Party all night..?

[isaac]

Det glædede Isaac at hun ikke tog det så tungt, for han var skam ikke ude på at få hende til at vende sig om og gå, slet ikke. Han nød hendes selskab, som han havde gjort hele tiden, og han var skam ikke ude på at ødelægge det på nogen måder, han havde nydt, at stå og tale med hende, og om hun ville det eller ej, så ville han aldrig nogensinde komme til at opfatte hende som decideret ond, og nok heller ikke se hende som en Dvasianer. Han skød let forundret sine bryn i vejret til hendes ord. ”Procias?” gentog han undrende. Så var det jo ikke så sært, at hun faktisk var … god. Og så et sted glædede det ham. ”Hvordan var det så i Procias? Og hvad race var du, inden du blev omdøbt?” spurgte han nysgerrigt, og så helt ivrig ud efter at vide mere omkring hende. Hun havde været en del af det gode, af lyset, af Procias, og så opgav hun det hele for sin eksmand og datter? Det var stort ifølge hans øjne. Og nu levede hun så her i det skumle Dvasias. Hans hoved søgte ganske let på sned, og hans blik blev lettere undrende. ”Men, hvorfor tager du så ikke bare tilbage?” spurgte han roligt. Han forstod det ikke helt, hun havde jo ikke behov for at passe ind, hun kunne jo fint leve i Procias eller Manjarno for den sags skyld? Hendes datter var godt nok her i Dvasias, men det var vel bare at finde hende? Det var nok lettere sagt end gjort, kunne han forestille sig. Dvasias var et stort land, men han ville da gerne hjælpe hende, om ikke andet. Hun fortjente at se sin datter, især fordi han vidste hvor meget den lille pige betød for hende. Hans blik faldt mod hendes hånd, som hun knyttede og holdt om med den anden, og han var faktisk bange for at han var ved at gøre hende vred igen, og at hun holdt den tilbage for ikke at skulle slå ham, og han var ikke ligefrem ude på at blive slået halvt fordærvet! Det fik ham også til at trække sig lidt tilbage, for at hun faktisk blot gemte på varmen, fordi han havde holdt omkring den, det var ikke noget han tænkte på. ”Nej, du er da ikke svag!” Hans hoved søgte ganske let på sned. Det mente han i hvert fald ikke. ”Det er da klart at du savner din datter, hvilken mor ville ikke gøre det? Okay måske en hjerteløs kvinde, der ikke gad, at have et barn … men stadig! Du er en stolt kvinde, og nok er du fra Procias og måske lidt en outsider, men hvorfor passe ind, når du er født til at skille dig ud?” spurgte han roligt, imens han smilede et lille skævt smil. Han var ikke ude på at fornærme hende, slet ikke, for han var ikke ude på at komme op at skændes med hende. Han trak blot på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg finder dig meget speciel,” svarede han sandfærdigt. Hun skilte sig jo ud fra resten af landet, men det var jo så fordi at hun var opvokset i Procias, og hun kunne jo faktisk vælge at gå tilbage til det? Et sted håbede han på det, for han ønskede ikke at møde hende næste gang, hvor hun så var blevet direkte ond, fordi Dvasias mørke opslugte hendes gode. ”En særling uden lige!” tilføjede han drillende, hvilket hans smil også afslørede. Hans hoved søgte ganske let på sned, da hun slog armene omkring sig selv. Hun kunne jo ikke fryse, så der måtte være noget andet galt. Han tog let sin fornemme hvide jakke af, hvilket fik Pixarius til at brumme utilfreds, eftersom den måtte flytte sig, inden han lagde jakken omkring hendes skulder. ”Så kold du er,” svarede han lettere drillende, eftersom han godt var klar over, at det var umuligt for hende at fryse. Hun var jo trods alt vampyr. Men det var vel bare en gentlemanting? Han var ikke helt sikker på, hvorfor han havde gjort det. Han havde blot en fornemmelse af, at hun havde nydt sit gamle liv, inden hun blev vampyr, hvor hun faktisk havde været i stand til at fryse. Han lo blidt. ”Ja, jeg var selv ude om det. Og det fik mig da til at vågne,” svarede han lettere tænksomt, de slag kunne man i hvert fald ikke falde i søvn af! Han kunne stadig mærke dem! ”Du skylder mig intet, Alicia, det var ren fornøjelse!” Han smilede et bredt smil. Men det kunne jo være, at han engang selv fik brug for hjælp, og hun så var der for ham.

[Deleted]

For Alicia, så var det virkelig bare skræmmende, at hun måtte stå så åben, som det hun måtte gøre lige i øjeblikket. Hun kunne simpelthen ikke holde det ud og så alligevel.. Det var virkelig en dejlig fornemmelse, at man kunne åbne sig for en enkelt, for han virkede i den grad også til at være en som hun var i stand til at kunne stole på, hvis det var det som hun endelig ville og det var hun virkelig også glad for. Nemt havde det bestemt ikke været for hende, at skulle stå i en situation som denne. Hun havde vel ikke meget andet valg end bare at prøve så godt som det var hende oerhovedet muligt og så måtte man jo bare tage det hele derfra, selvom det på ingen måde, måtte være en enkelt ting for hende, at skulle gøre. Hun sukkede dæmpet. Det havde virkelig ikke været hendes mening at skulle slå ham, men han havde ret. Det havde faktisk hjulpet hende at skulle afreagre en smule, selvom det virkelig ikke havde været meningen for hende, at skulle gøre det på den måde, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. Han virkede nu alligevel til at være en meget sød fyr, noget som i den grad måtte falde hende i smag. At han måtte være direkte overrasket over, at hun var en gammel procianer, måtte dog more hende. Det sagde ham nok en hel del, selvom det nu alligevel ikke just var noget som hun kunne være stolt over i den situation som hun måtte stå i. "Har du nogensinde set en vampyr i Procias? Nok er jeg født der oprigtigt, men.. jeg kan ikke være der.. Jeg har ikke tilladelse til at være der." Hun trak let på skuldrene. Det var mere eller mindre et helt liv som hun havde kastet bort for sin daværende mand og deres lille datter og nu måtte hun jo så selvfølgelig også få lov til at betale den frygtelige dyre pris for det, så var der virkelig ikke noget mere for hende, at skulle kunne gøre ved det. Hvad hun dog ikke kunne forstå sig meget af, var den interesse som han virkede til at have for hende. Der var da ikke sådan noget specielt med hende, var der? Hun var en simpel halvblodsvampyr med en ekstrem lav selvtillid, det var der vel ikke noget specielt i, var der? I så fald, så forstod hun det virkelig ikke på nogen måde. Hun rystede stille på hovedet. Det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for hende, men at spørge ind til det, det var heller ikke noget som faldt hende ind. Det var slet ikke fordi at hun ønskede at afvise ham på nogen måde, men det at komme i den form af kontakt med noget varmt som en hånd, var noget som var savnet for hende. Hun bed sig svagt i læben, da han lagde sin frakke omkring hende. Det overraskede hende dog. Hun rystede smilende på hovedet. "Det er jo også fordi at jeg er i stand til at fryse, ikke?" påpegede hun med et stille smil på læben. Ikke at det var noget som hun kunne komme det mindste udenom hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun tog forsigtigt fat omkring hans frakke og lukkede den tæt omkring sig selv, selvom det virkelig ikke gjorde det nemmere for hende at få varmen eller ikke. Nu havde hun bare hans duft tæt ved sig istedet for. En ganske særlig en hvis hun skulle erkende det. Sandt at hun var god til at skjule den usikkerhed bag sine mange facader, også selvom hun vidste, at det ikke var noget som hun kunne fortsætte med til evig tid, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så kunne hun absolut intet gøre ved det. Det frustrerede hende virkelig! De isblå øjne søgte stille op mod ham. En mand som ham, havde vel også meget andet at tage sig til end at rende rundt en kvinde som hende? Hun sendte ham et svagt halvhjertet smil. "Nu... Nu hvor jeg ødelagde din aften ude? Så... Vil du med et andet sted, så vi kan snakke videre? Over noget at drikke måske?" foreslog hun roligt. Hun nød jo hans selskab, så det at gå hvert til sit, var end ikke noget som hun ønskede. Ikke endnu om ikke andet, for han var virkelig et godt selskab og hun nød bestemt også frygtelig godt af det. "Jeg giver," afsluttede hun med et stille smil.

