At home after a successful hunt.

[Cassie Imirachi]

Det var som om tiden stod stille i en mindre evighed. Smagen af hans læber hang der stadig, følelsen af de arme omkring hende, mens hun kun nåede at opfatte den mindre knurren der var kommet fra de mørke skygger. Det var den lyd der blev ved at afspille sig i hendes sind, pinte hende og uden nogen former for nåde. Det var blot få dage siden hun var blevet til en vampyr. Dette skulle have været den perfekte aften og nat. Den havde ikke bragt andet end jalousi og smerte med sig i den forstand, også selvom det endelig var kommet frem at han elskede hende. Aldrig noget hun direkte havde ventet at skulle høre fra hans læber, i nærheden af Alex følte hun sig mere som et.. trofæ han ønskede sig, intet særligt, hans egen pyntedukke, der ville være i stand til at stille hans lyster og se køn ud ved hans side, men der lå faktisk langt mere i det end som så? Cassie var blevet kastet direkte mod det hårde gulv. Detvar koldere end hun huskede det, næsten koldere end kælderen. Blikekt var tårerfyldt, også selvom de aldrig faldt fra øjenkrogen, det var jo bare en smule smerte, det burde hun kunne tackle efter det bid hun havde været offer for, udelukkende fordi hun var endt med at tricke dyret i Alex, ikke at det havde været bevidst men selv han vidste at hun var usikker. Hendes selvtillid var lav, hun havde ingen tro på sig selv, turde ikke at give sig hen, dermed blev hun hurtigt fustreret, og i de fleste tilfælde skulle hun have en at afreagere på, og af en eller anden mystisk grund, var han altid den der var tættest på, men også gav hende både chance og mulighed til at gøre det. Det røde blod som hun netop havde indtaget, strøg stille over de kolde sten. Ulven havde direkte formået at tage en bid af hende, det var faktisk ikke rigtigt gået op for hende endnu, at den himmelblå kjole var blevet gennemblødt, og at hun faktisk måtte ligge i hendes eget. Det ville nok ikke slå hende ihjel, men det gjorde stadig forbandet ondt, desuden kunne hun stadig godt miste blid, noget som i sig selv var yderst smertefuldt, det kunne hun næsten gætte sig til. De isblå øjne fulgte Alex til han fik ulven med sig væk. Bekymringen var tydelig, det bæst var stort! Hun bed sig fast i læben, gispede let af smerte, da det viste sig at den sylespidse tand var endt med at borer sig ned ved et uheld, for pokker der var meget at vænne sig til, det kom hun virkelig ikke uden om. Kroppen gav sig slapt hen på gulvet, mens hun intenst måtte lytte, hun kunne høre dem, også selvom de havd en hvis afstand til hende. Havde hun været i stand til det, ville Cassie end ikke have tøvet med at følge efter for at passe på ham, men hun var udmattet og hele hendes krop gjorde ondt, det havde den gjort i flere dage, og dette var ikke bedre, det sitrede i underhuden, smertede i brystet som kæmpede hendes hjerte næsten for at få lov til at slå. Vareulven faldt til gulvet med et hyl, det ville enhver høre. Cassie havde lagt sig på siden, for at undgå at miste for meget blod, hun ville nødig sulte allerede nu igen! ”Alex?” kaldte hun med en stille stemme, direkte høj og skinger. Hun var bange, hendes tone dirrede, det var ikke fordi at det var til at tage fejl af, selv bekymringen stod der tydeligt, hun havde aldrig været god til at udvise følelser når det kom til Alec, men ligenu var hun rent faktisk bange!

