meet agine under the sun

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og trykke sig bare blidt ind til ham, hun nød hans kys på hendes tinding og lytte til hans ånde dræt, "jeg ønsker heller ikke at gå...jeg elsker dig Damon" sag hun stille mens hun hade kinden på hans skulder og så ind mod hans hals, selv om der ikke var en dyt at se hvilke virkelig var træls, hun ville ønske hun kunne se ham som et normalt væsen. hun så på ham og nød meget at at side hos ham, det var dejlig varmt. sky var vogne kort og så på dem før hun lag sig til at sove igen, adeline nød og side sådan her med ham selv om hun viste de ikke kunne side der for altid selv som det var noget hun meget gerne ville skulle de jo spise og sov på et tidspunkt, hun så op på ham og kysse ham forsigtig på kinden. hun kunne godt lig at give ham små kys på kinden, det syntes hun var noget af det bedste at hun bare måtte give ham sådan et lille kys ind i mellem.

[Deleted]

Damon følte sig lettere som aldrig nogensinde før, bare ved at have hende tæt ved sig. Han følte sig så frygtelig komplet. Nok kunne ingen af dem se, men det havde virkelig ikke nogen betydning for ham overhovedet. Pointen var at de kunne forstå hinanden, de vidste hvordan de skulle gå frem og uden at det ville påvirke på nogen dårlig måde og det var virkelig også noget som gjorde så frygtelig godt i den anden ende - Ingen tvivl om det. Han låste grebet mere sikkert omkring hende, da det blot måtte gå mere og mere op for ham, at hun selv kunne lide at sidde der sammen med ham, for det var virkelig noget som gjorde ham så frygtelig glad og mere end det som han ville være i stand til at skulle kunne beskrive! "Jeg elsker også dig, Adeline," hviskede han stille mod hendes øre. Det var virkelig bare en så ekstrem dejlig følelse at kunne sige det til hende så åbent og ærligt. Det var virkelig det bedste og så det at vide, at det var gengældt. Følelsen var virkelig intet andet end direkte fantastisk på alle tænkelige måder overhovedet! Han følte varmen helt indvendig og det glædet ham virkelig. Kildaria lå selv og holdt øje med dem, eftersom Sky havde lagt sig til at sove. De havde fred og Sky havde brug for den hvile som nu blev det store og smukke dyr skænket. Damon strøg hende stille og roligt over ryggen. "Det gør jeg virkelig," afsluttede han stille og ikke mindst med en frygtelig ærlig stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så op på ham, og smile og nød hans ord og hans varme. det her var dejligt simpel hen dejligt, hun nød at de kunne være så ærlige over for hinanden. det var betrykken for hende, hun mærke hans greb blev låst lidt om hende, og smile bare og trykke sig blidt ind til ham uden at masse ham, hun lukke øjne og hade ansigt mod hans hals og kunne mærke hans puls. og hun kunne høre hans vejer trækning der berolige hende, hun lag bare en hånd på hans bryst og kunne mærke hans hjerte bag hans bryst. hun nød virkelig sådan at side med ham, og var glad for Kildaria var der til at passe på dem, hun var en god drage hun ville ønske sky ikke var komme til skade, hun hade sådan ønsket dagen var starte en smule beder selv om den ind til hvider var endt meget godt.

[Deleted]

Damon lod øjnene glide roligt i, i og med, at hun kom så tæt ind mod hans egen krop. Så lang tid, at Sky havde det som hun måtte have det, så vidste han også, at Adeline ikke ville gå nogen steder og det gjorde ham virkelig intet på nogen måde. Han havde vel også efterhånden optjent noget fri når det kom til stykket og han ønskede virkelig heller ikke, at hun skulle sidde her fuldkommen alene, det var helt sikkert! Hun betød meget for ham, så frygtelig og inderligt meget. Han smilede et glad smil. Hun gjorde ham.. lykkelig.. Nu vidste han endelig hvordan den følelse var at skulle sidde med og han kunne virkelig ikke gøre noget andet, end at skulle elske den med alt hvad det måtte indebære! Kildaria holdt meget godt øje med dem og omgivelserne, for nu var der en mindre til at beskytte dem, så længe at Sky havde det sådan og hun vidste det udmærket godt. #Se det lykkelige par..# lød hendes stemme i deres hoveder. En rødmen tog kraftigt fat i Damons kinder, selvom.. det vel var sandt? Han vendte blikket stille ned mod Adeline og med det rolige smil på læben. Han plantet et let og stille kys mod hendes pande. Han nikkede blot. "Jeg er virkelig glad for, at jeg har mødt dig, Adeline," sagde han stille. Han var helt sikker på, at det var skæbnens vej for dem. At det virkelig havde været meningen.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile, hun var også sikker på at skæbnen hade ført dem til at skulle mødes. "jeg også glad for du mødt mig" hun fnise og kysse ham forsigtig på kinden, hun rødme af det Kildaria sag. "du søde Kildaria" sag hun blidt og putte sig ind til damon, Sky åbne øjne og puste lidt og kom op og side. adeline rette sig lidt op da hun kunne mærke sky var vogen, sky fik med lidt besvær hen til dem hvor hun lag sig igen, med halen rundt om dem som en lille mur og med hovedet ved adeline's side, sky så på dem og trak vejer rolige. nu kunne Damon læne sig op af sky's hals vis han hade brug for det, adeline strøg sky over snuden og kunne ikke lig hun hade det sådan. sky så på hende, *bare rolige.. har det fint.. hyg dig nu med din kæreste * lød det i deres hovede, sky rødme og så på damon og nusse sig ind til ham og smile blidt.

