Out for a walk..?

[Deleted]

Solen havde lige valgt at skulle passere den store og høje himmel og kastede det smukke og røde skær over de store himmel. De sidste solstråler kastede sig over den store slagmark, hvoraf sporene efter de mange kampe var endt med at gå i sig selv. Ilaria havde fundet en mindre bakke som hun kunne sidde på – den selv samme som de mange bueskyttere havde lagt i skjul bag. Det var virkelig som man kunne sidde og se hele fejden for sig. Alle de mange kampe som havde været udkæmpet her, de mange skrig, de mange faldende, døde og sårede som havde været til stede, også selvom hun vidste at mere måtte komme med tiden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Så længe at solen var ved at være væk, så var det koldt nok for hende til at bevæge sig udenfor. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod sin arm. Den var stadig præget efter hendes møde med Brandon – Et møde med en skalpel kunne hurtigt have vist sig at være en farlig en, selvom den nu ikke havde ramt nok til at skulle yde hende nogen former for skade som sådan. Hun fnøs ganske let. At hun overhovedet var kommet til skade, var noget som faktisk måtte irritere hende noget så grusomt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! ”Forbandede vampyr..” mumlede hun let for sig selv, hvorpå hun ganske let måtte ryste på hovedet. Det var ikke noget som hun ville tænke over lige netop nu. Hun knyttede hånden ganske let og med et svagt suk, som hun ganske roligt måtte trække kappen om sig. Her var det nemlig de færreste som turde at søge til, så hun vidste, at hun på sit vis måtte være sikker og i tryghed. Vinden blæste koldt og der var virkelig tydeligt at det klare efterår havde valgt at skulle lægge sig over det store rige som det måtte lægge sig over himlen på denne måde. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste lige nu, for kulden kunne hun slet ikke mærke og efterår og vinter var virkelig hendes yndlingsårstider, selvom det vel også måtte sige lidt sig selv? Her sad hun som en isdæmon. Hun havde det virkelig elendigt når det var sommeren som måtte stå tydeligst og stærkest! Den varme var virkelig direkte det rene hedeslag! ”Forbandede skalpeller..” Det kløede omkring hendes sår og hun havde allerede kløet det nok til at det igen var endt med at bløde og det gik i sig selv en anelse dybt. Hun skubbede det mørke hår over den ene skulder, så det ikke måtte være i vejen. Som mørket måtte brede sig og skyggerne måtte vokse sig sorte og lange og de første stjerner måtte melde sig på, hvilket måtte rive hendes opmærksomhed derop i stedet. Havde hun allerede siddet her i så forbandet lang tid? Utroligt! Hun rystede på hovedet, så sig omkring, som hun igen måtte rejse sig. Armen trak hun tæt ind mod sin egen krop, som hun valgte at begive sig henover slagmarken. Selv endnu kunne man se de mørke spor efter blod, de mange skjolde og våben som måtte ligge mere eller mindre overalt, så meget respekt for de døde, hvilket i sig selv, heller ikke var noget som kunne forundre nogen. Hun vendte blikket ganske stille omkring, så de høje siv svaje i vinden, lyttede til den som den susede forbi hende, hvilket kun fik hende til at smile. Det var en dejlig og ikke mindst også en utrolig fantastisk følelse!

[ilosonic]

Solen som var ved at gå ned i vest, trak alt sit lys og varme med sig, og efterlod kun mørke og kulde, og lod månen overtage den store himmel, der selv var ved at skifte fra lys til mørk, med de mange smukke stjerner, der måtte blinke ganske smukt, dog var der kun få stjerne på en halv mørk og halv lys himmel. Ilosonic, som tog vandringen over den store slagmark, var faktisk ligeglad med om det var nat eller dag, men det eneste han ikke ønskede var.. regn. Han hadede når det blev vådt og klamt! Han nød varmen fra solen, såvel som mørket fra natten. Han var ild- og mørkedæmon, en ganske god blanding, for det gjorde ham stærk på hvilket som helst tidspunkt på dagen, fordi han hele tiden befandt sig tæt på sit element, men når det så regnede, så blev ilden i ham svag, og så var tvunget til at bruge mørke, og hvis det så regnede om dagen.. ingen god kombination! Men i det mindste regnede det ikke, og så var Sonic glad. Nok kunne kulden også gøre hans flamme svag, men så havde han trods alt mørket, og mørket var ligeglad med om det var varmt eller koldt. Han måtte dog indrømme, at han mest nød ilden, for den kunne gøre så meget mere skade, end mørket! Han kunne blot skyde en enkelt ildkugle, og så ville den gøre resten selv, den kunne sprede sig, vokse sig større af sig selv, og skabte en røg, som selv kunne være dødelig. Ilden var så smuk og farlig! Som en tornede rose.
Sonic gik i sine egne tanker hen over den golde jord, hvor mange slag og krige var blevet udført, hvilket man også tydeligt kunne se. Han bar ingen kappe, for han var så sandelig ikke bange for at vise sit ansigt frem! Han kunne desuden let skjule sig i skyggerne, og end ikke det havde han altid behov for. Han bar dog nogle mørkeblå jeans, og sin sorte læderjakke, der måtte skjule den sorte skjorte han bar indenunder. Den kølige vind mærkede han sig ikke synderligt af, for han fandt varme i den cigaret som han havde tændt og som sad mellem hans rosenrøde læber. De mørkebrune øjne hvilede næsten lettere åndsfraværende på de omgivelser han måtte passere, som hans tanker drev ham ganske langt ind i drømmeverdenen. Han skulle nok få Marius til at bukke under! Om manden så ville det eller ej! Han troede at han kunne beholde titlen som greve? Så tog han i den grad fejl! For Sonic skulle nok personligt pille Marius ned fra den piedestal, som han selv havde sat sig på! Han rystede let på hovedet, Marius kunne godt få lov til at leve i sin lykkelige verdenen lidt endnu, for Sonic var langt mere interesseret i at ødelægge mandens liv helt fra starten af og bid efter bid, i stedet for at gå direkte til dronningen, det ville jo være alt for let! Og alt for kedeligt. De mørkebrune øjne faldt ganske roligt på en skikkelse forude. En kvinde. Gad vide hvad hun lavede sådan et sted? For efter Sonics mening, så var det ikke et sted for en kvinde, de hørte vel til i hjemmet? Og dog, nogle havde da vist sit værd. De mørkebrune øjne faldt ganske køligt på hende, og de viste på ingen måde venlighed, for han ville skam ikke forveksles med en procianer! Han havde nok været det engang, men det var han så absolut ikke længere! Han var en del af mørket nu, og det skulle ikke ændre sig på nogen måde! Og ingen skulle tro eller fortælle ham at han lignede en procianer. Han stoppede ganske roligt op, som hun alligevel kom tættere på ham. Kvinder havde sin egen charme, det måtte han lade dem, men forskellen på ham og sin far, var at han sagtens kunne modstå en kvindes berøring! "Halløj smukke," hilste han lettere drillende, og skjulte end ikke sit elevatorblik. Hun måtte vel have mod, siden hun befandt sig på dette sted? Her rådede de døde trods alt. "Burde De ikke være hjemme og passe børnene?" Hans hoved søgte ganske let på sned, som et flabet smil gled over hans læber.