[isaac]

Isaac havde intet imod at hun havde slået ham, for han havde jo faktisk selv lagt op til det, sådan som han havde fornærmet hende, og kommenteret hende, konkluderet en masse ting omkring hende, nogle sande, andre falske, såsom at hun var i byen hver nat, og det var han jo klar over at hun ikke var, eller måske var hun, men det var jo også det eneste tidspunkt hun kunne være ude på, så det var jo klart at hun var ude om natten, men det var jo ikke ensbetydende med, at hun var på baren hele natten, og hver nat endda. Han var til gengæld også klar over at han havde gjort hende ganske sårbar, åbnet hende, som sikkert ingen anden havde formået, og faktisk nå helt ind under huden på hende, for han kendte jo utrolig meget til hende, hvor hun faktisk ikke kendte særlig meget til ham. Men det skulle sikkert nok komme. For det så ud til at hun var faldet til ro, og endnu var ude på at få en hyggelig aften ud af det, ligesom han selv ønskede, desuden var hun jo ikke gået endnu, og det var vel et sted kun et plus, for hans vedkommende? Det håbede han i hvert fald inderligt på, for han nød oprigtigt hendes selskab. Det overraskede ham dog, at hun var en gammel procianer, skønt det hele dog faldt på plads, når hun var kommet med sådan en kendsgerning. Det forklarede også hvorfor hun havde svært ved at nære sig på andre levende væsner, og det forklarede også hvorfor hun ikke ønskede at være i Dvasias, eller i hvert fald blot ønskede at passe ind. Hvor hun dog måtte føle sig malplaceret? Hans hoved søgte ganske let på sned. Det lød til at hun faktisk gerne ville tilbage, og faktisk gerne ville have sit gamle liv tilbage, og derfor gjorde det et sted også ondt på ham, at se hende være fanget i dette dystre land. ”Selvfølgelig kan du få tilladelse til det, Alicia. Selv kongens rådgiver er halv vampyr, og selv Greven af Procias er spide,” påpegede han roligt. Hvorfor skulle det være så anderledes med hende? ”Desuden, så kan du vel bare bo i Manjarno?” spurgte han, ”der bor jeg jo også,” tilføjede han stille. Det var vel ligegyldigt om han boede der eller ej, men han kunne da give hende husly, hvis hun ønskede det. Det vidste hun godt nok ikke, og han ville heller ikke tilbyde hende det, før han var sikker på hvad hendes mening egentlig var om det hele. For det kunne jo vise sig, at hun ønskede at blive her i Dvasias, og prøve at tilpasse sig, hvilket han så heller ikke ville stå i vejen for. ”Desuden, ønsker du at bo i Procias, så vil jeg gerne hjælpe dig med at få optagelse der igen,” sagde han med en rolig og alligevel tilbydende stemme. Han var trods alt greve i Manjarno, så han kunne vel forsøge at tale hendes sag? Procianere var jo langt mere fornuftige end dvasianere, for de var altid så nedladende, det var procianere ikke, de havde mange gange forståelse for visse ting. Han ønskede desuden ikke at hun skulle kaste det hele bort, fordi hun var gået fra sin mand! Hun fortjente det som var langt bedre end nu! Og han kunne jo tydeligt mærke på hende, at hun ikke brød sig om at være en outsider, hvilket jo også skyldtes hendes mange facader, som hun havde bygget op. Isaac smilede til hendes påpegelse, hun havde jo fuldstændig ret, hun kunne ikke fryse, det vidste han, men han havde på fornemmelsen at hun savnede sit gamle liv, og faktisk alt hvad det indebar, også det at fryse. Desuden, nok stod han kun i en hvid skjorte i øjeblikket, men det var en lun sommerluft, så han kunne ikke fryse af det. ”Det er du nemlig,” svarede han lettere drillende, og dog med det muntre smil på læben. Det kunne hun selvfølgelig ikke, men det glædede ham at hun faktisk måtte spille med på den, som hun trak hans frakke tættere omkring hendes krop. Han så ganske let omkring, inden han dog måtte vende blikket mod hende, med en rynken på panden til hendes ord. ”Du har bestemt ikke ødelagt min aften, Alicia! Ved nærmere eftertanke, har du faktisk reddet den,” rettede han på hende og smilede et stille og lille sødt oprigtigt smil. Det var jo sandt, han nød hendes selskab, og hun var ikke gået fra ham endnu, ligesom så mange andre plejede, hvilket glædede ham utrolig meget! Så hun kunne slet ikke ødelægge den, og bestemt heller ikke ved at slå ham! For det havde han jo selv lagt op til. Han trak ganske let på skuldrene. ”Hvor har du tænkt dig at vi skulle tage hen?” spurgte han roligt, og også så hun fik muligheden for at vælge. ”Vi kan jo nok ikke tage tilbage til baren, nok ikke efter det lille slagsmål,” tilføjede han og rømmede sig lidt. Det var jo trods alt ham som havde startet slagsmålet. Men han var lidt ligeglad med hvor de tog hen, så længe det indebar hendes selskab. ”Desuden, skal du også tænke på solen.” Det var jo faktisk blevet en smule lysere, især også i den tid hvor de var kommet ind i sommertiden.

[Deleted]

Selvom Isaac selv havde bedt om at blive slået, udelukkende på grund af alt det, som han havde sagt til hende, så havde hun det alligevel dårligt med at have gjort det, selvom det virkelig have været hende en trøst uden lige, at komme af med bare lidt af den brændende frustration som hun måtte brænde inde med på denne måde. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blev stående og så stille på ham. At han ikke engang kunne være sur over det, det forstod hun virkelig ikke. Det var jo trods alt det som hun var vant til at se. Ikke bare det, at hun var halvblods, så utrolig mange så ned på hende fra før af - Dengang fortrød hun det ikke, men nu hvor hun stod med det hele alene, så fortrød hun virkelig som aldrig nogensinde før! Ingen kunne beskytte hende eller noget som helst, forsvandt hun.. jamen, hvem ville så savne hende? Hvem ville i det hele taget mærke sig af, at hun ville være væk? Ingen.. Absolut ingen! Hvad Isaac havde gjort, var at gøre hende sårbar for så at sætte de verbale angreb ind, det havde virkelig været langt mere end det som hun ville stå og lytte til, og deraf havde hun valgt at slå ham som hun havde gjort et. Nu og da, så kunne hun stå igen med den lettelse over, at hun faktisk havde gjort det, for det havde virkelig været en dejlig følelse. Hun nød af hans selskab, når han ikke skulle tirre hende som han havde gjort, selvfølgelig. Hun rystede let på hovedet og med et svagt smil. "Efter alt det som er sket med Gabriel Maloya Morningstar, tror du virkelig, at de vil slippe en vampyr ind?" spurgte hun stille. Hun vidste, at Jason, den kongelige rådgiver, var halvt vampyr, men han havde været til ballet og prøvet at hjælpe - Som hun da havde hørt. For ikke at glemme, at man mistænkte vampyrer for at stå bag den unge konges død, så hvorfor skulle de da slippe hende ind? Hun vendte blikket let tænkende op mod den store himmel. Manjarno var jo altid en mulighed, hvis det ikke var fordi, at.. hun absolut intet kendte til det sted. Det var jo ikke meget hun havde været der og hun ønskede sig heller ikke for tæt på den forfaldne procianske mur sådan som det hele måtte stå nu. Hun bed sig svagt i læben. "Det er jo en mulighed.. Hvis det ikke var fordi, at jeg ej ønsker at komme for tæt på den forfaldne mur.. De fanger vampyrer som edderkopper fanger fluer i sit net," sagde hun stille. Det var hvad hun havde hørt og hun turde praktisk talt ikke, at skulle tage chancen. Bare tanken om, endelig at have fundet et sted at være, for så at blive fanget og bragt til fangekælderen. Det var virkelig ikke et liv som hun ivrigt prøvede at opsøge. I hendes øjne, så havde hun virkelig ikke noget at lave i Procias. Som det stod nu, ville hun aldrig kunne komme tilbage dertil. Hun vendte blikket mod ham. At han virkelig ønskede at hjælpe hende, var hun da glad for. Meget endda. "Det sætter jeg virkelig pris på, Isaac.. Men hvad vil du fortælle dem? At jeg bed dig? Slog dig?" spurgte hun stille. Han kendte hende jo end ikke personligt endnu, det var helt sikkert. Måske, at han var kommet under huden på hende, som kun ganske få ville formå at gøre det, men hvad pokker var der, at skulle gøre ved det? Intet.. Absolut intet! "Du er virkelig skør.." mumlede hun let, da hun trak hans frakke tæt om sig. Det var ikke fordi hun spillede med, men det var faktisk en dejlig følelse og fornemmelse, når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket mod ham. "Reddet? Har jeg reddet din aften?" gentog hun uforstående. Hvordan skulle den da forstås? Det gav virkelig ikke nogen mening i hendes øjne på nogen måde! "... Uanset.. så... det er jeg da glad for.. tror jeg." Hun rynkede let i panden og rystede på hovedet. Blikket gled op mod den store himmel, ved hans påpegelse. Hun havde glemt den praktisk talt. "E-er det allerede så sent.." Hun var virkelig ikke meget for det. Hun bed sig svagt i læben. Så var det jo på tide for hende, at skulle søge i skjul.. Igen igen. Hun vendte de isblå øjne stille mod ham. Hun var faktisk ikke meget for at gå, men bestemt heller ikke meget, for at ende som en bunke aske. Hun fik roligt hans frakke af sine skuldre. Hun skulle jo faktisk langt, for at komme i skjul, så det var vel på tide for hende, at skulle søge videre? Selvom hun virkelig ikke var meget for det, når det måtte komme til stykket. "Så.. må jeg jo næsten snart komme videre.." sagde hun stille. Turen til Kirkegården var faktisk godt lang og hun gik normalt hele vejen udenom, for at undgå at skulle gå direkte igennem byen. Hun så stille op på ham. Hun var virkelig ikke meget for, at skulle gå videre lige nu, men det var jo om ikke andet, bare nødvendigt.

