Party all night..?

[Deleted]

At gå frem på den rigtige måde, så var Alicia også meget mere rolig. Hun var ikke født som en vampyr og det var også gjort tydeligt for ham. Hun var ikke en født dvasianer. Om det havde været tilfældet, så ville hun have slået ham ihjel for længst og det ville være uden at skulle tøve det mindste. Det lå simpelthen bare ikke til hende. Det var hendes eksmand som normalt ville skaffe føden, for hun kunne simpelthen ikke fordrage den tanke alene! Hvad han havde været igennem i hans liv, var stadig helt og særdeles ukendt for hende på alle måder og alligevel så måtte hun jo trods alt også erkende, at hun var blevet så frygtelig nysgerrig. At nogen kunne tage det som han havde gjort det, at være så forbandet positiv, selv efter det som var sket bare til aften. Det var bestemt ikke det som hun var vant til at se, det var i den grad også helt sikkert. Hun nikkede. "Ja.. Beundringsværdigt," sagde hun roligt. Det svage smil hvilede roligt på hendes læber. Hun var efterhånden faldt godt til ro i hans selskab, og det var kun noget som faldt ham selv til gode. Hun lystede end ikke at skull bide ham. Nej.. Den kontrol havde han allerede givet hende, udelukkende ved at lade hende få lidt af hans blod, så det var kun en god ting. Hun rystede på hovedet. "Drømmene er for mange og for mange af dem er urealistiske for en som mig." Hun trak let på skuldrene. At han gik ind for at drømmene skulle opfyldes måtte hun da bare beundre og på alle måder endda, for det var bestemt ikke den mening som særlig mange måtte være af her i landet, så det var ikke noget som man skulle tage for gode vare. Han befandt sig midt i Dvasias. Det var nok lidt anderledes kontra det som han ellers måtte være vant til i den anden ende, det var helt sikkert. Hendes drømme var nok ikke usansynlige, men for hende, så var de.. uopnåelige og det var noget som irriterede hende et sted. Hun havde opgivet dem for længst - Desværre.
Til tider så fulgte hun en vampyrs natur. Hun undgik det faktisk helst. Hvad der jo så irriterede hende mest, var jo at hun var så afhængig af andre for at overleve. Normalt skaffet de blodet for hende ellers måtte hun jo nære sig, hvilket hun bestemt heller ikke var særlig meget for i det store og hele, det var også helt sikkert. At hun kunne få lov til at spørge ind til absolut hvad som helst, var noget som fik smilet til at brede sig bare en anelse. Det kunne simpelthen bare ikke blive bedre, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder. "Pas nu på med hvad du siger," påpegede hun med en lettere drillende stemme. Hun kune ligge inde med så frygtelig mange spørgsmål, så det kunne være en glimrende idé at besvare dem når de endelig måtte komme. Lidt humor havde hun dog, så det var ikke noget som man skulle tage fejl af. Det var bare.. sjældent at den måtte dukke op, det var sikkert. Hun nikkede til hans ord. "Jep," sagde hun selvsikkert og vendte blikket stille og roligt i retningen af ham. Hun hævede sigende det ene bryn. "Jeg kender dig måske ikke.. Men jeg så jo tydeligt, hvordan du greb situationen an," påpegede hun roligt. I hendes øjne, var det ikke særlig modent af sig, men der var nu ikke meget andet at gøre ved det nu, det var i den grad også helt sikkert på alle måder overhovedet. Hun slog let håret over sin ene skulder og med blikket roligt hvilende på ham. Han var nu.. en venlig mand og det var nu sjældent at man så dem på denne her side af muren, så følte hun også meget mere for at lade de gamle facader falde. At hun vækkede denne interesse i ham, forstod hun dog ikke, men igen.. Det var vel alt sammen blandt de mange spørgsmål som hun ville få lov til at få besvaret inden alt for lang tid?

[isaac]

Mange ville mene at Isaac var en spøjs mand, men han gjorde jo i princippet blot det som han elskede at lave, være på eventyr, ud at opleve verdenen, se det hele, det var hvad han nød, han kunne ikke bare sidde stille og se til, imens alt løb forbi ham, han var nød til at gribe ud efter chancerne som han stødte på. Han smilede skævt til hendes ord. Beundringsværdig? Det havde han ikke ligefrem regnet med at en så stædig og stolt kvinde, som hende ville indrømme, men det glædede ham dog et sted. De fleste ville nok mene at han var skør, og ville miste livet hurtigt, men der var han skam ikke enig, og han havde alligevel oplevet 5000 år, og var på vej til de 6000, så man kunne ikke ligefrem sige at han ikke havde oplevet en masse. Han rynkede ganske let brynene til hendes ord. Det lød ikke til at hun selv greb chancerne, men blot levede som alle andre, et kedeligt og sikkert liv, men hvad sjovt var der ved det? Man var jo nød til at ofre lidt engang imellem, sætte noget på spil, ellers ville det blive for kedeligt! ”Men … hvad drømmer De da om?” spurgte han lettere forsigtigt, for han vidste jo ikke om hun gad fortælle ham om det, hvis det var hendes hemmelighed så fair nok, så ville han ikke snage videre i det, selvom hun faktisk gjorde ham nysgerrig, og han ønskede et sted at vide, hvad hun ikke kunne få til at gå i opfyldelse. Han trak ganske let på skuldrene. ”Der er jo intet galt i at drømme, men det er bare trist at sidde stille, og se sine drømme glide ud af sine fingre,” sagde han roligt, imens han lagde armene over kors, han så roligt på hende og med det skæve smil. Sådan ville han bare ikke kunne leve, men sådan var alle desværre ikke, mange holdt sig tilbage, og lod frygten for det ukendte standse ens drømme. En skam i hans øjne.
At hun morede sig over, at hun måtte spørge om hvad som helst, det forstod Isaac sig ikke på, men hun kunne bare spørge løs, det var bare ikke sikkert at hun brød sig om hans svar. Hans safirblå øjne hvilede på hende med et lettere mystisk skær. ”Men pas nu på hvad De spørger om, det kunne jo være at den grumme sandhed ville komme frem,” påpegede han med et lettere hemmelighedsfuldt blik. Han vidste ikke hvilke spørgsmål hun tænkte sig at stille ham, men det var vel lidt alla de sædvanlige spørgsmål? Hvor er du fra? Hvad laver du? Hvad er der sket med dig? Han trak ganske let på skuldrene. ”Og hvad er så Deres første spørgsmål?” spurgte han lettere nysgerrigt, for han var faktisk spændt på hvad hun ville spørge ham om, nu hvor hun havde frit valg på alle hylder. At hun fandt ham uansvarlig og umoden morede ham et sted, og hendes selvsikkerhed gjorde det ikke ligefrem bedre. Han kluklo kort. ”Så det er måske umodent at skænke Dem mit blod?” spurgte han roligt, selvom han havde på fornemmelsen hvad hun hentydede til. Han havde jo faktisk været ganske flink at skænke hende sit blod, selvom han et sted også fortrød det, for hun havde ikke haft i sinde at stoppe igen, så hun havde atter engang tvunget ham til at gøre noget som han ikke havde lyst til. Ligesom da hun havde angrebet ham, hvor han ikke var meget for at skade hende, så han havde skænket hende sit blod, og fordi hun ikke ville stoppe, så havde hun tvunget ham til at fifle i hendes sind, og sindet var en persons pengeskab, det var der man gemte alle sine minder, alt det værdifulde man ejede, såsom ens følelser, meninger, alt der var sket én, ja alt gemte man i sindet, kunne man læse folks sind, så kunne man hurtigt knække personen, og det var Isaac ikke meget for, så han var faktisk ked af at han var blevet nødsaget til at fifle med hendes sind, ligesom hun ikke var meget for at dræbe ham.

