Caught by the past..

[Deleted]

Natten var for længst faldet på over den store himmel. Darian havde valgt at søge ud. Han var bekymret. Han var virkelig bare bekymret! Chrystal havde klaget over mavepine igennem de sidste få dage.. det gav bare ingen mening eftersom hun jo var død? Han sukkede stille og vandrede igennem Manjarnos tomme gader. Det var jo ikke ofte, at man så nogen ude så sent efterhånden og det var jo noget som i sig selv, var så velkendt et sted? Krigen var blevet stille.. en stilhed før stormen i hans øjne. Han nægtet selv at tro på, at den var gået mod sin ende bare sådan uden videre og det var i den grad noget som bekymrede ham. Hvordan i alverden skulle han have muligheden for at beskytte Chrystal hvis det endelig skulle gå galt? Han sukkede stille og næsten opgivende, da han nåede kroen. han havde virkelig alt for meget i tankerne efterhånden. Kira havde han intet set til, siden hun selv valgte at sige nok var nok, tage børnene og så smutte uden at han kunne gøre noget som helst ved det. Det var slet ikke noget som han i det hele taget gad at bruge tiden på at skulle sidde og tænke på. Han havde Chrystal nu når han valgte at trække den længere med hende. Han vidste at det ville ske før eller siden.. Det var bare noget som han kunne mærke og det var noget som fik ham til at smile. Bare tanken om hende. Han gik ind på kroen med de rolige skridt. Her var næsten lige så mennesketomt som de mange gader. Et par enkelte sad derinde, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod. Det var jo så mindre for ham at skulle holde øje med. Man kunne jo aldrig vide sig sikker mere og det var jo trods alt bare fakta som man måtte acceptere som de var. Han gik op til krofatteren bag disken og fik hurtigt skænket et glas rødvin op. Han tog det roligt mellem sine fingre og med en let tilfreds mine, hvor han derefter vendte sig stille og roligt i retning af de mange borde. Han udvalgte ganske særligt det som stod i det nedre hjørne, hvor han valgte at tage plads. Det gjorde det jo meget nemmere for ham, at skulle holde øje med hvad der måtte ske omkring ham. Han førte glasset op til læberne og bundede det mere eller mindre med det samme. Det fik ham faktisk til at falde ganske enkelt til ro.

[casandra]

Casandra havde søgt hele dagen efter mad men indtil nu havde det ikke lykkes hende at få fat i noget. det havde det ikke i flere dage. Hun vidste ikke hvorfor hun endnu ikke havde fået sig selv til at skaffe sig noget blod men det havde ikke været hende muligt. blod kostede penge og ellers skulle hun bide en, hvilket hun var i mod. hun ville ikke bide og hun havde ingen penge. Hun sultede. Stillede førte hendes skridt hende til kroen i manjarno, hun vidste hvilket sted dette var. hun huskede hvordan hun havde set sin mor tage sig liv, hvordan de havde ført hende ned mod kirkegården og havde begravet hende. Cass havde aldrig besøgt hendes grav, hun havde ikke kunnet få sig selv til det overhovedet. Det gjorde for ondt. Hun åbnede døren og trådte lydløst ind, hun var så tynd at end ikke klokken over døren ringede. hun så sig lidt omkring og fik hurtigt øje på en mand som fangede hendes opmærksomhed. han sad og drak rødvin, noget som var underligt her, her drak de fleste øl og ikke vin men der var også noget andet over ham. Han var død, han var ikke levende. Stille listede hun tættere på ham og hun nåede om bag ham. forsigtigt lokaliserede hun hans pung og bed sig i læben. heldigvis slog hendes hjerte ikke så på det kunne han ikke opdage hende på. stille lod hun hånden glide ned til hans penge mens hun prøvede lydløst at fiske nogle af dem op.