[isaac]

Nok havde Isaac givet Alicia sin flotte hvide jakke, og skønt hun ikke kunne fryse, hvilket han var i stand til, så mærkede han sig ikke af den milde brise, for den var faktisk ganske lun, hvilket gjorde det dejligt at have den varme jakke af sig. Solen ville snart dukke op på den store nattehimmel, og det krævede at Alicia måtte søge indenfor, hvis hun ikke ville brænde op levende, og det ville han personligt ikke tillade, men til gengæld, havde han heller ikke lyst til at give slip på hende endnu og slutte deres møde, for han nød faktisk hendes selskab. Det var sjovt, også fordi at han kunne gøre hende så forbandet sårbar, ikke fordi han nød at håne hende. Men hun var interessant, også fordi hun slet ikke hørte til her. Hun gjorde ham nysgerrig, skønt det ikke var det sværeste, for han var faktisk en person der hurtigt blev nysgerrig og mistede fokus. Okay fair nok, hun havde fat i noget. Efter Gabriels død, så var de nok ganske forsigtige med hvem de lukkede ind, men hun var jo en tidligere procianer, og hun var jo stadig god, det kunne han selv fornemme, så han kunne vel prøve på at tale hendes sag? Det ville han i hvert fald gøre med glæde, og han ville ikke give op, ellers kunne hun jo bare flytte til Manjarno, det var måske også det bedste sted? Hun var blanding, og Manjarno var jo det neutrale land, så der ville hun faktisk passe fantastisk godt ind. Han slog let ud med armene. ”Du siger noget. Deres sikkerhed vil nok forøges med hvem de lukker ind i landet, men jeg er villig til at tale din sag. Desuden, de er vel nød til at høre på Greven af Manjarno?” Han smilede muntert, han tænkte faktisk ikke over, at han ikke havde fortalt hende at han var selveste greven af Manjarno, for det var jo noget han endnu ikke havde fortalt, ligesom det at han var leder af Dragerytterne. Han kunne godt se at hendes race ville give hende problemer, og det var han jo heller ikke ude på, desuden, så var det job bare et forslag, der var ingen der sagde at hun skulle tage tilbage til Procias, eller Manjarno for den sags skyld, hun kunne blive i Dvasias hvis hun ville, det var jo helt op til hende, men ønskede hun at bo et andet sted, så ville han da med glæde hjælpe hende ind i landene, desuden var Manjarno et frit land, så der kunne hun komme, som det lystede hende. Han slog let ud med armene endnu engang. ”Det er jo så op til dig, Manjarno er et stort land, man skal bare lære det at kende,” sagde han roligt, imens det muntre smil hvilede på hans læber. Det var svært at pille det smil fra hans læber, og det havde endnu ikke lykkedes hende, skønt hun både havde bidt ham og slået ham, to gange endda. Men smilet var der endnu! ”Der er så meget at fortælle om dig Alicia, jeg bad selv om at du bed og slog mig,” påpegede han roligt, inden han rystede på hovedet, ”du er slet ikke så ond, som en dvasianer, og du hører slet ikke til her.” Det var blot hans mening, og han kunne sagtens tale hendes sag for hende, og han ville gøre alt hvad der stod i hans magt, for at få hende ind i Procias, hvis det var hvad hun ønskede. Han lo muntert til hendes mumlen. Det var vel sandt, skør var han, det var han blevet på sin færden ud i verdenen for at skaffe sig selv erfaring, og nu var han så endt her i Dvasias i det skønneste selskab! Nemlig Alicia, halvblodsvampyren, der hadede at være hvad hun var. ”Måske, men det er ikke en synd at være skør!” påpegede han med et skævt smil, selvom det faktisk havde fået ham i fedtefadet flere gange. Han nikkede roligt til hendes gentagelse af hans ord. ”Selvfølgelig har du reddet min aften. Du er godt selskab,” sagde han sandfærdigt og smilede et muntert smil. Blikket vendte han op mod himlen, hvis hun havde glemt alt om solen, så måtte hun godt nok nyde hans selskab, hvilket faktisk forundrede ham, for det var han faktisk ikke vant til. Han brød sig dog ikke om hendes ord. Men han kunne jo ikke fraholde hende fra søge indenfor, for han ønskede ikke at hun skulle ende sit liv her til aften, for han ønskede hende bestemt ikke død! Slet ikke! ”Tja, det må du vel,” mumlede han, som han let sparkede til en lille sten, der lå på jorden, inden han vendte de safirblå øjne mod hendes isblå. ”Men så lad mig i det mindste give dig et lift?” tilbød han, skønt Pixarius ikke var helt enig med ham, den løftede hovedet i protest og næsten gav en utilfreds brummende lød fra sig. Isaac lod blot hånden vifte ad dragen, for at få den til at tie, men Pixarius bed ham blot kort i fingeren, inden den hoppede op på taget. ”Av!” Han rystede sin hånd og tog let det stykke af fingeren, hvor dragen havde bidt ham i munden. Rovdyr mod rovdyr, ikke en god kombination, men hans ord var lov, når det kom til stykket, hvilket Pixarius også var fuld ud klar over, men den brød sig endnu ikke helt om hende, eftersom hun både havde bidt ham og slået ham.

[Deleted]