[Deleted]

Isaac var virkelig en utrolig mærkværdig person og næppe den som hun havde regnet med, at skulle støde på lige netop i denne aften, det var slet ikke noget som man skulle se det mindste bort fra på nogen måde. Det var dog intet andet end at det måtte more hende ganske betragteligt. Hun var faldet fudkommen til ro og kun med et temmelig ømt haleben som et eneste minde fra dette lille mindre sammenstød. Hun vidste udmærket godt, at det havde været hendes egen skyld, men han kunne blot have ladet værre med at tirre hende på denne måde. Havde hun om ikke andet, haft kontrol på de evner og styrker som måtte ligge i hendes race som vampyr, så havde det hele nok gået en anelse nemmere for sig. Ikke at hun hadet at blive reddet, for det var faktisk en virkelig dejlig følelse, at skulle blive set af nogen andre end en selv til tider, det var helt sikkert. At han spurgte ind til hendes drømme, fik hende blot til at se på ham. Ikke at det var noget hemmeligt for hendes vedkommende. Hun trak svagt på smilebåndet. "Jeg går med de samme drømme som enhver anden som udgør bunden her i landet, ville ønske.. At blive til noget, stifte familie, finde lykken.." Hun trak let på skuldrene. Hun havde desværre bare ikke troen på, at det ville ske i det store forløb og et sted, så var det faktisk også noget som gjorde ondt, selv på hende. Hun rystede på hovedet med et svagt smil. "Nej. Det er skam ikke forkert at drømme.. til tider må man jo bare tænke realistisk når man opsøger dem," påpegedde hun roligt. Nogen kunne jo være så utrolig urealistiske, at man lige så godt kunne give op inden man i det hele taget måtte komme igang, det var der ikke nogen tvivl om. Det var det som hun gjorde - bare med den forskel, at hun opgav.. alt?
Alicia skulle skam nok være forsigtig med hendes spørgsmål. Mest af alt, så var det jo de mest naturlige at skulle spørge om, som hun måtte brænde inde med. Måske at hun ikke kendte ham endnu, men det kunne vel tids nok også ændre sig i den anden ende? Hun betvivlede det virkelig ikke, det krævede jo blot for hende, at hun åbnede munden og spurgte ham? At han jo så lovede at skulle svare hende, glædet hende dog, for det gjorde så sandelig også det hele så meget nemmere for hende og på alle måder endda. De isblå øjne hvilede roligt på ham. "Er du virkelig ude på at gøre mig så nysgerrig?" Hun hævede sigende det ene bryn og med et stille smil på læben, så var det slet ikke noget som hun kunne komme udenom. Hun var måske til tider så frygtelig nem at læse, så var det i sig selv, ikke noget som måtte betyde noget for hende. Så stolt som hun kunne være, så stolt var hun af sig selv - Hvilket et sted ikke ville sige alverdens, men man prøvede da! Hun sendte ham et let uskyldigt smil. "Måske ikke umodent, men du så tydeligt selv hvor tæt på det var ved at gå galt.. Hvis det ikke var fordi du fiflede med mit sind, så var du højst sandsynlig død nu." Hun havde stadig ikke formået at lære at kontrollere det når hun satte tænderne i nogen, så det var noget som hun helst og for al del faktisk prøvede at undgå, selvom hun var klar over, at det var helt umuligt for hende, at skulle undgå i det store forløb. Det ville først gå galt for hende selv, hvis hun ikke ville bide, så hun var tvunget til at lære at kontrollere det i længden, selvom hun til tider virkelig bare måtte hade det som aldrig nogensinde før! Hun vendte hele blikket mod ham. Hun havde det faktisk dårligt med at skulle have bidt ham, det var helt sikkert. "Jeg vil starte let ud.. Hvor kommer du fra?" Hun vendte blikket mod ham med en ganske så stille og let nysgerrig mine. Nu hvor han havde formået at gøre hende så nysgerrig, så slap han da bestemt ikke de gamle standardspørgsmål!

[isaac]

Isaac kunne tydeligt se på hende, at hun for længst havde opgivet sine drømme, hvilket han vitterligt ikke forstod. Trist var det at se, at alle hendes drømme var blevet taget fra hende, alle fortjente at få sine drømme opfyldt, og det kunne skam også lade sig gøre! Selv det man troede var umuligt kunne lade sig gøre, hvis bare man ikke opgav. Og det så ud til at hun havde opgivet håbet om at hendes drømme ville gå i opfyldelse. Han smilede, da hun fortalte ham det, og lod ham dele den viden med hende, hvilket vel blot betød at hun stolede på ham? Andet havde hun i hvert fald ikke grund til, for han ville skam ikke fortælle det videre. ”Du er måske ikke noget?” spurgte han roligt, imens hans hoved søgte ganske blidt på sned. Hun virkede ikke helt til at have troen på sig selv, når det kom til stykket, hun virkede godt nok stolt og selvsikker, men var det ikke bare en facade? En facade hun havde bygget op, så hun ikke ville virke svag? Hvad skulle det ellers være? Inderst inde virkede hun til at være knust, alene og ensom. Det undrede ham dog ikke, at hun drømte om familie og at finde lykken, hvilken kvinde gjorde egentlig ikke det? Nogle skilte sig nok ud, men det var de selvoptagede enspændere! Alle ønskede vel et sted at man kunne slå sig ned, slappe af og blot stifte en familie. Det gjorde han vel også et sted selv? ”Så du synes altså ikke at det er realistisk at få opfyldt sine drømme? Min kære, alt kan lade sig gøre, hvis du blot ikke opgiver håbet om det! Du vil se hvad håbet kan gøre ved én, og tro mig, på et tidspunkt finder du den rette, som vil beskytte dig mod hvad som helst, én som du kan stifte din familie med,” sagde han stilfærdigt og smilede mildt. Han kunne godt forstå at visse drømme kunne virke urealistiske, men det havde nu aldrig stoppet ham fra at få opfyldt sine! Selv det at blive dragerytter skete jo for ham, selvom han for længst havde opgivet håbet, men pludselig var den lille fyr på hans skulder dukket op ud af det blå, og han var blevet dragerytter, så han kendte alt til at opgive håbet om sine drømme, men det havde stadig ikke stoppet ham.
Det morede Isaac at hun blev så nysgerrig på ham, eftersom de næsten lige var endt i et skænderi, og næsten i en blodigkamp. Men det glædede ham at hun havde valgt at åbne op for ham, og ikke for at fornærme hende, men det lignede ikke at hun var en … dvasianer, og måske det også passede? Hun virkede næsten som ham; fremmed i landet. Hun var nok vampyr, men hun var jo blevet bidt for tre år siden, det sagde hun jo også selv, så et sted var hun vel ikke fuldt ud dvasianer? Hun var så venlig, og hun var faldet til ro, så det glædede ham blot. Han kluklo kort til hendes ord, inden han smilende rystede på hovedet. ”Nej. Det er en nysgerrighed du selv vækker,” svarede han sandfærdigt, for han var faktisk bare sig selv, og ikke ude på noget, og han bar heller ikke nogen intentioner. Hun morede ham faktisk, sådan som hun hele tiden egentlig tog fejl af ham. Og endnu engang måtte han slippe en kort latter til hendes ord. ”Nu tager du fejl igen. Uanset hvad, så var jeg endt med livet i behold, for havde jeg ikke fiflet med dit sind, så ville Pixarius have skredet ind, og du så jo hvordan det gik warlocken,” sagde han med et muntert smil på læberne. Han havde jo også klaret sig indtil videre, alene sammen med Pixarius. Han slog let ud med armene til hendes spørgsmål. Ja, hvor kom han fra? Det var et af de normale spørgsmål, han havde dog et sted håbet på, at hun ville spørge om noget mere … sjovt? Men det kunne være at de kom ind på noget mere spændende senere hen. ”Tja, jeg kommer vidt omkring, ud for at opleve alt det spændende, som du ved. Men jeg er opvokset i Manjarno, i en fin slægt, hvilket du nok længe har lagt mærke til,” svarede han sandfærdigt og hentydede til hans fine tøj, som han måtte gå rundt i.