[Deleted]

At Kira var død, var slet ikke noget som Darian kendte det mindste til. Han havde selv taget turen til Dvasias efter at de var gået fra hinanden, selvom man ikke just kunne sige, at det var gået fredeligt for sig. Hun ønskede væk, selvom det havde været imod Darians ønske, så havde han valgt at acceptere det. Trøsten havde han trods alt fundet andre steder og Kira var end ikke en kvinde som han skænkede så meget som en tanke længere. Hun var mere eller mindre et overstået kapitel. At han så i den anden ende, havde gjort så meget for hende, var noget som han dog kunne fortryde den dag i dag. Den tid hvor han fastede udelukkende fordi, at hun ikke ønskede at han skulle nære sig på modvillige væsner.. Prøv at finde en som ville lade ham nære sig af fri vilje! Hånden som gled ned i hans lomme for at fiske hans pengepung op, var noget som han knapt nok mærkede sig af, selvom den scent af en ung pige, var noget som måtte fange hans opmærksomhed. Han satte glasset på bordet igen, hvor han i en bevægelse næsten hurtigere end det som øjet nogensinde ville være i stand til at opfange, greb den unge pige omkring håndledet. Hvem hun var, vidste han ikke, men at stjæle fra ham, var på ingen måder et klogt valg! De mørke øjne vendte han direkte mod hendes blik og med en direkte fast mine. Det var slet ikke noget som han kunne skjule det mindste og heller ikke noget som han havde de mindste intentioner om. "At gå i mine lommer er ikke et klogt træk, tøs," begyndte han med en hvislen. En hvislen som med det samme måtte afsløre hans spidse hjørnetænder. Han var vampyr og var nu også en stolt en af slagsen. Det var slet ikke noget som han kunne skjule det mindste. "Har din mor aldrig nogensinde lært dig det begreb at spørge?" afsluttede han spidst.

[casandra]

Cass havde virkelig håbet at denne mand ikke havde kunnet mærke det men det havde jo så langt fra været tilfældet. Hun var ikke hurtig nok til at komme fri og hun mærkede hans hånd om hendes noget så spinkle håndled. hun sukkede irriteret og vendte så blikket dirrekte mod manden. hun lagde hovedet let på skrå og betraktede bare hans blik. Det var jo næsten som at kigge ind i et spejl, så meget lignede deres øjne hinanden. "Min mor er død. Hvorfor skulle jeg lytte til nogle af de råd hun gav mig når hun ikke holdt sit ord" sagde hun blot og blev ved med at kigge ham noget så dybt i øjnene. "Desuden er det næsten en hårdere straf at tigge hos folk end det er at stjæle så hold dog op med at spille så hellig vampyr!" hun var selv halvt vampyr, hun var selv død indvendigt. en ting hun havde arvet fra ham, derfro også hendes nød til blod, blod som hun ikke fik fordi hun ikke ville bide. hendes mor havde altid sagt at det var forkert og det holdt hun stadig fast i. hendes blik søgte kort rundt på kroen, ingen andre havde lagt mærke til dem hvilket var en god ting. hendes blik vendte tilbage mod manden endnu en gang. Hun lignede kira så meget i den alder, den eneste forskel var hendes øjne. ellers så var hun absolut ligesom kira var den gang darian havde været som en far for hende.

[Deleted]

At stirre denne kvinde i blikket, var virkelig som at stå foran Kira i en meget yngre format.. Ligesom da hun havde været lille og han stadig havde haft hende i hus. En tid som han dog aldrig nogensinde ville glemme. At tøsens mor var død, forklarede dog at hun valgte at gå den vej, at skulle stjæle for at overleve vel? Han holdt stadig fast omkring hendes håndled og uden at slippe.. Det kunne da ikke være..? "Det gør mig ondt med din mor pigebarn, men at stjæle er bestemt ikke vejen at gå," sagde han med en spids og tydeligt kortfattet tone. Det var slet ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Han havde valgt ikke at hidse sig op, så de tiltrak sig heller ikke så meget af de folks opmærksomhed som måtte være tilstede. At hendes mor ikke holdt ord, var ikke rigtigt noget som han kunne gøre det mindste ved, sådan var det vel bare? "Jeg spiller så sandelig ikke hellig!" endte han mere fast. Han rykkede let på sig og endte med at rejse sig, uden at skulle tage blikket fra hende. At stirre i hendes øjne, var virkelig som hans egne når han så sig i et spejl. "Hvad er dit navn?" spurgte han med en rolig og kortfattet mine. Hun var sulten, det kunne han da tydeligt se på hende. Han kunne jo trods alt altid give hende lidt hvis det var.. Bare for god ordens skyld. "Du ser mig udsultet ud," tilføjede han med en let bekymret mine. Han havde altid været rigtig glad for børn. Dem som han havde fået sammen med Kira havde han heller ikke nogen anelse om, hvor var henne og det var noget som faktisk gjorde ondt et sted.. Det var først nu, at han egentlig måtte tænke over det. Nu hvor han stod med denne tøs foran sig.

