Party all night..?

[isaac]

Isaac kunne tydeligt se hendes trodsighed, men han forstod hende vel også et sted? Hvilken stolt person, ønskede at blive reddet af en anden? Eller rettere sagt, hvilken dvasianer ville lade sig blive reddet af en tossegod mand, som Isaac? Ingen! Det var også derfor det var så morsomt. Dog var det næsten synd, at hun var så vred på ham, for hun virkede så interessant. Og hendes ord, gjorde det blot ikke bedre. Han skød imponeret sine øjenbryn i været. ”Fascinerende,” svarede han sandfærdigt. Omdøbt for kun tre år siden? Det kunne være han kunne nagle den historie fra hende på et senere tidspunkt? Han regnede ikke ligefrem med at hun var i snakkehumør, ikke nu hvor han havde ødelagt hendes humør. Selvom det morede ham at han kunne hidse hende så meget op, så ærgrede det ham også, for hun virkede anderledes end de andre vampyrer, men det var nok fordi hun var blevet omgjort for kun få år tilbage. Det var derfor hun ikke var meget for at tage hans blod, men han var vidst også kommet til at undervurdere hendes sult, for den måtte vel indtræffe hende på et eller andet tidspunkt, og sandt nok, så gjorde den det også nu. Han havde opfordret hende til at sætte tænderne i ham, og det havde måske været forkert af ham? Måske den forkerte aftenen? Det forkerte øjeblik? Det var irrelevant, hun ville ikke få en eneste bloddråbe fra ham, medmindre han selv overrakte hende det, og det turde han et sted ikke helt, for han vidste ikke hvor sulten hun var. Han kunne tydeligt mærke hendes læber mod hans hals, og han vidste at hans blod var fristende, hvilket blod ville ikke være det? Men han havde en fordel. Hun kendte ham ikke, og var ikke velvidende om, at han var dragerytternes leder, og man blev ikke bare leder, fordi det lå til familien, men fordi man var stærk, klog, og ja, havde lederevner, og selvom han godt kunne få folk til at tvivle, så var han faktisk ikke så dum, som man ville tro. Og han var stærk, hans magi var stærk.
Isaac havde ikke været meget for at tvinge hende væk fra sig på den måde, han hadede vold, og han brugte det så ofte som muligt, og kunne han lade vær, så gjorde han det, det var så bare ikke altid tilfældet, og hun gav ham ikke noget valg. Det gjorde et sted ondt på ham, at se hende vælte omkuld på den hårde og brutale måde, og han vidste at det blot måtte fremprovokere hendes vrede, selvom det var hvad han helst ville undgå. Han vidste hvad vampyrer var i stand til, og han kendte til deres svaghed. Han ønskede ikke at skade hende yderligere, men hun tvang ham til det, hvis hun satte et angreb ind. Hun burde også se fornuftigt, skønt det nok var svært, hvis hun var sulten. Sulten efter blod. Efter hans blod! Hans blik var ikke muntert længere, det var faktisk blevet alvorligt, og så bar det et trist skær over sig. ”Jeg er ikke ude på at skade Dem frøken, men De giver mig intet valg ved at angribe,” svarede han stilfærdigt, og dog som en advarsel. Han kendte til vampyrernes hurtighed, og det undrede ham ikke helt at hun stod bag ham. Pixarius gav et lettere hvæs fra sig, ikke faretruende mod hende, men mere et spørgsmål til Isaac, han kendte ham, men der måtte stadig ikke ske ham noget! Han vidste dog, at Isaac kunne sin magi, og at han sikkert sagtens kunne tvinge vampyrkvinden fra sig, men han ville stadig ikke undervurdere vampyrkvinden, som Isaac godt kunne finde på.
Isaac mærkede hendes hænder omkring hans skuldre, dog spildte han ikke tiden. Han lukkede øjnene og mumlede noget utydeligt. Og som et lyn fra en klar himmel, dukkede en lille, men kraftig lyskugle frem foran ham, og overfor hende, for at blænde hende. Det var ikke lige så kraftigt som solens stråler, men det ville nok virke. Han vendte sig om og lod lysskæret forsvinde. ”Igen! Jeg er ikke ude på at skade Dem,” svarede han spydigt, imens hans øjne hvilede faretruende, og dog undersøgende på hende. ”De har tydeligvis ikke fået føde i et stykke tid, og selvom det nok kan koste mig livet, så …” Han trak en dyb indånding, inden han åndede opgivende ud igen. Han rakte hende sit håndled, ”drik.” Hans blik var ikke til at tage fejl af, han tilbød hende virkelig sit blod, og det lød ikke til at Pixarius var glad for det, for han kom med et modvilligt råb. Men Isaac ville bevise, at han ikke ville gøre hende ondt, og så var det vel også for at sige undskyld?

[Deleted]

Alicia vidste udmærket godt, at hun ikke havde næret sig i et godt stykke tid. Hun kunne virkelig ikke fordrage tanken om, at man skulle tage livet af andre væsner for sin egen overlevelses skyld, selvom det nu var noget som hun var tvunget til resten af livet og det var hende direkte ikke noget at prale af. Hun foragtet virkelig den tanke! I bund og grund havde hun intet imod, at han var kommet hende til hjælp, selvom det var det letteste at virke sur over det i længden, så var det jo så sandelig også det som hun valgte at gøre, da hun måtte se på det som det bedste i hendes situation. Hun havde ikke næret sig igennem et godt stykke tid, det var ikke noget som man skulle tage fejl af, og han undervurderede i den grad også hendes sult og hvad den måtte gøre ved en som hende. Hans til nu største fejl, var at opfordre hende til at bide, specielt når hun havde det som hun måtte have det lige i øjeblikket. Vrede og sult lyste hende direkte ud af blikket, ikke at det var noget som man skulle tage fejl af. Hun var et bæst - et rovdyr og var tvunget til at leve som det resten af hendes liv! "Fascinerende? Hvad er fascinerende ved det?" spurgte hun kortfattet og med den samme tone som blot måtte kræve, at han måtte give hende svar. Hun var træt af blot at besvare uden at få svar tilbage! Han havde jo stadig ikke fået præsenteret sig, og det var faktisk noget som måtte frustrere hende noget så frygteligt! Faldet havde ikke just været heldigt. Hun havde faktisk ondt nu, selvom det var noget som hun virkelig bare prøvede, at skulle bide i sig, og det var nok også mest for sin egen skyld, for hun nægtet virkelig at skulle fremstille sig selv som svag! Det var noget som hun virkelig bare måtte nægte hele vejen igennem!
Hans blod var hende virkelig bare en alt for stor fristelse lige i øjeblikket, hvad end om det var noget som han brød sig om eller ikke. Det lille dyr af en drage som han havde haft med sig, var glemt af hende for denne stund. Det var slet ikke noget som hun skænkede så meget som en eneste tanke. Lyden af hans hjertebanken og hans vejrtrækning, det at være så tæt på og alligevel ikke kunne komme frem, frustrerede hende faktisk! Hun havde endnu ikke lært at kontrollere sulten til fulde, selvom hun virkelig måtte hade den tanke om at skulle nære og bide andre. Hun hadet det! Hendes eksmand havde jo jaget for hende dengang - den selv samme mand som havde forvandlet hende til dette bæst og som det hele måtte stå nu, så kunne hun virkelig ikke gøre noget andet end at fortryde det valg af hele sit kolde og døde hjerte. Hun havde selv valgt at se væk fra hans advarsel som han også havde set væk fra hendes netop ved at opfordre hende til at bide, så dette var noget som han jo faktisk i bund og grund selv havde bedt om i hendes øjne. Hun hævede blot i respons. Rovdyret var vækket, det var slet ikke noget som man skulle eller kunne betvivle det mindste lige netop nu. Hun ønskede det blod som pumpede i hans årer. I og med, at hun atter prøvede at sætte tænderne i ham og hun blev mødt af det kraftige lys, fik hende med et halvkvalt skrig, til at trække sig væk fra ham, hvor hun selv måtte ende med at stå med ryggen mod muren. Det var ikke fordi det brændte på hendes krop, men det brændte hendes øjne! Hun var alt for vant til mørket! Hun vendte blikket trodsigt og vredt mod ham, selvom det mildnede mere eller mindre med det samme, da han holdt håndleddet ud mod hende. Drik? Han tilbød hende faktisk hans blod? Hun satte den ene hånd i væggen og kæmpet sig ordeligt op på benene. Det sitret i hele kroppen. Hun havde endnu ikke været ude for, at nogen faktisk tilbød hende det frivilligt og selv der, stod det hende stadig helt ukendt hvem han måtte være. ".. Efter alt det her, så vælger De at tilbyde mig Deres blod frivilligt?" spurgte hun. Det var bestemt ikke noget som gav nogen mening, og specielt med den tanke til, at blod var så frygtelig værdifuldt for de levende. Det var jo blandt andet det som måtte holde dem i live, så det var jo ikke noget som man skulle tage fejl af, det var i den grad også helt sikkert! Hun bevægede sig mod ham, denne gang med en tydelig forsigtighed. Blikket gled mellem hans blik og hans håndled. "Det kan koste Dem livet.." sagde hun mere stille. Uden at hun egentlig var klar over det, så var hun endt helt oppe ved ham. Hånden gled roligt omkring hans varme håndled. Hun kunne mærke pulsen igennem den tynde hud og det rev virkelig i hendes evige sult. Tænderne løb i vand, så hun bed dem sammen. De isblå øjne vendte hun mod ham. Han var en fuldkommen fremmed for hende, men nu ønskede hun blot at være sikker. Ikke sagde hun det med ord, men blikket sagde vel tydeligt og spurgte om han var fuldkommen sikker i dette foretagende?

