At home after a successful hunt.

[Deleted]

Alex vidste udmærket godt hvor han skulle ramme og hvor han skulle trykke netop for at få de ventede reaktioner. Han var et dyr og han var stolt af det. Han spillede med musklerne og selv det kunne tyde til det at være desperat, selvom det slet ikke måtte være tilfældet. Før i tiden var det hendes hjerte som ville afsløre hende for ham, selvom han stadig formåede at læse hende, som havde hun været en direkte åben bog, hvilket i den grad heller ikke gjorde ham det mindste. Tvært imod! Så var det noget som blot måtte gøre det hele meget bedre for hans vedkommende, for dette var noget som han sagtens kunne gøre brug af. Med hendes tilladelse naturligvis, ellers havde han heller ikke valgt at skulle sidde og vente på at hun ville lade ordene komme. Han ønskede virkelig ikke at få smæk igen for noget som han vidste, at hun ville have så kunne han jo lige så godt.. bare vente på, at hun selv måtte blive desperat nok. Hvis det ikke havde været for det løfte som hun var kastet under, så havde han trukket den videre for længst, også selvom han nu også vidste, at den tanke faktisk måtte skræmme hende. Han var slet ikke i tvivl om hvad han ville. Han ville ikke ægte hende, hvis det ikke var fordi at det var noget som han ønskede. Nok var han en spontan mand, men han valgte faktisk også klogt til tider! Så længe som hun havde kæmpet for at holde ham på afstand, så havde det kun været til hans egen redning, at han var god til at bide tænderne sammen og se bare en smule væk fra sine egne behov, selvom det slet ikke var noget som han kunne i det store forløb, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovdet! Han var ikke så hård og så kold overfor hende, som han ellers vile være det overfor alle andre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var den eneste som bare kunne formå at tæmme dyret i ham bare en smule og det var kun på grund af en ting; At hun var den som han ønskede ved sig og den som han ønskede at dele sit liv med. Hendes ord var dog noget som han tydeligt måtte fornemme, selv efter at hun have valgt, at skulle bryde deres kys, så trak han ganske forsigtigt hovedet til sig igen. De gyldne øjne måtte hvile på hende og med det næsten hemmelighedsfulde skær, som man slet ikke skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han lod hovedet søge let på sned. Det var en kold kælder, selvom det nu slet ikke var noget som måtte røre ham det mindste når det nu endelig måtte komme til stykket, for.. Han var jo et dyr. Så længe, at der var mørke, så var han ganske tilfreds med hvor end pokker de skulle gøre det. Han skænkede hendes pande et roligt kys. Hun var langt mere ved fatning nu og han kunne mærke det på hende. Så var det trods alt også ganske sikkert, at skulle søge væk fra kælderen med hende nu. Nu hvor han også ville formå at holde hende under kontrol, for det var også det som han måtte anse som det vigtigste, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Hvis vi søger op på soveværelset.. Vil det gøre det nemmere for dig at slappe af?” spurgte han roligt. Det var ikke fordi at han direkte måtte lægge andet i det end det som han gjorde lige netop nu, men.. det var vel bare sådan, at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket? Ikke at det var noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. ”Bare rolig.. Jeg gør ikke noget, som du ikke giver mig lov til,” tilføjede han roligt, blot for at gøre hende mere rolig. Det var vel også bedre oppe i en seng, end det som det måtte være her på et koldt gulv?

[Cassie Imirachi]

Cassie havde hele tiden vidst, at Alex kendte utrolig meget til det væsen, hun havde altid vidst at han var den som formåede at fremkalde visse reaktioner fra hende. Men hver eneste gang det endte ud i dette, overraskede det hende, hvor blød hun måtte blive. Hvordan hun faldt hen i hans arme uden at klage, nærmest længtes efter mere, og det var forkert! Gåsehuden avr forsvundet, varmen havde valgt at erstatte hendes krop, pludselig virkede kælderen ikke længere så klam og ulækker, også selvom hun måtte erkende at et værelse var langt mere fristende. Det sitrede, hun følte hvordan hendes eget blod måtte brænde gennem kroppen, det var ligefør hun turde påstå at hendes hjerte måtte slå, det føltedes sådan. Den nervøse følelse, hendes kærtegn, hendes reaktioner, det var rent instinkt og intet andet. Hjertet afslørede hende måske ikke længere, men det gjorde hendes handlinger.. hendes blik. Hun var for ham som en åben bog, noget som hun i sig selv virkelig måtte hade. Cassie direkte knugede ham ind til sig, hånden strøg over hans bryst, langsomt og pirrende, uden at hun selv var klar over det. Blikket var gledet i, hun nød følelsen af hans læber, der måtte kærtegne hendes nøgne hud, for kun at møde hendes læber, hun gengældte det uden den mindste tøven. Det var ikke første gang den længsel måtte vise sig i hendes sind, men det var første gang at hun oplevede at hun faktisk virkelig lystede det. At føle ham tæt, at holde ham endnu tættere end hun formåede nu, hun ville bare ikke tillade det, end ikke på trods af det faktum, at han rent faktisk var hendes mand, gift på lovlig vis, den eneste hun havde ret både moralsk og teknisk, til at komme så tæt på. Hun slap et suk, han var en spontan mand, men dette.. Og drt var rent faktisk ting som hun havde formået at gøre ved ham? Hun vidste jo end ikke hvordan man måtte kærtegne en mand, som han tydeligvis var erfaren med en kvinde. Der var så meget af dette væsen som lå hende ukendt, hun var afhængig af ham på mange måder, men igen var det første gang hun direkte oplevet at der var andet end afhægighed. Det var nyt at han faktisk måtte behandle hende, som det menneskelige væsen, hun havde været indtil for et par aftenener siden. Det var nyt at han tog hensyn på den måde, og tænke på hendes behov og ikke kun hans, det overraskede hende faktisk. Cassie havde vaægt at trække sig. Hun følte sig forpustet, sad næsten som stivnet på stedet. Det blide kys mod hendes pande, lettede hende en smule. Igen det var en hel anderledes behandling fra hans side, og det undrede hende. Hun sank en klump, lod blikket søge mod ham med en yderst nysgerrig mine. Hovedet faldt let på sned, lod de mørke lokker glide som silke over hendes skuldre, hun var mere eller mindre helt ved sig selv, der var intet dyr, kun hende.. ”Du er sød ved mig” konstaterede hun, men direkte dirrende stemme.. ”Jeg ved ikke hvad du gør ved mig, Alex..Jeg ved ikke hvorfor jeg lyster at give mig hen, hvorfor jeg lyster at ligge i din favn og kærtegne dig, vække den gnist jeg så Emiley frembragte.:” hendes tone var intet andet end en næsten hjælpeløs hvisken. Selv hun kunne faktisk droppe den stædighed og være ærlig, selv overfor Alex. Hendes øjne blev våde, dog faldt ingen tårer. Det var først nu det gik op for hende at hun rent faktisk måtte skælve. Hun plantede et stille kys mod hans kind ”.. Jeg vil ikke fortyde det imorgen.. Jeg tvivler på at du forstår hvor specielt det er i mine øjne, gør jeg dette nu.. Så kræver jeg at du elsker mig, ikke kun i aften med altid, Alex.. Det vil jeg ikke kræve” afsluttede hun med den itnense hvisken tæt til hans ører. Hånden strøg stille over, hendes krop føltedes næsten fugtig allerede nu, så meget af den indre varme han formåede at skænke hende, og nu var hun intet mindre end ærlig.

