Out for a walk..?

[ilosonic]

Ilosonic kunne ikke komme udenom at han nød hendes selskab, skønt at hun hurtigt kunne få ændret den mening, for viste hun sig først at komme ham på tværs, eller at hun ikke var til at stole på, så ville hammeren virkelig slå ned i hende, og det var med hård kraft, for var der en ting han ikke kunne lide så var det illoyalitet, selvfølgelig ville han ikke tvinge hende til at være ham loyal, til at respektere ham, men hvis hun først viste sig ikke at være til at stole på, nu hvor han havde afsløret sin store hemmelighed overfor hende, og hun så ville vælge at dolke ham i ryggen, så ville han lade hende brænde op i et helvede af rene flammer! Hun havde dog ikke givet ham nogen grund til ikke at stole på hende, selvom at hun heller ikke havde givet ham nogen grund til at gøre det, for hun var en dvasianer, og skønt hun var en kvinde, og kvinder typisk var mere pålidelige end mænd, så var Ilaria noget anderledes, og siden hun var isdæmon, en race der typisk kæmpede for sig selv, så var det en god nok grund til ikke at stole på hende. Han smilede lettere drillende til hende, da hun udtalte sine ord. Han var dog ikke det mindste i tvivl om dem, for han vidste allerede hvilken type kvinde hun måtte være, og det morede ham faktisk at se, for der var ikke mange med Ilarias holdninger, men det var vel også det som gjorde hende unik? ”Åh, jamen min kære, jeg frygter dig skam ikke, og du kan jo se om du tør at komme tæt nok på mig uden at brænde dine små fingre?” foreslog han i en sigende mine, skønt der alligevel måtte være noget faretruende over hans ord. Han tøvede ikke med at dræbe hende hvis det blev nødvendigt, selvom at det da ville være en skam. Han ville skam ikke beskytte hende når det kom til Procias eller til grænsemuren, for når hun havde så store ord i munden, så måtte hun bestemt også få fornøjelsen af at forsvare sig selv, vise hvad hun var i stand til, for han vidste at hun ikke var dårlig med noget sværd, han havde jo selv fået chancen for at kæmpe sammen med hende, skønt man vel godt kunne kalde ham for vinderen? Han havde jo haft chancen for at stjæle det kys fra hendes læber, hele to gange faktisk, og det morede ham virkelig at ingen mand havde formået at være så tæt på hende uden at miste hovedet. Man kunne virkelig sige at hun var noget for sig selv. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, for han vidste at hun måtte sætte høje forventninger til en mand, og hvilken mening hun så havde om dem, så var han faktisk pænt ligeglad.
At hun valgte at følge efter Sonic op på den store grænsemur, måtte jo bare betyde at hun tog udfordringen op, og det blev da spændende at se hvor længe hun ville følge ham. Han trak svagt på den ene mundvig til hendes ord, skønt smilet dog falmede, da vagterne greb omkring hende. Han vendte sig mod dem og lagde armene over kors, hvor han ikke kunne lade vær med at smile lettere hoverende til hende, som vagterne ikke slap deres greb, for det var faktisk morsomt at se hende blive fanget. Men så igen, hvor meget sjov ville han have, hvis hun blev fanget nu? Han himlede ganske let med øjnene, for det så ud til at han måtte redde hende. Han begyndte roligt at gå hen imod hende og vagterne. ”Hey gutter, hun er med mig, så..” Han gjorde et håndtegn til at de skulle slippe hende, hvor han ganske roligt og blidt greb hende om overarmen for at trække hende til sig, hvor det jo så afhang af om vagterne ville give slip på hende eller ej, og de kunne jo ligeså godt gøre det nemt for dem selv, og ikke spilde hans tid!

[Deleted]

Det var jo heller ikke fordi at Ilaria ville komme ham på tværs. Hun ville bare vide hvor hun havde tingene henne og hvad der var i vente for hendes vedkommende. Nu hvor det var kendt for hende, at hun faktisk måtte stå overfor den mand som kunne kalde sig ved grevetittlen, så kunne han vel også frit vandre ind i Procias? Hvoraf hun var det samme afskum set i deres øjne og hun vidste det jo godt. Bare lige det faktum, at skulle i fangekælderen, ikke var noget som hun havde meget lyst til, det var da også helt sikkert! Hun havde så meget andet at bruge sin tid på end at sidde og kukkelure i en kold kælder i Procias! Nok var hun en dvasianer og hun var en kvinde, men hun var dog også typen som man faktisk kunne stole på. Var der noget som hun gjorde, så var det at holde sine løfter. Hun afgav dem aldrig hvis hun så meget som tvivlede på, at hun ville være i stand til at skulle holde det og det var hun også stolt af i den anden ende. Hun kendte sine grænser med andre ord, også selvom hun godt kunne lide at lege med ilden. Det gjorde det hele så meget mere spændende for hende og det var også derfor hun gjorde det! Hun havde brug for denform af spænding i hendes liv! Hans ord måtte dog svagt få hende til at trække på mundvigen. Endnu en udfordring? Han skulle nok se, at hun ikek var bange for at prøve sig hvis det endelig skulle være. ”Igen igen, så kalder du mig for din.. Er der noget jeg ikke er, så er det din,” påpegede hun stilfærdigt, som hun nærmest måtte ende med at gå helt tæt på, selvom hun ikke rørte ham. Han var hendes nemesis på alle måder. Det stik modsatte af hende selv netop fordi at han kunne være så forbandet varm, det var dog alligevel ikke noget som gjorde hende det mindste, det var også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Hun var heller ikke bleg for at skulle forsvare sig selv, og heller ikke når det kom til Procias! Lige så snart, at hun ville have en gyldig grund til at gøre det, så agtet hun så sandelig også at skulle gøre det! Bange var hun ikke.. Hun levede mere eller mindre for spændingens skyld og det var i den grad også noget af det som gjorde det hele så mange gange bedre set i hendes øjne. Hvad pokker skulle man da have gjort uden?
At hun blev grebet som det rene ingenting på den anden side af muren ,var slet ikke noget som hun havde regnet med. Men hun havde så sandelig heller ikke regnet med, at Ilosonic ville gå ind og lægge et ord ind for hende? Hun vendte blikket fast mod ham, selvom det var tydeligt, at vagterne ikke havde nogen intentioner om at skulle lade hende gå. De havde allerede sluppet en ind i Procias, de gjorde det i den grad ikke med en mere! Det gjorde kun Ilaria direkte vred og det var så heller ikke noget som sagde så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hendes øjne slog kraftigt gnistre og hendes hud blev direkte iskold at skulle holde fast i, selvom de stædigt gjorde det af alle kræfter. De rystede fast på hovedet. ”En ting er at lukke den rettemæssige greve ind, Herre.. Men ikke denne dvasianer,” påpegede den ene ganske kortfattet, hvoraf det måtte være umuligt for Ilosonic at trække hende til sig, i og med, at de nægtet at skulle give slip på hende. De nægtet det, netop også fordi at de også måtte være tvunget til at skulle gøre deres eget arbejde. Ilaria knyttede hænderne, selvom hun ikke rigtigt kunne røre sig i det greb som de måtte holde hende fast i. Dette havde de klart prøvet før, det var da noget som hun ellers noget så tydeligt kunne mræke, selvom det nu ikke var noget som gjorde det bedre for hende på nogen måde overhovedet! Det gjorde hende bare direkte vred! ”Så slip mig da, usle pjok!” hvæsede hun med en fast tone. Hun prøvede fast a t rive hænderne til sig. Hun kunne jo ikke direkte gøre noget uden at have hænderne fri og det fik hun ikke lov til? Det var da helt klart grænsen for hende og det gjorde hende stiktosset! De strammet grebet. ”Rør dig mere, så ender du med at brække armen!” hvæsede den anden tæt ved hendes øre. De nægtet at slippe hende!