[isaac]

Isaac fandt det ganske fascinerende at hun var blevet omvendt. Og så kun for tre år siden! Han betragtede hende ganske roligt. Hun var vampyr, og havde styrken til at dræbe ham på stedet, men hun var åbenbart ny og uvan til sine nye kræfter, hvilket vel gav ham en lille fordel? ”Det er da ganske fascinerende, at De har opgivet et helt andet liv, for at blive … en blodsuger,” svarede han sandfærdigt. ”Det lyder næsten som om De gjorde det af kærlighed?” Han så undersøgende på hende. Det kunne vel meget vel være sandt? Han havde jo hørt om det før. Hvis man ville leve med en vampyr, måtte man blive til en vampyr, ellers ville man jo dø før ens elskede ville, og man ville være sammen med én, hvis ansigt aldrig ville ældes. Men så igen, hun virkede bare så … alene og forladt. Men han kunne vel tage fejl? Måske havde hun én at vende hjem til? Det kunne han jo ikke vide, han kendte kun ganske lidt til hende. At hun var vampyr, let at tirre, og så hed hun Alicia Azael Maqualian. Men måske var det hele bare en facade? Gad vide hvilken race hun havde været under, før hun var blevet til en vampyr? Måske havde hun været en god race? Så hun havde måske noget godt i sig alligevel? Man kunne aldrig vide, og hun havde jo selv sagt at hun ikke havde nogen grund til at bide warlocken, så hun havde måske slet ikke lyst? Han kunne måske … nej, hvis hun allerede var sulten, så var det for sent at stoppe hende, hun havde brug for blod, og han var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.
Isaac var udmærket klar over, at det ikke havde været det smarteste at vække hendes vrede, når hun gik rundt med den sult, som hun måtte gemme i sit indre. Og nu havde hun sluppet den løs – på ham. Men han var vel også selv ude om det? Dog havde han advaret hende, og at hun sked højt og helligt på den, var hendes eget problem, dog var han ikke meget for at skulle skade hende, for det havde ikke været hans intentioner. Han vidste at hun var nød til at få stillet sin sult, og det ville komme til at gå ud over én af dem. Han ville blive ved med at forsvare sig selv, og måske blive tvunget til at dræbe hende? Den tanke var han nu ikke meget for. Slet ikke! Han betragtede hende med sine rolige, en smule triste, safirblå øjne. Selvom han selv bad om det, så gjorde hun også. Han havde advaret hende, og hun havde ikke nogen grund til at skænke Pixarius en tanke, for han skulle nok holde sig væk, det vidste han også udmærket, for han kunne sagtens klare hende selv, han havde trods alt sin magi. Han tænkte nok at hun ville blive blændet af hans lille lyskugle, det var måske ikke lige så kraftigt som solens lys, men igen, han var jo heller ikke ude på at skade hende, selvom hun faktisk tvang ham til det. Han betragtede hende med et roligt og næsten sympatisk blik. Han fik et sted ondt af hende, hun var tvunget til at drikke blod, om hun ville det eller ikke, og det måtte være en frygtelig forbandelse! Men han vidste at han ikke skulle vise sin sympati, for så ville hun nok blot blive endnu mere vred på ham, hun var jo allerede i sit dårlige humør. Det glædede ham dog et sted, at hun var faldet til ro. Eller bare var holdt op med at angribe ham. Han vidste at dette var nød til at ende på et tidspunkt. Og det var vel bedre at han gik med frivilligt, så han ikke skulle skade hende længere? Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Det ser ud til jeg kun har to valg; at gå frivilligt med eller at dræbe Dem, og jeg har ikke i sinde at skade Dem,” svarede han stilfærdigt. Det var den bitre sandhed. Han havde ikke lyst til at tage livet på et andet væsen, han var blevet tvunget til det før, men kunne han undgå det, så gjorde han det. Han smilede et skævt smil til hendes andre ord. ”Jeg sagde jo, at jeg var en gentleman,” sagde han roligt, og faktisk i en lettere drillende tone. Selvom han var så tæt på døden, så kunne han tage det med et smil. Og hvorfor ikke? Han vidste at hans tid ikke var kommet endnu, hvis hun ikke selv valgte at stoppe inden han var død, så vidste han at Pixarius ville gribe ind, og så blev det nok først grumt. Han havde rakt sin højre hånd mod hende, og det var på den hånd, hans dragemærke var. Dragehovedet der hvilede i hans håndflade, og kroppen der snoede sig omkring hans håndled og videre op af hans underarm. Han så på hende med et lettere skævt smil, da hun ville sikre sig at hun måtte, hvilket et sted morede ham. Tænk hun ville være sikker, i stedet for blot at sætte tænderne i ham? Det glædede ham et sted. Han så selvsikkert på hende og nikkede ganske roligt til hendes blik.

[Deleted]

Alicia havde selv valgt at være hvad hun var, selvom hun i dag kunne fortryde det som aldrig nogensinde før. De var gået fra hinanden og nu var hun tvinget til at skulle klare sig alene. Hun måtte virkelig bare hade det! Hun ønskede dog ingen medlidenhed af den grund, det havde virkelig ikke nogen effekt og desuden var det virkelig ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst! De isblå øjne hvilede fast på hans skikkelse. Hun var født og opvokset i Procias, så deraf var der også grunden til, at hun nægtet at skulle bide normalt, selvom han virkelig havde valgt at tirre hende på de helt forkerte tidspunkter og deraf, så kunne man vel også skønt sige, at straffen måtte følge med derefter? Hun hadet ærlig talt det som hun måtte være, uanset hvor hårdt det så end måtte lyde, så var det i bund og grund en sandhed. Hun prøvede blot at overleve med de midler som hun havde for hånd. Hvem ved..? Måske at hun kunne vænne sig til at slå ihjel? Selvom det lød fuldkommen urealistisk i hendes øre sådan som det måtte stå lige for øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert. At han nærmest måtte konkludere, at det var en handling gjort af kærlighed, fik hende blot til at låse grebet en anelse mere omkring hans håndled, som hun måtte holde et godt fast greb omkring. Hvor vovet han at nævne det? Hun vendte blikket fast mod ham, selvom blikket måtte sige noget ganske andet - Lige der havde han ramt et temmelig ømt punkt. Hun bed det i sig for nu.. prøvede hun i det mindste på, selvom det virkelig ikke var enkelt for hende på nogen måde. Hun sukkede lettere opgivende. "Følelser.. Kan få enhver til at gøre dumdristige ting. De mest latterlige ting som de vil fortryde senere.. ligesom mig selv," mumlede hun afvigende. Det var slet ikke noget som hun ville snakke om. Hende og Lestat havde gjort det slut, han havde taget deres lille datter med sig, så ja, hun følte sig virkelig alene, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det gjorde faktisk ondt et sted.
Hans lys havde i den grad blændet hende og det havde tvunget hende væk og på en lidt større afstand. Hun kunne virkelig ikke klare lys mere og det frustrerede hende selv! At hun ikke ville være i stand til at se på solen stige over den store himmel eller se den stige ned igen. Det var noget af det værste, for det var noget som hun ærlig talt måtte savne. Ikke at det var noget som hun på noget tidspunkt ønskede at gøre så åbenlyst for ham, det var i den grad også helt sikkert, for det var slet ikke meningen, at skulle give ham det mindste, som han kunne ramme! Det nægtet hun virkelig! At det var de to valg som han kunne se, at han måtte sidde med, fik hende blot til at skyde begge bryn i panden. Hvad var det lige han mente med det? Enten fik hun sin føde, ellers ville hun dø? Det gav da virkelig ikke nogen mening. At han var en gentleman, manglede hun dog stadig at skulle se. "En gentleman? De plejer da normalt ikke at skubbe kvinderne fra sig og ned i kantstenen og ned i jorden," påpegede hun sigende, selvom det dog på ingen måde, var med en vrede i stemmen. Han havde dæmret det meget og det var noget som gjorde hende glad også. Det mærke som han havde i håndfladen, var dog noget af det næste som hun måtte tage i blik. Direkte så sagde det hende virkelig ikke det mindste, men den nysgerrighed måtte det dog vække i hende.. Hun mindes at have hørt om noget lignende på folkemunde, som havde det været af de mange historier som blev fortalt. At manden var dragerytter og sågar racens leder, var slet ikke noget som hun vidste det mindste om. I tilfælde, så havde hun nok grebet denne situation på en helt anden måde, end det som lige havde været tilfældet, det var i den grad også helt sikkert. Spørgsmålet stod i hendes blik, da hun vendte sig mod ham. "Hvad er det der?" Hun lod den ene finger roligt vandre fra hans hånd og ned over hans håndled, som hun måtte blotlægge på vejen. Pulsen kunne hun mærke og det rev virkelig i den stadig voksende sult og hun hadet det virkelig. Hun ønskede jo ikke at gøre ham ondt. Det var jo ikke nødvendigt i hendes øjne. Hun betvivlede virkelig ikke, at hun ville gøre sit valg om, hvis hun var i stand til det, men det kunne hun nu desværre ikke. Hun rystede tankerne ud af hovedet lige nu. Han virkede så sikker på, at lade hende komme til, så det tog hun jo imod. Hun stillede sig tæt ved ham. Om hun var i stand til at kontrollere det, vidste hun ærlig talt ikke. Hun var stadig skræmmende ny indenfor det her. Hun vendte hans håndled roligt mod sin egen mund. Det var næsten som hendes mund måtte bade i spyt og mundvand, så meget som det løb for øjeblikket. Øjnene gled i, da hun valgte at føre håndleddet op til sine læber. Hun ønskede virkelig ikke at se på det når hun gjorde det! De spidse hjørnetænder borede sig forsigtigt ned i håndleddet. Langt fra så selvsikkert som en vampyr ville have gjort det. Tænderne slap temmelig hurtigt, selvom grebet omkring håndleddet kun måtte låse sig en anelse mere idet hun begyndte at suge til sig af hans varme blod. Det faldt tydeligt tungt til hendes mave, for hun sugede nærmest helt ivrigt, som var hun bange for, at hun slet ikke ville få det. Ikke meget løb ved siden af. Hun fangede mere eller mindre hver eneste dråbe og hun viste slet ikke nogen intentioner til at skulle give slip igen. Sulten skulle bare stilles koste hvad det koste vil!