[Deleted]

Troen var nogt så brutalt revet fra hende, idet at hendes eksmand havde gået fra hende og taget deres lille datter med. Hun havde aldrig rigtigt været tilvandt til det mørke som hun nu og da var tvunget til at skulle gå i. Hun kunne virkelig ikke gøre andet end virkelig at skulle hade og foragte den tanke og det var virkelig mere end det som godt var for nogen af dem. Hun betragtede ham roligt. De var virkelig helt forskellige. Hun havde drømme, men så ingen grund til at skulle opsøge det, og han kastet sig direkte ud i det. Hvordan pokker kunne han få sig selv til det? Hun så stille ned af sig. "Hvad ligner jeg da?" spurgte hun stille, som havde det været ganske så åbenlyst i den anden ende, selvom det nok ikke altid måtte være tilfældet. hun følte virkelig ikke at hun var noget som helst når det kom til det at være vampyr kontra det som hun havde været før det. "For en som mig, så er det virkelig for farligt, at skulle leve i en fantasiverden. Jeg har ikke tid eller plads til drømme, så hvorfor skulle jeg opsøge dem?" Hun blinkede let med øjnene. Til tider måtte det virkelig frustrere hende noget så voldsomt, at han kunne være så sikker i hans sag, for det var hun i den grad ikke! Hun rystede let på hovedet. Det var simpelthen ikke ord som hun ville lægge ord til. Han var af en finere slægt, så sagde det sig selv, at han ikke havde været en af dem som havde været tvunget til at skrape bunden når det endelig kom til stykket. "Du forstår det virkelig ikke, gør du?" Hun var ikke en værdig vampyr sådan som hun måtte se det. Hun havde jo så også hørt hvordan andre forgudet fuldblods og her stod hun som en frygtelig usikker halvblods som måtte skjule sig bag sine facader bare for ikke at skulle blive set skævt på. Det var nu og da et liv i Dvasias. Hurra? Hun sukkede stille og rystede så ganske let på hovedet. Det var ikke tanker som hun ønskede at gøre sig lige netop nu, det var også helt sikkert. Blikket gled roligt mod hans skikkelse. "Det er drømme som jeg opgav for længe siden." Hun trak på skuldrene, igen som det betød intet, dog selvom det hang sammen på en ganske anden måde. Hun hadet virkelig sit liv, det var der vel heller ikke noget galt med når det kom til stykket?
Sulten var noget som Alicia desværre ikke havde lært at skulle kontrollere endnu, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Et stille smil passerede roligt hendes læber. Hun var nysgerrig på hvem han var, som kunne vove at fortælle hende det ene og det andet omkring drømme og det hele, det var da helt sikkert. De isblå øjne gled stille og roligt mod hans skikkelse og med det ganske så svage smil på læben. Hun måtte jo erkende, at hun virkelig var så forbandet nysgerrig! At dragen ville blande sig hvis det var gået så galt, var hun næsten sikker på. Hun trak ganske svagt på smilebåndet. "Det betvivler jeg virkelig ikke. Pixarius beskytter dig, det er da tydeligt." En tanke som måtte varme et sted dybt inde, selvom det var noget som hurtigt måtte falde bort igen. Hovedet søgte ganske let på sned. Der var så frygtelig meget omkring ham som hun ønskede at vide, for ikk at glemme, at så længe, at han måtte spille så hemmelighedsfuld, så måtte han jo virkelig holde hende på pinebænken i længden og det var virkelig noget af det værste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Det var praktisk talt noget som kunne frustrere hende og noget så voldsomt endda. "En fin slægt.. Det undrede mig så sandelig ikke." Hun betragtede let hans beklædning. "Så det er eventyr og spænding som bringer dig til Dvasias? Et liv hvor du ganske simpelt placere dit eget i skudlinjen hvis det skulle gå galt? Manjarno må da være frygtelig kedeligt." Det forstod hun i sandhed ikke. Hvilken mand ville være dum nok til at opsøge Dvasias på denne måde?

[isaac]

Et sted gjorde det ondt, at se hende være så … knækket. Hun virkede stolt, men det var blot en facade, hun vidste ikke hvem hun selv var. Isaac ville skyde på alt det, og så at hun var fortvivlet, og et sted forstod han hende godt. Hun havde mistet sin datter, som hendes eksmand havde taget med. Han smilede ganske roligt til hende. ”Jeg ser en ung, smuk kvinde, der er fortvivlet, fordi hun har mistet sin datter. Jeg ser en kvinde, der virker så stolt, men som blot sætter facader op. Jeg så en kvinde, der var kold og stolt til at starte med, men nu ser jeg en kvinde, der viser sit sande jeg,” svarede han stilfærdigt, uden at det milde smil forlod hans læber. Det var oprigtigt hvad han så. Han stod blot stille og lyttede til hendes ord. Hendes drømme var virkelig blevet revet fra hende med storm, men var det ikke bare indtil hun fandt håbet om det igen? Det ville han da i hvert fald skyde på. ”Hvis du virkelig ikke har tid til det, så fortæl mig, Alicia, hvad går du rundt og laver?” spurgte han stilfærdigt, uden at han veg sine safirblå øjne fra hendes. ”Er du ude og feste hele natten, for blot at søge indenfor, når solen engang står op?” tilføjede han, og lød et sted sarkastisk. Han kunne ikke tro på, at det var fordi hun ikke havde tid, eller fordi det var spild, det var fordi hun ikke turde slå sig ud i det hele, gribe chancen, og så var det fordi hun ikke havde fundet den mand, som havde været der for hende. Han gik roligt hen til hende, greb hende om skuldrene og så indgående i hendes isblå øjne. ”Du kan ikke have drømme før du lærer at acceptere dig selv. Du er nød til at indse, at du er vampyr, nok halvblods, men du blev bidt af den mand du elskede, fordi du ville se din datter vokse op. Selvom du ikke er hos din datter i øjeblikket, så har du hende jo stadig, hun vil altid være din datter. Hvorfor lader du noget, så simpelt som din race, tage dine drømme fra dig? Alt er muligt, Alicia, men det nytter ikke at du opgiver alt, før du selv har prøvet.” Han slap roligt taget omkring hendes skulder, så hans arme måtte falde slapt ned langs hans sider. Hun var nød til at acceptere sig selv, og han kunne forstå på hende, at det var ganske svært for hende.
Pixarius lå på Isaacs skulder, og så ud til at sove, skønt det ikke var tilfældet. Hovedet søgte ganske let på sned, da Isaac betragtede hende med et mere glædeligt skær. Han gjorde hende nysgerrig, det var tydeligt, og det morede ham et sted, at han kunne fange hendes opmærksomhed, prøve at belære hende, uden at hun egentlig var gået endnu, men det beviste vel blot hvilken person hun var? Han var glad for at han havde Pixarius med sig, det var hans tro følgesvend, som han aldrig nogen sinde havde i sinde at miste. De var et makkerpar, der beskyttede hinanden, hjalp hinanden i nødens stund, og derfor ville Pixarius også have taget affære, hvis ikke Isaac havde fiflet med hendes sind. Da hun nævnte dragens navn, åbnede han det ene lille perleagtige øje, og så indgående på hende. ”Vi beskytter hinanden, som rigtige venner ville gøre,” påpegede han og trak ganske let på skuldrene, som var det en selvfølge. Han lyttede blot på hendes ord, og trak ganske svagt på skuldrene endnu engang. ”Manjarno er ikke kedeligt, selv i det land, kommer de ’onde’,” påpegede han sandfærdigt. ”Dvasias er bare langt sjovere, da alle de onde bor her!” næsten kluklo han. Han ville da ikke sidde hjemme i sit gamle Château og glo hele dagen! Der skulle ske noget! Han ville ud og opleve en masse! Og ikke bare læse om det i historiebøgerne. ”Der er vel intet galt i at sætte sit liv på spil, for at få lidt spænding? Det vil jeg langt hellere, end blot at sidde stille. Læse kan man gøre når man bliver gammel!” påpegede han med et skævt smil. Han bekymrede sig end ikke. Og dog, han havde været i situationer, hvor han troede at det var ude med ham, men af en eller anden grund, så klarede han sig altid igennem hverdagens problemer og konsekvenser. Men tanken om at, hvis han dør, så vil Pixarius også, det er nok til at få ham til at klare enhver situation, for han har ikke lyst til at blive dræbt, hvilket også vil være på bekostning af sin drage!

