Out for a walk..?

[ilosonic]

Denne ukendte kvinde morede virkelig Ilosonic. Hun var bestemt, hun var stolt af den og hvad hun var, det var der ingen tvivl om. Hun var faktisk den kvinde med størst selvtillid han længe havde mødt, for der var ikke mange kvinder der gik rundt med den mening, holdning og sevtillid som hun gjorde - men det var kun et syn han nød at se. Det var trist med de kvinder, der gik hjemme og passede huset og børnene, der ville han langt hellere se kvinder som hende han stod overfor. Han var også sikker på at hun ikke havde det hele i munden men havde mange færdigheder, desværre ville det ikke komme hende til gavn, for han overgik hende allerede i magi, og han var født ind i en rig slægt, Darcy-slægten, søn af greven af Procias, så han havde selvfølgelig lært at slås da han var helt lille, men han måtte ærligt indrømme, at det var lang tid siden at han havde holdt et sværd i hånden, men hvad? Han kunne jo sagtens forsvare sig, så måtte tiden jo så vise, om hun rent faktisk var bedre end ham. Han ville dog nødig tabe til hende, bare ikke hende! Så stolt som hun var, og med den holdning, så ville han hellere begå selvmord, end at tabe til hende! Slaget som han havde sat ind mod hendes hoved, havde han skam forventet at hun ville blokere, ellers ville hun jo også miste hovedet, så det sagde jo sig selv. Han smilede lettere selvsikkert og en smule nedladende til hende. "Jamen, så er vi enige, du er en tåbe!" vrissede han. Hvis hun var af den mening, så ville hun være en tåbe, hvis hun fulgte Jaqia og Noelle! Det var ikke fordi han kendte dem, han havde dog haft sit visit på slottet, hvor han havde besøgt Noelle og Enrico med, men han ville ikke tjene nogen personer, skønt han dog tjente landet, og det var det som han kæmpede for! Noget som dog måtte more ham, var at hun ikke brød sig om at blive kaldt 'Smukke', og så et sted forstod han hende godt, fandt hun en som faktisk var heldig at holde på hende, og gøre hende blød, så var han sikker på at hun ikke havde noget imod at blive kaldt det, men af en mand som Ilosonic der spillede mandschauvinist, så forstod han hende udmærket. "Jamen dog, smukke, er man lidt hidsig?" spurgte han drillende. Han mærkede tydeligt, hvordan hun skubbede ham væk, hvilket faktisk måtte forundre ham en god del. Den kvinde kunne sgu sit kram! Fantastisk! Så var han da sikker på at han ikke ville komme til at kede sig! Sværdet som hun måtte kløve igennem luften, for at ramme hans bryst, blokerede han ved at holde begge hænder på skæftet. Og som de to sværd måtte klinge mod hinanden, gjorde han et let skub med sit eget sværd, for at skubbe hendes væk, inden han i en hurtig bevægelse drejede sit rustne sværd, så spidsen af det vendte mod hende, inden han stak ud mod hendes mave. Han var skam ikke ude på at dræbe hende, og nåede hun ikke at parere, så kunne han hurtigt stoppe sit stød. At han ville være velkommen til at forsøge at tæmme hende, måtte faktisk more ham, men som sagt, så var han sikker på at hun ikke var typen der skulle tæmmes, hun var en fighter, en kriger af kød og blod, det ville næsten være synd at 'tæmme' hende, så det ville han end ikke prøve på! I øjeblikket, var han faktisk bare ude på at more sig lidt med hende, se hvem der var bedst med et våben - han nægtede dog at tabe! De mørke øjne veg ikke væk fra hendes isblå, for det var den eneste måde han kunne læse hendes angreb på - noget som han faktisk var god til - desuden havde han jo også sin mentale kræfter, så hvis han var ved at tabe, kunne han blot forudse hendes træk og derved selv vinde - snyd, men han nægtede simpelthen at tabe til lige hende! Hun ville håne og ydmyge ham i så fald, og det ville han skam ikke tillade! Isdronningen ville falde mod Ildkongen!

[Deleted]

Ilaria mått virkelig erkende, at hun ikke havde været ude i noget lignende dette her før, så det var noget som hun et sted også satte pris på. Hun nægtet virkelig, at skulle leve det rolige og stille liv. Det havde hun simpelthen ikke tålmodighed til! Hvad det var at denne mand prøvede at opnå, det vidste hun virkelig ikke, men noget, det måtte det da i allerhøjeste grad være? Det var da ikke hver dag, at man så nogen som helst gå ind for at tirre på denne måde, og det var noget som mere eller mindre bare måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt, for hun havde endnu iikke fundet ud af, hvad det egentlig var som han måtte være ude på og det var noget som virkelig bare kunne gå hende sådan på nerverne. Hun var bestemt ikke typen som lod sig blive kylet rundt af manden i hjemmet. Det var nok snarere modsat, hvis han ikke viste sig, at være mand nok i hendes øjne. Dette var i sandhed en mand! En som stod for sin mening, selvom det eneste som måtte nage hende, var jo trods alt, at han havde det syn på kvinder som han nu måtte have, for det var bestemt ikke noget som hun måtte bifalde det mindste overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hendes blik veg ikke det mindste fra ham når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som hun kunne nu hvor hun måtte stå der i denne situation! ”Tåbe? Set dig selv i spejlet i det sidste?” vrissede hun ganske let. Det var ikke fordi at hun var vred som sådan, men hun var irriteret. Irriteret over hans holdning overfor hende! Hun fulgte i den grad Jaqia og Noelle. Hun havde jo trods alt ikke haft en grund til at skulle gøre noget andet og det havde jo trods alt kun givet pote i den anden ende, når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De var begge fantastisk dygtige! At blive kaldt for smukke, var slet ikke noget som hun måtte finde sig i. Hun var heller ikke typen som gjorde mest ud af sig selv, også selvom hun var udmærket godt klar over, at hun var naturlig køn. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun spillede meget på sin feminine side, for hvor mange var egentlig i stand til at skulle gøre brug af et sværd på denne måde af hendes køn? Det var jo ikke fordi at man så det særlig ofte og specielt ikke nu om dage, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham et let dræbende blik, som han igen måtte kalde hende for smukke. Det var jo heller ikke fordi, at hun ikke havde advaret ham allerede om ikke at skulle kalde hende for det! Nu bad han da virkelig bare selv om det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Som han selv måtte blokke hendes stød, skubbe hende væk og gre et stød mod hendes mave, trådte hun hurtigt til side, for at svinge sværdet så klingerne igen måtte mødes, hvorpå hendes egen måtte ligge ovenpå hans. Hun vendte blikket direkte mod ham. Om man skulle tage det her på alvor eller ikke, det var hun lidt usikker på, men hun tog bestemt ikke nogen chancer når det endelig måtte komme til stykket, det kunne bestemt meget hurtigt vise sig, at blive alt for farligt for hende! Ildkongen mod isdronningen – Det skulle nok vise sig at blive utrolig spændende når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert! ”Kald mig for smukke igen…!” advarede hun endnu en gang. Hun tog et fast skridt mod ham, som hun måtte svinge sværdet over ryggen i et kraftigt stød direkte mod hans hals, som hun ønskede at skille hovedet fra resten af hans krop. Hun havde kontrol. Nåede han ikke at parrere hendes slag – Så var det vel bare synd for ham et sted? Så havde hun jo trods alt allerede været bedre end ham når det endelig måtte komme til stykket, det var hlt sikkert og på alle tænkelige måder. Hvilken fryd!

