Just the two of us

[maggie]

Julien tog dette tungere end det som Maggie havde regnet med, det var noget som hun allerede nu kunne bekræfte med den måde som han måtte reagere på og det var heller ikke fordi at det var noget som gjorde hende glad eller tilfreds, for det var noget som faktisk måtte gøre hende irriteret og mere end det som hun havde været længe. Hun kneb øjnene fast sammen og med den tydelige utilfreds i minen, for det var end ikke noget som hun ville skjule for ham. Hun trak sig et skridt bagud, selvom hun ikke rigtigt kom videre, eftersom han igen måtte gribe efter hendes kæbe og hage og holdt hende fast. Hun spændte i kroppen og knyttede hænderne. Hun havde et temperament, så meget vidste han da godt, og det at gøre hende vred, var bestemt heller ikke smart. Hun vidste godt at hun kunne risikere at han ikke kom hjem igen og den tanke var faktisk noget som skærmte hende, og deraf også den store frustration over at han ikke kunne forstå at hun var bekymret for ham alligevel! Uanset om det var noget som han var blevet trænet til eller ikke, så var hun fuldkommen ligeglad på det punkt! At han foreslog hende en anden mand, var noget som direkte fik hende til at se rødt! Hvordan kunne han få sig selv til at sige de ord i den sammenhæng?! Hun rev hovedet til sig. ”Hvor vover du at sige sådan noget til mig, Julien!?” hvæsede hun denne gang med en tydelig vred stemme. Igen svang hun hånden mod hans kind i form af en syngende lussing og med den samme vrede i blikket. ”Jeg må ikke bekymre mig? Du kan ikke bruge det til noget? Jeg er fuldkommen ligeglad! Hvis jeg ikke opvejer mere end de dumme missioner, så kunne det være at jeg skal finde mig en anden mand som faktisk forstår sig på mine følelser og faktisk kan være der for mig uden at råbe og skrige af mig på denne måde!” Ord sagt i frustration, men lige nu og her, så var det ord hun måtte mene!
Maggie vidste udmærket godt, at hun kunne være umulig, men det var jo ikke noget som hun gjorde direkte med vilje. Hun var bare som hun var og Julien var om ikke andet, så en af dem som kunne tackle det, hvilket hun var glad for. Hun ønskede ikke at skændes med ham, for det kom der aldrig noget godt ud af, for de endte altid det samme sted igen, også selvom det var tydeligt, at det altid var lettende at skulle få tingene ud som de gjorde i øjeblikket, hvilket hun så heller ikke havde noget imod. Det frustrerede hende, at de var tvunget til at holde det så diskret som de gjorde i øjeblikket, men det var jo heller ikke fordi at de havde noget andet valg. Hun måtte dog ærligt erkende, at hun havde været fristet til at afsløre det hele, i håbet om at Julien ville blive gjort fuldkommen arveløs, for så vidste hun jo trods alt også selv hvor hun havde ham, selvom hun vidste hvor meget at alt dette faktisk havde af betydning for ham. Der kom hendes menneskelige følelser ind i det. Hun kunne sagtens være andet end egoistisk! ”Din lille umulius? Tjo.. det kan jeg vel leve med,” sagde hun stilfærdigt og med det samme smil på læben. Det var jo heller ikke fordi at der lå så skræmmende meget i det, for hun vidste, at hun kunn være temmelig kravestor når det endelig måtte komme til stykket, for det var bare sådan at hun var og hun var glad for at han kunne klare hende. Han var også den eneste som havde vist sig at kunne, også fordi at hun lod ham gøre det. ”Måske attraktiv, men.. ja, lidt kravestor måske..” Hun trak let på skuldrene. Der lignede hun vel sin mor temmelig meget? Bare med den forskel, at hun ikke søgte til andre når bekræftelsen ikke kom, for hun var Julien trofast. Det kunne aldrig nogensinde falde hende ind at være noget andet! Hun trak ham med sig indenfor, stille og roligt, hvor hun vendte sig mod ham og med det drilske glimt i øjet. ”Siden du nu smed mig i søen, så kan du få lov til at bære mig op i seng.. Ellers kan du gøre rent efter mig,” påpegede hun med en morende stemme. Hun vendte sig, så hun endte med at stå front mod front til ham. Den frie hånd lagde hun stille i hans nakke. ”Hvis du er mand nok til opgaven,” hviskede hun drillende efterfulgt af et let grin.

[julien]

Det var ikke fordi Julien gad, at gøre en større diskussion ud af det, for det kom de jo ikke ligefrem nogen vegne af. Det eneste han opnåede var at gøre hende vred, hvor det endte med at han selv blev vred, selvom han allerede nu var ved at blive godt irriteret på hende! Angående organisationen, så mindede han meget om sin far, for han var trods alt arvingen til det hele, det var bestemt, hans skæbne at han skulle gå i hans fars fodspor, sådan som en rigtig søn gjorde, for at gøre sin egen far stolt. Han havde trænet hele sit liv for at gøre sin far stolt, hvilket han også havde gjort, men han var ikke faldet af på den, for så ville han miste stoltheden, hvilket ikke var hans mening. Desuden gjorde han det ikke kun fordi han ville gøre sin far stolt, nej han gjorde det også fordi han ville blive den bedste i sin slægt. Han gjorde det, fordi han ville blive bedre end hans far og hans bedste far og alle hans andre forfædre. Han ville blive den mægtigste af alle Mathimæus’er! Men af den grund, så fandt han stadig tid til Maggie, hans egen søster, som mere eller mindre også gik under betegnelsen for at være hans kæreste. Han havde aldrig nogensinde sagt de store ord til hende, men han havde vist hvor meget hun betød for ham ved handlinger, desuden fandt han også handlingerne vigtigst, for alle kunne love guld og grønne skove, men det var ikke alle der kunne leve op til det som man lovede. Mange kunne komme med smiger og komplimenter, alle kunne sige ’jeg elsker dig’ alle kunne sige at en person betød alverdens for én, men det var ikke alle der kunne vise det. Han fandt ordene irrelevante, nej det var handlingerne som betød noget i denne sammenhæng, det var vel også derfor han ikke havde sagt de ord til hende? Fordi han egentlig ikke troede på dem? Det var heller ikke ligefrem fordi de altid var lige gode til at vise det, for søskendebåndet ville jo altid hvile imellem dem, men hun vidste at han ikke ville forlade hende til fordel for nogen anden, lige såvel han vidste at hun ikke ville gøre det mod ham. Hans dybbrune øjne hvilede fast på hende, hvor han tydeligt så hendes hånd, komme svingende i luften endnu engang, skønt han dog ikke stoppede hende, som han mere end villigt tog imod hendes lussing – det var jo heller ikke fordi det var nyt for ham. Lussingen fik ham dog til at vende kinden mod hende, hvor han himlede svagt med øjnene. Han kunne tydeligt mærke det, men han havde dog prøvet det som var værre. Han lod sin ene finger stryge over hans kind, som sveg ganske let, hvor der også var et aftryk af hendes hånd, som hans kind var endt helt rosa. Han vendte blikket dræbende mod hende til hendes ord. Hun ville finde en mand, som forstod hendes følelser? Han lo hånligt af hende. ”Ja held og lykke med det,” svarede han med sarkasme, hvor han ganske let skubbede hende til side, inden han gik forbi hende og satte kursen mod huset. ”Det er heller ikke ligefrem fordi incest er velset,” svarede han stilfærdigt og lettere henkastet, imens han kort så over sin ene skulder og hen på hende. Han stak hænderne i buskelommerne, inden han valgte at fortsætte sin gang væk fra hende. Hun skulle bestemt ikke tro at hun slap så let! Han knyttede hænderne fast, selvom det ikke blev set, fordi de var gemt i hans lommer. Han var vred! Og han skulle nok tage sin hævn på hende, for det var ærligtalt hvad han følte mest for! Han bed tænderne hårdt sammen, hvor han holdt sig i skindet, for han var lige ved at slå et eller andet om kuld! Men hun ville ikke have ham? Så skulle han da nok bevise at han heller ikke gad hende! Hans dybbrune øjne flakkede ganske kort af ren vrede, næsten som om han prøvede at finde noget han kunne slå til, som han kunne ødelægge og massakrere!

