som deriblandt havde været hans egen far, hvor han også selv havde haft så meget gåpåmod og blod på tanden, så han ikke havde givet op. Det måtte dog alligevel imponere ham, som hun formåede at blokere hans mange slag, der både var kraftige og hurtigere, selvom han vidste at hun hadede når han kom sådan imod hende, fordi hun ikke havde en chance. Han smilede skævt og næsten triumferende, som hun blev tvunget op mod væggen og smed sværdet og sagde at hun gav op. Han sænkede roligt sværdene, som han gav slip på dem, så de faldt til jorden, inden han gik hen, slog de stærke arme omkring hende, trykkede hende ind mod hans nøgne overkrop, inden han skænkede hendes læber et intenst og lidenskabeligt kys, hvor han næsten trykkede hende op mod væggen med sin egen krop.

[maggie]

Maggie havde virkelig været bange for rygterne, for hun vidste godt, at det før eller siden måtte blive offentliggjort at han havde en, selvom han dæmret det så meget som det nu var ham muligt, så var det jo ikke noget som han kunne fortsætte med at gøre og hun ønskede ikke at det skulle gå galt og hun vidste jo at det ville blive tilfældet hvis deres forældre fandt ud af, at det jo faktisk måtte være dem som måtte rende rundt sammen, det var helt sikkert! Han var så sandelig også den eneste som i det hele taget formåede at gøre hende direkte grund af misundelse, for han var også den eneste som havde denne effekt ind på hende og det var noget som hun direkte måtte hade til tider! Ikke fordi at der direkte var noget som helst som hun kunne gøre med det, men det var jo så bare det som måtte være. Så længe at Julien var hende loyal, så ville hun ikke klage over det. Kom der overhovedet nogen kvinde så tæt på ham som det hun måtte være, så kunne det godt være at hun ville flippe skråt og uden lige! Ingen skulle have lov til at komme så tæt på ham eller skænke ham de samme kærtegn som hun gjorde! Hun ville ikke finde sig i det! Hun rystede let på hovedet og med det klare mystiske glimt i øjet. Fingrene sammenflettede hun roligt med hans som hun let lagde hovedet på sned, så hun kunne tage ham i blikket, bare for at betragte ham helt. ”Jeg vil da snarere indrømme.. at det går ud over dem som du render sammen med.. Den lussing eller to som du får er jo bare fordi du er dum,” påpegede hun let hvor hun blinkede til ham.
Maggie vidste udmærket godt at hun stod langt svagere end det som Julien gjorde, uanset hvordan man vendte eller drejede den, så ville hun aldrig kunne slå ham indenfor mange områder, hvilket i den grad også var noget af det som virkelig måtte irritere hende. Noget af det søskendebånd gjorde jo automatisk at de prøvede at overgå hinanden der hvor de havde muligheden for det, og der var hun så sandelig heller ikke noget undtag lige når det måtte komme til ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på alle måder overhovedet! Hun vendte blikket mod ham som hun selv havde smidt sværdet fra sig. Hun stod med ryggen mod muren og med ham foran sig, så var det ikke fordi at hun rigtigt kunne stille noget op mod ham. Som han selv lagde sværdene fra sig, så åndede hun selv tungt ud. Det var faktisk hårdt, for det var længe siden at hun selv havde været i gang med sværdene på denne måde, det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket. Armene som sneg sig omkring hende, at han kom helt tæt på hende, hvor han lod læberne møde hendes egne, hvor hun ikke tøvede med at skulle besvare kysset lige så intenst og lidenskabeligt som det han selv måtte lægge i det – Om ikke andet så mere end det som han selv gjorde. Armene søgte mere eller mindre omgående omkring hans nakke for at holde ham selv helt tæt på sig. At hun måtte blive trykket op af væggen, var nu ikke noget som hun havde noget imod, ikke når det var ham for han var så sandelig også den eneste som fik lov til at komme så tæt på hende som dette! Hånden lukkede sig omkring hans hår. Her var hun i den grad også bestemt og han skulle ikke have lov til at trække sig væk fra hende! Også selvom hun vidste, at dette var en risiko at løbe.. specietl hvis de skulle blive set eller opdaget.