[casandra]

hun fnøs og rystede irriteret på hovedet. "det gør dig ondt? at min mor er død? hvorfor dog det? du kendte hverken hende og du kender ikke mig. ingen iu denne verden ejer den mindste form for sympati så drop det der!" sagde hun blot og var egentlig glad for at han ikke hidsede sig op. så behøvede hun jo heller ikke at forvandle sig til en ulv og bide ham. det blev altid så blodigt. "Holdt nu op. Vampyre spiller altid helt vildt hellige. det er virkelig irriterende." hun vendte kort blikket ned i jorden da han spurgte til hendes navn. den havde hun ikke regnet med men hun var langt fra bange for ham og derfor heller ikke bange for at give ham sit navn. "Mit navn er Casandra Gaia Miqirazi" hendes øjne søgte stift mod ham. hun var virkelig ikke ange for ham, hun var ikke bange for hvad han var eller noget som helst. han var bare endnu en irriterende stodder som ved et tilfælde havde opdaget hende i hans pung. irriterende! at han tilbød hende mad fik hende dog til at smile og grine af ham. "Mad? som om jeg kan leve på det. Det kan hjælpe mig med at overleve en smule men det eneste jeg kan nærre mig af er blod så din lille gestus er ikke så god som du selv tror den er. der er en grund til at jeg stjæler penge og ikke bange mad" sagde hun næsten hånligt og prøvede at vride sin hånd fri af hans greb. nu gad hun egentlig ikke være der mere.

[Deleted]

Det var vel altid trist når et barn mistede sin mor i en så tidlig alder i Darians øjne, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Selv havde han altid været en af de lidt mere følelsespræget af slagsen, selvom det var noget som i den grad var gået i skjul efter at han havde mistet Kira. Hvorfor hun var smuttet fra ham, var aldrig noget som han sådan rigtigt havde fundet ud af. At det så direkte virkede til at denne unge tøs gjorde grin med ham, var heller ikke noget som han brød sig om. At hun præsenterede sig med sit navn, var virkelig som at få en hammer slået direkte ind i hovedet. Det var slet ikke ventet, men igen, så havde han netop fået bekræftelsen på det som han ellers så pludselig havde haft under mistanke. "Du er Kiras datter.." endte han pludseligt. Det var hendes navn, såvel som det også var hans eget.. Han stod ansigt til ansigt med sin egen datter! Hvis hun var her.. Kira kunne da ikke være død, kunne hun? Han bed sig svagt og kort i læben og med et svagt suk. Han rystede stille på hovedet og slap endeligt hendes arm. Så forstod han det dog bedre et vis sted. Han kneb øjnene svagt sammen. Han kunne klart også genkende hendes blik og i den grad også hendes øjne. "Jeg må virkelig sige, at du ligner din mor.. på mange måder mere end hvad godt er.." Han satte sig roligt ned. "Du er 9 år, ikke sandt?" Han havde holdt tællingen siden de var født, så han vidste, at det var rundt regnet deromkring hun måtte befinde sig. "Du bærer din mors navn.. såvel som du også bærer mit," afsluttede han kortfattet. Hvis det var hans datter som han måtte stå overfor, så ændrede det virkelig også situationen helt vildt.