[maggie]

Det var så sandelig heller ikke fordi at Maggie virkelig ønskede at skulle skændes med Julien, men til tider så frustrerede han hende virkelig og han gjorde hende så vred som intet andet, hvilket bestemt heller ikke måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Hun kneb øjnene fast sammen. Hvis hun ikke var god nok for ham, så kunne han vel også sige det? Hvis hun var for krævende så kunne han da for pokker bare åbne munden! Hun kneb øjnene let sammen og tydeligt med den utilfredse mine. Hendes hjerte havde valgt, men var hun ikke god nok, så var det jo bare sådan at det nu måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han havde vel andet i hovedet end at gå i de spor som Alec måtte sikre for ham? Ja, han var måske en arving, hvor hun faktisk måtte være glad for at det ikke var hende som skulle stå der i hans sted, men alene den tanke om at hun ikke vidste om han kom hjem igen eller ikke, var noget som virkelig måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han var irriteret, hvilket kun måtte smitte af på hende. Hun var ikke bange for at sætte ham på plads eller udtale sig om sin egen mening og specielt heller ikke overfor ham. Hun lignede sin mor lige på det punkt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket og det var noget som hun virkelig kun måtte sige sig, at være noget så frygtelig glad for. Bare tanken om at skulle miste ham, var noget som klart skar i hendes hjerte, selvom hun ikke ville give ham den tilfredsstillelse om at skulle komme krypende tilbage igen. Hun trak let på skuldrene. ”Så hellere stoppe mens legen er god, vel?” spurgte hun ganske kortfattet. Måske at de krøb under dynen i tide og utide, selvom det nu slet ikke var noget som gjorde hende det mindste, for hun nød det faktisk når det endelig skete. Hun gik selv resten af vejen op mod det store mansion og uden at slippe ham med blikket. Hun kunne efterhånden tolke hans kropssprog og det var hende kun tydeligt, at han faktisk var vred. Hendes egne ord var sagt i vrede, for sandheden var.. at hun ikke kunne undvære ham. Hun kunne ikke undvære ham for noget som helst i verden og hun vidste det jo udmræket godt, selvom det ikke var noget som gjorde det nemmere for hende selv. Specielt ikke når de endte derude, hvor de faktisk blev så vrede på hinanden, at det gik så galt som dette. Hun rystede på hovedet. Desværre var hun så meget mere menneskelig end det som han var. Hun endte med at sætte farten op, kun for at nå op til ham. ”Julien, for pokker!” Hun greb omkring hans arm, også mest for at tvinge ham selv til at stoppe op. Det kunne ikke passe at de skulle ende herude så ofte og at det skulle være så slemt, at de faktisk truet med at.. gå fra hinanden? Hun holdt af ham og langt mere end det som en bror og en søster måtte og skulle, hvilket hun i den grad også var klar over, selvom det ikke just var fordi at hun havde fortrudt noget som helst, hvilket var tydeligt, også for hendes eget vedkommende. De næsten rødlige øjne vendte hun stille op mod ham. Han var vred og det at gå ind vred, ville også få de gamle til at stille spørgsmål, hvilket hun heller ikke ønskede i det store og deth ele! Det ville kun gå kraftigt ud over dem begge og det var noget af det sidste som hun ville. Hovedet lod hun søge let og stille på sned. ”Undskyld..” Hun blev stående og kigget på ham. Det ord ville hun bestemt heller ikke have sagt, hvis det ikke var fordi at hun mente det!

[julien]

Det var ikke fordi Julien ønskede at skulle bringe det hele op til en større diskussion, skønt de egentlig aldrig diskuterede, enten var de gode ved hinanden eller også skændes de, for de kunne aldrig nogensinde føre en normal diskussion, nej det gik altid galt for sig, hvor de endte ud med at bide af hinanden, snerre af hinanden, blive vrede på hinanden, hvor hun allerede havde skænket ham to lussinger denne dag! Og han gad virkelig ikke finde sig i det! Måske han fyrede en masse af, uden egentlig at mene det, selvom han egentlig bare sagde sandheden, det var ikke sikkert at han kom hjem igen, det var ikke sikkert at hun ville få ham at se igen, når han først var taget ud på en mission, og det skulle han slås for? Det var kun fordi hun ikke kunne finde noget bedre at sige! Men hvis hun ville finde en anden mand der.. ’forstod’ hendes følelser, jamen så var hun da velkommen til det! Det ville sikkert ikke engang blive svært for hende, for han vidste at hun var attraktiv blandt de mandlige vampyrer, det var jo kun de kvindelige vampyrer som var efter hende og kun fordi de var jaloux på hende – det var noget man skulle være blind for ikke at kunne se! Han var dog ligeglad, han burde ikke engang være sammen med hende på den måde han var for.. hun var hans søster for pokker da! Det var ikke ligefrem incest ville blive set på som en god ting, det kunne skade hans families ry, hvilket han jo heller ikke var ude på! Men når han selv tog over, så var det ham som satte reglerne! Han kunne dog godt forstå hvis hans forældre ville se skævt til det, især hans mor, for hun var trods alt mor til dem begge, hans far var kun far til ham, eftersom Maggie havde sin egen far, så det skulle ikke undre ham hvis hans mor ville tage det som et chok, selvom han dog alligevel var usikker på hans fars reaktion på det, så han holdt det for sig selv. Det var kun hans nærmeste venner som kendte til det, såsom Jonas. Det var jo altid en begyndelse at nogen vidste det. Han bed godt mærke i hendes ord, men han stoppede dog ikke af den grund, faktisk ignorerede han hende, for hun havde vel ret? Det var bedst at stoppe mens legen var god, selvom det vel var lidt for sent at sige? Men hvis hun ikke gad ham, så kunne han skam fint finde en anden som ville! Det sitrede i ham, da hun greb ham om armen for at få ham til at stoppe, hvor han også stoppede. Han knyttede hænderne fast sammen, hvor han ikke sitrede af behag, men af ren vrede. Han følte virkelig for at rase på nogen eller noget! Han stirrede vredt ind mod døren, som han alligevel var nået hurtigt op til mansionen. Han bed tænderne sammen blot for at forsøge at holde ham i skindet. Han himlede svagt med øjnene, som hun undskyldte, hvor han drejede hovedet og så tilbage mod hende med lynende øjne. Han rev armen til sig, inden han skubbede hende væk fra sig, så hun var nød til at bakke nogle skridt, hvis hun ikke ville falde. Han var aldrig ond mod hende, han havde aldrig gjort hende skade, så det at han rent faktisk skubbede til hende, var blot et tegn på at han var vred. ”Hold dig væk!” hvislede han fast, inden han vendte ryggen til hende, flåede døren op, som han smækkede i bag sig, så det gav et stort smæld. Han var ligeglad med om han blev hørt, for folk havde bare at holde sig væk medmindre de bar inde med et ønske om at dø! Han endte inde i den store forhal, hvor han gik direkte hen til den store og brede trappe som førte oven på til hans værelse, hvor det ikke tog ham mange skridt før han var oppe og trappen var ellers lang. Han gik direkte hen til sit værelse, hvor han endnu engang flåede døren og smækkede den i igen, hvor han begyndte at vandre rundt i cirkler af ren frustration og vrede.