[ilosonic]

Hvorfor hun helt præcist ville med, kunne Ilosonic ikke svare på, og der kunne jo også være ganske mange grunde til det. Hun kunne gøre det, fordi han havde udfordret hende, og hun ikke var bange for at sige ja, for det var tydeligt at hun havde taget udfordringen op, der kunne være personlige grunde til det, og så kunne der være mere lumske grunde til det, og hvilken en grund det var, vidste han ikke, han kunne jo så bare håbe på at det var på grund af udfordringen, og ikke fordi hun havde lumske bagtanker, for han vidste jo heller ikke hvordan hun havde det med at han var Procias’ retmæssige greve. At hun valgte at tage et skridt hen imod ham, så de kom til at stå tættere på hinanden, fik ham blot til at ryste smilende på hovedet. Hun var måske ikke bange for at tage en udfordring op, men det var jo ikke ensbetydende med at det var noget godt. Hun kunne komme til at brænde sig gevaldigt, hvis hun ikke passede på, for nok var han ikke kun ilddæmon, men han havde til tider en utålmodighed som dem, og gik hun over hans grænser skulle hun ikke tro at det blev set godt på det, men det var hun vel også ligeglad med? Gad vide om hun så også ville være ligeglad med om han brændte hendes små nysgerrige fingre? For det kunne han gøre så let som ingenting! Han smilede lettere flabet til hendes ord. ”Hvis ikke du gider, at høre på det, så vend om og slentre tilbage til Dvasias,” svarede han lettere kortfattet, imens det skæve smil hvilede på hans læber. De var modsætninger, og det var der ikke nogen tvivl om. Han hadede hendes kulde som hun ikke kunne udstå hans varme. Og nemesis, var virkelig bare et mildt ord!
At vagterne ikke ville slippe hende, og at hendes kulde ikke fungerede på dem, fordi de ikke slap hende, fik Sonic til at knibe øjnene let sammen. Det var da fint at de var ham loyal, skønt han jo faktisk havde købt deres loyalitet, og så ville de ikke slippe hende ind? Et sted måtte det jo more ham at se hende så underlegen, hvilket han heller ikke lagde skjul på, for han kunne virkelig ikke lade vær med at smile kækt til hende. Han vendte de mørke øjne mod vagten som talte, hvor blikket var lettere fast og kynisk. ”Se.. nu er det jo mig som betaler jer.” Han tog et skridt imod dem. ”Jeg var så flink at give jer penge, for jeres arbejde.” Han foldede hænderne foran sig, som han knækkede fingrene, imens han tog endnu et skridt imod dem. ”Og det mindste i kan gøre er at lukke hende ind,” endte han med et lille sarkastisk smil. Det var utroligt hvad folk forlangt nu til dags! Og disse fyre troede måske at de kunne komme ham på tværs? Det var virkelig ikke særlig smart! Han smilede et fornuftigt smil til dem, blot for at vise at han ville give dem en chance, for at slippe hende og lade dem begge passere, for hvor svært var det lige? Han var måske den retmæssige greve, men han var i hvert fald dvasianer! Det eneste der besad i ham var mørke og ondskab! Eller en gentleman kunne han jo godt være, men hvem kunne ikke det? Han vidste hvad han ville have, og hvis disse to tumper stod i vejen for ham, så skulle han da med glæde myrde det! Smilet falmede da de strammede grebet og sagde at de ville brække hendes arm, hvis hun ikke holdt sig i ro. Han trippede let på fødderne. ”Se.. hvis I ikke havde været så uhøflige, overfor den smukke kvinde i holder, så ville jeg ikke have haft noget imod jer, men nu?” Hans ansigtsudtryk blev lettere udtryksløst. Han greb den ene vagt om skulderne, som han slog sin albue ind i mandens ansigt, så han brækkede mandens næse, inden han pustede røg ind i hovedet på den anden mand, der endnu måtte holde om Ilaria, for at sløre mandens syn, for blot at slå sin knytnæve ind i hans ansigt, så det ramte mandens kæbeparti, blot for at tvinge dem til at slippe hende, hvor han selv greb omkring hende, for at skubbe hende om bag sig, så hun ikke stod i vejen. Han så sig over skulderen og hen på hende. ”Er du altid så uheldig?” spurgte han lettere drillende, inden han blinkede til hende. Han elskede spænding, og han elskede action! Det var hvad han levede for, og en lille slåskamp ville faktisk gøre godt!

[Deleted]

Ilaria var i den grad typen som man kunne stole på, hvis man så mulighederne for det. Hun holdt hvad hun lovet og det var heller ikke fordi at det direkte kune sige sig, at have rørt hende, at han måtte være greven af landet, for det gjorde det bestemt ikke. Det imponerede hende faktisk, selvom det var ord som ikke var sagt. Hun tog med for spændingens skyld, også fordi at han havde givet udtryk for, at han faktisk ønskede hendes selskab, så havde hun vel heller ikke nogen grund til at skulle gå? Ikke før han direkte ville kunne sige for hende, at hun var uønsket. Han havde udfordret hende til at skulle søge over muren, og hun var bestemt ikke typen som bakkede ud for en udfordring, det var i den grad også helt sikkert! At han havde kaldt hende for sin bevidst, var dog blot noget som måtte få hende til at smile, for det var ikke fordi at hun måtte have det mindst imod når det endelig måtte komme til stykket. Hovedet søgte let på sned. ”Tro mig.. Jeg tror nu godt, at jeg kunne leve med det,” afsluttede hun stilfærdigt efter en ganske kort betænkningstid, for det var vel sandt? Der var ingen som decideret havde gået så lagt som at aklde hende for hans, men nu nød faktisk af tanken et sted?
At han var sluppet, men hun blv grebet, det var ikke fordi at det var hende direkte uventet, men at det var denne måde, at det skulle foregå på, var slet ikke noget som hun bifaldte på nogen måde! Sandt nok at hun var en dvasianer, men det var han vel også? En stolt en af slagsen om ikke andet, hvilket også var noget af det som gjorde, at hun havde et meget bedre syn på ham end det som hun havde på så mange andre dvasianere, for de havde det hele i munden og det havde hun da tydeligt fundet ud af, at denne mand bestemt ikke måtte have, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da også helt sikkert. Selvfølgelig var det noget som måtte glæde hende selv noget så voldsomt, selvom hun nu havde problemer med at skulle finde glæden i denne situation, for det var slet ikke noget som hun kunne! Det faste greb som de måtte holde hende fast i, var faktisk noget som gjorde ondt, selvom hun slet ikke var pivet på nogen måde. Hun ville virkelig ikke vise at hun var svag, for det var da noget af det sidste som hun måtte være, det var slet ikke nogt som man skulle kunne tage det mindste felj af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da også helt sikkert og på alle måder! Vagterne måtte vende sig stille mod Ilosonic som han igen måtte ende med at snakke. ”De er jo greven af Procias,” påpegede den ene og ikke mindst med en ganske så alvorlig stemme. Det gjorde det jo til en helt anden situation og på alle måder, som man overhovedet kunne tænke sig på, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun bed tænderne fast sammen, for det gjorde faktisk godt ondt og på alle måder endda! Vagterne holdt hende stadig fast. De skulle jo faktisk være to til det, for som en kvinde, så var hun slank og som regel også smidig og det var Ilaria da i den grad! Hun knyttede hænderne fast, som Ilosonic måtte få den ene vagt til at slippe hende, da han vaklede efter at have fået den albue direkte i ansigtet, for det gjorde da ondt! Den anden måtte lige så også slippe efter at han var gået ned med en knytnæve direkte i hovedet, for det var jo lige så også ganske så smertefuldt på alle måder overhovedet! Ilaria vendte sig mod Ilosonic som hun blev tvunget bag ham. Han beskyttede hende faktisk? Den havde hun da slet ikke regnet med på nogen måder. Hun sendte ham blot et ganske kort, dog taknemmeligt smil. ”Næh.. det begyndte sjovt nok først efter, at jeg mødte dig,” påpegede hun roligt og dog alligevel med en drilsk mine. Vagterne kom let vaklende op på benet. De var tydeligt desorienterede begge to, udelukkende på grund af de næver som de havde fået direkte i hovedet.