[Deleted]

Så længe, at Cassie måtte være ganske rolig omkring ham, så var det også meget nemt for Alex, at skulle holde sig på den helt rigtige side af grænsen. Der var ingen modvilje, hun gav sig hen til ham og hun blev faktisk siddende i favnen og uden at skulle skubbe sig væk fra ham, hvilket faktisk også måtte være en ekstrem dejlig følelse at sidde igen med på alle måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om når det endelig måtte komme til stykket. Nu fik Cassie så sandelig også lov til at føle, hvad det var at hun gjorde ved ham når hun måtte danse. Det var virkelig som at lokke en han i brunst frem og stadig nægte ham at komme helt tæt på, hvilket virkelig kunne være en forbandet frustrerende tanke! Det var jo faktisk også først der, at han måtte ende med at blive temmelig så spontan, netop fordi at han spillede med musklerne og sit udseende, ligesom et hvert dyr faktisk ville gøre overfor en hun som de måtte ønske. Han ønskede virkelig Cassie ved sin side, han ønskede hende som sin partner, mage og sin hustru, for.. hans hjerte havde udvalgt hende som den som han skulle være sammen emd. Uden hende, så ville han slet ikke have nogen anden. Han ønskede slet ikke den form af forpligtelser overfor nogen anden, hvilket han mere end gerne også ville ønske at vise hende – At hun faktisk var noget ganske særligt, også selv set i hans egne øjne. Det morede ham bare, at hun nu selv måtte sidde i det selv samme, uden at være i stand til at kontrollere det netop fordi at det måtte være så nyt for hende. Han måtte jo ærligt erkende, at det bestemt heller havde haft det nemt ved at skulle holde sig så godt i skindet, for det havde bestemt heller ikke været nemt på nogen måde overhovedet! Han sendte hende et stille smil, hvor han roligt nikkede. ”Tro det eller ej, jeg kan faktisk godt,” sagde han roligt. Når han endelig ville og når han havde en grund til det, så kunne han faktisk være sød, hvis det var det. Hovedet lod han søge let mod den anden side. At hun skulle lære at acceptere dyret i hende, det var noget som ville tage tid og det vidste han udmærket godt. Han skulle da mere end glædeligt hjælp hende med at acceptere det til fulde, også sevom han vidste, at det ville tage tid, netop fordi at hun måtte se sådan ned på det som hun gjorde. Han havde jo trods alt selv været offer for hendes vrede overfor hvad han måtte være, selvom han nu havde accepteret det og var stolt af det. Selvom han vidste, at det var noget som selv havde frustreret hende så frygtelig mange gange, at man skulle tro, at det måtte være løgn efterhånden, det var også helt sikkert. Han tog imod hendes kys på kinden og lyttede videre, hvor selv smilet måtte brede sig på hans læber. Han lod hånden roligt føres til hendes hage, hvor han vendte hendes blik roligt mod sig. De var gift og på lovlig vis. Han ville være sikker på, at ingen anden kom tæt på hende! ”Min kære.. Hvorfor tror du, at jeg valgte at gifte mig med dig i udgangspunktet?” Han hævede sigende det ene bryn, hvor han lod fingeren roligt kærtegne under hendes hage, som havde hun været en kælen kat. ”Emiley kan måske gøre det på den ene måde.. husholdersken på en anden.. Men mit hjerte.. Nok så koldt og så dødt, det er stadig i stand til at elske.. En vampyr vælger en mage for livet.. De gifter sig ikke bare med gud og hvermand.” Han blinkedel et til hende. ”Jeg kan elske dig i aften.. Jeg kan elske dig i morgen og jeg kan elske dig til evig tid.. hvis du vil lade mig gøre det,” afsluttede han roligt og ikke mindst med en ganske så rolig mine. Han var i den grad alvorlig, for det her var bestemt heller ikke noget som han kunne lave sjov med.

[Cassie Imirachi]

Det var i disse stunder, hvor Cassie end ikke formåede at skulle holde sig urolighed. I hans favn var hun blød som smør, han kunne forme hende, som nu end måtte lyste, også selvom det aldrig havde været en tanke, hun brød sig særlig meget om.At dette var det samme som hun formåede at gøre ved ham, gennem hendes lidenskabelige dans, det var aldrig rigtigt gået op for hende, selvom hans kærtegn havde været intense, så havde han da om ikke andet holdt sig på måtten, så hvorfor skulle hun overhovedet tro andet. Det sitrede i enhver lille del af kroppen, hun trak sig ikke ud af hans favn, det var som usynlige lænker, kædede hende ind til ham, hun ville ikke slippe ham, en yderst mærkværdig følelse, men af en underlig grund, føltedes det.. Rigtigt at hvile ind til ham, at lade ham holde hende tryg i disse ellers utrygge rammer. Han havde gjort hende af det samme dyr, som det han selv måtte være, hendes var ikke kontrolleret, og alligevel kunne hun sidde her, med de store indrømmelser, og der var intet bæst hverken at se eller føle, det var kun Cassie.. Den samme uskyldige kvinde som han måtte kende, det samme stædige æsel, som endelig lod til at kaste sig hen i overgivelse, selv efter hendes løfte til dem begge om, at det aldrig nogensinde ville ske. Det var ikke fordi hun plejede at føle den, men i øjeblikket var det næsten som om ringen bevidst skulle stramme om hendes finger, kun for at minde hende om, at hun faktisk måtte bære den. De isblå øjne betragtede ham med et næsten undskyldende glimt. Smilet bredte sig en smule ved hans ord. Han kunne tydeligvis godt, behandle hende med lidt respekt, nu kunne han jo også selv se, hvordan det rent faktisk måtte give pote, nu valgte hun jo at lukke ham ind, endda ganske frivilligt, hvilket var usædvanligt i sig selv. Cassie nåede kun at lade blikket falde, inden hans hånd måtte ende under hendes hage, og kun vende blikket tilbage mod ham. Der var noget intenst over det.. Noget.. Elegent næsten, en ubeskrivelig varme som hun ikke var i stand til at skulle placere i nogen anden situation. Det var ikke ofte at de måtte snakke om dere sikke-fungerende ægteskab, hun huskede intet og det var i virkeligheden også hvad måtte gå hende på. Han var den eneste hun bar retten og faktisk var i stand til at være tæt på, i det store og det hele var det også sådan at hun måtte ønske det. Hun lyttede til hans ord, følte hvordan han skubbede hende ud over en ukendt afgrund. Hånden gled stille mod hans bryst, hvilede lettere skælvende. Hun var ikke vant til at lukke ham ind på den måde, men at dømme efter hans ord.. Så.. Elskede han hende? Det kunne ikke passe, hun måtte for pokker stoppe med at være så naiv! ”Mit gæt var af ren kedosmhed” hviskede hun lettere drillende. Det kunne ligeså have lignet ham, han havde gjort mange ting i kedsomhed! Der var næsten fryd at sporer ved hans kælden, han vidste hvor han skulle trykke, og hun faldt for det mere eller mindre hele tiden. Hun bed sig en smule i læben, lagde den frie hånd mod hans kind ”Jeg vil have dig til at elske mig, Alex.. Er du klar over hvor besværligt det er at elske en, der viser det gengældt ved at snige sig ind på husholderskens kammer? Er du klar over.. Hvilken lyst jeg havde til at flænse, da Emiley kærtegnede dig?” hun fjernede blidt hans hånd, lod panden møde hans. Nu var de endelig nået til sandhedens time, så hvorfor ikke fortsætte den? ”Jeg vil have dig, Alex.. Men jeg vil have dig helt.. Jeg er for naiv til alt andet” blikket lod hun let glide i, selvom smilet prydede hendes læber fortsat. Igen så var det intet andet end ren ærlighed.