[casandra]

Det som denne mand valgte at fortælle fik hende bare til at stoppe op. alt det han sagde til hende, det gav pludselig så meget mening for hende. Han var hendes far, det var hans skyld at hendes mor var død. hun døde for ham! enkelte tårer trillede ned af hendes kinder og hun tog stille om sit håndled. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre nu, det hele var virkelig en smule uvirkeligt for hende. Hun huskede de sidste ord som hun havde hørt sin mor sine og klemte øjnene godt og grundigt sammen mens hun bare bakkede lidt tilbage. "Ja jeg er 9" mumlede hun blot før hun bakkede mere tilbage. "Du skal bare holde dig væk fra mig. Langt væk fra mig" hviskede hun mens tårerne begyndt at trille ned over hendes kinder. det at hun havde mistet sin mor var en ting han skulle have at vide men bare det at skulle til at fortælle hvad der var sket, det kunne hun ikke. desuden så havde Kira jo fortalt hende om hendes far, hun havde fortalt hende alt hvad han havde gjort ved hendes mor i ungdommen. Kira havde været syg, hun havde lidt af stockholmsyndromet (^^) og det var vel derfor hun var blevet forelsket i sin kidnapper og i ham som havde pint hende så meget som lille. Cass skulle nok sørge for at det ikke skete igen. hun vendte sig om og løb mod døren som hun åbnede og styrtede ud af. hun ville virkelig bare væk fra den mand!

[Deleted]

Det var virkelig ikke Darians mening, at skulle skræmme hende væk på den måde. Han vidste udmærket godt, at han havde været grum ved Kira igennem meget af deres tid. Hele hendes barndom. Han havde kidnappet hende, da hendes far havde været travlt optaget med andre ting. Hendes mor havde været kvinden som han bogstavelig talt havde forgudet mere end noget andet. Det havde alt sammen ændret sig efter at han havde fået Kira i hus. Han havde elsket hende.. Det havde han virkelig. At hun så valgte at bede ham om at skulle holde sig væk fra hende, var slet ikke noget som gav nogen mening for ham. Hvad pokker havde han nu gjort? Han havde selv prøvet at få Kira til at blive ved ham, selvom.. det bare ikke var gået på den måde. Han havde accepteret det, at hun ikke ville og så bare ladet hende gå, selvom det virkelig havde været så forbandet hårdt for ham, for det havde det dog i den grad. At Kira havde lidt af stockholmssyndromet, var han udmærket godt klar over, selvom det jo var endt som en god ting. At Casandra valgte at vende om og bare løb, fik ham næsten instinktivt til at rejse sig og løb efter. Hun skulle under ingen omstændigheder rende fra ham i den tilstand som hun måtte være! Han havde heldigvis den fordel af at være voksen, så han nåede hende faktisk temmelig hurtigt. Hånden greb fat omkring hendes overarm for at tvinge hende til at skulle stoppe. "Du skal ikke bare løbe fra mig, Casandra," endte han med en anelse mere spids tone. Det var heller ikke noget som han hverken kunne eller ville lægge det mindste skjul på lige netop nu. Hans blik faldt direkte til hendes, for at fange hendes opmærksomhed. "Du burde virkelig ikke rende ude i denne tilstand.." afsluttede han kortfattet.

[casandra]

Kira havde haft en god grund til at forlade ham. hun var blevet bange, noget så bange. havde han sat efter hende havde det nok været anderledes men det havde han ikke. han havde bare accepteret det hvilket i sidste ende havde ført til Kiras død, og Cass vidste det. Hun havde løbet fordi hun ikke havde mod på at skulle tale med sin far. hun havde aldrig kendt ham og alligevel havde hun hørt alt fra sin mor. Hun behøvede ikke kende ham. hun ønskede det ikke. at han så løb efter hende og nåede hende hurtigt var virkelig ikke noget hun havde regnet med. var han ikke ligeglad? det at han sagde hendes navn på den måde fik hende blot til at stoppe med at kæmme. hun stod bare og kiggede ned i jorden. hun havde ikke mere energi til at kæmpe og da slet ikke til at forvandle sig. Hun sukkede blot. "Kan du ikke bare være ligeglad? det har du jo været i 9 år. Bare lad mig være. Jeg vil ikke kende dig, jeg vil ikke snakke med dig og jeg vil ikke have at du røre ved mig. Mor slog sig selv ihjel på grund af sin kærlighed til dig" mumlede hun stille.