[julien]

Julien var ligeglad med de rygter, han klarede det fint med at afvige dem, hans mor troede at han afveg fordi han var ny indenfor det område og ikke ville snakke med hende om det, hans far troede næsten at det var fordi han skammede sig over at være sammen med en halvblodsvampyr, og begge hans forældre kom med opmuntrende ord, for hans egen mor var jo halvblodsvampyr, han sagde dog også altid til sin far at det ikke var fordi hun var halvblods, for det var hans mor jo også. I så fald burde han skamme sig over sin egen mor og skamme sig over at en halvblods havde opdraget ham, men det gjorde han ikke, for han elskede sin mor! Den kvinde betød utrolig meget for ham, fordi hun altid havde været der for ham! Han ville altid støtte op omkring familien, desværre var han også med til at bryde en masse, ved at være sammen med Maggie på dette kæresteplan. Men hvad skulle han gøre? Han var som besat af Maggie! Han var afhængig af hende! Hun var som.. et stof som han var blevet afhængig af, som han var nød til at have mere af! Og han ville aldrig nogensinde kunne stoppe med at blive afhængig af hende, for hun havde sat sine kløer så dybt i ham, fået ham sat fast i sit spind af mystik og charme, og han måtte indrømme at hun var forbandet charmerende! Der var ingen tvivl om at han elskede alt ved hende! Han smilede kækt til hendes ved hendes ord, hvor han klemte blidt omkring hendes hænder, som de havde fået flettet fingrene sammen. ”Fordi jeg er dum?” gentog han lettere undrende og dog med det mystiske i stemmen. ”Jeg ved du finder mig charmerende på alle måder, som jeg.. også gør dig,” hviskede han med den forførende tone mod hendes øre, inden han skænkede hendes hals et blidt kys. Han vidste hun elskede ham, ligesom han elskede hende, de havde begge sine mangler og fejl, det kunne han ikke komme udenom og til tider fandt han det latterligt at de altid skulle rende rundt og gøre hinanden jaloux og opføre dem som små børn! I sidste ende ville de jo have hinanden!
Maggie ville aldrig nogensinde blive i stand til at vinde over Julien i en våbenkamp eller nærkamp, for der ville han nok altid overgå hende, men det var også sådan det skulle være. Han ville måske have en kæreste der kunne forsvare sig selv, men hun skulle heller ikke blive manden i forholdet! Han nød dog det at hun var så bestemt og alligevel så feminin, for hun var virkelig sådan som hans kvinde skulle være! Han sukkede nydende, som hun gengældte hans kys, slog armene omkring hans nakke og holdt omkring hans hår for at holde ham fast. Hans hænder faldt ganske roligt til hendes hofter, hvor han mere end glædeligt trykkede sin nøgne overkrop helt tæt ind mod hendes, for jo tættere han kunne komme jo bedre blev det kun! Han var ikke bange for at de ville blive forstyrret, for det første var solen oppe, for det andet havde hun sagt at de gamle var gået i seng, så de var jo mildest talt alene oppe, foruden Jonas der rendte rundt et eller andet sted, men han var vel også gået ind for at hvile sig? Det var jo normalt for en vampyr at sove om dage, så det burde de vel også gøre? Han trak hovedet en smule tilbage, så han kunne betragte hende, dog uden at fjerne sin krop en eneste millimeter væk fra hendes. ”Min kæreste skal ikke give op,” svarede han stilfærdigt, som han smilede drillende til hende. Hun havde givet op, selvom hun bare skulle have spillet på udseendet, for så kunne han ikke modstå hende, men hun havde valgt at give op? Det lærte hun vel på et tidspunkt hun ikke skulle?

[maggie]

