Party all night..?

[Deleted]

Natten havde faldet tungt over den store himmel, det var en anelse lummert eftersom at sommeren for alvor havde kastet sig ind over dem alle. Nyheden omkring kongen af Procias’ død, var noget som blev fejret mange steder efterhånden og ’Den Dansende Flamme’ var virkelig ikke noget undtag! Alicia havde bevæget sig fra Imandra og hele vejen til Dvasias. Ikke at hun havde den største interesse i kongens død, men det var i den grad ikke noget som skulle stoppe hende i at komme bare en anelse ud! Det var gået som smurt det at komme fra Lestat. De havde valgt, at skulle gå hvert til sit, han havde taget deres lille datter, også selvom de var gået fra hinanden som venner, selvom hun virkelig holdt meget af ham. Hun nåede lidt ned af den store gade i Rimshia City og det var tydeligt at høre, at festen allerede var i fuld gang. Et stille og ganske så tilfredst smil bredte sig over hendes læber. Hun bar en blodrød kjole, selvom den forblev skjult under den mørke kappe som hun havde valgt, at skulle kaste omkring sin slanke krop. Det mørke hår kastet hun over sin skulder og med det faste og næsten så intense blik, som hun måtte vende frem mod sig, da hun nåede bygningen, hvor det var tydeligt igennem vinduerne, at festen kørte for fuldt. Hun fik tvunget døren roligt op og blev mødt med jublende væsner fra den ene ende af lokalet til den anden. Et stille smil bredte sig over hendes læber i det hun roligt rystede på hovedet. De kongelige såvel som de adelige, var aldrig noget som havde vækket hende nogen synderlig interesse på noget tidspunkt. Stearinlys stod på bordene, olielamperne brændte lystigt og musikken kørte for fuldt, da hun roligt og stille bevægede sig op mod bardisken. Hun slangede sig roligt og elegant forbi de mange som allerede var så fulde, at de knapt nok kunne stå op, selvom det slet ikke var noget som hun reagerede det mindste på. De isblå øjne faldt til bartenderen som roligt kom mod hende. Hun havde været her ofte det sidste stykke tid. Mest for hyggens skyld. ”Allerede tilbage Alicia?” spurgte manden roligt. Han sendte hende et let tandløst smil mens han stod og gjorde et ølkrus rent. Hun gengældte det blot og selv tydeligt med de spidse hjørnetænder. Hun var efterhånden vant til at rende rundt i mørket på denne måde. Hun trak på skuldrene. ”Du kender mig efterhånden,” påpegede hun med en rolig og sandfærdig mine. Hun skød roligt det ene bryn i vejret. ”Bare giv mig det sædvanlige,” afsluttede hun roligt, da hun satte sig let tilbage på stolen. Han sendte hende blot et stille smil. ”Den perfekte årgang..” sagde han roligt, som havde han valgt at præsentere det for hende, da han serverede hende et yndigt glas med rødvin. Hun takkede for sig og med det varme smil på læben. De slanke fingre lukkede hun roligt omkring det og førte det roligt til læben og tog en rolig slurk.

[isaac]

Isaac var taget til Dvasias. Det var altid et sjovt land at lave ballade i. Han var dog ikke klædt ud, som fattig, som han plejede når han var ude for at lave lidt ballade. Nej, han var skam klædt i fint tøj. Han lignede mest af alt en fin løjtnant, i den hvide jakke, med de flotte guldbroderier, og den røde kappe, der hang fast i den hvide flotte jakke. Han bar de matchende hvide bukser, og så nogle flotte, sorte, lakerede sko. Han havde hørt om kongens død. Et frygteligt fald i Procias. Han havde ikke selv været til Maskeballet, hvilket han et sted var glad for, for han havde også hørt om bomben, der havde sprunget balsalen, og det kunne jo have gået ud over ham selv, og hvad værre var; ud over Pixarius. Hans tro følgesvend, hans hvide drage, sad på hans skulder i sin mindre udgave, som sædvanligt. Han var ikke en ganske almindelig ildsprudende drage, han kunne faktisk aldrig lære at sprude ild. Nej, han var en formskifterdrage, der kunne gå fra sin store form, til sin lille. Han var dog typisk altid i sin lille udgave, så han fik også gratis transport. De kom gående i Dvasias gyde. Byen var altid et sjovt sted at være. Og de ankom til Den Dansende Flamme, idet nogle valgte at forlade den. Han kunne tydeligt se at der var fest over Dvasias, fordi den procianske konge var død. Der var trængt inde i rummet, og meget lummert, men man kunne jo ikke forvente andet, når folk festede sådan. Han fik med nød og næppe mast sig forbi den store menneskemængde, og op til bardisken. ”Hvilken frækhed,” mumlede han til manden, der havde mast sig op ved siden af ham, inden han vendte blikket mod bartenderen, som sendte ham og hans lille drage et sært blik. ”Den fineste vin, og en skål med dadler,” bestilte han med et let skævt smil om læberne. Bartenderen så næsten helt uvidende på ham, da han nævnte dadler. ”Du ved, en lille frugt? Den vokser i ørkenen?” Bartenderen rystede blot på hovedet. ”Det har vi ikke noget af her,” svarede han næsten tvært. Isaac fik et lusket smil om læberne. ”Du kan jo måske give mig en skål med hakket bartender?” spurgte han lettere henkastet, inden han skævede mod Pixie, der sad på hans skulder, ”lyder det ikke meget godt?” Den lille drage nikkede ivrigt og slikkede sig lusket om munden, inden Isaac igen vendte blikket mod den forfærdede bartender. ”Jeg skal nok skaffe noget passende!” Isaac smilede tilfreds, inden han valgte at gå fra disken, og for at sætte sig et sted, for sig selv. Alle borde var dog optaget, så han gik hen til en enlig herre i et hjørne ved vinduet ud til gaden. ”Jeg ville blive beæret, hvis jeg måtte tage plads ved dette bord,” svarede han ganske formelt, og satte sig ned. Han havde svaret manden sådan med vilje, for manden rejste sig roligt og gik, imens han mumlede; ”Klovn.” Der gik ikke lang tid før en servitrice kom med et glas hvidvin og en lille tallerken med små stykker af det fineste kød. Isaac tog et lille stykke kød og gav det til Pixarius, der hurtigt begyndte at spise.

[Deleted]