[Deleted]

Alicia var knækket i det indre og den følelse var virkelig ikke behagelig på nogen som helst måde overhovedet. Hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at hade det i det store forløb, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun blev stående og så på ham. Sådan som han havde formået at bryde igennem hendes facader. Det var virkelig så frygtelig ubehageligt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var bestemt ikke stolt af sit sande jeg og det var udelukkende derfor, at facaderne måtte komme op og det var noget som hun agtet at skulle holde sådan fast i på alle måder, det var så sandelig også helt sikkert! Hun blinkede let til hans ord. Han ramte sømmet på hovedet og hun hadet det virkelig end det som hun måtte hade noget som helst andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovdet. Hun sukkede stille. Hun festede ikke når hun var ude.. Hun gik rundt uden mål eller mening og det var næsten det som måtte gøre det hele meget værre. Hun havde ikke rigtigt noget, at skulle holde fast i.. Og hun skammede sig ærlig talt over det. "Du forstår virkelig ikke.." sagde hun stille. Hun ville virkelig ikke ende i centrum for denne samtale og hun ville virkelig ikke have hans medlidenhed for den kunne hun virkelig ikke bruge til noget som helst alligevel! De varme hænder som greb omkring hendes kolde skuldre, fik hendes blik omgående til at falde direkte til hans skikkelse og uden at se det mindste væk. Ikke at det var noget som hun kunne komme til på nogen som helst måde overhovedet. Hun kneb øjnene let sammen. Han skulle bare ikke have lov til at komme med konklussioner baseret på teorier! "Det er måske nemt for dig at sige, det er bare svært for mig at udføre!" Hendes stemme bar tydelige præg af den voldsomme frustration som hun måtte brænde inde med på alle måder. Hun knyttede hænderne ganske let og trak sig et skridt bagud da han endelig valgte, at skulle slippe hende. Hun ville virkelig bare ikke have ham tæt på sig, når han var så tæt på den reelle sandhed. Det ville hun virkelig bare ikke være med til! De isblå øjne faldt direkte stift til hans skikkelse. "Mit liv består ikke udelukkende af fest, det har det aldrig gjort! Jeg mistede min datter, da min eksmand tog hende med sig. Hvad har jeg at klamre mig til nu?! Jeg ved ikke hvor de er henne, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det liv som jeg valgte at tage imod med åbne arme for at være sammen me dem begge, så jeg kunne være der når vores datter ville vokse op. Jeg kastede mit liv væk og tog imod det her helvede!" Det frustrerede hende virkelig og det måtte da være noget så tydeligt for ham? At hans ord ikke direkte havde nogen virkning på hende hen af den gode vej og det var da vel også helt og holdent sikkert i den anden ende? Hun håbede det i det mindste, for dette var noget som hun virkelig var ved at være så frygtelig træt af! Han havde i det mindste sin drage, der stod hun jo uden noget som helst. Drømmene var revet fra hende og hun havde så sandelig også bare valgt, at skulle acceptere det i den anden ende, uanset hvor hårdt det nu måtte have været, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. "I passer på hinanden ja.." Hun nikkede blot og vendte blikket stift mod dragen. Det indgående blik blev så sandelig også gengældt - Rovdyr mod rovdyr vel? Hun vendte sig mod ham igen og rystede så på hovedet. "Du er ikke rigtig klog.. Enhver med bare lidt fornuft ville da holde sig langt væk herfra," vrissede hun en anelse sammenbidt. Hun forstod ham ikke. I hendes øjne, så kastede han livet væk for sjov? Hun havde opgivet sit og hun nægtet virkelig at bare stå og se på at andre måtte gøre nøjagtigt det samme på en helt anden måde, end det som hun selv havde gjort. "Du vandre i livet uden bekymringer.. uden noget som helst.. du kaster virkelig det hele væk til det rene ingenting.. Jeg forstår virkelig ikke hvordan du har kunne tænke sådan.." sagde hun med en kortfattet tone. Hun var på kanten til at blive godt irriteret endnu en gang og hun prøvede at holde kraftigt igen.

[isaac]

Det var mere end tydeligt at hun var knust, og hun befandt sig i et tomrum, hvor hun havde brug for nogle omkring sig til at komme videre. Det gjorde helt ondt at se hende så knækket, så … ked af det, at hun måtte gemme sig bag facader, som det faktisk havde lykkedes Isaac at bryde igennem. Han sukkede roligt, skønt han havde brudt igennem hendes facader, var hun stadig for stolt til at indrømme. En skam. Det gjorde næsten helt ondt, at se hende sådan. Det nyttede ikke at lægge mere i det, hun ville alligevel ikke høre. Han betragtede hende blot med en lettere trist tone, som hun nærmest skældte ham ud. Han rynkede roligt brynene og bed sig svagt i den bløde underlæbe. Han så næsten skamfuldt ned i jorden, som hun talte færdigt. Han kendte følelsen af at miste, at føle skyld over at have mistet sin familie, ligesom hans søster. Han vendte de safirblå øjne mod hende igen, de var lettere glitrende i månens blege skær. Det føltes helt underligt, sådan som hun havde frarøvet hans glæde, hvor han nu følte sig helt trist til mode. Han greb roligt omkring hende, og trykkede hende ind i sin favn. ”Undskyld Alicia. Jeg ved det ikke er let at miste sin familie, og jeg kunne forestille mig, at det er ligeså slemt at miste sit barn,” sagde han roligt mod hendes øre. Han slap roligt taget omkring hende, og smilede et lettere skævt smil til hende. ”Det var ikke min mening at trænge mig på,” mumlede han med et stille smil, som han trådte nogle skridt tilbage. Eftersom hun var mor, kunne han forestille sig at det ikke var let at miste sit barn, men helt havde hun jo ikke mistet sin datter, for hun var jo derude et sted, det var vel bare at finde hende? Medmindre hun var uvenner med sin eksmand, men det havde han forstået at hun ikke var, så … han blev forvirret af det hele! Hun var frustreret, det var tydeligt! Men han var ikke ude på at rive det hele op igen, så han ville lade det ligge, det var vidst det bedste. Han strøg roligt over dragens snude, med hans ene finger, imens han smilede til den. Alene ville han aldrig være, ja, medmindre nogen dræbte Pixarius, hvilket han til gengæld ikke ville tillade! Han elskede den drage, det var hans ven og følgesvend, og han ville ikke lade noget ondt ske den, skønt han var dumdristig til tider. Han elskede eventyr og hvorfor skulle noget som et mørkt land fratage ham den lyst? Han så på hende med sine safirblå øjne, der mødte hendes isblå. Nu skældte hun ham ud igen! Fordi han levede livet? ”Hvad?” spurgte han lettere spydigt, og med en drillende undertone. ”Du er helt galt på den. Jeg lever ikke uden bekymringer, jeg har masser af bekymringer, de dukker op hele tiden,” svarede han sandfærdigt, og lagde armene over kors, uden han veg blikket fra hendes. ”Det er ikke min skyld, at du ikke tør leve livet,” svarede han med en lettere hånlig tone, imens smilet på hans læber selv indtog et hånligt træk. Han var ikke helt sikker på, hvorfor han ville fremprovokere hendes vrede igen, men han kunne tydeligt se at hun var på nippet til at være irriteret igen, eller irriteret var hun allerede, ellers ville hun jo ikke skælde ham ud på den måde. ”Du kaster livet væk ved at feste hver nat, i stedet for at søge efter din datter,” svarede han afvigende, og viftede afvisende med sin hånd. Det kunne næsten lyde som om, at han ikke havde hørt efter hvad hun havde fortalt ham, eftersom hun havde sagt at hun ikke brugte tid på at feste hele tiden, men ikke havde noget at bruge livet på, det vidste han, men han ville bare fremprovokere hendes vrede igen. Hendes sult havde hun vel fået stillet? Hun havde jo bidt ham, eller rettere sagt, han havde ladet hende bide ham. Han fnøs ganske let. ”Ynkeligt!” Han så blot forfinet væk og betragtede nattehimlen over dem. ”Bare fordi du lader frygten styre dine handlinger.” Han vendte blikket mod hende igen, ”er du bange for at bruge dine kræfter?” Han truttede let med munden, og lød som om han talte til en baby. Hun var jo blevet sur over at han havde kaldt hende for et barn, skønt han dog havde forklaret hende, at det var fordi hun var så ung i forhold til ham, og det var jo også sandt.