[Deleted]

Det var virkelig ikke i dag, at man skulle komme Ilaria på tværs, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun var virkelig irriteret og mere end nok efter hendes møde med Brandon. Det værste var jo trods alt også at han havde valgt, at skulle skade hende på den måde som han havde gjort det! At hun ikke måtte være alene her på stedet, var end ikke nogen tanke som direkte måtte falde hende ind, for dette var normalt ikke et sted som mange ville opsøge frivilligt og udelukkende på grund af en ting; Det var et sted præget af død og kulde – to ting som faldt hende ganske varmt til hjertet, for hun havde virkelig heller ikke tal på hvor mange som hun måtte have slået ihjel, selvom det virkelig ikke var noget som havde direkte havde noget at gøre med krigen som måtte køre på disse steder, det var der så sandeig heller ikke nogen tvivl om overhovdet, det var helt sikkert og på alle måder. Hun stoppede op som en mand måtte være i nærheden af hende hvor hun vendte blikket mod ham og med en klar mistro. Hun var en dvasianer med alt det som det måtte indebære og det var noget som hun var forbandet stolt af! Hun var en isdæmon og selv ikke nogen havde formået at skulle smelte hendes kolde hjerte på noget tidspunkt.
Hvem manden foran hende måtte være, det havde hun virkelig ikke nogen anelse om og direkte, så var hun fuldstændig ligeglad. Hvorfor skulle det da interessere hende? Der var jo heller ikke nogen som direkte havde vist hende nogen interesse på nogen måde, men igen.. hvornår pokker skulle hun kunne bruge det? Det var virkelig ikke noget som ville gavne hende det mindste og så klarede hun sig trods alt udmærket alene! Ilaria kneb øjnene let sammen og med et let fnys. ”Lad mig fortælle dig to ting, min fine herre..” begyndte hun ganske kortfattet. Det var virkelig ikke i dag, at man skulle komme hende på tværs, det var helt sikkert og det var nok også noget som hun skulle vise denne mand, for det var virkelgi ikke noget som hun var meget for i det store og hele. Hun kunne virkelig ikke fordrage tanken omkring det! ”For det første.. Kald mig smukke en gang mere, så kan jeg trygt fortælle dig, at det vil få konsekvenser igen.. Og for det andet; Havde der været børn i mit liv, hvilket slet ikke vil komme på tale for mit vedkommende, så havde jeg nok været hjemme ved dem allerede, tror du ikke? Mit liv er lidt mere end bare husarbejde og skyde unger ud,” sagde hun kortfattet. Det var virkelig noget som måtte irritere hende godt nok fra før af, det var helt sikkert! Allerede nu måtte han faktisk irritere hende. ”.. Og for det 3. så går du mig virkelig i vejen, så flyt dig,” sagde hun videre og uden at skulle fjerne blikket fra ham. Hun studerede ham med et ganske så alvorligt blik. Han var hende jo ukendt og eftersom hun var en dvasianer, så vidste hun, at hun burde bevæge sig selv med en forsigtighed, ellers ville det ende med at gå galt i den anden ende, hvilket hun heller ikke måtte ønske når det endelig måtte kunne undgås i den anden ende. Hun lod hovedet søget let på sned, som hun valgte at skjule den skadede arm. Det var dog ikke noget som på nogen måde ville forhindre hende i at skulle skade ham hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt! ”Så flyt dig,” vrissede hun ganske let. Hun havde ej viet til side for nogen anden end Jaqia, i og med, at hun var en spion og det var sådan, at det var noget som hun i den grad også måtte agte at skulle fortsætte med når det endelig måtte være i den anden ende! De isblå øjne hvilede på ham, uden følelse, uden tanke og kun med en kulde, som var det et dræbende blik som i sig selv kunne slå ihjel – Hvis det havde været realistisk, så havde han allerede faldet for længst.

[ilosonic]

Hvor vidt man kunne kalde Ilosonic for enspænder eller ej, vidste han end ikke selv, for han havde faktisk ikke noget imod samarbejde eller selskab, der var bare ikke mange, som tolerede ham i længere tid, faktisk så endte det altid med irriterede miner, hvis ikke han dræbte personerne. Han var en svær mand at finde ud af, og han var endnu sværere at holde venskab med. Han havde nok en familie biologisk set, men han måtte ærligt indrømme, at han slet ikke ville have noget at gøre med Marius, for han havde slet ikke haft noget at gøre med den mand, han var ikke engang opvokset med ham, så han vidste ikke ligefrem om man kunne kalde dem for brødre, forholdet var der i hvert fald ikke, og han vidste at Marius måtte have det på samme måde! Hans tanker drev dog ikke hos Marius, men hos denne kvinde, som han lige var stødt på, og selv hun virkede irritabel, hvilket blot gav ham lyst til at stikke lidt mere til hende, det var jo altid sjovt, desuden så savnede han lidt action, og når han gjorde det, så måtte han jo gøre noget for at få det? Det var i hvert fald det som han havde i sinde. Han smilede et lettere kækt smil til hendes ord. Irriteret var hun i hvert fald, det var næsten synd at hun var stødt på Sonic. "Tja, du ville alligevel være blevet en elendig mor," påpegede han i en eftertænksomt mine, blot for at tirre hende lidt mere, inden han vendte blikket mod hende igen, hvor han smilede et lettere flabet smil. "Jamen dog." Han betragtede hende med et morende blik. Der måtte næsten være sket hende noget forinden, for ellers var hun vel ikke så vred? Medmindre det selvfølgelig bare lå til hende. "Jamen smukke du går da ikke allerede?" spurgte han stilfærdigt og dog med en drillende undertone. Han ville da med glæde se hvad hun var i stand til, når hun nu pralede så meget. Han lagde armene over kors, imens hans hoved søgte ganske let på sned, hvor han af og til tog et sug af cigaretten blot for at puste røgen ud igen. Hendes kolde og hårde blik morede ham faktisk ganske meget, og det kunne man vel også se ganske tydeligt på ham? Det var i hvert fald ikke fordi han prøvede at skjule det på nogen måder, for han var faktisk ude på at provokere hende, det kunne jo være at det gav ham lidt spænding? Lidt action. Han vidste intet om denne kvinde, foruden at hun allerede nu måtte more ham gevaldigt, men han kunne derfor heller ikke sige, om hun var en god kæmper eller ej, hvilken race hun var og hvilke evner hun besad, så det ville være dumt af ham at undervurdere hende, skønt det jo så absolut også gik den anden vej. Hans mørkebrune øjne hvilede direkte i hendes isblå, de fik ham til at tænke over hendes race, for så snart han vidste hvad hendes race var, jo før kunne han vide hvad han burde gøre og ikke burde, for han vidste jo slet ikke hvad hun var i stand til, men han tvivlede på at hun var et ganske normalt menneske, for de bar ikke den kulde som hun gjorde. Han trak på skuldrene. "Du kan vel træde uden om?" spurgte han drillende og blinkede ganske let til hende, inden et sukkersødt smil gled over hans læber, blot for at provokere og tirre hende lidt mere.