Hvis der var noget som Alicia havde lært, så var det, at alle de andre som var omkring hende, var noget som hun skulle ignorere fuldstændig. Hun var nu temmelig rolig i sig selv, og det var noget som hun valgte fuldt ud bevidst for sin egen skyld mere end for nogen anden. Den rødvin var virkelig udsøgt! Hun lukkede øjnene nærmest som hun bare måtte nyde det. Hun savnede og manglede virkelig sin datter noget så frygteligt! Hun ville virkelig bare have lov til at nyde det unge liv som hun selv havde valgt. Glasset klingede roligt bordet og med den tydelige tilfredse mine. Blikket gled dog alligevel i retningen af bartenderen, da han måtte hæve stemmen overfor den ellers så fint klædte mand som stod lige ved. Hun hævede sigende det ene bryn, selvom hun stadig nægtet at gøre sig helt og særdeles opmærksom på den ene eller den anden måde og det var sådan, at hun agtet at holde det. Hun var jo ikke andet end en simpel vampyr. Det havde været hendes tilstand siden ganske kort efter, at hun havde født hende og Lestats lille datter. Bare tanken omkring det, kunne få hende til at smile ganske let. Dragen som sad på hans skulder, var noget som forundrede hende ganske enkelt, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom. En vis interesse et sted. Han var ikke som alle andre. De andre fejret jo direkte kongens død, selvom det virkelig ikke ramte hende. Et sted.. splittet? Hun var jo trods alt født og opvokset i Procias, så det var jo noget som havde stået hende relativt nært alligevel, selvom det nu ikke var noget som hun sådan rigtigt måtte påvirke sig af lige netop nu. Bange var hun ikke af sig.. blot for en simpel ting; Hunde. Hun lukkede roligt de slanke fingre omkring glasset. Det var jo tiden for at more sig, og hun var bestemt heller ikke noget undtag af den uskrevne lov. Hun rystede roligt håret over sin skulder, idet hun roligt vendte sig i hans retning. At manden havde rejst sig fra bordet af og lod den fremmed sidde alene. Han måtte være af fin slægt, hvilket hun allerede med det samme, ville konkludere ud fra hans beklædning. Ikke at det var noget som gjorde hende det mindste, de var jo trods alt også en del af befolkningen ligesom alle andre vel? Hovedet søgte ganske så let og stille på sned og med det rolige smil på læben. Atter en gang, slangede hun sig igennem mængden, selvom hun hurtigt måtte stivne, da hun følte en lægge en arm omkring hendes liv, hvilket omgående måtte tvinge hende til at stoppe. Hun var endt i armen på en fulddrukken Warlock. Han tvang hende roligt med ansigtet vendt mod ham. Hans hånd havde nemlig lukket sig omkring hendes kæbeparti, så han kunne holde hende fast. ”Du er mig en skønhed,” sagde han kortfattet og med den faste og alligevel så flyvske stemme. Han havde ikke den store kontrol på noget som helst. Alicia stod fuldkommen stille og med det næsten så trodsige blik. ”Og min..” afsluttede han kortfattet, da han trykket hende helt ind mod sig. Hun afviste ham tydeligt ved at lade den ene hånd falde mod hans bryst. ”Jeg er bestemt ikke din,” vrissede hun sammenbidt.. Han slap et let grin, tog glasset fra hende og tog sig ikke det mindste af hendes klare afvisning. Han satte glasset fra sig på det nærmeste bord og uden at slippe hende. ”Hvad mener du dog? Selvfølgelig er du min..” sagde han med en tydelig beslutsom tone. Det var slet ikke noget som han ville eller kunne skjule det mindste af overhovedet. Alicia himlede med øjnene. ”Slip mig,” hvæsede hun let sammenbidt. Begge hænder blev sat mod hans bryst, da hun prøvede at skubbe sig fra ham. Hun havde ikke været vampyr i mere end nogen år, så det at være vant til det, at vinde den styrke.. det tog jo tid.

[isaac]

Isaac strøg en lang vildfaren lok af hans sorte hår, med det blå skær bag øret, imens hans safirskinnende blå øjne hvilede mod den hvidvin, servitricen var kommet med, og han betragtede Pixarius, der var i færd med at spise de små stykker kød. Hans sylespidse tænder satte sig i kødet, og det så ud til at han nød det. Isaac lod en finger stryge over Pixies hoved, imens hans safirblå øjne hvilede muntert på den lille drage. ”Det er lige før det ser ud til at det er bedre end dadler?” spurgte han drillende, og fik et irriteret og skulende blik fra dragens egne perlelignende, safirblå øjne, inden Isaac kluklo. Næsten hver finger på begge hans hænder besad ringe, nogle store andre små. Og så bar han selvfølgelig sin slægtshalskæde; guldkæden med den røde rubin, som havde hans navn indgraveret. Han sad i sit eget lystige humør, som altid, og hvem skulle ødelægge det? Det var faktisk ganske svært. Der var dog noget, som fik ham til at væmmes; manden – der så ud til at være warlock – der havde fanget en vildfaren kvinde, som han ville skyde på var vampyr, hendes hud var jo så bleg. Og det så ikke ud til at kvinden havde i sinde at blive hos manden. Han kneb øjnene lettere sammen i et både drilsk og eftertænksomt blik. Mon han skulle gribe ind? Det kunne jo være ganske morsomt! Nej, han ville lige se om hun kunne klare det selv, så han nippede ganske roligt til hvidvinen, og det var virkelig en god vin! Pixarius så på kvinden og warlocken inden han så op mod Isaac med et spørgende blik, hvilket fik Isaac til at vende sit blik mod manden, der havde fået et fast tag om vampyrkvinden. Vampyrer var jo stærke, men det så ikke ud til at hun havde styr over situationen? Han tog en slurk af hvidvinen, så kun mundslatten lå tilbage i glasset, inden han nikkede mod hans lille hvide drage. Han var ikke meget for vold, og han havde skam heller ikke tænkt sig at gøre et yderligere angreb på warlocken, han ville bare … more sig lidt.
Isaac rejste sig fra stolen gik roligt hen til manden og lagde en arm om skulderen på ham, som havde han været en ven. ”Min gode mand, dog,” begyndte han i sin muntre tone, ”denne kvinde er langt fra noget for Dem. Se på hende, hun kunne jo suge Deres blod, så let som ingenting.” Han rystede ganske let på hovedet, inden han blinkede til kvinden, for derefter at vende blikket mod manden igen. ”Desuden, hendes intellektuel er langt bedre end Deres, drukkenbolt. Hun prøver faktisk blot på at give Dem en chance,” tilføjede han roligt, og warlocken så ud til at glemme alt om kvinden, for at sende Isaac et irriteret og faretruende blik. ”Ahva?!” spurgte han og hævede sin ene næve. Isaac bakkede et lille skridt tilbage. ”Jeg tror De hørte mig…” Han så undersøgende på manden, for at finde det passende ord for ham, ”drukkenbolt. De er en lille undermåler, og har jo ikke en chance mod nogen,” tilføjede han påpegende, ”ikke når De er så beruset.” Det så ud til at være dråben for manden, for han slog ud mod Isaac med sin store næve, men Isaac var klar i hovedet, og rykkede smidigt sit hoved udenfor mandens radius, så han blot slog ud i luften. Pixarius var hurtig, og snoede sig omkring mandens arm, inden den satte sine sylespidse tænder i mandens hånd, som fik ham til at skrige højt. Imens var Isaac hurtig. ”Vær venlig at følge med mig,” sagde han opfordrende og greb kvinden om livet og trak hende med sig ud af lokalet, og idet han gik forbi manden, hoppede Pixarius over på hans skulder. Den fulde warlock var rasende og sin fuldskab – og i et forsøg på at ramme Isaac – ramte han en anden mand med sin magi, og der opstod slåskamp på baren. Isaac kluklo, da han kom udenfor i sommervarmen, og man kunne tydeligt høre larm indefra. ”Godt gået gamle jas,” sagde han leende til den hvide drage på hans skulder, som selv så ud til at more sig.

[Deleted]