[Deleted]

Alex kunne så sandelig godt være sød, hvis det var det som han havde lyst til, og lige nu, så kunne det slet ikke falde ham ind at være noget andet. Efterhånden så måtte han have hende der hvor han ville have hende, hvilket han i den grad også måtte være storslået tilfreds med! Endelig lyttede hun til ham og hun åbnede endda også op for ham, hvilket i den grad heller ikke kunne siges, at have været noget som han havde ventet sig med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Det var noget som virkelig måtte gøre ham glad, det gjorde ham rolig, at hun om ikke andet, måtte stoppe med at klandre ham for det ene og det andet, som han ellers havde været så vant til. Han var et bæst og et dyr med alt hvad det måtte indebære og det var også sådan noget, at han virkelig måtte ønske at han kunne vise hende på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han kunne stadig læse hende som en åben bog, selvom hendes hjerte var holdt op med at slå. Hvordan hun reagerede, hendes blik og hendes ord, det var alt sammen noget som han havde givet sig tid til at lære og til at finde ud af. Han ønskede at beskytte hende, og han ønskede at hjælpe hende igennem dette, vise hende hvordan det hele skulle tackles og holdes sikker. Han sendte hende et stille og roligt smil. For ham, var der ikke nogen grund til at skulle skjule det for hende. Det gjorde hende nervøs og han kunne mærke det på hende. Hvilket et sted også måtte more ham en god del! Han betragtede hende roligt og med et stille smil på læben. ”Kedsomhed? Det er der slet ikke plads til på mit skema,” påpegede han stilfærdigt og med det samme næsten så morende smil på læben. Hvorfor ikke lave bare lidt sjov ud af det når man havde muligheden? Det gjorde hende da også mere rolig, nu hvor hun heller ikke måtte se på denne kælder som direkte klam, mørk og dyster. Han elskede mørket og han skulle nok også vise hende, hvilken fryd det kunne være når man vidste hvordan det skulle bruges på den måde. Hånden som hun måtte lægge mod hans kind, havde han virkelig ikke det mindste imod. Han vendte blikket roligt mod hende, blot for at vise, at det var ganske okay at hun rørte ved ham. Ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han forstod udmærket godt den frustration som Cassie måtte brænde inde med. Han tog roligt omkring hendes hånd og trykkede den ganske let i sin. ”Jeg betegner mig selv som et dyr, Cassie og det er uden omsvøb og det er ikke noget som jeg bruger som en undskyldning. Det er hvad jeg er.” Han sendte hende et stille smil. ”De gange hvor jeg har søgt til husholderskens værelse.. Tro mig, det har kun været fordi at jeg virkelig har været tvunget til det. Når jeg ikke har kunne holde mig selv i snor længere,” forklarede han sandfærdigt. Dansen ønskede han selv, og det var noget som Emiley kunne give ham. ”Desuden morede det mig at se hvordan du reagerede på Emiley. Mit hjerte har valgt dig, Cassie.. Du er den eneste som jeg ønsker helt og holdent,” sagde han ganske roligt, selvom det var ærlighed og alvor i stemmen. Han skænkede hendes læber et rent kys. ”Har jeg dig, går jeg ikke til andre. Det kan jeg garantere dig,” sagde han roligt. Han elskede hende allerede og sandt var det skam. Det havde kun været, når det virkelig havde været nødvendigt, at han var gået til folk som deres husholderske eller Emiley, ellers havde han virkelig holdt sig på måtten!

[Cassie Imirachi]

Hånden søgte stille over Alex kind. Hendes berøringer var yderst forsigtige, næsten som var hun bange for at han ville knuses under, hendes ellers så blide kærtegn. Hun var ikke vant til at røre ham, hun var slet ikke vant til at holde ham så tæt på sig, men nu var det noget andet. Det var alt andet end det som hun havde forventet at denne aften, at hun endelig skulle ende med at give efter, for det som hendes hjerte havde sagt hende allerede før hun blev til dette koldblodige bæst. Det var lige før hun ikke kunne bære, tanken om hvor tilfreds Alex i det store og det hele måtte være, endelig at få ret i alt han nogensinde havde været i stand til at konstatere, og som hendes hjerte op til flere gange havde valgt at afsløre. Hendes stædighed havde nu ellers altid været så slående, og det var ikke mere end blot minutter siden, hun sidst havde påstået at hun aldrig ville give sig hen til den mand, hvor var det så i virkeligheden hun måtte sidde i dette øjeblik? Selv Cassie var faktisk i stand til at overraske, selv hun var i stand til at give sig hen, og selv til den mand som hun altid havde forgivet at hade, også selvom det langt fra var tilfældet. Hvordan var det overhovedet blevet kørt så langt ud? Det var ikke mere end blot et par dage siden, hun havde været nymfe, danset sig igennem dagen, hadet Alex, holdt ham på afstand på grund af det som hun i virkeligheden følte, hvad var så forandret? Og hvordan så hurtigt? Det gik først op for Cassie nu, at hun faktisk direkte måtte putte sig ind i hans favn, som søgen efter den tryghed, som kælderen på ingen mdåe gav hende. Hun var vant til levende lys, og puder mere eller mindre over det hele, noget som også tydeligt kunne ses på de eksotiske værelse, hun altid havde været ejer af. Hun betragtede ham, med våde øjne. Han elskede hende? Det var vel det som han så fint forsøgte at sige? Hun var skubbet ud over en ukendt afgrund, hun kendte intet til det liv, hun var på vej ind i, hun kendte end ikke til den kærlighed og den forelskelse som var endt for Alex, hun vidste bare at følelsen af at ignorere det, kun gjorde mere ondt med tiden. Sten faldt fra hendes bryst jo mere der blev sagt, nu var det et lille smil der prydede hendes rosenrøde læber, et af de få som faktisk måtte være ganske ægte. Kedsomhed var der ikke plads til, hun vidste godt, at hun gav ham alt for meget arbejde, det var heller ikke hendes mening, men denne stilling fustrerede hende, det var noget som hun ville give alt for at lave om! En smule mere sikker faldt hele hånden mod hans kind, noget som i sig selv lov varmen brede sig. Hånden gled i hans. Det var en enorm fustration hun havde valgt at bygge op, holdt sig fra ham af så mange grunde, bange for at hun en dag ville ende knust, for hende var det virkelig stort at give sig hen til en mand på den måde, som hun var på vej til at gøre det med ham ”Jeg ved du ikke er flov over at være et dyr.. Men jeg kan ikke acceptere at jeg er det samme.. Endnu.. Jeg føler stadig, måden du røre mig på.. Kysser mig.. Er det dyret du ser?” hendes blik var yderst spørgende, hun følte sig ganske meget ved sig selv, så det ville undre hende om det var det han måtte se. Det lettede hende at høre, at deres kære hushjælp, kun var i desperate tilfælde, igen han var et dyr, hun vidste at den form er nærhed var en del af hans natur, men tanken om hvordan han måtte elske med den kvinde, hvordan han måtte røre hende, når det var det håb hun sad med, om at han skulle røre hende med samme intensitet, nyde at føle hende., hun havde altid ønsket at det var hende han så når han var sammen de andre, også selvom hun vidste at det nok ikke var tilfældet. Cassie tog imod hans kys, gengældte det gldeligt, og måtte næsten strække hals da han trak sig, bare i et forsøg på at holde læberne hos hende. Kunne hun rødme, så var det sket ved hans omkring Emiley ”Jeg hadede at se dig sådan.. med den tilfredse mine når hun rørte dig, jeg ville slå hende ihjel, Alex” hendes sidste ord, var næsten hjælpeløse, det var ikke en tanke hun brød sig om, hun var ingen morder ”Sig du elsker mig” hviskede hun blidt, næsten med længsel. Hun ville høre det fra hans læber, højt og tydeligt, også selvom hun var klar over at det var meget at bede om.