[isaac]

Det så ud til at Isaac havde ramt hendes ømme punkt, og et sted bar de samme ømme punkt; kærlighed for familien. Hans far havde givet ham den tro, at det var hans skyld, at hans lille søster måtte dø. Han huskede tydeligt de dødsengle der havde angrebet dem. Skriget. Det var Isabels skrig. Hun døde for øjnene af ham. Han havde ikke været i stand til at beskytte hende, og det havde kostet hende sit liv. Han var faktisk ikke helt sikker på at han var kommet over sin familie; hans far der havde hadet ham til sidst, hans søsters død, og hans mor, der døde en vinternat af sin sygdom. Han savnede dem, men hvem ville ikke savne sin familie? Han nåede ikke engang at gøre sin far stolt, før han var faldet i krig. Nu var han alene. Næsten da, han havde sin drage, som den eneste familie, og han ville gøre alt for at beskytte sin drage, og derfor kunne han ikke dø. Døde han, ville det også være på bekostning af Pixarius, og det ønskede han ikke! Han ville langt hellere dræbe for at beskytte Pixarius. Men så igen, han havde meget imod at dræbe, for folk gjorde ham jo ikke decideret noget. Han var bare stødt på denne kvinde på det forkerte tidspunkt. Han mærkede tydeligt det faste greb om hans håndled der blev strammere. ”Jeg ramte vist et ømt punkt?” Blot for at citere hende, da hun havde nævnt hans familie. ”Følelser kan tage over gevind, men kærlighed kan også gøre én stærk! Man vil altid yde lidt mere, gå en tand længere, ofre sig selv, for dem man elsker, så selvom det kan være dumdristigt, er det ikke ensbetydende med at det vil være en fejl,” svarede han og så på hende ganske roligt.
Om hun ville tro på Isaac eller ej var helt op til hende selv. Han var ikke ude på at skade hende, men hun gav ham intet valg ved at angribe ham. Og han faktisk havde det ikke været hans mening, at fyre en trykbølge af, men igen, hun gav ham intet valg. Hun tvang ham til at gå i forsvar ved at gå til angreb. Han smilede et udspekuleret smil til hendes ord. ”Det er sandt, men De tvang mig jo til at gå i forsvar. Desuden ligger det ikke til kvinder at være voldelige,” påpegede han med et sigende smil, inden han faktisk blev en smule alvorlig, ”men det er jeg ked af. Jeg er ikke ude på at skade Dem.” Han havde nok sagt det før, men det var sandt. Han ville helst undgå at skade hende yderligere, og derfor tilbød han hende hans blod. Gjorde han det, så havde hun ikke behov for at angribe ham, og så havde han ikke behov for at skade hende. Hans safirblå øjne faldt på hans drageryttermærke, da hun spurgte ind til det. Han husker tydeligt da han havde fundet Pixarius, der havde stjålet fra ham. Han havde jagtet ham, men han havde forsvundet ind i menneskemængden. Senere samme dag havde han stødt på den lille drage igen, der faktisk ikke havde været så lille. Siden den dag, havde han været dragerytter, og mærket hørte til. Han så tilbage på hende. ”Det er et brandmærke kan De vel se?” svarede han afvigende. Det glædede ham et sted, at hun var faldet til ro, det virkede til at han havde dæmpet hendes vrede, men han var ikke helt sikker på hvorfor. Han betragtede hende, som hun begyndte at føre sit håndled op til hendes mund. Han måtte knibe øjnene sammen af smerte og spænde i underarmen, da han mærkede hendes sylespidse hjørnetænder bore igennem hans tynde hud ved hans håndled. Han kunne mærke hvor grådig hun pludselig blev, hvor ivrig hun pludselig blev efter at drikke hans blod, og han mærkede hvordan hans livsenergi forsvandt med blodet, hun sugede ud af ham. Han blinkede med øjnene, og mærkede at han blev svagere. ”Stop,” bad han lavmælt, han kunne mærke at det blev for voldsomt, at hun var ved at suge livet ud af ham. Han havde frygtet at hun ikke var i stand til at styre sin sult, så hun gav ham intet valg end at fifle lidt i hendes sind. Han lukkede øjnene og koncentrerede sig så meget han kunne. Selvom han ikke var meget for at læse andres minder, fordi det var folks private sager, så var han nød til det. Han så hendes datter. Sammen med en anden mand. Hendes eksmand? #Du må stoppe, tænk på din lille datter. Skal hun se dig som et monster?# Hans stemme var umådelig blid, som havde han været et lille barn. Han var nød til at forsøge, prøve på at få hende til at stoppe. Han gik næsten ud fra at hendes datter også måtte være vampyr. Ligesom hende selv, så han vidste ikke om det ville hjælpe, få hende til at tænke. Få hende til at stoppe. Pixarius sad på tagrenden, han ventede blot på Isaacs signal, og så ville han gribe ind. Men han var næsten bange for at det ville blive for sent, hvis hun ikke snart stoppede, for han kunne selv mærke at hans eget liv var ved at rende ud. Han ville dø, hvis Isaac døde, og han ønskede ikke at nogen af dem skulle dø. Ikke på denne måde! Ikke på grund af Isaacs skyldfølelse. Desuden hvis hun ikke stoppede, og Isaac ikke gav tegn til ham, så ville han gribe ind uanset hvad!

[Deleted]