Alicia var slet ikke tilvænnet alt det som det måtte kræve, at skulle være vampyr endnu. Det kom med alderen, var altid det som hun havde fået at vide så dette var bestemt noget som måtte tage tid og det var meget, som hun slet ikke var vant til endnu! Manden var kold og mørk - Og det skræmte hende ikke det fjerneste. Hun var blevet en del mindre følsom, selvom det stadig måtte brænde et sted i hendes indre, hvis man jo bare ville søge længe nok efter det! Manden som holdt fast om hende, nægtet i den grad også, at skulle give det mindste slip på hende, hvilket i den grad også var en tanke som hun virkelig måtte hade og noget så frygteligt i den anden ende! Det var slet ikke fordi at hun var svag eller noget lignende, for det var hun bestemt ikke. Dette var bare ikke en situation som hun følte sig synderlig vel i! Hun nåede end ikke at åbne munden før warlocken måtte blive forstyrret af den fine herre som havde trådt om bag ham. De blottede hugtænder skjulte hun endnu en gang, idet hun vendte det intense blik mod dem. At han tog over for situationen var noget som hun et sted måtte finde fornærmende. Hvad var en dvasianer ikke, hvis de ikke var i stand til at skulle klare sig selv? De var virkelig intet! Uanset hvilke tanker som hvilede bag for dnene mand! Om det var for at hjælpe eller noget andet, så ar hun faktisk i bund og grund ligeglad! Manden havde dog fat i noget; Hun kunne da uden tøven, have taget mandens blod, så fuld som han var, hvis det var det hun ville. Hun havde dog stadig meget af det følelsespræget i sig, så hun bed ikke eller næret sig med mindre, at det virkelig måtte vise sig at være nødvendigt.
Warlocken blev hidsig, hvilket i den grad også var noget som morede hende selv en anelse. Der var virkelig ikke noget sjovere end at skulle hidse en sådan en op hvis man havde kontrol på situationen. At han blev så hidsig, at han slog ud efter den fine herre, så hun dog tydeligt. Den lille drage lagde hun dog også mærke til, da den snoede sig om warlockens arm og satte tænderne i hans hånd. Armen som sneg sig omkring hendes eget slanke liv, fik en sitren til kraftigt at skyde igennem hende. Hvor vovet han at komme hende så tæt på?! Venlig og høflig var han dog, hvilket dog alligevel måtte tale en anelse for hans sag, det var intet som hun ville lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hun lod ham føre hende med sig forbi og igennem hele kroen som var endt ud i et stort slagsmål fremfor den store fejring af kongens død. Den lune sommervarme ramte hende tydeligt. Tak og pris for at det var mørkt, ellers havde hun virkelig haft noget af et voldsomt stort problem! Hun vendte sig mod ham og med et ganske stille og let smil på læben. Hun viklede sig roligt ud af hans trygge favntag og vendte sig mod ham. "Jeg takker," begyndte hun roligt og med en stilfærdig stemme. Selv var hun meget høflig af sig, hvis man gav hende grunden til det og kendte man hende godt nok, ville man også finde ud af, at hun faktisk var meget følsom af sig. Hun vendte blikket stille ned af sig, hvor hun glattede kjolen stille ud, så den lå mere perfekt end den gjorde før. "Det var dog ikke nødvendigt af Dem," fortsatte hun med en rolig og kortfattet mine. Et sted med en vis irritation. Facaderne røg normalt hurtigt op, når det endelig var og dette var en glimrende mulighed for at gøre det. Ikke fordi at hun ville gøre sig til noget mere end det som hun måtte være, for det var virkelig ikke meningen! "Var der nogen grund til at gøre det til den rene slagmark derinde? Nu de fryder sig over den procianske konges død?" Hun hævede sigende det ene bryn. Sådan her ville hun normalt ikke være når man kendte hende, kom under huden på hende, hvilket ikke altid var det nemmeste. Hun vendte sig mod den lille drage som sad på hans skulder. En ganske nydelig af slagsen, det var det bestemt. Hun trak næsten skjult på mundvigen. Hun var jo intet andet end et rovdyr i en menneskelig krop på sit vis.

[isaac]

Isaac brød sig faktisk ikke om vold. Han prøvede altid på at snakke sig ud af problemerne, hvilket han faktisk var god til. Han forvirrede sin modstander, så han kunne nå at stikke af. Det var så bare ikke altid at det lykkedes, såsom med warlocken inde på Den Dansende Flamme. Men han elskede alligevel at komme i klammerier for, om man troede på det eller ej, så var det faktisk sådan han morede sig. Han elskede fare og spænding, og han var ganske eventyrlysten, så han kom vidt omkring, hvilket også var skylden at han kom her i Dvasias. Det var desuden også det sjoveste land at befinde sig i, fordi alle var så … ’onde’, de var faktisk de sjoveste at komme i klammerier med. De var så alvorlige og der var en masse enspændere, og så var de fleste gnavne når man spurgte dem om noget, så det var altid sjovt i selskab med en dvasianer. Da hans opmærksomhed hvilede mod warlocken lagde han ikke helt mærke til kvinden, som warlocken havde grebet om, og at hun faktisk var fornærmet over at han var grebet ind. Og det undrede ham faktisk også, at hun ikke for længst havde skubbet ham fra sig, da hun jo var vampyr. Men han var da sluppet godt fra warlocken, skønt at der var endt et stort slagsmål inde på baren. Nu stod han så ude i det lune sommervejr, skønt det var aften, og aede Pixarius’ hoved. Hans finger strøg op af dens lange hvide horn, der mest af alt lignede en stor prægtig krone. Det muntre smil hvilede på hans læber. Det var sikkert tydeligt at se at han ikke var fra Dvasias, for han mindede nok mest af alt om en fra Procias, med hans muntre humør, det var så bare ikke tilfældet. Han ignorerede hende let, da hun takkede ham, da hans opmærksomhed var vendt mod Pixarius, der hvilede på hans skulder, og gned sit hoved op af hans fingre. Han var også fraværende da hun snakkede til ham anden gang, og det var faktisk først da hun sagde at han var skyld i slagsmålet at han vendte blikket mod hende. Hans safirblå øjne hvilede undrende på hende. ”Mig? Jeg begyndte da ikke slagsmålet, mit kære barn,” startede han roligt, inden han let lod begge sine arme falde ganske let langs hans sidder, og det så ud til at Pixarius ikke brød sig om hans armes handling. ”Det var warlocken, der startede slagsmålet!” påpegede han med en rolig mine og sendte hende et muntert smil. Det var faktisk umuligt at ødelægge hans humør, medmindre man gjorde dem han holdt af ondt, hvilket ville sige, hans drage; Pixarius. ”Desuden må jeg indrømme, at jeg ikke ville have noget imod at ødelægge festlighederne, ikke når de fryder sig over noget så … trist,” svarede han kort undrende, og så tænksomt ud i luften, inden han igen vendte de safirblå øjne mod hende. Han kendte ikke kongen personligt, for han havde egentlig aldrig mødt ham, men han fandt det nu stadig trist, at kongen af Procias var død. Nu var den kære Evelyn helt alene, så det kunne han ikke helt se det gode i, og det var bestemt heller ikke noget som han ville fryde sig over! Men så igen, folk skulle da have lov til at more sig, hvis de ville. Han betragtede hende ganske let og med de lystige safirblå øjne, der også bar noget andet over sig. Noget hemmelighedsfuldt. Pixarius’ perleagtige, safirblå øjne hvilede også på hende, dog ikke lystigt, men iagttagende, for den var ikke ligefrem venlige mod mørkest væsner, man vidste jo aldrig hvad de kunne finde på.

[Deleted]