[ilosonic]

Hun forvirrede faktisk Ilosonic en smule, og hendes ord var slet ikke nogen hjælp! Hun virkede glad for at blive kaldt for ’min’ af ham, og så hadede hun det pludselig? Så nød hun det igen, og så svarede hun ham i en fast tone? Og nu sagde hun at hun godt kunne leve med det? Det fik ham til at smile ganske let. Hun var virkelig et mysterium! Og han nød det! Hun var slet ikke som alle andre kvinder, og det var faktisk noget som han måtte nyde noget så godt af! For det var virkelig forfriskende at se en kvinde, der måtte skille sig lidt ud fra flokken. Hun var ikke svag, hun var rent faktisk en stærk kvinde, især af personlighed, og det var faktisk dejligt at se en kvinde der kunne finde ud af at være ude i feltet, i stedet for at holde sig skjult i hjemmet, hvor de sad og passede børn! ”Så du er ikke helt så kold en kvinde igen? Utroligt at du har et hjerte,” svarede han roligt og dog med en spydig undertone. Alle havde vel et hjerte? Men der skulle de rigtige personer til at røre og påvirke det, og sådan ville det altid være. Selv en levende død, såsom en vampyr eller spide bar et hjerte. Og derfor var hun heller ikke nogen undtagelse, og det var faktisk rart at vide at hun ikke var helt så kold, men faktisk også kunne være feminin, i stedet for at rende rundt og lege mand hele tiden.
Ilaria var en stærk og stolt kvinde, det skulle man virkelig være død for ikke at kunne regne ud! Det undrede ham ikke at hun ikke ønskede at vise sig som svag, og det gjorde jo bare at hun endnu engang spillede mand, at vise lidt sårbarhed skadede vel ikke? Det var jo ikke fordi at det ville ændre Sonics syn på hende, for han vidste hvad hun var i stand til, og hun havde ikke bare det hele i munden! Hun var faktisk en af de få kvinder som havde imponeret ham og det sagde virkelig ikke så lidt, for selv dronningen og hærføreren af Dvasias måtte end ikke imponere ham, men det var vel fordi at de lå så højt? Nej, han mente ærligtalt bare ikke at de gjorde noget for landet! Dvasias var langt bedre tjent uden dem! Men så på den anden side, det var lige før at Jaqia måtte klare sig bedre end nogen anden mand, så måske det var bedst at hun sad på tronen? Han betragtede blot vagterne som de gik i gulvet, inden han så på Ilaria over skulderen. Han smilede skævt til hendes ord, hvor han fnøs ganske så morende. ”Skal jeg være ærlig? Så tror jeg at du tiltrækker problemer med din kæft,” svarede han lettere drillende og dog stilfærdigt, for hun var ikke bange for at sige sine meninger, og til tider var det bedst at holde mund, selvom.. det var jo heller ikke noget som Sonic var specielt god til. De mørke øjne faldt på de to vagter, der kom vaklende op igen. Der var vel ingen udvej? De var vel nød til at kæmpe sig forbi dem? Sonic havde måske betalt dem, men nu hvor de havde fået deres penge, og han havde slået dem omkuld for at holde med Ilaria, en dvasianer, så ville de nok også gøre det af med ham, desuden nu hvor de havde fået pengene, så kunne de jo ligeså godt slå ham ihjel og holde mund, for der var jo ingen der havde behov for at vide at de faktisk forrådte Procias. Hans blik var lettere intenst, som han lod sine knyttede hænder gå op i flammer, hvor selv hans blik måtte se noget så flammende og intenst ud, som et kaos af rene flammer, for der var ingen tvivl om at han var ilddæmon. Og hvorfor skjule det? Han var trods alt stolt af det. Det ville være bedst for Ilaria at holde sig væk fra ham, netop fordi han var hendes nemesis, hendes modsætning, og hendes svaghed, selvom at noget sagde ham at hun selv ville dele morskaben, at hun selv ville have lidt sjov ved at slå disse vagter. Det var dog forfriskende at se en kvinde med lidt krudt i, for det var ikke hverdag at man så det!

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt, at hun ikke var en typisk tøs når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Han fascinerede hende en god del, det var helt sikkert, også selvom det nu ikke var noget som var sagt med nogen som helst former for ord på nogen måde, når det endelig måtte komme til stykket. Hun var ikke som andre kvinder, netop fordi at hun faktisk ønskede, at skulle komme med sine meninger, hun vidste hvad hun fandt sig i, og hun vidste hvad hun måtte ønske og kræve af en mand, selvom det måske kunne være, at sætte kravene en anelse højt. Hun trak næsten morende på smilebåndet. ”Nok er jeg kold, kynisk.. egoistisk..” Hun trak på skuldrene. Hun havde hørt det hele efterhånden, så det var heller ikke noget som man kunne skjule, og det var så sandelig heller ikke hendes hensigt på noget tidspunkt overhovedet. ”Selv en som dig, har et hjerte,” påpegede hun stilfærdigt. Hun havde menneskelige følelser, hun havde faktisk også en samvittighed, selvom der skulle forbandet meget til for at kunne ramme den og det var noget som hun var udmærket godt klar over. Hvorfor skulle hun da ellers være rørt af den? Det var da blot noget som måtte stille hende mere svag end det som godt måtte være i den anden ende, det var da helt sikkert!
Ilaria var bare som hun altid havde været ,selvom hun klart måtte brænde inde med et eneste ønske; At være feminin. At kunne slå sig mere eller mindre til ro og bare være en kvinde, i stedet for at være denne type som hun måtte være. Der var ingen som kunne rive hende ned fra den høje hest for tiden, for der var ingen som havde formået at komme så tæt ind på hende. Ikke at det var noget som gjorde hende noget som sådan, der var jo ikke rigtigt noget som hun selv kunne gøre ved det. Alene i Dvasias, så var det vel bare tydeligt, at man måtte spille barsk? At Ilosonic havde valgt at gå ind for hendes beskyttelse alligevel, var noget som… varmede hende et sted? Hun var jo altid vant til at skulle klare sig mere eller mindre alene med det hele og det var også noget som måtte sige så lidt på nogen måde, det var der så snadelig heller ikke nogne tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket på alle måder overhovedet! Ingen havde gjort det overfor hende før, selvom han nu alligevel formåede at ødelægge øjeblikket med de ord! Hun vendte blikket næsten utilfredst mod ham. ”Åh. Come on.. Du nyder det jo,” påpegede hun stilfærdigt. Han havde jo heller ikke bedt hende om at vende om og smutte endnu, så der måtte vel også være noget i det? At han heller ikke havde noget imod, at hun sagde sin mening? Som vagterne måtte komme tilbage på benene igen og han selv blev direkte gløende varm at være i nærheden af, var noget som hun selv måtte reagere på, så hun trak sig en anelse mod hans ene side. Hun havde ikke nogen intentioner om at bakke ud! Ikke når det måtte lægge op til kamp, for hun havde langt emre at byde på end bare brug af sværd! Hun var en dæmon og en dronning af is! Vagterne måtte kalde andre til sig, netop også fro at vise, at de så ikke stod som forræddere på den ene eller den anden måde. ”De er ovre muren!” endte han med en fast tone. Flere måtte komme til som de nærmeste til området. Ilaria smilede ganske let. ”Det her skal nok blive sjovt..” sagde hun stilfærdigt. Hun havde intet imod en god nævekamp, det var vel også tydeligt! Hendes krop måtte ende kold som det rene is. Noget som var smertefuldt at skulle røre ved! Som den ene måtte komme løbende direkte mod hende. Hun førte hænderne op til hendes mund, hvor hun vendte dem med håndryggen ned og pustede ganske godt til. Isen forlod hendes hænder og ramte ham, hvor han roligt måtte fryse direkte til stedet. Det var noget som i sig selv, faktisk også måtte gøre ekstremt ondt! De andre kom hurtigt til og de trak sværd. Dem som var slået ned allerede, kom bagerst. De skulle jo trods alt lige få lov til at komme til sig selv igen.