[Deleted]

Alex havde ondt. Han havde virkelig ondt, men alt andet var ligegyldigt. Den varulv skulle bare væk fra Cassie og så langt væk fra hende som den overhovedet kunne komme! Det var slet ikke fordi at hun var noget trofæ for ham på nogen måde, for han elskede hende virkelig. At ordene i sig selv, så ikke var blevet gengældt, så var de tydeligt i form af kropssprog for hun havde aldrig nogensinde skubbet ham væk, hvilket hun i den grad måtte være storslået tilfreds med, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Det gjorde ham langt mere rolig, at han ikke behøvede at skulle spille med musklerne på den måde for at få det hele som han ville, for det var næsten det som han havde været beredt på igennem temmelig lang tid nu. Nu havde de fundet ud af det, de havde snakket, de havde siddet i hinandens favn og han havde skænket hende det store løfte, at han ikke ville gå til nogen anden, hvilket ville blive forbandet besværligt at holde så længe, at hun ikke ville lukke ham tæt på! At ligge med den massive varulv trykket ned over sig, var noget som klart lagde et godt tryk på hans ellers allerede så smadrede bryst. Han bed tænderne fast sammen. Han havde knækket nakken på den. Det som havde været ham det nemmeste i denne situation, for det var bare noget som skulle overstås og det skulle overstås så hurtigt som det havde været dem meneskelig muligt at gøre det! Så længe at Cassie havde det fint, så skulle han så sadelig heller ikke klage over tingene! Han greb fat i varulven som allerede var ved at gå tilbage til sin oprindelige form og skubbede ham let til siden. De var jo mennesker et sted, selvom det slet ikke var det syn som Alex måtte have på dem. Nej! De var afskum! At han overhovedet havde haft en i tjenestestaben, var noget som han tydeligt kunne fortryde nu! Cassies kald, var noget som han kunn høre og det var også noget som tydeligt måtte rive ham tilbage til denne form af virkelighed. Han tvang sig stille op at stå, selvom han tydeligt måtte vakle på benene. Det blødte en smule fra brystet, men det var nu ikke så slemt, at han direkte måtte lægge mærke til det. Han vendte de gyldne øjne direkte i retningen af Cassie, idet han med næsten helt rolige skridt gik hen mod hende. At se hende kommet til skade på den måde, var slet ikke en tanke som han brød sig om. Varulven havde fået fat og deraf, så var han i den grad også klar over hvilke konsekvenser som det ville få. Han knælede ved siden af hende. ”Lig stille,” bad han en anelse anstrengt. Det gjorde ondt at vride sig med de ellers så voldsomt dybe sår i brystet. Han betragtede hende ganske nøje, idet han forsigtigt og ganske varsomt måtte flytte hendes arm, så han kunne se til såret. Varulven havde i den grad formået at gå noget så voldsomt godt fat i hende, at man skulle tro at det var løgn. Han kneb øjnene let sammen. Det kunne simpelthen ikke passe! ”For fan..” Han sukkede dæmpet. ”Kom Cassie..” bad han stille. Han gik roligt helt i knæ ved hende, lod hånden falde mod hendes ryg og uder hendes knæ, idet han hævede hende i armene. Smerten måtte han kraftigt bide i sig. Han bar hende stille med sig mod værelset som intet var sket.

[Cassie Imirachi]