Selvfølgelig var det trist at kongen var død, selvom det nu ikke rigtigt var noget som Alicia reagerede på. Nyheden havde spredt sig som brænd i det tørre græs og alle havde hørt det. De store katastrofer under ballet i Manjarno. Hun var nu bare glad for, at hun selv ikke valgte at dukke op til det. Hun var jo mere eller mindre alene nu, selvom det var en frygtelig underlig tanke, når hun så længe, havde været vant til, at skulle have nogen tæt på sig. Hun måtte virkelig bare opretholde de facader. Hun var en dvasianer nu, selvom det ikke altid havde været på den måde. Et sted kunne man vel godt sige, at hun var fanget der? At han valgte at ignorere hende som det første, var bestemt heller ikke noget som måtte falde i god jord ved hende. Hun knyttede hænderne ganske let, selvom hun virkelig holdt sig i skindet. Sulten havde hun lært at kontrollere, selvom det i den grad ikke havde været en nem opgave! Langt fra! Hun fnøs lettere sammenbidt og vendte blikket for en ganske kort bemærkning den anden vej. Hvis ikke han var videre interesseret, hvorfor skulle han så blande sig? Det var faktisk noget som måtte irritere hende ganske betragteligt! Armene gled roligt over kors, da han endelig måtte vende sig mod hende. Endelig kunne han da se på hende og så vidste hun da også, at han faktisk kunne høre hende! Hans ord var hende dog på ingen måde en trøst. Måske at hun ikke var gammel af sig. Hun var jo trods alt født formskifter, så hun var jo praktisk talt menneskelig, så hun havde end ikke rundet de hundrede år endnu, men han skulle virkelig ikke komme her og kalde hende for et 'kært' barn! Hun kneb øjnene let og trodsigt sammen. "Barn?" gentog hun spidst som det første. Det var i den grad noget som gjorde hende fornærmet. Hun var voksen! "Warlocken som startet? Jeg tror minsandten, at det var Dem som lagde op til det?" påpegede hun kortfattet og med et sigende hævet bryn. Facaderne måtte hun holde oppe og det var noget som hun gjorde fuldt ud bevidst. En ganske afvisende holdning var noget som hun bare tvang sig til at holde oppe. Det var normalt ikke mange som ville kaste sig ud i diskussioner og specielt ikke i denne her tid. Det kunne vise sig at være farligt, selvom dem som kendte hende, automatisk ville vide, at hun faktisk var temmelig håbløs af sig på alle måder. Hun rynkede let i panden. "Trist? Hvad er der trist ved døden?" spurgte hun ganske roligt, som havde det været et emne som hun snakket om hver eneste dag. Hun var jo selv praktisk talt en omvandrende død, omdøbt ganske kort efter sin lille datters fødsel, så hun selv kunne forsikre sig, at være der mere eller mindre hele tiden. Hun flyttede roligt vægten fra den ene fod til den anden ,da hun roligt begyndte at gå i en mindre cirkel omkring ham, nærmest som havde hun været et rovdyr på jagt. "Som du jo selv sagde til den kære warlock, min fine ven.. Jeg kan drikke hans blod, jeg kan slå ham ihjel med hvad jeg er skabt med." Hun undgik bevidst at bruge ordet 'født' eller 'fødsel' for hun var jo blevet til det med tiden og ikke født med det. "Det var vel bare den unge konges tid? Selvom rygterne jo må gå.." Hun smilede et stille smil og lod tungen roligt glide over sine spidse tænder. Så længe, at han havde dragen tæt på, så ville hun heller ikke prøve på noget og selv, så lå det slet ikke til hende, at skulle sætte jagten ind selv. "Døden er omkring dig hele tiden. Det er bare et spørgsmål om tid før den slår til.. Hvem ved hvornår det er Deres tur?" Hun hævede sigende det ene bryn, da hun pludselig stoppet op bag ham. Blikket forlod dog ikke dragen, nu hvor det også var kendt for hende, at den måtte have et godt bid og det var ikke tænder som hun ville sidde mellem. Det var helt sikkert.

[isaac]

Det var faktisk ikke meningen, eller med vilje at Isaac ignorerede hende, han havde bare svært ved at holde sin opmærksomhed ved flere ting af gangen, og hans opmærksomhed hvilede mod sin drage, han var jo så sød i sin lille udgave, selvom Pixarius nok ville bide ham, hvis han fortalte ham det. Det var jo ikke fordi han var en babydrage, skønt han lignede det, nej, den kunne bare skifte form, som en formskifter, den kunne skifte farve, så den kunne gå i et med sine omgivelser, ligesom en leguan. Desuden fandt han drager fascinerende, skønt han havde levet sammen med Pixarius i et par tusinder efterhånden. Men fascinationen af drager kunne nu aldrig falde, for der var så mange forskellige. Isaac nikkede ganske roligt til hendes gentagelse. ”Ja, barn,” sagde han lystigt, inden det selv gik op for ham, at det godt kunne lyde forkert, hvilket fik ham til at rynke brynene i en undrende mine. ”Nej De misforstår mig! Jeg mente ikke, at De opfører Dem som et barn eller ligner ét, for De er jo en smuk gammel kvinde!” rettede han på sig selv og sendte hende et skævt smil. Hun var jo langt fra et barn! Men han gik ikke ligefrem ud fra at hun var på alder med ham, han var jo næsten de 7000 år, så det var faktisk i alderen han mente, men det kunne jo så godt misforstås. ”Mig der lagde op til det?! Nej nu… hvis ikke det var fordi De ikke selv havde tvunget ham væk, så havde jeg skam aldrig blandet mig!” påstod han sandfærdigt og smilede sit kække, skæve smil. Han havde det med at fyre fornærmelser og bemærkninger af, uden at han egentlig selv tænkte over det, for sådan var han jo bare, og det var jo ikke ligefrem fordi han mente det i en ond mening, men sådan var det altså. Han så eftertænksomt på hende, da hun stillede sit spørgsmål omkring døden. ”Tja, den indtræffer vel alle? Men jeg vil nu nødig miste den der betyder mest for mig,” svarede han sandfærdig og i en lettere tænksom tone. Hvis Pixarius døde, så ville han være alene, og hvem skulle så fratale ham fra at begå ballade og ulykker? Selvom det dog aldrig virkede. Men hvem skulle han så have det sjovt med? Han ville uddø uden sin bedste ven. Men hun var vampyr, så hun var jo rent faktisk døden selv, eller en levende udgave af døden? Han gjorde ikke noget yderligere ved at hun begyndte at gå rundt omkring ham. Han så blot roligt på hende, og fulgte hende med øjnene, uden selv at dreje hovedet. Han opfangede hurtigt truslen i hendes ord, men det var ikke noget han tog sig af. ”Ja, det er sandt. Men De gjorde det ikke,” påpegede han roligt og i en lettere snedig tone. At hun fortsatte omkring ham, gjorde han ikke noget ved, han så blot lige ud, for han havde øjne i nakken; Pixarius, som fulgte hende varsomt, og han strøg sin egen tunge faretruende omkring sin mund, inden den snappede ud i luften, for at advare hende, da hun selv strøg sin tunge omkring hendes spidse tænder. Han trak ganske let på den frie skulder. ”Tja, han nåede da ikke at leve livet særlig længe,” svarede han kort for sig, imens han betragtede himlen over dem. Den var stjerneklar. Han stak en hånd i sin brystlomme og fiskede et par dadler frem, som han kastede op mod barens tag. Pixarius opfangede dog hurtigt lugten af sit yndlings ædelse, og var hurtig på vingerne. Han fangede hurtigt de to dadler, satte sig på tagrendens kant og begyndte at spise af dadlerne. Isaac smilede et skævt smil op mod dragen, inden han vendte sig om mod kvinden. ”Min tur? Det bliver først min tur, når jeg dør af alderdom!” påpegede han spidst, og smilede et skævt smil. ”Deres trussel virker desværre ikke,” svarede han med et kækt og selvsikkert smil om læberne. Det var vel en form for at provokere og udfordre hende, at han virkede så selvsikker?

[Deleted]