[ilosonic]

Hun var måske ikke det som man direkte ville forbinde med en ordentlig og anstændig kvinde. Mange mænd foretrak en kvinde, der sad pænt ved bordet, passede børnene og pligterne i huset og tiede stille medmindre hun blev spurt, men.. det var jo kun fordi at de frygtede at hun ville være langt kløgtigere end manden selv. De var bange for at blive overgået af en kvinde, fordi de ikke ønskede at være svage, de ønskede ikke at tabe til en kvinde, der måtte være langt svagere fysisk. Mænd var bange for at blive trynet af en kvinde, når det kom til ord, og derfor skulle de tie stille medmindre de blev spurgt, men.. hvorfor dog lukke mundtøjet på en kvinde, hvis hun rent faktisk havde noget fornuftigt at sige? Nok var Ilosonic imod mange kvinder, og så på dem ligesom mange andre mænd, men han kunne sagtens ændre syn på dem, hvis de viste at de faktisk havde styr på tingene, at de faktisk var talentfulde, ligesom denne kvinde, Ilaria havde vist ham at være. Det bedste af det hele var jo faktisk at hun så også måtte være dæmon, ligesom ham selv, det gjorde jo også at hun måtte blive lidt mere velset i hans øjne. Og hvem vidste? Måske kunne han få brug for hende senere hen, det var jo ikke fordi at han ikke ønskede hendes selskab. Han smilede ganske let til hendes ord. Når hun nu selv kom op med de ord omkring hende selv, så ville han da bestemt ikke modsige hende. Men så igen, hvilken dvasianer var ikke kold, kynisk og egoistisk? Det var han jo også selv. Han nikkede ganske let. ”Det har jeg. Det står i flammer, og du får ikke en eneste chance for at komme i nærheden af det uden at brænde fingrene,” medgav han stilfærdigt. Ingen kvinde havde nogensinde formået at fange ham på en.. ubeskrivelig måde. Der var altid noget dårligt ved en kvinde, desuden var det jo ikke mange kvinder der faktisk turde åbne munden, eller som faktisk var i stand til at slå fra sig.
Utroligt at man ikke kunne få lov til at vandre over muren i fred og fordragelighed, men nej, nej, der skulle selvfølgelig dukke problemer op! Og disse to vagter, gik ham virkelig på nerverne! De havde fået deres betaling, så kunne de for pokker da også godt være lidt fleksible og lukke hende ind? De lukkede jo trods alt ham ind, tog imod betaling, forrådte deres eget land, så hvad pokker? Han var muligvis den retmæssige greve, men for pokker da! Han var dvasianer fra ydre til indre! Han beskyttede hende selvfølgelig, fordi når alt kom til alt, og om hun ville det eller ej, så var hun en kvinde, og siden han havde udfordret hende til at tage med, fordi han havde ønsket hendes selskab, så var det også hans pligt – også som den retmæssige greve, og når han tog hende med ind i sit hjemland – at beskytte hende, for de kunne jo ikke have noget af at hun blev skadet eller noget lignende! Døde hun nu, så havde han jo ikke længere noget godt selskab. Han smilede til hendes ord og nikkede ganske svagt med hovedet. ”Jeg kan ikke komme udenom at jeg nyder det,” medgav han roligt. Hun var måske en der tiltrak problemer, men det gjorde han jo også selv, så der var de faktisk ens, desuden havde han ikke det mindste imod lidt slåskamp, det var trods alt kamp som gav folk erfaringer! At den ene vagt tilkaldte flere, fik ham til at himle ganske let med øjnene, hvorfor skulle dette også ske? Nok elskede han problemer, slåskampe og alt det, men.. kunne man ikke få lov til at komme over i det andet land uden problemer? Bare en enkelt gang?! Han smilede skævt til hendes ord. ”Jeg tror at jeg begynder at bryde mig mere og mere om dig,” svarede han med et drillende smil om læberne, hun var vel ikke meget for at lukke folk ind? Han nåede ikke at gøre noget mere, inden de var blevet omringet. Kampen gik i gang da vagten angreb hende, og hun gjorde modangreb, hvor han selv lod pegefinger og tommel mødes, så de dannede en ring foran hans rosenrøde læber, inden han spyede ild, som havde han været en anden drage, imod tre af vagter for at gøre deres sværd helt brandvarme, så det resulterede i at de måtte slippe dem. Han var dog hurtig, hvor han fik en ildkugle i hver håndflade, som han skød mod de to af de tre forsvarsløse vagter. Kampen var sat i gang og der var ingen tvivl om at de måtte kæmpe på højtryk for at vinde imod dem alle sammen, for det var jo en kæmpe flok vagter mod to dæmoner. Men de klarede det jo nok, svage var de jo trods alt ikke.

[Deleted]

Ilaria var bestemt ikke den type kvinde som man placerede i et hjem og forventende, at hun ville blive der og passe børn, lave mad og gøre rent, for det var hun bestemt ikke! Alene tanken om alt det huslige, var noget som kunne gøre hende direkte vred! Hun var ikke den type som kunne holde mund når det endelig måtte komme til stykket, og hun vidste det udmærket godt, Ilosonic vidste det også nu og det var også noget af det som gjorde det hele meget mere underholdende for hende. Han havde jo trods alt ikke sendt hende væk endnu eller bedt hende om at gå, så det var vel heller ikke fordi at hans selskab heller ikke var uønsket, for hun nød det faktisk, nød at der endelig var en som kunne se den form af potentiale i hende, for det var ikke noget som nogen direkte havde formået at gøre før, så det glædet hende blot, at nogen endelig kunne se på hende som den kvinde som hun var i stedet for alt det andet, for det var noget som direkte måtte gøre hende noget så frygtelig frustreret, for det gjorde det virkelig! Hun betragtede ham ganske kortfattet. ”Som mit står i den koldeste og stærkeste blok af is,” sagde hun ganske kortfattet. Kom man i kontakt med ren is, så gjorde det jo lige så ondt, og hun var bestemt heller ikke bange for at slå fra sig, hvis det endelig skulle vise sig, at blive nødvendigt!
At dette lagde op til en tydelig kamp, var ikke noget som Ilaria havde det mindste imod, for den tanke var noget som hun virkelig måtte mor sig over og fryde sig med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun nød det når det endelig lagde op til noget i form af spænding! Noget som kunne gå galt, det kunne gå godt, alt afhang af hvad hun selv måtte påtage sig i form af valg af handlinger! Hun havde så sandelig ikke nogen intentioner om at skulle falde i dette slag! Nok selvom de kun var to, så var vagterne svage, ynkelige og korrupte! Det havde hun jo allerede fået lov til at se, netop fordi at de havde lukket ham ind ved at tage imod penge til betaling. Det var jo næsten flovt! Det var bestemt ikke noget som talte for Procias i denne situation, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At dette fik ham til at bryde sig mere om hende, fik hende blot til at smile lettere provokerende til ham. Hun vendte sig mod ham og med det samme smil på læben. Det her var virkelig noget som måtte more hende og noget så frygteligt endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert! ”Skal jeg tage det som en positiv ting, ædle greve?” spurgte hun med et drilsk smil. Hvorfor ikke bare have det sjovt i stedet for at det hele skulle gå ud på det rene alvor hele tiden? Det var der jo heller ikke særlig meget sjov i! At se Ilosonic gå til kamp med ilden i sin magt og hende med isen – To store modsætninger på alle måder, hvilket kun gjorde det hele meget sjovere! Hvad Ilaria skulle passe på lige netop nu, så var det jo trods alt det faktum, at hun var tvunget til at skulle holde hovedet koldt og ikke komme for tæt på ham, for det ville hurtigt kunne ende galt, når han nu var i gang med ilden. Hun lod hænderne falde roligt på hver sin side af hendes mund, hvor hun pustede rolgit til og en næsten mild vind med isende kulde, måtte møde dem som kom dem i møde. Ilosonic tog sig jo trods alt af dem som allerede var kommet tæt på. Man kunne vel snildt sige, at de var gode til at arbejde sammen? De endte mere eller mindre frosne på stedet, stående fuldkommen stille som var de rene statuer! Hun vendte sig, som hun kunne se vagterne måtte komme og alle dem som måtte gribe deres sværd. Hun måtte bare ikke stresse eller komme for tæt på ham. Hun stivnede let, som hun mærkede en hånd gribe omkring hendes ene overarm, selvom hun var så kold, at han måtte slippe hende med et svagt skrig. Hun vendte sig fast mod ham, idet hun skænkede ham en iskold knytnæve direkte i ansigtet. Svag var hun bestemt heller ikke!