[maggie]

Begge var de født med en uendelig stædighed og tildels også en kraftig stolthed. Enten var de søde ved hinanden ellers gik det galt og det var noget som Maggie virkelig var ved at være træt af. Hun kunne jo ikke undvære Julien og det vidste han vel også godt? Hun spillede jo overfor fyrene af en grund, hun bed tænderne sammen når han var omkring tøserne, selvom hun klart gjorde sit for at pisse territoriet af. Hun nægtet bare at se til at det var slut, i så fald, så måtte han jo sige det direkte til hende, så hun var klar over hvad hun var i stand til at skulle kræve og forvente af ham eller ikke. Nu forvirrede det hele hende virkelig bare langt mere end det som godt var og hun hadet den tanke mildest talt! Hun var følelsespræget, selvom hun normalt bed det godt i sig, for hu nvar jo blot en varyl, mere præget af tanker og følelser end så mange andre her på stedet var, der hvor det kun var deres kære mor, som kunne sætte sig bare en anelse i hendes situation, hvilket hun faktisk også kun måtte sige sig, at være så frygtelig glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var lidt ligeglad med at hun var attraktiv omkring de mange mandlige vampyrer, for det var slet ikke noget som vækkede den form af interesse ved hende som det Julien havde gjort! Var det så svært at forstå at hendes hjerte havde taget det valg?! Et sted frygtet hun vel hvad der ville ske den dag at Julien ville tage fuldkommen over efter Alec? Hvilke regler som ville stå faste som dette, eller hvad der ville blive af hende, vidste hun jo ikke og hun var vel et sted også bange for at den magt faktisk ville ende md at stige hende fuldkommen til hovedet? Hun blinkede svagt med øjnene som hun havde formået at tvinge ham til at stoppe, selvom det var tydeligt for hende, at han virkelig måtte være vred, så var det bestemt heller ikke noget som gavnede hende idet store og hele, for hun hadet virkelig at skændes med ham! At han skubbet hende væk fra sig, var ikke noget som hun havde oplevet før, så det at vakle de skridt, var slet ikke noget som faldt hende ind. Desuden var han jo langt stærkere end hende. Hun røg direkte ned i jorden, hvor hun fast vendte blikket mod sig. Hun stirrede blot på ham som han gik indenfor. Sådan havde han jo aldrig nogensinde været overfor hende før! Aldrig! Hun rejste sig stille op og så blot til at han smækkede alle døre som han nu måtte passere. Ikke fordi at det gjorde hende mindre rolig, for det var sjældent, at han var så vred som det han var lige nu. Kjolen var våd og den var mudret nu.. Alicia ville da ende med at slå hende ihjel hvis hun vidste hvordan hun så ud lige nu! Hun gik stille indenfor, hvor hun næsten blidt lukkede dørene efter sig. Hun vidste godt hvor han havde søgt hen – med andre ord, så burde hun måske bare lade ham være i fred? Også selvom hun vidste, at det slet ikke var noget som gavnede nogen af dem i den anden ende, for deres mor ville jo helt klart stille spørgsmål i morgen! Igen valgte hun at lade håret blive rødt, huden en anelse gylden, bare i tilfælde af, at han havde formået at vække nogen med al hans larm! Hun gik roligt op af trappen og direkte hen til hans dør. Det kunne ikke passe at de stadig skulle opføre sig som små møgunger! De var da efterhånden ved at blive for store til det! Hun greb omkring hans dørhåndtag og tvang døren op. Ikke noget med at banke på eller noget som helst, for hun kendte ham nok til at vide at han ikke ville lukke hende ind uanset. Hun vendte blikket mod ham, en anese stift og alligevel.. mildt? ”Julien.. ro dig ned,” sagde hun stille. Denne gang var det faktisk hende som formåede at bevare roen, selvom det bestemt heller ikke var nogen nem udfordring, men.. hun måtte vel bare prøve? For deres begges skyld?

[julien]