Hvilket liv at Isaac havde haft, vidste hun ikke. Hun kendte jo faktisk end ikke hans navn! Uanset, så havde hun heller ikke travlt med noget som helst, ikke lige nu hvor hun stod så tæt på ham som hun gjorde lige netop nu. Kærligheden havde været hendes ømme punkt og det havde han i den grad også ramt, det var vel tydeligt, også for ham som det hele måtte stå i øjeblikket? Hvad han selv havde været igennem, kunne vel blot være værre end hendes? Alt hun havde mistet var hendes mand og sin lille datter, selvom det virkelig var hende det mest ømme punkt, som man kunne komme i tanker om ved en mor! Det var i den grad hendes datter. Hun savnede hende og manglede hende virkelig noget så frygteligt. "Mit var en fejl.. Jeg mistet min mand, og han tog vores lille datter med sig.. Han tog min pige med." Hun vendte blikket nærmest trodsigt mod ham. Han skulle virkelig ikke komme her og tale om familie, for han vidste sikkert slet ikke hvordan det var! At han formåede at holde sig så rolig, som det han havde gjort til nu, forundrede hende virkelig. Som hun var vant til, så var det at hendes race, blev set på med en mindre form af frygt, selvom det nu blot var noget som hun måtte bide i sig. Farlig var hun ikke, før det blev tirret frem, som han havde valgt det. En sult som hun ikke kunne holde i snor og hun vidste, at hun ville døje med det resten af livet. Nu var hun jo klart tvunget til at skulle stå på sine egne ben og hun kunne ikke gøre andet end at hade det!
At behandlingen af hende, havde været hård, var hun et sted lidt ligeglad med lige nu. Han undskyldte, og så var det fint. Hun ville virkelig ikke gøre et stort nummer ud af ingenting, det var jo heller ikke meningen med det. Han var gået i forsvar - Fair nok, det samme havde hun jo gjort, eller rettere sagt, hun var gået i angreb i og med at han havde givet hende de klare grunde til det. At han tilbød hende det blod, var det som holdt hende rolig. Ikke at det var noget som hun direkte skulle kæmpe for at skulle få fat i, det var helt sikkert og det var det som gjorde det hele. Hans blod faldt tydeligt tungt i hendes mave. Hun havde i den grad manglet det. Hun åbnede øjnene idet at han sagde hun skulle stoppe. De var næsten helt røde af den rene længsel efter at få stillet sulten bare en smule. De gled hurtigt i endnu en gang, selvom det dog ikke fik hende til at skulle slippe grebet omkring hende. At hun drænede ham for energi vidste hun. Hun huskede selv, da hun var blevet omdøbt. Hun havde elsket det dengang, for det havde været for manden som hun havde elsket - Nu var det virkelig som at vandre rundt i det evige mareridt og aldrig nogensinde vågne fra det igen. Stemmen som måtte lyde i hendes hoved, så mild og blid.. Billedet som kørte for hende. Lestat med deres lille datter. Det fik det virkelig til at slå knuder i hendes mave. Hun klemte øjnene let sammen, lukkede hænderne fast omkring hans håndled, idet hun direkte måtte tvinge sig selv til at fjerne munden og tænderne fra hans håndled. "Maggie.." hviskede hun som det første. Hendes datter var dog ikke vampyr, hun var faktisk en varyl - Blandingen af vampyr og formskifter. Hun havde selv bedt om forvandlingen efter at deres lille pige var født. Håndleddet faldt hende i blik igen. Det røde blod, som hun selv kunne smage på sin egen tunge. Det satte virkelig en sitren i hende. Nej.. Hun ville ikke tage mere, det var allerede gået langt over grænsen! Hun førte det til læberne, hvor hun slikkede over bidemærket. Spyttet samlede sig i bidet, hvilket forhindrede at det ville bløde, inden hun forsigtigt slap det og trådte et skridt bagud. Hun vendte blikket stille op mod ham. Hun ønskede ikke at hendes datter skulle se hende som et monster, selvom hun udmærket godt vidste, at det var det som hun var. Hun hadet sig selv for at være det hun var. Hun rystede let og fast på hovedet. ".. Jeg ved ikke hvad De gjorde, men.." Hun vendte de isblå øjne mod ham. De havde atter fået deres naturlige glans, ikke at det var noget som hun kunne komme udenom, hun var stadig meget menneskelig og det var jo selvfølgelig også noget som talte for hende som den hun var. Hun var jo en født procianer som kun måtte træde mindre og mindre i kraft for hver dag som gik - Specielt når hun gik sådan her rundt alene, så var det hende virkelig ikke nogen trøst på nogen måde overhovedet. Hun var sikker på at det var ham.. hvem anden skulle det da ellers have været, som havde søgt igennem hendes hoved, for at finde det billede af hendes kæreste lille datter og hendes eksmand? Hun ønskede ikke at mindes om ham på den måde. Hun blinkede let med øjnene og tvang blikket fra ham. Nu kunne hun i det mindste kontrollere det bare en smule, eftersom hun jo faktisk havde fået en del. Som han ikke ønskede at skade hende, så ønskede hun da heller ikke at skade ham. "Jeg er et monster allerede.. Jeg er intet andet end et rovdyr som er tvunget til at klare sig på denne måde.." Armene gled over kors, selvom det var halvvejs i en selvomfavnelse. Hun var vant til at stå alene, selvom det virkelig var ekstremt hårdt til tider, ligesom det også måtte være lige i øjeblikket. Nemt var det bestemt ikke nu om dage! "De burde ikke skænke mig Deres blod.." afveg hun stille, da blikket gled ned mod hendes ene side. Et sted skamfuldt. Hun hadet selv tanken om, at skulle nære sig på andre for sin egen overlevelse. Hun hadet det!

[isaac]

Isaac vidste ikke hvordan hun havde levet, bortset fra at han vidste at hun havde en eksmand og en datter, men han vidste jo ikke hvad hun ellers havde været igennem. Han kunne ikke forestille sig hvor svært det egentlig måtte være for hende. At miste sin datter, eller havde hun egentlig det? Men det var vel altid værst når det var mor og datter, han kunne jo tydeligt huske sin egen mor, og også sin far! Da Isabel var blevet dræbt. Hans kæreste lillesøster, som han netop havde været ude i haven med. Hans far var bortrejst, det krævede hans job jo, men at det så skulle gå så galt, det havde han aldrig regnet med. Hans far havde mistet to børn den dag. Ham selv og hans lillesøster. Han så på hende. ”Men hvorfor ikke besøge hende? Ja medmindre Deres eksmand selvfølgelig er en tyran, så…” Han så på hende med sine klare og lettere skinnende safirblå øjne. Han kunne jo ikke vide hvordan hendes mand var, og derfor ville han et sted heller ikke snage i hendes privatliv, for det ragede jo ham en høstak. Men stadig, hvis hun savnede sin datter, så var det vel ikke slemt at besøge hende? Det vidste han ikke, han havde ikke selv en familie. Han havde ikke stiftet én, han havde kun Pixarius, og det var et sted også nok for ham. Han var desuden ikke god til følelser, se blot på Alicia, han havde jo hidset hende op på nul komma fem, selvom det faktisk ikke havde været hans mening. Han ville vel bare være … høflig?
Det glædede blot Isaac at hun ikke tog det så tungt, for sandheden var, at han var gået i forsvar som hun havde angrebet ham, og hun havde vel gjort det samme? Og han rakte hende sit håndled for at de vel stod, lige? Det var måske ikke lige den mest fair byttehandel, men han følte ikke at han havde noget andet valg. Han kunne selvfølgelig også blot flyve væk, men hun skulle jo heller ikke have det forkerte indtryk af ham. Han måtte dog ærligt indrømme, at han fortrød det til sin bitre ende, da hun satte tænderne i ham. Han vidste at det ville gøre ondt, men dette var jo smertefuldt! Svimmelheden slog ned i ham, som et lyn fra en klar himmel, og han følte sig helt udtømt. Energien og hans liv blev suget ud af hans krop, som hun sugede blodet med sig, og det var forfærdeligt! Han måtte knibe øjnene hårdt sammen, skønt det ikke lindrede på smerten! Da han prøvede at åbne øjnene fik han kun et glimt af hendes røde øjne, og det så ikke ligefrem ud til at hun havde i sinde at stoppe. Han måtte dog lukke øjnene igen, da blikket begyndte at blive sløret. Selvom han ikke var meget for at rode rundt i folks tanker, for det var ganske uhøfligt! Så følte han ikke at han havde noget andet valg. Han var nød til at få hende til at stoppe! Og han vidste jo hvad der var hendes svage punkt, kærlighed. Hendes lille datter. Han mærkede for alvor hvor svimmel han var, da hun først stoppede, og det var som om at det hele blot blev langt værre! Han måtte tage sig til hovedet, med sin frie venstrehånd, selvom det ikke ligefrem hjalp det store. Det så da ud til at det havde virket. Hendes datter havde da været det perfekte ’mål’. Han kunne faktisk ikke mærke, da hun slikkede bidemærket, for hans arm var blevet helt følelsesløst, og helt ufattelig bleg. Hun havde suget alt blod ud af hans arm, og selvom hans muskler var markante, så kunne man godt se at hans arm var blevet tyndere. Den dirrede let, og det var ikke noget han selv havde kontrol over. Da hun slap grebet om hans håndled, og gik et skridt tilbage, var han nød til at støtte sig op af muren. Han glippede flere gange med øjnene, og hans vejrtrækning var blevet svagere og dybere. ”Hvem siger det var mig?” spurgte han med et skævt smil. Hans stemme var helt rusten og hæs, og man kunne tydeligt høre at han var afkræftet. Pixarius sprang ned fra tagrenden og satte sig på Isaacs skuldre, inden den vredt og faretruende hvæssede mod Alicia. Isaac lod sin frie hånd klappe den på hovedet, som blot for at understrege at han var okay. Han vendte blikket mod hende igen, og selvom man tydeligt kunne se smerten i hans ansigt, så var der også noget lystigt over hans øjne. ”De er kun et monster, hvis De selv vælger det,” påpegede han roligt, inden han sank lidt ned af muren. Han var helt afkræftet og det at dø, lød faktisk ganske tiltalende i hans øre i øjeblikket. Han vidste til gengæld at Pixarius ikke ville lade det ske, og det ville han heller ikke selv, for døde han, så ville han også tage sin drages liv, og det havde han ikke i sinde! Han hostede smertefuldt, inden han måtte lade sin krop glide hele vejen ned langs muren, så han kom til at sidde ned. Han lænede sit hoved mod den kolde mur, og lukkede kort øjnene. Han kunne mærke Pixarius, der gned sit lille hoved trøstende mod hans kind, hvilket fik ham til at trække ganske let i mundvigen. Han drejede hovedet en anelse og så op på hende. ”Hvis jeg ikke havde tilbudt Dem mit blod, så var De jo blot blevet ved med at angribe, til De havde fået stillet Deres sult,” påpegede han roligt, inden han igen måtte hoste. Det føltes som om han hostede blod op, men han kunne ikke smage noget blod. Han betragtede ganske let sin arm, hvor dragemærket sad og nu også to bidemærker. Dragens hale snoede sig lige igennem de to huller, hvor blodet piblede ud fra. Han fnes ganske kort. ”Jeg hader vampyrer.”