I og med, at Isaac havde givet hende sin jakke, så tolket hun det som et tegn på omsorg et eller andet sted, det var der heller ikke nogen tvivl om. Tanken glædet hende selvfølgelig, det var ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun sendte ham blot et stille smil, selvom tanken ved at skull tage afsted, slet ikke måtte friste hende på noget tidspunkt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det var i sig selv, sjældent, at nogen formåede at holde hende ved interessen på denne måde, men det var noget som denne mand havde klaret som ingenting. Han havde hånet hende, tirret hende og alligevel så stod hun der. Det var i den grad sjældent, at det måtte forekomme. Hun sukkede stille, ikke bare med den tanke til, at han faktisk havde reddet hende ud af den knibe hun var endt i, så havde han vist sig faktisk at være en temmelig sød fyr, selvom hun praktisk talt ikke kendte det mindste til ham. Et sted var det faktisk noget som måtte irritere hende noget så grænseløst, det var slet ikke noget som hun kunne eller ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Hun så stille op på ham. Hun vidste, at hun sikkert aldrig ville få lov til at sætte foden i Procias igen, selvom hun så frygtelig gerne ville. Det var og blev jo hendes hjem et sted. Et hjem som hun ikke kunne søge til mere. "Som jeg har hørt, så lukker de ikke nogen af min slags ind, med mindre de var i landet fra før af," fortalt hun stille. Hun rystede på hovdet. At hun stod overfor selveste greven af Manjarno vidste hun virkelig ikke. "Sikkert.. For det første, så ved jeg ikke hvor jeg skal finde ham og for det andet.. hvad ville han få ud af, at tale min sag?" fortsatte hun. Hun kastet lettere opgivende med armene og slog dem så stille omkring sin egen krop istedet for. Hun betragtede ham stille og med en rolig mine. Hans beklædning sagde om ikke andet, at han var af fin stand, men at han var greven, det vidste hun virkelig ikke. I sig selv, var det slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind overhovedet, hvilket i sig selv, vel kunne overraske en god del? Hun ønskede virkelig væk fra Dvasias, selvom det virkelig ikke var nemt for hende. Det sted hun havde på kirkegården, var og blev det som hun havde som det eneste. Noget som hun faktisk var i stand til at kalde for sit. "Manjarno er et frygtelig stort land.. jeg er ukendt der.. Hvad nu hvis jeg ikke finder skjul?" spurgte hun stille. Der var så mange ting, som hun var dirkte tvunget til at skulle tage højde for, og nemt, det var det jo så sandelig ikke. Hun hadet det virkelig! Hun savnede at se den store sol, hun savnede at lytte til fuglesang fremfor uglens ensomme tuden hver eneste aften. At han jo så alligevel ville konkludere, at hun slet ikke hørte til her, var noget som tydeligt måtte rive i hendes opmærksomhed. Ikke det? Hun kunne ikke lade være med at smile let. At hun havde reddet hans aften, gjorde hende da bare glad. Så var det da ikke helt ødelagt, at hun havde endt med at svinge begge hænder og faktisk ramme hans ansigt. Det havde klart hjulpet hende, at komme lidt af med nogen af de mange frustrationer som hun havde brændt inde med så frygtelig længe. "Det er jeg bare glad for, at høre," sagde hun roligt. De spidse tænder hvilede i hendes mundviger og de var synlige, hvilket i sig selv, skete meget sjældent. Solen havde faktisk slet ikke hvilet i hendes tanker før han havde nævnt det. Det var virkelig på tide for hende, at søge skjul, selvom hun virkelig ikke var fristet til det. "Desværre ja," sagde hun stille. Det var vel også tydeligt i sig selv, at hun ikke var særlig meget for det? At hun faktisk slet ikke ønskede, at skulle tage nogen steder hen? At han alligevel måtte tilbyde hende et lift på vejen, selvom det var tydeligt, at Pixarius slet ikke var af samme mening, fik hende svagt til at trække på smilebåndet. Hun rystede stille på hovedet. Desuden ville hun heller ikke være meget for, at vise ham hvor hun holdt til. I hendes øjne.. var det pinligt et sted? Hun vendte blikket mod ham istedet for. "Jeg tror ikke din... drage er så vild med mig.. Jeg kan bare gå.. det gør mig intet," forsikrede hun ham. Hun var selvfølgelig glad for tilbudet, men hvis ikke Pixarius ville have noget med hende at gøre, så var der vel heller intet at skulle gøre ved det? Uanset hvor træt hun så måtte være af det. Et rovdyr mod rovdyr og her, valgte hun så selv at trække sig. "Jeg takker for tilbudet, det var meget venligt af dig," tilføjede hun stille, da hovedet søgte let på sned. Blikket gled let mod jorden, for så at søge op mod himlen. Hun havde virkelig ikke alverdens med tid.. Hvor var det dog frustrerende! "Jeg har allerede sørget for ballade nok.. Jeg kan sagtens gå hjem," afsluttede hun lettere stilfærdigt.

[isaac]

Isaac havde virkelig ikke været ude på at såre eller skade hende på nogen som helst måde, for han nød virkelig hendes selskab, og hun var faktisk én af de få, der ikke var endt med at gå fra ham, men faktisk blevet hos ham, skønt han havde tirret hende, hånet hende set nedladende på hende og ’følt’ sig hævet over hende, men han havde jo faktisk blot været ude på at hjælpe hende, ved at få afløb med bare noget af sin vrede, og det så da ud til at hun var ved at have det bedre? Hun virkede i så fald ikke vred på ham længere, og det kunne kun glæde ham! For han ønskede faktisk ikke at hun skulle vende sig om og … gå. Bare tanken gjorde ham trist et sted. Han vidste at hun havde hjemve, at hun ønskede at bo i Procias igen, for alt det stod så tydeligt i hendes blik og stemme, og han ønskede virkelig at hjælp hende hvis hun ønskede hans hjælp, selvfølgelig. Han trak ganske svagt og langsomt på skuldrene. ”Tja, du er jo forhenværende procianer, så mon ikke du har en chance?” spurgte han roligt og dog stilfærdigt, for det passede jo, så hendes chancer var selvfølgelig større end mange andres var. Og nok var hun vampyr, men hun var jo ikke ond, og hun hadede at drikke blod, så det kunne vel tale lidt af hendes sag? Han smilede ganske let til hende ord, imens hans hoved søgte på sned. Det morede ham, for hun stod faktisk overfor greven, hvilket også blot fik ham til at trække lidt ekstra på smilebåndet. ”Tja, du har jo mulighed for at spørge ham nu, nu hvor du står over for ham,” sagde han roligt, imens han smilede lettere drillende til hende, hvor han kort måtte blinke med øjnene til hende. Det var vel et sted klart at hun ikke vidste at han var greve af Manjarno? Han havde jo for det første ikke fortalt hende det, og så kunne det være at hun ikke gik så meget op i de adelige, og hvorfor skulle hun? De havde jo alt det som hun ikke havde, så han forstod hende faktisk godt. Men bare fordi man var rig, var det ikke ensbetydende med at man ikke tænkte på andre, se blot Marius, greven af Procias, han havde bygget et børnehjem, en stor tanke, og en endnu større gave og glæde! Og eftersom han var greve kunne han vel være i stand til at tale hendes sag, skønt det var i Procias? Han smilede skævt til hende. ”Tja, så kunne du vel altid komme og besøge mig?” spurgte han roligt. I hans hus ville hun i hvert fald kunne søge tilflugt fra solen, og hun ville altid være velkommen, desuden, så havde han jo et gæsteværelse, som hun kunne få lov til at bruge, for det var jo trods alt sjældent at han fik gæster, så det stod altid frit. Desuden, så ville han vel også langt hellere have at hun befandt sig i Manjarno end i Dvasias, for han ønskede ikke at mørket skulle tage over hende, ikke når hun slet ikke burde være her i første omgang. At det var tid for hende at gå, var skam ikke noget han kunne bifalde det mindste! Men han vidst at hun var vampyr, så han kunne jo ikke holde på hende, for det sidste han ønskede, var da at miste hende til døden! Så langt hellere mørket, skønt det næsten var det samme i hans øjne. Hendes sylespidse hjørne tænder, var ikke noget som skræmte ham, hun havde jo faktisk allerede sat dem i ham, på grund af ham selv igen, men uanset om hun var en blodsuger eller ej, så ville han aldrig nogensinde blive bange for hende, det kunne han simpelthen ikke. Han kendte hende faktisk allerede alt for godt til at kunne hade hende på nogen som helst måde. At hun hellere ville gå, var han ikke meget for, han ville med glæde give hende et lift. Det var vel det mindste han kunne gøre? ”Men…” Han skulle lige til at protestere da han hørte Pixarius’ hvæsen over sig, han kunne vel heller ikke gå imod den? Han så ganske let rundt, inden de safirblå øjne søgte til hendes igen. ”Men, så lad mig i det mindste se dig igen?” spurgte han roligt, for han ønskede ikke at alt skulle slutte nu, og at han så aldrig ville se hende igen, ”så kan du også få svar på dine mange spørgsmål.” Han smilede et skævt smil, hun havde jo ikke nået at spørge så meget ind til ham.