[Deleted]

Denne mand gjorde virkelig ikke noget andet end virkelig at irritere Ilaria for øjeblikket, det var ganske enkelt utroligt! At han måtte gøre det med vilje, var end ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste når det endelig var, uanset hvor meget hun ville det eller ikke, så var hun allerede for irriteret til at hun ville kunne bide det i sig. Hun var bestemt ikke noget menneske! Gud bevare den som ville kalde hende ved noget så… sølle og noget så svagt! Tungen strøg let over hendes læber, som hun prøvede at skulle slå koldt vand i blodet, selvom det virkelig ikke var det nemmeste når hun havde været på kogepunktet efter hendes møde med den vampyr, så var det virkelig noget som måtte gøre hende noget så vred! Fanden tage det forbandede væsen! At han måtte kalde hende for en elendig mor, kunne hun glædeligt skrive under på, for det var en sandhed. Hun ville virkelig ikke have tålmodighed til at skulle sidde hjemme og passe en eller anden forbandet lille unge i alle døgnets mange timer! Det nægtet hun simpelthen! Hun trak køligt på smilebåndet og trak på skuldrene. ”Den vil jeg ikke kunne løbe fra,” begyndte hun lettere kortfattet, det var end ikke noget som hun ville kunne rende fra. Hvad hun ikke var god til, så var det at lyve på denne måde, for hun var virkelig forbandet irriteret når det kom til stykket og han pustede virkelig bare til ilden ved at handle som han mtåtte gøre det, det var helt sikkert og det var hende virkelig ikke nogen hjælp lige nu! Hun kogte virkelig i det indre! At han igen måtte kalde hende smukke, fik hende til at vende det næsten dræbende blik mod ham. Hun ville ikke kaldes ved de komplimenter! Hun tog ganske roligt de sidste skridt mod ham og uden at skulle ændre minen det mindste når det endelig måtte komme til stykket. Hånden lod hun støde ganske roligt af mod hans bryst, idet hun tog hans cigaret ganske roligt, inhalerede selv røgen og smed den i græsset, da hun pustede den ud direkte i hovedet på ham, selvom det vel også var noget som han var vant til. Hendes hånd var kold og hun tøvede end ikke med at gøre den koldere mod hans bryst.. Lad man kalde det for en advarsel for hans vedkommende. Hun ville lade ham fryse! Vise hvor kold hun egentlig ville være i stand til at være, for hun kunne virkelig være direkte isende, at det næsten ville gøre ondt at røre ved hende! Hun var jo trods alt en ren isdæmon, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Hun sendte ham et iskoldt og køligt smil. ”Eller du kunne måske flytte dig?” spurgte hun ganske stilfærdigt og med et hævet bryn. Hun var virkelig stolt af det som hun var og hvad hun i det hele taget måtte være i stand til når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste felj af når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg har meget andet at bruge tiden på end det her, min fine ven.” Hun skubbede ganske let til ham med sin hånd. Hvad han var, var hun i bund og grund ligeglad med. At hendes skub jo så måtte afsløre hendes skadede arm, var hun for sit vis ganske så ligeglad med, for hvad var der at skulle gøre ved det? Hun havde dummet sig overfor en dum vampyr og det havde kostet hende, det var vel også det som skete når det endelig måtte være? Hun kneb øjnene næsten dræbende sammen og med et ganske let fnys. Mænd skulle selvfølgelig tro, at de var noget og det var noget af det som hun virkelig måtte være forbandet træt af! ”Eller du kan jo flytte dig..” Afsluttede hun stilfærdigt, idet at hun gjorde hånden ekstra kold. Hun var bestemt ikke en isdæmon for ingenting!

[ilosonic]

Ilosonic vidste at han pustede til ilden, men hvordan skulle han kunne lade vær? Han nød jo varmen fra den, han nød det raseri det kunne forudsage og han nød den skade den kunne bringe med sig! Men hvor vidt det så var smart at gøre denne allerede irriteret kvinde endnu mere irriteret, vidste han ikke, men det var jo det som var sjovt at finde ud af. At overskride folks grænser, det gav ham jo også mere erfaring indenfor mennesker selv, det gav ham indblik i hvordan de forskellige racer reagerede, og det gjorde ham mere klogere på dem, det kunne jo så vise sig at være dumt, men det ville han jo kun finde ud af, ved at blive ved, og han havde endnu ikke mødt en person, som han ikke havde været i stand til at holde stand imod. Han betragtede hende med et morende blik, dog måtte han alligevel vende hovedet undrende på sned, som hun gav ham ret. Han havde jo altid en kommentar til folks ord, dem løb ham aldrig tør for. "Er en kvinde, dårlig som mor, er hun til ingen nytte, det er jo trods alt den eneste grund de er kommet til verdenen, for at føde børn," påpegede han lettere flabet. Han kunne allerede nu høre på hende at hun var en stolt kvinde, så det måtte da irritere hende på det groveste? Det håbede han da i hvert fald. De dræbende øjne tog han sig ikke det mindste af, for de morede ham virkelig bare! Han gjorde intet, men blev stående med det kække smil plantet på hans læber, da hun trådte hen til ham, skubbede til ham, idet hun tog hans cigerat for at puste røgen ud i hovedet på ham. Han tog en dyb indånding, da hun pustede røgen ud i hovedet på ham, som duftede han til en rose, inden han smilede lettere tilfredst. Røgen gjorde ham ingen skade, tværtimod faktisk. Der var dog noget, som han lagde mærke til; hendes hånd var kold. Det måtte betyde at hun enten var en blodsuger eller af hans egen race. Han hældte dog mest til det sidtste. Han lo blot kort og lettere fjantet, da hun endnu engang måtte skubbe til ham, dog faldt hans blik på hendes arm, og den var skadet. Måske derfor hun var i dårligt humør? Gud trøste og vise den mand nåde, som havde mødt hende førhen, for hun virkede til at være ganske .. fyrrig! Noget han kun nød at se. "Du er skadet," påpegede han stilfærdigt, som hans mørke øjne faldt på sårene, som selv blødte endnu. Han trak på mundvigen, idet hans mørke øjne søgte til hendes isblå igen. "Sådan går det, når en kvinde prøver at være en mand," sukkede han lettere opgivent. Han var ligeglad med hvor meget han måtte irritere hende, han morede sig simpelthen gevaldigt! Han rystede ganske let på hovedet, som han bukkede sig ned for at samle sin cigaret op igen. Den var endnu ikke gået ud, så han stak den blot i munden, inhalerede røgen, for at få den ordentlig i gang igen, inden han rettede sig op endnu engang. "Du er lidt hidsig, hva'?" Han hævede sigende et slankt øjenbryn. Han kunne simpelthen ikke lade vær!