Julien var faktisk overrasket over hans vrede, for det var virkelig lang tid siden at han sidst havde været så vred! Han havde egentlig aldrig skubbet hende væk, ikke på den måde som han havde gjort denne gang, hvor han ikke engang havde tænkt over at han var langt stærkere end hende, for i modsætning til ham, så var hun en kvinde, hun kunne måske slå fra sig, men hun besad ikke den styrke som han selv måtte gøre og derfor heller ikke den samme udholdenhed. Han var vel blevet så vred, fordi hun havde sagt at hun ville finde en anden? Selvom det vel et sted mere var panik? Det var ikke fordi han blev grebet af panik så let, og inderst inde vidste han jo også at hun elskede ham, at hun ikke ønskede at skifte ham ud, men hvis der var noget han var bange for – hvilket var en af de eneste ting han var bange for, så var det rent faktisk at miste hende, derfor fandt han det bestemt heller ikke underholdende at hun ønskede at finde en anden, som ’forstod’ hende, selvom han vidste at ingen ville komme til at kende hende lige så godt som han gjorde, hvilket gav ham en følelse af sejr. Han ville være den eneste som kendte hende på den måde! Utroligt og rent faktisk også komisk, for de to havde altid været dem som havde skændes, de var søskende, de havde mere eller mindre altid hadet hinanden og pludselig en dag var han faldet pladask for hende? Hans egen søster? Den tanke morede ham virkelig hver gang! Han smilede svagt ved tanken, selvom han tog sig selv i det, hvor han slog sin knytnæve ind i væggen, så det rev op i uden på knoerne, hvor det blødte en smule. Hans krop dirrede ganske svagt af vrede, hvor han stirrede koldt og nådesløst ind i væggen som havde den været hans fjende. Hans vejrtrækning var dyb og han mindede mest af alt om en vild tyr. Han kunne høre hende ude på gangen, hvilket fik ham til at bide tænderne sammen, hvor han trak vejret dybt næsten i et forsøg på at roe sig selv ned. Det var jo ikke fordi han ønskede at være ond og brutal mod hende, for han.. elskede hende. Hun var den eneste person der havde denne betydning for ham. Jovist han elskede sine forældre, og resten af hans familie, men det var ikke på samme måde han elskede Maggie. Hans håndflader hvilede ind mod væggen, som han stod lænet ind mod med hovedet lettere bøjet, da hun kom ind på hans værelse, hvor han ikke skænkede hende et eneste blik, skønt han dog kunne fornemme hende, han kunne altid fornemme hende! Han bed tænderne sammen endnu engang ved hendes ord, inden han rankede sig op, som en stolt mand, hvor han drejede på hælene og vendte blikket fast og koldt mod hende. End ikke et eneste ord passerede hans læber, da han valgte at gå hen mod hende med langsomme og faste skridt, hvor det næsten var svært at vide om han skulle til at gøre hende mere skade eller til at forlade værelset. Han gjorde dog ingen af delene, da han valgte at stille sig foran hende, uden at han veg blikket fra hende, som bar et neutralt blik. Han løftede sin ene hånd, hvor han lod en kroget pegefinger stryge fra hendes pande ned over hendes tinding og videre ned over hendes kind og kæbe, inden han strøg den ned langs hendes hals, videre over hendes skulder for at stryge den ned over hendes arm, inden hånden faldt slap ned langs hans side, ligesom hans blik gled ned mod gulvet, da han havde fulgt bevægelsen. Alt imens havde han placeret den anden håndflade mod væggen bag hende, hvor han stod en smule foroverbøjet mod hende. Han forholdt sig tavs, hvor hver en del i hans krop var begyndt at slappe af igen, utroligt at hun skulle have den effekt på ham, og det både forundrede og irriterede ham! Men mest af alt nød han dog den følelse hun satte i ham bare ved at være der.

[maggie]

Maggie ønskede virkelig ikke at skændes med ham, kun fordi at de røg helt herud gang på gang og hun kunne virkelig ikke fordrage den følelse eller fornemmelse. Det var nu heller ikke fordi at hun var bange for at skulle opsøge ham som sådan, for det var hun ikke været før, så hvorfor skulle det være anderledes nu? Fordi at han var vred? For hun havde nok aldrig set ham så vred på hende før, selvom hun vidste, at dette også måtte være hendes egen skyld. Hun måtte jo bare lære at holde sine følelser under kontrol! Det skete jo desværre i tide og utide, hvor det hele bare måtte ende med at løbe fuldkommen løbsk for hende og det var også det som var sket i øjeblikket og det var slet ikke noget som hun brød sig om overhovedet, for det var slet ikke hendes mening at gøre ham så vred. Hvad hun frygtede mest var jo at de gamle måtte ende med at stille spørgsmål, for det var noget af det sidste som hun ønskede lige nu. Hun frygtede ærlig talt for de mange konsekvenser som det måtte få, for hun vidste allerede, at deres mor ville afsky dette, hvis hun fandt ud af det. Det var også derfor at hun havde indtaget hendes ganske normale skalkeskjul som hun havde gjort, ved at forandre udseende på denne måde, for det var ikke altid noget som hun gjorde, men når det var galt mellem dem, så havde hun ikke rigtigt noget andet valg. For hun ville ikke ende med at stå ansigt til ansigt med de gamle i sin sande skikkelse, hvis de i tilfælde skulle ende med at stå i døren. At han kom mod hende og uden så meget som et ord, så rokkede hun sig ikke så meget som en eneste millimeter. Hun blev stående og med blikket hvilende på hans skikkelse. Hans hånds strøg, fik hende blot til at stå stille, hvor hun ikke kunne gøre andet end at nyde det. Hun blinkede let med øjnene og lod ham blot følge hånden hvor han nu ville have den. Han ønskede ikke at skade hende og det vidste hun jo også godt. Hun havde sagt så meget som hun slet ikke burde have sagt, så meget vidste hun godt og hun ville faktisk gerne undskylde og samtidig også kunne stå ved og mene det! Hun hævede begge hænderne ganske forsigtigt og lod dem stryge mod hans kinder, også som en måde for at få ham til at kigge på hende. ”Julien.. se på mig,” bad hun dæmpet, dog alligevel med en ganske fast tone, som blot måtte indikere at dette var alvor frem for noget som helst andet overhovedet. Hendes tomler strøg roligt over hans kølige og fine hud og med blikket hvilende på ham. Hun trak ganske svagt en mine, det var jo heller ikke fordi at hun var glad for at skulle gøre det her ved ham, selvom det nu skete gang på gang! Hun hadet sig selv for det til tider, også selvom det forekom at han faktisk fortjente det! Panden lod hun stille møde hans. Nok stod hun der i en anden skikkelse, men det var stadig hende og så længe, at han vidste det, så var det også noget som gjorde hende glad. Hun sendte ham et stille smil, også for at vise, at det hele var okay. ”Jeg går ingen steder. Jeg.. det blev bare for meget. Undskyld,” sagde hun stille. Hun kunne ikke fordrage tanken om at være uvenner med ham og da specielt ikke på denne måde, for det var virkelig også noget af det mest ubehagelige som hun længe havde oplevet, specielt når han blev så vred at han faktisk skubbet hende væk, for det havde han aldrig nogensinde gjort før! Det var nok noget af det værste ved det hele! Hun kyssede hans kind ganske varsomt inden hun stille trak hovedet til sig. Hænderne forlod dog ikke hans kinder. Hun ønskede stadig hans opmærksomhed. ”Du burde hvile. Det har været en lang dag for dig,” tilføjede hun stille. Han havde været ude hele natten og nu stod solen højt. Han burde hvile og det samme burde hun og hun vidste det jo godt. Hun kunne bare ikke rigtigt finde hvile – Ikke hvis hun ikke var sammen med ham.

[julien]