[Deleted]

Alicia var jo en procianer dybest inde, og det var noget som i den grad måtte holdes ved på alle tænkelig måder overhovedet. At han havde hånet hende, tirret hende og opført sig som var han noget meget mere værdifuldt end det som hun selv måtte være, så var det nu noget, som hun ikke ønskede, at skulle tænke over på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var end også helt sikkert. Selvom han virkelig ikke havde været andet end en pest og en plage i begyndelsen, så var det virkelig endt med at blive ganske så anderledes i den anden ende, og det var hun glad for. Han havde vist sig, at skulle være et utrolig godt selskab og hun havde i den grad også nydt det, så bare den tanke alene til, at hun faktisk skulle til at søge videre og væk fra ham, var i sig selv, slet ikke en tanke som hun var meget for, men nu og da, så måtte det vel også bare være.. nødvendigt? "Jeg tvivler.. jeg kender flere i min situation," sagde hun stille. Hvis det ikke var fordi at Marius havde været i Procias før angrebet, så var han selv røget ud. De havde virkelig skærpet sikkerheden. Hun ønskede virkelig tilbage, selvom hun virkelig ikke troede på, at det nogensinde ville blive aktuelt. En tanke som faktisk måtte gøre ondt. Sagen var jo så også den, at hun stadig var tvunget til at skulle drikke blod for sin overlevelse. Det var jo heller ikke ligefrem velset i det land, hvor hun jo faktisk var født og opvokset. Alicia så stille på ham. Overfor ham? Stod hun overfor greven af Manjarno?! Om ikke andet, så blev hun ena nelse mere bleg i ansigtet, end det som hun havde været før. Det kunne simpelthen ikke passe! Havde hun slået på selveste greven?! "J-jeg... jeg slog på greven..." var hendes første kommentar til det hele. Det kunne virkelig ikke være rigtigt! De adelige havde aldrig rigtigt interesseret hende, og hvorfor skulle de? De ville normalt aldrig se hende.. Men han havde gjort det. Det var der, at hele forskellen måtte ligge. De isblå øjne hvilede på hans skikkelse. Hun kunne simpelthen ikke tro det! At hun direkte fik lov til at besøge ham, fik hende blot ganske svagt til at trække på mundvigen. "D-det kunne da godt tænkes.." Nu skulle hun jo atter falde til ro i og med, at hun nu have fået at vide, at det faktisk var en grev som hun måtte stå overfor! Det var en ganske forunderlig tanke faktisk! Om han havde noget som gjorde, at hun kunne søge skjul for solen, så ville det i den grad have været for det bedste, ellers havde hun virkelig et temmelig stort problem i den anden ende og hun vidste det jo udmærket godt, det var også helt sikkert. Døden og mørket, var virkelig det samme i Alicias øjne. Hun manglede og hun savnede lyset. Hun så stille på ham, som beskeden nu måtte synke ind. "Det ville jeg glædeligt, hvis jeg kunne nå det, Isaac," sagde hun stilfærdigt. At besøge ham, ville hun glædeligt, men så længe at Pixarius nægtet at bringe hende, så var der vel ikke noget at gøre ved det? Tiden var knap allerede nu for hendes del, det var sikkert. Hun måtte virkelig snart afsted, hvis hun ville have nogen mulighed for at skulle komme i skjul inden solen ville vise sig på den store himmel, for det ønskede hun virkelig ikke at møde! At han ønskede at se hende igen, måtte faktisk lette hende et sted dybt inde. Hun kunne love ham det. At det ikke ville være sidste gang. "Jeg lover dig, Isaac.. At vi nok skal mødes igen," sagde hun stille. Hun vendte blikket op mod Pixarius, idet hun gik hen til Isaac. Hun hævede hånden og strøg hans kind. "Måske den skøreste fyr jeg længe har mødt.. men jeg har nydt det," sagde hun med et stille smil på læben. Hun plantet et varsomt kys mod hans kind inden hun trak sig. "Hvis ikke din kære drage havde så meget imod mig, så kunne du jo tage mig med hjem nu.." Hun trak på skuldrene og så stille på ham indem hun stille trak sig. Hun var virkelig ikke meget for det, men det var nødvendigt. Hun vendte sig om, blot for at gå.

[isaac]

Isaac ønskede ikke at hun skulle blive en del af mørket! Hun var så meget bedre end det, og så passede det slet ikke til hende! Han vidste at hun savnede at være en procianer igen, han havde jo faktisk fundet rigtig meget ud omkring hende, hvor det faktisk ikke var gengældt, men et sted var de vel også kommet mere ind på hende? Og det at hun ikke kendte ham så godt endnu, kunne de jo også lave om på? Med et nyt møde? De safirblå øjne fjernede sig ikke fra hendes isblå, det kunne de simpelthen ikke! Desuden, så nød han at se ind i dem, for nok var hun ’dvasianer’ i øjeblikket, men hendes øjne viste slet ikke den ondskab og kølighed som enhver anden dvasianer måtte være bærer af. Hun var så meget mere en procianer indeni, sikkert også mere end hun selv ville indrømme. Han trak ganske svagt på skuldrene. Det gjorde et sted ondt på ham, at hun ikke kunne komme ind i det land, som hun ønskede mest. Han slap et let suk. ”Tja, det kunne være, hvis du boede lidt i Manjarno, og forholdt dig neutral at du måske en dag ville kunne komme ind?” Han smilede et stille smil. Hun var jo trods alt gammel procianer, så det kunne da ikke være umuligt? Desuden, som sagt, så ville han tale hendes sag! Hendes reaktion og kommentar til at hun havde slået greven, fik ham til at bryde ud i en munter latter. Han havde jo selv lagt op til det, så det gjorde ham bestemt ikke noget, desuden var hun ikke den første. Han så sig faktisk ikke direkte som greve, det var nogen gange bare alt for … kedeligt. Der var så mange forpligtelser som han skulle lave, og Lynn var jo faktisk ’førstegreve’, hun var faktisk en tand højere end ham, så det meste ansvar lå faktisk på hendes skuldre, og desuden, så lå dronningens forpligtelser langt højere end hans egne. Hans safirblå øjne hvilede muntert i hendes. ”Det gør jo ikke noget, Alicia. Jeg bad jo selv om det,” svarede han med et sigende blik og et muntert smil. Hendes reaktion morede ham, men han havde jo heller ikke præsenteret sig som greve, og af den simple grund; folk skiftede typisk karakter overfor ham, og det brød han sig ikke om. ”Desuden så … ønsker jeg ikke at du ændre dig af den grund,” tilføjede han forsigtigt, og smilede mildt til hende. Det var faktisk det sidste han ønskede, og slet ikke af hende! Hun skulle blot være sig selv, og faktisk være ligeglad med om han var greve eller ej, for han var jo ikke ude på at skade hende, og faktisk var det ham der var blevet såret fysisk denne aften, han bar endda et ar af det bidemærke hun havde givet ham, da han havde tilbudt hende hans blod. Han smilede muntert til hende, han kunne simpelthen ikke lade vær. Det at hun ville besøge ham glædede ham, og hans hus ville altid være åbent for hende, hun ville altid være velkommen, og hun ville altid kunne komme til ham for at søge ly mod lyset, faktisk en trist tanke, for hun havde elsket lyset og nu var det det som hun flygtede fra. Bedrøvende faktisk. ”Det glæder mig Alicia, for jeg har virkelig nydt dit selskab. Utrolig meget endda,” svarede han sandfærdigt og smilede mildt til hende. Sandt var det. Nok var de næsten kommet op at toppes, og han havde været tæt på at dø, hvis han ikke havde fiflet med hendes sind, han havde hånet hende og talt nedladende til hende, og hun havde givet ham, ikke blot én, men to lussinger, én på hver kind, men af den grund havde han virkelig nydt hendes selskab! Desuden, det at hun havde slået ham, havde jo været hans egen skyld, og det var faktisk også det som han havde været ude på, for han ville blot have ladet hende afreagere, og det havde jo set ud til at virke. Pixarius måtte slå små klik med tungen, som enhver anden slange, da hun så op mod ham, imens hun gik hen imod Isaac. Han brød sig ikke helt om hende, hun havde både slået Isaac og bidt ham, og så var hun en blodsuger, så han turde ikke stole fuldt på hende, for Isaacs egen skyld. Pixarius vidste jo ikke om hun kunne finde på at suge Isaacs blod igen, hvis sulten en nat løb af med hende. Og det ville han ikke være med til! Derfor iagttog han hver eneste lille detalje ved hende og hver eneste lille bevægelse hun måtte gøre. Isaac trak på mundvigen til hendes ord, og til hendes kolde hånd mod hans varme kind. Kysset mod hans kind fik det til at sitre i hele hans krop på en helt underlig måde, og han mærkede hvordan hans hjerte begyndte at slå fast og hurtigere mod hans bryst, som ville det bryde ud. Han tog sig lettere fraværende til kinden, imens han betragtede hvordan hun gik fra ham. Det var først et kort stykke tid efter at hendes ord gik op for ham. Opfordrede hun ham? Pixarius gav en utilfreds lyd fra sig, og Isaac vendte næsten sine safirblå øjne op mod dragen helt hundeagtige. Og da Pixarius overgav sig, løb Isaac det lille stykke hen til Alicia. ”Hey vent!” sagde han roligt og greb hende roligt om armen. ”Så tag med mig,” opfordrede han roligt og næsten lettere bedende, imens hans øjne så prøvende i hendes.