[Deleted]

At denne mand gjorde det udelukkende fordi at han havde lyst, var virkelig ikke en tanke som måtte bifalde hende det mindste, for hun var virkelig for irriteret i forvejen og han gjorde det bestemt ikke bedre for hende lige netop nu. De isblå øjne veg på ingen måde væk fra ham. Det var i sig selv en sjælden gang at en mand måtte køre på hende og sandt som det var sagt, så ville hun aldrig blive en god mor, for hun ville aldrig kunne holde ud, at skulle sidde hjemme med ungerne i skødet dag ud og dag ind, det ville gøre hende direkte sindssyg! Nej! Hun havde brug for at komme ud og leve det farlige liv som hun altid havde gjort – Man var jo trods alt ikke nogen spion for ingenting, vel? Hun kneb øjnene dræbende sammen og trak igen på skuldrene. Lidt forfængelig var man og at blive svinet til på den måde, det var bestemt ikke noget som hun fandt sig det mindste i! Det var i den grad også helt sikkert! ”Vi er kun kommet til verden for at skyde unger ud?” gentog hun vantro. Det var bestemt ikke noget som hun ville lægge øre til, for det var bestemt ikke en sandhed! Der hvor hun valgte at gøre sin hånd mere kold, hvor man tydeligt kunne se at hans klæder nærmest måtte fryse til. Hun kunne gøre det værre hvis hun ville. Hun kunne bestemt også fryse ham! Han var virkelig ikke den første med den mening og det var virkelig ved at gå hende noget så frygteligt på, det var jo helt vildt! ”Skræmmende så mange mænd som er enige med dig. At I kan være så snævresynet..” vrissede hun let af ham. Det gik hende virkelig på, at de ikke så på dem som andet end maskiner som skulle skyde en unge ud hist og her. Hun lod sin is bore let til hans hud, som den var ved at sprede sig over hans bryst. Hun var en dronning af is og hun skjulte det så sandelig heller ikke når det endelig måtte komme til stykket, det var der vel heller ikke nogen direkte grund til? At han måtte bukke sig ned og samle smøgen op igen, generede hende dog ikke. At en mand i det hele taget åtte søge til et sted som dette og være.. som han var, var bestemt heller ikke noget som hun måtte bifalde det mindste på nogen som helst måde overhovedet. En blodsuger var hun ikke, selvom hun var kold – men hun var koldere end det sølle væsen i hendes øjne. Det kølige og kyniske smil bredte sig på hendes læber, selv nu hvor ideerne måtte placere sig i hendes hoved.. Så meget som hun kunne gøre med den mand. At han kommenterede hendes sår, var nu ikke noget som hun tog sig af. Hun trak atter på skuldrene. ”Det er minimalt i forhold til det jeg er vant til,” sagde hun ganske kortfattet. Han var da gået væk fra det at kalde hende smukke, selvom det at påstå at hun legede mand virkelig heller ikke var noget som gjorde det hele meget bedre. Hun trak igen på smilebåndet, hævede en finger og lagde den på den ene side af hans cigaret, hvor den næsten omgående måtte fryse til is. Om han så havde den i munden eller ikke, var hun for sit vis ligeglad med! Den ville faktisk fryse sig fast til hans læber. Nu var det i den grad også ved at være hendes tur til at have sin morskab i hendes øjne, den måtte da være fortjent! Hun kuklo let. ”Hidsig? Det er ordet du vil beskrive mig med?” gentog hun stilfærdigt. Hun kunne sagtens være hidsig hvis det var. Hun var bare irriteret for øjeblikket. Han ville nødigt stå overfor hende når hun først blev hidsig!

[ilosonic]

Denne ukendte kvinde, måtte virkelig more Ilosonic en god del! Hun var desværre bare forblindet af sin vrede, at hun ikke så hvad der gemte sig bag hans flabede facade, og det var ikke særlig smart af hende. Hun stod faktisk overfor sin svaghed, for han var ilddæmon og kunne smelte hendes is så let som ingenting! Dog havde hun tværtimod været vanddæmon, så havde det selvfølgelig været omvendt, og så burde han passe på hende. Han betragtede hende blot med sine morende mørkebrune øjne, der ikke veg væk fra hendes isblå, selv øjnene passede til hendes race, smukke og dog så kolde, præcis som isen. Nok var han ilddæmon, og hendes is kunne faktisk slukke for hans flamme, hvis han ikke varmede sig, men.. han kunne alligevel ikke lade vær med at nyde den kulde, der rent faktisk kunne dræbe ham. Skønt han kunne mærke hvor kold hans sorte læderjakke måtte blive, og hvordan kulden måtte gå ind og begynde at stikke til hans bryst, så veg han ikke sine mørke øjne væk fra hendes isblå, men blot smilede et lettere triumferende smil. Hvad hun dog ikke vidste, var at han brugte sin varme til at holde lige og lige i stand mod hendes kulde, så hans hjerte ikke ville fryse til is, dog ville hun ikke selv kunne mærke den varme på grund af al hendes kulde, hvilket kun var til hans fordel. "Nemlig, I er kun kommet til verdenen for at fødes vores børn," gentog han og smilede lettere dominerende, imens blikket hvilede en smule nedladende på hende. Han havde dog ikke noget imod kvinder, der kunne forsvare sig selv, og kvinder der viste at de faktisk kunne andet en at skyde unger ud, det var vel også dem som var værd at holde på? Der var ingen tvivl om at hun var isdæmon, og det glædede ham kun, at han havde fundet én af hans egne, for jo flere dæmoner han kunne få med ind i Procias, des bedre! Man skulle dog næsten tro at hun var ilddæmon, for hendes temperament passede da til, han nød dog en fyrrig kvinde! De var altid sjovest! Han rystede ganske roligt og lettere opgivent på hovedet, inden han sukkede og lavede nogle korte 'tsk'-lyde. "Det undre mig ikke, når du kaster dig ud i kamp som enhver anden mand," svarede han stilfærdigt og med et dovent skuldertræk. Han kunne faktisk godt lide at hun var så let at irritere, det var virkelig kun til hans underholdning! Han betragtede hendes finger, som hun måtte løfte, og sætte mod siden af hans cigaret, hvilket han end ikke gjorde noget ved, så han lod hende bare fryse den til is, hvilket måtte resultere i at den også blev frosset fast til hans læber, der fik en lettere lilla farve i forhold til den normale rosenrød. Blikket vendte han mod hendes igen, og han kunne tydeligt se hvor meget det måtte fryde hende.. desværre, så vidste hun ikke hvad hun var oppe imod. "Min tur," mumlede han så godt han kunne, eftersom cigaretten var klistret fast til hans læber. De mørke øjne hvilede i hendes isblå, og han gjorde faktisk ikke noget synderligt, det eneste der forandrede sig var hans hud, den fik en lettere rødglødende farve, og hun ville tydeligt kunne se hvordan hendes is på hans jakke smeltede til vand, og cigaretten, der måtte tø op. Han gjorde et stort sug, så hele cigaretten endte i en lang aske, inden han pustede den varme aske ud mod hendes ansigt, for hun stod alligevel ganske tæt på ham, inden han greb ud efter hendes håndled, med hans egen brandvarme hånd. "Åh ja, du når kun lige stadiet; hidsig, hvor jeg derimod er ilden selv," svarede han stilfærdigt og smilede overlegent.