Kunne Maggie, så ville hun da selv være fuldkommen ligeglad med de mange rygter. At det jo lød til at han havde fået en kæreste, så havde hun selv været tvunget til at tvinge facaden op når deres mor havde bragt det på banen, selvom det ikke altid var nemt for hende, for det var det bestemt ikke! Hun holdt forbandet meget af sin mor og hun kunne ikke fordrage at lyve for hende på denne måde, men lige i denne situation, så var det altså til det bedre og det var også det som hun valgte, at skulle holde fast i og på alle måder endda. Der var ikke rigtigt noget at gøre ved det. Hun betragtede ham roligt. Han var hendes og så længe at det kunne fortsætte med at være det på denne måde, så ville hun da bestemt heller ikke klage over noget som helst, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hendes mor spurgte jo trods alt også ind til om hun havde en mand i kikkerten og det var bestemt heller ikke altid lige nemt at skulle ryste på hovedet og sige nej! Det var faktisk utrolig svært! Formskifteren kom fra hendes mors side af familien, også selvom det slet ikke var noget som gjorde hende noget. Det eneste som hun faktisk måtte slås med, var jo faktisk de andre tøser. At un ikke var andet end en simpel varyl i deres øjne, var noget som gjorde, at hun virkelig var tvunget til at bevise sit værd overfor dem og hun gjorde det mere end glædeligt! Hun sendte ham det lette smil. Han var også den eneste – foruden deres mor selvfølgelig, som i det hele taget fik lov til at skulle se denne side af hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville vise til alt og alle, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sitrede let ved hans hvisken, hvor halsen tydeligt blev blottet for hans kys. ”Du kender mig for godt efterhånden,” konkluderede hun stilfærdigt.
Når det kom til kamptræningen, så vidste Maggie udmærket godt, at hun aldrig ville være i stand til at skulle slå Julien. I sig selv, så var det et mål som hun havde valgt at skulle opgive for længst, for det ville der bare ikke komme noget som helst godt ud af i den anden ende. Hun ville ikke gå muggent herfra som når han skulle gøre hende så sygelig jaloux. De røde øjne hvilede direkte i hans eget. Nok så intetsigende, men det var ikke ensbetydet med at hun ikke kunne føle. Hun følte jo trods alt for ham. At mærke ham så tæt på sig, var slet ikke noget som hun havde det mindste imod! Hun nød virkelig den tanke, den følelse og den fornemmelse, for der fandtes virkelig ikke noget bedre end det! Som han selv valgte at bryde kysset, så trak hun hovedet blot nogen milimeter til sig, så hun kunne åbne øjnene og tage ham i blik igen. De var alene oppe. Det var jo heller ikke fordi at det var alle vampyrer her på stedet som havde muligheden for at skulle vandre ude i solens lys. Selv så nød hun det. Det var noget af det bedste som Julien kunne give hende! Hun smilede et næsten morende smil. ”Jeg har da ikke givet op. Jeg påstod bare at du vandt.. den omgang,” påpegede hun stilfærdigt. Efterhånden så havde hun da lært. Det var jo heller ikke fordi at hun ville rende rundt og gøre de samme fejl igen og igen overfor ham! Så dum var hun da heller ikke! Hovedet søgte let på sned, hvor hun trak hænderne til sig og lagde dem mod hans bryst. ”Hvordan tror du det ville gå mig i marken med alle de desperate mænd som længtes hjem til sin kone?” spurgte hun i en hvisken mod hans øre. Med den kraft som hun havde, så lagde hun presset mod hans bryst, vendte dem, så det var ham som stod op af væggen og uden at flytte blikket. ”Jeg lærer skam, Julien,” hviskede hun blidt. Hendes små tæer førte hun til et af hans sværd som måtte ligge lige ved, hvor hun næsten hurtigere end øjet kunne se, trak det til sig og lagde det tæt ved hans hals i stedet for. Hun var langt fra færdig!

[julien]

