Caught by the past..

[Deleted]

Darian smilede et stille og roligt smil. At hun var blevet mere rolig ved hans hvisken, havde han udmærket godt lagt mærke til. Det gjorde ham mere rolig. At hun ikke havde ønsket at vedkendes ham, var noget som han havde mærket sig af. Lige nu havde det i den grad også ændret sig. Om ikke andet, så til det bedre, for han ønskede virkelig at skulle beskytte sin lille pige med alt hvad det nu måtte kræves af ham! Igennem natten sad han vågen med hende, blot for at være der i tilfælde, hvis hun nu skulle ende med at vågne op, så ville han være der til at trøste hende, det var virkelig også til det bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Som daggryet måtte nærme sig, så var han selv endt med at glide hen i en hvile. Hans øjne var lukkede og selv halvvejs fanget i den rolig søvn, som ellers var ham selv så trængende. At han havde skænket Casandra noget af hans eget blod, gjorde jo ham den tak svagere end det som han jo ellers ville have været fra før af. Han skulle jage så snart at natten ville falde på igen og han skulle nok jage for dem begge! Hans arme hvilede stadig omkring hendes lille krop og selv med hende så tæt i favnen, så mærkede han sig ikke stort af, at hun var endt med at skulle vågne op. Vidste man ikke bedre, så ville man næsten tro at han var død. Han trak jo ikke vejret og han havde ingen former for puls. Hovedet hvilede op af væggen, munden en anelse åben og alligevel nok til at man kunne skimte de spidse hjørnetænder. Han vågnede ikke. Han var som fanget i hans egen rolige hvile.

[casandra]

Cass betraktede ham roligt og lagde så blikket let på sned mens hendes blik hvilede på ham. hun ville ikek vække ham, de fleste vampyre sov om natten men hun havde altid fulgt sin mors døgn rytme fordi hun jo selv kunne gå ude i solen. stille fjernede hun hans arme og rejste sig op og strakte sig. hun rodede let i sit hår og smilede stille for sig selv. hun var glad, gladere end hun havde været længe. stille kiggede hun hen mod åbningen. solen var opoe og den skinnede meget i dag. det var dejligt. hun elskede solen og nød at være ude i den. det var heldigvis ikke en svaghed eller havde hun da nok hadedet det så ufattelig meget. roligt bevægede hun sig mod åbningen, så lydløs som muligt mens hun bare smilede stille. hun ville gerne kigge sig lidt om, Darian vågnede nok ikke før solen var ved at gå ned igen så hun havde tid nok. hun kom til at sparke til en sten som larmede lidt men hun kiggede sig ikke over skulderen for at se om han vågnede. det regnede hun ikke med. hun nærmede sig lyset med rolige skridt og hovedet let på sned mens hun bare smilede. hun savnede solens varme, det var en af de eneste former for varme som hun fik.

[Deleted]

Var Casandra glad, så var Darian i den grad også. Han ønskede virkelig bare at beskytte sin lille pige og det var med alt hvad det måtte kræve af ham. Nu havde han ladet hende tage så meget af hans eget blod, at han havde været tvunget til at indlede en meget tungere hvile end det som han ellers var vant til. Normalt ville han vågne ved det mindste. Det havde dog ikke været tilfældet denne gang. Han vågnede ikke, da hun tvang sig ud af hans favntag. Han vendte bare blikket mod den anden side. Her sad han som oftest når han havde været på jagt og ikke ville have nogen mulighed for at skulle vende hjemover. I sig selv, så var det faktisk en farlig proces, fordi han jo havde brudt mange af de regler og love i Dvasias som var kommet.. Børn udenfor ægteskab, var noget som faktisk blev straffet hårdt. Han havde kun været heldig til nu. Stenen som hun måtte sparke til, var det som måtte rive ham ud af søvnen. Med andre ord, så var der nogen til stede. Han tvang øjnene op. At se hende på vej mod åbningen og direkte imod solen, fik om muligt hans blik til at blive mere askegrå end det som det havde været tidligere. Han blinkede fast med øjnene idet han hurtigt tvang sig op på benene. Han havde jo ingen anelse om at hans lille pige faktisk kunn tåle at rende rundt i solen. Hun havde bare mange af de vampyriske træk, så hvorfor skulle hun ikke også have deres svagheder? "Casandra hvad laver du?!" endte han i en tydelig forfærdet tone. I løbet af absolut ingen tid, så var han endt med at skulle nå hen til hende. Han havde grebet fat omkring hendes arm, trukket hende til sig og trukket hende med sig tilbage ind i det mørke lokale.