[Deleted]

Mørket var jo mere eller mindre det som Alicia havde, at skulle klamre sig til. Det var jo ikke direkte fordi, at hun havde noget andet? Hun havde nu bare accepteret det, selvom det nu ikke stoppet hende fra, at skulle klage over, at det måtte være sådan og sådan, at det måtte hænge sammen, for hun ar praktisk talt træt af det! Ond, kold og grusom, var bestemt ikke noget som man kunne kalde hende, selvom facaden lå der. Jo mere tid hun tilbragte i Dvasias og i mørket, jo værre ville det blive, og det vidste hun jo. Hun var jo tvunget til at skulle tilpasse sig så godt, som det var hende menneskelig muligt i den anden ende, selvom det virkelig var svært for hende, så måtte hun jo bare prøve og så godt, at det var hende muligt. "Dig som altid skal være så optimistisk.." Hun rystede på hovedet og med et svagt smil. "Jeg tvivler på, at jeg nogensinde får lov til at skulle søge til Procias igen.. Dengang var jeg lige så ubetydelig som jeg er nu her i Dvasias," fortalte hun roligt, direkte og lige ud af posen, der var jo trods alt ikke nogen grund til at skulle skjule det. Bare tanken om at hun havde både bidt og slået greven, var bestemt ikke en tanke som hun brød sig særlig meget om, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun betragtede ham med det ellers så tydelige overraskede blik, for det var i sig selv, forbandet pinligt og utrolig... akavet? Hun trak ganske svagt på smilebåndet.. Så svagt, som det var hende i det hele taget muligt, for hun burde ikke have gjort det, selvom det i den grad havde hjulpet hende, for det havde det virkelig. At få lov til at komme af med nogle af de frustrationer som hun måtte brænde inde med, var hende en stor hjælp og på alle tænkelige måder overhovedet. "Måske at du bad om det, men det er slet ikke ensbetydet med, at jeg burde gøre det," sagde hun stilfærdigt. Det var slet ikke noget som hun ville diskutere, det var jo bare sådan at det var. Der var stadig frygtelig meget af en procianer i hende, det var sikkert. "Du ønsker ikke at jeg skal ændre mig af den grund? Jamen... hvad andet valg har jeg? Hver eneste dag jeg tilbringer i mørket, jo værre bliver det." Det var bare fakta, uanset hvad han ønskede at gøre ved det, så var der egentlig ikke det store at gøre ved det. Hun betragtedeh am stille. Et sted havde hun bare affundet sig med det, accepteret det, selvom hun måtte hade det i den anden ende, så var der virkelig ikke noget, at skulle kunne gøre ved det, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var der bare ikke noget, som man kunne gøre ved det. Hun lod hovedet søge let på sned og med et svagt smil. Hun havde virkelig travlt efterhånden. "Det glæder mig at høre, Isaac.. Selvom. jeg har både bidt og slået dig, som et glubsk bæst," tilføjede hun med et drilsk glimt i øjet. Kunne hun, så ville hun da elske, at skulle tage med ham i denne stund, det var bare desværre ganske enkelt umuligt. Hun havde ikke tiden til at søge til Manjarno og i og med, at hans kære drage ikke ønskede at have noget med hende at gøre, så var der vel intet at stille op? At mærke hans varme hud mod sine kolde fingre, fik hende blot til at smile. Det var hende en varme som hun ville huske. Hun lod den hånd stille søge mod sit bryst, som i et næsten desperat forsøg på at skulle holde på det. Hun var jo ikke nået særlig langt væk fra ham, selvom hendes skridt var endt hurtige. Hun havde virkelig ikke lang tid på sig, til at skulle komme tilbage i skjul og det i sig selv, kunne virkelig være så deprimerende! Som hun næsten måtte gå der i sine egne tanker, blev hun brutalt revet ud fra det, da han greb hende omkring armen. Det fik hende til at vende sig mere eller mindre omgående. Hun lyttede til hans ord. Skulle hun tage med ham? Hun ville da elske at gøre det, hvis hun dog bare havde været i stand til det! Hun var allerede under tidspres bare for at nå hjem til sit lille mausoleum på kirkegården, for der var virkelig ikke lang tid, før solen ville vise sig. "Jeg.. jeg ville hvis jeg kunne, Isaac.. Du ved, at jeg aldrig når til Manjarno på denne korte tid.. Din drage vil jo ikke vide af mig," forklarede hun roligt. Det var jo heller ikke fordi at hun klandrede Pixarius. Hun havde jo bidt og slået det lille dyrs herre, så hvad havde hun egentlig regnet med når det kom til stykket? Hun blinkede svagt med øjnene. "Jeg har virkelig ikke tid.." sagde hun stille. Hun vendte blikket op mod den store himmel. Det var kun ved at blive mere og mere lyst og hun hadet det virkelig noget så frygteligt! Hun så stille på ham igen. Hun havde intet imod, at skulle se ham i øjnene, slet ikke. Hun ville elske at komme med ham, det ville hun virkelig. Det var vel bedre end den gamle kiste i et koldt og klamt lokale, som hun var vant til? For ikke at glemme, at hun elsket hans selskab!

[isaac]

Isaac var altid en optimist, skønt der også var ting der kunne gøre ham trist, og vred, men det var der jo ved alle. Alle havde noget de kunne blive vrede over, det skete så bare ikke så tit for ham mere, for han havde ikke ligefrem nogle der betød noget for ham omkring sig, foruden Pixarius. Men det at hun ikke kunne komme tilbage til Procias når hun så gerne ville, så det at hun var fanget her i Dvasias i mørket, det var bare … trist og forkert! Han smilede skævt til hendes ord. ”Ikke altid optimist, jeg prøver bare at tænke klart og finde den rette vej igennem alt det svære, og det er mange gange lettere når man tænker positivt,” forklarede han med et muntert smil på de rosa farvede læber. Sandt var det jo, selv han havde mødt nedtur. Det gjorde alle, det var noget som var uundgåeligt. Han greb roligt omkring hendes hænder og så hende direkte i øjnene ganske alvorligt. ”Alle har betydning, ikke alle er kendte, men alle er af betydning. Vi er alle sammen med til at skabe et samfund, og vi kan alle sammen være med til at gøre verdenen bedre, ved at vælge de rette valg, men forskelligheder er også med til at skabe krig, som mellem Procias og Dvasias, men selv de to lande vil kunne leve i fred og fordragelighed ved at vælge de rette valg, ved at være fornuftige. Og folket i landene, også dig, er med til at skabe den fred,” fortalte han roligt, inden han klemte blidt omkring hendes hænder. ”Du betyder noget for dine nærmeste, og det er det vigtigste,” tilføjede han med et mildt smil og lettere opmuntrende. Sandt var det jo. ”Og hvis det kan gøre dig glad, så vil jeg, selveste greven af Manjarno huske dig i al evighed Alicia Azael Maqualian, også længe efter du er borte, hvis jeg da ikke dør først.” Det sidste blev sagt i en lettere eftertænksom mine, for han kunne jo ikke vide om han ville dø i et attentatforsøg, som var sket på Neutranium, for alle adelige havde noget at skulle have sagt i samfundet, og han havde faktisk en større magt, men en magt, som han ikke gjorde brug af, skønt han vel var i stand til at gøre noget godt for landet? Ligesom Marius havde gjort for Procias. Han lagde roligt en hånd mod hendes kolde kind, mens hans safirblå øjne hvilede mildt i hendes isblå. Han rystede ganske let på hovedet. ”Måske. Men sket er sket, Alicia og at slå greven af Manjarno sker der ikke noget ved, du var skam tilgivet fra det øjeblik du slog mig,” sagde han stilfærdigt og smilede et lille skævt smil til hende. Han strøg hende blidt over kinden, inden han lod den falde slapt ned langs hans side igen. Hun måtte end ikke føle skyldfølelse, for han følte skyldfølelse af at angribe hende så direkte som han havde gjort, så det var kun forståeligt at hun havde slået ham, der bar han intet nag. Slet ikke! Han bed sig ganske svagt i den bløde underlæbe. Han ønskede ikke at miste hende til mørket, og slet ikke når det var mod hendes egen vilje. ”Du behøver jo ikke bo i Dvasias,” sagde han stilfærdigt, og dog dæmpet, der var vel intet at skulle skjule? For det var jo åbenlyst at han ikke ønskede hende en del af mørket. For det gjorde han bestemt ikke! Han vidste godt at hun var vampyr, og de faktisk blev set som monstre, fordi de havde brug for blod, men han kunne bare ikke bære tanken! Det drilske glimt i øjet, fik ham til at smile svagt. Et sted var hun vel positiv ved sin race, skønt hun hadede den? Men hendes ord brød han sig ikke om at høre, for han så hende bestemt ikke som et bæst. ”Du er ikke et bæst,” afveg han og se ganske let til siden, som var han utilfreds. Og det var han også, for han var utilfreds med … alt faktisk. Det at han bare kunne stå på og se passivt til, imens mørket opslugte hende, og det kunne han ikke gøre noget ved, hvis hun ikke selv ønskede at flytte.
Det var kun forståeligt at Pixarius følte sig truet over for et andet rovdyr, for det var jo faktisk hvad hun var. Og så var han bange for at hun ville bide ham igen, men Isaac kendte hende allerede bedre, og det gjorde Pixarius også, skønt han ikke ville indrømme det. Men han vidste at hun ikke havde så meget tid, for solen var jo på vej op, det kunne man se på himlen, den var ved at blive lysere, og han brød sig bestemt ikke om tanken! Hånden mod hans bryst, havde han intet imod, og den fik ham kun til at trække på mundvigene. ”Jamen, han er…” Han så let tilbage mod Pixarius, der næsten måtte føle med ham, for Pixarius vidste at Isaac nød hendes selskab og at han stolede på Alicia, og Pixarius kunne jo ikke gå imod ham, så han måtte være den iagttagende. Derfor havde Pixarius forvandlet sig til dens retmæssige størrelse, hvor han allerede var nået op på fire meter i højde, hvis ikke mere. Isaac så tilbage mod Alicia. ”Han er klar.” Et stort smil måtte bane sig vej over hans læber, i det han rakte hende hånden. Det var selvfølgelig op til hende. For hun skulle skam ikke tvinges med. ”Vi når skam tilbage i tide,” lovede han med et mildt smil.