Det bekymrede kun Cassie at Alex ikke var til at høre. Det var ulven der var endt i stilhed, den var død så meget kunne hun konkludere, men hvad hun frygtede langt mere, var at ulven havde taget ham med i købet. Selv lå hun der på den kolde jord. Selv på trods hun var død, så frøs hun faktisk. En følelse hun næsten havde savnet, også selvom det kun var ganske få dage siden, at den evne var blevet taget fra hende. Det blod hun netop havde indtaget, suget fra hans eget håndled, det flød langs hendes mærke skikkelse, malede den himmelblå kjole. Det gjorde ondt, hun forsøgte at bide den smerte i sig. Ulven havde fået taget et stort bid, præcis hvilke konsekvenser det med tiden ville få, det var end ikke en tanke som havde nået hende endnu. Hun stønnede let, forsøgte at håndtere den smerte som hun faktisk måtte sidde med. Det mørke hår lå bredt omkring hendes skikkelse, hun forsøgte at kæmpe sig fremad. Ganske stille var de små tårer begyndt at søge ned over hendes kinder, det gjorde for ondt til at hun kunne lade værre, også selvom hun hadede at vise sig svag på den måde ”Alex?!” kaldte hun igen, en smule højere, en stadig med den skingre tone der afslørede at hun selv måtte være i smerter. Det var typisk. Den ene aften hvor hun faktisk måtte lukke ham ind, blev han revet fra hende? Ordene var ganske vidst ikke gengældte, et skridt af gangen, han vidste at hun tvang sig selv til at tage det roligt,f ro selv at være i stand til at følge med, hun avr en tryghedsnarkoman, det var der ingen tvivl om, også selvom alt tryghed nu blev revet fra hende, bare som intet. Det var aldrig rigtigt gået op for hende, at de havde en ulv som en del af deres stav. Hvis hun ahvde vidst at Alex havde været i direkte farer igennem så lang tid, så havde han ikke været en kok på dette sted, det var også helt sikkert, nu lå de begge der i saksen! Et kort øjeblik turde hun sværge at hun føle hjertet slå, hun vidste dog også at Alex havde slået hende ihjel den aften, og at det ikke længere var noget som hun skulle nyde noget af, men det var jo også hvad hun altid havde ønsket? Og nu hvor det var væk så manglede man det alligevel.. bare en smule..? Med tiden lærte man at tyde skridt. Det havde hun gjort med Alex, derfor lettede det hende, at hun kunne høre dem komme tættere på. Flere sten faldt fra hendes bryst, også selvom synet af ham ikke var kønt! Han blødte? Lige i øjeblikket var hun selv helt glemt, selvom hun til dels manglede halvdelen af siden. Blikket søgte mod ham da han gled ned foran hende. Hun gjorde som ahn sagde, og lå fuldkommens tille, betragtede hans bryst ”Du bløder” konstaterede hun, og skar mine da han løftede op i hendes arm, det stramte hele vejen ned gennem kroppen, den vareulv havde i den grad formået at få sig et godt tag af hende. Cassie måtte virkelig tvinge skriget tilbage, da han endte med at løfte hende op i favnen, for ondt det gjorde det bestemt!! Det skar hele vejen ned igennem, som flere pile der forsøgte at gennemborer hendes krp. Smerten bed hun i sig, lod sig fører mod det værelse som ikke lå langt herfra. Nætterne forandrede sig for hurtigt. Hvis det overhovedet var nat mere, det var flere timer siden hun var stået op, og det var først nu at den tanke rent fakstisk faldt hende ind? Et sted forbandet underligt at komme i tanek op netop nu?

[Deleted]