Hvordan hans ord skulle forstås, var Alicia mere eller mindre ligeglad med, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, men hun havde valgt at tolke dem på denne måde, og det var bestemt ikke noget som skulle tælle for hans fordel, det var helt sikkert! Blikket hvilede intenst i hans. Med andre ord, så var hun slet ikke bange for ham og det var heller ikke meningen at hendes ord skulle være en trussel eller advarsel. Hun var 'desværre' stadig så menneskelig, at det måtte hvile igen. Hun havde aldrig selv sat jagten ind, det havde hendes kære eksmand altid gjort. Så allerede der vidste hun, at hun ville have noget af et voldsomt problem. Hun knyttede hænderne yderligere, da han valgte at rette sine ord og denne gang. Det gjorde hende faktisk mobset. Hun himlede let med øjnene. "Jeg ved ikke om du gør det med vilje, eller om du faktisk prøver at rette op på det," vrissede hun en anelse sammenbidt. Det var virkelig noget som kunne irritere hende noget så grusomt! Hun gik dog ikke tættere på, også selvom han ikke fulgte hende med blikket, så vidste hun at hans kære drage måtte gøre det. Manden var forbandet selvsikker, og det var faktisk noget som virkelig kunne irritere hende, selvom det jo i bund og grund ikke gjorde hende det mindste. Man kunne snildt sige, at han faktisk havde valgt, at skulle ødelægge resten af hendes aften, hvilket i den grad måtte provokere hende. "Havde De nogen grund til at blande Dem?" spurgte hun direkte. Det var jo ikke fordi, at hun havde været i de største vanskeligheder lige til aften, så han havde vel heller ikke haft nogen direkte grund til at skulle komme stormende og lege helt? Hvem der betød mest for ham, var noget som hun næsten kunne gætte sig til, måtte være den drage som hvilede på hans skulder. Ikke at det var noget som påvirkede hende det mindste lige nu. "Før eller siden, så skal De nok se, at døden også vil komme til dig, som den er kommet til os andre," sagde hun roligt. For hende var det jo blot en ganske naturlig ting, for det var en del af hendes egen dagligdag. At leve i mørket, leve af andre væsner, selvom hun ikke kunne fordrage tanken om,a t skulle jage eller noget. Hun ønskede ikke at slå ihjel. "Havde jeg da en grund til det?" spurgte hun kortfattet. Hun kunne ikke se hvorfor hun skulle tage warlockens blod uden at have nogen direkte grund til det på denne måde. Nok ville manden ikke være i stand til at skulle gøre modstand overfor hvad hun ville kunne gøre ved ham. At han fandt dadlerne frem og tvang den lille drage op på tagrenden, gjorde hende dog en anelse rolig. Det lille bæst var heller ikke meget for, at have hende tæt på, det var tydeligt. De var jo rovdyr begge to, hvilket et sted måtte være hende en meget morende tanke. "Han nåede ikke meget.. En dumdristig og uerfaren af slagsen," sagde hun med et ganske kort skuldertræk, som betød det intet. Selvfølgelig betød det noget, men det nægtet hun at vise! Hun havde ondt af Evelyn, det havde hun virkelig. Hun lod hovedet søge let på sned, da han vendte sig mod hende. "De virker alt for selvsikker min gode mand.. Alle tror de vil leve det perfekte liv.. Et stort hus, en flok børn, det perfekte job.. Tragiske hændelser og tragedier.." fortsatte hun. Denne gang valgte hun at gå mod ham istedet. Hun frygtede ikke for ham. Hovedet søgte let på sned. "Ingen har sagt det var en trussel?" fortsatte hun med en nærmest nysgerrig mine. et sted var hun faktisk en meget harmløs en af slagsen. En .. god vampyr et sted? De fandtes jo trods alt. "Jeg formoder, at De skal have den lille kæledække af en drage til at beskytte Dem når De er ude?" hun hævede let det ene bryn. Det var nu mere ment som spørgsmål end det var ment som en hån, men det hvilede dog stadig i luften, det var helt sikkert. Tungen strøg roligt over hendes læber og de spidse hjørnetænder, da hun stoppet op et halvt skridt fra ham. De isblå øjne hvilede i hans blik og med den nærmest tydelige nysgerrighed. "Hvem er De?" afsluttede hun kortfattet og næsten krævende.

[isaac]

Isaac pustede opgivent sit lange hår væk fra sit ansigt, da han kun gjorde det hele meget værre. Det var ikke hans mening, men han havde det med at tale før han tænkte; altid. Det var vel også skylden til at han altid skræmte folk væk, eller mere eller mindre irriterede dem væk fra sig. Det var ikke fordi han var en enspænder eller ville være det, men han havde egentlig ikke så mange omkring sig, eftersom der ikke var mange der forstod ham. ”Jeg har på fornemmelsen at De ikke kan lide mig,” hævdede han med en løftet pegefinger. Det var mere end tydeligt. Hun var jo utaknemmelig for at han havde reddet hende! Men han fortrød det nu ikke, han havde moret sig, og det var i øjeblikket det vigtigste! Men lidt taknemlighed måtte hun dog godt vise. ”Men, jeg var skam ikke ude på at fornærme Dem,” tilføjede han hurtigt, og smilede et smørret smil, imens han kløede sig i nakken. Han vidste faktisk ikke helt hvordan han skulle rette op på det, det var vel lidt svært, når hun allerede var blevet mopset? Og så et sted, så var det faktisk sjovt, at hun var så sur på ham. Hun kendte ham ikke, han havde ’reddet’ hende, og hun hadede ham! Det morede ham faktisk mere end noget andet, men det var jo også altid sjovt i Dvasias. Han trak ganske svagt på skuldrende til hendes spørgsmål. ”Min ed på at være en gentleman bød mig på at hjælpe Dem,” svarede han med et lettere drilsk smil om læberne, fordi han vidste at hun var irriteret over at han havde hjulpet hende, eller blandet sig. ”De så jo ikke ud til at have styr over situationen selv, De tvang mig jo til at hjælpe Dem.” Blot for at træde lidt mere i det, og irritere hende yderligere. Gad vide hvad hun egentlig kunne finde på? Tanken var faktisk fristende. Han frygtede ikke døden, og han havde set den i øjnene flere gange. Han så indgående på hende, med et mystisk, intenst skær over sine øjne. ”Jeg kender udmærket til døden, jeg har set den i øjnene flere gange, og jeg ser den i øjnene lige nu,” svarede han kortfattet, og han hentydede faktisk til at hun var døden, for hun var jo trods alt den ’døde’ af dem. Hun havde ikke nogen grund til at sætte tænderne i manden, eller måske lidt, og hun havde heller ikke nogen grund til at gøre det ved ham. ”Netop, det havde De ikke, og De gør det heller ikke ved mig,” konstaterede han, nok en anelse for selvsikker, for han kunne jo faktisk hurtigt vække hendes vrede, han havde jo kun trådt forkert. Men han frygtede hende ikke. Ikke fordi han havde Pixarius, men hans magi var stærk, så hun kunne jo bare prøve på en ting eller to. Han skævede fra Pixarius til kvinden med et skævt smil omlæberne. ”Selvfølgelig nåede han ikke det, han var ung. Han kunne sikkert være blevet en ganske god konge, hvis han havde haft lidt mere erfaring,” svarede han sandfærdigt, og smilede et stille smil. Hans smil falmede, som om hans tanker hvilede et andet sted, et … sørgeligt sted. ”Mit liv har skam ikke været perfekt,” svarede han en smule fraværende, som befandt han sig i en form for trance, inden han så på hende med et skævt smil. ”Men! Jeg vil ikke lade frygten styre mine handlinger. Jeg nyder livet og dets goder, jeg nyder spændingen og faren ved at kunne dø når som helst,” svarede han sandfærdigt og atter i sit muntre tonefald, ”nej, De er jo knap nok en trussel i Dem selv.” Han kluklo kort, det lød som en fornærmelse, men det var faktisk ikke sådan ment. Han så kort op mod Pixarius og kastede en pose med dadler op i luften, og som lynet fløj han ud og greb fat om posen, inden den satte sig på tagrenden igen. Isaac vendte stille blikket mod hende. ”Hvor stor skade kan en lille drage dog gøre?” spurgte han med et hemmelighedsfuldt blik og smil. ”Vi passer blot på hinanden, som venner gør,” tilføjede han med sit lette smil. Han gjorde ikke noget synderligt ved at hun stoppede op foran ham, indenfor hans rækkevidde. ”Mit navn er nok ikke det bedste at fortælle. Man ved jo aldrig hvilke her i Dvasias jeg har fornærmet,” svarede han afvisende og trak på skulderen.