[Deleted]

At han altid måtte være så frygtelig optimistisk, måtte Alicia virkelig beundre ham for, for det var virkelig ikke en egenskab som man så særlig meget til efterhånden, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun betragtede ham stille. Det glædet hende selvfølgelig, for det måtte jo faktisk smitte en anelse af på hende også, så det var vel.. noget som man kunne tolke godt? Hun havde bare affundet sig med hvad hun var, selvom hun virkelig bare måtte hade det noget så frygteligt i den anden ende, så var der vel intet hun sådan rigtigt kunne gøre ved det nu? "Det må være en ting fra Manjarno, for det er virkelig ikke hvad vi ser her normalt," sagde hun stille og med et svagt smil på læben. Han havde virkelig været hende en forbandet stor hjælp, selvom det nu alligevel havde krævet, at hun havde slået til ham de enkelte gange, det var der heller ikke nogen tvivl om, men det havde virkelig hjulpet! At nære sig på ham igen, ville hun ikke, så ville hun hellere sulte. Hun hadet virkelig, at hun var tvunget til at skulle gøre det på den måde. Det var virkelig det, som var hendes største problem. Han lød virkelig vis kontra alt det dumme som han havde fyret af tidligere, hvilket også gjorde, at hun havde det nemmere for at lytte til ham nu, end det som hun havde haft for bare et par minutter tidligere og det gjorde hende glad. Hvem holdt egentlig af hende? Hvem stod hende nær? Det var alt sammen en grund til at hun ikke ville sige det til ham som sådan, det var der end ikke nogen tvivl om. Hun bed sig svagt i læben. "Måske at alle er med til at gøre en forskel, men når man står i bunden af det bundløse hul som jeg gør, så er jeg da ikke til meget nytte på noget vis." Hun trak let på skuldrene og så let og stille ned af sig. At han havde taget hendes hænder, satte kun den sitren i hende igen. At han vile huske hende, fik hende blot til at smile. Det var i det mindste en som ville huske hende, hvis det skulle gå galt. Hun rystede på hovedet og med et smil på læben. "Du behøver virkelig ikke gøre så meget ud af det," afveg hun stille. Hun ønskede virkelig bare.. en mulighed for at leve et liv, acceptere det mørke som hun måtte leve i for resten af sit liv frem til det sikkert ville blive hende for meget, for det var virkelig noget af det værste ved det hele! De isblå øjne faldt stille i hans blik. Han var virkelig noget for sig selv, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Med et sådan liv du lever ved at rende rundt her, så skal du virkelig være forsigtig.. Du ender med at dø langt før mig," påpegede hun med en lettere drilsk stemme. Hun kunn finde humoren frem nu og det var alt sammen takket være ham, for det skete sjældent. "Måske jeg ikke behøver at bo der, men hvor skal jeg da ellers opholde mig?" spurgte hun stille. Hun havde jo ikke rigtigt kendskaber til Manjarno som sådan. Det havde været et gennemfartsland for hendes del, noget som hun bare skulle igennem.
Et bæst var hun, hvad end om han ville det eller ikke. Hun havde jo trods alt slået og bidt ham for pokker da! De isblå øjne så stille i hans eget blik, selvom de hurtigt fandt noget andet at falde på. Hun så på Pixarius som var blevet utrolig mange gange større end det sm den havde været for bare et øjeblik tidligere! Et sted var hun jo selvfølgelig glad for, at hun ikke kunne få det lift hjem, for det ville virkelig bare være pinligt, at skulle vise ham at hun boede i et koldt mausoleum, men det var jo det som hun havde at skulle klamre sig til. Hun sank klumpen stille i halsen. Nu virkede Pixarius da meget mere faretruende end det som var for bare et lille øjeblik siden! Hun vendte sig mod ham og tog forsigtigt omkring Isaacs hånd. Hun stolede på ham og hun håbede blot, at hun gjorde ret i at gøre det, ellers havde hun da et seriøst stort problem når det kom til stykket. Hun sendte ham et stille smil. Det var ikke med tvang og det gjorde hende virkelig glad, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Hvis du er sikker på at vi kan nå det.. Det skal virkelig gå hurtigt," sagde hun stille. Hun ville helst undgå solstrålerne, for det ville virkelig ende med at koste hende livet! Hun var dog villig til at give et forsøg, efter at han havde tirret hende, havde han jo ikke givet hende nogen grund til ikke at tro og stole på ham. "Så skal vi afsted nu.." Hun trådte stille hen til ham, strøg hånden fra hans bryst og let over hans kind. Hun var ham taknemmelig. "Hvis du siger at jeg har reddet din aften, så har du minsandten også reddet min," sagdde hun roligt. Hun sendte ham et let og varmt smil.

[isaac]