[ilosonic]

Det var klart, og det måtte være klart for enhver, at Ilaria ikke var kvinden som var den typiske husmor, at hun ville ud i feltet for at opleve ting, at hun ville ud og have spænding, ud og opleve livet, som ventede forude. Hun var en kvinde der ikke ventede på spænding, men opsøgte den selv, og det var faktisk forfriskende at se en kvinde som Ilaria, at hun ikke var så kedelig som enhver anden kvinde, der bare sad derhjemme og passede børnene, passede huset, og ventede i al evighed på at prisen på den hvide hest måtte dukke op, men hvordan skulle han dukke, hvis hun bare sad hjemme? Og hvilken mand - hvilken dvasiansk mand - ønskede at være sammen med en kedelig kvinde? De mænd som ikke havde været mand nok til at få Ilaria, de mænd, som var blevet skræmt væk af hende, de kunne jo ikke engang kalde sig for mænd! Det var jo ikke fordi at hun ikke var en kvinde, det bedste af det hele var jo faktisk at hun ikke var bleg for at sige sine meninger, skønt det dog også kunne bringe hende ud i fare, for der var da visse ord som kunne pisse Ilosonic af, hvis hun ikke passede på, og så længe hun vidste hvornår hun skulle tie, så havde han virkelig ikke noget problem med hendes mundtøj. Han smilede skævt til hendes ord. "Ja? Men min ild kan sagtens smelte dit is, og din is kan ikke måle sig med min varme," svarede han stilfærdigt, ergo var hans hjerte sværre at nå ind til, for man ville ikke kunne røre det uden at brænde hånden af!
At de to, de to modsætninger, nemsis til hinanden, at de to skulle kæmpe sammen, det var virkelig for morsomt! At det lige var de to, var jo faktisk det som gjorde det ekstra morsomt! Et sted burde de hade hinanden, og der var jo også noget som bød dem at provokere hinanden, at overskride hinandens grænser, netop fordi at de var hinandens modsætninger. Det var ikke fordi at han betvivlede på at de ville klare det, for han var slet ikke færdig med at leve sit liv! Han havde jo ikke nået sit mål endnu, og det var at ødelægge Marius' liv, og hvis han faldt nu, så ville hans lillebror kunne sidde med den titel i flere år og håne ham selv i døden! Og den fornøjelse ville han bestemt ikke give ham! Derfor var det vel også med glæde og lettelse, at han var sammen med Ilaria? For hun kunne jo godt vise sig at blive en stor hjælp. Hendes provokerende smil, fik ham virkelig bare til at more sig, for selv i nødens stund formåede hun at irritere ham, skønt det dog kun kunne more ham i den sidste ende, for hans vrede skulle så absolut ikke gå ud over hende, men ud over disse vagter! Han kunne vel ligeså godt se hvad hun duede til? Se hendes vrede? Og han kunne vel ligeså godt være skyld i den vrede? Det var jo ikke engang sikkert at hun ville overleve, for der var for mange vagter til at han ville kunne redde dem begge i så fald, så hun fik da chancen for at vise hvad hun duede til, men så kunne han vel også tage en lille afsked? Hvis det da blev nødvendigt. Han smilede drillende til hende, inden han steppede et skridt tættere på hende, så de endte med at stå tæt; bryst mod bryst, inden han greb omkring hendes kæbeparti, for at skænke hendes læber et flygtigt og blidt kys. "Sørg nu bare for at du ikke blive dræbt, min lille isdronning," svarede han stilfærdigt, og dog med det kække skær i de mørke og intense øjne. Hun ville end ikke kunne nå at stikke ham en flad, inden han var ude i feltet, for at slå de vagter omkuld, for en ting var sikker; han faldt ikke denne dag! Han slog sine håndflader mod hinanden, hvor mørket begyndte at brede sig fra hans samlede hænder, inden det skød ud som stråler fra hans krop, der måtte ramme nogle vagter, der væltede omkuld. Han gjorde et lille område omkring sig fuldstændigt mørkt, hvilket måtte gøre nogle af vagterne svage, fordi de var afhængige af lyset, inden han begyndte sin nævekamp, ved at slå den ene ud efter den anden. Han greb et af de faldne soldaters sværd, blot for at kæmpe med det ligeså, som han stak det i maven på den ene, for at snitte den anden. Han håbede på at Ilaria var godt med deromme, for han havde virkelig ikke øjne i nakken.

[Deleted]

Ilaria var den type kvinde som de fleste helst ville undgå og hun vidste det jo udmærket godt. Hun var typen som åbnede munden lige så snart, at hun måtte være utilfreds, hun var den kvinde som slog fra sig når det var noget som skulle vise sig at blive nødvendigt. At passe børn og passe hus, det var hende direkte kedeligt! Det var slet ikke noget som hun kunne drømme om at skulle give sig hen til og kalde for livets store opgave, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Der var faktisk skræmmende mange som hellere ville kræve at kvinden blev hjemme end at gøre det som hun gjorde, det var der heller ikke nogne tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte sig mod ham og med det næsten morende smil på læben. Nok kunne hendes is ikke modstå hans ild på nogen måde, netop fordi at varmen ville smelte den. ”Nu skal du ikke friste mig ti at give det et forsøg,” påpegede hun stilfærdigt. Hovedet lod hun søge ganske så let og stille på sned. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun var nu alligevel nysgerrig på hvilken mand som han måtte være under den facade som hun havde mødt. Hvilken mand som greven måtte være i ham. Måske at hun kunne brænde hånden, men hun ar bestemt heller ikke bange for, at skulle give det et forsøg!
Alene den tanke om at de skulle kæmpe side om side, var virkelig for morsom! Lige præcis hvad det var for nogle mål som han havde sat sig selv, det vidste hun ikke, men at han ønskede at gøre sin brors liv til et helved, så var hun da med på den! Bare fordi at det kunne være sjovt at sætte sit præg på Procias nu hvor hun endelig måtte være her! Hun havde aldrig nogensinde selv været på denne side af muren, men hun ville heller ikke sige, at hun var imponeret over hvad Procias havde at byde på! At han vendte sig mod hende, lod armen snige sig om hendes liv, for at stille sig med hende bryst mod bryst og det let flyvske kys mod hendes læber, var noget som virkelig havde ramt hende som intet mindre end et kraftigt chok! Hendes hjerte slog mere fast mod hendes bryst og med blikket mod ham. Hun havde så sandelig heller ikke regnet med at skulle falde lige netop her, det var da helt sikkert og det var noget som hun ellers tydeligt kunne love ham på alle måder overhovedet! Som han bare valgte, at skulle slippe hende og vende tilbage til kampen, så genvandt hun hurtigt sit fokus. Han skulle nok få smæk for kysset når de engang blev færdige her! Mørket som måtte brede sig omkring ham, var også noget som måtte påvirke hende, for hun kunne jo heller ikke se i det, og eftersom at de var tvunget mere eller mindre tæt på hinanden af de mange vagter, så var det jo ikke noget som man kunne sige sig, ville være heldigt for hendes del! Hun vendte sig omkring, selvom det var blevet svært for hende at se, så var der jo de vagter som var tættest på hende, som tog deres chance. De hoppet hurtigt frem, hvor de måtte gribe kraftigt fat omkring hendes arme, for at holde hende fast. Hun stivnede eftersom hun slet ikke havde set dem komme, hvor den anden hurtigt måtte lægge hånden for hendes mund, for at hindre hende i at snakke eller råbe efter hjælp. Hun knyttede næverne fast, som hun nærmest måtte blive trukket med sig væk. Hendes krop blev direkte iskold, netop fordi at hun måtte blive så vred! Hun mumlede fast, som hun prøvede at skulle komme fri af deres greb. To mænd var bare stærkt også for en kvidne som hende, så de kunne fint formå at holde hende fast. Mens de to havde kontrol på hende, så tog de andre sig af Ilosonic. Ilaria kæmpet tydeligt imod, netop fordi at hun i den grad måtte nægte at blive sendt til en fangekælder lige nu! Hun nægtet det simpelthen!