Det var ikke fordi at Julien ville piske en stemning op, så de gamle måtte vågne, for deres forældre kunne jo også godt gå ude i dagslyset, hvilket de andre vampyrer ikke kunne, men han var nu lidt ligeglad med om de gamle spurgte ind til det, for de ville vel bare tro at det var endnu et søskendeskænderi? Dem kunne de jo også godt have nogen af endnu. Man kunne vel sige at de aldrig lærte af deres fejl? Hun sagde at hun ville finde en ny mand, skønt han vidste at hun altid ville elske ham, for han var den bedste for hende! Ingen skulle prøve på at overgå ham! Ikke uden at han ville slå dem til plukfisk! Der var trods alt en grund til at han spillede med musklerne, når hun gjorde sig til foran alle andre mænd! Men selvom han vidste at hun elskede ham og ikke nogen andre, selvom hun gjorde sig til foran andre mænd, hjemme som i byen, så blev han altid grøn af misundelse, hvor han altid fandt sig en måde at hævne sig på og sådan blev det jo ved, indtil de endte i hinandens favn, der hvor de faktisk hørte til. Han ønskede ikke at se hende sammen med nogen anden mand, for det gjorde ham jaloux, og når det lige kom til Maggie, så var han virkelig en jaloux mand! Men det havde vel også noget at gøre med at han var vokset op i en rig familie? I en adelig slægt? Han var jo faktisk vant til forkælelse, skønt han dog også havde kæmpet for sin sag, når det endelig kom til stykket, for han havde for eksempel trænet ufatteligt hårdt, for at nå til det stadie han lå på den dag i dag, og det var lige før han næsten lystede for at udfordre sin far i kamp blot for at finde ud af hvem der egentlig var stærkest og bedst. Tanken måtte virkelig more ham, men han havde dog respekten for sin far og han vidste at organisationen ville få mere respekt for ham og mindre for sin far, hvis han rent faktisk gik hen og slog den gamle! Han vidste dog at hans far var utrolig talentfuld, for det var trods alt den mand, som havde lært ham det hele. De dybbrune øjne vendte han stille mod hende, som hun lagde sine hænder mod hans kinder, hvor han løftede hovedet en smule, hvor han næsten lignede én der var på stoffer, som hans øjne så helt tunge og trætte ud, som havde han ikke sovet i flere måneder. Han havde dog ikke brug for søvn som så mange andre væsner havde, for han var vampyr, han var en levende død, det var blot normalt for en vampyr at gå i hvile, for at undgå solen, men hans fader havde givet ham en tatovering, ligesom han selv havde givet en til Maggie, og den beskyttede dem imod sollys, så egentlig behøvede han ikke søvn, for han kunne vandre rundt lige der han ville, hvornår han ville. Han så en smule fraværende på hende, da hun begyndte at tale, hvor det næsten kunne se ud som om at han ikke hørte efter hvad hun sagde, skønt han dog opfangede hvert et ord. Han vidste at der skulle meget til, før hun slugte sin stolthed og sagde undskyldte, men skulle han finde sig i hendes ord? Han vidste jo godt at hun ikke mente dem, men.. han følte næsten mest af alt for at gøre hævn, blot for at få afreageret på en eller anden måde. Han bed tænderne sammen, da hun skænkede hans kind et kys, hvilket fik det til at sitre i hans krop af rent behag. Hvorfor skulle hun også have alle de mange effekter på ham? Et sted hadede og irriterede det ham! Han betragtede hende indgående og en smule fast, inden han valgte at trykke sin muskuløse krop ind mod hendes, så hun stod klemt mellem døren bag hende og hans egen krop, hvor han trykkede sine læber imod hendes i et intenst og dybt kys.

[maggie]

Maggie havde aldrig nogensinde ment, at skulle gøre ham så vred som det hun havde gjort! Julien var den mand i hendes liv som havde den største betydning og det var heller ikke fordi at det var noget som bare ville ændre sig sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig kom til stykket. Hun var ikke bange for ham. Det havde hun aldrig været, så det at han måtte sende hende denne faste mine, ikke sige et ord, så vidste hun i den grad også at den måtte være slem.. Frygtelig slem og det var ikke noget som hun ønskede at gøre værre. Heller ikke for hans del. Han var simpelthen for værdifuld for hende og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte være. Hun havde nok leget med de andre, for at gøre ham så jaloux, men det var heller ikke fordi at hun kunne finde på at trække den hele vejen! Langt fra! Hun kunne udmærket godt se, at han var meget fraværende i blikket, men at han i det hele i bund og grund, faktisk formåede at holde sig rolig, så var hun glad. At stoppe mens legen var god, var slet ikke rod som hun havde ment at sige. For pokker da! Hun kunne ikke undvære ham og det vidste han vel godt et sted? Hun betragtede ham stille. Lige nu gjorde hun bare klogt i at blive i denne skikkelse, også selvom hun vidste, at Jonas stod som den eneste som kendte til sandheden, så var hun ligeglad. Hun ville bare ikke ende med at blive revet fra ham på denne grusomme måde, for bare alene den tanke om det, var noget som gjorde hende direkte.. panisk et sted? Chancen for at han kom hjem fra missionerne var mindsket og det var det som gjorde hende meget usikker og det frustrerede hende, at han ikke kunne se det!
At sige de højeste i familien imod, var der ikke mange som turde, selvom det nu ikke var noget som man just kunne sige at Maggie var bange for. Hun var datter af den kvinde som stod som kone til lederen her også selvom det slet ikke var noget som faldt til hendes fordel på nogen måde overhovedet, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. Der var ikke noget som hun sådan rigtigt kunne gøre ved det, uanset hvor meget hun ville det eller ikke. Hun trak vejret stille og uden at tage blikket fra ham. Han lignede en som kunne bruge hvile, eller bare ligge ned og lave ingenting – Holde om hende mens hun lå og sov måske? Det ville hun bestemt heller ikke have noget imod når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et stille smil. Han var hendes helt, den som var kommet helt ind til hende og taget hendes hjerte. Han ville vel ikke tro at hun ville stå her og kræve det igen? Det var noget af det sidste som hun havde lyst til! Hans mere faste mine, var noget som hun tydeligt måtte opfange, hvor blikket endte en anelse mere spørgende end før. Hun havde dog bestemt ikke noget imod at han pludselig valgte at presse hende godt op af døren, hvor læberne måtte møde hans, hvor hun ikke tøvede i at skulle besvare det ellers så intense og krævende kys. Det var vel også på sin plads? At vise ham, at hun slet ikke havde ment noget af det som hun havde sagt til ham? For det havde hun bestemt heller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun elskede ham virkelig og det var ikke noget som hun ønskede at miste eller bare kaste i glemmebogen på denne måde, det var da helt sikkert! Øjnene gled i, som hun lod armene falde omkring hans nakke og holdt ham helt tæt ind til sig. Hovedet lod hun søge let på sned, blot for at få det intensiveret. Denne gang var det hendes tur til at kræve. Fingrene rev ganske let i hans nakke, blot for at holde ham helt og solidt på plads. Hun nød det. Nød altid at have ham helt tæt på.

[julien]