[Deleted]

Det havde virkelig ikke været Alicias mening, at skulle tage så meget blod fra ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hvis hun dog bare havde lært at kontrollere det, så havde det været noget helt andet, men det havde hun desværre ikke! Hun sukkede nærmere opgivende. At hun havde taget alt for meget, det kunne hun da tydeligt se på ham, selvom det virkelig ikke var noget som måtte tælle for hende lige nu. Hun rystede let på hovedet. For det første, så havde hun ingen anelse om hvor hendes datter måtte befinde sig, hvilket i den grad også måtte gøre frygtelig ondt. "Han er ikke en tyran," afveg hun. Han havde aldrig nogensinde lagt en finger på hende på en måde, som hun ikke ville have. "Jeg ved bare ikke hvor de er.." Hun vendte blikket væk fra ham. Han skulle bare ikke have lov til at se hvor meget det faktisk måtte gå hen og påvirke hende. For det kunne simpelthen bare ikke være rigtigt! Det var noget af det værste ved det hele! Og man sagde at vampyrer ikke kunne føle.. det var da en evne og effekt, som ikke havde ramt hende endnu.. Desværre. Det var hende blot tydeligt, at han ikke havde stået i en situation som blot måtte ligne hendes, selvom det nu ikke var hende nogen trøst. Hun rystede stille på hovedet. Hun vidste, at hendes datter havde det godt der hvor hun måtte være.. hvor hun nu end måtte være. Det var den tanke som hun sådan måtte klamre sig til i form af et eller andet håb. De isblå øjne søgte atter mod ham. "De ved tydeligt ikke hvordan det er at miste familien på den måde, som jeg selv har mistet min egen, min kære ven," sagde hun roligt. Hun kendte jo endnu ikke til hans navn og hun var ærlig talt træt af, at bede ham om at præsentere sig, så videre høflig var han stadig ikke i hendes øjne.
At han var svag, kunne hun tydeligt se, selvom hun virkelig ikke vidste hvordan hun overhovedet kunne tillade sig, at reagere overfor ham. Hun kendte ham ikke eller noget som helst. Det eneste som hun vidste, var at dragen var det eneste som han havde. At det lille bæst måtte hoppe tilbage på hans skulder og hvæse af hende, fik hende med det samme til at blotte tænderne. Hun vidste at det lille kræ havde et kraftigt bid, så ændrede det virkelig ikke det mindste lige nu. Hun kunne i den grad også bide fra sig. Nu hvor hun jo følte at hun skyldte ham for det hele.. Hun sukkede stille. Hun kunne bestemt ikke lade ham sidde herude alene og at gå ind i klubben igen, ville virkelig være noget af det dummeste som man kunne gøre. "Hvem andre skulle det da være?" spurgte hun. Armene gled over kors og med det ene bryn hævet. Blikket gled i jorden. Bare at vide, at hun havde taget for meget af hans blod, var hende virkelig ikke nogen trøst. Hun fandt ikke den samme glæde i at dræbe som så mange andre ville gøre det. Et sted så ønskede hun det jo, så slap hun for at sidde med alle de tanker som hun gjorde sig lige netop nu. "De har set mig.. De ved hvad jeg er, og De ved hvad jeg lever af.. Hvad er det som ikke gør mig til et monster i den sammenhæng?" Hun ignorerede den lille drages advarsel lige for øjeblikket. Det var hende en anelse mere fristende at skulle få ham et sted indenfor, hvor han ville være i stand til at få hvile.. Det skyldte hun i det mindste ham for det som han havde givet ham. Hun gik forsigtigt hen på den anden side af ham. Hun ønskede virkelig ikke at snakke omkring familien med ham, for det var hende virkelig et alt for ømt punkt, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Forsigtigt gik hun ned i knæ ved siden af ham. "Jeg tog for meget.." sagde hun stille. Hun kunne høre det på hans hjerte og det var bestemt ikke en fornemmelse som hun brød sig synderlig meget om. Hun ville ikke tilgive sig selv hvis hun slog ihjel. Hun fik det virkelgi så elendigt med det! At han hadet vampyrer var noget som samtidig også måtte ramme hende, selvom hun var af samme mening.. Han måtte vel hade hende i så fald? "Velkommen i klubben.." mumlede hun stille og vendte blikket let op mod den store himmel, inden hun igen så på ham. "Vi må få Dem ind et sted hvor De kan hvile," sagde hun med en let bestemt tone. Hun ville ikke og hun kunne bestemt ikke lade ham sidde herude, det ville først vise sig at være alt for farligt og virkelig bare dumdristigt. "Det går galt hvis De bliver siddende herude.. Lad mig hjælpe Dem," afsluttede hun stille. Hun rakte ham den ene hånd for at hjælpe ham op igen. Nu var hun mere eller mindre mættet. I det mindste til en grænse som hun var i stand til at kontrollere, så det var hende virkelig også en frygtelig stor trøst. De isblå øjne forlod dog ikke hans skikkelse på noget tidspunkt, det kunne hun ikke få sig selv til. "De skænket mig hvad jeg havde brug for, så lad mig give det tilbage igen," endte hun roligt. Hun var en født procianer, så der hvilede stadig frygtelig meget i hende og det kom vel også ham til gode nu?

[isaac]

Isaac vidste ikke hvordan det var at have en person, som man elskede og måtte føle noget stærkt for, det gjorde han slet ikke. Men han vidste i den grad hvordan det var at miste sin familie. At se dem dø, at vide at de skal dø, at blive stødt af sin egen far! Han kendte udmærket godt til følelsen af at miste sin familie. For det havde han gjort hele tre gange. Og det gjorde ondt, han kunne så tydeligt huske sin fars ord. Og et sted havde han blot lyst til at glemme dem. Han trak blot kort på skuldrene til hendes ord. De var tydeligvis gået hvert til sit, og selvom hun så væk fra ham, så kunne han jo tydeligt se og mærke på hende, at det påvirkede hende, og det bekræftede hun jo blot ved at se væk fra ham. Det føltes rart at hun var stoppet med at suge hans blod, samt liv ud af ham, og han kunne mærke, at hans hjerte pumpede for fulde hammer, for at lave det blod som han skulle have i sin krop. Hans vejrtrækning var dog stadig svag og dyb, for det var jo ikke blot et lille bid hun havde taget! Hun havde jo næsten spist ham! Han så op på hende med sammenknebne øjne. ”Til din orientering har jeg både set mine familiemedlemmer dø, har vidst at de skulle dø på grund af en sygdom, og endda blive stødt og smidt ud af min familie!” vrissede han kort, inden han sukkede og så ligeud for at se væk fra hende. Det var tydeligt at det var ham et ømt punkt, og et sted hadede han det! Men han var vel bare ikke kommet over det? Hvis han blot havde mødt sin far, vist ham at han var blevet en dragerytter og endda lederen af dem, så … ville det måske være noget andet?
Det var rart at det var overstået. Eller det gik Isaac i hvert fald ud fra, for hun kunne jo egentlig blot angribe ham igen, og slå ham helt ihjel, for lige nu var han ganske svag. Det måtte da være tydeligt for enhver? Han måtte fnise for sig selv, da hun blot viste tænder tilbage, af Pixarius’ advarsel. Dragen ville bare beskytte ham, og han var glad for at have ham ved sin side! Men to rovdyr var aldrig godt selskab, så han vidste at Pixarius ville være på vagt hele tiden. Han smilte kort for sig selv. ”God pointe,” svarede han blot en smule afvigende, imens han så ligeud. Han betragtede himlen over husene på den anden side af dem. Varmen var i hvert fald i luften, så han kunne ikke ligefrem fryse, og der var en god udsigt til himlen og stjernerne. Han så op på hende igen, til hendes spørgsmål. Hvad var det der skilte hende fra vampyrerne? Hvad var det der ikke gjorde hende til et monster? Det kunne han faktisk nemt fortælle hende. Han betragtede hende, som hun gik i knæ ved hans side, og det så ikke ud til at Pixarius var meget for det, for dens perleagtige øjne hvilede faretruende på hende, og den slog klik med tungen, som en anden slange. Han fiskede let en dadel op igen, og rakte Pixarius den, så han ville tænke på noget andet, for det så ikke ud til at Alicia havde i sinde at gøre ham mere skade. Han kneb øjnene eftertænksomt sammen. ”De er omsorgsfuld. De har skyldfølelse. De hader hvad De har gjort ved mig, og så siger De at De er et monster? De skiller Dem jo ud på alle måder,” svarede han roligt, inden et lettere lystigt smil gled over hans læber. Det var jo sandt. Hun måtte næsten have været født som et godt væsen, inden hun var blevet omdøbt. Det var i hvert fald hans gæt. Ellers ville hun jo aldrig have vist sin sympati for ham, sådan som han sad helt afkræftet på jorden. Men det gjorde ham intet. Han betragtede sit bidemærke, hvor det blødte fra, inden han så op på hende igen. Han fniste ganske let, og rystede på hovedet. ”Én ting har De ret i, jeg skal hvile mig, men tro mig, så slemt er det heller ikke,” svarede han roligt, inden han igen vendte blikket mod sit bidemærke. Han lod sin frie venstrehånds håndflade hvile over bidemærket. Han lukkede øjnene og koncentrerede sig, inden det begyndte at lyse fra hans håndflade. Han fjernede roligt sin håndflade igen, og så op på hende. ”Se? Så god som ny,” sagde han med et skævt smil. Bidemærket var healet, og der var kun et ar tilbage. Hans dragemærke så næsten sejere ud, nu hvor der også var bidemærker fra en vampyr på hans håndled. Han rystede atter på hovedet. ”Det er ikke fordi jeg ikke værdsætter Deres hjælp, frøken Alicia, men jeg skal bare sidde ned, så min krop kan få blodet tilbage igen.” Han smilede opmuntrende til hende, som var det ingenting, ”desuden, jeg tilbød jo selv mit blod.” Han trak ganske let og afvisende på skuldrende. ”Fortæl mig engang, mit barn, hvis De ikke længere bor hos Deres mand, hvor bor De så?” Han så spørgende på hende, imens hans hoved var søgt lettere på sned.