[ilosonic]

Ilosonic fnes kort til hendes ord. Han skulle ikke friste hende til at gøre et forsøg? "Ha! Du kommer bare til skade undervejs," påpegede han stilfærdigt, dog undlod han at sige at det var umuligt, for.. det vidste han jo ikke, det var bare ikke sket endnu. Det var jo ikke fordi han ikke måtte ønske sig en kvinde, for det ville han da gerne, men han havde vel bare ikke mødt den rette type endnu? Og så bar han fordomme, så det skulle helst være en dæmon, ligesom ham selv, skønt at han var klar over at han ikke selv måtte være født dæmon, nej han havde været animagus, med magiske træk fra hans faders side. Men den animagus var død for længe siden, så nu var der kun dæmonen Ilosonic tilbage. Racen var ikke det eneste der var blevet ændret, for selv persongligheden var og navnet med. Han havde ændret fuldstændig karakter, fra det gode til det onde, skønt at han vel altid havde været et kaos? Han havde aldrig kunnet holde sig i ro, og nu var der en anden der havde overtaget hans plads, hvilket Marius ikke ville slippe godt fra! Hun så det måske som barnligt at han ville ødelægge Marius' liv, men det var skam ikke det eneste han måtte ønske, han kæmpede for mørket, og det var der en grund til. Desuden så ønskede han sin titel! Det var hans retmæssige arv, og det skulle ingen tage fra ham! End ikke den procianer til Marius! Desuden så var han ikke barnlig, han var en mand, en mand der vidste hvad han ville have, og hvis hun befandt sig i hans selskab længe nok, så skulle hun sikkert nok finde ud af hvilken mand der virkelig måtte gemme sig under hans mange facader og masker, for han gemte langt mere bag de rapkæftede replikker!
At kysset havde gjort Ilaria helt mundlam og i chok, fik blot Sonic til at slippe en munter latter. En mand var aldrig kommet tæt nok på, uden at få hugget hovedet af? Så måtte han jo virkelig prise sig lykkelig og heldig? Det var tredje gang at han var kommet hende så tæt, men han havde jo heller ikke givet hende grund til at han ville skade hende, for våbenhvilen gjaldt vel endnu? Skulle han være ærlig, så måtte han erkende, at han regnede med at den var brudt, nu hvor han havde stjålet det kys fra hendes læber. Mon han egentlig var den første? Narh, det tvivlede han faktisk på, hun var trods alt en kvinde. En smuk kvinde. Han tvivlede på at de ville falde, så gad vide om hun ville dræbe ham efter kampen? Det skete i hvert fald ikke, for han var slet ikke færdig med sit liv endnu! Og disse vagter fik heller ikke gjort det af med ham! Og han skulle nok bevise det! Så hvis hun troede og håbede på at han ville falde nu, så måtte han desværre skuffe hende. Men siden hun aldrig var vendt om, så måtte hun vel også have nydt hans selskab? Tanken måtte faktisk more ham, hvor det både måtte more og undre ham at han faktisk nød hendes, for de var virkelig hinandens modsætninger, hinandens nemisis og så kæmpede de alligevel side om side? Det var virkelig komisk! At mørket som spredte sig omkring hende gjorde at hun ikke kunne se særlig godt, var faktisk ikke noget som han havde tænkt over, og det var jo heller ikke fordi at han var vant til at kæmpe sammen med en makker, for han havde altid kæmpet alene, altid. Han fik dog væltet vagterne omkuld, hvilket måtte give ham lidt tid, hvor han kort så bagud, for at se hvordan Ilaria måtte klare sig, for siden de nu måtte stå på samme side, og han var greve - eller den retmæssige - så var det vel også hans pligt at holde hende i live? Det var jo ikke fordi at han ønskede at hun måtte dø. Han knyttede hænderne fast, som han så hende blive revet væk af de to vagter. Han tvivlede på at de tog nogen fanger denne dag, så de ville højst sandsynlig hugge hovedet af hende, når de fik chancen. "For pokker da!" mumlede han, som han endte med at vende om, for at løbe mod hende. Han slog nogle vagter omkuld med sit sværd, imens blikket faldt på en tredje vagt, der gjorde sig klar til at gøre nådesstøddet mod hende. Han kunne ikke lade hende dø, kunne han? Så ville al morskaben jo faktisk stoppe. Han bed tænderne sammen, og som vagten stak sværdet ud mod hende, endte Ilosonic foran hende, blot for at mærke sværdet stikke sig igennem hans højre side, som vagten ikke ramte helt præcist. Han hostede kort, som det eneste tegn på at han var blevet ramt, inden han stak sit eget sværd i vagtens bryst, som han flåede hjertet ud af ham. Han fik vendt sig om, huggede armen af den ene vagt, der holdt hende fast, for at stikke sværdets klinge igennem den andens vagts hals, der begge måtte ende med at gå i gulvet. Han vendte de mørke øjne mod hende, som flammede af vrede. "Duk dig.." svarede han i en fast tone. Og uden at give hende mere tid til at sige ham imod, så skød han ild ud gennem sin krop, som måtte ramme de resterende vagter omkring dem. De lagde sig virkelig ud med den forkerte mand!