[casandra]

Casandra havde så mange træk fra Darian men det med solen var hun sluppet for, det var virkelig en ting hun nød. Hun elskede varmen fra solen og med et lille smil nåede hun næsten ud i skæret. hun blev dog betydelig forskrækket da Darian greb fat i hendes arm og hev hende med sig tilbage. "av av av det gør ondt" peb hun og kiggede op på ham med et forvirret blik. hvorfor ville han dog ikke lade hende gå ud? det faldt hende slet ikke ind at han jo ikke kunne gå i solen. hun vidste det godt men tænkte ikke over det fordi hun selv var så vant til at gøre det. "Jeg vil ud. Jeg mangler solens varme" sagde hun stille og prøvede at løsne hans greb da hun synes at det gjorde ondt når han holdt så meget fast i hende, hun var vel egentlig en rimelig ømskindet pige alligevel. de blå øjne vendte sig stille mod ham og hun så trist på ham. "Hvorfor må jeg ikke gå udenfor? Mor lod mig altid gå udenfor. det er ikke farligt" sagde hun stille.

[Deleted]

Så mange træk fra vampyrene og så havde hun sluppet for den selv største svaghed som de havde? Den tanke var slet ikke noget som faldt ham det mindste ind. Han gik jo automatisk ud fra, at hun slet ikke ville være i stand til at gå ude i solen nu hvor han aldrig nogensinde havde været i stand til det. Dette var hans eneste måde at skulle betragte sig af det lys på. Siddende fanget i et mørkt lokale og bare stirre ud af døren, selvom det alene var noget som bragte ham et forbandet stort ubehag. Han foragtede lyset, også selvom det gjorde ham noget så trist, at han slet ikke var i stand til at skulle færdes rundt i det. Han ville elske det på sit vis.. Se hvordan verden ville se ud om dagen, for det var virkelig noget så ukendt for ham og på alle måder endda. Et sted så gjorde det jo selvfølgelig ondt. At hun reagerede så kraftigt på at blive revet tilbage igen, lagde han dog tydeligt mærke til. At Kira havde ladet hende gå ud, var slet ikke noget som gav nogen mening for ham overhovedet. "Lod... mor lod dig gå ud? Du kan gå rundt i solen?" Han sukkede stille og gav stille slip på hendes arm. "Det.. det troede jeg ikke du kunne... undskyld.." Han vendte blikket stille mod hende og selv med et let og stille smil, tydeligt undskyldende for han mente det i allerhøjeste grad. "Jamen.. så gå udenfor.. Bare vær forsigtig," bad han stille. Udenfor i dnne tid kunne han ikke beskytte hende og ruinerne var jo i bund og grund et farligt sted at opholde sig.

[casandra]

hun kiggede op på ham med triste øjne stadig. hun var blevet forskrækket, det var da helt sikkert. hun hørte stille hans ord og så at han slap hende. hun havde slet ikke tænkt over at han jo ikke kunne være ude i solen som hende. hun bed sig stille i læben og lagde derefter så stille armene om ham, selvom hun ikke nåede ham til meget mere end lige under hans brystkasse. "Undskyld hvis jeg skræmte dig Far. Jeg havde helt glemt at vampyre ikke kan gå i solen fordi jeg selv er så vant til det" sagde hun stille og lukkede øjnene mens hun holdt om ham. det havde virkelig ikke været hendes mening at skræmme ham. hun havde jo blot gjort hvad hun altid plejede at gøre og det var der vel ikke noget forkert i? hun slap ham igen og smilede til ham. "jeg er lige udenfor. jeg vil bare gerne have lidt varme" forklarede hun hvorefter hun vendte sig rundt og gik udenfor. solens stråler ramte roligt hendes hud uden der skete noget og varmen var noget hun nød kunne man tydeligt se på hende

[Deleted]