Alexs bryst måtte virkelig brænde, det var virkelig helt vildt! Selvom det nu ikke var noget som han ville tænke på lige nu, så var det kun Cassie som måtte hvile på hans tanker. At vide at varulven havde gået efter hende, var en tanke som han slet ikke var meget for! Kunne han, så havde han taget smerten fra hende, selvom det slet ikke var muligt for ham. Han havde selv valgt at ansætte manden i udgangspunktet, så han havde vel også vidst, at det ville gå galt på et tidspunkt? Der skulle normalt meget til før han selv ville bløde, men en varulv var altså ikke noget som man skulle lege med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet Han sukkede dæmpet, som han måtte betragte hendes skikkelse. At ulven havde fået taget en voldsom tydelig bid af hende, var nu heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tvært imod, så var det kun med til at gøre det hele værre! Han bed sig svagt i læben. At han ikke havde været i stand til at beskytte hende, var noget som han virkelig måtte hade mere end det som han måtte hade noget som helst andet lige nu! Han havde fejlet og han havde fejlet som han aldrig nogensinde havde gjort det før! Han rystede let på hovedet osm hun valgte at kommentere at han måtte bløde. Lige nu var det slet ikke det som måtte være vigtigt på nogen måde. ”Det skal du ikke tænke på lige nu, Cassie.. Du er selv kommet alvorligt til skade,” sagde han stille. Han var nu alligevel bestemt, for det her var alvorligt! Han ville give hende mere af hans eget blod til hende når de var kommet til værelset, for hun havde i den grad langt mere brug for det end det som han selv havde. Hans bryst healede selv lige så stille, men nu hvor sårene måtte være så dybe som de var, for den varulv havde virkelig fået fat i ham! Heldigvis havde det ikke været med tænderne, hvilket i den grad også havde været godt til hans egen redning når det endelig måtte komme til stykket. Han tog hende op i armene så varsomt og stille som han overhovedet kunne, selvom han vidste at hun måtte have ondt, hvilket hendes skrig udmærket måtte indikere for ham, for det var virkelig noget som måtte skære ham noget så frygteligt i ørene som intet andet overhovedet! Han bed sig let i læben, som han forsigtigt førte hende med sig til værelset og lagde hende på sengen. ”Det bliver ikke kisten i aften,” mumlede han dæmpet for sig selv, da han igen bed sig svagt i læben, og kæmpede sig op ved siden af hende. Han slap et suk af let smerte, som han tog pladsen ved siden af hende. Hans sår var allerede godt lukket og det fortsatte jo bare. Han vendte blikket stille mod hende. ”Drik Cassie..” bad han dæmpet. Han førte håndleddet stille til hendes mund. Det ville da om ikke andet, så dæmpe hendes smerte bare en smule frem til han ville finde noget andet at hjælpe hende med, for han vidste udmærket godt hvad det forbistrede dyr havde valgt at gøre ved hende og den tanke var slet ikke noget som han brød sig meget om på nogen måde overhovedet på noget tidspunkt! Han sukkede dæmpet og valgte selv at bide hul, så hun ikke havd noget andet valg. ”Du har brug for det,” sagde han dæmpet. Han vidste udmærket godt, at det ville være ham langt nemmere at gøre det her når hun var sulten, men han vidste ikke hvor faretruende det sår ville være og den healing havde hun i den grad brug for langt mere end det som han havde det! Han betragtede hende stille, selv de gyldne øjne måtte direkte udstråle en noget så voldsomt bekymring, hvilket i den grad heller ikke var noget som skete særlig ofte for hans vedkommende. Tvært imod!

[Cassie Imirachi]