[Deleted]

Det måtte virkelig irritere Ilaria at han kunne more sig på den måde, som han gjorde det og værst af alt, så var det fordi at det måtte være på hendes bekostning! Hun havde bare vandret herude i sine egne tanker og selvfølgelig,så skulle det jo ende med at gå galt! Det var jo bare typisk hendes held! Først den forbandede vampyr som endte meget mere skadet end det som hun var og han var endda Dvasias torturmester! Det kunne virkelig more hende, at hun havde ramt ham på den måde, for det var vitterligt ikke noget som hun kunne sige sig, at have regnet med, hvis hun endelig skulle stå overfor den mand. Lige hvem denne mand var, var hun fuldkommen ligeglad med. Han havde virkelig ikke nogen ret til det, at skulle dømme hendep å den måde! Hun gav efter for familielivet når hun fandt den rigtige mand, selvom alle til nu havde vist sig som svage eller fimsede i hendes øjne og det var virkelig ikke noget som hun kunne bruge til en skid! ”Til at føde Jeres børn?” gentog hun endnu en gang og med en anelse mere tydelig vrede i stemmen. Det var virkelig dråben! Det var slet ikke noget som hun ville stå der og skulle lytte til, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket! ”Kvinder kan meget mere end at hoppe fra mand til mand, for at ende med at blive fed som en hval og skyde unger ud, min gode mand,” sagde hun ganske så kortfattet. Det gjorde hende om ikke andet en anelse mobset at skulle tænke på, men sådan var det vel?
Hun var fyrrig og hun vidste det, det var jo det som vel havde skræmt en god del mænd væk? At hun ikke bare var typen som man fik skovlen under for på den måde, men at det faktisk var en som ville have sin mening frem i situationer som også måtte omhandle hende? Den faste mine som han havde, var end ikke noget som hun reagerede det mindste på, på nogen måde. Han skræmte hende ikke og han havde virkelig heller ikke givet hende nogen grund til at skulle gøre anderledes på noget tidspunkt. ”Sjovt som du vælger at udtale dig om en masse, som du ej har det mindste forstand på,” sagde hun stilfærdigt. Måske at hun kastede sig ud i kamp, men hun var bestemt også trænet til det! Alt det andet var virkelig bare noget som måtte irritere hende mere end noget som helst andet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Man var vel ikke spion for ingenting? Selvom meget af det som hun gjorde, udelukkende var fordi, at hun selv havde lyst til det, og ikke fordi at nogen ville ønske at hun skulle gøre det? Det morede hende om ikke andet, at se cigaretten frosset til hans læber, selvom det nu var en lille ting for hende. Man havde vel ikke andet sjov end det som man selv måtte stå overfor og gøre godt med? At isen måtte smelte og smøgen måtte ende med at blive aske, for ikke at glemme, at hun tydeligt kunne mærke varmen, for den var hende direkte noget så frygtelig ubehagelig! Hun trak sig automatisk et skridt tilbage, som hun pludselig kunne mærke den brandvarme hånd omkring hendes håndled. Hun vendte blikket direkte fast mod ham og med den samme mine. Det gjorde faktisk ondt, selvom det var noget som hun nægtet at vise ham! Han måtte have ilden i sig, det var hun efterhånden sikker på! Havde hun været vandæmon, så havde sagen været ganske anderledes, men det var desværre ikke tilfældet! Hånden knyttede hun ganske stille og med den samme faste mine som måtte hvile på hans skikkelse. Dette var virkelig langt forbi hendes egen grænse! ”Ilddæmon…” vrissede hun let. Det var bestemt ikke noget som tydet godt for hendes vedkommende. Hun gjorde sig så kold som mulig, idet hun lod hånden falde direkte mod hans bryst, som havde det været en ren reaktion. Selvom isen måtte smelte med det samme, så blev det jo autoamtisk gjort til vand, så måske at det kunne køle ham lidt ned? ”Måske, at du skulle køle lidt ned så,” vrissede hun let af ham. Dette var bestemt ikke noget som hun ville være med til! Hun nægtet at bukke under for en sådan flabethed!

[ilosonic]

Det morede virkelig Ilosonic, at han var i stand til at pisse hende så meget af, men hvad skulle han dog gøre? Hun lagde jo selv op til det, med sin flabethed, så kunne han simpelthen ikke dy sig og lade chancen passere! Han måtte jo gribe ud efter den, for at få sig lidt spænding i livet. Hun virkede umulig at tæmme, en tanke som faktisk gjorde det hele meget mere spændende og langt mere fristende! Han smilede blot et dominerende smil - faktisk kun for at tirre hende mere - der var vel ingen tvivl om at han prøvede hendes grænser af? Det var jo faktisk det han prøvede på, for han ville se om hun var så god, som hun selv måtte påstå! Om det så kunne koste ham livet eller ej, for han tillod skam ikke at han mistede livet! Ikke endnu i hvert fald. Han nikkede istemmende og med et sigende blik. "Selvfølgelig, andet dur i kvinder simpelthen ikke til! I gør ikke andet end at stå og brokker Jer, ligesom du gør i øjeblikket," påstod han med et flabet smil om læberne, igen; han kunne simpelthen ikke lade vær. Og det var tydeligt at hun måtte blive påvirket af det, som han virkelig fik hendes vand til at koge! Og han kunne ikke andet end at nyde synet! "Du ved jo at jeg har ret," svarede han drillende og blinkede lettere lokkende til hende. Han prøvede virkelig på at irritere hende, få hendes raseri til at komme ud - og dog, han havde intet imod at slås med hende, for så kunne hun da vise hvad hun var i stand til, men .. han var hendes svaghed, så der ville hun jo tabe i en fair kamp på magi.
Sonic kunne tydeligt se at hun måtte more sig over at hans cigaret var frosset fast til hans læber, men han skulle nok overraske hende! Og han slap en kold latter, da hun trådte et skridt tilbage. Han trak på mundvigen, som hun kaldte ham for ilddæmon, det gjorde ham vel også .. stolt? "Åh ja, min smukke isdronning," medgav han stilfærdigt og smilede et lille overlegent smil. Nu var det så sandelig hans tur til at give hende lidt igen! Nok havde han været mest rapkæftet, men det var hende, som havde brugt magi først, og det gik skam også den anden vej, hvilket hun nok skulle få at se! For han kunne være en flamme i sig selv hvis han ønskede det, han kunne smelte hendes ellers så kolde jeg, hvis han ønskede det, skønt han faktisk ikke som sådan var ude på at skade hende, han ville faktisk bare .. teste hende. Hendes kolde hånd mod hans varme bryst, fik det til at dampe, nok smeltede hendes is til vand, men hans varme fik vandet til at gå op i det rene damp. Når alt kom til alt, så havde hun jo ikke en jordisk chance! "Jamen min kære, jeg er så kold, som jeg kan blive," svarede han lettere lusket, som han blot gjorde sin krop varmere, da han gjorde hendes hånd koldere. Han lagde dog ikke al varme i hans hånd, som han holdt om hendes håndled, eftersom han vidste at det kunne skade hende, og hun var åbenbart kommet til skade i forvejen, så det var vel også nok? Han trak roligt i hendes arm, for at trække hende helt ind til sig, hvilket fik ham til at gøre sin krop en smule koldere, så hun heller ikke ville brænde sig på hans krop heller. Hans frie hånd greb blidt omkring hendes hage og kæbeparti, så han kunne holde hendes ansigt frem. "Lad mig gætte, der er ingen der har stjålet et kys, fra dine kolde indbydende læber?" spurgte han lettere drillende, hvor hans mørke gled fra hendes læber til hendes isblå øjne. Han slap roligt taget omkring hende, både hendes kæbe og hendes håndled, hvor han bakkede nogle skridt tilbage. "Er der aldrig nogen, der har smeltet dit iskolde hjerte?" spurgte han ganske nysgerrigt, som han vendte ryggen til hende, hvor han gik hen og greb om et rusten sværd, der stak op fra jorden. Han svang sværdet rundt i sin hånd, inden han pejede sværdets ægge mod hende. "Men når du siger, du er så god, så hvis mig hvad du kan," opfordrede han med et udfordrende blik og smil.