[Deleted]

Alicia havde ikke gjort andet end at finde, føle og så miste.. At miste var i den grad noget af det som måtte tage hårdest på hende, det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham. At åbne sig op for en mand som ham, var jo så slet ikke hendes hensigt. Hun havde absolut ingen anelse om hvem den mand var. Hun kendte jo end ikke hans navn! Hans drage valgte hun selv at ignorere fuldkommen. Hun ønskede ham jo intet ondt som sådan. Ikke nu hvor hun tildels havde kontrol over sine handlinger og kontrol over sit indre bæst. Hun havde jo trods alt fået blod nok til at holde det mættet lige foreløbig, så for det så var hun virkelig taknemmelig. Hun havde slet ikke ment at skulle tage så meget af hans blod. Havde han ikke stoppet hende, så havde hun sikkert taget nok til at han ville falde om. At han jo så alligevel kunne holde sig selv ved så godt mod, forundrede hende virkelig. Det var bestemt ikke hvad hun var vant til at se. Hun vendte blikket mod ham, idet han begyndte at vrisse af hende. Det nægtet hun simpelthen at lægge øre til! Uanset hvem han var! "Er det meningen, at jeg skal have ondt af dig?" mumlede hun tilbage. Hun gad virkelig ikke, at skulle gøre det største show ud af det, for hun vidste, at det ikke ville hjælpe hende det mindste lige nu og desuden, så ønskede hun virkelig heller ikke, at skulle have den drage på nakken når det endelig måtte være, det var i den grad også helt sikkert.
Ville hun slå ham ihjel, så havde hun gjort det, men det lå virkelig ikke til hende at dræbe på den måde. Der havde han desværre afsløret hende, selvom det vel var lidt.. tydeligt og åbenlyst, at der ikke var så meget dvasianer i hende? Om det jo så måtte tælle positivt eller negativt lige i øjeblikket, det vidste hun jo så desværre ikke, men det var jo så noget som hun måtte agte, at skulle finde ud af, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende. Hun hadet sin egen slags, hvilket sikkert også var det som gjorde meget. At han kunne smile så lystigt og se så lyst på det, det forstod hun virkelig ikke. Det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for hende overhovedet. Hun vendte sig mod ham. "Alt De siger omkring mig, som De kendte mig personligt og jeg kender end ikke Deres navn.. Jeg skylder Dem for hvad De har gjort for mig og der er intet mere i det," afveg hun kortfattet. Han skulle bare ikke have lov til at pille hendes dække ned på den måde, det ville hun bare ikke have! Hun sukkede indædt og bed sig svagt i læben. Hun havde vel allerede sagt for meget, selvom hun jo måtte erkende, at han virkelig gjorde hende nysgerrig. Her sad han som det perfekte offer, det ville være så nemt for hende, at skulle slå ham ihjel lige netop nu. "Jeg skiller mig blot på måder, som er til fare for mig selv," vrissede hun en anelse sammenbidt. Det var jo blot en sandhed som hun ikke kunne løbe fra, det var i den grad også helt sikkert. Hun vendte sig mod hans mærke, idet at han selv valgte at heale det. Hun himlede let med øjnene. Hun havde jo aldrig rigtigt haft noget magikyndigt i sig, så det var jo igen ikke noget af nogen tanker som hun rigtigt tænkte det mindste over det var i den grad også helt sikkert. "Selvfølgelig.. Jeg burde have sagt mig det selv." mumlede hun let. Hun smilede let og rystede så på hovedet. "De tager virkelig skræmmende let på tingene må jeg sige.." Hun trak let på skuldrene og rejste sig roligt op igen. Hun vendte sig mod ham, da han fortsatte sine mange spørgsmål. Nu ville hun næsten finde det retfærdigt, at han besvarede nogen af hendes fremfor at hun skulle fortsætte med at besvare hans. "For det første.. igen, så er jeg ikke noget barn.. Desuden, så vil jeg mene, at det er passende, at De fortæller lidt istedet for at jeg skal fortsætte med at åbne op for en som jeg endnu ikke kender navnet på," påpegede hun roligt og med en ganske sigende og sandfærdig tone. Armene gled roligt over kors. For hendes vedkommende, så var det intet andet end den klare retfærdighed set i hendes øjne selvfølgelig, det var jo ikke engang sikkert, at han var enig med hende? "De ved at jeg er skilt, jeg har en datter som jeg ikke ved hvor befinder sig, jeg blev omdøbt for 3 år siden.. Rettere sagt lige efter min datters fødsel. .Fortæl lidt omkring Dem," opfordrede hun roligt og med et stille smil på læben. Faretruende var hun ikke ligefrem i øjeblikket, så det lille bæst som han havde til at sidde på skulderen, havde virkelig intet at skulle frygte for, det var i den grad også helt sikkert. "De har brug for hvile.. At sidde herude er næppe passende.." Hun vendte sig mod kroen som var et stykke nede af den samme gade. Der ville de vel.. kunne snakke i fred og ro, hvis det endelig var.

[isaac]

Isaac kendte ikke synderligt meget til hende, der var få ting, såsom hendes navn, hendes race; at hun var blevet omdøbt, at hun havde en eksmand og en datter, men ellers kendte han faktisk ikke særlig meget mere til hende. Og hvis man vendte den om, så vidste hun næsten ingenting om ham, end ikke hans navn. Men han havde jo heller ikke fået mulighed for at præsentere sig, eftersom hun havde angrebet ham, og så var de kommet ud i en næsten drabelig kamp, der så ud til at være over; for nu. Han vidste ikke om hun ville blive sulten igen senere og at han så igen havde trykket på de forkerte tanker. Han fnøs ganske let til hendes ord. Han havde trukket sine knæ op til sig, som han havde slået armene ganske roligt omkring. Han følte sig stadig svag, men det var blevet bedre. ”Jeg har ikke behov for Deres medynk, Deres sympati kan De holde for Dem selv. Men der er ingen grund til at tale om noget De ikke har forstand på,” svarede han kort for hovedet, og så end ikke på hende. Et sted hadede han at sig selv for at han ikke havde passet bedre på sin lillesøster. Han kunne ikke have sagt, hvornår han ville blive dragerytter, men han ville så højt ønske, at hans far vidste det, men han var gået bort før han havde nået at fortælle ham det, desværre. Han følte at der var så mange ting, han manglede at fortælle sin familie, men de var alle sammen blevet taget fra ham, på den ene eller den anden måde.
Isaac vidste at hun ikke ville angribe igen, han kendte hende ikke, men det havde hun et sted allerede bevist over for ham, og så var det måske fordi han var en menneskekender? Han kunne jo hurtigt skelne mellem sandhed og løgn, og hun virkede ikke til at finde glæde ved det hun måtte gøre, og havde gjort for at overleve. Det glædede ham et sted. Så var han da ikke ligefrem synderligt i fare. Desuden, hvis det skulle vise sig, at hun alligevel angreb ham, så vidste han at Pixarius ville træde ind, han var blevet for svag til selv at gøre mere, end at fifle lidt med hendes hoved, hvilket han et sted havde det dårligt med. Han brugte aldrig magi til sin egen fordel, såsom at læse folks private sager, blot for at kende dem eller læse deres tanker, det havde han alt imod! Men desværre havde han ikke haft noget andet valg. Og han håbede også at det blev sidste gang, han valgte den udvej. Det var tydeligt at hun hadede sin egen slags, at hun afskyede hvad hun var blevet til, men var det ikke kun fordi, at hun ikke længere havde sin mand? Fordi hun havde mistet sin datter? Hvis de endnu havde været sammen, så havde det nok ikke været sådan? Det kunne han desværre ikke selv svare på. Han betragtede hende stilfærdigt. ”Hvis der alligevel ikke ligger mere i det, hvorfor så bruge tid på at finde ud af mit navn?” Han så atter ligeud og op mod stjernerne. Det var ikke et kønt syn for mange, men han selv fandt den sorte nattehimmel mystisk, som om den bar på mange millioner af hemmeligheder! Hemmeligheder der aldrig ville blive afsløret. Han trak blot på skuldrene til hendes vrissende ord, han ville skam ikke fremprovokere hendes vrede igen, det var helt sikkert! Så nogle gange var det blot bedre at lade sagen ligge. Hans øjne faldt på såret, som han nu havde healet. Det havde skam sine fordele at være dragerytter, i blanding med magiker. Han så på hende ganske forundret. Tog han let på tingene? Det havde han egentlig aldrig selv tænkt over, som sådan. Han trak kort på den ene skulder. ”Tja, det er bare lettere at se positivt på tingene end negativt, sådan kommer man i hvert fald typisk længere,” svarede han roligt og en smule eftertænksomt, inden et skævt smil prydede hans læber.
Isaac betragtede hende blot, da hun rejste sig. Det var måske ganske fair? Hun vidste jo ikke så meget om ham, og han vidste en del mere om hende. ”Nu misforstår De mig igen! De ligner skam ikke et barn, men en … anstændig kvinde. Det er Deres alder jeg tænker på. De er nærmest et barn i forhold til mig selv,” svarede han roligt og smilede ganske let, imens hans safirblå øjne hvilede på de blinkende stjerner. ”Fair nok, fair nok! Mit navn er Isaac Sadrax Izakaya,” præsenterede han sig selv, imens han ganske roligt kom op på benene igen. Han følte sig langt mere klar i hovedet nu! Det var vel kun på sin plads at præsentere sig, nu hvor hun ikke var over ham, som et udhungret rovdyr! Han ville gerne have bukket, men så var han næsten bange for at han ville blive svimmel igen. Han nikkede blot til hendes sidste ord, det var måske bedst at finde et sted, der var langt mere passende? Han begyndte roligt at gå mod kroen, og gik ud fra at hun selv fulgte efter. ”Der er ikke så meget at fortælle omkring mig selv,” svarede han afvigende og dog med et let smil, som var han beskeden. Der var måske en masse at fortælle, men det var vel alt sammen noget irrelevant for hende?