I bund og grund, så vidste Julien jo godt at Maggie ikke ville forlade ham, for han vidste at han var hendes trygge base, som et også var gengældt. Han vidste at hun elskede ham, skønt hun aldrig havde sagt de store ord til ham personligt, men hun havde vist det i sine handlinger og det var også det som betød mest for ham! Det var jo også hvad han selv gjorde, viste sin kærlighed og følelser til hende via sine handlinger. Han var der for hende, i stedet for at være så fraværende som hans egen far var overfor hans mor, for han ville ikke ende som sin far! Han havde tydeligt hørt og tilmed set sin mors ensomhed og han ønskede ikke at hans egen kvinde, at Maggie skulle have det på samme måde, når det kom til ham. Jovist, han havde sine missioner, hvor han godt kunne være væk i nogle dage, men sådan var det jo med det job han havde og det havde hun også vidst den dag de var kommet sammen som et par, det var jo konsekvenserne af at være sammen med én som ham, men han var der også altid, når hun havde brug for ham, hvilket også var hvad han ønskede at vise hende. Han ønskede at være en bedre mand en sin far både personligt og erhvervsmæssigt, for han ønskede virkelig at blive den bedste leder som familien nogensinde havde haft! Men selvom han var god til at være der for hende, så kunne han virkelig heller ikke lade vær med at nyde at se hende puste sig op, se hende blive grøn af misundelse, for det var vel fordi det gav ham en tilfredsstillelse at se hende være efter de andre tøser, fordi hun elskede ham og ønskede ham for sig selv? Det var jo egentlig det han ønskede at mærke og nød at se, han var sådan set utrolig ligeglad med de andre tøser, for den eneste kvinde i hans liv var virkelig Maggie! Hun var den som han havde indpræget sig på, den kvinde som var hans eneste ene, det var bare en følelse som han kunne mærke! Han vidste til gengæld at det også var gengældt, han vidste at hun nød at se ham spille med musklerne, skubbe de andre mænd væk blot for at hive hende med sig ind på værelset eller bare så de var i enrum, hvor han blot gav hende den bekræftelse som hun havde brug for, ligesom han også selv havde. Han kunne ikke bruge en svag kvinde til noget og Maggie opførte sig virkelig som en fuldblods, det var vel derfor han så bort fra at hun faktisk var varyl? Det var faktisk slet ikke noget som han lagde mærke til.. han så hende som en vampyr og det var sådan som han opfattede hende som! Hun kunne skifte udseende, men det kunne han jo også selv, derfor lagde han heller ikke mærke til at hun var varyl. Noget hun dog var god til, var at få ham op i det røde felt, for det negative ved at være så meget sammen med hende og kende hende så godt, var at det også var gengældt, så hun vidste hvilke knapper hun skulle trykke på for at gøre ham frustreret, for at gøre ham vred, for at gøre ham jaloux, selvom han næsten burde finde fornuft i stedet for at lade hende tryne ham gang på gang, for de.. kom jo aldrig videre. De faldt tilbage i de samme spor om og om igen. Hun formåede dog også at gøre ham rolig, som da hun var kommet ind på hans værelse, hvor han nu trykkede hende op ad døren, imens han lod hende holde ham tæt, så han kunne mærke hende. Han lod selv sit hoved søge ganske let på sned, hvor han blot lod hendes intensivere kysset, som han fulgte hende i mere end villigt. Han gik roligt ned i knæ, for at lade hænderne falde omkring hendes lå, så han kunne løfte hende op i sine arme, hvor han bar hende hen til sengen, hvor han holdt kysset hele vejen. Han brød først kysset, da han satte hende fra sig på sengekanten, hvor han skubbede hende blidt ned at ligge i sengen, inden han selv fulgte efter og lod sin nøgne og muskuløse overkrop trykke sig ned mod hendes.

[maggie]

Maggie kunne aldrig nogensinde finde på at skulle forlade Julien. Hun vidste ærlig talt slet ikke hvad hun skulle stille op uden ham! Han var ikke bare hendes trygge base, den favn som hun altid kunne vende tilbage til og den som altid ville være der til at holde om hende. Nej, han var noget ganske særligt i hendes øjne. Måske at de var halvsøskende, og det til tider også måtte spille noget så frygtelig godt ind, men det var nu ikke noget som rørte hende som sådan. Hun holdt af ham og hun elskede ham, selvom det var ord som hun aldrig nogensinde havde formået at få sig selv til at sige, så sagde hendes mange handlinger vel også en god del? Hun vidste godt, at hun var den som kunne få hans pis i kog, at hun var den som kunne gøre ham grøn af misundelse, også selvom det var mere for sjovs skyld, at hun faktisk gjorde det som hun gjorde det, så var det jo også altid ham som hun vendte tilbage til. Nok var de store ord ikke sagt, men ord var noget som alle kunne lyve med, så hun havde det faktisk langt bedre med handlingen, for den sagde så meget mere! At han ikke sagde så meget som et ord, var ikke noget som gjorde hende det mindste, for hun var i den grad også blevet god til at skulle tolke ham ud af hans kropssprog. Det var jo heller ikke fordi at hun ville håne ham og det var bestemt heller ikke fordi at hun havde ment det som hun havde sagt, for alle sagde jo ting når de var vrede! Hun ville da aldrig kunne få sig selv til at forlade ham! Nogensinde! Det var jo heller ikke fordi at han var som sin far. Slet ikke! Begge havde de set hvor ensom deres mor måtte være her på stedet og det gjorde faktisk også ondt på hende at se, at nogen i det hele taget havde det sådan. Julien passet på hende, han var der for hende og han fandt endda tid til hende ved siden af arbejdet – Der hvor man snildt kunne sige, at hans far havde fejlet noget så grusomt med deres mor. Det var jo også sådan noget som faktisk gjorde hende direkte vred at skulle tænke på. Hun trak vejret dybt. Måske at hun opførte sig som en vampyr, men hun vidste vel lige så godt som ham selv, at det var noget af det sidste hun var? Hun var en varyl, en simpel blanding og et væsen som så skræmmende mange faktisk også måtte se ned på i det store og hele, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun brød sig om at tænke på, men det var nu og da bare sådan at det nu måtte bære. De tanker var slet ikke noget som hun tænkte over lige nu. Bare det at han havde valgt at komme hende så tæt igen, faldt så meget til ro, at han faktisk så ud til at ville have hende tæt på, så kunne det jo heller ikke blive bedre for hendes vedkommende! Hun elskede det virkelig! Benene slynget hun ganske let omkring hans liv, for at formå at skulle holde sig helt tæt ind til ham. Hun kunne heller ikke komme tæt nok på, for det var denne Julien som hun kendte og ikke den anden. Den anden viste sig ganske rigtigt i tide og utide, men hun vidste jo så også, når hun havde gået for langt og det havde hun da i den grad gjort der! Hun lagde sig roligt ned i sengen, som han valgte at skulle sætte hende der. Armene lagde hun trygt omkring hans nakke og trykkede ham tættere på sig, som han valgte at skulle trække sig over hende i stedet for. Nu hvor hun var i sin forklædning, så gjorde det hende heller ikke stort hvis de gamle pludselig skulle ende i døren. Hun var nødt til at tage sine forholdsregler. Hun sendte ham et stille og dog varmt smil. Dette var den Julien som hun kendte, elskede og holdt af. Hun hævede roligt en hånd, som hun lod vandre roligt og blidt nedover hans pande og over hans kind. ”Det var straks bedre,” hviskede hun sandfærdigt. Hun kyssede let hans mundvige, som hun lod ham komme tæt på. Han passet på hende og det var følelsen af tryghed som kraftigt havde ramt hende.