[Deleted]

Alicia havde virkelig ikke noget, at skulle bruge den medlidenhed til som han måtte vise hende og hun hadet det faktisk! At han havde brudt igennem hendes facader på den måde. Det var end ikke noget som nogen overhovedet havde formået at skulle klare ved hende og han skulle så sandelig heller ikke have lov til at være den første! De isblå øjne hvilede på ham. Hendes meninger var noget så frygtelig faste, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det havde været hendes meninger siden skilsmissen, siden hun var gået fra sin mand, han havde taget deres datter med, også selvom det var noget som hun havde valgt bevidst, for hun ville aldrig være i stand til at tage sig af en lille pige alene.. hvad var hun overhovedet i stand til!? At han tog omkring hende og trykkede hende ind til sig, fik hende til at stivne mere eller mindre omgående. Det var i sig selv, en direkte skræmmende tanke. Hun bed tænderne let sammen. Den værste sult var nu stillet, selvom der var meget endnu, så var hun i stand til at skulle kontrollere det - og det var jo takket være ham. Hun knyttede hænderne let. At mangle sin datter var noget af et tomrum som aldrig nogensinde ville blive fyldt op igen og hun vidste det så sandelig også udmærket godt. Bare det, at hun faktisk havde været i stand til at røve den glæde fra ham på den måde, morede hende dog et sted. Så positiv som han havde været, det havde da været helt vildt! Hun lukkede øjnene let og lod hovedet let synke mod hans bryst, eftersom hun virkelig ikke var af den mest høje slags. Hun bed sig i læben. Hun bed det i sig, da han bare valgte, at skulle trække sig en smule væk fra hende, som han brød den omfavnelse. Et sted med ærgrelse, for hun havde virkelig.. nydt at stå tæt på ham? Stå tæt på hans varme på denne måde. Det var virkelig noget af det bedste ved det hele og det var slet ikke noget som hun kunne komme udenom det mindste. Hun vendte blikket mod ham. "Det er da ikke din skyld.." mumlede hun stille og lettere afvigende. Ikke at det var nget som hun i deth ele taget kunne komme udenom. At han så selv tog meget hårdt på hendes næste ord, fik hendes blik til at vende sig mod ham. Hun kneb øjnene let og fast sammen. Hun ville virkelig ikke skænds, men at dømme hende som intet andet end et partymenneske, var slet ikke noget som hun ville være med til, for det var hun bestemt heller ikke! Hun trådte et skridt mod ham. At han havde dragen siddende på sin skulder, var slet ikke noget som hun tog sig det mindste af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. "Jeg fester hele natten?" gentog hun spydigt. Hun knyttede hænderne let. "Du dømmer mig alt for hurtigt! Jeg tager et glas vin eller blod når jeg er her!" hvislede hun med en fast og iskold tone. Det var så sandelig ikke noget som hun øskede, at skulle lytte det mindste til på nogen som helst måde overhovedet. Det var virkelig bare noget som måtte irritere hende. Han dansede virkelig på hendes egen grænse og det var virkelig bare tæt på at han måtte overskride den, det kunne virkelig bare ende med at gå helt galt og det var jo heller ikke enoget som hun ønskede i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. "Bange for at bruge mine kræfter?" Hun fnøs fast og kneb øjnene let sammen. "Du kender ikke det mindste til mig, så hold op med at dømme mig på forhånd!" At han talte så.. nedladende til hende, var virkelig mere end det som hun ville stå model til! Blikket var advarende. Hun havde virkelig bare så meget lyst til at smække ham en lussing! "Du sidder måske med så mange muligheder, gør du ikke? Har du så meget som overvejet, at det ikke er alle som har de samme!?" hvæsede hun med en fast og kraftig stemme. Det var virkelig bare noget som gik hende på nerverne!

[isaac]

Isaac havde sluppet taget omkring hende, fordi han vidste at hun var en stolt kvinde, og han var ikke sikker på at hun ville tillade ham det, derfor havde han kun gjort det til en kort omfavnelse, et sted for at vise at han var der for hende? Spørgsmålet var jo så bare, om hun fangede den hentydning, det regnede han så ikke med, men et sted prøvede han vel også at skubbe hende væk? Det havde han gjort med alle, han var vant til at være alene, foruden Pixarius, men han havde jo egentlig ikke nogen menneskelige venner, tjenestefolkene kunne han da godt snakke med, og han var venlig og flink mod dem, men de var jo ikke decideret hans venner. Og han var vel bare ikke vant til at have folk tæt omkring ham? Det skræmte ham vel et sted, at han pludselig skulle bekymre sig om andre end ham selv og Pixarius, et sted egoistisk, men det var vel bare for alle de andres bedste? Folk var ikke vant til én så excentrisk som ham, hans humør kunne faktisk hurtigt skifte fra muntert til trist, ligesom nu, han var en humørbombe, nok blev han ikke vred, men han kunne finde på at gå i forsvar, som han gjorde i øjeblikket mod hende, blot for at skræmme hende væk. Folk der ikke var vant til ham, de holdt ikke særlig længe i hans selskab, og han havde aldrig mødt nogen der havde kunnet udstå ham endnu. Indtil hun faktisk var kommet, og hun virkede så … der var bare noget anderledes over hende. Det var måske fordi hun ikke var fuldt ud Dvasianer? Hun var jo blevet bidt, men han vidste faktisk endnu ikke hvilken race hun havde været før det. Måske en god én? Det ville han skyde på, det var derfor hun ikke kunne nære sig på andre, selvom det var livsnødvendigt for hende. Det var derfor hun var så blød bag den kolde facade, hun var ikke ond, hun var ikke Dvasianer, hun var … god. ”Ja, ja,” svarede han afvigende og viftede afkastende med hånden, som var han ligeglad med hvad hun brugte som undskyldning. ”Du benægter alt, du tør ikke stå ved noget alligevel,” svarede han med et dovent og ligegyldigt træk på skulderen. Han vidste at hun var sur på ham – det lyste jo ud af hende – men det var vel også det han prøvede på? Hun var desuden nød til at komme af med alle hendes aggressioner på et eller andet tidspunkt, ellers ville de æde hende op indefra og til sidst ville hun ikke være andet end en sjælløs krop. Han så på hende med et dovent hævet øjenbryn. ”Du frygter alt for meget! Du tør ikke engang søge efter din datter,” svarede han blot med en ligegyldig stemme. ”Du misser alle chancer der kommer i dit liv, og så siger du, at jeg dømmer dig? Hvorfor skulle jeg dog have ondt af dig? Det hele er jo din egen skyld, hvis du gjorde noget ved det, i stedet for at dovne den af her på Den Dansende Flamme, så ville jeg måske ikke dømme dig sådan, eller rettere sagt blot konkludere sandheden,” tilføjede han blot, med endnu et ligegyldigt træk på skulderen. Han vidste at han var ved at overskride hendes grænser, men det var faktisk også meninger, og han var ikke helt sikker på hvorfor, for han nød faktisk hendes selskab, men han ville vel bare have at hun slap alle sine aggressioner, skønt han vidste at det ville gå ud over ham, og det samme var Pixarius klar over, derfor forholdt den sig roligt på hans skulder. Han vidst at hun ikke ville finde sig i at han overskred hendes grænser på den måde, så det endte jo nok med et slag eller to, og hvad han et sted frygtede mest, var at hun ville springe på ham og lade sin sult styre hendes handlinger, ligesom sidst, hvilket nok var det sidste han var ude på, for han havde allerede fået et ar fra sidst, hvor han havde ladet hende nære sig på ham. ”Alle har samme muligheder, nok kan en mand blive født rig, men en fattigmand kan sagtens arbejde sig op til at blive rig,” påpegede han roligt og smilede nedladende til hende. ”Lidt i vores tilfælde,” tilføjede han arrogant, for han var jo trods alt rig, han var dragerytternes leder, og endda greve af Manjarno, han var opvokset i en rig slægt, så selvfølgelig var han rig! Og han vidste at hun ikke var lige så rig som ham selv.