[Deleted]

Alicia kendte absolut intet til denne mand. Det var også udelukkende af den grund, at hun agtet at skulle begive sig frem med en forsigtighed. Ikke at det var noget som man kunne komme det mindste i tvivlv om overhovedet. Hun betragtede ham med de isblå øjne. Et så frygtelig fast og så frygtelig intenst blik. Hun havde alverdens god grund til at skulle være forsigtig. Alt hun vidste omkring ham, var jo ingenting og hun kunne gætte sig frem til at han var en magikyndig af slagsen ved en dragerytter, så hun havde virkelig alle gode grunde til at skulle være forsigtig. Selvom han ikke decideret virkede fjendtlig. Han havde jo foræret hende blot og det hele, og det var bestemt også noget som havde gjort hende rolig i den anden ende. Blikket gled mod hans skikkelse og næsten vredt ved den udtalelse. Hun prøvede ikke desto mindre, at være bare en anelse venlig overfor ham og så var det den som hun fik kastet tilbage i hovedet? "Så meget for venlighed.." vrissede hun en anelse med den klare irritation i stemmen. Armene gled over kors og uden at hun rokkede sig det mindste overhovedet. Ikke at det var noget som hun ville. Før eller siden så skulle alle miste et tab, men blodbeslægtet familie var nu noget af det værste at miste, det var noget som hun helt klart kunne skrive under på.
Hun ville ikke angribe igen. Om det havde været tilfældet, så havde hun allerede gjort det og specielt da han havde været på sit svageste. Det eneste lile problem som hun så ville have haft, det var den drage som vogtet over ham som var han noget så frygtelig værdifuldt. For hende, så var det virkelig bare en savnet følelse - Det at have nogen ved sig, nogen som man kunne snakke med, le med og bare være sig selv, lytte til og snakke med hvis problemer skulle opstå og det hele. Nu var hun endnu en gang tvunget til at vandre alene. Hun var bare opsat på, at hun ikke skulle gøre de samme fejl som sidst! Hun kneb øjnene svagt sammen. "Noget for noget, ikke sandt? Nu kender De til mit," sagde hun stilfærdigt. Det var virkelig ikke noget som hun ville stille til nogen former for diskussion, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hovedet søgte let på sned. Hun rystede let på hovedet. Hvem denne mand var, vidste hun virkelig ikke, men hvad hun i den grad kunne konstatere, så var det, at han var en meget mærkværdig en af slagsen. Han skilte sig på alle måder fra de mænd som hun normalt skulle møde på sin vej. Hvorvidt om det jo så var en god eller en dårlig ting, var noget som stadig genstod at skulle finde ud af, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. "De er det som vi i denne verden, kalder for en drømmer," sagde hun kortfattet. I den anden ende, var det jo noget som man tydeligt skulle passe på med. Hun var blevet meget mere mild og meget mere medgørlig nu hvor hun havde fået blod, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom det nu og da, alligevel var noget som måtte gå hende en anelse på. At der ikke skulle mere til, for at bryde ned i de facader som hun følte, at hun var tvunget til at skulle holde oppe så længe, at hun måtte vandre rundt alene. At se så positivt på tingene, var ikke noget som hun nogensinde havde været i stand til. Hun var startet ud med et så simpelt liv som et menneske, stødt på en varulv i sine unge dage, hvilket næsten havde kostet hende livet, forladt af hendes forlovede, før hun så fandt Lestat, faldt for ham, de giftede sig og fik den skønneste lille pige, hun valgte at lade sig blive bidt for hans skyld efter at hun var født, og så nu.. stod hun atter en gang alene. Hun kunne ikke fordrage den tanke faktisk. Det skræmte hende faktisk temmelig meget at være alene når hun nu endelig tænkte over det.
At hun var et barn i forhold til ham selv, betvivlede hun ikke. Hvorfor fremstillede han det så ikke bare på den måde istedet for alt det andet? Hun smilede et svagt smil, også selvom hendes hjørnetænder endte synlige i begge mundviger. "Hvorfor sagde De ikke bare det?" spurgte hun roligt og med et sigende hævet bryn. "Det skal nok passe.. at jeg er et barn i forhold til dig.." Hun trak let på skuldrene. Hun var jo faktisk ikke mere end 32 alt i alt. Der var han sikkert.. frygtelig meget ældre end hende selv. At han så endelig valgte at præsentere sig, gjorde bare smilet bredere på hendes læber. "Se.. Det var da ikke så svært var det?" spurgte hun roligt. Hun nikkede blot mod ham. "En ære at møde Dem, Isaac," sagde hun stilfærdigt. Hun kunne være høflig når det var nødvendigt. Som nu. Hovedet søgte let på sned. "Sikker? De virker ikke som nogen normal fyr man ville møde på gaden.. Jeg er temmelig sikker på, at der er meget at fortælle," fastholdt hun roligt. Det var vel en måde at gøre lidt op på, for dette.. mærkværdige førstehåndsindtryk og hun måtte glædeligt erkende, at hun vidste, at hun ikke havde været den mest milde.

[isaac]

Isaac kunne ikke ligefrem prale af sit liv, og han var vel et sted ikke helt kommet over sin fortid og de mange tab. Men det forhindrede ham ikke i at leve sit liv, for han elskede simpelthen faren, spændingen alle de eventyr! Folk ville nok tro at han var kugleskør, men det var noget som han ikke tog sig af. Han hadede at sidde stille! Han ville langt hellere ud og opleve tingene i stedet for at sidde og læse om det i bøger, pergamenter osv. Det var jo trods alt langt sjovere at bevæge sig udenfor end indenfor! Få noget frisk luft, flyve oppe blandt skyerne og mærke den kolde vind mod sit ansigt! Der var så meget mange tog forgivet, en skam egentlig. Han kendte ikke specielt meget til hende, så det var vel gengældt et sted? Han vidste dog mere om hende end hun gjorde om ham, og det morede ham et sted. Han ville dog ikke ligefrem kalde hende venlig, for var det venligt at angribe en egentlig uskyldig mand, der havde hjulpet hende inde i baren? Var det venligt at hun ville havde dræbt ham? Det kunne han ærligtalt ikke se det venlige i. Og han havde ikke behov for at hun skulle have ondt af ham, så hendes sympati kunne hun beholde for hende selv. Han måtte dog give sig lidt, for hun virkede langt roligere nu end hun havde gjort for blot et øjeblik siden, og det glædede ham da, desuden havde han ikke lyst til at vække hendes vrede igen, for hvem vidste hvad der ville ske næste gang? Han fandt hende desuden også fascinerende et sted. Hun var en hel nyfødt vampyr. Sådan nogenlunde da. Men at hun kun var blevet omdøbt for ca. tre år siden, det var fascinerende!
Det var nok kun fair, at hun fik Isaacs navn at vide, som hun sagde; noget for noget. Og et sted var der vel heller ikke noget galt i det? Det kunne jo godt være at hans navn ikke sagde hende noget som helst. Det kunne jo godt være, at hun ikke kendte til dragerytternes leder, eller nogen anden leder. For det var jo hvad han var, og det var nok ikke det bedste at fortælle til enhver, især ikke her i Dvasias, man vidste jo aldrig hvem der var ude på at dræbe én. Eller som ville sælge ham for en glimrende pris, der var jo mange skumle typer her i Dvasias, dog kunne han ikke helt forbinde hende med de andre fra Dvasias, for hun mindede faktisk mest af alt om en procianer, hun var venlig, skønt hun havde prøvet at tage hans liv, men hun virkede faktisk ganske hjælpsom. Det lod til at hun ville gøre gengæld, for at han havde skænket hende sit blod, og det var der ikke mange vampyrer der ville, og slet ikke dvasianere! Så han kunne simpelthen ikke sammenligne hende med en dvasianer. Det var så noget som han ville holde for sig selv, for han vidste jo ikke om hun ville blive vred over at han nævnte det. Han rynkede ganske let på brynene og hans hoved faldt ganske let på sned. Var han en drømmer? Han så næsten forvirret op på hende. ”En drømmer? Men er man en drømmer, når man vil ud og opleve ting, i stedet for at sidde og ’drømme’ om det? Desuden, at se positivt på tingene er ikke det samme,” påpegede han roligt. Men et sted kunne man vel godt kalde ham for en drømmer? Medmindre, man kaldte ham vel egentlig kun for en drømmer, fordi man ikke selv havde den samme personlighed, de samme meninger som ham?
Isaac kunne ikke lade vær med at kluklo til hendes ord. Hun havde i den grad misforstået ham, for hun lignede jo ikke ligefrem et barn, slet ikke! Hun så jo næsten ældre ud end ham udseendemæssigt, det var faktisk kun fordi at han var en del år ældre end hende. Han havde levet et helt menneskeliv mere end femtusinde gange, og hun havde ikke engang levet ét menneskeliv. ”Tja, inden jeg kunne nå at sige det, var De jo over mig, husker De nok?” sagde han med et muntert smil på læberne. Han kunne tydeligt huske at han havde trådt forkert fra allerførste gang han havde sagt noget til hende. Som han var kommet op at stå på benene igen trak han kort på skuldrene. ”De har jo ret, noget for noget. Det er kun retfærdigt,” istemte han. Han slog dog let ud med armene til hendes ord, dog uden at det muntre smil forlod hans læber. Han var blevet en del mere frisk! ”Hvad med De fortæller mig, hvad De gerne vil vide om mig?” foreslog han roligt. Det var vel lettere, for han vidste ikke helt hvor han skulle begynde.