At Isaacs optimisme smittede af på hende, kunne han godt mærke, og det glædede ham da, men han vidste til gengæld også at hun var kørt så langt ned, at hun mere eller mindre havde mistet troen på at hun kunne flytte tilbage til Procias, hvilket gjorde ondt et sted, og hun turde ikke håbe på at komme tilbage, fordi hun ikke ønskede at blive svigtet igen, igen, og han forstod hende udmærket, men han ville så gerne hjælpe hende, og ikke fordi han havde medlidenhed med hende, for det var jo ikke fordi hun ikke havde et sted at søge til, kirkegården, men han var alligevel kommet til at holde af hendes kære væsen, og derfor ville han gerne hjælp hende. Han så hende ikke som vampyr, eller det gjorde han nok, men ikke alt det der forbandt en vampyr til mørket, ikke når han kendte hende på den måde, som han gjorde, for han var kommet helt ind under huden på hende. Og det var han et sted glad for, for han tvivlede på at andre kendte til hendes dybeste hemmeligheder, ligesom han selv gjorde. Han smilede et skævt smil til hendes ord. ”Måske,” svarede han lettere eftertænksomt. At hun ikke ville nære sig på ham igen, regnede han ikke med, men man vidste jo aldrig, hun havde jo ikke været meget for det til at starte med, men havde gjort det alligevel, så hvis han kom til at tirre hende igen, hvem sagde så at hun ikke kunne finde på det igen? Nu kendte hun ham jo bedre, så om det var dumt af ham eller ej, så stolede han på hende og ville derfor lade sine parader falde, og det var nok det som Pixarius var mest vred over. Han smilede lettere opmuntrende til hende. ”Selvfølgelig er du det Alicia. Enhver er af betydning. Også du,” svarede han sandfærdigt og trak skævt på den ene mundvig. ”Sikke du er negativ, smil lidt og hver glad for at du har livet i behold! Desuden, når du har nået bunden, så kan det kun gå én vej, og det er op,” påpegede han muntert, hvor han kort kluklo. Sandt var det vel? Når hun nu havde nået bunden, så kunne hun jo ikke kommer længere ned, og han ville da gerne hjælpe hende med at komme på vej op igen. At hun alligevel måtte smile til hans ord fik ham selv til at smile. For han kunne først være tilfreds, når hun først begyndte at se lidt lysere på tingene. ”Selvfølgelig gør jeg det! Når du ikke gider tro mig, så er jeg jo nød til at banke lidt fornuft ind i dit hoved,” sagde han lettere drillende, inden han prikkede blidt til hendes næse, med det muntre smil spillende på de rosa farvede læber. Desuden, så var det det mindste han kunne gøre, han ville gerne hjælpe hende. Mere end noget andet. Desuden, så havde han jo faktisk ikke andet at bruge tiden på, så tid havde han en hel del af! Han trak på smilebåndet, så et bredt smil bredte sig på hans læber, til hendes drilske ord. Sandt var det dog, for han levede faktisk et liv uden hæmninger. ”Ja så, men om jeg så skal besøge dig i Dvasias, så gør jeg det!” svarede han sandfærdigt og dog med en drillende undertone. Han slog ganske let ud med armene til hendes spørgsmål. ”Tja, det ved jeg ikke. Du kunne bo hos mig?” foreslog han roligt, inden et skævt smil gled over hans læber, ”det er stort, plads til alle, måske en smule tomt, men så har du da et sted at søge til, når dagen falder på.” De safirblå øjne forlod end ikke hendes isblå. Han var jo faktisk sjældent hjemme alligevel, og hun kunne da give ham en grund til at være det, men det var selvfølgelig kun et forslag, så det var op til hende selv. ”Det kan du jo tænke over.”
Isaac fulgte roligt hendes blik hen imod Pixarius. Ikke en helt almindelig drage, han ville aldrig blive i stand til at sprude ild, men formskifter som hende selv, så noget havde de jo faktisk tilfælles, begge rovdyr, men også formskifter, det morede faktisk Isaac. Det var nok fordi de begge var rovdyr at der var en fejde, men det gjorde ham intet, Pixarius havde tillid til ham, og det vidste han, så han vidste at Pixarius ville lade hende sidde på ham og føre hende med dem hjem. Han rynkede ganske let brynene og så lettere udfordrende på hende. ”Nu skal du ikke fornærme min drage! Han er langt hurtigere i luften end noget andet væsen,” sagde han lettere drillende, men sandt var det skam! Han var jo for pokker en drage, og det sagde skam ikke så lidt, bare hans store hvide vinger var blevet enorme. At hun strøg ham over brystet for at fortsætte mod hans kind, fik ham til at smile et lettere varmt smil til hende, og hendes ord var langt bedre! ”Det glæder mig da, Alicia, så kan jeg jo alligevel være til lidt nytte,” svarede han med et skævt smil. De safirblå øjne betragtede roligt hendes isblå, i et kort øjeblik, inden han trak hende med sig. ”Kom, inden solen står op.” Han trak hende med hen til Pixarius, der havde lagt sig ned, så der ikke var så langt op. Isaac sprang op på ryggen og gav Alicia sin hånd, for at hjælpe hende op, så hun ville komme til at sidde foran ham, så han vidste hvor han havde hende. ”Hold hellere godt fast,” sagde han med et skævt smil. Han klappede den store drages hals. ”Kom så, Pixarius.” Meget mere nåede han ikke at sige, inden Pixarius satte af fra jorden, for at flyve dem til det store Château.

//Out

[Deleted]

Isaacs optimisme måtte virkelig bare smitte af på hende, og det var virkelig bare en frygtelig dejlig følelse og fornemmelse, når det måtte komme til stykket, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun betragtede ham med et roligt blik. Hun havde i den grad ramt den store bund og det kunne kun gå en vej - Og det var op, det var i den grad også helt sikkert. Hun havde sit lille sted på kirkegården og der var hun allerede overbevist omkring denne ene lille ting; Det var et sted, som Isaac bare ikke skulle have lov til at se! Hun var ikke direkte stolt over at have taget over en ældgammel grav som hun havde tømt, for at søge skjul, for det var virkelig det sted som hun havde, og det var noget som virkelig bare måtte frustrere hende. Hun sendte ham et stille smil. Hans ord var hende vise og specielt dem som han måtte lade komme frem på denne måde, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. "Det kan jeg garantere dig for," sagde hun stilfærdigt. Hun kendte efterhånden temmelig godt til Dvasias, så det var noget som hun kunne sige med en sikkerhed uden lige. Hovedet søgte ganske let på sned. "Foruden dig.. så tror jeg ikke, at nogen i det hele taget ville mærke sig af det, hvis jeg måtte forsvinde," sagde hun stille, og ikke mindt med en ærlig stemme. De isblå øjne hvilede let på hans skikkelse. Han var nu noget særligt alligevel, det var helt sikkert og det var noget som i den grad også måtte falde hende direkte i smag, det var sikkert. At han i det hele taget havde formået, at skulle komme sådan ind på hende, var noget som overraskede hende en god del, selvom det nu ikke var noget som hun sådan rigtigt tænkte over lige nu, men det gjorde hende om ikke andet, så frygtelig glad i den anden ende. Hun rystede smilende på hovedet. "Du giver aldrig op, gør du?" spurgte hun med et sigende hævet bryn. Hovedet søgte ganske let på sned, som hun selv måtte stå tæt ved ham som hun gjorde lige nu. Hun kunne ikke fordrage, at hun var tvunget til at nære sig på levende for at overleve selv. At hun havde næret sig på ham, var noget som hun stadig måtte have det temmelig elendigt med, men hvad var der, at skulle gøre ved det? Hun slap et svagt grin. "Du skal slå fornuft ind i mit hoved? Ja, lykke til," opfordrede hun med et lettere drilsk glimt i øjet. Ikke at det var noget som hun ville kunne skjule for ham, og det var bestemt heller ikke hendes hensigt. Hun havde virkelig nydt, at skulle stå der sammen med ham og nyde hans selskab, for det havde hun i den grad også gjort. Hun så på ham med et næsten overrasket blik. "Nej!" sagde hun næsten hurtigt. Hvad han ikke måtte, så var det at besøge hende i Dvasias! Hun bed sig let i læben og vendte blikket kort tænkende mod jorden. "Det.. det er slet ikke nødvendigt, Isaac," tilføjede hun lettere hurtigt. Det ønskede hun virkelig ikke, for det var pinligt nok som det måtte være fra før af, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var næsten som hun måtte føle hendes hjerte slå mod hendes bryst. Stod han lige og tilbød hende et hjem? Et sted at være? Hun vendte blikket næsten overrasket mod ham. Ham af alle, formåede virkelig at slå benene væk under hende og gøre hende helt og særdeles mundlam! "... J-jeg vil virkelig ikke være til besvær, Isaac.." sagde hun stille. Hun ville gerne, men alligevel..? Det kunne hun vel ikke, bare sådan uden videre? Det var slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende, det var jo heller ikke fordi, at hun havde gjort noget, som i hendes øjne, kunne gøre, at hun fortjente det?
Alicia lod sig forsigtigt blive ført hen til Pixarius. Det store og smukke dyr måtte hun let tage i blik, som Isaac kravlede op på plads på den store og stærke ryg og hjalp hende op derefter. Hun ønskede virkelig ikke, at skulle gøre ham noget. Om ikke andet, når sulten blev slem nok, så skulle han bare holde sig langt væk fra hende. Hun satte sig forsigtigt til rette - Hun prøvede i hvertfald, for dette var virkelig fremmed for hende! "Han er virkelig et smukt eksemplar.." Hun strøg ganske forsigtigt Pixarius over ryggen lige der hvor hun måtte sidde, idet hun satte sig til rette foran Isaac selv. Holde fast? Hvad pokker skulle hun holde fast i?! Hun stivnede ganske let, idet at Pixarius bare måtte lette, hvor hun rykkede sig direkte ind i Isaacs favn og greb fat omkring hans arme, bare for at have noget at holde fast i. Hun ville da ikke falde af! Hun sad helt tæt ind mod ham, idet at de fløj over den store himmel og mod Manjarno.

//Out