[Deleted]

Darian havde aldrig nogensinde været ligeglad, men han havde accepteret Kiras ønske. Han ønskede jo heller ikke, at skulle tvinge hende til det ene eller det andet som han havde gjort det før i tiden, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han gik stille ned i knæ lige ved hende. Han var langt mere menneskelig end det som han havde været for mange år siden. Kira havde ændret ham og at se på Cass foran ham, var virkelig som at stirre Kira i blikket dengang hun var lille. At Kira slog sig selv ihjel på grund af kærligheden til ham, var noget som et sted gjorde ondt. Han savnede hende jo stadig. Ikke at det var noget som han ville snakke med sin lille datter om. Det var en voksensnak og det var ikke noget andet end det, og det var noget som man måtte acceptere. "Jeg har aldrig været ligeglad med det, Casandra. Hun ønskede at tage væk og selvom det var mod det jeg ønsket, så måtte jeg jo bare acceptere det. Jeg tænke på Jer i lang tid derefter.. Kom med ind. Du ser stadig ud til at kunne bruge noget næring," påpegede han roligt. Selvom Kira var væk, så ville han jo stadig stå der i rollen som far for hans børn. Han vidste at det var endt i et tvilligepar, så hvor den anden var endt henne, det vidste han jo så heller ikke.. Desværre. "Hun gjorde det tydeligt for mig, at hun ikke ønsket, at jeg fulgte efter.. Nu har jeg chancen til at gøre det godt igen.. Kom," bad han stille. Han slap hendes arm, hvor han varsomt og prøvende, strøg hendes kind.

[casandra]

Casandra rystede på hovedet. "Hun ønskede dig ikek væk. Hun forlod dig bare mens du var ved din niece. Hun fortalte mig at hun var bange. hun fortalte mig at hun var bange for det at have en familie, hun var bange for at du måske kunne falde tilbage og gøre onde ting ved mig. Hun ønskede ayt snakke med dig men hun kunne det ikke fordi hun var så bange for hvad hun skulle gøre. hun var bange fordi du havde gjort alt det som du gjorde ved hende da hun var på min alder og så mens hun blev ældre. Det at du ikke ledte efter os gjorde det bare mere og mere ondt på hende og til sidst kunne hun ikke mere." tårerne strømmede ned over hendes kinder og et enkelt hulk undslap hndes læber. "Hendes sidste ord var "Mit hjerte tilhøre dig Darian og det var forkert af mig at tage det". Hun slog sig selv ihjel fordi hun elskede dig og fordi du ikke ledte efter os. Jeg så det. Jeg så det hele" hun endte dog med at bide ham da han rørte ved hendes kind. det var virkelig ikke noget hun ville have at han gjorde. hun nægtede simpelthen at han rørte ved hende. "Bare lad mig være. Jeg vil ikke være i nærheden af dig" hun vendte sig rundt og begyndte at gå selvom hun virkelig var uden energi. Dog lå hendes "hjem" ikke langt derfra. der kunne hun i det mindste få sovet lidt.

[Deleted]