[ilosonic]

Ilosonic kunne sagtens se hendes potentiale. På den måde som hun allerede havde ført sværdet, kunne han sagtens se at hun havde kontrol, og at hun ikke var nybegynder på dette område. Hun havde svunget et sværd før, det måtte være tydeligt for enhver, og nu ville han så bare se hvor god hun egentlig var, for ellers kunne hun jo ikke bruges, der var bare én ting, som et sted bekymrede ham; ville hun overhovedet gå med? Hun fulgte Jaqia og Noelle, det var klart, men hvilken kvinde måtte egentlig ikke gøre det? Nogle gjorde nok ikke, men stadig, men hun ønskede vel netop derfor også det samme så? At nedlægge Procias? Så når alt kom til alt, så havde de faktisk samme mening, skønt de sloges til livet i øjeblikket. Han havde ingen planer eller intentioner om at dræbe hende, selvom han ikke var helt sikker med hende, for han havde trods alt irriteret hende, men det havde skam også været meningen. "Du synes jeg er en tåbe?" spurgte han med et sigende hævet øjenbryn og med et lettere selvsikkert smil om læberne. "Så jeg er altså en tåbe, fordi jeg følger mig selv, mørket og kæmper for mit land?" spurgte han stilfærdigt, uden at han veg de mørke intense øjne fra hende. Han så lettere vurderende på hende, "eller er det fordi jeg lægger mig ud med dig?" Et dominant, selvsikkert og dog drillende smil måtte glide over hans læber. Det undrede ham at han kunne tirre hende så meget og så let som ingenting, men som han havde forstået, så havde hun været op at slås med en anden mand for ikke så lang tid siden, desuden var hendes sår på armen også ganske nye. Hun var virkelig en spedalsk tøs! Ude og slås hele tiden, rendte rundt som en anden.. mand, og sloges endda som én, det var nu ikke noget som han havde noget imod, for det var faktisk forfriskende at se en kvinde svinge sværdet med den perfektion, som hun måtte gøre. Og ikke kun hendes præsition og perfektion var god, for det gjaldt ikke bare om at kunne håndtere et sværd, det gjaldt også om at have hovedet med sig, og det havde hun i den grad. Han så blot til, som hun gik et skridt til siden, og undveg hans stød med sværdet, som var rettet mod hendes mave. Hans blik faldt dog hurtigt, på hendes sværd, som hun måtte svinge rundt om ryggen for at hugge ud mod hans hals. Han kunne godt regne ud, at han skulle undvige det hug, for ikke at miste hovedet! Han kneb øjnene sammen og med al hans kraft slog han sit eget sværd - som han holdt om med begge hænder - mod hendes for at stoppe den klinge, som ville skille hans hoved fra hans krop. Alvorligt var det, for han tøvede skam ikke med at skade eller dræbe hende, hvis det blev nødvendigt, men han ville da helst se hende overleve, ligesom han helst ville redde hans eget skin. Ved at gøre et sådan angreb, glemte hun at forsvare sin front, også fordi han blokerede hendes slag, og der tog han chancen, ikke for at angribe, for han havde skam helt andre tanker i hovedet. Han tog et skridt ind mod hende, så de næsten måtte komme til at stå bryst mod bryst, hvor han slap sværdets skæfte med den ene hånd, som han lod falde blidt omkring hendes kæbeparti og hage, imens han hans eget hoved kom tættere på hendes, så deres næser kort måtte berøre hinanden. "Det var dumt," sagde han i en lettere hviskende og intens tone, imens hans mørke øjne hvilede alvorligt og dog intenst i hendes isblå. Han lod kort sin tommel stryge over hendes bløde og dog kolde læber, hvor et skævt smil gled over hans læber, blot for at hentyde at han havde chancen for at stjæle det kys, som ingen anden mand havde formået. Han var dog opmærksom på hendes sværd, også fordi at han selv ville have svært ved at forsvare sig selv, fordi han stod så tæt på hende. "Smukke," tilføjede han drillende, som hun blev ved med at advare ham om ikke at kalde hende det, hvilket faktisk morede ham, for de fleste kvinder ville da prise sig over en kompliment.

[Deleted]

Ilaria vidste så sandelig godt hvordan hun skulle bevæge sig frem for at få det som hun ville have, selvom det virkelig ikke var nemt. Det var der hun som oftest måtte gøre de mest åbenbare fejl; Hun blev simpelthen for overmodig når det endelig måtte komme til stykket, og det var virkelig også det som gjorde det hele for hendes vedkommende. For ikke at glemme, at han virkelig bare gjorde hende.. vred et sted, samtidig med, at han virkelig formåede at skulle holde hendes opmærksomhed ved lige. Det var virkelig ikke første gang, at hun stod med et sværd i hånden. I hendes eget job, så var det noget som man virkelig bare måtte være vant til at skulle gøre brug af, ellers havde hun da virkelig et problem når hun ellers var ude, for hun elskede virkelig at lege med ilden, selvom hun vidste, at hun før eller siden ville ende med at brænde sig. Hendes herte slog fast mod hendes bryst. Det var sjældent, at hun røg i kamp på denne måde, men det glædet hende om ikke andet, at det faktisk skete til tider! Det var virkelig noget af det bedste ved det hele, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. At kalde hende for smuk, var dumt, for det var virkelig ikke noget som hun ville lægge det mindste øre til når det endelig måtte komme til stykket! Hvad det nu måtte være at denne mand måtte have i hovedet, det vidste hun ikke, men der var jo selv visse ting som hun selv måtte brænde inde med på denne måde; hun ønskede jo selv at se Procias falde for mørkets hånd, også selvom hun var en tilhænger af Noelle og Jaqia, men igen… hvilken kvinde måtte da ikke være det, når det var sådan her, at det måtte hænge sammen? Det var jo også sådan, at kvinderne måtte stå som det stærkeste i samfundet og det var jo noget som langt de fleste måtte ønske at opnå når det endelig måtte være og nu hvor muligheden var der! ”Lige så som jeg kæmper for mørket og mit land, min fine ven,” vrissede hun ganske let. Derfor var hun da bestemt heller ikke nogen tåbe når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun gik jo selv rundt med et ønske om at være kvinde og være feminin, men så længe, at mænd ikke kunne nosse sig sammen, så kunne hun jo virkelig ikke bruge det til en skid! At klingerne endnu en gang måtte mødes, ærgrede hende virkelig, selvom det slet ikke var noget som hun kunne finde tid til. Som han tog et skridt tættere på hende, så kunne hun da kraftigt mærke hans varme mod sin egen krop! Sværdet måtte hun nærmest tabe som den varme måtte komme helt tæt ind på hende, og det var virkelig ikke noget som man kunne tage som noget godt tegn når det endelig måtte være. Hun kunne virkelig ikke fordrage varme! Grebet omkring hendes kæbe, fik hende nærmest til at vende blikket mod ham, selvom det var mere med tvang end noget andet. Hun sagde intet som hans finger måtte glide over hendes læber. Hvis han kyssede hende, så var han i sandhed ude i ekstremt store problemer, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Alene tanken om det, gjorde hende vred! ”Var det så dumt?” spurgte hun stilfærdigt. Hun var forpustet. Det var faktisk ekstremt sjældent, at hun fik lov til at bevæge sig på denne her måde! Sværdet sænkede hun roligt ved sin side. Hvis han gjorde det mindste som hun ikke brød sig om, så skulle han nok hurtigt slippe hende! De isblå øjne hvilede i hans blik, næsten som hun stirrede direkte igennem ham. Igen var minen direkte advarende. Hun hævede roligt den frie hånd og lukkede den omkring hans varme håndled. ”Hvad er det du er ude på?” afsluttede hun kortfattet, som hun tydeligt måtte kræve sine svar. Hun var jo om ikke andet også noget så frygtelig nysgerrig når det endelig måtte komme til stykket, det var ganske enkelt utroligt! Hun så ikke væk fra ham. Man kunne vel snildt sige, at hun ville finde ud af, hvor meget mand der faktisk måtte være i ham når det endelig kom til stykket? Til nu, var hun ganske tilfreds med hvad hun havde set.