[Deleted]

Så lang tid at Sky havde det elendigt, så tog de ingen steder. Han ville passe på hende med alle de midler som han kunne tage i brug! Nu havde de været igennem et angreb og de mange dødsengle havde vel også fundet ud af, at det slet ikke var muligt, at komme til så længe, at de to store drager var der til at beskytte dem? Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle komme galt afsted, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det, det var helt sikkert. Han vuggede hende roligt og vendte blikket fast idet lød noget tydeligt, at noget tungt kom og lagde sig lige ved dem. Det måtte være Sky, det var han sikker på, for Kildaria ville have åbnet munden og sagt til, hvis det havde været hende. Han læned sig ganske forsigtigt tilbage, selvom det nu var meget roligt og varsomt. Han ville helst ikke komme i vejen for Sky hvis det måtte genere hende. Han smilede let til Adelines ord. Han kunne simpelthen ikke lade være. "Æhm.. Adeline?" spurgte han stille. Det kom måske så pludseligt, men alligevel. Han fandt det næsten nødvendigt. "Hvor er det egentlig du holder til?" spurgte han stille. Der var jo stadig meget som han ikke vidste omkring hende og han ønskede jo heller ikke at ødelægge stemningen.. Slet ikke! Det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder som man overhovedet kunne komme i tankerne om. Han trak vejret stille og dybt og uden at se væk fra hende, selvom det kun var mørke som han i det hele taget var i stand til at se. "Jeg er bare glad for, at jeg fandt dig igen," tilføjede han med et smil.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline line lå roligt op af damon, hun nød han vugge hendes å¨den måde. det var dejlig beroligen, hun lå stille da hun mærke han længe sig tilbage op af det hun viste var sky der hade lagt sig så han ikke skulle få ondt i ryggen af at side sådan med hende. hun så op på ham og tros det kun var mørke for hendes øjne kunne hun stadig se billede af ham for dig, hun så under på ham da han pluslige sag hendes navn men hun smile bare og svare så stille til hans spørgsmål."øhm ikke rigtig noget fast steder, mig og sky sover forskellige steder... for vores sikkerhedes skyld... mørkest væsner har være meget efter os træner... uden os kommer der ingen ordenlige ny soldater... så jeg træner ikke så meget soldater fortiden... " hun ville ikke bekymmer ham men hun måtte jo sige sandheden. sky strak vejer roligt og åbne øjne og kigge rundt med et træt blik, sky så kun nogle egern der pile hen over engen og forsvandt for hendes blik igen, hun så på kildaria og smile et svagt drage smile før hun døse hen i søvnen igen.

[Deleted]