[Deleted]

Denne mand dansede virkelig noget så frygteligt på Alicias grænse og det var noget som virkelig bare gjorde hende direkte vred! Nok med at hun ikke havde det mindste, at skulle bruge hans medlidenhed til, for det var i den grad ikke noget som ville gavne hende det mindste i den anden ende, for ikke at glemme, at han bare ikke skulle dømme hende på den måde og så hårdt som han gjorde det! Hvad vidste en rigmand omkring hendes liv? Det at skrabe bunden og aldrig rigtigt komme nogen vegne? Selvfølgelig vidste han ikke det, han var jo også født med en sølvske i munden! Fået alt tilrettelagt for sig og det var nærmest noget som man kunne mærke. Måske, at han selv havde oplevet tab igennem årenes løb, men sikkert ikke så nært som en datter! Han knyttede hænderne noget så kraftigt og som aldrig nogensinde før, det var helt sikkert. Det irriterede hende virkelig, at han bare kunne slænge ud med alverdens kommentarer og så alligevel regne med at få godt igen? Hvad var det for noget at bilde sig ind?! Hun fangede virkelig ikke noget i hans handlinger som kunne være nogen hentydninger på nogen måde, det var helt sikkert. At han bare afvigede hende på den måde, var virkelig bare noget som måtte gøre hende direkte forbandet! "Jeg benægter alt? Jeg tør ikke stå ved noget? Jeg tør ikke at stå ved noget?!" hvæsede hun med en fast og noget så kraftig stemme. Dette var virkelig langt ud over hendes egen grænse for hvad hun accepterede at skulle lægge øre til. Det var hende simpelthen for meget ærlig talt! Det hele resulterede i, at hun svang hånden direkte ind mod hans kind i form af en syngende lussing. Hun havde aldrig nogensinde slået noge før, det var helt sikkert. Det lå slet ikke til hende normalt, men de frustrationer skulle bare ud og eftersom han fortsatte med at trigge hende på den måde, så bad han virkelig også selv om det! "Du dømmer mig som intet andet end en festabe, bare fordi at jeg nyder at sidde her og nyde et glas vin eller blod! Jeg ønsker ikke din forbandede medlidenhed, jeg har virkelig intet at bruge den til!" Hun bed tænderne kraftigt sammen, hun var virkelig bare bange for, at det ville ende med at gå galt igen. At han faktisk gjorde dette i et forsøg på at hjælpe hende, kunne hun virkelig bare ikke se lige nu. Hun var for vred til at overhovedet at lægge mærke til det, eftersom han ramte hendes ømme punkter igen og igen, så hun følte bare, at hun var nødt til at gøre et eller andet og det skulle virkelig også bare gå hurtigt! "Du konkludere virkelig ingen sandhed, for du kender intet til mig! INGEN kender noget til mig!" Hun knyttede den ene hånd noget så kraftigt. Hun var virkelig bare fristet til at skulle slå til ham endnu en gang, selvom det var tydeligt i hendes blik, at det faktisk havde overrasket hende, at hun havde gjort lige så. Det havde virkelig ikke været hendes mening, men han bevægede sig virkelig ud hvor han ikke kunne bunde og det var noget som tydeligt måtte gøre ondt. "Der er forskel på at være født som en bundskraber i det her samfund og at være født med en sølvske i munden!" vrissede hun med en fast tone. Han skulle virkelig ikke komme her og fortælle hende, at hun et sted havde de samme muligheder som han havde, for det havde hun i den grad ikke! Hun kunne virkelig ikke fordrage tanken omkring det. Hun kneb øjnene fast sammen, de skød virkelig bare lyn af den rene raseri. Han havde virkelig formået at trigge den vrede i hende, selvom hun kraftigt måtte holde igen for ikke bare at springe på ham. Det ville hun absolut intet få ud af i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert. Hånden endte med at svinge sig mod det andet kind i en direkte lussing. Hvordan pokker kan en mand være bærer af de meninger?! "Prøv du at vandre EN uge i mine sko, Isaac! Jeg vil aldrig nogensinde have de samme muligheder som dig, så lad være med at dømme mig!" hvæsede hun med en direkte fast tone. Hendes krop sitrede så vred som hun var, at det var helt uhyggeligt. Tårer i øjnene måtte hun kæmpe med. Nu hvor muligheden for at lukke frustrationerne ud var der, så tog hun den så sandelig også meget godt imod!

[isaac]