[ilosonic]

Det måtte virkelig more Ilosonic, så let hun var at tirre, som havde hun været et vildt dyr, og hun var ellers isdæmon, de plejede da at være kolde og immune overfor noget så simpelt, som ord. En ilddæmon var ellers let at tirre fordi de ejede et stort temperament, det gjorde selv han - men på grund af hans andre racer, skulle der alligevel meget til at vække det, også fordi han selv var så provokerende, og typisk svarede igen, hvor det så endte med at den person der havde provet at provokere ham, selv blev provokeret. Han smilede et skævt smil til hendes ord. Hun kaldte ham for en tåbe? Men i sidste ende kæmpede de for det samme: mørket og deres land. Han rystede lettere drillende på hovedet. "En tåbe er en person der følger ordrer fra andre, en fri man følger sit eget ord," svarede han stilfærdigt og lettere bedrevidende, og han måtte indrømme at han langt hellere ville være en fri mand end en tåbe, der fulgte andres ordrer, såsom Jaqias eller Noelles, men det var selvfølgelig op til hende. Det måtte dog glæde ham, at hun var tilhænger af mørket ligesom ham selv. Hun blev blot bedre og bedre i hans øjne.
Som Sonic var kommet det skridt tættere på hende, så de var endt med at stå bryst mod bryst. Hans mørke øjne hvilede morende i hendes isblå øjne, som han tydeligt kunne se, hvordan hun foragtede hans varme, en skam, for han nød den, hvor han tværtimod hadede hendes kulde. To modsætninger, og det var ikke ligefrem harmoni de skabte! Tværtimod. Han trak på mundvigen til hendes ord. "Det kommer helt an på, hvordan man ser på det," svarede han stilfærdigt, som hans intense og dybe mørke øjne kort faldt på hendes læber, som hans tommel havde strøget over, inden de igen søgte tilbage til hendes isblå øjne. Han vidste ikke om han var den første mand, der stod så tæt på hende, men uanset, så tog hun det faktisk utrolig roligt. Han kunne tydeligt se hendes advarende blik, for han tvivlede på at han skulle være den første, der stjal det kys fra hendes læber, og det var faktisk det der gjorde det hele så forbandet fristende! Han stod faktisk og tænkte på om han burde gøre det eller ej, selvom hun rev ham ud af hans tanker, da hendes kolde hånd faldt omkring hans håndled, hvilket fik ham til at skæve til hendes hånd. Han smilede et lille roligt smil, inden han slap taget omkring hendes kæbeparti og hage. Han måtte ærligt indrømme, at det ville blive for let at stjæle det kys, nu hvor han stod så tæt på hende, og det ville slet ikke være sjovt, når hun var så utæmmet - mange var nok af en anden mening. Han lagde roligt armene over kors i stedet for, som hans hoved søgte en smule spørgende på sned, dog uden at han veg blikket fra hendes. "Jeg vil.. kende til dit navn," svarede han sandfærdigt - selvom der var meget mere han ville, og det at få oplyst hendes navn, havde ikke været det som havde været hans hovedformål, nej, det havde været at teste hendes evner. "Så behøver jeg jo heller ikke at kalde dig for smukke," tilføjede han sigende, og smilede lettere morende. Det var vel at vælge mellem pest og kolera? For enten skulle hun fortælle hans navn - hvilket kun var skidt, hvis hun ønskede at være anonym - og ellers skulle hun høre på hans 'smukke' resten af mødet.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Ilaria var nem at tirre, men lige i denne situation, så lod hun sig tirre, udelukkende fordi at hun i den grad også ønskede, at skulle komme af med alle de frustrationer som hun måtte brænde inde med for øjeblikket. Kampen med Brandon var virkelig noget af det som virkelig måtte irritere hende mest og det irritere hende virkelig noget så frygtelig voldsomt når det endelig måtte komme til stykket,d et var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. De kæmpede for det samme på sit vis og hun vidste det jo, også selvom hvad han egentlig måtte være ude på, virkelig var noget som måtte være frygtelig ukendt for hende, og det var automatisk det som gjorde at hun var så meget på vagt, som det hun nu måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Hun fnøs kortfattet af hans ord og sendte ham en direkte dræbende mine. At han havde det syn på Jaqia og Noelle, kunne hun jo om ikke andet, gøre det mindste ved, uanset hvor meget hun faktisk ville eller ønskede det, det var i den grad også helt sikkert. ”En tåbe er den som går sin egen vej.. Ikk beskyttet af nogen eller opbakket omkring sit foretagende, min fine ven..” hvislede hun med en frygtelig iskold tone. Man var trods alt ikke isdæmon for ingenting.
At han var kommet så forbandet tæt på hende, var noget som hun tydeligt kunne mærke og hun brød sig bestemt ikke om det! Han var mand i hendes øjne, udelukkende fordi at han ikke lod hende trække rundt med ham. Han svarede hende igen, han mandede sig op, og det var noget som faktisk måtte falde hende umådelig godt i smag når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Hun blinkede med øjnene. Kyssede han hende, så havde han bestemt ikke noget hoved særlig længe! Selv var det faktisk sjældent, at hun lod nogle komme så umådelig tæt på hende, som det at han havde formået, men han var jo trods alt hendes svage punkter et vis sted.. Den brændende hede var virkelig noget af det værste som hun ville kunne stå ansigt til ansigt med og hun var jo umådelig godt klar over det! At han sla hendes kæbe, fik hende automatisk til at slippe hans håndled. Det var så varmt! Hun trak sig et roligt skridt væk, selvom sværdet stadig måtte hvile i hendes hånd. Måske at hun ikke altid var vant til at skulle hoppe rundt på denneh er måde, men det, at skulle forsvare sig på den ene eller den anden måde, det var bestemt ikke nyt for hende på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Mit navn?” gentog hun nærmest vantro. Hun himlede med øjnene og rystede på hovedet. ”Navnet er Ilaria,” afsluttede hun endeligt. Sværdet lod hun bore ned i jorden foran hende, idet hun roligt vendte blikket mod ham igen og med den samme faste mine som altid. Hun var konstant på vagt og med den behandling af hende som han havde lagt for sig, så var det jo heller ikke uden nogen gyldig grund for den sags skyld. Hovedet søgte let på sned, som hun selv lod armene falde over kors. ”Så er det vidst bare retfærdigt, at jeg også lærer dit,” opfordrede hun roligt. Hun trak vejret dybt og betragtede ham med den samme faste og iskolde mine. Hun var bestemt ikke en som man bare skulle lege med, også selvom det som han havde præsteret, faktisk også var noget som faldt hende mere i smag. Det var ikke ofte, at man stod overfor en mand som havde det andre steder end bare i munden.