[Deleted]

Alex vidste udmærket godt, at det ikke var nemt for Cassie at skulle acceptere det som det var endt med at blive nu, men der var nu ikke noget som man direkte kunne gøre ved det. Hun var et dyr netop fordi at hun havde valgt at tirre dyret i ham, selvom han havde advaret hende mod at gøre det så skræmmende mange gange, så havde det tilsyneladende ikke haft nogen effekt på hende. Nu havde hun fået lov til at føle hvad der skete når man trådte langt nok forbi hans grænser når han allerede for længst havde endt med a skulle markere det. På denne måde, så kunne man jo også snildt forsikre hende om, at han ville være der og hjælpe hende igennem det for alt det andet var slet ikke noget som kunne falde ham det mindste ind. At lade hende kæmpe med dette alene, når det var noget som han selv måtte være skyld i. Han havde for pokker været så tæt på at skulle slå hende ihjel! Han holdt roligt omkring hendes hånd, netop fordi at han så vidste at han ville have hendes opmærksomhed. Det havde jo trod alt også altid været sådan, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke. Han kendte hende, han kunne læse hendes reaktioner og ikke bare på hendes hjerte, som nu ikke ville sige ham så meget. Hans følelser for hende, var nu som de altid havde været. Dt at hun var blevet af mørket på denne måde, var slet ikke noget som havde ændret det mindste for ham på nogen måde. Han sendte hende et stille og roligt smil ved hendes ord. Han var stolt over den mand som han var og det var end ikke noget som hun havde fået ham til at skulle ændre sig på nogen måde overhovedet. ”Før eller siden, så skal du nok lære det min kære. Og jegskal nok hjælpe dig igennem det.” Han var ærlig. Hvis der var noget som man kunne med Alex, så var det i den grad at skulle stole på hans ord. Det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde overhovedet. Han lod hende mere end glædeligt komme ind i hans favn, hvor han lagde den frie hånd omkring hende. Han vidste, at dette ville kræve forbandet meget og han havde jo allerede set hvad de blikke gjorde ved hende, alt det som Emiley havde gjort ved ham, havde i den grad haft en eller anden mærkværdig påvirkning af hende og det var noget som allerede automatisk måtte sige ham skræmmende meget, det var end ikke noget osm man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At det måtte skræmme hende, at det var de tanker som det måtte sætte i hende, var noget som han dog tydeligt godt kunne forstå. For ham, så var det jo intet andet end ren og skær vane og på alle måder endda, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det. ”Det er ikke dyret jeg ser, min kære. Det er den samme Cassie som jeg ser hver eneste dag. Den samme stædighed, den samme stolthed, det samme smukke ydre og den smukke kvinde som jeg er stolt af, at kunne kalde for min kone.” Han så ikke nogen grund til at lyve. Nok fungerede de ikke decideret som noget par, men der var ve noget over det alligevel? Det var det som han også formåede at kunne trøste sig med i denne stund og han gjorde det så sandelig også. At gå til Emiley og til husholdersken var kun når det var allermest nødvendigt. Det var ikke noget som han gjorde bare for at gøre det, det var noget som han i den grad godt kunne love hende! Han vendte blikket stille mod hende. Hendes hjælpeløse og bedende ord, var noget som blot svagt måtte få ham til at smile. ”Du bærer med dig den evige trang til at beskytte hvad der er dit.” Han betragtede hende med en sigende mine. For ham var det noget som man næsten kunne se på som logisk. Det var jo også sådan som han havde det. ”Jeg elsker dig Cassie.. og det er med hele mit døde og kolde hjerte,” afsluttede han roligt. Kunne han nu sige ordene uden at få smæk, så tog han i den grad chancen!

[Cassie Imirachi]

Cassie var blevet intet andet end et bæst – Et dyr, det havde som sådan aldrig været hendes mening hverken at lege eller udfordre det dyr som han selv matte være, men hvad forventede han i virkeligheden af hende? Han kom på den dag som hun plejede at nyde, den ene dag om året hvor hun lod sig selv fri af alle tøjler, han nægtede at lytte til hende, selv når hun forsøgte at forklare hvad hun faktisk måtte føle for ham, han afviste hende blankt, forventede han at hun ville bryde knust sammen? Nej hun havde i den grad været vred, det var forkert at gøre alt for at komme ind på hende, kun for at afvise, når hun så faktisk endelig måtte åbne op, og nu sad han her, foran hende og fortalte hende med direkte tale at han faktisk også måtte elske hende. På trods hendes krop var både kold og død, så følte hun varmen søge igennem, og næsten tvinge hjerteslagene frem, også selvom de ikke ligefrem var nødvendige, han formåede at læse hende ganske udemærket selv uden dem. Tomlen strøg stille over hans kind, først nu måtte hun faktisk tænke det hele igennem, alle de ting som hun faktisk havde gjort ved ham den aften, var det disse følelser hun havde vækket hos ham? Og han havde alligevel formået at holde tænderne bidt sammen, og ’kun’ fører den ud i et ægteskab? Hun måtte faktisk være imponeret ”Jeg har brug for din hjælp” erkendte hun med næsten hjælpeløse øjne. Hendes uskyd var slående, selv som et blodtørstigt dyr. Hvor meget blod han faktisk havde drukket, det var virkelig ikke et spørgsmål som hun turde stille, hun huskede kun at hun virkelig havde forsøgt at stoppe ham, men at behaget tog hende i e tryg favn, til smerten gennemborrede hende, lod hende falde hen i hans arme, og hun huskede hvordan hun blot måtte blive koldere og koldere, en ekstremt ubehagelig følelse. Benene lod hun strækkes stille, satte sig til rette i hans skød, efterhånden måtte hendes ben føltes en smule ømme efter at have sat på den samme måde. Hun los sig trækkes ind i hans favn, lod deres kroppe mødes.Et lille smil spillede over hendes læber, ved hans ord. Hun følte sig ikke dyrisk eller noget som helst, faktisk følte hun som sådan ikke nogen forskel ”Jeg er glad for du stadig ser stædigheden” påpegede hun med et drillende glimt. Måske deres ægteskab ikke ligefrem kørte på de skinner, som en prinsesse som hende ellers altid havde ønsket, men igen den sag kunne der jo arbejdes på – Heldigvis. Sandhedens time var kommet, ligenu var det kun de sandheder der måtte komme, de som havde fustreret hende gennem alt den tid. Om ikke andet så var hun glad for at høre, at han faktisk måtte være stolt af at have hende som sin kone, hun følte jo på ingen måde at hun var god nok for ham, ikke med de kvinder som han ellers måtte omgåes. Hånden faldt stille fra hans kind og ned over hans hals, lod en finger stryge pirrende ned over ”Du er min, og jeg vil ikke se hende... Eller nogen anden så tæt på” måske det var dyriske tanker i det, i og med at det slet ikke måtte ligne hende at være så forbandet egoistisk, men igen så var det intet mindre end sandt. Hænderne gled yderligere ned, lagde sig mod hans bryst, hendes kærtegn var blevet langt mere sikre, kontra den usikkerhed som hun faktisk måtte sidde med på sindet. Varmen bredte sig yderligere, hendes blik var på en måde følelsesløst, og et andet sted spækket med alt den kaos det blev skabt i hendes indre. Han lod rent faktisk til at mene det! Læberne lod hun nærme sig hans, og selvom hun ikke lod dem mødes med det samme ”Jeg elsker også dig, Alex... Jeg ville ønske at du havde set det før.. men bedre sent end aldrig” hviskede hun stille. Først nu måtte hun endelig lade læberne indramme hans, med tydelig perfektion og ikke mindst længsel. Helt automatisk trykkede hun sig mere ind til ham, næsten som en indbydelse til at holde hende tæt.. Dette var uden tvivl et længe ventet øjeblik.

