Out for a walk..?

[Deleted]

Ilaria var måske ikke som enhver anden kvinde som man kunne tænke sig frem til, men nu hvor hun måtte stå i denne situation, så bakkede hun så sandelig ikke ud fra en udfordring! Og hvad han havde skænket hende, det var jo udfordring efter udfordring. Selvom det jo selvfølgelig ikke direkte var noget som gjorde hende det mindste, så måtte det jo trods alt bare være sådan. Hun vendte blikket lettere fast mod ham. At hun ville komme til skade, havde hun jo allerede fundet ud af, netop fordi at han kunne skrue op for temperaturen på den måde og det var noget som så sandelig også måtte påvirke hende på denne måde, men hvad pokker! Der var jo ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det! ”Og hvad så? En skramme eller to, overlever man?” spurgte hun ganske stilfærdigt. Med andre ord, så havde hun heller ikke tænkt sig, at skulle bakke ud sådan uden videre, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun var måske en anelse stædig, men nu hvor han havde udfordret hende til det, så ville hun så sandelig heller ikke bare bakke ud! At hans hjerte måtte være så brændende varmt, var noget som hun allerede vidste, selvom det nu var noget som i sig selv, måtte gøre det hele så meget mere spændende.
At Sonic var vant til at kæmpe alene, det var han så sandelig ikke alene om, det var da også helt sikkert! Det samme var Ilaria. Hun var vant til at passe på sig selv, for hun var trods alt en stor pige nu og hun kunne klare sig på egen hånd. Hun behøvede ikke en at skulle holde i hånden, for det ville virkelig lægge en dæmper på alt de sjove! Det mørke som havde tvunget hende fuldkommen ud af fokus, havde netop slået hende ud som vagterne havde overmandet hende. De var jo trods alt langt flere end det som de måtte være og uden synet, så havde hun virkelig problemer, for hendes sanser kunne slet ikke skærpes så meget! Lige hvordan hans familiesituation måtte stå, så kunne hun da næsten gætte sig frem til, at den ikke direkte måtte være positiv, men her måtte hun virkelig sige sig, at være den mest stædige af dem! Han skulle under ingen omstændigheder møde op overfor Marius på denne måde, når hans sår kunne vise sig, at være direkte dødeligt! Nej! Det kunne hurtigt vise sig, at blive for farligt for ham og derfor skulle såret tilses og lukkes før hun ville lade ham komme til den mand! Hun var ikke en kvinde som var vant til særlig mange komplimenter, det var vel også noget som man kunne mærke på hende? Hun var ikke det som mange mænd ville se på som noget godt, netop fordi at hun var som hun var. Hun ville ikke holde mund hvis hun var utilfreds og hun slog i den grad fra sig, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan! ”En mand med mange talenter? Ja, det skal jeg da lige love for,” sagde hun lettere anstrengt. Han var virkelig varm at være i nærheden af, og selv det var jo noget som gjorde hende svagere! Hun himlede med øjnene som han med det samme måtte stille sig modstridende til hendes ord, hvor hun stoppede sine skridt. En ting kunne hun dog hurtigt konkludere – At de skulle væk fra muren, så der var jo bare en vej at gå. Hun vendte blikket mod ham og denne gang direkte modstridende selv. ”Se dog på dig, Ilosonic!” begyndte hun med en fast tone. De skulle ikke mod herregården og slet ikke når han var kommet til skade! ”Vi går ikke mod herregården før dit sår er tilset,” afveg hun ganske kortfattet. Hun kunne sagtens gøre det selv, for sår af diverse slags, det var hun så sandelig selv vant til. Hun knyttede hænderne ganske let, netop fordi at det var så brændende hedt at være omkring ham. Og fordi at det blev så varmt, så sænkede hun kun sin egen temperatur mere og mere, for at holde sig kølig. Bevidst så tvang hun ham i en anden retning. Hun måtte da kunne finde byen før eller siden?