[ilosonic]

Hvordan denne kvinde var personlighedmæssigt kunne Ilosonic ikke svare på, men han måtte da indrømme at han havde en anelse om det, for hun var trods alt isdæmon, så hun afspejlede vel også lidt fra sin race? Det ville han tro, for det gjorde han jo også selv - han havde den enorme stædighed, et roligt sind og med den mørke udstråling, så der ikke var nogen tvivl om at han måtte komme fra mørket og Dvasias, for det var skam noget han var stolt af! Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord, hvor han i en sigende mine hævede det ene slanke øjenbryn. "Du dømmer mig på forhånd, min ven, hvem siger jeg ikke er opbakket?" spurgte han stilfærdigt, det var jo ikke fordi han var helt ene og alene, han gjorde desuden også en indsats for at skabe lidt allierede, og faktisk var han allierede med Noelle og alle andre fra slottet, for han var deres es i ærmet, han var deres fod i Procias, og han vidste at eftersom Jaqia førte landet, så var hendes hjælp ham desværre også nødvendig. For at få adgang til arkiverne, måtte han jo søge deres hjælp, eftersom de var de eneste der kunne hjælpe ham, skønt han dog ikke var meget for det, men selv han vidste at man ikke kunne klare sig helt ene og alene i verdenen. Men skønt han ikke ville følge dem, kunne han vel godt holde fred med dem? Det var jo ikke fordi han ønskede intern krig i Dvasias, for han ønskede faktisk at landet skulle vinde over Procias, og ikke ødelægges.
De var endt ganske tæt, fordi hun havde gjort sin front åben, ved at Sonic havde blokeret hendes slag. Og nok kunne hun mærke hans varme, hvilket han kunne se på hende, men han kunne skam også mærke hendes kulde! Sjovt, sådan som de var hinandens svagheder, skønt hans element nok ville vinde over hendes i den sidste ende - trist, men sandt - tværtimod, havde hun været vanddæmon, så havde hun haft sine fordele, og så havde hun nok stået med sejren, når det kom til magi - måske, for han var jo ikke kun ilddæmon, han var også mørke- og mentaldæmon, og han var jo trods alt blevet besat af en mørkedæmon til at starte med, så det var mørket, der måtte stå stærkest i ham og ikke ilden. Men skønt de var modsætninger, og hendes kulde faktisk kunne slukke for hans varme, så kunne han alligevel ikke lade vær med at nyde hendes nærvær, og faktisk.. more sig over det. Hun havde ikke været meget for ham til at starte med - skønt hun ikke var den eneste eller første - men at de så pludselig var endt så tæt, morede ham, selvom hun faktisk tog det ganske roligt, hvilket måtte forundre ham et sted. Han betragtede hende, som hun slap hans håndled, og han lod hende blot træde et skridt tilbage, hvilket i sidste ende var bedst for dem begge. "Ilaria," gentog han kortfattet, blot for at huske det, og han måtte indrømme at han kunne lide det. "Et smukt navn til en smuk kvinde," svarede han lettere bestemt, som han gned sin hage lettere vurderende, og betragtede hende, som var han tilfreds med slutresultatet. Denne gang var det skam en oprigtig kompliment, i stedet for den flabede tone han havde brugt sidst, da han havde kaldt hende for 'smukke', hvilket endnu måtte more hende, men han vidste ikke hvordan hun var overfor ægte smiger, mon som enhver anden kvinde? Eller ville hun nu angribe ham igen? Han nikkede medgivende til hendes ord; ret skulle være ret. "Ilosonic Demoniqz," præsenterede han sig og bukkede ganske dybt og elegant for hende, dog uden at han veg blikket fra hendes isblå øjne. Han havde intet imod at præsentere sit efternavn, eftersom at al mystiken lå i hans mellemnavne; det var nemlig det som den procianske greve brugte - hans bror. Han selv gjorde et let kast med sværdet, så det satte sig fast i jorden et stykke væk fra dem.

[Deleted]