[Deleted]

Ilaria havde virkelig ikke noget imod, at skulle prøve sig nu hvor det nu endnu en gang kunne vise sig, at skulle være en opfordring af den ene eller den anden slags? Det var heller ikke fordi at han direkte kunne sige sig, at have afvist hende endnu eller sendt hende bort, netop fordi at hun havde gået ham for meget på nerverne, for det var så sandelig ikke gengældt. Hun var bare forbandet nysgerrig på ham som person, det var vel heller ikke noget som sagde så lidt. At det at ødelægge Marius’ liv var nu ikke noget som hun direkte ville sige, var barnligt, for det morede hende virkelig bare, at han gjorde så meget ud af, at skulle ødelægge sin kære brors liv. Havde hun haft søskende, så kunne hun så sandelig godt finde på at skulle gøre det samme! ”Uh, du frister mig jo næsten til at prøve,” påpegede hun stilfærdigt. Hun var bestemt heller ikke en som sagde eller takkede nej til en udfordring, ikke før hun vidste om det vile være direkte dumdristigt at skulle gøre det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det morede hende virkelig bare at det var en sådan mand, at hun var endt med at løbe ind i, hvilket i den grad også var noget af det som måtte more hende mere end noget andet!
Kysset havde gjort hende direkte mundlam, for det var ikke fordi at hun direkte kunne sige sig, at have været så tæt på nogen mand før på denne måde. Nok havde mange prøvet at tage det kys fra hende, så havde ingen nogensinde været tæt nok på det, til at kunne gøre det direkte! Fokus måtte hun jo trods alt stadig vende mod kampen i stedet for,for det var tydeligt at vagterne gik ind for at skulle slå ihjel fremfor at tage fanger lige netop i aften. Adrenalinet pumpede kraftigt igennem hendes årer. Det var virkelig alt for længe siden, at hun havde haft det så sjovt og var så underholdt som det var lige i øjeblikket! Våbenhvilen gjaldt endnu, men et lille dumslag eller to, kunne man vel godt uddelegere af den grund? At hans mørke havde gjort hende mere eller mindre blind, var nok ikke noget som han havde tænkt på, og hun havde så sandelig heller ikke tænkt sig, at skulle give op endnu! At de jo så havde nægtet at skulle slippe hende på trods af hendes direkte kulde og hendes ihærdige kamp og modstand, var noget som kun gjorde hende direkte mere vred end det som hun havde regnet med! At han gik ind for at hjælpe hende, var nu heller ikke noget som hun kunne sige sig, at have regnet med! Det overraskede hende faktisk! Som den 3. mand skulle til at hamre sværdet direkte igennem hende, hvilket nu alligevel ikke fik hende til at trække så meget som en eneste mine i ansigtet, for det var ikke direkte fordi at hun var bange for døden eller noget lignende, for det var hun virkelig ikke! At han direkte måtte gå ind i vejen og tage imod sværdet, var det som overraskede hende mest og vagterne med. At de blev hugget ned en efter en, så vendte hun blikket hurtigt mod ham og ikke mindst med en let bekymring. Det måtte da gøre en anelse ondt? Hun dukkede sig som han sagde det, da det var den faste tone som bare måtte sige, at det måtte være af det ramme alvor. Hun mærkede tydeligt varmen som flammerne skød kraftigt ud af hans krop, var også noget som tydeligt kunne mærkes på hende selv, det var helt sikkert! Vagterne var tvunget væk eller i jorden, hvor hun hurtigt vendte blikket mod ham. ”Idiot..” mumlede hun let for sig selv. Hun rejste sig roligt op og tog fat om ham. Det måtte da gøre ondt at få stukket et sværd igennem sig! ”Lad os nu bare komme væk herfra inden du kommer mere til skade,” sagde hun ganske kortfattet. Hun skyldte ham virkelig for at have reddet hende som han havde gjort. ”Og mange tak,” afsluttede hun stilfærdigt. Det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun holdt stadig fast om ham og vendte sig, blot i tilfælde af, at der måtte komme flere vagter til. Foreløbig var der stille. Heldigvis!

[ilosonic]

Ilaria var virkelig en spøjs fisk! Hun var Ilosonic et mysterium, og et sted nød han det jo, for han kunne godt lide at hun skilte sig lidt ud, at hun var som hun var, for det gjorde hende jo faktisk unik. Han kunne ikke sige sig at have mødt nogen anden kvinde, der var lige så fyrige og rapkæftede som hende, så det var virkelig kun et plus set i hans øjne. Og selvom hun måtte gå ham på nerverne til tider, selvom hun ikke kunne holde mund, når det var nødvendigt, så måtte han alligevel af en eller anden mærkværdig grund nyde hendes selskab. Hun var hans modsætning, og så nød han hendes selskab? Det var jo også blevet sagt at modsætninger kunne bringe noget godt med sig, så det var vel det som skete ved dem? Nej, de var næsten for forskellige til at kunne enes! Og siden de begge var strikse, siden de begge var rapkæftede, så var det vel bare et spørgsmål om tid, inden de ville ryge i totterne på hinanden? Han vendte blikket mod hende, hvor det næsten måtte hvile på hende med medlidenhed. "Du vil kun komme til skade," svarede han roligt, som var det blot en selvfølge. Ingen havde rørt hans hjerte endnu, så hvorfor skulle hun gøre det? Det ville jo betyde at hun skulle komme tæt ind på ham, få ham åbnet op og lade ham falde pladask for hende, og det turde han da slet ikke! Ikke nu hvor han vidste at hun var typen der ikke sagde nej til en udfordring, så hvorfor skulle det overhovedet være ægte? Det kunne jo ligeså vel blot være for at tryne ham, fordi han var greve. Hun kunne have mange grunde til at røre hans hjerte blot for at fryse det til is og splintre det i tusind stykker! Nej, der stolede han ikke helt på hende.
Kysset havde gjort hende mundlam, og det måtte virkelig fryde Sonic noget så grusomt! Hvordan skulle han ikke kunne nyde det? Det var dog ikke for at overskride hendes grænser, men.. hvem vidste om det ville blive det sidste som han så til hende? Han nægtede at dø, men der kunne jo faktisk ske så meget, og hun kunne jo også dø. Og det var jo også den tanke der måtte køre igennem hans hoved, som han så vagten gøre klar til at spide hendes hjerte. Det var ham som havde udfordret hende til at komme med, han var greven af dette land, hvilket ville sige at hun var hans gæst, at det så skulle ende ud i krig var jo en anden sag, men det var derfor hans pligt at beskytte hende, om hun så ville det eller ej, for det måtte vel også gå hende på? For en gangs skyld glædede det ham dog at hun hørte efter hvad han fortalte hende, og at hun faktisk måtte søge i dækning. Ilden som måtte gå direkte i de resterendes vagters ansigter, fik dem til at skrige op og hyle af ren smerte, for ilden var skam ikke en ting man skulle spøge med, når den først havde fået taget sit tag, så slap den ikke igen, før den blev tvunget udgjort. Det var det som han måtte elske mest ved den! Og at få ild direkte i ansigtet var da noget som måtte stoppe dem, for det var noget som man kunne sige sig gjorde ondt, ligesom det at blive brændt på et bål, for det havde han jo selv prøvet, skønt at det var det som havde skabt ilddæmonen i ham. Han hostede ganske let blod op, inden han tog sig behersket til munden. Sværdet var røget direkte igennem hans højre side, og det gjorde forbandet ondt! Men han nægtede virkelig at vise sig som svag overfor hende! Hans vejrtrækning måtte blive noget mere anstrengende, for.. kunne det gå hen og blive dødeligt? Han så næsten overraskende på hende, som hun lagde en støttende arm omkring ham. Det så ud til at han alligevel hang på hende. Han lagde sin arm omkring hendes nakke, blot for at støtte sig op ad hende, som han fulgtes med hende væk fra vagterne. "Ja? Hvis det ikke.. var for dig.. Så var jeg aldrig.. blevet skadet," påpegede han anstrengende, for det var faktisk svært at tale, når han gik samtidig med at han var såret. Han kunne ikke lade vær med at smile lettere flabet som hun takkede ham. "Så isdronningen kan alligevel godt sluge sin stolthed og sige tak?" spurgte han sigende. Ikke fordi det gjorde ham noget for.. "Det klæder dig faktisk, at vise dig lidt.. feminin," tilføjede han i en lettere mumlen, for det var ikke fordi at han nød at give hende komplimenter.