Julien vidste godt at Maggie ikke var meget for at de skulle lyve overfor deres mor, hvilket han heller ikke selv var, men det var trods alt nødvendigt, for ingen af dem kunne vide hvad der ville ske, hvis deres forældre ville finde ud af det, og han turde slet ikke tænke på hvad hans far ville gøre ved ham! Måske han var ligeglad, for det kunne jo godt tænkes, Maggie var jo kun hans halvsøster, så.. måske hans far ikke ville blive så chokeret igen? Men det kunne også være han ville gå grassat, smide ham på gaden eller noget andet, og han ønskede ikke at miste hele arveretten! Han ville overtage Dødgængerne! Han ville gøre det hele til hans eget, gøre det bedre, end hans far og forfædre nogensinde havde gjort det! Han ville blive den bedste leder nogensinde! Og når han så engang ville blive leder, så var der ingen der skulle stå i vejen for den kvinde han ville have! Og det var Maggie. Han ønskede ikke nogen anden end hende, for der var ingen der så meget som kunne nå bare lidt op på hendes niveau, måske hun var varyl, men han vidste hvad der gemte sig inde i hende, hvorfor skulle han ellers vælge hende frem for nogen anden fuldblodsvampyr? Han havde ikke behov for andre, kun Maggie. Han trak hovedet til sig og så på hende med vantro. ”Kender dig godt? Min kære.. jeg kender dig bedst!” svarede han selvsikkert, for han vidste at det var sandt, men det gik jo så også den anden vej, og det var præcis sådan det skulle være!
Der var ingen tvivl om at det var Maggie som Julien ønskede, måske det ikke altid var til at se, når han gjorde hende jaloux og rendte med de andre tøser, for han vidste at de fuldblodsvampyrkvinder var efter hende, netop fordi hun var varyl og derfor var det naturligvis også sjovest at rende til dem, for at gøre hende grøn af misundelse! Men når alt kom til alt, så vidste de begge to godt inderst inde at de kun ønskede hinanden. Hvorfor hun skulle fange ham på denne måde vidste han ikke, men han kunne virkelig bare ikke modstå hende! Han smilede morende til hende ved hendes ord. ”Du påstod?” gentog han sigende, for der var ingen tvivl om at han havde vundet! Men den omgang? Han kneb øjnene en smule mistroisk sammen. Hendes hænder mod hans bryst havde han intet imod, som det blot fik ham til at smile ganske let. Han kneb dog øjnene en smule sammen til hendes ord. ”Du skal bestemt ikke ud i marken!” svarede han bestemt. Han ville da bestemt ikke sende hende ud i kamp! Måske hun ikke var dårlig, men han vidste at hun heller ikke var den bedste, desuden var det også ligegyldigt, for hun skulle slet ikke kamp og risikerer at komme til skade! Han havde intet imod at hun fik dem vendt, hvor han næsten blot så forventningsfuldt på hende, med det skæve smil spillende på hans rosa læber. Han smilede til hendes ord. Så længe hun lærte af sine fejl, så var han tilfreds. Han skulle lige til gribe fat i hende, da hun greb ud efter hans sværd, selvom han ikke nåede så langt, da han måtte stoppe, fordi han mærkede den slanke og tynde, men sylespidse klinge mod hans hals. Han vendte blikket morende mod hende. ”Jaså? Skal det være på den måde?” spurgte han med den lille mystik i blikket. Hun kunne ikke skade ham, hun kunne ikke dræbe ham, så der havde han allerede vundet over hende igen. Med en hurtig bevægelse, greb han hende om livet, hvor han løftede hende op og svang hende over hans skulder, som havde hun været et nedlagt bytte. Han slap en munter latter. ”Du kan slet ikke skade mig, min skat!” svarede han leende.

[maggie]

Tanken om at skulle lyve for deres mor, var slet ikke en tanke som Maggie var særlig meget for. At lyve for Alec var langt nemmere, udelukkende også fordi at hun ikke rigtigt havde noget med den amnd at gøre. Han kunne rende og hoppe for hendes del og hun ville være fuldkommen ligeglad, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var jo trods alt bare sådan at det jo måtte være og på alle tænkelige måder overhovdet. Blikket hvilede i hans og med det selv så hemmelighedsfulde glimt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Det er jo også sådan at det skal være,” påpegede hun stilfærdigt. Han kendte hende bedst, også af den grund at hun heller ikke havde åbnet op overfor andre på den samme måde som hun havde gjort med ham. Hun havde ikke noget imod at skulle åbne op overfor Julien og fortælle ham direkte hvad det var at hun måtte have på hjertet. Sådan var det vel at være et par? Hun prøvede da om ikke andet, så at finde ud af det, for det var bestemt heller ikke nemt altid, når hun skulle spille rollen som kæreste og hans irriterende halvsøster. Det var jo så det som kun måtte gøre det hele så langt mere underholdende!
Maggie ønskede ikke nogen anden end Julien. At hun jo så måtte bide i det sure æble til tider, var jo så bare det som hun måtte vænne sig til, for det var bestemt heller ikke nemt altid! Hun hadet når han var omkring andre og specielt tøserne, for det var jo tydeligt at se hvordan de måtte dåne efter ham! At de selv ville have ham! Hun hadet det simpelthen og han var i den grad også den første som måtte få det at vide! Nok kunne de gøre hinanden sygelige jalouxe og grønne af ren og skær misundelse, men de havde da hinanden igen bagefter. Det var da hinandens favn som de søgte til gang på gang og hun elsket det virkelig. Nok var ordene ikke sagt.. Ord var vel bare ord? Nej, det var handlingen som var det vigtigste her! Sværdet lod hun hvile ganske tæt ved hans hals. Det var ikke altid at hun formåede at komme tæt nok på til det, selvom hun slet ikke kunne finde på at skulle skade ham! Det var da noget af det sidste som hun ville! Selvom han fortjente et slag i tide og utide, så kunne hun slet ikke få sig selv til det, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Må jeg da ikke tage i marken? Hvorfor dog? Skal jeg undvære alt det sjove?” spurgte hun, hvor hun skød underlæben let frem med en tydelig utilfreds mine, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun vidste jo godt at hun ikke var dårlig med våbenbrug – Det som i sig selv, faktisk måtte være hans skyld, for det var ham som trænet med hende, ellers gik hun selv ned og øvet sig, det var bare ikke så sjovt som det andet. Sværdet tabte hun næsten i ren forskrækkelse da Julien måtte tage fat omkring hende og bare kaste hende over sin skulder som var hun en sæk kartofler! Hun vendte blikket mod ham og med det morende smil på læben. Hun kunne bare ikke skjule det. ”Åh! Skal vi vædde!?” endte hun med et grin. Nok ikke decideret skade ham, men det var nu og da stadig noget som han fortjente i tide og utide! Hun slog ham let i ryggen og uden at smilet måtte falme. Hun rystede på hovedet. ”Du er virkelig som snydt ud af næsen på din far,” sagde hun leende. Hun havde trods alt set Alec og Alicia sammen når det endelig måtte forekomme. Så blid som han kunne være, så havde de da også deres sjov. Hun rystede smilende og grinende på hovedet. ”Skal du hale sejren hjem? Banke jomfruen i hovedet og trække hende med til skjul?” spurgte hun med et let grin. Som en rigtig stenalder-mand med køllen i hånden. Bare den ændring at hun hvilede over hans skulder i stedet for at han havde fat i hendes hår. Tanken morede hende dog alligevel!