Ilaria havde om ikke andet moret sig ved denne situation, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De isblå øjne forlod virkelig ikke hans skikkelse på noget tidspunkt overhovedet, det var slet ikke noget som hun kunne, uanset hvor meget hun så end ville det. Hun stolede langt fra på denne mand, det var helt sikkert. Det var jo heller ikke fordi, at hun havde haft nogen grund til det. Ikke med den behandling som han havde lagt for hende for øjeblikket, så havde hun så sandelig heller ikke nogen grund til det! Hun kneb øjnene let og fast sammen. At dette var en måde hvorpå, at han ville lære hendes navn at kende, hvorfor havde han så ikke bare spurgt hende i udgangspunktet? I stedet for at ligge op til kamp og det ene og det andet? Det var jo slet ikke fordi at hun havde noget imod det, for det havde hun bestemt ikke på nogen måde overhovedet når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hun sitrede virkelig. Det var noget så ubehageligt, at skulle være så tæt på ham som det hun måtte være lige netop i dette øjeblik, det var virkelig noget så forbandet ubehageligt og på alle måder endda, så man skulle da tro, at det måtte være løgn! Hun trak vejret dybt. Han var hendes store svagheder – Han var den brændende varme som faktisk gjorde hende så forbandet utilpas, at man skulle tro at det var løgn! Hun var faldet en anelse mere til ro, også selvom hun virkelig var forbandet opmærksom på alt det som skete omkring hende lige nu. Det var jo heller ikke fordi at hun ville tage chancerne, lade alle parraderne falde for ham, for så at opleve, at han tog chancen og gjorde det af med hende? Man hørte jo om det og det var virkelig bare vigtigt, at man skulle være i stand til at tænke taktisk, ellers ville det virkelig ikke hjælpe det mindste når det endelig måtte komme til stykket. At han denne gang måtte skænke hende et ganske oprigtigt kompliment, det havde hun så ikke noget imod, for det var skænket på de helt rigtige præmisser og det var virkelig også det som var hende det vigtigste når alt måtte komme til alt, det var også helt sikkert. ”Og jeg takker for det kompliment, Ilosonic..” Hans efternavn sagde hende så til gengæld ikke det mindste, så for hende, så var han lige så ukendt som han havde været hele tiden. Nu var det blot blevet en anelse mere personligt og udelukkende fordi at de endelig havde formået at skulle hilse på hinanden med navn og alt det andet i stedet for at kæmpe og slås som befandt de sig tilbage i stenalderen. Det var slet ikke sådan, at det skulle være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig var kommet til stykket! At han direkte valgte at bukke for hende, var dog noget som på ingen måde, var hende ventet. Det morede hende dog, at han gjorde det, som var hun noget ganske enkelt værdifuldt, også selvom hun vidste, at det slet ikke var sådan, at det måtte hænge sammen, når det endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede mod ham. ”Se, nu fik piben straks en anden tone.. Det her kan jeg lide,” sagde hun ganske stilfærdigt. Om ikke andet, så morede det hende blot, at det var sådan, at det måtte gå for sig nu, så hun kunne falde en anelse mere til ro, end det som hun havde formået at gøre til nu. ”Skal vi sige det som en våbenhvile?” foreslog hun. Hun ønskede ikke at kæmpe hvis det ikke var hende nødvendigt. Det var energi som hun kunne bruge på så mange andre ting og energi fik hun brug for.. det havde hun mere eller mindre altid brug for. ”Og hvis vi præsentere os med fulde navn, så er mit Ilaria Isthar Ilaroìsma,” afsluttede hun roligt. Lidt høflig kunne hun da sagtens være, hvis det var det som hun havde lyst til og nu havde hun jo trods alt også en grund til det.

[ilosonic]

Denne Ilaria havde virkelig formået at få ham til at more sig, så hidsig hun var blevet og så kun fordi han havde kaldt hende for "smukke". Men han var da blevet imponeret af hendes angrebsmetode, og hun var bestemt ikke elendig med et sværd! Hun havde skam imponeret ham, skønt hun var en kvinde, og han måtte ærligt indrømme, at det var forfriskende at se en kvinde, kunne forsvare sig og angribe på den måde, i stedet for at de sad hjemme og lavede ingenting. Hun var så iskold og nådesløs, præcis som en isdæmon skulle være, og forventningerne levede hun i hvert fald op til! Men hendes personlighed undrede ham nu ikke, for hun var jo trods alt en isdæmon, så hendes kyniske attitude sagde jo sig selv. Det måtte dog forundre ham at hun rent faktisk takkede for hans kompliment, og så alligevel måtte det glæde ham, for så var hun da ikke helt så kold, som man ellers skulle tro. Han trak på skuldrene. "Kald mig blot Sonic," svarede han kortfattet og smilede et lille skævt smil, det var trods alt det som han var vant til at blive kaldt. Han rettede sig roligt op, så han igen stod med den ranke og stolte holdning, for nok havde han været procianer engang, men det var lang tid siden nu, han var efterhånden blevet ond, og alt det gode, var blevet tvunget ud af ham i hans tid i mørket. Han var blevet besat af en mørkedæmon, hvilket havde været hans redning, og den havde givet ham en ufattelig kraft, en kraft, som han var vokset op med, og som nu var blevet hans stærkeste element. Mørket stod tydeligst ud i ham, som det var hans udstråling, og selv var der præg i hans personlighed. Han levede og åndede for mørket, og døde det, ville han selv dø ganske stille ud. Han nikkede roligt til hendes ord. En våbenhvile kunne de da sagtens holde, for han var jo heller ikke ude på at bekrige hende, desuden, så bar de inde med de samme ønsker, når det kom til stykket. "Udmærket," svarede han kortfattet og med et lille nik. Man kunne da sige at hun havde bestået testen, og han havde skam moret sig, men han havde faktisk ikke helt tid til bare stå og snakke, han skulle videre og tilbage til herregården, han var jo trods alt i gang med at ødelægge Marius' liv. At hun præsenterede sit fulde navn glædede ham dog, hvilket også fik ham til at trække skævt på mundvigen. "En ære, miss Ilaroísma," svarede han stilfærdigt, inden han nikkede ganske let mod hende. Men det at præsentere sig med sit fulde navn, det ville ikke komme Sonic til gode, ikke med det mellemnavn han bar. Hans far og resten af hans familie var trods alt fjende til mørket, han var så bare det sorte får i familien - bogstaveligtalt. "Et navn kan gemme på mange hemmeligheder, det kan afspejle hvem du er og hvad du er. Det er navnet som man husker folk på, og derfor en vigtig del af ens liv," fortalte han ganske roligt, og dog med et lettere mystik i blikket, "og for mit tilfælde kan det blive farligt, at tale over sig." Han bukkede endnu engang, denne gang kun kort, inden han vendte om på hælene for at gå. Han gjorde et let vink med hånden. "Vi ses nok, Ilaria," svarede han stilfærdigt, som han satte kursen videre og længere ind mod Manjarno, for han skulle tilbage til Procias. Han ville dog ikke besøge Marius denne gang, nej han ville skam begynde helt indefra, for han havde hørt at Marius ikke havde det bedste forhold til sin familie, efter hvad han havde hørt - og han vidste ikke om det blot var rygter - men de var vidste blevet lidt sure på ham. Men han vidste til gengæld at Marius var en travl og stresset mand, så det undrede ham et sted ikke.