Damon kunne næsten forestille sig, at det måtte være en hård periode for hende, eftersom det var sådan her som det måtte stå til med Procias. Der var brug for mange soldater og det vidste han jo trods alt også godt. Han smilede et stille smil. At hun var tvunget til at forflytte sig, kunne han da godt forstå, selvom det dog vitterligt ikke var en tanke som han brød sig meget om at skulle tænke på, så var han vel.. tvunget til at indse at det var fakta og det som måtte være nødvendigt? Han holdt hende tæt ind mod sin egen favn. Han var virkelig noget så glad for, at hun var der sammen med ham. Han nikkede stille til hendes ord. "Det.. det kan jeg da godt forstå min kære.." sagde han dæmpet. Det var dog ikke ensbetydet med, at den tanke måtte glæde ham det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han åbnede øjnene stille og lod blikket roligt og stille falde mod hendes skikkelse. Hun var skøn i hans øjne og virkelig bare glad for, at det var ham selv som måtte sidde her sammen med hende fremfor en masse andre. Kildaria blev liggende og holdt vagt for dem. Der skulle virkelig ikke få lov til at ske mere omkring dem! "Du må jo sige til, hvis der er noget jeg kan hjælpe med, Adeline.. bare det mindste.. Du skal have det godt.. jeg vil have, at du skal have det godt." sagde han med en yderst dæmpet stemme, selvom han mente hvert et ord i deres ramme alvor.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline hade en fornemmel af han ikke brød sig om, at hun leve sådan. men hvad kunne hun gøre. det ville være forfarligt vis hun boede hos nogle, de risiker bare at komme til skade eller være blive dræbt og det ville hun ikke tillade. hun mærke han trykke hende ind til sig og hun lag blidt hovedet helt ind til hans skulder, "det sødt af dig damon... men det for farligt at be dig om noget... du riskiker at komme slemt til skade eller være... og der må ikke ske dig eller Kildaria noget... det vil jeg ikke have... " hun lukke hånden om hans trøje og lukke øjne og ville ikke tænke den tanke om hvad der kunne ske vis hun bad ham om noget, det var farlige nok det her og i sær at de sad i det fri tros der var 2 drager til at passe på dem, var adeline stadig bekymmer, sky var såret men var ved at samle krafter de var begge blinde så et luft angreb ville være mere farligt ind et fra jorden, hun lukke øjne og rødme svagt da han hade sgat kære til hende, det hade ingen sagt til hende før kun når hendes mor sag kære barn. hun nød hans varm favne og hans duft i hendes næse det fik hende virkelig til at slappe af, hun mærke noget pille over hendes fod, og gætte på en lille mark mus der var på vej hjem med mad til sin lille hule, hun ville ønske hun hade kunne være mere sammen med damon uden at de var i fare, men hendes job gjorde det farligt vis hun ønske at være mere hos ham eller bare bo i nærheden, "gid jeg ikke var træner" mumle hun stille og gemte ansigt i hans skulder.

[Deleted]

Damon brød sig bestemt ikke om det arbejde som Adeline måtte siddem ed, det var der så sadelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Det skræmte ham virkelig, at det var så.. uforudsigeligt hvordan det måtte gå med hende. Det skræmte ham faktisk. Han bed sig ganske svagt i læben. Der måtte da være en udvej som ikke ville have selv den største bekymring for nogen af dem? Så de slap for alt dette for det var virkelig noget som han var noget faktisk ville glæde sig over i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lyttede til hendes ord. Han forstod hende udmærket godt. Han knugede hende ganske let ind til sin egen krop, sådan som hun nærmest måtte knuge sig ind mod ham. En tanke som glædet ham et sted, det var ikke noget som han kunne skjule det mindste overhovedet. Han bed sig svagt i læben. "H-hvis det er så slemt, Adeline.. Har du så overvejet at sige op og lade en anden komme til istedet?" spurgte han stille. Selvfølgelig ville hun kunne tilføje så frygtelig meget til de procianske tropper, men det kunne da heller ikke være rigtigt, at det skulle gå sådan ud over hende i den anden ende! Det ville han da bestemt ikke mene! "Vi skal nok klare os uanset, min kære.. Der skal lidt mere til at slå mig ud end dette," sagde han roligt. Det i sig selv, var noget som han trygt kunne garantere hende for i den anden ende, det var i den grad også helt sandt. "Sig op.. lev sammen med mig.." afsluttede han stille og dog med en ganske dæmpet stemme, hvilket tydeligt måtte fange Kildarais tydelige opmærksomhed.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham mens hun holdt sit ansigt mod hans skulder, hendes kinder var lidt rød og hendes hjerte skifte mellem at hammer hurtige og ind nu hurtigere. tanken om at sige sit job op hade aldrig faldet hende ind, hun hade fuldt i hendes fars fodspor og han hade aldrig i sit liv ville sige op. men igen.. han var ikke blind. "sig op..." sag hun stille og holdt bare fast i hans trøje, hun rødme da hun hørt hans sidste ord. tanken om at leve med ham var nærmeste helt uvirkelige, hende bo med ham, den første mand der faktisk kunne lig hende som hun var med hendes blind hed. hun bed sig i læben, "vis..vis jeg ikke arbejder.. hvad skal jeg så lave.." spurte hun stille og nysgerrige, hun kunne ikke rigtig se for dig hun skulle lave, ud over at passe sky eller en eller andens køkken have, tros hun var blind kunne hun stadig huslige ting og madlavning dog begrænset. hun så op på ham og kunne godt lig han kaldt hende kære, det var et rart ord at høre og hun følt sig godt til pas, hun under sig slet ikke over hvorfor han snakke så dæmpe selv sky så på ham uden at dreje hovedet.