Isaac var faktisk ikke ude på at fornærme hende, og det ville man nok ikke lige tro, hvis man havde hørt på alt det som han havde lukket ud, men han ville faktisk bare lade hende få afløb med alt, skønt han vidste at det kom til at gå ud over ham i den sidste ende. Og et sted var han bange for at det ville gå helt galt, for han lagde ikke ligefrem fingrene imellem. Han var ikke bange for at hun skulle bide ham, men at hun faktisk ville vende sig om og gå. Han var både og forberedt på den syngende lussing, som hun måtte slå sin flade hånd mod hans ene kind. Så havde hun da givet lidt afløb på sin vrede og frustrationer. Det sveg og det gjorde ondt, men han havde fortjent det, og han gjorde det faktisk med glæde, så længe hun ville få det bedre med sig selv. Han vendte roligt de safirblå øjne mod hendes, inden han lod sin tommel stryge over hans læber, inden han så på fingeren. Hun havde slået så hårdt, at han var kommet til at bløde. Så vampyrens styrke havde hun da fundet. Han smilede blot et skævt smil og morede sig faktisk over det. Det lød som om han dømte hende, skønt det ikke var tilfældet, han var godt nok rig og vokset op i en rig slægt, men han kunne aldrig nogensinde drømme om at dømme nogen på forhånd, for han vidste at folk gemte de mest mærkværdige ting indenunder deres hud, ting som de blot ikke gad lade sig vise. Den anden lussing hun måtte skænke hans anden kind, var dog nok! Det brændte i forvejen i den anden, og en anden lussing, havde han sgu ikke været forberedt på! Han tog sig til kinden og så næsten vantro på hende. ”Av, av, av!” skreg han, og han næsten hoppede på stedet. Kæft det sveg! Han var blevet helt rød i ansigtet og det var ikke kun på grund af blodet, men på grund af hendes lussinger. Han havde sgu aldrig drømt om at han ville få sådan en lussing serveret af en kvinde, men hun var jo også vampyr, de havde jo en utrolig stor fysisk styrke. Han kunne mærke tårerne presse sig på, ikke fordi han var ked af det, men faktisk kun fordi det sveg så meget som det gjorde. Han kunne høre Pixarius knurre, ikke af hende, men af ham selv, den var utilfreds fordi den mente at han opførte sig forkert over for hende, og det gjorde han også, han burde ikke vække hendes vrede på den måde, som han havde gjort, men han havde simpelthen ikke set nogen anden mulighed. Som hun blev færdig med at råbe af ham, kunne han simpelthen ikke dy sig, og han brød ud i en munter latter. Det gjorde ondt da han grinede, men han kunne ikke lade vær. ”Jeg vidste at du gemte styrken i dig!” påpegede han med et muntert smil, inden han tørrede blodet væk fra hans læber, med håndryggen. Det gjorde godt nok forfærdeligt ondt i hans kinder, men han morede sig over at hun faktisk havde slået ham. Han greb roligt omkring hendes ene håndled, og han kunne mærke hvordan hun sitrede af vrede. ”Tilgiv mig Alicia, jeg mente ikke noget af det jeg sagde, jeg ville bare have, at du skulle afreagere lidt,” sagde han med et undskyldende smil. Det var sandt, han mente ikke noget af det han havde sagt. Han vidste at hun havde det svært, og det var vidst kun bedst at hun fik afreageret lidt, så kunne det være, at de kunne vende tilbage til at more sig? Han var bare ikke sikker på at hun ville tilgive ham, hvilket ville være ærgerligt, men han ønskede hende vitterligt ikke noget ondt! Han lod let sin tommel stryge over hendes håndled, imens han smilede opmuntrende til hende. Han rømmede sig lidt, inden han trak på skuldrene. ”Jeg ved godt at du ikke kan bruge min medlidenhed til noget, og det kan du heller ikke min undskyldning, for det ændre ikke på noget af hvad der er sket, eller blevet sagt, og jeg har ondt af dig, men min medlidenhed er ikke for at håne dig Alicia, jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du nogensinde får brug for en ven,” svarede han sandfærdigt og oprigtigt, han så hverken ud til at more sig, men faktisk ganske alvorlig. Han førte roligt hendes hånd op til hans mund, inden han skænkede hendes ene kno et blidt kys. ”Undskyld,” sagde han oprigtigt. Han ville undskylde for det hele, selv det at vise sin medlidenhed, for han var godt klar over at hun ikke kunne bruge det til noget, men han kunne ikke lade vær, han fik ondt af hende, og det var jo ikke ligefrem fordi det var med vilje, desuden, var medlidenhed en dårlig ting?

[Deleted]

Alle de ord som Isaac måtte fyre af for hende i øjeblikket, var virkelig bare noget som gjorde hende vred. At han bare forsøgte at skulle hjælpe hende med hendes frustrationer og få dem ud, hvilket hun ville være taknemmelig for, hvis det var noget som hun havde set i den anden ende, selvom hun hadet at andre skulle hjælpe hende på den måde, for hun var en stor pige og hun kunne godt selv! Hun kogte virkelig i det indre og hans reaktioner var bestemt heller ikke noget som faldt hende synderlig godt i smag, det var der heller ikke nogen tvivl om. Styrken havde hun, selvom det virkelig var sjældent, at hun i det hele taget gjorde det mindste brug af den på nogen måde, men lige her, så havde hun virkelig ikke kontrol nok over sig selv til at skulle kunne holde sig ordentligt i skindet. At den første lussing havde ramt så hårdt som en havde, lettede hende et sted, samtidig som det måtte chokere hende, at hun havde lagt så mange kræfter i, som hun havde gjort det, for hun ønskede virkelig ikke at skade ham! At han skreg av, fik hende til at vende blikket direkte mod ham. At hun havde slået så hårdt, havde slet ikke været meningen, men hold da op, hvor havde det været fortjent! Når man fortsatte med at køre sådan på hende, så bad man så sandelig også om det i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hånden som lukkede sig omkring hendes ene håndled, fik hende nærmest til at stivne ganske let. Hun blinkede ganske let med øjnene og vendte blikket stille og roligt mod ham. Det sitrede i hende af det rene raseri, selvom hun virkelig bare prøvede at skulle kontrollere det, så var det bestemt ikke nemt på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At han gjorde det hele med vilje, var noget som stille og roligt måtte falde hende ind i tankerne og det var noget som alligevel gjorde hende mere rolig end før, selvom det virkelig ikke var nemt for hende. Det var lang tid med rene frustrationer som hun måtte brænde inde med for øjeblikket, det var slet ikke noget som man kunne lægge det mindste skjul på, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var det bare helt og særdeles umuligt for hende. "Du gjorde det med vilje.." Hendes stemme var en yderst kontrollerende hvisken. Hans strøg over hendes håndled, fik hende til at vende blikket mod det istedet for og så tilbage mod ham. Vreden sænkede sig stadigvæk, selvom det var en ganske så langsom og stille proces. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt, som havde det været af en ren vane alene. Hun nikkede blot for at vise, at hun havde forstået hans ord. For en dvasianer, så var medlidenhed virkelig en frygtelig dårlig ting. Det var noget som nærmest automatisk ville fremstille hende som svag og det var virkelig det sidste som hun havde brug for lige nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun hadet virkelig den tanke og meget mere end det som sikkert godt måtte være, men alligevel..? Hvad havde hun egentlig at holde fast i? Meget af det som han havde revet op i, havde jo været sandt og det var den eneste grund til at hun havde valgt at reagere som hun havde gjort. Det var virkelig ikke på grund af det ene eller det andet, men nu hvor hun stod i denne situation, så var det bestemt ikke nemt på nogen måde. Kysset mod hendes kno, fik hende let til at se på ham. Overrasket faktisk et sted. Hun blinkede let med øjnene. "Medlidenhed er for de svage her i Dvasias, Isaac.. Det vil virkelig ikke hjælpe mig i min situation." Hun var slet ikke meget for at sige det på den måde, men hun måtte jo skære det ud i pap for ham, for det var tydeligt, at han slet ikke vidste hvordan det var at skulle være født et sted og så opvokset et helt andet sted. Hun måtte jo for pokker stadig kæmpe for at passe bare en anelse ind! "Det.. det er okay.. Det er min egen skyld," afveg hun stille og lod blikket falde igen. Hun faldt faktisk meget godt til ro nu hvor hun måtte stå der sammen med ham og han holdt i hendes ene håndled. "Det var min egen skyld.." afsluttede hun med en meget dæmpet stemme. "Og.. undskyld for at jeg slog dig.. Det var ikke min mening," tilføjede hun temmelig stille.