[ilosonic]

Ilaria var måske ikke lige den typiske kvinde, men hvad gjorde det? Hun var jo stadig en kvinde, og hvis folk ikke kunne se det, så skulle man virkelig være blind! Hun var måske meget kold, direkte en isdronning, men hvad pokker? Det var jo kun forfriskende med noget nyt og spændende, og det var vel også derfor at han ønskede hendes selskab? Hun var anderledes, hun skilte sig ud, og nu måtte de jo så se om hun rent faktisk kunne gå under ordet; unik. Hun var speciel på sin egen måde, hun var rapkæftet, hvor det virkelig ikke kunne undre ham at hun skræmte mange mænd væk, men hvad var de bange for? Lidt modstand? Hun lod måske sin mening komme til syne, men hvor slemt var det lige? Jovist, hun kunne godt gå én på nerverne, det havde han jo allerede prøvet, men det gjorde ham nu intet, for når alt kom til alt så var hun faktisk et godt selskab, og underholdning fik han sikkert en masse af! Det at hun ikke var bange for at komme til skade, var nu heller ikke noget som måtte undre ham det mindste, for hun mindede faktisk meget om ham selv, ikke bleg for at tage en udfordring op, og det var jo også det som var resulteret i at hun var taget med ham til Procias, men at røre hans hjerte, var sikkert en ting som hun ikke ville blive i stand til, og siden hun ville tage det som en udfordring, så havde han ikke tænkt sig at åbne sig så meget op for hende! Han skulle skam ikke ende med at hun gjorde det helt koldt og af is, som hendes eget! Han fnøs kortfattet. ”Du er håbløs,” mumlede han blot som svar. Hvorfor overhovedet bruge tid på det? Det var måske ikke umuligt at røre hans hjerte, men lige for hende? Der tvivlede han på at det ville ske.
Et sted måtte det gå Sonic på at hun skiftede fra feminin til at være isdronning, men hun var vel for stolt til at vise sig som en sand kvinde? Det virkede næsten som om at hun.. måske ikke direkte var ked af at være kvinde, men mere var flov over alle andre kvinder? Fordi de ikke var lige så modstridende og rapkæftede som hende? Fordi de ikke turde, at lade deres meninger komme til syne for andre? Det skulle ikke undre ham, men han kunne jo så heller ikke være stolt af alle andre mænd, for mange mænd skaffede kønnet et dårligt ry! Der var så mange der var hovmodige, havde det hele i munden, men faktisk ikke var i stand til at gøre noget ordentligt! Hendes anstrengende stemme var dog noget som han lagde fokus på, for hun blev vel svag af hans varme, som måtte stige fordi han var såret? Det var faktisk ikke særlig godt for hende at hun var tæt på ham, netop fordi at han var hendes svaghed, fordi at hans varme var hendes kulde en direkte modsætning. De var hinandens nemesis, så det var faktisk ikke godt for nogen af dem at være så tæt på hinanden selvom.. han var jo faktisk et sted afhængig af hende, eller det gik bare hurtigere, når han havde nogen at støtte sig op ad, i stedet for at gå alene, for det ville da kun være museskridt. At hun selv blev modstridende gik ham virkelig på nerverne! Han havde lige reddet hende, så kunne hun vel godt klappe i og gøre som han sagde bare for en gangs skyld? Han fnøs til hendes ord. ”Du er ikke min mor Ilaria, så du kan godt spare dig og sætte kursen mod Herregården!” hvislede han fast, og vendte blikket vredt mod hende. Troede hun at hun kunne bestemme over ham? Det var jo bare en dum lille skræmme! ”Jeg har ikke brug for hvile, jeg har brug for at komme til herregården, den gård, som retmæssigt er min!” svarede han spidst, hvor hans arm forlod hendes nakke, hvor han måtte vride sig ud af hendes greb, blot for komme væk fra hende og hendes dumme kulde. Såret gjorde dog ondt, hvilket fik ham til at tage sig til det, inden han betragtede hånden, som var helt indsmurt i hans blod. Han himlede svagt med øjnene. Han havde vel ikke noget valg, havde han? ”At søge til kroen, er en direkte omvej!” fortsatte han, hvor hans tone næsten var helt så beklagende. Men hun havde måske ret i at det ville være bedst at tilse såret, inden det gik helt galt.