[Deleted]

At Ilaria havde imponeret ham, var hun dog glad for, for ikke at glemme, at hun var temmelig glad for den indgåede våbenhvile, for det var noget som blot glædet hende i den anden ende, for hun var virkelig ikke meget for at snakke samtidig med at man skulle være på vagt. Det var sandt, at man sagde, at en kvinde måske var ekstrem dygtig til at multitaske, men der var hun altså ikke iblandt det. Hun kunne have det fulde fokus på en ting af gangen og denne gang havde det virkelig været, at skulle komme igennem det hele og endda helst med livet i behold. Hvem han var ,det vidste hun ikke, men hun stolede så sandelig ikke på ham endnu. Det var jo heller ikke fordi at hun havde fået nogen grund til at skulle gøre det endnu.. Han havde jo for pokker angrebet hende, selvom hun havde været hurtig med hånden, så var det også tydeligt for hende, at denne mand var vant til at skulle stå med et sværd i hånden. Ikke at det gjorde hende noget. Det var virkelig bare dejligt nok med lidt udfordring, for det havde hun virkelig savnet! De isblå øjne hvilede gennemborende på ham som hun næsten prøvede at skulle se direkte igennem ham når det endelig måtte være kommet til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet! Hun nikkede blot. Sonic det var da til at skulle huske, også selvom hans fule navn faktisk var.. eksotisk på en eller anden måde. Det bar en mærkværdig kulde med sig.. og det var noget som i den grad også måtte falde hende tydeligt i smag, det var helt sikkert! ”Jeg skal da prøve at huske det,” sagde hun stilfærdigt og uden at skulle tage blikket fra ham det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var også helt sikkert. At han ikke ville fortælle hende sit fulde navn, var nu bare noget som hun valgte at tage til sig.. Det var jo muligvis fordi han bar med sig en titel? At det måske var et navn som hun burde kende til? Om ikke andet, så var det noget som gjorde hende langt mere nysgerrig end alt det andet, det var helt sikkert og det var vel også noget som man ville være i stand til at skulle spore i hendes blik på denne måde? Hun blinkede ganske let med øjnene og med det lette træk på mundvigen, ikke at det var noget som hun kunne komme det mindste udenom hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hovedet søgte let på sned, selvom det hele endte ud i en direkte spørgende mine, da han bare valgte at takke for sig, vende om og bare.. gik? Gik han bare sådan uden videre? Det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen måde! Hun rynkede let i panden idet hun smed sværdet fra sig og slog armene over kors på hendes bryst. ”Du vælger bare at gå?” spurgte hun roligt efter ham. Hun ville virkelig ikke virke som en eller anden naiv lille unge at storme efter ham for at stoppe ham. Det var virkelig ikke noget som man kunne sige sig, at hun ville kunne få sig selv til! Det ville være pinligt. Hun gik alligevel et skridt frem. I hendes øjne ville det næsten være en skam at lade dette møde gå mod sin ende. Det havde virkelig været frygtelig dejligt, at skulle stå der med en som kunne yde hende noget modstand, for det var virkelig ikke særlig ofte, at det måtte forekomme. ”Har du travlt, eller er jeg bare for skræmmende?” spurgte hun stilfærdigt og med et stille smil på læben. Det var ikke fordi at hun ville håne ham på den enen eller den anden måde, for han havde faktisk formået at genvinde hendes respekt, hvilket i den grad ikke forekom hende særlig ofte, så det var noget.. ganske særligt et sted.

[ilosonic]

Denne Ilaria, var ikke den sværeste at finde ud af, hun satte sit eget køn ganske højt, men hvilken stærk og stolte kvinde gjorde ikke det? En kvinde blev set ned på, indtil hun tog mændene med storm, men han havde vel set noget potentiale i hende fra starten af? Han havde bare haft på fornemmelsen at hun ikke bare var en kvinde, der troede at hun var noget, for selv ikke det var noget som skete ofte, men hun havde da vist sit værd, og hun havde da imponeret ham, hvilket faktisk måtte glæde ham i den sidste ende. Det var faktisk forfriskende at se en kvinde, der kunne svinge et sværd og forsvare sig selv. En kvinde der var rapkæftet og som ikke bare havde det hele i munden, men som også kunne slå fra sig. Det havde dog også været ganske underholdende! Han havde nydt deres kamp, skønt den ikke havde varet længe, men han havde jo også kommet utrolig tæt ind på hende, og som det havde været en fair kamp, så havde han jo lovet ikke at bruge sin varme imod hendes kulde, for så ville han vinde til hver en tid. Han kunne tydeligt høre på hende, at hun var overrasket over, at han bare vendte om og begyndte at gå fra hende, og hvem ville ikke blive det? Men han havde bare ikke alt for megen tid, han skulle jo videre og ødelægge sin brors liv. "Du kunne jo gå med mig? Selskab vil gøre godt," opfordrede han, skønt han dog ikke stoppede sine skridt, hun havde to valg, at følge med og se om hun kunne finde ud af mere omkring ham, for hendes selskab var da ønsket, eller også kunne hun vælge at gå sin egen vej og så .. fandt hun ikke ud af mere omkring ham. Det var skam op til hende, for valgte hun at gå, så var det jo bare ærgerligt, men han måtte da indrømme at hun var interessant, så det ville da være synd at lade mødet gå imod dets ende. Han skulle dog bare nå langt, han skulle til Procias, og det var ikke bare en lille times rejse, der kunne gå flere dage om ikke andet, især hvis man stødte på forhindringer, skønt han nu ikke ville kalde hende for en forhindring, hun havde været ganske godt selskab. At hun spurgte videre ind til hvorfor han gik, og om det så var fordi hun var for skræmmende, fik ham til at fnise for sig selv. Hun var bestemt ikke skræmmende, og dog, et sted var hun, men det strak kun i hans nysgerrighed. Gode mennesker havde en tendens til at kede ham! "Hvad skræmmende er der ved dig?" spurgte han stilfærdigt, og smilede for sig selv. Det morede ham virkelig at hun havde været så let at tirre, men hun virkede langt mere afkølet nu, måske han fik hendes mening ændret omkring ham? Mange troede at han havde det hele i munden, men de blev altid så overrasket, når han viste at han faktisk også havde noget mellem ørerne. Han ville i hvert fald ikke have noget imod at hun fulgte efter ham, for han var sikker på - selvom hun var isdæmon - at de ville gå godt i spænd, de havde trods alt også ligheder og ting til fælles; de kæmpede begge for mørket. Og han var endda på vej til Procias for at lade Dvasias få en fod i landet, han var trods alt Dvasias' es. Han gav landet mulighed for at kunne komme ind i selve Procias, fordi han var den førstefødte, fordi at han var den retmæssige greve af landet, men det var nok noget han skulle holde for sig selv, for han stolede ikke på enhver dvasianer, end ikke Ilaria, skønt de måtte kæmpe for mørket begge to, for han var trods alt født procianer. Desuden havde han ikke brug for fjender, men alliancer og relationer, og han måtte erkende at han langt hellere ville have hende, som sin ven end sin fjende.