Hvad Cass kunne fortælle omkring Kira, var virkelig foruroligende for hans vedkommende. Han vidste at tanken omkring børn havde skræmt hende før. Han havde jo heller ikke tælling på hvor mange af hendes som hun bevidst havde valgt, at slå ihjel igennem tiden og det var slet ikke noget som han i det hele taget havde turde at spørge om. Han havde ændret sig overfor hende. At hun så blev så bange for, at han ville falde tilbage til gamle vaner, var virkelig et brud i den tillid som han virkelig havde følt at han havde kæmpet for ignenem temmelig lang tid faktisk. Han havde for pokker holdt op med at nære sig på andre, fordi hun ikke brød sig om det! At hun citerede Kiras sidste ord var virkelig hårdt for ham på alle måder overhovedet. Han sukkede stille. "Jeg vidste slet ikke, at hun tog det sådan, Cass... jeg vidste det virkelig ikke.." Han så stille på hende. Han trak hurtigt hånden til sig, da hun prøvede at skulle bide ham. Ikke en tanke som han bifaldt det mindste overhovedet. Hun havde i det mindste hans bidske temperament, det var tydeligt. Han så blot til, at hun valgte at gå. Han gav hende virkelig ikke noget andet valg lige nu. Hvis Kira var væk, så måtte han jo tage forældrerollen hvad end om hun ville det eller ikke. Han rejste sig op og gik efter hende. Uden at tøve det mindste, lod ham armene glide omkring hendes liv og trak hende op i favnen. "Måske at jeg ikke er den bedste til følelser, men min datter skal ikke rende rundt ude i denne tilstand." Og med de ord, så tvang han hende med sig tilbage mod kroen. Han slap hende dog ikke på noget tidspunkt.

[casandra]

cass græd lydløst mens hendes blik stadig var i jorden. "min mor var bange for meget. Ikke kun hvad du kunne gøre men alt simpelthen. Hun stolede ikke på nogen længere. Hun var altid udmattet fordi hun ikke fik den nærring som hun havde brug for. Hun holdt sig tro til dig i alle disse år" sagde hun stille og var derefter begyndt at gå. det at han så hev hende op i sin favn fik hende blot til at vride sig og prøve at komme fri. "Slip mig Darian! Slip mig!" hvæsede hun men hun havde ikke kræfter til at kæmpe længe. hun gik død virkelig hurtigt og lå bare stille i Darians favn mens han bragte hende tilbage mod kroen. "jeg vil ikke der tilbage. jeg vil ikke tilbage. Mor døde der, jeg vil ikke tilbage" græd hun stille og lagde hovedet mod hans skulder. hun havde kun været på kroen en anden gang efter hendes mors død og det var for at stjæle. elelr havde hun holdt sig så langt derfra som det var hende muligt. hun var virkelig bare knust på det sted. hun havde set sin mor slå sig selv ihjel, hun havde hørt hendes sidste år og følt hendes hjerte stoppe. hun ville ikke tilbage og mindes om alt det igen.

[Deleted]

At hun hurtigt måtte opgive at kæmpe imod, kunne Darian tydeligt mærke. Ikke at det gjorde ham det mindste. Han ønskede selvfølgelig at beskytte sin lille pige. Det ønskede han virkelig! Han tyssede stille på hende og lod forsigtigt den ene hånd stryge mod hendes ryg. Han ønskede hende virkelig bare rolig lige i dette øjeblik. "Døde mor der?" Han stoppet op udenfor kroen. Så forstod han hende da udmærket godt. At hun lod hovedet søge mod hans skulder, fik ham dog kun svagt til at smile. Han kunne vel godt du' alligevel? Han vendte blikket stille mod hende. "Vi er nødt til at få noget næring i dig min pige. Du skal virkelig ikke gå rundt sådan her," sagde han stille. "Vi sidder bare i krostuen og finder et andet sted bagefter, okay?" endte han stille. Han kunne i den grad også godt tage hensyn til hende og det var også det som han ønskede at vise. Han følte ikke just, at det var tillid til ham som Kira havde vidst, selvom han virkelig havde prøvet. Hun ønskede det forbi mellem dem, og uanset hvor hårdt det var, så måtte han acceptere det. Han sukkede stille ved tanken alene og vendte blikket stille mod sin lille pige igen. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle afvise ham på den måde, men noget var han virelig tvunget til at få i hende og en vampyrs blod, var noget af det mest næringsrige som man kunne få. "Jeg passer på dig, du behøver slet ikke at være i nærheden af noget som minder dig om mor," endte han stille. At det var her at Kira tog sit eget liv.. Han kunne virkelig ikke begribe det.