[Deleted]

Det var i det mindste en ting som de kunne dele; Ingen af dem havde nogen gyldig grund til at skulle prale med deres liv, for det havde hun i den grad ikke nogen verdens grund til overhovedet, det var helt sikkert. Tanken var jo et sted frustrerende, for som barn havde man jo alverdens tanker omkring det liv som man skulle have når man blev voksen. Det var ikke særlig mange år siden, at hun havde gjort sine tanker om hvad hun ville med sit liv, og det havde i den grad ikke endt med at blive som ønsket, hvilket i sig selv, faktisk var en tanke som måtte gøre temmelig ondt i den anden ende, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Blikket hvilede fast på hans blik. Hun var slet ikke bange for ham og nu hvor hun havde fået næring, så var det virkelig det nemmere for hende, at skulle holde sig i skindet, det var sikkert. Et sted så var hun ham vel også taknemmelig for det. At han fandt hende fascinerende på det grundlag, at hun var så at sige en helt nyudklækket vampyr, kunne hun virkelig ikke se det specielle i. Hun ville virkelig give alt for at få sit gamle liv tilbage igen og specielt som det stod nu, så kunne hun virkelig ikke bruge sin tilstedeværelse som vampyr til noget som helst mere. Hun fandt virkelig ikke den samme livslyst som hun havde fundet tidligere og det i sig selv, var faktisk noget som måtte skræmme hende en god del. De kongelige, royale og dem med en stilling som leder, var nu ikke noget som havde nogen synderlig interesse for hende. At han var leder, var jo så slet ikke noget som hun ville kategorisere ham som. Ikke som hun havde set til nu vel at mærke. Nu hvor hun kendte til hans navn og hans race, så stod det hele lidt mere i balance end det som det lige havde gjort til nu, det var sikkert, men det var nu ikke rigtigt noget som man sådan set kunne gøre noget ved lige nu. Han var virkelig en utrolig mærkelig en af slagsen, også selvom det jo var noget som i den anden ende, var noget som måtte falde hende tydeligt i smag. Det morede hende virkelig at høre lige netop hans måder at se på tingene, det var helt sikkert, uanset hvordan det måtte gå for sig, så var han nu.. meget interessant når det kom til stykket og hun endelig kunn få lov til at se ordentligt på ham. "At drømme om tingene er jo en ting.. Og så det at du vælger at føre det ud i praksis. Beundringsværdigt." Hun kunne faktisk godt være venlig når det endelig måtte være.
Hun var udmærket godt klar over, at han virkelig var nødt til at være ekstremt mange gange ældre end hende, men det havde vel egentlig ikke rigtigt nogen betydning? Nok at han havde trådt voldsomt forkert, men det havde virkelig heller ikke givet hende en grund til at skulle hoppe sådan på ham som hun havde gjort. Et stille og næsten uskyldigt smil passerede roligt hendes læber. De spidse hjørnetænder var tydeligt endt synlige i hendes mundvige. Lige hvad hun havde i tankerne at skulle vide, det vidste hun faktisk ærlig talt ikke nu hvor hun måtte tænke over det. Og nu hvor de kunne snakke sammen sådan.. ordentligt, så ville hun jo heller ikke ønske, at træde forkert, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun hævede sigende det ene bryn. Hun kunne faktisk godt snakkes med, men det var virkelig ikke mange som i det hele taget ville give hende den mulighed og den chance. Hun lod hovedet søge let på sned. "Vil det indebære, at jeg kan vælge frit på alle hylder med hvad jeg ønsker at vide?" spurgte un med en rolig og dog næsten drilsk stemme. Hun lod hovedet søge ganske let på sned og med det næsten drilske smil på læben. Hun havde faktisk en anelse humor når det kom til stykket. Hun var ikke decideret kedelig, selvom det var de færreste som vækkede den form af interesse i hende, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. "I forhold til dig, er jeg måske et barn.. men af sind, vil jeg næsten vædde med, at jeg er mere moden og mere.. ja.. hvad skal man sige." Hun lod hånden vandre igennem håret. Han var stadig meget ukendt for hende og på alle tænkelige måder overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Ansvarsbevidst.." afsluttede hun let stilfærdigt.

[isaac]

Godt nok havde Isaacs liv ikke været det bedste, når man tænkte på familien, men han nød stadig livet, og han holdt af at leve, skønt han ikke havde nogle omkring sig. Han havde kun Pixarius, og det var et sted nok for ham, ikke fordi han ikke gad have andre omkring sig, men eftersom han altid skræmte folk væk på den ene eller den anden måde, så endte han jo alligevel kun med Pixie i den sidste ende, og det var også den drage, der betød allermest for ham. Han var hans bedste ven og hans livsledsager, eftersom at hvis han døde, så ville Pixarius også dø, hvilket han ikke havde i sinde at lade ske. Dragen var trods alt det som betød mest for ham, han havde jo været hos ham igennem det meste af hans liv. Han måtte dog indrømme, at selvom de havde startet lidt skidt ud, så gik det vel meget godt nu? Hun virkede jo i princippet til at være ganske venlig, når alt kom til alt. Han hævede næsten forundret sit ene øjenbryn, dog med et venligt smil på læberne. ”Beundringsværdigt ligefrem?” spurgte han roligt, inden han måtte trække ganske let på mundvigene. ”Men…” Han så lettere spørgende ned i jorden, inden han vendte blikket op mod hende, ”forfølger De ikke selv Deres drøm? Gør alt for at opnå Deres mål? Det De har lyst til?” Hans hoved søgte ganske let på sned. Det virkede et sted underligt. Han havde altid fuldt det, som han ville; han ville ud og opleve ting, i stedet for at sidde indenfor og kukkelure. Det var bare mærkeligt, og næsten trist at det ikke var alle der forfulgte deres drømme, at de gemte sig, fordi de et sted var bange for det ukendte og det at prøve noget nyt. ”Man har kun ét liv, og nok er Deres langt, men … Tja, jeg ville i hvert fald have det dårligt med mig selv i sidste ende, hvis jeg ikke fik levet mit liv, som jeg ønskede det,” sagde han roligt og trak blot ligegyldigt på skulderen, det var ikke alle der var ens, og det var vel et sted meget godt.
Isaac betragtede næsten morende hendes uskyldige smil. Hun virkede et sted … fredelig, hun fulgte jo blot vampyrernes natur, eftersom hun jo trods alt var vampyr; og vampyr skulle have blod for at overleve. Men hvis man så bort fra det, så var hun faktisk ganske venlig af sig, og det glædede ham blot. Det var næsten rart at hun ikke havde lyst til at sætte tænderne i én, men faktisk kunne tale, more sig og så endda se uskyldig ud, hvilket faktisk slet ikke lå til dvasianere. ”Aha.” Han nikkede kort med hovedet, ”alt efter hvad Deres hjerte begærer.” Han smilede et skævt smil. Hun måtte spørge ham om hvad som helst, og som den gentleman han var, så ville han selvfølgelig også svare. Det glædede ham et sted, at hun faktisk kunne smile drilsk, det beviste jo blot at hun ikke var helt så kedelig, og at hun skilte sig ud, hvilket han faktisk godt kunne lide. De fleste dvasianere var så kedelige og tvære hele tiden – det gjorde dem dog sjove at drille og gå over deres grænser – men hun var langt bedre, han fandt hende et sted fascinerende, også fordi hun havde så meget at fortælle, hun havde opgivet et helt andet liv, for at blive vampyr, det var interessant! ”Mere moden?” gentog han næsten forundrende. ”Ansvarsbevidst?!” Han kluklo kort, ”min kære, der er så meget De ikke kender til mig, hvorfra skulle De vide, hvordan jeg er?” Han smilede ganske stilfærdigt og sigende til hende. Hun kendte ham jo i princippet ikke, kun ganske lidt omkring ham, men intet af det, havde noget at gøre med hans personlighed. Men han vidste godt at han fik folk til at tvivle på sig, det var vel også det, som var så morsomt? Om folk ville tro det eller ej, så var han faktisk meget klog og vis, han havde jo trods alt levet længe, og han vidste en hel del, netop fordi han rejste så meget. Det var faktisk dumt at undervurdere ham, men det kunne han nu kun se morskab i. Folk måtte selv bestemme hvad de troede på, og hvis de troede at han ikke var ansvarsbevidst eller moden, så blev det faktisk kun sjovt, når han overraskede dem. Og hvem vidste, det ville hun måske få at se på et tidspunkt?