[Deleted]

Alicia var bestemt ikke bange for ham, det var jo slet ikke noget som hun havde nogen grund til vel? At han ikke tænkte over sine ord før han sagde dem, var noget som hun tydeligt kunne fornemme, for at kalde hende for en gammel kvinde, var bestemt ikke noget som hun tog let på, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Det var i den grad en fornærmelse i hendes øjne, for så gammel var hun da bestemt heller ikke! "Er det blot en fornemmelse?" spurgte hun direkte. Den løftede pegefinger rørte hende ikke det mindste for øjeblkket. Det intense blik hvilede på ham. Et sted kunne man vel sige, at hun blot måtte teste ham. Hun havde ingen anelse om hvem han var eller hvor han kom fra, selvom det var tydeligt, at han ikke var herfra. Hun knyttede hænderne let. "Det var ikke Deres mening at fornærme mig? Så er det måske på tide at tænke før De taler," sagde hun kortfattet. At han ikke havde mange omkring sig, var da noget som hun udmærket godt ville kunne forstå. Da specielt hvis det var sådan at han måtte bevæge sig frem. Det var bestemt ikke passende på nogen måde. Det var heller ikke fordi, at hun havde flest omkring sig. Hun havde selv for vane ved at skulle skubbe dem væk på den ene eller den anden måd, og det var virkelig også noget som måtte frustrere hende noget så voldsomt. Hun gjorde bare sit bedste for at falde til og passe ind i dette område. Hun himlede lettere opgivent med øjnene og rystede stille på hovedet. "Deres ed som gentleman?" gentog hun roligt og ikke mindst med en undring. Hun trådte et skridt tættere på, så deres kroppe næsten måtte mødes, selvom det slet ikke var noget som hun reagerede på. Hun lyttede til hans vejrtrækning og hans hjerteslag, som havde det været en hypnose for hende. Hun var jo trods alt vampyr, hun levede af blod og her stod hun med det lige foran sig. Det var jo i sig selv fristende, hvis det ikke var fordi, at hun ikke kunne fordrage at sætte tænderne i noget levende. "Jeg vil da ikke mene, at jeg stod som en ungmø i mandens arme og skreg op efter hjælp?" spurgte hun kortfattet. Det var i hvertfald noget som hun måtte finde fornærmende! At han fortalte hende, at han stirret døden i blikket, fik blot et stille smil frem på hen des læber og i den grad også med den klare tilfredshed. "Jeg tror minsandten, at De er ved at lære det," sagde hun roligt. Den kolde hånd lod hun falde mod hans bryst, da hun valgte at trykke ham op mod den nærmeste mur, for at holde ham solidt på plads. Styrken havde hun og den var ved at komme under kontrol ved hende. Det var nu heller ikke fordi, at hun ønskede at skræmme ham. Han var en som gjorde hende nysgerrig, for den væremåde, var bestemt heller ikke noget som hun så ved alt og alle på sin vej, det var helt sikkert. Hovedet søgte let på sned, da hun blottede tænderne og trak sig ganske tæt ved hans hals. Hun gjorde dog intet. "Jeg kunne med lethed sætte tænderne i Deres hals. Tage det udsøgte blod fra Dem, som pumper blot lige under den tynde hud.. om De tror mig eller ikke, så er jeg umådelig fristet." Hun bed tænderne sammen, da hun trak hovedet bare en anelse til sig. Hovedet stadig hvilende let på sned. At hans liv ikke havde været perfekt, fik hende blot til at smile, for det så da også ud til at det måtte gå ham på, på en eller anden måde, for han ændrede fuldstændig humør da han nævnte det. Så positiv og munter, at det faktisk måtte irritere hende noget så grusomt! En evne som hun selv havde mistet da hun nærmest frivilligt måtte blive en del af mørket og nu kunne hun fortryde så bittert! "Ser man det. Jeg tror skam jeg ramte et ømt punk? De lever i troen på at alt vil være perfekt, at alt vil være godt. En tro på det gode i livet. De kunne dø når som helst. Jeg kunne sætte tænderne i Dem og lade det ske lige nu og her.. Er det virkelig et sådan liv som De vil nyde? At leve med den risiko?" Hun hævede kort og undrende det ene bryn, da hun flyttede hånden fra hans bryst. Det at være så tæt på et bankende hjerte, var hun bange for, at fristelsen ville blive alt for stor. Hun trak kort på smilebåndet, så tænderne atter endte synligt. "Ikke for en som er af betydning i Dvasias, kan jeg fortælle Dem," fortsatte hun. Hun tog bestemt ikke nej for et svar.

[isaac]

Isaac vidste at han havde trådt forkert fra starten af, det gjorde han jo hele tiden faktisk, især ved dvasianere, fordi de var så tvære og sure, og ikke troede på det gode, de rendte blot rundt og myrdede folk som det lystede dem, så det undrede ham egentlig ikke, at han ikke kunne træde rigtigt ved hende, men det morede ham også et sted. Det morede ham at se hende hidse sig så meget op over hans ord, hvor hun blot kunne være ligeglad. Men det var vel fordi hun var kvinde? ”Fornemmelse? Nej, det er da tydeligt, at både se og høre!” konstaterede han og skød kort øjenbrynene i vejret, imens han tog en dyb indånding, for blot at puste ud igen, hvor han ikke lagde skjul på, at det var en umulig opgave at gøre hende tilfreds, men det burde hun vel også være velvidende om? Hun virkede faktisk til at være en enspænder, men det var de fleste jo også her i Dvasias, så det undrede ham faktisk ikke, plus de fleste vampyrer jagede alene, og ikke i flok. Vampyrer var ikke et flokdyr, de var den ensomme jæger, der vandrede ud om natten alene. Men han vidste ikke helt, der var noget over hende, noget … fortabt, som om hun sad fast, var fanget, men han kunne vel tage fejl? Han ignorerede hendes andre ord, om at han skulle tage og tænke før han talte, men ordene fik ham blot til at trække i munden, og han skjulte end ikke det morende smil som hvilede på hans læber, for hun morede ham jo, ganske meget faktisk! Han nikkede sigende til hendes andre ord. Om hun ville tro det eller ikke, så var han skam en gentleman, han var jo vokset op i en fin slægt. En ren slægt, så manererne havde han skam styr på! Ikke ligefrem det samme man kunne sige om folk fra Dvasias. Han trak let på skuldrene. ”De skreg ikke ligefrem om hjælp, men det var jo heller ikke ligefrem fordi De tvang ham væk. Men De nød måske hans lystige greb om Dem?” spurgte han nysgerrigt og skød undrende øjenbrynene i vejret, til hvis hun gjorde. Hvem brød sig om en fuld mand, som den warlock? Hun gjorde ham faktisk nysgerrig, men det var heller ikke så svært, dvasianere havde deres helt egen charme, og det var ikke fordi hun var vampyr, men de blev bare så hurtigt sure! Han kunne ikke lade vær med at smile, da hun trykkede ham op mod den nærmeste mur, hvor Pixarius var over dem og han gav et hæst hvæs fra sig, skønt han ikke brød yderligere ind. Han vidste at Isaac kunne klare sig selv, men han ville blot advare hende om, at hun ikke skulle prøve på noget. Han kunne mærke hendes faste tag om ham, og han havde faktisk ikke noget imod at være tvunget op af væggen. Han havde jo trods alt et sted bedt om det, sådan som han havde pisset hende af. At hun kom tættere på ham, med hendes sylespidse hjørnetænder, fik ham blot til at smile udfordrende. Hun gjorde ham ikke noget, havde ikke truet ham, så hvorfor skulle han blive nervøs? Han lod let en pegefinger glide under hendes hage, inden han drejede hendes blik, så han så direkte ind i hendes blik med et udfordrende skær over sig. ”Men, De vil slet ikke bide mig! Ligesom De heller ikke ville bide warlocken inde i baren,” sagde han stilfærdigt, hvor hans safirblå øjne hvilede mildt i hendes isblå. Han trak ganske let på skuldrende. ”Alle har ømme punkter, ligesom Dem selv,” svarede han kortfattet, som var det en ligegyldig ting, hvilket det vel også var? Alle havde fejl, selv ham selv, han kunne endda nævne en masse, og om hun ville indrømme det eller ej, så havde hun faktisk også fejl. Det var jo noget alle havde. Han så næsten uforstående på hende. ”Livet er skam ikke perfekt. Se blot hvordan den unge konge endte sit liv. Jeg nyder blot faren og spændingen ved livet. Det er to vidt forskellige ting,” påpegede han sandfærdigt. Han kunne ikke ligefrem prale af sit ’perfekte’ liv, ”De kunne jo bare prøve på at sætte tænderne i mig, og se hvordan Det vil gå Dem, for jeg må desværre advare Dem om, at det ville være en dem idé.” Han smilede næsten udfordrende og opfordrende til hende, som om han ville have at hun skulle bide ham, blot for at vise hvor dumt det ville være af hende. Han havde nok en stor mund, men han var ikke ufarlig! ”Men De kunne vel ligeså godt fortælle mig Deres navn,” tilføjede han. Hun gjorde jo også ham nysgerrig.