[julien]

Julien kunne ikke andet end at nyde tiden med Maggie, når de faktisk kunne formå at være dem selv, hvor de ikke skulle spille, hvor hun ikke skulle forklæde sig, men som nu, hvor de befandt sig i træningsrummet, hvor det kun var dem, hvor de kunne holde om hinanden, kysse hinanden, kærtegne hinanden og bare være dem selv, uden at de skulle tænke på at blive opdaget eller blive forstyrret. Det kunne til tider være anstrengende, netop fordi de hele tiden skulle kigge over skulderen, være sikker på at der ikke var nogen, det var nervepirrende, spændende, det gjorde hele forholdet spændende, men det var virkelig også risikabelt! Han ønskede ikke at det skulle gå galt. Han ønskede ikke at de skulle ende med at blive tvunget fra hinanden! Han ønskede virkelig kun Maggie, hun var kvinden i hans liv. Man sagde at når vampyrer fandt sin mage, så var det også den man blev sammen med for evigt, man ville ofre sig selv for sin mage og faktisk gøre alt for den person, og hans hjerte havde valgt Maggie. Han kunne tydeligt mærke på sig selv, at når han var sammen med de andre tøser, så var der ikke mere end venskab, han gjorde det bare for at gøre Maggie jaloux, fordi han elskede at se på hende, når hun skulle gøre sig til foran alle de andre tøser han omgik. ”Mhm..” Han nikkede sagte. Det var præcis sådan det skulle være! De kendte hinanden bedst, og han ønskede heller ikke at det skulle være anderledes!
Klingen mod Juliens hals, havde han ikke noget imod, for han stod roligt og blot betragtede hendes smukke ansigt, som han ikke kunne andet end at elske at kigge på! Hun var den smukkeste kvinde han nogensinde havde set. Og det var ikke kun udseendet, det var også hendes udstråling og personlighed! Hans blik blev noget fast til hendes ord. Hun skulle så absolut ikke rende rundt ude i marken! Måske han ikke bestemte over hende, men han tillod det virkelig ikke! ”Du kan finde meget andet sjovt, et andet sted!” vrissede han bestemt, blot for at understrege alvoren i det. ”Jeg vil ikke have du kommer til skade,” tilføjede han roligt, hvor han lagde armene over kors. Skete der noget med hende, så ville han ikke tilgive sig selv! Måske han ville have at hun kunne forsvare sig selv, men det var ikke for at hun kunne gå ud i marken for at få sig selv slået ihjel! Det var til nødstilfælde, hvis hun blev overfaldet eller noget lignende! Han lo muntert, som han fik hende smidt over skulderen, som var hun en sæk kartofler. Det måtte da næsten ligne at han havde nedlagt et bytte, hvor hun til hendes ærgrelse var byttet. Han slap endnu en latter, som hun sagde at han mindede om hans far. ”Jamen mange tak,” svarede han i en næsten smigrende tone, inden han rystede smilende på hovedet, selvom det var noget hun nok ikke ville kunne se. Han mindede faktisk meget om sin far på visse punkter, for hans far havde jo faktisk også fået en stor indflydelse på ham. Han var ligeså fordomsfri som hans far, for han var selv kommet sammen med en varyl, ligesom hans egen far var kommet sammen med hans mor, en halvblods. ”Føre hende med til skjul?” gentog han med en lusket undertone. ”Jeg har andre planer,” svarede han drillende, som han jaskede ud af træningshallen, hvor han gik videre ud i den store have. Han gik ganske roligt mod den lille sø i haven, hvor han stoppede op ved bredden. ”Jeg havde tænkt dig at ofre dig til de små sultne guldfisk,” endte han drillende, hvor han inden hun kunne nå at gøre noget, smed hende ud i vandet, blot for at flække af grin.