[julien]

Julien vidste godt at det ikke var Maggies mening at såre ham, at sige at hun ville forlade ham til fordel for en anden mand, for han vidste at hun ikke ville gøre det. Når det kom til stykket, så var han den person der kendte hende bedst, han var den hun elskede, den som kunne give hende den bekræftelse, når hun tilmed ønskede den og selv når hun ikke havde behov for den, så var han der altid for hende, fordi han havde lyst, han gav hende det som hun havde brug for og ville have og mere til, så hvorfor skulle hun dog ønske at forlade ham til en vildt fremmed mand der aldrig ville komme til at kende hende så godt som han gjorde? Hvorfor skulle han så overhovedet hidse sig op over det? Fordi han vidste at hun havde ret? Hun var frustreret, fordi at han kunne risikere ikke at komme hjem fra de farligere missioner, han kendte jo også udmærket selv til risikoen og det var jo heller ikke fordi at han ønskede at forlade hende, efterlade hende til sig selv, for hvis han var væk.. hvem skulle så tage sig af hende? Tanken skræmte ikke kun hende, men faktisk også ham selv, for hun var den sidste han ønskede at forlade! Men han kunne heller ikke komme udenom at det job han havde, det som han var arving til, var noget som han nød, han nød det farlige, det drastiske, han nød det at kunne mærke de adrenalinrus som kom, og han var ikke bange for konsekvenserne, det eneste han var bange for, var faktisk at miste Maggie, hans egen søster og tilmed hans kæreste. Hun var hans et og alt, hans eneste ene og det var en følelse som han kunne mærke og fornemme, for hun var måske hans halvsøster, men hun var også den rigtige for ham, den som skulle pusle om ham, når han kom til skade og sørge for at han kom på benene igen, hun var den som han skulle beskytte og værne om, redde hende fra faren, hvis noget truede hende, de var som skabt for hinanden! Det var den følelse som hun satte ham med. Han lod hende blot slynge benene omkring hans liv, da han løftede hende op i sine stærke arme, hvor han selv sørgede for at holde hende tæt ind til sig, så han vidste at hun var der, så han vidste at dette ikke var en drøm og at han ikke ville vågne op og hun forsvinde. Han fulgte blot med hende, da hun lagde sig ned i sengen, hvor han nød at være hende tæt, som hun sørgede for, da hun valgte at lægge armene omkring hans nakke. Han elskede hende! Og han ville ikke tillade at nogen anden mand stjal hende fra ham! Han ønskede hende og kun hende! Hun var hans et og alt og det som han ville beskytte til verdens ende! Han ville ikke dø! Han ville overleve for hun var hans lyspunkt i hans liv og hun var det som han egentlig kæmpede for. Han var ligeglad med organisationen, men han havde mål og hun var den som guidede ham igennem de hårdere tider, den som førte ham igennem livet med oprejst pande og han ønskede ikke at ende som sin far, som havde svigtet deres mor selv for mange år tilbage ved at være fraværende, nej han ville være der for Maggie, selvom han engang kom til at overtage det hele! Han trak sig op i sengen og fik hende trukket med sig, så de lå i midten af hans seng. Han lod den ene albue hvile mod puden og hans hoved mod hans hånd, imens de mørke øjne betragtede hende ganske let. Han smilede lettere selvsikkert til hendes ord, inden han løftede sin ene hånd, hvis pegefinger fulgte hendes mange ansigtstræk. ”Jeg lader dig ikke miste til nogen anden mand,” svarede han i en hviskende og dog bestemt tone, for hvis nogen anden mand rørte hende på denne måde, så ville han dræbe den person!! Han lænede sig ned og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Du er min.. for evigt,” endte han i en blid hvisken.

[maggie]

Maggie holdt virkelig for meget af Julien til nogensinde at kunne finde på at skulle opgive ham og det var vel også noget som han var klar over? At han havde denne ganske særlige plads ved hende, som ingen anden mand nogensinde ville være i stand til at skulle rive fra ham på denne måde? Alle sagde ting når de var vrede og hendes ord var slet ikke noget som hun havde ment på nogen som helst måde overhovedet! Hun elskede ham, også selvom ordene aldrig var blevet sagt, så var det slet ikke det som var det vigtigste for hende. Hun vidste at det var gengældt, for det var noget som hans handlinger havde sagt og handlingerne sagde langt mere end ord. Om ikke andet, så for hendes vedkommende. Han var den perfekte for hende og der var hun praktisk talt ligeglad med om han var hendes bror eller ikke, for det var slet ikke noget som spillede ind, om ikke andet, så for hendes del, for hun var virkelig ligeglad med hvad alle andre måtte sige. Det at hun formåede at åbne op overfor ham, lade ham komme så tæt på hende, var noget som i sig selv, havde en noget så frygtelig stor betydning for hende, for han var også den eneste som nogensinde ville få lov til det ved hende! Han var født ind i en slægt, født ind i rollen som arving, også selvom hun ikke brød sig om den tanke, så havde hun heller ikke noget andet valg end bare at acceptere den. Hun vidste udmærket godt hvad det var at hun var gået ind til, selvom det ikke var hende en hjælp altid. Tvært imod, så var det faktisk kun noget som til tider formåede at frustrere hende endnu mere, for hun frygtede virkelig, at han en dag slet ikke ville komme hjem til hende.. At han bare ville være som forsvundet, faldet som en bunke aske derude. Når han var væk, så forestillede hun sig det værste som man kunne tænke sig, ganske enkelt for at forberede sig på det værste. Han havde vel også lagt mærke til, at hun reagerede med lettelse når han kom ind af døren sammen med resten? Hun vidste godt nok, at han kunne passe på sig selv, men frygten for at det skulle gå galt, hvilede der jo selvfølgelig stadigvæk og det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, for hun hadet at stå der som svag! Alec havde svigtet deres mor og hun vidste det godt, men hun var nu glad for, at han ikke gjorde den kunst efter sin far! Hun vendte blikket stille mod ham, som han lå der helt tæt på hende. Ikke fordi at hun havde noget imod det, for det gjorde hende faktisk kun glad at skulle have ham tæt på. Han var den som hun ønskede helt tæt på, det var ikke en anden mand som hun kunne finde på at flirte med, for det var slet ikke noget alvor i det set fra hendes side af. Selv mange af mændene så på hende som den varyl som hun var og det var selv en tanke som måtte frustrere hende! Hun var selv tvunget til at bevise sit vær dag efter dag og det var selv en tung byrde for hende. Hun havde brug for ham – Det var noget som hun havde fundet ud af, allerede for så længe siden. Hun hævede hånden og strøg den roligt igennem hans hår. De røde øjne hvilede på hans skikkelse. Hun kuklo ganske let og vendte blikket mod ham, som hans læber måtte komme i berøring af hendes. Hun besvarede kysset mere end glædeligt. Hans ord var noget som måtte varme godt op i hendes kolde krop. ”Tror du virkelig, at du vil miste mig til en anden mand, Julien? Ingen af dem har den plads i mit kolde og døde hjerte, som du har,” påpegede hun sandfærdigt. Der var jo trods alt heller ikke nogen grund til at skulle skjule det for ham. ”Din for evigt.. som du også er min,” gengældte hun mere end glædeligt, som hun lagde hånden mod hans kind og vendte hans blik helt mod sig. Hun kyssede hans læber ganske blidt. ”Jeg elsker dig, Julien,” hviskede hun blidt mod hans øre.