[Deleted]

At han måtte more sig, var noget som Ilaria udmærket godt kunne fornemme på ham, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde det mindste gavn for hendes vedkommende. Det var virkelig mere end nok til at skulle gøre hende mere sur end det som hun måtte være allerede i forvejen, så det var bestemt ikke noget som ville gavne hende når det endelig måtte komme til stykket. Den lille spænding som det måtte føre til livet, var vel også det som i bund og grund måtte være det vigtigste? At han selv måtte være det værste som en som hende kunne stå oppe imod, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. Desuden, hvor stor var chancen for at man skulle falde over en ilddæmon herude? Den var virkelig minimal! At han måtte rakke ned på kvinder, var virkelig dumt og specielt overfor hende, for hun tog dem i forsvar som faktisk prøvede at gøre en forskel! ”Vi kan ikke bruges til andet? Skal jeg påpege for dig, at den dvasianske hærfører er en kvinde af bedste talent? At vi er mange derude, som faktisk gør noget andet end at gemme os i hjemmet og skyde unger ud? At vi kan andet end at vaske gulve og lave mad?” vrissede hun med en iskold stemme. Hun var virkelig en isdæmon med alt hvad det måtte indebære og nu hvor de gik ind i den noget så koldere tid, så var det virkelig bare noget som kun måtte være hende til det bedste, for de hede somre var virkelig noget af det værste som en som hende, kunne være fanget ude i! ”Du er noget af det sidste som har haft ret!” vrissede hun med en ganske svag tone. Det var virkelig bare noget som måtte gøre hende direkte vred at tænke på!
Når det kom til magi, så ville han kunne slå hende som det rene ingenting, selvom det virkelig ikke var noget som hun tænkte over. Han var ild, han vile smelte hende og det var allerede det som han var i fuld gang med, og det var noget som hun noget så tydeligt kunne mærke, for det blev direkte hedt, sådan som han måtte holde om hendes håndled og med hånden hvilende mod hans bryst, så var det direkte brændende! Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, som sveden nærmest måtte vise sig på hendes pande. Han var simpelthen alt for varm for hende! Hun vendte blikket mod ham, som hun måtte stivne, da han trak hende tættere på sig. ”Forbandede…” Hun tav da han tog fat omkring hendes hage og vendte blikket mod ham. De spørgsmål var slet ikke noget som var hende ventet. Hvorfor valgte han at spørge ind til det? Sandt.. Hun havde aldrig skænket nogen et kys af kærlighed, for der havde aldrig været nogen som havde formået at fange hende på den måde. Hun satte sine krav til mænd, selvom det virkelig havde været skræmmende få som havde levet op til dem og det var virkelig ikke fordi at ”Dem som har forsøgt at stjæle det, har ikke gjort et forsøg nummer to..” sagde hun kortfattet. I sig selv, så var det jo også mere en advarsel ment til ham, for hun ville virkelig ikke have ham så tæt på, for det ville hun virkelig ikke få det mindste ud af. At hans krop var mere kølig nu hvor hun var endt så tæt på, var hun dog taknemmelig for, selvom han stadig var varm! Hun tog hånden til sig, som han slap hende helt, bakket et skridt igen og vendte blikket mod det. Det var rødt som var hun godt brændt alligevel. Hun kneb øjnene fast sammen og vendte blikket mod ham. Det skulle han få lov til at betale for! ”Den isblok som ligger om mit hjerte, er og har aldrig været smeltet.. Mænd er desværre ikke mænd nok til det.. Hvorfor spørger du?” vrissede hun ganske let. Hun ømmede let sit håndled og trak vejret dybt. Det kstede hende faktisk meget, at skulle være tæt på noget så varmt. Hun kunne virkelig ikke fordrage det, det var virkelig noget af det værste som hun længe havde prøvet! Hun blev stående og stirrede vantro på ham. ”Så du vil have æren af at brænde mig igen? Det tror jeg ikke du..” afveg hun ganske kortfattet, som hun vendte siden til ham i stedet for. Hun fnøs køligt. Behandlingen af hende, var hun da langt fra tilfreds med!

[ilosonic]