[Deleted]

Alicia vidste udmærket godt, at hun var af den harmløse slags, for hun kunne virkelig ikke fordrage, at skulle bide og nære af andre for at overleve, selvom hun nu stod på det punkt, hvor hun ikke rigtigt havde noget andet valg. Nægtet hun det, så fik det først for alvor katastrofale følger. Hun var en enspænder og det havde hun været hele livet, selvom hun selv klart og tydeligt også i tide og utide, kunne mærke, at man faktisk også måtte savne et selskab, selvom det virkelig var umuligt at finde et som var passende. Hun holdt stadig hovedet koldt. Han havde virkelig fornærmet hende og det var ikke noget som hun bare lige havde regnet med ,at skulle se passere på denne måde, det var i den grad også helt sikkert. Hun kneb øjnene trodsigt sammen. Selv tænkte hun meget nøje over sine handlinger, for nu havde hun fundet ud af, at der lå lidt af et bid i den drages mund og det var ikke et som hun selv ønskede at skulle opleve og dog.. Ville den bide? Nu hvor han selv havde det billede af hende, at hun ikke ville sætte tænderne i ham? Hun var fristet, så hun havde jo faktisk talt sandt overfor ham. "Så er De da ikke helt blind," sagde hun kortfattet og med det skæve smil på læben. Selv holdt hun tænderne for det meste i skjul, da det var sådan at hun havde det bedst. Hun ønskede heller ikke at blive set på som et rent rovdyr, for der var altså lidt mere i det end det alene! "Jeg vil ikke sige, at jeg nød det. Jeg kan bare godt passe på mig selv," sagde hun i en svag vrissen. Ikke at det var noget som hun ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Hun var virkelig fristet til at bide ham, det lå jo trods alt til hende og hendes nye natur uanset hvor meget hun så end måtte hade det eller ikke, så var der virkelig heller ikke alverdens at skulle gøre ved det for hendes vedkommende. "Han var så fuld, at han knapt kunne stå eller gå.. Selvfølgelig brød jeg mig ikke om det," sagde hun med en kortfattet stemme. Hånden som han lod glide under hendes hage, satte blot en sitren i hende og udelukkende på grund af en ting - Hans hånd var varm mod hendes kolde krop. Hans drages hvæsen tog hun sig nu ikke videre af, blot med den reaktion, at hun selv blottede sine spidse hjørnetænder en anelse i en advarsel tilbage igen. "Jeg kan fortælle Dem, at jeg intet havde at bruge hans blod til," sagde hun med en ganske så kortfattet stemme. Hun blev ellers stående fuldkommen stille. At han jo så nærmest måtte opfordre hende til at prøve at sætte tænderne i ham - Hun havde da allerede itankerne, at der jo så måtte være noget som måtte stikke under. Det var hun slet ikke i tvivl om. "En mands berusede blod.. tænk hvad det ville gøre med en som mig," vrissede hun let belærende. Hun blev stående temmelig tæt på ham. Hun vidste, at hans kære lille kæledrage måtte følge dem med blikket, selvom det nu ikke var noget som rørte hende det mindste. Det var dog bare det, som gjorde at hun var en anelse mere forsigtig, eftersom det var kendt for hende, at den kære drage havde et godt bid. "Det lader blot til, at jeg ramte Deres?" Hun hævede sigende det ene bryn og trak hovedet blot en anelse til sig. Hun hævede hånden, hvor hun roligt greb omkring hans håndled til hånden hvis finger hvilede under hendes hage. At kunne mærke pulsen ved hans håndled. Hun måtte bide tænderne sammen. Lysten til at bide, den var der jo trods alt! "Kongen var ung, god og naiv.. Det var jo blot et spørgsmål om tid, inden hammeren ville falde, min gode ven." Hun rynkede let på panden. At det var en måde at nyde livet på, det vidste hun dog. Det var også det som gjorde hende så nysgerrig, for det var bestemt ikke det som man så hver dag mere. "De ønsker at vide og kende til mit navn?" gentog hun roligt. Hun smilede let. Det var jo ikke fordi at hendes navn var af nogen betydning og specielt ikke her i Dvasias. "Alicia Azael Maqualian," præsenterede hun sig roligt og sandfærdigt, igen med et blik som dernæst blot skulle kræve, at han måtte præsentere sig selv for hende, for alt andet var jo virkelig uhøfligt! "Som en gentleman burde De præsentere Dem for mig.. Så nysgerrig som De har gjort mig," påpegede hun med en sigende mine. Hun hævede den ene hånd, lukkede den roligt omkring hans kæbe og tvang hovedet til den ene side. Advarslen havde hun fået, men bange af sig, var hun bestemt ikke. "Skulle det være en trussel? Eller vil Deres kære lille kæledække af en drage, komme og redde Deres bagparti?" Hun blottede de spidse hjørnetænder igen. Sulten var hun, men hun kunne virkelig ikke fordrage at skulle sætte tændrne i noget levende på denne måde. Hun trykkede ham fast op af muren og holdt den ene side af halsen blottet for sig. Bare at høre hans hjerte slå og se pulsen i hans hals, var mere end nok til at vække den evige lyst i hende selv. Dette var et liv hun var tvunget til og hun hadet det. Hun nærmede sig blot, for at sætte tænderne i. Lysten og fristelsen var simpelthen for stor.

[isaac]