[Deleted]

Damon var godt klar over, at det kunne vise sig, at være frygtelig meget at skulle bede hende om, men han agtet det. At give hende det tilbud, så de kunne være mere sammen uden at skulle tænke på konsekvenserne hvis de blev set af de forkerte, for det var vitterligt heller ikke noget som han måtte ønske. Lidt af et umage par ville han da mene, de sad begge uden den eneste mulighed for at se, og nu gjorde det ham virkelig ikke noget. Ikke nu hvor han sad der sammen md hende i sine arme, det var virkelig noget af det bedste som han igennem så frygtelig lang tid, havde fået lov til at opleve! End ikke var det noget som han havde regnet med at skulle få lov til - At sidde der blind som en muldvarp, som en mand som knapt nok var i stand til at skulle forsvare sig i den anden ende hvis det endelig skulle være og endnu mindre, så var han slet ikke i stand til at forsvare den kvinde som han måtte holde mest af i denne verden. "Det.. det er jo bare en idé," sagde han dæmpet, for han elskede virkelig bare at være sammen med hende og koste hvad det nu koste ville! "Vi... vi kan altid finde på noget som du kan.. det kan jeg love dig.." Forsikrede han med en rolig og sandfærdig stemme. Han ønskede virkelig bare ikke at miste hende!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline tænkte meget over ideen om at sige op, hun ville ønske hun viste hvad hun skulle gøre. vis bare hendes forælder hade være der til at sig hvad de syntes, hendes mor hade nok sagt følg dit hjerte og faren hade sagt hun skulle passe sin pligt og hjælpe sit land, hun trykke sig ind til ham hun kunne mærke han ikke var glad for et be hende om så meget, men et lille billede danne i hendes hovede, hende hos ham hvor hun pusle rundt. ingen jagt, igen kamp eller grime ord der skulle råbes når man træne besværlige mænd. hun smile og så op på damon, "jeg kan godt lig den ide" hviske hun og kysse ham på kinden, "jeg siger op.. for vores skyld.. for din" hun trykke sig ind til ham. *undskylde far* tænkte hun stille og holdt om damon, det var vigtiger for hende at blive hos ham ind at træne og risiker at dø. sky så på dem *ender med jeg bliver baby sitter for små dragerytter kan jeg gætte* det lød i begge deres hoveder og sky lo lidt før hun brumme og lå stille igen, adeline smile bare men tænkt ikke yderlig over det, hun så bare op på damon og holdt fast i hans trøje.

[Deleted]

Damon var virkelig ikke meget for, at skulle bede hende omkring så meget, men for hans vedkommende, så følte han lidt, at det måtte være nødvendigt i den anden ende. Han holdt virkelig af hende og han ønskede virkelig ikke, at der skulle ske noget som helst med hende, det var i den grad også helt sikkert. Det var slet ikke en tanke som han kunne fordrage. Han ønskede at beskytte hende og det var virkelig noget som han brændt efter for at gøre! Hans hjerte slog let mod hans bryst, selv da hun gemte sig ind mod ham. Direkte mått han tolke det som et tegn på tvivl og det var virkelig noget af det værste. Han bed sig svagt i læben og lod hovedet søge let på sned. Han lyttede dog til hendes ord, hvilket fik ham til at smile som aldrig nogensinde før. Det var slet ikke noget som han kunne skjule det mindste. Han hævede roligt den ene hånd for stille og roligt at lade den stryge mod hendes kind. De kunne få deres eget, deres eget lille sted at være med en stald stor nok til begge drager, han ville virkelig elske den tanke! Skys stemme i hans hoved, fik ham svagt til at grine og alligevel med den kraftige rødmen måtte træde til i hans kinder. "Vi må jo se til den tid.." Kildaria selv måtte hæve blikket og vendte det mod dem. Hun brummede let i en form af grin.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile da han strøg hende over kinden, hendes kinder var selv meget rød men det rørt hende ikke. ikke nu for nu var han hos hende, hun smile og lag blidt hånden lægge sig oven på hans ved hendes kind, hun smile og hade mange forestillinger om hvordan deres tid sammen kunne blive, hun så op på ham de hade side der længe hvilke var hyggeligt nok. hun satte sig lidt op men stadig tæt ind til ham og kysse ham på kinden, hun kunne mærke hans kinder var varmer ind hendes læber. hun tog hans hænder og holdt dem blidt mens hun smile til ham, selv om han ikke kunne se det håbe hun han kunne fornemme hun var glad. hun ville ikke have han var bekymret for hende, i vært fald ikke så meget. hun nusse hans hænder blidt og kunne godt lidt at nusse hans ru hænder med sin blød og læne sig forsigtig frem og plante et lille kys på hans mund stille og roligt så han ikke blev bange, sky så på dem og smile *vis det behager det unge par har jeg krafter nok til vi kan komme et andet sted hen.. nogle forslag i to* sky rejste hovedet op.