[Deleted]

Ilaria satte i den grad det kvindelige køn langt foran alt andet og specielt når det kom til mænd som ikke kunne tænke med andet end det som de måtte have hængende mellem benene. Dem var der desværre alt for mange af! Hendes blik hvilede fast på ham. Hun måtte sige sig selv, at hun var blevet ganske imponeret over hans måde at handle på, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Hun blev roligt stående for øjeblikket og med armene korslagte. Det sidste som hun havde regnet med, var faktisk at han bare ville vende om og bare.. gå? Det var virkelig noget af det mest uhøflige som hun havde oplevet hele aftenen! Hvem han var som person var hende jo ukendt og hun ville jo faktisk gerne vide hvem eller hvad det var, at hun lige havde stået overfor. Han havde ikke bare haft det i munden som så mange andre, hvilket hun jo var meget vant til, men han havde virkelig også haft det i form af muskler, styrke, smidighed og talent, hvilket i den grad var noget som hun havde lagt mærke til. At han direkte bare tilbød hende at gøre ham selskab hvis hun ønskede det, var noget som ganske let måtte få hende til at trække på smilebåndet. En tilværelse herude i feltet kunne virkelig gå hen og blive kedelig, så det var i sig selv, ikke noget som hun havde det mindste imod. Hendes skridt måtte stille og roligt føre hende tættere på ham, selvom hun stadig måtte tage sig sine forholdsregler og det var udelukkende for hendes egen skyld, at det måtte være tilfældet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. For hun ønskede virkelig ikke, at han pludselig bare skulle skifte mening og så sad hun med en kniv eller noget andet i bryst eller i mave, så det var vel ganske oplagt? ”Du ønsker mit selskab?” spurgte hun ganske stilfærdigt, som var det lige det som hun måtte konkludere ud fra de ord som han havde skænket hende. Hun trak morende på smilebåndet. ”Gå i dig selv og find svaret, min fine ven.. Det er dig som går væk fra mig,” påpegede hun stilfærdigt, selvom det var mere eller mindre ment i sjov. Mange var og kunne være skræmt af hende, udelukkende fordi at hun var af typen som i den grad også måtte slå fra sig når det endelig kom til stykket. Alt andet kunne virkelig bare vise sig at være dumt i hendes situation, ellers havde hun nok ikke haft den plads som spion som hun havde for nu vel at mærke? At han havde en lang vandring foran sig, vidste hun ikke.. Når alt kom til alt, så vidste hun faktisk slet ingenting om ham. Hvor var det dog en frustrerende tanke pludselig at skulle sidde med! Hun rystede på hovedet og slog lige netop den tanke ud, for det var virkelig ikke noget som hun ville sidde og tænke på. ”Jeg gør dig da gerne selskab,” endte hun roligt. Hun gik roligt op til ham, selvom hun holdt sig med en vis afstand, blot i tilfælde. Nu havde de jo trods alt indgået en våbenhvile, men det var jo ikke til at sige for hende, hvor længe den ville vare eller om den i det hele taget ville vare ved, eller om den var brudt nu for den sags skyld, i og med, at han faktisk havde valgt, at skulle begynde at gå og bare lade dette møde gå mod sin ende, når det endelig måtte komme til stykket. Hun lod hovedet søge let på sned og med de isblå øjne så intenst hvilende på hans skikkelse. Han gjorde hende virkelig bare så frygtelig nysgerrig, at det måtte gøre helt ondt! ”Du virker som en travl mand,” sagde hun stille, blot nærmest som for at påpege det for ham. ”Hvor brænder det?” Hun var nysgerrig og det var virkelig heller ikke noget som hun ville være i stand til at skulle skjule for en tid og evighed, uanset hvor meget hun så end ville det eller ikke. Det frustrerede hende faktisk!

[ilosonic]

Det som måtte more Ilosonic mest, var nok det at hun nærmest havde hadet ham fra starten af - der var hun så ikke den første - derefter var de endt ud i kamp, så var hun blevet imponeret over ham, fordi han havde vist at han ikke bare havde det hele i munden, men faktisk også kunne slå fra sig, at han havde talenter, som mange andre mænd ikke havde. Og nu stod hun og var mere end nysgerrig på ham, hvor hun for kun et øjeblik siden ønskede ham død. Det morede ham virkelig, men det ville nu alligevel gøre lidt godt med selskab, han vidste så bare ikke om hun skulle noget i Dvasias, for de var jo på vej i den modsatte retning; mod Procias. Derfor var det også helt op til hende selv om hun ville følge ham eller ej. Han kunne så bare indrømme, at han ikke ville blive ked af hendes selskab, for hun var jo ikke den eneste der var blevet imponeret, det var han skam også, men når en kvinde havde en rapkæftet mund, så måtte det næsten også kun betyde at hun kunne sit kram, for det var ikke mange kvinder der pralede om sig selv, og så ikke kunne finde ud af andet end at sidde derhjemme og strikke, det var typisk mænd, som pralede og så alligevel ikke havde noget i sig, hvilket hun jo også havde troet om ham, men han havde da overbevist hende om det stik modsatte, så det kunne han jo så bare fryde sig over. Han nikkede ganske roligt til hendes spørgsmål. "Ja, ellers ville jeg nok ikke have spurgt efter det," svarede han stilfærdigt, dog ikke for at provokere hende, for de havde jo dømt våbenhvile, men havde han ikke spurgt om hendes selskab, så havde han jo heller ikke gidet at være i selskab med hende. Så det sagde vel sig selv? Han trak på smilebåndet. "Måske, eller også var du bare for kedelig?" foreslog han, skønt det ikke ville give mening, for hvis hun var for kedelig, så ville han ikke have spurgt om hendes selskab, og omvendt, så hang hendes udsagn om at hun havde skræmt ham væk, heller ikke sammen, for så havde han heller ikke ønsket hendes selskab. Han så end ikke på hende, som hans blik hvilede foran sig, dog kunne han tydeligt høre, at hun nåede op til ham. Han gik i sit faste og lettere hurtige tempo, han var blevet vant til at gå hurtigt, sådan som han måtte gå fra Procias og til Dvasias og omvendt, om og om igen. "Det glæder mig da," svarede han sandfærdigt, det var altid rart med lidt selskab, især når han altid tog den lange vandring alene. Blikket vendte han ganske roligt mod hende, hvor han fik et lettere drillende skær i hans blik. "Det kunne næsten se ud som om du er bange for mig," påpegede han stilfærdigt, og hentydede til at hun holdt sig på den afstand, det var jo ikke ligefrem fordi han bed. Han så ligefrem endnu engang. "Vi holder jo våbenhvile?" tilføjede han, så hvorfor skulle han dog angribe hende? Om hun troede det eller ej, så kunne han godt være en gentleman, og han var også mand af ord; næsten da. Men hun havde jo vist sit værd, så han så ingen grund til at skulle angribe hende endnu engang. Han trak på smilebåndet, da han tydeligt kunne høre hvor nysgerrig hun var på ham. Han så på hende med et skævt smil og lettere dystert smil. "Jeg er på vej til Procias," svarede han stilfærdigt. "Jeg har et regnskab jeg skal have gjort op med en gammel ven," endte han stilfærdigt, som han fortsatte sine faste skridt hen over den golde jord.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig ikke nogen grund til at skulle stole på mænd. Det havde hun aldrig haft og desuden, så havde hun endnu ikke mødt nogle som faktisk kunne tackle hendes hårde personlighed. Selvfølgelig var det noget som måtte more hende, for det beviste virkelig ikke noget andet, end at mænd virkelig kun måtte have det i munden frem for at have det ellers og det var virkelig ikke noget som man kom særlig langt med når det var hende som der var snak om, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. De isblå øjne hvilede på hans skikkelse. Våbenhvilen var der jo trods alt, men om han var typen som ville opretholde det nu hvor de havde indgået den aftale, det vidste hun jo trods alt ikke endnu, selvom det var noget hun i den grad agtet at skulle finde ud af. Hun måtte dog ærligt erkende, at denne mand virkelig havde formået, at skulle fange hendes interesse på denne måde, og det var virkelig ikke nget som man kunne sige om alle og enhver, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun lod hovedet søge let på sned. Hun kunne virkelig ikke regne ham ud eller hvad han var, hvad han skulle eller noget som helst og det gjorde hende faktisk nysgerrig på en eller anden mærkværdig måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”For kedelig?” gentog hun vantro. ”I så fald, så er det da underligt og mærkværdigt, hvis mit selskab er ønsket,” påpegede hun kortfattet. Ikke at det var noget som man skulle kunne lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Armene gled roligt over kors. Det at han nærmest ville fortsætte med at gøre sig sådan til, var bestemt heller ikke noget som faldt hende særlig godt i smag, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hun fnøs ganske let og rystede så på hovedet. Måske at hun ikke havde skræmt ham væk, selvom det nu heller ikke havde været hendes intention fra start af på nogen måde, så det gjorde hende virkelig heller ikke noget. Hovedet lod hun søge ganske let på sned og uden at se det mindste væk fra ham. Hun stolede ikke på ham, men det var jo heller ikke fordi at hun havde haft nogen grund til at skulle gøre noget andet når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket nærmest chokeret hen mod ham. ”Bange for dig?” Hun slap et let grin og rystede på hovedet. ”Du er da noget af det sidste, som jeg kan være bange for,” påpegede hun ganske stilfærdigt og med et let ryst på hovedet. Det i sig selv, var virkelig bare fakta og intet som helst andet når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Nok havde han været dygtig med sværd og til kamp, men det var vel i brund og grund også det eneste? ”Du kender vel hvordan det er? Man siger det ene og gør noget andet? Og desuden… hvad pokker skal du i Procias?” spurgte hun. Det var da om ikke noget, så noget som gjorde hende forbandet nysgerrig. Han var en dæmon, så meget havde hun da fundet ud af, selvom det nu bare var noget som var faldet hende i ganske god smag. Havde hun vidst, at han var procianer, så havde hun nok reageret på en ganske anden måde, for det var slet ikke noget som hun ville have noget med at gøre! Der valgte hun at stoppe op. Hun krævede så sandelig også sine svar!