Det var mere end tydeligt, at hun var blevet fornærmet, ikke brød sig om Isaac, og fandt ham irriterende. Det lyste jo ud af hende, så hun havde ikke engang behov for at bekræfte hans ord. Men så igen, det morede ham et sted, at han havde fornærmet hende så meget, ved blot at have reddet hende fra den warlock, kaldt hende et barn og derefter en gammel kvinde. Ikke lige det bedste førstehåndsindtryk, men så igen, sådan et førstehåndsindtryk var han rent faktisk vant til. Han startede næsten altid ud med, at folk hadede ham, han havde dog været heldig til tider, det kom helt an på hvilke man mødte, de fleste procianere var altid venlige, og det var det stik modsatte med dvasianere, og det morede ham faktisk. Der var simpelthen så stor forskel på de to lande, de var stik modsætninger, og Isaac forstod faktisk ikke helt hvorfor landene var i krig, for det var forskelligheder, som var med til at opbygge et stærkt land, derfor forholdt han sig neutral, hvilket han altid havde gjort. ”Blind er jeg skam ikke. De bryder Dem ikke om at blive reddet. Er det fordi De er vampyr? Fysisk styrke ligger jo til jer, men jeg må ærligt indrømme, at De ikke selv er vant til den styrke, så jeg må gå ud fra, at De er blevet bidt. Om døbt,” svarede han stilfærdigt og udtalte de sidste ord i en dyster tone. Han havde sgu ikke tænkt sig at blive bidt og omgjort til en vampyr! Det var i hvert fald fuldstændig sikkert! Han ville ikke leve af at dræbe andre for selv at kunne leve. Han ville ikke være et rovdyr som hun var. Han havde det fint som han havde det, desuden, ved at blive til vampyr ville han ødelægge det rene blod i sin slægt, som altid havde bestået af drageryttere og magikere, eller i hvert fald i så lang tid han kunne huske. Magiker var han jo også selv, hvilket han havde været hele livet, det havde han jo ikke med dragerytter, en dag var han jo blot stødt på Pixarius, som havde reddet ham fra ensomheden. Det var han sin drage taknemlig for. Pixarius var hans eneste familie, alle de andre havde han for længst mistet. I det han drejede hendes ansigt mod hans, og så direkte ind i hendes isblå øjne, nåede han også at læse noget af hendes person. Han kunne jo i princippet gå ind i hendes sind, og se hendes minder, men det ville være uhøfligt, dog havde han da kraften til det, for han havde jo næsten også vandret rundt på jorden i 7000 år, så han havde skam lært en masse ting, og selvom han havde sin muntre personlighed, så burde hun virkelig ikke undervurdere hende, og det var faktisk hvad hun gjorde. ”Det er svært at ramme et ømt punkt ved mig, jeg tænkte blot tilbage,” svarede han sandfærdigt og trak ganske let på skuldrene. Han savnede sin familie, og et sted følte han vel skyld over deres død, men det var flere årtusinder siden, og nu havde han sin drage, som egentlig var blevet hans ømme punkt. At hun faktisk præsenterede sig, havde han ikke regnet med, et navn var et navn, men nogle var dog mere betydningsfulde end andres, han vidste dog ikke om hun havde hørt om ham, men man kunne jo aldrig vide. Det morede ham at han havde gjort hende nysgerrig, dog nåede han ikke helt at præsentere sig, for han mærkede hendes hånd omkring hans kæbeparti, der tvang hans hoved til den ene side, så hans hals blev blottet. Det havde måske været dumt af ham at udfordre hende? Han kunne mærke hans blod pumpe gennem hver en celle i hans krop. Adrenalinen der susede gennem kroppen, og han nød virkelig følelsen! Han kunne ikke lade vær med at smile, som havde han været en galning. Han mærkede hendes kolde ånde mod hans hals, og han vidste at han var nød til at gribe ind, inden han ville ende med at blive ligesom hende. ”Min drage kender sin plads, og det er mig, De burde holde øje med!” svarede han helt opstemt, inden han uden så meget som at blinke, skød et skjold frem omkring sin krop, som måtte tvinge hende tilbage, inden han satte den ene håndfalde bag den andens håndryg, og fyrede en trykbølge af lige mod hendes bryst og maveparti. Han var ikke meget for at bruge vold, men hun gav ham ikke nogen anden grund – desværre. Pixarius sad og holdt nysgerrigt øje med dem begge, han vidste at Isaac kunne klare sig selv, men han ville gribe ind, hvis gik helt galt, eller hvis han blev dumdristig.

[Deleted]

Alicia kunne virkelig ikke fordrage tanken om, at hun skulle reddes af en anden, når hun var klar over at hun var i stand til at passe på sig selv! Det var jo heller ikke fordi, at hun havde meget andet valg, sådan som hun valgte at rende rundt alene. Blot få var kommet ind under huden på hende og det var så sandelig også sådan, at hun agtet at skulle holde det. Hun var født som formskifter i Procias og det var hun stolt af. At hun jo så var bidt og omdøbt senere hen, var jo så en historie som hun ikke havde fortalt nogen. Det var en ting som hun faktisk måtte holde ganske tæt ind til sig. Hun var i den grad fornærmet, ikke bare at han havde kaldt hende for et barn, men en gammel kvinde, det var hun bestemt ikke! Det var i den grad ikke noget som hun fandt sig i, at blive kaldt! Hvem denne mand var, vidste hun ikke og hun var klar over, at hun burde passe frygtelig godt på når det endelig var, men det var virkelig blevet for meget for hende i øjeblikket. At han kunne gætte sig til at hun var blevet omdøbt, fik hende blot til at sukke opgivende. Der røg det perfekte dække, også selvom hun var klar over, at hun aldrig nogensinde ville opnå en fuldblodsstatus, så raget det hende virkelig. Hun vendte de isblå øjne op mod ham og med den tydelige trodsighed at skulle spore. Hun var et hav af mysterier og en fortid som næppe var noget man skulle prale af. "Jeg blev omdøbt.. 3 år siden," fortalte hun kortfattet. Han måtte jo spørge ind til den fulde historie hvis han var så interesseret i at skulle få den. Den fysiske styrke havde hun mere eller mindre kontrol over. Hun vidste at den lå der, det var bare lige det ene lille problem, med at styre den som var et problem for hende som det måtte stå lige for øjeblikket. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at omdøbe nogen som helst! Hun fortrød selv noget så frygteligt det valg som hun tog, men hun agtet at være der under hendes barns opvækst og være der også efter det. Det var ikke noget som hun ville være i stand til som formskifter, så det ønsket hun virkelig ikke. Et sted frivillig tvang eller kærlighed til den forkerte mand - Typisk hende, så dum og naiv!
Dragen havde hun glemt lige for øjeblikket, det var ham som hun havde øjnene for lige netop i dette øjeblik, så det var ikke noget som man kunne se væk fra. Hendes blik hvilede næsten så hypnotiserende på hans hals. Den så tynde hud og det varme blod på den anden side. Alt der skulle til, var et lille snit med hendes hjørnetand og det ville være forbi! Munden løb i vand. Hun havde ikke næret sig i et mindre stykke tid og sulten ramte hende virkelig nu hvor hun stod så tæt på noget levende, uanset hvor meget hun måtte hade og foragte tanken omkring det. "Hindre det da mig i at skulle prøve?" spurgte hun med et sigende hævet bryn. At hun måtte undervurdere ham, var ikke noget som hun havde i tankerne lige nu. Alt bestod af sulten og at få den stillet! Han havde udfordret hende på det helt forkerte tidspunkt og omkring det helt forkerte emne. Hun kunne se den store vene i hans hals, så tæt på huden som den måtte ligge og det ville glæde hende at sætte tænderne i ham! Det ville glæde det rovdyr som befandt sig i hende! At han nød det adrenalinkick som det måtte give ham, vidste hun ikke og det var end ikke noget som hun havde i tankerne det mindste på noget som helst tidspunkt overhovedet. Hun kunne mærke hans hud mod hendes læber, da hun var kommet tæt nok på i et fast forsøg på at skulle lade tænderne bore sig ned i hans tynde og varme hud, for den brændt virkelig mod hendes læber på denne måde! Hans ord tvang hende for et kort øjeblik ud af den tydelige trancetilstand som hun havde befundet sig i. Hun blinkede let med øjnene. Det skjold som han tvang op omkring sin egen krop, tvang hende til at måtte trække sig en smule, for det hindret hende i at komme til! De isblå øjne vendte hun direkte vredt mod ham, idet hun blottede tænderne i en fast hvæsen som hurtigt måtte blive kvalt, da trykbølgen ramte hendes bryst og mave. Hun røg direkte tilbage og direkte ned i den kolde sten som udgjorde fortov og vej. Hvilket resulterede i et mindre slag direkte mod hendes lænd og haleben. Forsigtigt rullet hun om på maven, da hun satte hænderne i jorden i et forsøg på at komme op. Blikket vendte hun mod ham. Det var et rovdyrs blik og det hvilede så stift og gennemborende på ham. "De frister skæbnen, min gode mand." Hendes stemme var fuldkommen følelseskold og forladt. Ved hjælp af muren, så kom hun ordentlig op på benene. Dette var virkelig bare noget som gjorde hende vred! Hun kneb øjnene fast og noget så kraftigt sammen uden at fjerne blikket fra ham. Hun rettede sig roligt op, inden hun nærmest med lynets hast, forlod sin plads. Næsten umuligt for øjet at se, idet hun endte bag ham. Hun greb ham omkring skuldrene, idet hun kraftigt prøvede at hugge ud efter ham igen. Nu bad han virkelig om det!