[Deleted]

Ilaria var og gik ikke under betegnelsen som den perfekte hustru og hun vidste det udmærket godt. Hun levede af spændingen omkring hende. Det var jo også det som hun gjorde mere eller mindre hver eneste dag og hun ville aldrig nogensinde kunne give slip på det bare sådan uden videre, det var da også helt sikkert! Hun var ikk bare typen som man kunne placere i et hjem bare sådan uden videre og hun vidste det så sandelig også godt. Der var jo visse grunde til at hun ikke direkte kunne sige sig, at være lykelig gift med en god mand, stort hjem og en million børn rendende om benene, for det var bare ikk et liv for hende! Man kunne vel sige, at han var hende i en form af kvindelig udgave? Hvilket faktisk også var en tanke som måtte more hende, for de havde umådelig mange af de samme interesser, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var da også helt sikkert! Han nød vel hendes selskab, ellers havde han da heller ikke budt hende med sig hele vejen til Procias og faktisk gået ind for at beskytt ehende og så selv kommet til skade? Hun kunne virkelig ikke undgå at skulle smile til hans ord, det var end ikke noget som hun ønskede at skulle lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket, det var da gså helt sikkert. ”Håbløs? Du nyder dog mit selskab af den grund?” påpegede hun lettere stilfærdigt, ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af.
Ilaria kunne sagtens være en rigtig kvinde i det rigtige selskab. Lige nu krævede det jo så bare tilsyneladende, at hun var havd hun var; En isdronning? Hun nød dog ikke mindst af følelsen, hvilket vel heller var noget som hun lagde det mindste skjul på. Han var kommet til skade og det sår var noget som bare skulle tilses hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han skulle nok få muligheden til at komme til Marius og til Herregården når han var i stand til at gå, hvilket ikke ville være lige nu om ikke andet! Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme faste og alvorlige mine. Jo mere han skruede op for sin varme, jo mere måtte hun sænke sin egen, for det var noget som virkelig måtte gøre ondt, så var det den varme! Hun gav respons i form af kulde, selvom hun vidste, at det heller ikke var noget som han ville kunne tåle i det store og hele, så var det nu ikke noget som rørte hende som sådan. ”Jeg sætter under ingen omstændigheder kursen mod herregården når du knapt nok kan gå!” sagde hun fast. Det stod virkelig ikke til nogen former for diskussion og sådan var det jo altså bare! At han slap hende, havde hun nu ikke noget imod som sådan, selvom hun kunne se noget så tydeligt, at han havde ondt. Han havde brug for hvilen, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan. Hun sukkede stille. Det var jo heller ikke fordi at hun ville opføre sig som mandens mor, men han kunne altså ikke gøre noget så længe, at det var sådan, at han måtte have det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Alt jeg beder om er en time eller to, Sonic. Jeg vil tilse såret, give dig lidt hvile og så går vi til Herregården, som så rettemæssigt er din.” Hun himlede let med øjnene og gik mod ham. Han havde virkelig ikke behov for at skulle lege martyr! Det ville de ikke få det mindste ud af på nogen måde! ”Kom med til kroen, så stiller jeg mig ikke i vejen for dig på resten af vores eventyr.. Aftale?” Hun hævede sigende det ene bryn. Dette var hendes foreslag. Måske en omvej, men han havde brug for det. Armen lagde hun endnu en gang om ham, for at give ham den støtte. Hun skyldte ham og dette var så sandelig også en flot måde at gøre det på. Han reddet hendes liv, nu kunne det jo faktisk være, at hun ville redde hans ved at stoppe blødningen og lukke hans sår?