[Deleted]

Alex vidste udmærket godt, at Cassie ville have brug for hans hjælp, og han ville mere end glædeligt også give hende den, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han var ærlig overfor hende, og han vidste jo også hvad det måtte indebære, at skulle være det bæst som hun nu var ved at blive. Ikke at det var noget som måtte gøre ham det mindste, for han måtte erkende, at det faktisk måtte klæde hende langt bedre end det som det andet havde gjort. Det klædte hende at være lidt mere mat i farven, selvom hun stadig var så smuk som intet andet i hans liv. Han havde slet ikke været i tvivl om at hun ville være den som han ønskede at leve livet med igennem så skræmmende mange år, at han havde forsøgt sig på at skulle få hende til at se ham, at skulle få hende til at skulle være alene med ham, selvom det virkelig havde vist sig, at skulle være en forbandet hård opgave, men det var da lykkes ham til sidst! Nu sad hun i hans favn, hun var bleg, hun søgte faktisk hans hjælp og han hørte endda ordene på det, hvilket kun måtte gøre det hele så meget bedre også for hans vedkommende. Det var noget som virkelig måtte få ham til at smile. ”Det ved jeg du gør, min kære.. Og jeg skal glædeligt hjælpe dig,” svarede han roligt. Han var ærlig. Dette var ikke noget som han kunne finde på at skulle lave sjov ud af, for hun var jo trods alt også vant til at skulle leve en helt anden form for liv end det som han var og nu var det ligesom ham som stod i denne situation og havde bragt hende ind i det samme, så sagde det ligesom også lidt sig selv, at det var ham som skulle hjælpe hende igennem det også. Det var noget som han tog som en selvfølge. Han kunne faktisk være en ordentlig mand, hvis man bare gav ham muligheden og gav ham chancen for det, hvilket der heller ikke så ud til at være mange som faktisk var villig til at gøre. Det var også noget af det som måtte frustrere ham noget så voldsomt og det var der at han kunne finde på at trække den så langt og blive aggressiv. De var gift, også selvom de ikke fungerede som en mand og kone, så var han faktisk stolt af, at kunne kalde hende for hans. Hun var stædig, hvilket normalt ikke ville være at skulle se værdsat blandt mange mænd i Dvasias, men han fandt det faktisk ganske så charmerende, hvilket også var noget som måtte more ham selv en anelse. Det var vel bare sådan, at det skulle være? De gyldne øjne tog han ikke fra hende på noget tidspunkt, lige nu drejede det hele sig om tillid. Hun havde valgt at åbne op for ham.. Endelig! Og det var virkelig ikke noget som han ønskede at skulle lade gå mod sin ende. Om ikke andet, så ikke for øjeblikket, hvilket der bestemt heller ikke var nogen tvivl om. Han ønskede virkelig ikke at ende med at miste hende – I så fald, ville det være idømt et liv i ensomhed for hans del. Han ville aldrig kunne finde en anden af den samme betydning! Aldrig! Alex nikkede roligt til hende. ”Ønsker du ikke, at der er andre, så kommer der ingen andre,” forklarede han sandfærdigt. Han havde ikke nogen grund til at skulle lyve. Kunne hun lukke ham så tæt på, så ville Emiley og deres kære hushjælp aldrig nogensinde kunne komme så tæt på igen, og det var noget som han tydeligt også ville være i stand til at skulle love hende. At høre hende faktisk gengælde de ord, var noget som svagt måtte få hans smil til at brede sig. Måske at de endelig skulle gå lyseere tider i møde? Hvor det faktisk ville være muligt for dem, at skulle finde ud af tingene? Han håbede om ikke andet! Han mødte mere end glædeligt hendes læber og gengældte hendes kys. Armene søgte ganske roligt omkring hende, som også for at vise hende, at hun var mere end velkommen til at skulle sidde helt tæt ind mod ham. Bedre sent end aldrig, det var noget som man trygt kunne sige sig, men altså.. Hvad skulle man gøre ved det? Han brød kysset efter lang tid og lod de gyldne øjne endnu en gang falde til hende. Han strøg roligt over hendes kind med sin ene hånd. ”Lad os komme ud af kælderen,” sagde han roligt. Han sendte hende et stille smil.

[Cassie Imirachi]