Det bekymrede virkelig Cassie, at Alex var kommet til skade. Hende selv var hun mildest talt ligeglad med. Hun havde mistet lidt blod, og der var blevet taget en bid af hende, det skulle nok heale, Alex derimod, hun frygtede for hvad den vareulv havde gjort ved ham. Tanken om hvad der præcist avr sket, avr væk, selvom hun uden tvivl forsøgte at skulle huske det. Det var aldrig rigtig gået op for hende, at de havde en vareulv ansat, det var ikke fordi hun brød sig meget om tanken, nu var hunden endt med at skulle bide, og i øjeblikket der uden tvivl ligge en død mand midt i deres gang, hun kunne end ikke bebrejde Alex, denne gang havde han selv bedt om det. Hun blot slapt i sengen, der var blevet malet en smule rød af det blod som stadig måtte flyde. Det gik op for hende, at det var første gang idag hun besøgte hans værelse. Den ene gang hun havde været her før, havde hun end ikke lagt mærke til omgivelserne. I det store og det hele var det meget.. romantisk. Ikke hvad hun havde forventet af Alex vel og mærke. I hendes øjne havde han ikke fejlet, han havde ikke haft en chance, det var hendes skyld hvis det endelig skulle være. Det var hende der havde fjernet hans fokus ved at møde hans læber på den måde. De isblå øjne betragtede ham en smule spørgende ”Hvor slemt ser det ud?” hun strakte armene over hovedet, for at lae ham få frit udsyn til såret. Hendes blik var halvt om halvt gledet i, hun avr direkte drænet for energi, efter denne aften, for hård det havde den i den grad været. Et støn forlod hendes læber. Kroppen var fuldkommen slap, og hun var sulten, virkelig sulten! Der var en længsel i hende, længsel efter at smage den blod, hun kunne dufte hendes eget, og hun kunne også dufte Alex’s. Det gjorde forbandet ondt, også bare at hvile hvor hun gjorde. Han var stærk, han passede på hende, og hun følte sig som en helt prinsesse. Var det den drøm der ventede en hvis man gav sig hen til Alex? Var dette hvad han havde ønsket at gøre med hende? Elske hende, passe på hende? Det var en underlig følelse, for hun følte næsten hjertet slå igen, og det var noget hun nægtede at tro på, hun var død og borte. Cassie kunne ikke sige sig mere enig i hans ord. Tanken om at de begge skulle hvile tæt op af hinanden i en kiste, var ikke noget hun følte for. Dog ikek af de grunde som hun ville gøre normalt. Det ville gøre ondt på den begge, men hun ønskede at hvile ved ham, og føle ham ind til sig, hun huskede følelsen af hans arme, hans stærke omfavnelse, og kys der lod det svimle for hendes blik, og det var ikke nok for hende. Havde han ret, var hun ved at bukke under? Var begæret ved endelig at tage hende med? Et sted frygtede hun det, sådan havde det altid været, og Alex var udelukkende klar over det. Som han gav hende håndleddet, så hun blot på det. Hendes blik var skeptisk, hun var jo ikke i nogen trance, og hun ønskede ikke at gøre ham ondt, desuden var hun end ikke sikker på hvordan hun skulle sætte tænderne i ham. Derfor lettede det hende kun, at han selv bed hul ”Du må jage bagefter” påpegede hun, med en ligeså skeptisk tone. Hun brød sig ikke om tanken, men om ikke andet forsøgte hun at sætte sig ind i det liv og univers som han selv måtte leve i. Fingrene greb omkring hans håndled, hun satte læberne til, sugede til sig af blodet. Blikket var ikke lukket, hun så direkte op mod Alex, mens tårerne samlede sig i hendes øjenkroge. Hun brød sig ikke om det, og han vidste det. Alt dette var så nyt for hende, og det skræmte hende, hun som nød de trygge omgivelser. Blodet smagte i ganen, først nu gled blikket i. Hun kunne ikke stoppe det, det fyldte hende, fornuft var væk, alt hun tænkte på var det søde blod

[Deleted]

Alex var nu ikke så bekymret for sig selv, som han kunne sige sig at være bekymret for Cassie. Han var kun blevet kradset, så han vidste jo trods alt godt, at det måtte gøre forbandet ondt, for det gjorde det bestemt også, men det ville heale med tiden og det var også det som gjorde at han var langt mer rolig omkring sig selv. Det var jo en tendens som vampyrer havde; De healede mere eller mindre automatisk og det var nu og da også en tanke som faktisk kun måtte glæde ham selv. Hende derimod.. Det der var et bid og hun var inficeret med giften som måtte ligge i bæstets tænder, så vidste han udmærket godt hvad der ville ske med hende i fremtiden og han var bestemt heller ikke meget for den tanke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han så til som han måtte lægge hende på sengen, blodet som flød var nu ikke hvad der måtte betyde meget for ham, men.. hun havde ondt og det var det som gjorde det hele. Det var som det kun måtte vække denne følelsespræget side af ham, for denne form af bekymring havde han aldrig følt før! Og sammen med den brændende vrede som han kunne mærke og fornemme i det indre, så var det bestemt heller ikke nogen særlig god kombination! Han tog yderst forsigtigt fat i hendes arm, så hun heller ikke selv skulle kæmpe med at holde den oppe. Han sukkede og rystede på hovedet. ”De forbandede pelsdyr.. de skulle aflives alle sammen..!!” vrissede han let for sig selv, som han vendte blikket stille mod hende. Han følte sig virkelig elendig eftersom han slet ikke havde været i stand til at skulle passe på hende og han kunne ikke fordrage den tanke eller den fornemmelse for den var bestemt heller ikke hyggelig at skulle sidde igen med! ”Jeg beklager Cassie..” sagde han ellers yderst dæmpet. Hun var træt og hun var sulten og det var også noget som han godt kunne forstå. At hun var mere ved sig selv, så kunne det godt vise sig at blive sværere at få blodet i hende, men lige nu var det virkelig nødvendigt, for de sår skulle heale og det var nu! At det jo så svækket ham for hver en dråbe hun måtte tage, så var han virkelig ligeglad. Det var bare vigtigt for ham at hun havde det godt. ”Der er ikke længe til at solen står op min kære.. Jagten må vente,” afveg han stilfærdigt med den samme mine i ansigtet. Det var ikke rigtigt fordi at der var noget andet at gøre ved det, for det var.. bare sådan at det var. Han var desværre ikke så privilegeret at han kunne gå ud under den store brændende kugle uden at det ville tage hans eget liv og det var bestemt heller ikke det som han havde i tankerne lige for øjeblikket. Som hun måtte tage fat omkring hans håndled og begyndte at nære sig, så spændte han fast i hele kroppen. Hendes sår ville lukke sig stille og roligt alt efter hvor meget hun måtte tage, selvom det nu ikke var noget som han tænkte på. Det vigtigste for ham var bare at hun havde det godt og ikke havde så mange smerter at hun ikke ville kunne sove i den rolige søvn. Han skulle nok passe på hende og det var i den grad også noget som han skulle til at være bedre til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han lukkede øjnene let og knyttede i håndleddet så det var nemmere for hende at komme til. Han vendte blikket ned mod hans eget bryst. Jovist hans eget sår var ved at lukke sig, men det tog tid. Sårene var jo trods alt forbandet dybe.. Det forbandede bæst!