[isaac]

Det havde ikke været Isaacs mening at såre hende på nogen måde, men det var vel den eneste måde at få hende til at afreagere på? Det havde i hvert fald lige været den nemmeste mulighed. Han vidste at hun var vred på ham, og det var der heller ikke noget at sige til, sådan som han havde fornærmet hende, talt nedladende til hende og alt muligt andet, som havde fået hende op at køre. De to lussinger hun havde skænket hans kinder brændte virkelig som aldrig før! De bar et håndaftryk af hendes hænder, der hvor de havde ramt dem. Han lod let en finger stryge over hans ene kind, det sveg! Men så føltes det et sted godt, for hun havde da afreageret på ham og det havde hun vidst haft brug for. Men skønt hun havde afreageret nu, så ville det stadig ikke ændre på det faktum at hun ikke havde sin datter, at hun endnu ikke var velhavende og så videre. Hun var endnu, som hun selv sagde, en bundskraber. Skønt hun dog var langt mere værd i hans øjne. Han lod sin hånd glide fra hendes håndled og ned til hendes egen kolde hånd, som han gav et blidt klem. Han havde gjort det med vilje ja, og han vidste at det nok ikke ligefrem var den bedste måde at konfrontere det på, men det havde været den eneste udvej han lige havde fundet. Han kunne både mærke og se på hende, at hun var ved at falde til ro igen, hvilket han ikke helt forstod, ikke efter alt det han havde fyret af. Hun faldt virkeligt hurtigere til ro, end hvad han havde forventet, men det glædede ham faktisk blot. Han smilede let til hende, imens hans hoved søgte blidt på sned. Han så roligt eftertænksomt ned i jorden til hendes ord, inden han vendte de safirblå øjne mod hende igen. ”Jeg … ved godt at du ikke kan bruge medlidenhed til noget, Alicia. Det er der ingen der kan. Medlidenheden kan ikke rette op på noget af det skete, men …” Han tog let et skridt mod hende og lagde sin frie hånd mod hendes kolde kind, som han ganske blidt strøg, inden han igen lod armen falde langs hans side. Han trak ganske let på skuldrene. ”Jeg ved bare … At du ikke er ligesom … alle andre dvasianere.” Han trak endnu engang på skuldrene som betød det intet. Hun var nok vampyr, men det var jo kun halvblods, og hun var blevet bidt for ikke så lang tid siden, så det havde vel også noget at sige? Hendes anden race var i hvert fald ikke ond, for ellers havde hun for længst dræbt ham, og næret sig på ham, og det kunne hun jo ikke engang, det havde han også været nød til at fremprovokere i hende. ”Desuden er du ikke svag,” mumlede han stille, inden han gav slip på hendes hånd. Det kunne godt være at hun var kold af ydre, men det var hun langt fra af indre, han vidste langt mere om hende, end hvad hun egentlig gik og regnede med. Hun var ikke ond, og hun var heller ikke dvasianer! Hun levede godt nok i Dvasias for øjeblikket, men det havde ikke nogen betydning, for hun gemte på langt mere indeni. Han rystede ganske let på hovedet og smilede skævt til hende. ”Det er ikke din skyld, Alicia,” sagde han med et skævt og lettere kærligt smil. Hun måtte end ikke få det dårligt, han havde jo selv været ude om at hun slog ham, for han kunne bare have tiet stille, og da han ikke gjorde det, så måtte han jo finde sig i at hun slog ham, og det havde han også været forberedt på, bortset fra da hun slog ham anden gang, den havde han ikke været forberedt på, men han fortjente dem begge lige meget. Han lo kort og muntert til hendes undskyldning, om at hun havde slået ham. Det føltes godt at hun havde fået afreageret, for så kunne det være, at de kunne fortsætte hyggen, i stedet for at stå og råbe af hinanden. Han rystede let og smilende på hovedet. ”Du skal da ikke undskylde! Jeg var jo selv ude om det,” påpegede han stilfærdigt og smilede et skævt smil til hende. Det var jo sandt, det måtte hun jo også være klar over. Han hævede ganske let sit ene øjenbryn og smilede bredt til hende. ”Desuden, jeg troede ikke at dvasianere undskyldte,” sagde han med et lettere kækt smil, imens hans hoved søgte ganske blidt på sned. Hun var langt fra som en dvasianer, som hun så ville indrømme det eller ej. Det kunne godt være at hun ikke ville have medlidenhed, men det var der jo også mange procianere der heller ikke ville, det kom jo helt an på personen. Desuden, så vidste han at hun ikke var ond, hun havde jo vist sig at være det direkte modsatte.

[Deleted]

I og med, at Alicia måtte finde ud af, at han faktisk bare havde forsøgt at skulle hjælpe hende, så var det hele virkelig meget bedre og meget nemmere for hende. Han stod der stadig, selvom hun havde råbt og skreget, ja sågar slået ham og han havde ikke rokket sig det mindste. Det glædet hende om ikke andet, at hun nu havde fået lov til at få bare lidt bugt med den ekstreme frustration som hun måtte brænde inde med på denne måde, for det var virkelig intet andet end ubehageligt. Hun var ikke ude hver eneste aften, selvom dette nu alligevel ikke måtte gøre bod på det faktum, at hendes datter ikke var ved hende. Hun savnede virkelig den lille pige af hele sit kolde og døde hjerte, at det virkelig var helt utroligt! Hun så stille på ham, selvom det stadig måtte dirre en anelse i sindet, så var hun så rolig nu, at hun selv var i stand til at skulle kunne kontrollere det, og det var hun i den grad også frygtelig glad for! Hun var en bundskraber, hun havde ingen formue, hun havde ingen at gå til eller nogen til at beskytte hende i dagligdagen for den sags skyld og hun var en halvblods. Det satte hende i den grad ikke i nogen form for behagelig stilling i Dvasias på nogen måde! Hånden som måtte gribe omkring hendes, fik det til at sitre. Det var i sig selv en savnet følelse, selvom det var noget som hun nægtet at vise ham! De isblå øjne vendte hun roligt mod ham igen. Hans ord og det faktum, at han kom hende i møde og tillod sig at stryge hendes kind, fik det til at stivne helt for hende. Hun blev roligt stående og med blikket i hans. Han havde jo ret, selvom han ikke just kendte til livet i Dvasias. Han havde sikkert et stort hus og hjem at søge til når det blev for meget - Det havde hun ikke. Slet ikke. At han kommenterede at hun ikke var som andre dvasianere, fik hende blot svagt til at smile. Nej, der havde han ganske ret. "Sikkert ikke.." Hun trak på skuldrene. "Mit gamle liv i Procias forfølger mig jo stadig," afsluttede hun stille. Det første nægtet hun at kommetere, så ville de jo først og fremmest køre rundt i ring og det var bestemt heller ikke noget som hun havde særlig meget lyst til. Det ville hun så sandelig ikke få det mindste ud af. Hånden trak hun stille til sig, da han havde sluppet den. Hun knyttede den let og gemte den i sin anden hånd, som var det for at holde på den varme som han havde skænket den. Hovedet søgte ganske let på sned. "Jeg er ikke svag?" gentog hun. Hun havde da altid været af den stik modsatte opfatning. Ingen havde fortalt hende noget anderledes. Aldrig. Svag var hun og det havde hun altid været, selv i sine egne øjne! Hun rystede på hovedet. Hun kunne virkelig ikke tænke sig de tanker lige nu. Det nægtet hun simpelthen! Hun sukkede nærmere opgivende og med blikket hvilende på ham. Hans kække smil, fik hende om ikke andet bare til at smile. Hun rystede let på hovedet. "Jeg er vel en ganske særlig dvasianer?" påpegede hun med et stille smil på læben. Ikke at det ville være noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det fyrste umuligt! Hun slog armene stille omkring sig og så sig en anelse omkring. Hun følte sig skræmmende sårbar som hun måtte stå lige der, det var helt sikkert. Hun rystede den tanke ud af hovedet og vendte blikket tilbage mod Isaac og hans lille drage. Et ganske forunderligt væsen, det var det bestemt på alle måder. "Du var så meget udenom det.. Men det hjalp.. Så... mange tak," tilføjede hun roligt og med det rolige blik hvilende på hans skikkelse. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham. Hvad hun havde lært i sin tid her, så var det at holde kortene tæt ind til kroppen, men lige nu, så havde hun intet imod, at skulle åbne bare en anelse op for ham. Han havde jo trods alt været hende en hjælp. Hun sendte ham et stille smil, hvor selv de spidse hjørnetænder måtte vise sig. "Jeg tror vidst jeg skylder dig for det," afsluttede hun dog med en ganske så bestemt tone.