Ilosonic kunne simpelthen ikke lade vær med at more sig over hende! Han var sikker på at hun levede op til hans forventninger, men hun kunne jo skuffe ham, så ville hun jo ikke være den første, mange havde det hele i munden, men der var noget over hende, som fik ham til at tro på hende; måske hendes sår på armen? Det viste jo blot at hun havde været i kamp, medmindre hun skar i sig selv - ynkeligt, men hvorfor skulle hun lyve? For at blive velset af en mand? Ikke mange mænd turde at have en kvinde, der kunne gøre modstand, for de var bange for at kvinden ville tage styringen af forholdet og at manden selv ville ende som kvindens tæve, men det var ikke noget som Sonic frygtede, for der var ikke mange kvinder der kunne holde stand mod ham. Som hun nævnte Noelle, kunne han ikke lade vær med at bryde ud i en munter latter, og det var lige før at han måtte tage sig til maven af ren grinesmerter. Han så lettere indgående på hende og smilede kynisk. "Ja så, hvad stort har hun gjort?" spurgte han stilfærdigt. Det lå blot til familienavnet og ikke på grund af hendes færdigheder, for mange mænd og mange andre kvinder kunne gøre det mindst ligeså godt som Noelle! Og det samme gjaldt den såkaldte dronning! "Når alt kommer til alt, så vil både Jaqia og Noelle falde i sidste ende, men mørket vil altid stå!" svarede han stilfærdigt. Han var ikke magtbegærlig som sådan, jovist han kunne godt lide at have en hvis form for status, men.. han havde faktisk altid levet på gaden og skaffet sig sin egen erfaring, han havde altid levet livet farligt og havde altid været klar over, at han kunne miste livet når som helst, og det kunne også være at denne aften ville blive hans endeligt, for det kunne være at denne kvinde foran ham, var langt bedre end ham selv, men alt det var han affundet med, han frygtede ikke døden! "Tro mig, jeg er én af de få, der tit har ret!" påpegede han med et skævt smil. Hans mentalitet var trods alt med til at få den bitre sandhed frem.
Sonic kunne ikke lade vær med at smile, som hun måtte bande og stivne samtidig, da han trak hende tættere ind til sig. Han var varm som i helvedet, og hun ville ikke kunne holde stand imod hans varme i det lange løb. Han kunne tydeligt se og fornemme på hende, at hans spørgsmål måtte overraske hende, hvilket faktisk måtte more ham. "Ja så, du er måske så farlig, at ingen tør nærme sig dig?" spurgte han stilfærdigt og smilede et lettere drillende smil til hende, det var lige før at det var fristende! Det som så måtte forundre ham, var at hun svarede direkte og sandt, i stedet for at komme uden om det, for det ragede jo egentlig ikke ham om hun havde en mand eller ej, om nogen havde kysset hende eller ej, om nogen havde været i stand til at smelte hendes hjerte eller ej, det ragede ham slet ikke! Men hun svarede alligevel. Det forundrede ham faktisk! Han svang roligt rundt med det rustne sværd, uden at han veg blikket fra hende. Han var ikke meget for at bruge våben, men .. han kunne skam godt, for når alt kom til alt, så var han en rigmandsknægt. Han gjorde lette stød og slog ud i luften med sværdet, blot for at komme i gang igen, for det var alligevel et godt stykke tid siden, at han sidst havde holdt om et sværd, så det skulle da blive spændende og se om han endnu havde tag om det! "Ja så.. Så må du ikke have mødt en rigtig mand endnu," svarede han stilfærdigt, og skønt hans blik ikke hvilede på hende, men på sværdet, som han svang omkring hans krop, så hvilede hans øre og andre sanser endnu på hende. Han smilede et lettere selvsikkert til hendes sidste ord, for at ende med at vende sværdet mod hende. "I kvinder kan ikke andet end at brokke jer!" beklagede han sig lettere. "Du påstår at I kvinder har så meget I jer, så vis mig det! Eller tør du ikke at tage min udfordring op?" spurgte han stilfærdigt, hvor hans mørkebrune øjne hvilede udfordrende på hende. "En fair kamp." Han tog endnu et rusten sværd og kastede det hen imod hende, så måtte hun selv om hun ville tage udfordringen op eller ej.

[Deleted]

Ilaria var virkelig ikke typen som man ville kunne beskrive som en selvskader! Så dybt nægtet hun at synke, hun var ikke typen som sad og ynkede over hendes sår, hun ville hellere sidde og bande og svovle over, at hun ikke havde været hurtig nok til at flytte sig og så ellers bare fortsætte derfra. Gud nåde trøste den vampyr hvis hun så ham igen! Hvad denne mand måtte være ude på, det vidste hun ikke, men allerede nu kunne hun konstatere en ting; Han var bestemt ikke som de mange andre hun havde været i nærheden af, for ingen af dem havde været i stand til at leve op til de forventninger som hun måtte sætte til dem, dette var måske anderledes? Tirrede han hende med vilje bare for at finde ud af det? Nu hvor hun var klar over hvad han måtte være – om ikke andet, så bare lidt, da han havde vist hende ilden og varmen, hvilket hun vidste, at hun skulle holde sig langt væk fra, så ville hun ikke kaste sig i nærkamp med ham, for det kunne virkelig skade hende mere end det som det ville gavne i den anden ende, det var så sandelig også helt sikkert. Hun kneb øjnene let og fast sammen ved hans næsten hånende ord. Selv måtte Ilaria se op til Noelle i den stilling som hun havde, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”En kvinde som føre den dvasianske hær i marken og føre langt de fleste hjem igen, er da en stor ting.. Med det syn som så mange har på kvinderne her til lands,” sagde hun stilfærdigt. Hans hån var end ikke noget som hun ville tage sig meget af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. ”Så må vi jo se om det er en af de gange du tager fejl,” påpegede hun stilfærdigt. Han skulle virkelig ikke have lov til at komme her og tro at han var noget!
Bare at han kunne være så bedrevidende – eller det troede han vel? En som var alle andre så overlegen, så måtte han næste være en mand med midler for hånd som hun selv ikke havde, selvom hun nu ikke måtte klage over det liv som hun måtte have på hånden, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte være i den anden ende. Hun trak næsten tilfredst på smilebåndet. ”Tro det eller ikke.. Jeg er ikke den type kvinde som falder i de flestes smag.” Hun trak på skuldrene. Hun var ikke den type som lod sig blive kostet rundt med, hun var bestemt ikke typen som man kunne råbe og skrige af for så at få hende til at makke ret. Sådan havde hun aldrig nogensinde været! Og ville aldrig nogensinde komme til det når det endelig måtte være i den anden ende. Hun var bestemt ikke bange for at slå fra sig, så ja, hun kunne bestemt være fyrrig når det endelig var noget som hun ville være, det skjulle denne mand nok finde ud af! At han spurgte ind til alle de ting, så kunne hun vel godt svare ham ærligt på dem? Hun var ikke den som gav sig hen til absolut alle mænd som passerede hende, bare fordi at de måske havde et godt udseende, for der var meget mere som spillede ind i de beslutninger, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun trak let på skuldrene. ”Sikkert ikke,” mumlede hun næsten afvisende og uden at skulle se det minste væk fra ham det mindste på nogen måde. Sværdet som han kastet mod hende og med de ord, var end ikke noget som hun måtte bifalde det mindste når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket direkte mod ham, som hun roligt knælede og tog sværdet op i hænderne. Det hvilede næsten som var det hendes eget, hvilket blot fik hende til at smile. Hun var temmelig vant til at stå der med sværd i hænderne, men lige dette.. Det var utrolig underligt. Hun vendte sig mod ham. ”Fair kamp? Ingen magi..” sagde hun kortfattet. Hun ville vide hvilke odds hun stod med. Var der magi i billedet, så kunne hun ikke gøre det mindste, for hans varme påvirkede hende i alt for stor grad og hun hadet det! Hun svang sværddet ganske let i små cirkler. Hun var i den grad vant til at stå med et sværd i hænderne.