[Cassie Imirachi]

Madrassen virkede umådelig blød. Hendes blik så nøje efter ham, i hans mindre udbrud. Cassie vidste ikke helt hvorfor, men hun måtte give ham ret i hans udbrud. Vareuvle var heller ikke ligefrem hendes kop the, og specielt ikke efter dette, det var også helt sikkert. Han var vred det kunne hun se, desuden så stod bekymringen ud af hans blik, hvilket var en tanke som faktisk måtte varme hende. Hun rystede bare mildt på hovedet, og forsøgte at sende ham et stille smil. Han skulle ikke undskylde, hvis hun ikke havde optaget ham af det kys, så ville han måske have haft en chance, så i det store og det hele, var det hende der burde undskylde. Tanken om at skulle drikke blod i en evighed, det var nok aldrig noget som hun ville vende sig til, hun vidste dog at det var nødvendigt, og ligenu var hun virkelig tørstig. Begge hænder hvilede om hans håndled, hun lod blodet fylde ganen, og hvilken sød smag det måtte sætte. De isblå øjne var gledet i skjul bag de tunge øjenlåg, mens hun måtte hvile, et sted fjernt fra dette værelse, og blod tage til sig af denne nærring. Selvom hun hadede at gøre det, så var det svært at stoppe når først det blev hende skænket. Dog endte hun efter flere mundfulde med, at slippe hans håndled med tænderne, og faldt slapt ned i den bløde seng, der i øjeblikket virkede som det mest indbydende.. Hun slikkede de sidste dråber af de sylespidse tænder. Dette var aldrig noget hun ville vende sig til. Måske hun var blevet bidt og slået hele vejen ned af siden, så var han blevet kradset, og hun kunne jo se at det var dybt, og at han havde ondt, hun bekymrede sig for ham, det havde hun altid gjort, også selvom hun ikke var meget for at erkende det. Udmattelsen var efterhånden blevet stor. Det havde været en umådelig lang aften, med alt for mange indtryk, og nu hvor hun lå der, endnu engang mættet, så var hendes krop allerede, faldet slapt hen i den bløde madras, og forberedte sig på den søvn der ventede hende. I øjeblikket tvang Cassie blikket oppe, selvom hun virkelig var træt, så holdte hun nøje øje med ham, hun ville slet ikke have at han skulle have ondt. Kjolen var mere eller mindre flået, hun tog sig ikke af det, det var jo heller ikke fordi at hun frøs. Et suk forlod hendes læber, det sved stadig, og nu kunne hun for alvor mærke den smerte, af en eller anden mærkværdig grund. Cassie nikkede en smule forstående. Med den lange nat, så havde han ret, der kunne ikke være lang tid til daggry, og der måtte de holde sig indendøre. Hun savnede et sted at se solen stå op, man skulle være forsigtig med hvad man måtte ønske sig, det var noget hun nu havde lært på den hårde måde. Selvom hun netop havde sluppet hans håndled, var hendes sind allerede lagt i dvale. Blikket var endnu gledet i, mens hun måtte hvile der. Udmattelsen havde direkte valgt at rive hende med sig, og hun ville end ikke forsøgte at kæmpe imod, for efterhånden måtte hun også have brug for hvilen. Hænderne foldede sig over hendes mave, hun drejede sig ikke om på siden, det ville blive for smertefuldt, desuden måtte hun allerede hvile i en dvale, der måtte være den halve vej til det store drømmeland. Hun mumlede nogle uforstående ord, kun nogle få kom tydeligt frem ”..at Alex..godt..for alt..elskerd” mere kom der aldrig frem, før hun ganske stille var endt i den dvale.