Cassie måtte ærligt erkende at hun virkelig behøvede hans hjælp, også selvom det ikke ligefrem var ord, der bare som sådan ville forlade hendes læber. Hun var ikke den type som faktisk måtte bede om hjælp, hun var altid gået af hendes egne veje, men nu hvor hun ikke vidste noget som helst omkring det liv som hun til evig tid ville være tvunget til at leve, så behøvede hun en til at hjælpe hende igennem det, guide hende på vejen og vise hende, både de mørke og lyse sider, af det som hun faktisk måtte gå i møde. Med andre ord så behøvede hun rent faktisk Alex, og på alle måder. Blidt snoede hun hans nakkehår omkring hendes slanke finger, med en uskyld der næsten end ikke måtte ligne hende. De store isblå æjne var til dels tiggende, og dog et andet sted,så var der lykke at sporer, også selvom det ej heller var ord hun direkte lod forlade læberne. Hun nikkede blot til hans ord, med næsten lettelse at føle et sted, var han der ikke så ville hun have et ganske alvorligt problem, så meget var hun da klar over. Kælderen var efterhånden blot blevet en vanesag, hun havde sat her alene for flere timer, også selvom hun måtte erkende, at hun ikke ligefrem måtte nyde det mørke som hun befandt sig i, de mange levende lys og eksotiske farver var stadig noget som hun måtte savne, der var langt hyggeligere. Hendes hud var bleg og kold, på trods hun var farvet i den mørke farve, så var den svundet en smule hen nu, hun var blevet mere mulat end det som hun havde været før, ikke at det var noget hun tog sig af, lidt blegere hud, var som sådan ikke noget som hun måtte reagere på, der var helt andre tign ved denne race, som hun måtte erkende at se langt mere sort på. Efter alle de år med den rene stædighed, så var de mange hemmeligheder, de mange fustrationer endelig nået frem, og det var i sig selv noget som faktisk lettede hende. En kvinde som hende var måske yderst elegant at se på, desværre så ville hendes stædighed ikke overleve i enhver mands hus. Hun ville aldrig blot kunne være derhjemme, tage sig af børnene, kokkerere og holde orden, hun ville aldrig kunne lade sig koste rundt med som var hun intet direkte levende individ, at det så faktisk var noget som Alex nød, at hun ikke måtte haæe ham i røven mere eller mindre hele tiden, det var ikke hvad hun havde regnet med, hun fandt det dog yderst rart, det måtte der heller ikke være nogen tvivl om overhovedet. Tilliden til Alex havde aldrig været særlig stor, men af en uforklaring grund, så følte hun sig rent faktisk tryg, ved endelig at åbne op. Man kunne vel et sted sige at hun havde ventet på det rette øjeblik? Ventet på at han ville se hende som en kvinde med følelser? Tomlen strøg blidt hen over hans bryst som hun netop havde gjort det med kinden. Igen så var selv dette et fremmede område for hende, et sted var det også det som måtte skræmme hende. De isblå øjne betragtede hans. Tanken om at have ham for sig selv, det var i den grad ikke noget som hun ville afvise! ”Det gør jeg ikke” bekræftede hun roligt. Læberne mødte hans, hun smagte på den, følte den eksplotion som foregik i hendes bryst, selv på trods at hjertet ikke bankede. Et sted måtte hun faktisk håbe at de ville være i stand til at indgå komprimisser, at han også ville lade hende ind, lytte til hende og faktisk overveje at hun ikke altid kun havde dumt at sige. Med en smule modvilje, trak hun sig selv i det som han måtte gøre. Hun medstemte dog med et roligt nik, plantede et stille kys mod hans mundvie, før hun tvang sig selv på benene. Det lod rent faktisk til at blive en lysere tid.

[Deleted]

Alex var måske en meget attraktiv mand i Dvasias, netop fordi at han var som han var og han vidste det godt. Hans stilling og status, var også noget af det som virkelig måtte være med til at trække ham frem, men at give Cassie denne tid og denne opmærksomhed, det var end ikke noget som han ville tøve med at gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. Han elskede hende, det varn oget af det som han måtte være mest sikker over, nrå det endelig måtte komme til stykket, og det var virkelig heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var helt sikkert. Han ønskede at gøre sit for hende, hjælpe hende med hendes tilstand og det som hun ellers måtte sidde md af problemer i form af det arbejde som hendes stilling måtte kræve af hende, for der ville han så sandelig heller ikke sige nej til denne hjælpende hånd, for det var forbandet meget for ham at lave, når man nu måtte tænke over, at de jo faktisk var to og det var arbejde for to som han måtet stå med, for ikke at glemme at han måtte jage for dem begge det første lange stykke tid, netop fordi at det var en teknik som måtte indøves og det var noget som ville tage hende forbandet lang tid. Han betragtede hende roligt og med den samme rolige mine som han havde gjort brug af tidligere, ikke at det var noget som han ønskede at skulle skjule for hende lige nu. Han var en ganske rolig mand og nu hvor hun faktisk også gav ham grunden til det, netop ved at give ham den opmærksomhed til tider, så var det noget som faktisk også kun måtte tælle for hendes del, for det var langt nemmere for ham at holde sig rolig på denne måde. Han skulle nok passe på hende og samtidig også vise hende, at han virkelig kunne være en meget anstændig mand. Han sendte hende et roligt smil. At hans ord måtte lette hende, var noget som han tydeligt kunne se og fornemme på hende, det var end ikke noget som man skulle tage det minste fejl af overhovedet. En kvinde med hendes form af stædighed var slet ikke velset som hustru ved mange, men lige Alex.. Han kunne ikke gøre noget andet end at nyde af den konkurrence som det måtte skabe i hjemmet – Med andre ord, så ville det ikke blive kedeligt. Hun var jo mere eller mindre fri til at gøre det som hun havde lyst til, også set i hans øjne, så lang tid at det var indenfor retfærdighedens mange grænse og det sjove var jo, at det var noget som hun mere eller mindre måtte sætte sig selv i form af grænser af den ene eller den anden slags, hvilket et sted næsten måtte være noget som måtte more ham på en eller anden mærkværdig måde. Et stille smil passerede let hans læber ved hendes ord. ”Godt,” hviskede han roligt. Han mødte hende i kysset som han gengældte mere end glædeligt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme komme til stykket. Han slap hendes læber ganske roligt, selvom det ikke var noget som han gjorde fordi at han havde lyst. Men nu hvor de kunne siges at have ordnet op, smidt sandhed efter sandhed på bordet, så kunne de vel også godt forlade kælderen nu? Han rejste sig roligt op ved siden af hende og sendte hende et roligt smil. Han steppede roligt om bag hende. Nu hvor hun havde fået lov til at spise sig mæt, så kunne han godt mærke, at det var ham som måtte være den mest svimle af dem. Han lukkede øjnene let og rystede så på hovedet. ”Ja, det skal gøre godt, at komme op i seng,” sagde han med et svagt smil. Bare at komme op og lægge sig, slappe af inden han igen måtte sætte jagten ind for dem begge, var noget som efterhånden måtte blive tydeligt nødvendigt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han førte hende med sig ud af kælderen og op i den store forhal og videre mod den store vindeltrappe som ville føre dem op mod deres værelse. Hans værelse skulle nu også være hendes. ”Vi tager kisten i aften min kære.. Tro mig, de mange lyde vil du hurtigt finde forstyrrende,” forklarede han sandfærdigt.