[ilosonic]

Ilosonic var godt nok ikke bange for hende! Det var da noget af det sidste han ville være! Og hvorfor skulle han frygte hende? Han kunne dræbe hende så let som ingenting, og sværdkampen havde han jo et sted også vundet, for han var kommet helt tæt ind på hende, og havde kunnet stjæle det kys fra hendes læber, som ingen anden mand havde formået at gøre, så tanken måtte da fryde ham. Men så igen, han var ikke ude på at overskride hendes grænser, og et sted, så respekterede han at hun hadede mænd, så det ville da være synd at miste et kys til en fremmed. Men hvis han nogen sinde ville provokere hende og gøre hende stiktosset, så kunne han jo bare stjæle det kys, og tænde hende fuldstændig af, hvilken fryd! Så let kunne man starte en kamp nu til dags. Han ville ikke sige at hun var kedelig, bestemt ikke, for hun havde da formået at fascinere ham, at vække hans interesse og opmærksomhed. ”Nej nemlig, men dit udsagn hænger heller ikke sammen, for hvis jeg var bange for dig, hvorfor skulle jeg så ønske dit selskab?” spurgte han stilfærdigt. Så hun var hverken kedelig eller skræmmende. Han ville ikke have noget imod af hendes selskab, skønt hun sikkert godt kunne gå ham på nerverne, for hun var en rapkæftet tøs, der ikke var bange for at lade sin mening komme til syne. Hun var en kvinde med selvtillid, og det var faktisk.. forfriskende. Endelig en kvinde der ikke var så hyklerisk og moderlig, nej Ilaria var.. krigerisk og hård, hun var iskold som sit element, og det var faktisk dejligt at se. At hun valgte at grine af ham og håne ham, var dog ikke særlig smart gjort af en smart kvinde. Han greb fat i hendes klæder og trak hende tæt ind til sig, så deres næsetipper kort berørte hinanden, imens hans mørke øjne hvilede fast og lettere koldt på hende. ”Du burde ellers være bange, for jeg kan grille dig på et splitsekund!” vrissede han lettere koldt, inden han gav slip på hende med et let skub, for blot at fortsætte sine skridt hen ad vejen. Hvis hun troede at han var ufarlig, så kunne hun da godt tro om igen! Selv inden deres sværdkamp havde han kunnet tø hende op som havde hun været en snemand der stod indenfor i varmen. Og hvis han var noget af det sidste som hun ville være bange for, så havde hun ikke mødt sin frygt endnu! Og han stod lige ved siden af hende! Ilden kunne slå hende ihjel så let som ingenting, og det ville han skam heller ikke tøve med at gøre, hvis hun kom ham på tværs! Han virkede måske til at være et søllehoved der havde det hele i munden, men det var folks eget valg at undervurdere ham, for han var bestemt ikke en person man burde undervurdere, han var ikke bare ilddæmon, han var også mørke og mental, og det var det som overraskede flere, at han ikke bare var en ilter ilddæmon, men en ren djævel! ”Så sandt..” istemte han med en roligere stemme, skønt der dog endnu hvilede noget irritation over den. Hun havde faktisk fuldstændig ret, nogle folk sagde det ene, og derefter gjorde det direkte modsatte, og det at han havde grebet fat i hende kunne godt tegne på at våbenhvilen var forbi, og han holdt ikke altid ord, for det var til tider umuligt for hans vedkommende. Men han holdt altid ord, hvis han ikke havde grund til andet, og han holdt derfor våbenhvilen ved lige, for hun havde ikke givet ham grund til at skulle ødelægge den og dræbe hende. At hun var nysgerrig morede ham et sted, og han kunne ikke lade vær med at ryste smilende på hovedet. ”Du ved godt at nysgerrigheden slog katten ihjel, ikke sandt?” spurgte han stilfærdigt, hvor han var ligeglad med at hun var stoppet, ville hun ikke med længere, så var det op til hende. ”Desuden så sagde jeg jo at jeg skulle aflægge en gammel ’ven’ et besøg,” tilføjede han roligt.