//Out.

[Deleted]

Alex havde slet ikke tænkt på at dette faktisk måtte ligge lige op til fuldmånen og det var jo bare typisk at det skulle ende med at gå galt på denne måde og specielt nu hvor Cassie endelig havde set ud til at ville give bare en anelse slip på de mange holdninger, de mange barriere og facader for ham, hvilket faktisk måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende, lod hende tage omkring hans håndled. Lige nu havde hun mere brug for det blod end det som han selv havde. Han skulle nok indsætte jagten når det igen ville blive mørkt. Han ville uanset ikke kunne nå at gøre det nu og han vidste det. Han tænkte faktisk på hende, for ja, han kunne faktisk godt være sød hvis det var det som han ville, også selvom han virkelig måtte anstrenge sig ekstra meget for at finde ud af alt det her, for det var slet ikke noget som lå til ham som sådan og det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende tage til hun selv skubbet hans hånd væk, selvom han tydeligt kunne mærke, at han havde ladet hende tage for meget. Han knyttede næven forsigtigt og vendte blikket mod hende. Hun var træt, det kunne han tydeligt se og han ønskede at beskytte og værne omkring hende på alle tænkelige måder. Det var bare dyret som gjorde det i ham. Han ønskede ikke at noget skulle ske hende på denne måde! Han tog fat om dynen og lagde den stille omkring hende, idet han roligt gled ned og lagde sig ved siden af hende. Han ville ligge der og passe på hende, lade hende sove og sørge for, at der ikke skete mere med hende, det var noget som hun trygt kunne stole på, også når det måtte komme til ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han havde ondt, men sårene var allerede i gang med at heale, hvilket faktisk var noget af en behagelig følelse og fornemmelse, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han hævede forsigtigt den ene hånd og kun for at lade den stryge ganske forsigtigt over hendes kind. Han var der for hende og han kunne da også tydeligt se, føle og fornemme på hende, at hun var træt og udmattet. Det var der heller ikke noget at sige til! Han sendte hende et roligt og stille smil. Hendes ord var ikke noget som direkte fandt nogen sammenhold i hans hoved, så han valgte at lade det ligge. Var det vigtigt, så ville hun vel sige det endnu en gang? Det var han slet ikke i tvivl om. ”Sov godt, Cassie.. Jeg vil blive liggende og være det første du ser når du vågner igen,” lovede han oprigtigt. Han lagde sig selv til, selvom han ikke lagde sig til at sove lige med det samme. Han ville bare forsikre sig om at der ikke skete noget som helst med Cassie og samtidig også vide, at hun ville være fuldkommen tryg som hun nu måtte ligge der med ham. Nu var det heller ikke noget som skete særlig ofte, så han ville i den grad også nyde det, at han endelig var den som kunne holde hende i favnen – der hvor han personligt måtte mene, at hun måtte høre til!

//Out