[ilosonic]

Hvad var der med hende? Hvorfor var det at hun så absolut skulle spille mor for ham? Ilosonic fnøs ganske let. Hun gik ham virkelig på nerverne! Det hele var hendes skyld! Hvis hun ikke var blevet upåpasselig, hvis hun havde passet lidt mere på og stoppet de vagter, så havde han ikke haft behov for at springe ind foran hende og få et sværd stukket hele vejen igennem sin krop! Hans blik faldt på såret, hvor blodet endnu piblede ned fra det. Det gjorde forbandet ondt! Og så skulle hun absolut spille så forbandet hellig og bestemme over ham! Han vendte blikket fast mod hende til hendes ord. Hun ville ikke føre ham til herregården? Han var ikke meget for det, men han var vel nød til at give hende ret? Han var sikkert død på halvvejen alligevel, hvis han da ikke fik set til det sår og stoppet blødningen, for ellers ville det jo nok ende med at han faldt død om af blodmangel. Og han kunne vel godt bare bruge en time eller to på at få hende til at ordne hans sår? Han himlede let med øjnene, selvom det selv var ved at gøre ondt, for det sår spredte virkelig smerten til hele hans krop! Hans mørke øjne faldt på hende, som hun endnu engang slog armen omkring ham for at støtte ham. ”Udmærket..” endte han i en hæs tone, som selv det at tale var ved at blive anstrengende for ham, netop fordi at han kunne mærke blodet presse sig på i hans hals, hvor han kun prøvede at holde igen med at hoste det hele op. Hans krop var ved at blive brandvarm, for jo mere blod han mistede desto mere kæmpede hans hjerte for at skaffe hans krop mere blod. ”Sikker på at du kan holde ud at føre mig til kroen?” spurgte han med et kækt smil om læberne, skønt det dog blev brudt, da han hostede blodet op. Han brummede utilfredst. ”Pokkers,” mumlede han for sig selv, som han tørrede blodet væk fra munden med sin håndryg. Det bedste var vel at få tilset det sår? Det var lige før at han ikke kunne vente med at de nåede frem. Han pegede ganske roligt i retningen af kroen, som var i en helt anden retning end mod herregården, hvor han helst ville hen, for at smide Marius ud og i fængsel! Hans skridt var ikke nær så stabile som de havde været tidligere, for hans kræfter var ved at slippe op, hvilket måtte gå ham noget så frygtelig meget på! Det irriterede ham faktisk, at han måtte være så forbandet afhængig af hende, men han havde jo ikke kunnet lade hende dø? Så ville alt det sjove jo være spoleret, så ville han ikke få chancen for at høre på hendes rapkæftede replikker, hendes spydige bemærkninger og hendes utrolig stædige holdning og meninger. Det ville jo faktisk være synd at lade det stoppe, at ødelægge det ellers så gode selskab, skønt hun dog måtte gå ham på nerverne, og håbløs det var hun virkelig! Han kunne mærke at det hele var ved at løbe løbsk, det var så bare til deres held at kroen ikke måtte ligge så langt herfra, men det var stadig en hel omvej, når deres rigtige mål var herregården. Carino Fattoria! Hans hjemsted, hans arv og hans retmæssige titel! Hans øjenlåg begyndte at blive tungere, hvor hans øjne var lettere blodskudte, såret gjorde forbandet ondt! Han fnes ganske anstrengende. ”Du er virkelig håbløs.. og du er mig et stort mysterium..” begyndte han roligt, imens hans blik hvilede frem for sig. ”Hvorfor gør du overhovedet alt dette? Hvad får du ud af det? Foruden at få hugget hovedet af, fordi du er dvasianer?” spurgte han videre. Han havde måske udfordret hende, men så dumdristig var hun vel heller ikke? Hun kunne jo ikke tro at hun kunne klare enhver udfordring i livet! Der var bare visse ting som man ikke ville kunne klare! Dog var han alligevel glad for at hun var taget med ham, for han kunne ikke komme udenom at han faktisk nød hendes selskab, men.. det nyttede jo heller ikke at det blev på bekostning af hendes liv, skønt det dog var endt med at det var ham som var blevet dødeligt såret. Og det var noget som han så tydeligt kunne mærke!