[Deleted]

Ilaria vidst udmærket godt, at hun var en mærlig en, men det var vel heller ikke ensbetydet med, at det var noget slemt direkte? Hun skulle bare have en mand som kunne tackle det, selvom det nu ikke var noget som hun havde set såan dirkte, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Denne mand var dog noget som måtte fascinere hende noget så frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, ellers havde hun heller ikke valgt at skulle tage med ham. Sandt at hun stod der som hans store modsætning, selvom det nu ikke var noget som rørte hende direkte. Det var det som gjorde det hele så meget mere spændende også for hendes del og hun var nået derud, hvor hun næsten ville give sin højre arm for lidt spænding! Hun havde brug for noget lige nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han var hendes værste mareridt et sted og hun valgte at opsøge det? Så var det jo ved at rable fuldstændig for hende! Hun sendte ham et roligt og stille smil. ”Tror du virkelig det?” spurgte hun stilfærdigt og med et hævet bryn. Hun var bestemt ikke bange for at skulle bakke ud for en udfordring, det var der heller ikke nogen tvivl om!
At vagterne måtte være mange, var noget som hun tydeligt kunne se, men at det skulle gå så galt var slet ikke noget som hun var meget for at skulle erkende. Det var længe siden, at hun var endt i kamp på denne måde, men denne gang kunne man snildt sige, at det var ham som måtte ødelægge det hele for hendes vedkommende med hans mørke! Hun kendte ikke helt direkte hans blanding, men at der var ild og mørke i ham, det var noget som hun kunne konkludere nu om ikke andet, hvilket i den grad var noget som blot måtte sige hende, at det var noget som hun skulle passe ekstra godt på, med mindre at hun virkelig måtte ønske, at det skulle gå galt på den ene eller den anden måde, hvilket slet ikke måtte komme på tale! At vagterne måtte søge nærmest skrigende væk fra dem, netop fordi at de havde ondt og med dem som var faldet, så var det nu ikke noget som hun tog sig af. Hun behøvede virkelig ikke hans beskyttelse! Men var dog taknemmelig for, at han havde gjort det i det store og hele, selvom hun ikke var typen som normalt måtte sige tak. Lidt venlig og ordentlig kunn hun faktisk være når situationen endelig måtte kræve det af hende, så var det vel også bare noget som man skulle tage godt med? At han måtte have ondt, kunne hun næsten mærke på ham, også på hans anstrengte ord. Armen som han lagde omkring hendes nakke, var direkte brændende! Hun bed det bare i sig lige for nu. Hun skyldte ham trods alt for det som han havde gjort, og hvis der var noget som hun ikke kunne fordrage, så var det i den grad, at skulle stå i gæld til nogen! Hun vendte blikket mod ham og med et let fnys. ”Havde du ikke brugt mørke, så var du heller ikke kommet galt afsted,” påpegede hun stilfærdigt. ”Så ville jeg faktisk være i stand til at kunne se,” forklarede hun videre, blot så han kunne følge hende. Hun lagde armen omkring hans arm, for at hjælpe ham med at stå op og gå, for det var tydeligt, at han også måtte have ondt. Forbandet ondt endda! Hun himlede let med øjnene. ”Du reddede jo trods alt mit liv.. Jeg skylder dig det,” afveg hun ganske kortfattet. Hun trak ham med sig fra kampens hede og væk derfra. ”Hvis jeg kendte til det her forbandede land, så kunne jeg finde et sted vi kunne være,” mumlede hun let. Hun kendte jo ikke vejen til byen, hun vidste ikke hvor kroer eller noget måtte være. Hun var virkelig på Herrens mark her i Procias og hun hadet det virkelig! Hun vendte sig mod ham. ”Vejen til kroen..” bad hun kortfattet. Igen måtte det være isdronningen som måtte træde frem i hende og ikke bare kvinden eller den feminine. Nu var det hende som måtte overtage styringen!

[ilosonic]

Der var ingen tvivl om at Ilaria måtte skille sig ud, og det var virkelig på alle måder! Hun var slet ikke som de fleste andre kvinder ville være, nej hun var sgu ikke bange for at lade sin mening komme til syne! Hun var ikke bange for at slå fra sig, og hun kunne slå fra sig, hun var faktisk en ganske talentfuld kvinde! Og et sted var han ikke bange for at give hende komplimenter, men han ville heller ikke have at hun fik det forkerte indtryk af ham, så han komplimenterede hende vel, når chancen bød sig? Uanset, så havde han jo faktisk indrømmet overfor hende at hun imponerede ham, hvor hun jo faktisk ikke selv turde gengælde de ord, for man skulle være dum, for ikke at kunne se på hende at hun var imponeret, og ellers ville hun vel finde ham kedelig? Så noget måtte jo tiltrække hendes nysgerrighed? Han måtte vel trække i hendes interesse? Om hun så var meget for det eller ej! Han fnes kort af hendes spørgsmål. Hun ville virkelig bare end med at komme galt af sted, hvis hun prøvede at røre ved hans hjerte, for det var virkelig ikke sket for nogen endnu! Så hvad fik hende til at tro at hun kunne fuldføre den mission? Hvad fik hende til at tro at hun kunne røre ved det uden at få en eneste skramme? Han nikkede ganske roligt, og dog med et lettere kækt smil. ”Du kommer bare til skade, tøs,” gentog han sig selv lettere bestemt, for han mente det skam; hun ville bare komme til skade!
Sonic var ikke vant til at kæmpe side om side med andre, nej han var en enspænder, og det havde han virkelig altid været! Han klarede altid sig selv, det havde han jo faktisk gjort hele sit liv, selv fra da han var helt lille. Hans far havde rendt med så mange kvinder, og det troede Marius jo ikke på, fordi deres far netop skulle vælge at slå sig ordentligt ned med Marius’ mor.. hvor ynkeligt! Dog måtte han give sin far ret i, at kvinder var nogle charmerende væsner! Alle en havde deres egen charme, skønt Ilaria klart måtte skille sig ud fra mængden! Men så igen, det havde han virkelig ikke noget imod. At hans mørke så havde gjort hende blind, undrede ham jo ikke, men han var bare ikke vant til en makker, så han havde ikke lige tænkt på hende, desuden kunne en rigtig kriger vel også kæmpe i blinde? Ved at bruge alle sine andre sanser? Det var måske svært når lyset pludselig blev slukket, og når man stod midt i kampens hede. Armen omkring hende var ikke meningen at skulle være så varm, men fordi at han var såret, så kæmpede hans hjerte hårdere for at skaffe ham blod, så han ikke ville ende med at dø af blodmangel, og det gjorde jo så også at han blev varmere, desuden så gjorde hendes kulde også at han automatisk måtte skrue op for varmen, for han brød sig ikke direkte om kulde! Han smilede lettere selvtilfredst til hendes ord. ”Ja.. jeg er en mand med mange kunstner,” svarede han lettere selvsikkert og afvigende til hendes ord, blot for at provokere hende. Hun kunne også bare lære at forsvare sig selv bedre! Men det var ord som blev i det skjulte, for han skulle jo heller ikke ende med at hun ville gå fra ham, for så ville han ikke komme så hurtigt. At hun sagde at hun skyldte ham, fik ham til at vænne sit blik lettere overrasket mod hende. Han betragtede hende kun kort, inden han vendte blikket frem for sig igen, hvor han rystede svagt på hovedet. ”Nej Ilaria, du skylder mit intet. Det er min pligt at være sikker på at du er i god behold og i et stykke, når jeg tager dig med ind i mit hjemland,” svarede han stilfærdigt. Med andre ord; det var hans pligt at beskytte hende. Hun ønskede vel ikke at blive beskyttet? Hun var jo en stor pige, som kunne tage vare på sig selv, hvilket blot var en tanke som måtte more ham noget så frygteligt! Han fnøs, som hun igen spillede den hårde isdronning. ”Jeg skal ikke til nogen kro!” sagde han lettere modstridende. Han havde bedre ting at tage sig til! ”Vi skal til herregården! Hvor Marius bor!” svarede han kort fattet og pegede i retningen, hvor den store herregård måtte befinde sig flere kilometer henne. Han var måske såret, men hvad fanden? Det var jo ikke første gang!