[Cassie Imirachi]

Mænd med både personlighed og status som Alex vár attraktive. Han var en flot mand, der vidste af hvilke veje han ville gå, og han lod ikke noget som helst stoppe ham, det havde hun jo selv været et klart bevis på, han var stædig, ikke mindst stolt. Han var greve, i stand til at tage sig af et hårdt læs, uden som sådan at beklage sig, også selvom Cassie udemærket vidste at en del af det arbejde, også måtte være hendes, siden hun faktisk avr den øverststående af de to, en tanke som hun i sig selv måtte hade! Hun var klar over at der var utrolig mange ting, som han kunne finde interessant, at begive sig ud mellem de utallige kvinder, der ville give arme og ben blot for at stå hvor hun gjorde lige for tiden, lige her behøvede hun dog hans opmærksomhed, bare det at være alene, når de mange nye reaktioner kom, mange lyde der gav hende en skrækkelig hovedpine, og så videre, det var svært at tackle alene! Hver gang Cassie måtte lade de isblå øjne falde på ham, stod han med den samme ro. Betragtede hende næsten kærligt, det var ligefør beskyttertrangen var til at se, kun fordi hun faktisk måtte føle den så nær. Det var nyt i sig selv, hun plejede at se på ham som et dyr, egoistisk, temperementsfuld, stolt, liderlig.. Alle de ting som et dyr i sig selv måtte indholde, men nu så han på hende med et helt andet blik, et blik der mindede hende om den Alex hun faktisk var endt forelsket i lige fra start, også selvom hun havde gjort alt for at skjule det, hendes hjerte havde vel afslrøet hende under dansen? Af ren vane børstede hun let den blå kjole, også selvom dens om sådan ikke var beskidt, ventede på at Alex ville komme op på benene selv. Der var ren og skær lettelse at føle. Hendes bryst føltedes ikke længere direkte tungt, hun var ikke frustreret, der var så mange sandheder som nu lå på bordet foran hende, og deriblandt ting som hun kun havde ventet på at høre. Var han direkte stolt af at kunne kalde hende, for hans? Hun var stædig, hun trodsede ham, gav hendes menign til kende, og gjorde endnu de ting som ellers måtte passe hende. Desiden påpegede når han gjorde noget galt, ligesom hun belønnede ham når han gjorde noget rigtigt, som her i aften hvor hun havde valgt at afsløre store hemmeligheder for ham. Hans læber brændte stadig mod hendes, igen selvom det var sekunder siden hun havde valgt at trække sig. Roligt skævede hun over skulderen, for at se hvor langt han måtte være kommet, og med det lille smil som måtte pryde hendes rosa læber. Efterhånden måtte hun indrømme at hun faktisk følte sig udmattet, som på en af de dage hvor hun ikke havde lavet andet end at træne i dansen, tanken om en seng var pludselig noget af det mest behagelige hun overhovedet kom i tanke om. Ganske stille og stadig med en smule forsigtighed, lod hun hånden fumle efter hans, greb stille om den, for at hans fingrer i hendes egne – Det kunne hun finde ud af! Hans sult var så desværre ikke noget som faldt hende i tankerne, han havde jo lige været ude at jage, spist for natten, og igen hun havde jo sådan set absolut ingen idé om hvordan dette system faktisk måtte fungere. Cassie nikkede medgivende, en seng og afslapning, var virkelig virkelig fristende, og ikke mindst tiltrængt efterhånden, og igen til hans forelsag med kisten måtte hun stadig blot nikke. Han havde levet sådan længe, og hun vidste godt at enhver lyd var mere forstyrrende end noget andet så det ville hun bestemt ikke takke nej til! ”Okay lad os komme derop, så” ganske roligt måtte hun begynde at gå, et sted med ivrige skridt, hun hadede virkelig dette mørke!

[Deleted]

Alle de gange hvor Cassie havde påpeget hvor meget han måtte ligne et dyr, havde Alex ikke gjort andet end at takke for komplimentet, for det var jo trods alt også den rene sandhed? For han var stolt af hvad han var, han var stolt af sine holdninger, meninger og det at folk faktisk også måtte se op til ham på den måde som de gjorde det, for det var kun noget af det som gjorde det hele så meget bedre og nemmere for en som ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han vidste udmærket godt, at Cassie ikke kunne fordrage det som hun måtte være nu - Grevinde og med alt hvd det måtte indebære, netop også fordi at hun havde retten til at bestemme over ham, hun havde retten til at skulle tage kontrollen hvis det var noget som hun turde, ellers måtte han jo fortsætte som han gjorde det nu. Han tog jo trods alt også hendes del af slæbet og det var noget som han gjorde hver eneste dag, selvom det var noget som han faktisk måtte gøre med et smil, tro det eller ikke, for han nød det faktisk selv. Bare alene den tanke om, at han faktisk kunne bruges til noget fornuftigt, det var noget som gjorde det hele så meget bedre for en som ham, det var helt sikkert. Han havde kæmpet hårdt for hendes opmærksomhed og nu hvor han var endt med at få den, så var det ikke noget som han ønskede at skulle slippe igen. Han var stolt af at kalde hende for hans hustru, selvom de aldrig havde været fungerende som et par. Måske at det ville komme nu, hvor de havde fået smidt alle de mange sandheder på bordet, og fortalt hvordan de egentlig følte det omkring hinanden? Det var om ikke andet, så bare sådan, at han følte at det skulle være. Det hele var så meget mere rigtigt nu end det som det havde været for bare ren stund siden. Han rejste sig roligt op, selvom han nu tydeligt kunne mærke sulten og svimmelheden. Det var længe siden at han havde haft det på denne måde! Han lod hende mere end glædeligt tage hans hånd, hvor han roligt lukkede sine fingre omkring hendes. Han sendte hende blot et træt smil. Det var efterhånden også ved at være sent set i deres øjne, så det var også på tide, at skulle få hende med sig i seng. Han ønskede virkelig at holde hende sikker og holde hende tryg, for det havde også været hans formål med det hele siden start, selvom det ikke var sådan som hun måske havde set på det. Han nikkede roligt til hendes ord og førte hende roligt med sig op af trappen. Kisten var måske ikke direkte behagelig at skulle sove i, men det var nødvendigt, hvis man ønskede at få en nattesøvn uden de fleste forstyrrelser, og det var vel også det som hun selv kunne bruge efterhånden? Ikke at det var noget som han kunne komem udenom, for det at hvile, var noget som lød ganske fristende lige for øjeblikket. Han førte hende roligt op af trappen, idet han steppede helt om bag hende, hvor han lod den frie arm roligt snige sig omkring hendes liv. Man kunne vel lige så godt prøve og så se hvor de kunne ende henne? Hvis de kunne ende der hvor man kunne kalde dem for mand og kone, så ville han da være storslået tilfreds! ”Det lyder som en ganske glimrende idé,” medstemte han stilfærdigt. Han stoppede dog op mere eller mindre omgående ved lyden af en knurren. Hans sanser var jo tydeligt mere skærpet end hendes ,eftersom hun kun lige skulle til at vænn sig til det hele. Han vendte blikket hurtigt over sin skulder, idet at den store, mørke og pelsede skikkelse bare satte i løb mod dem. Hans pupiller trak sig helt sammen. Han vidste jo godt at de havde en varulv i tjenestestaben, men aldrig havde det bæst fået lov til at være ude! Han trak armene hurtigt til sig igen og med en kraftig hvæsen, idet at varulven løb direkte ind i dem. Han blev kraftigt skubbet til side af det massive sammenstød og ind i væggen, da varulven vendte sig direkte mod hende, for at blotte de store og massivt skarpe tænder, idet at den kraftigt måtte bide ud efter hende. Alex så rødt!