[Deleted]

Ilaria gjorde så sandelig heller ikke det her fordi at hun havde lyst til det. For alt hvad hun vidste, så kunne hun lige så godt lade ham ligge og undersøge hele Procias på egen hånd, men eftersom han også havde valgt, at skulle redde hendes liv som den ’ædle’ greve som han måtte være, så følte hun i den grad også at hun skyldte ham lidt for det hele, hvilket i den grad heller ikke var noget som måtte sige så lidt på nogen måde, for hun var normalt ikke den venlige eller den hjælpsomme type og det havde hun aldrig nogensinde været før! Hun vendte blikket mod ham og med den samme faste mine som hun havde gjort brug af tidligere, det var end ikke noget som hun ønskede at skulle lægge det mindste skjul på når det nu endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle skjule. Måske at han ville være forbandet varm at være i nærheden af, men nu hvor han også havde reddet hendes liv, så kunne hun da om ikke andet ,så gøre et forsøg på at skulle redde hans. Hun himlede med øjnene til hans ord og vendt blikket direkte mod ham. Når han ikke var i stand til at se forbi hans eget store ego, så måtte hun jo vise ham hvad der måtte være fornuftigt at skulle vælge i denne situation, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Har jeg noget andet valg? Du falder død om inden du når at komme ind til byen,” sagde hun kortfattet. Han behøvede vel ikke at skulle vide den oprigtige grund til at hun gjorde som hun gjorde det? At det faktisk var fordi at hun følte, at hun skyldte ham for det? Hun havde jo trods alt også nydt hendes vedkommende, for der havde ikke været nogen mand til nu som havde formået at holde hende værende så længe og på denne måde som han havde gjort det og det var noget som hun selv måtte finde ganske så fascinerende, det var end ikke noget som man skulle skjule. Hun tog fat omkring ham og nikkede ganske kort til ham, som han udpegede vejen for hende. Her var det i den grad hende som måtte være den stædige af dem, hvilket vel helelr ikke var noget som sagde så lidt? Han ville dø hvis han ville fortsætte med at spille sådan med musklerne, det ville der slet ikke komme noget godt ud af på nogen måde overhovedet! At han ville hænge lidt på hende endnu, havde hun nu heller ikke noget imod for hans selskab havde virkelig været godt for en som hende, for hun havde i den grad også nydt noget så voldsomt godt af det og på alle måder. Hun kuklo ganske let til hans ord. ”Hvis jeg er dig et stort mysterium, så er min opgave da vidst gjort. Grunden til at jeg gør det, er vel lidt ligegyldigt? Du gjorde jo trods alt det samme for mig,” påpegede hun stilfærdigt. Hun gik roligt, dog alligevel med sine faste og mere målrettede skridt. ”Desuden..Lidt spænding gør vel også godt?” påpegede hun roligt og med en næsten sigende mine. Hun var ikke direkte dumdristig, hun vidste godt hvornår hun burde bakke ud for en udfordring, men både ham og det hele med, som måtte være en del af dette, havde været noget som havde påvirket hende noget så tydeligt. Hun havde virkelig siddet inde md det ønske om at skulle tage med ham, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Med de rolige og målfaste skridt, også selvom hans hede var noget som måtte tage energien noget så frygtelig hurtigt fra hende af, så behævede hun sig i retningen af kroen. ”Tror du at de vil hugge hovedet af mig? Teknisk set, så vender jeg Dvasias ryggen ved at hjælpe den rettemæssige greve af Procias,” påpegede hun stilfærdigt, idet hun førte ham med sig mod kroen. Hun ville selv personligt tilse hans sår og sørge for at det fik den behandling som det havde brug for. Så skulle hun nok lade ham søge mod Marius’ Herregård.

//Out