Darian sendte hende et stille og let smil. Det var virkelig ikke hans mening at skulle holde så fast, at det jo faktisk måtte gøre ondt, men det at hun kunne gå udenfor når det var det her vejr, det var jo slet ikke noget som havde faldt ham det mindste ind overhovedet. Han lod armene stille søge om hende, da hun lagde armene roligt omkring ham. At hun kaldte ham for far og han selv kunne tage pladsen som den rolle, var virkelig bare noget som måtte gøre ham noget så glad. "Det skal du slet ikke tænke på min pige.. Bare bliv hvor jeg kan se dig," bad han stille. Han kunne ikke beskytte hende når solen var oppe og det var i bund og grund heller ikke en tanke som han brød sig om lige nu. I så fald så kunne han jo altid holde øje med hvad der foregik omkring, for ruinerne var bestemt ikke det sted hvor man burde være og burde lege frit på denne måde, det var i den grad også helt sikkert. Han strøg hende ganske roligt og forsigtigt over håret og så til at hun bare gik udenfor. Hun levede virkelig hver eneste vampyrs store drøm. En tanke som et sted faktisk også måtte more ham på en eller anden mærkværdig måde. Han smilede blot og så til at hun stod og badet sig i solens varme stråler. Det som nok aldrig ville blive noget som han selv ville være i stand til. Han smilede svagt og lod armene roligt glide over kors. At hun måtte nyde det, var noget som han tydeligt kunne se. Han satte sig roligt ned igen i sit velkendte mørke og uden at skulle tage blikket fra hende. Så tæt på som hun var nu.. og alligevel udenfor rækkevidde til at han kunne beskytte hende. Blot en grund til at han var forbandet opmærksom.

[casandra]

Casandra var blot en lille pige stadigvæk selvom hun havde skulle ergere voksen det sidste år hvor hun ikke havde haft sin mor ved sig. Hun smilede stille til Darian og søgte sig ud i solen, stadig så han kunne se hend emen stadig så varmen kunne omfavne hende. hun smilede stille og kiggede op mod den blå himmel. hun vidste at han blot havde ville beskytte hende og når hun nu tænkte efter så var det jo underligt at hun kunen være i solen, hun havde arvet så mange andre ting fra sin far. Det at skulle leve på blot, det at være død, intet hjerte banken men lige denne ting havde hun efetr sin mor. en tanke som var glædelig hos hende, hun behøvede ikke holde sig i mørket. slet ikke. efterlidt tid vendte hun dog om og søgte ind i mørket til Darian igen. hun vidste ikek hvorfor men af en eller andet grund søgte hun øjeblikkeligt ind i hans favn igen og holdt om ham. hun lagde hovedet mod hans bryst, hendes krop var varmere end hans var ligenu. det var en smule koldt for hende men ikke noget at bemærke. hun smilede bare stille og puttede sig videre.

[Deleted]

Med alle de klare træk som hun havde haft fra ham af, så havde Darian været så sikker på, at mørket også måtte være hendes domæne som det var hans. Det havde jo slet ikke vist sig at være tilfældet. Et stille og roligt smil bredte sig roligt. Hun gjorde som han sagde og blev lige hvor han kunne se hende, hvilket han i den grad også var glad for. Han var dog særlig opmærksom, for ruinerne var jo trods alt et farligt sted at være, men det var det som de havde at søge til hvis de ikke skulle være på kroen og der havde han i den grad også accepteret Casandras ønske om et andet sted. Han kunne vitterligt ikke gøre andet, hvis det var der, at Kira havde ladet sit eget liv. Han gengældte blot hendes lette smil og blev roligt siddende og betragtede sig af hende. At hun bare pludselig vendte om og gik indenfor igen og bare søgte direkte hen i hans favntag, var noget som tydeligt måtte overraske ham. Dog på en meget god måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Smilet bredte sig over hans læber, da han roligt vendte blikket stille ned mod hende. Han lagde armene omkring hendes tynde skikkelse og trykkede hende forsigtigt ind til sig. "Du er ikke sulten?" spurgte han stille. Hovedet søgte let på sned idet han roligt strøg hende over ryggen, ganske så roligt og stille. Ikke at han kunne lade være. Det kunne han simpelthen ikke. Han holdt af sin lille datter og han ønskede hende blot det bedste.