[julien]

At Maggie ikke ville forlade Julien til nogen anden mand, det var noget som han godt var klar over, for han vidste at der ikke var nogen mand der kunne leve op til hendes forventninger, som han selv kunne – måske det var lidt selvsikkert set, men han vidste det bare! Han vidste at hun ikke ønskede at forlade ham til nogen anden mand, selvom hun gang på gang kunne gøre ham grøn af misundelse, få hans blod til at koge over og få ham op i det røde felt så let som ingenting, denne gang var det ikke så meget fordi at hun ville forlade ham.. og dog. Det var det faktum at hun faktisk havde ret i sin udtalelse. Det kunne være at han ikke kom hjem igen, når han tog ud på en mission, for alt kunne nå at gå galt og det ville være dumt at spille hovmodig, for han kunne miste livet når som helst det skulle være, og hvis han nu døde.. ville hun så finde en anden mand? Det var faktisk den tanke som havde slået ham, som havde gjort ham frustreret og vred, for det sidste han ville, var at miste hende til en anden mand! Han nægtede simpelthen at give slip på hende om han så døde! Han ønskede ikke nogen anden kvinde, selvom han sikkert nemt kunne finde en anden, men på lige det punkt med kvinder, så mindede han utrolig meget om sin far; han var kræsen, men det var måske fordi at han var af sådan en høj status som han var? Kvinderne kunne jo i princippet vælge ham fordi han kun var rig, fordi han skulle overtage det hele, men på den anden side, så var han sådan set ligeglad med om kvinderne så ønskede ham af oprigtighed eller ej, for de ville uanset ikke kunne leve op til hans egne forventninger, det var der kun en enkelt kvinde der kunne; hans kæreste.. Maggie. Måske hun var hans halvsøster, men efter det år hun havde været væk, og efter hun kom tilbage, så var der bare noget som havde forandret alt omkring dem, som om tavlen var blevet hvisket rent, det havde bare.. slået klik for ham, da han havde set hende igen, så moden, så smuk, og han kunne endnu huske hendes søde duft og aroma, der havde ramt ham. Allerede ved det første blik på hende, havde hun stjålet hans hjerte på et splitsekund, hvor han var blevet forelsket i hende. Hånden igennem hans hår fik ham til at sende hende et mildt smil, hvor han roligt løftede sin ene hånd, som han strøg hendes røde lokker væk med, inden han kærtegnede hendes kind helt nænsomt, som var hun antik og ikke måtte komme til skade; hvilket hun også var for ham. ”Måske.. og hvad så hvis jeg er væk og aldrig kommer tilbage igen? Selv der kan jeg miste dig,” svarede han stilfærdigt, hvor han vendte blikket en smule væk fra hende. Tanken var faktisk noget som gik ham frygtelig meget på, for.. han elskede hende jo! Han lod hende blot vende sit blik mod hende igen, hvor han mere end villigt besvarede hendes kys med en lettere længsel, for han savnede hende.. han savnede at have hende tæt på sig, mærke hendes krop mod sin, imens han kunne ligge og kærtegne hende og lytte til hendes åndedræt. Han blev lettere tavs til hendes ord, hvor han betragtede hende en smule fraværende. Hun elskede ham? Han smilede skævt til hende, hvor han lod sin tommel stryge hende blidt over læberne. ”Det er ord du aldrig har fortalt mig min kære..” påpegede han med et skævt og næsten så morende smil. Det var næsten som om at hun havde haft så meget imod at fortælle ham det, så det glædede ham egentlig kun at hun fortalte ham det. Han lænede sig ned og skænkede hendes læber et lidenskabeligt kys, inden han trak hovedet en anelse tilbage. ”Men det ved jeg godt.. for det har du flere gange bevist for mig,” svarede han stilfærdigt, hvor han strøg hende blidt over håret, imens han smilede kærligt til hende.

[maggie]

Maggie havde altid haft Julien at søge mod og til, hvilket hun i den grad også havde gjort sig brug af så skræmmende mange gange. Han var den mand som hun ønskede at dele livet med – så længe, at det ville vare om ikke andet. Hun vidste godt, at han havde den ultimate udødelighed på sin side. Der var hun ikke helt så heldig, så hun ville falde bort på et tidspunkt. En tanke som hun nu ikke ville tænke over, for når alt kom til alt, så var hun faktisk bange for, at han ville falde fra langt tidligere end det som hun brød sig om at skulle vedkendes. Alene den tanke om det, var faktisk noget som måtte skræmme hende noget så frygteligt, for den mand var virkelig alt for hende! Han fejlede på ingen måde som hans far gjorde overfor deres mor og det var også noget af det som var med til at gøre det hele også for hendes eget vedkommende. Hun tøvede ikke med at give sig hen til ham, hvor hun sikkert ville tøve med at gøre det ved en masse andre. Hun var intet specielt, hun var en simpelt varyl og han stod der som en af de få som faktisk kunne se forbi det, hvilket hun i den grad også måtte sige sig, at være glad for. Ganske rigtigt, så var hun den som virkelig kunne pisse ham af, men hvem kunne da ikke finde ud af det? Det var i den grad også gengældt, eftersom han kendte til hendes mange punkter, hvilket faktisk var noget som gjorde hende.. glad på en underlig måde. Hun havde en at søge til, en som faktisk også måtte formå at trøste hende når det var nødvendigt og det var noget som hun i den grad også kunne sige sig, at være noget så frygtelig glad for når det hele endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Ordene var måske ikke sagt med munden, men handlingerne afslørede vel også det hele? Blikket gled stille mod hans skikkelse ved hans ord, hvor hun selv svagt måtte trække på smilebåndet. Ganske let lod hun en finger stryge over hans pande, nedover hans tinding og videre over hans kind. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Måske at du vil være borte, men.. Aldrig vil der komme en så tæt på mig til at tage mig med storm, som det du har formået. Du vil aldrig miste mig helt,” påpegede hun sandfærdigt. Han ville ganske enkelt ikke være der til at holde om hende, men hun kunne da kraftigt forsikre ham, at det var der så sandelig heller ikke nogen anden som ville få lov til i det store og hele, det var da også helt sikkert. Hun elskede ham, at sige ordene var faktisk noget som hun havde overvejet så længe, men hans reaktion, var dog ikke helt så ventet. At han vidste det, var dog en trøst for hende. ”Visse ting er nemmere at vise, end at sige.” Hun trak let på slanke skuldre og betragtede ham med en roligt og sigende mine. Det var jo heller ikke fordi at hun ville lyve for ham eller noget sådan, for det var noget af det sidste som hun i det hele taget ville kunne få sig selv til, når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret stille og dybt, blot for at betragte ham. At han havde opfanget det i form af handlinger, var nu noget, som hun kun måtte sige sig, at være noget så frygtelig glad for og på alle måder endda. Det kærlige smil og strøgene over hendes hår, fik hende faktisk til at slappe af. Han var den eneste som havde den effekt på hende. De røde øjne faldt direkte til hans skikkelse igen. ”Så lad være med at falde derude.” Et sted var der en tryglende tone i hendes stemme. Hun var virkelig bange for, at hun ville miste ham på et tidspunkt og den tanke var nok noget af det mest skræmmende, som hun nogensinde havde været i stand til at skulle opleve.