[Cassie Imirachi]

Alex var et dyr, et forbandet stolt et af slagsen, det var da gået op for hende for længst. Han var en mand af de meninger og holdninger som hun måtte være dybt uenig i, det var der alle deres skænderier i virkeligheden måtte stamme fra jo. Hånden gled gennem det mørke hår, hun glædede sig tila t finde kisten, nu var det også på tide til rent faktisk at få en smule søvn, oven på nattens mange mirakler. Fra nu af kunne hun rent faktisk se en glæde i at gå rundt omkring ham, velvidende om at ingen kvinde ville være tæt på ham foruden hende, for det var jo i virkeligheden det som hun måtte ønske. Først nu hvor hun slentrede sig selv op af de mange trapper, gik det op for hende hvor udmattet hun i virkeligheden var. Det havde været en lang aften og nat, men den havde bestemt også indeholdt nogle af de små ting som man ville give både arme og ben for at opleve. Imorgen ville der være endnu en d...aften, der ville rumme de mange pligter som hun var blevet en del af, på trods hun hadede det! Hun havde forladt hendes hjem og hendes familie kun for at danse, give andre en oplevelse ligeså af det som hun formåede at gøre blot med sin egen krop. Det var på sit vis taget fra hende, der var slet ikke tid eller overskud til den slags mere, der blev forlangt noget af hende, noget som hun aldrig ville være i stand til at skulle opfylde, ikke med hendes evner inden for dette. Det var sandt at hun kunne skrive, men det var med stavefejl og kravetæer, ligeså kunne hun også læse, men det var langsomt og ekstremt upræcist, noget som hun i sig selv måtte finde yderst pinligt. Ringen klemte en smule om hendes finger. Det sidste stykke tid havde den været tung at bære på grund af de mange tanker som hun sad med, den store jalousi, den frustration over ikke at have ham hos sig, men de sten var lettet fra hendes bryst. Selvom Cassie aldrig havde villet vedkendes det faktum at hun faktisk måtte være hans kone, så var det anderledes nu. Hun bar den ring med stolthed, selv på trods at hun ikke huskede, hvordan pokker den havde fundet sin vej over hendes finger, hun huskede intet.. Fingrene var flettet med hans. Hun begav sig op af trapperne, og var næsten lettet da de endelig måtte nå til vejs ende. Lyset fra faklerne, skabte allerede en helt anden stemning, der var lunt og rart, noget som hun kunne fornemme, selv på trods af det kolde og døde bæst han selv havde valgt at gøre hende til.. Faktisk i denne korridor. Cassie slap ham som han valgte at træde bag hende istedet for, hun stoppede op faldt en smule ind mod hans krop og med et stille smil til at pryde læberne. Det var rart, at føle hans arme omkring hende på den måde. Let og elegant drejede hun i hans favn, så hun endte med at stå med fronten til ham. Armene lagde sig stille om hans hals, idet hun måtte lade læberne møde hans. Blikket var gledet i, hun kunne et sted høre den knurren, men for hende var de tjo ikke direkte noget farertegn, der var mange ting hun endnu ikke havde lært. Fra der måtte alt gå forbandet stærkt! Hun nød smagen af hans læber, noget som blev afbrudt af den enorme smerte der endte i hele hendes krop. Den store ulv havde sat sig direkte i hendes side, ved brystet og armhulen. Cassie vaklede let, hendes ben gav efter under hende, og lod hende falde direkte i gulvet, noget som også tvang det store bæst til at tage den bid af hende, den havde været i stand til at få og derefter slippe hende ”Av..!” mumlede hun for sig selv. Tårerne vældede op i hendes øjne, hun forsøgte at stoppe den blødning som var blevet skabt. For pokker hvor gjrode det ondt, heldig kunne man heller ikke ligefrem kalde hende!

[Deleted]

Når man var født af væsner som var stolte af hvad de var, så var det jo en selvfølge, at det også var noget som ville smitte af på Alex med tiden og det havde i den grad også gjort det, for det havde ramt ham selv temmelig tidligt, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste på den ene eller den anden måde, så var det faktisk bare sådan, at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Han betragtede hende med et meget årvågent blik. Han ønskede at passe på hende og så længe, at hun vidste det, så længe, at hun kunne være så rolig som det hun måtte være lige netop i dette øjeblik, så skulle han så sandelig heller ikke klage over det, det var noget som han trygt kunne garantere hende for. At hun var træt, var dog noget som Alex udmærket godt kunne forstå ,for den forvandling var jo trods alt heller ikke helt fuldbyrdet endnu. Det var noget som tog tid, også selvom han klart ville stå ved det at han ville hjælpe hende igennem det, for der var virkelig intet som han hellere ville, end at vise hende, at hun kunne stole på ham – Hun ville jo så være den eneste som faktisk ville være i stand til at skulle gøre det, for hun var de neneste som han i det hele taget ville åbne op for på denne måde, hvilket i den grad også måtte sige en god del, for han var ikke den som åbnede op for særlig mange – Deriblandt hende som den eneste, netop fordi at hun var den som hans hjerte havde valgt ud som den eneste ene og det var noget som han i den grad agtet at skulle holde helt og særdeles fast ved. Hun havde haft dansen og den behøvede hun virkelig ikke at give afkald selv på trods af dette. Det var noget som han med tryghed ville være i stan til at skulle garantere hende. At hun selv måtte bære ringen med stolthed, var det som gjorde at han virkelig følte sig som den mest prægtige hane i en hønsegård! Han var glad for første gang i lang tid. Ikke noget med nogen former for frustrationer, ikke noget med at være desperat efter at hun skulle se ham eller vedkendes ham, for han var klar over, at det måtte være selvforskyldt det hele. Nu ville hun selv have lov til at opleve lige præcis hvordan det er at skulle opføre sig og handle som et dyr, for hun havde allerede vist de første tydelige tegn på, at hun var blandt dem nu.
Kysset som havde været dem imellem, var en glæde som var endt så frygtelig kortvarig, som Alex havde hørt varulvens knurren af dem. Selvfølgelig ville den gå efter dem, netop fordi at de måtte være varulvens naturlige fjender og han vidste det jo udmærket godt! Desværre havde Alex ikke været hurtig nok til at skubbe Cassie til side, som han selv var endt slynget af vejen som havde han været en kludedukke. At varulven var gået mod hende, var noget som gjorde ham noget så frygtelig rasende! Alex måtte komme med et kraftigt udbrud, blot for at tvinge varulvens opmærksomhed mod sig selv. Han havde hurtighed og han havde styrke, der hvor varulven måtte have styrke og temperament. Hurtigden var ham bare en tydelig fordel! Han hoppede direkte mod det store og enorme bæst. Han ville bare ikke have at der skulle ske noget som helst med Cassie! Hans Cassie! Varulven fik han med sig mere ned af gangen, som dens opmærksomhed var tvunget i helt andre retninger end mod Cassie. Jo længere væk de måtte komme fra hende af, jo bedre ville det i den grad være for ham! Varulven kradsede kraftigt ud efter ham, hvor de umådelige skarpe klør tydeligt måtte rive godt op i hans egete bryst. Smerten måtte han bide i sig. Den vrede som han sad inde med, var noget som overskyggede det hele! Han greb endelig fat om varulvens kæbe og hals, idet at han kraftigt rev det til den ene side, så den ville knække nakken. Varulven faldt direkte ned i jorden – Ovenpå ham vel at mærke. Han gispede svagt, hvor det først var nu at smerten i hans bryst måtte slå ind. Han klemte øjnene svagt sammen, som han prøvede at puffe varulven til side. De var faktisk ekstremt tunge!