[ilosonic]

Det var sandt at Dvasias var blevet et kvindedominerende land - desværre. Men derfor havde mændene skam også en del at skulle have sagt! Hvis Jaqia troede at hun kunne holde mændene nede med en sådan lov, håne og tryne mændene på den måde, ved at sætte kvinderne højere end mændene, end at de var på lige fod, så kom hun ikke til at være på den trone særlig længe, for så skulle mændene da nok begå oprør og vælte hende af pinden! Godt nok bar Jaqia et forkert rygte, et rygte hendes bror, Samuel havde skaffet hende, så i det store og hele, havde hun jo faktisk ikke gjort noget specielt, det havde hendes bror derimod, så måske man skulle udkåre ham som konge i stedet for Jaqia som dronning? Så kunne landet da igen, blive mandedomineret i stedet for at kvinderne skulle føle sig højere hævet, for efter Ilosonics mening, så var det dem med de specielle færdigheder der var noget, om man så var mand eller kvinde, det var vel et sted også derfor han ikke dømte hende? Det lød sådan, men det var bevidst at han pissede hende sådan af, han ville teste hende lidt, se hvad hun faktisk var i stand til, når hun nu pralede så højt om kvinder og deres færdigheder. Han fnøs ganske let til hendes ord. "At føre en hær ud og hjem igen, kan en være tåbe gøre," svarede han ligegyldigt og trak dovent på skuldrene. Det var trods alt sandt, hvem som helst kunne føre en hær ud på slagmarken - hvor de to stod netop nu - og føre hæren hjem igen. "Desuden, de som dør på slagmarken var ikke gode kæmper nok! Kom ikke og sig at Noelle prøver at beskytte enhver, for når alt kommer til alt, så kæmper hun for sig selv, Jaqia og landet, og ikke alle soldaterne der er med ude i feltet, så de soldater der vender hjem, de har klaret sig selv!" Hans mørke øjne hvilede ganske så kortfattet på hende. Desuden gad han ikke stå at diskutere sådan en simpel ting med hende, det var simpelthen for tåbeligt! Han rystede morende på hovedet af hende. "Alle kan tage fejl, så sandt, men tro mig når jeg siger, smukke; jeg tager virkelig sjældent fejl!" Stemmen var fyldt med selvtillid, skønt han dog havde taget fejl et par gange, det kunne han desværre ikke komme udenom.
Sonic vidste at han var en person der pralede, havde styr på selvsikkerheden og som var arrogant og forfængelig, men! Han det var kun fordi han kunne tillade sig det! Folk havde en tendens til at undervurdere ham, fordi de troede at han havde det hele i munden, men der tog de i den grad fejl af ham! Og det ville være uklogt, hvis hun begik samme bommert. Han betragtede hende ganske vurderende og dog endte han ud i en tilfreds mine, hvor hans mørkebrune øjne måtte ende tilbage i hendes isblå. "Javel ja. Men det betvivler jeg ikke, jeg er sikker på at der er mange mænd, der ikke kan tæmme dig," svarede han stilfærdigt og dog med et morende og lettere drillende smil spillende på hans rosenrøde læber. "Men jeg er sikker på at du ikke er typen der skal tæmmes," tilføjede han med den selvsikre mine. Hun var så selvsikker, at det faktisk måtte more ham! Han betragtede hende, som hun svang sværdet rundt i små cirkler, det tydede da på at hun kunne håndtere et våben, hvilket fik ham til at indse en ting; dette skulle nok gå hen og blive underholdende! Han gjorde et spring mod hende, og med et hurtigt og dog kraftigt hug rettet mod hendes hoved, hvilket ville sige at hun måtte blokkere eller miste hovedet. "En fair kamp, ingen magi." Han nikkede og så hende indgående i blikket.

[Deleted]

At Dvasias var kvindedomineret, var virkelig ikke noget som Ilaria havde det mindste imod. Så var det vel også bare på tide, at de mange mænd fandt ud af, at det at tryne kvinderne på den måde, slet ikke var noget som de ville få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket? Hun var virkelig træt af det, at skulle se de mange derude blive behandlet som en træl eller noget lignende. Det var virkelig bare på tide, at de blev respekteret for det væsen som de var og hun var selv en af dem som aldrig nogensinde havde ladet sig tryne af nogen som helst, så det var vel bare kommet godt med for hendes vedkommende? Hun var virkelig glad for, at det var sådan, at det var gået for sig for hendes vedkommende, det var end ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på når det endelig måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og nu stod de altså her. Hun stod overfor en mand som tydeligt måtte være af den samme mening som så frygtelig mange andre mænd måtte være og det var i den grad også det som måtte irritere hende noget så frygtelig voldsomt! At mænd måtte se mere op til Samuel end det som de gjorde til Jaqia og Noelle var hun på sit vis, fuldkommen ligeglad med. Samuel havde intet at sige ved siden af Jaqia og det var virkelig også det som gjorde det hele mange gange bedre for en som hende og hun nød så sandelig også af den tankegang! Hun havde det virkelig ikke bare i munden, hun havde det i kroppen og det at skulle bevæge sig frem på den måde, var noget som hun agtet. Hun ville da med største glæde, sætte denne her forbandede dæmon på plads, hvis det var muligt for hende, det var også helt sikkert! ”Enhver kan sikkert gøre det, men kun en tåbe vil følge en tåbe,” vrissede hun let. Noelle havde så sandelig hendes tydelige respekt! Hun kneb øjnene fast sammen. ”Kald mig smukke en gang til..” advarede hun med en næsten vrissende stemme. Hun kunne simpelthen ikke have det!
Denne mand var virkelig af den slags som var kendt for kun at have det i munden, selvom han tydeligt selv havde lagt op til kampe videre herfra, så måtte det næsten være tydeligt for Ilaria at han måtte have det i kroppen også. Hun var om ikke andet en smule spændt på at se, hvad han ville være i stand til, for hun var virkelig ikke nem at skulle få ned at ligge. Det var ikke noget som man direkte kunne sige, at nogen havde formået at gøre før. Hun ville dog ikke dømme ham på forhånd, for han havde tydeligt mere på lager end det som han havde vist hende til nu, det var hun så sandelig ikke det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hun trak morende og frydende på smilebåndet. Der var virkelig ikke nogen mænd som havde formået at tæmme hende. Dem som havde prøvet, havde været tvunget til at give op for længst, det var også helt sikkert, for det var virkelig ikke noget som de ville få det mindste ud af. Hun smed dem fra sig som affald, hvis hun ikke kunne få lov til at være som hun var, for alt det andet, var slet ikke noget som hun brød sig meget om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert på alle måder. ”Du skal da være velkommen til at prøve.. Så kan du se hvor det ender,” opfordrede hun nærmest. Hun ville selv se hvor langt ud hun var i stand til at skulle presse ham inden det ville gå galt for alvor. Bare tanken omkring det, var noget som måtte more hende. At han bare uden det mindste tøven, hoppede mod hende, så svang hun sværdet i møde med hans eget, hvor de fast måtte klinge sammen. Hun vendte blikket direkte fast mod ham. Hun kunne sagtens håndtere et våben. Det var bestemt ikke første gang, at hun stod med et sværd i hænderne. ”Det lyder fint med mig,” sagde hun med et morende smil. Med alle kræfter hun havde i armen, så skubbede hun ham tilbage, kun for at lade sværdet svinge en ekstra gang, så det kløvede luften direkte mod hans bryst.