[maggie]

En vampyr valgte sin mage for livet, og lige der så var Maggie frygtelig glad for at hendes hjerte havde valgt Julien som hans også havde valgt hende. Hun var mere end villig til at gøre alt for ham for at sikre sig at han havde det godt, for at sikre sig at ingen nogensinde ville komme ind på ham på den måde som hun havde gjort, for det var hendes plads ene og alene og det var sådan at det skulle forblive! Deres forhold var forbandet risikabelt i det store og det hele, fordi at de altid måtte skulle se sig over den ene skulder for at sikre sig at de var alene, ellers skulle hun stå der i den typiske forklædning og hun hadet virkelig den tanke, for det føls.. falskt når det ikke var hende som stod overfor ham, selvom det var hende med et andet udseende. Hun ønskede bare ikke at skulle miste ham for noget som helst i denne verden! Endte de med at blive revet fra hinanden, så vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre. Han var hendes verden, han fyldte den op og var den som holdt den oppe samtidig, hvilket hun i den grad også var noget så frygtelig taknemmelig for. Det var sådan at hun virkelig ønskede at det skulle være! ”Godt,” hviskede hun blidt. Hvis det var sådan at det skulle være, så var hun i den grad også helt tilfreds!
Maggie lærte trods alt temmelig hurtigt og specielt når det kom til det at skulle overgå Julien, så fortsatte hun da med at prøve og så meget som det nu var hende overhovedet muligt! Smuk var hun og hun vidste det, selv det var jo også noget som hun måtte spille på når hun gik omkring de mange mænd, for hun vidste godt at mange havde øje for hende udelukkende på grund af en ting; Hun var lederens steddatter. Ikke fordi at det var noget som rørte hende, for hun kunne mildt sagt ikke klare Alec! Ikke at det var noget som hun bragte på banen lige netop nu, for det var jo bare sådan at det nu måtte være for hendes vedkommende. Blikket hvilede på ham og med den samme triumferende mine, for hun havde aldrig formået at tvinge ham op af væggen og med sværdet mod struben før! Selvom hun vidste, at denne sejr endnu en gang måtte vise sig at være hans, hvilket hun bare måtte bide i sig som det nu var hende menneskelig muligt at gøre det. Hun himlede let med øjnene. ”Du vil hellere holde mig hjemme end at lade mig komme ud og have det lidt sjovt?” Blikket faldt let mod ham og med den samme faste mine. At han ikke ønskede at hun kom galt afsted var jo noget som varmet og fik hende til at smile indvendig, for hun var vel vigtig for ham? Af en vigtig betydning på denne måde, hvilket hun bestemt heller ikke havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket. At hun endte over hans skulder, var kun noget som måtte få hende til at smile og grine, for det var som at være de to små børn igen som de havde været for nogle år siden! Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste! Tvært imod! ”Det var ikke smiger,” påpegede hun med en tydeligt drillende stemme, ikke fordi at hun ville skjule det. Alec beskyttet nok deres mor og var der i tide og utide, men hun var altså ikke et bytte som man bare kunne nedlægge bare sådan uden videre! ”Andre planer?” gentog hun som han førte hende med sig væk fra træningssalen og udenfor? Hvad pokker var det nu at knægten havde i tankerne?! Hans ord fik hende næsten til at blive mere bleg end normalt. ”Du kan lige vove…!!” Mere nåede hun ikke at sige, før hun røg direkte ned og brød vandoverfladen med et større plask. Ikke fordi at hun kunne mærke kulden som sådan, det var nu mere chokket som gjorde, at hun hurtigt kom op igen. Håret hængende over hendes ansigt, gennemblødt og kold, selvom det ikke rørte hende, så sendte hun ham et let skulende blik. Hun kæmpet næsten for at holde latteren inde!