Easy now..

[jay]

Jay havde måttet søge skjul ved sin far det meste af tiden og havde ikke været på arbejde de sidste nætter. Folk var begyndt og lede efter ham og efter lidt søgning og informationer blandt nogen han vidste han kunne stole på så havde han fundet årsagen. Den lille dreng havde været søn af hans egen leder. Sikke noget han havde formået at rode sig ud i. Han lod sig dog ikke stoppe. Han stod lige nu uden for det store mansion og så op mod det. Nattens mørke var tæt omkring ham og han vidste ikke meget om hvor mange vagter der måtte være, men han havde fået at vide, at så længe man ikke ønskede nogen i familien ondt kunne man gå ind uden problemer. Noget med noget magi de havde lagt over stedet. han sukkede lidt og han kunne vel lige så godt prøve og gik stille op mod indgangen og forsøgte sig med at gå ind. Han åndede lettet op, da det virkede som om det gik. Han så sig lidt omkring og fulgte sin fornemmelse og gik lidt rundt i gangene. han mødte ikke nogen og han fandt det sært. Han stoppede til sidst op foran en dør og så op og ned af gangen. Han havde for en gangs skyld lange normale jeans på og en sort skjorte. Han havde dog også en trøje med hætte på udover og hætten op over sit hår. Han åbnede stille døren og kiggede ind. Han sank lidt og kunne da se, at det ikke var et værelse for voksne. Det lignede et værelse til en dreng. han gik stille ind og lukkede døren forsigtigt i bag sig og så sig lidt rundt. Han måtte vel sove nu hvis han havde det her værelse? han så stille mod sengen for at se om der var en skikkelse i. men det var lidt for mørkt så hans øjne skulle lige vende sig til mørket. Det var efterhånden lidt over en måned siden, at drengen havde været hos ham og han havde lidt fortrudt han havde gjort ham så bange. Lidt det han var kommet for at undskylde. Måske ville hans forældre så ikke være mere efter ham. Han ville gerne tilbage til sit normale liv. Men det var undskyldningen til drengen der havde første priotet. Om det så hjalp eller ej var lidt ligemeget. Han gik stille lidt tættere på sengne for at se bedre.

[Deleted]

Cedric havde virkelig ikke tøvet med at løbe direkte hjem og så fortælle Faith og Kimeya om alt det som var sket og de var virkelig bare blevet rasende. Ikke bare var det hans forældre som var efter den mand som havde gjort det, men det var virkelig så forbandet mange andre som var. Nu hvade han sovet i sine forældres seng i det som måtte være adskillige uger efterhånden og i isg selv, var det ikke noget som sagde så lidt. Han kunne virkelig ikke holde ud, at skulle sove ved siden af sin far, udelukkende fordi, at han var så kold, at skulle ligge ved siden af, så han havde ligget helt ind til sin mor. Nu havde han selv bestemt sig for, at det var på tide, at skulle komme ind i sin egen seng at ligge, selvom det i den grad ikke var den rolige søvn, tvært imod, så var den så urolig som den aldrig nogensinde havde været før for hans vedkommende. Der var virkelig ikke nogen tvivl om, at Jay havde fået fat i den helt forkerte dreng, at gramse på! Han ville virkelig ikke være md til det, så der sagde han selv stop. Hans mor og far havde fået det hele at vide, og han havde aldrig nogensinde set nogen af dem så vrede. Nathaniel havde prøvet at skulle fjerne det bånd omkring hans hals, selvom det ikke havde været ham muligt alene. Selv havde han overvejet nøje, at gå til Jaqia for hjælp, selvom Kimeya kraftigt havde afvist det forslag allerede med det samme. Han vendte og drejede sig i hans egen søvn. Hans forældre lå og sov inde ved siden af, så de ville komme med det samme, hvis han skulle råbe op om det ene eller det andet, det var også det som havde gjort, at han havde sagt ja til at skulle prøve at ligge i hans egen seng. Han trak dynen tæt op omkring hans egen krop og vendte sig igen om på siden. Han lå i komplet mørke, også selvom at døren havde stået en anelse på klem, så der i det mindste kom lidt lys ind og selv Junior havde lovet, at skulle kigge ind til ham om natten for at sikre sig, at det hele var i orden. Han var jo trods alt oppe på denne tid, sammen med hans kære Cayla og deres dejlige lille tøs. Han mumlede let i søvne, der var virkelig ikke nogen tvivl om, at han var fanget i et ganske så ubehageligt mareridt endnu en gang.. Endnu en aften. Den dag og alt som Jay havgde gjort ved ham, havde virkelig mærket knægten for livet. Han blev endda usikker når Nathaniel kom alt for tæt på ham og bare strøg ham over hovedet. Det sendte virkelig bare en kraftig og ubehagelig kuldegysning igennem ham. Han faldt endelig en anelse til ro, selvom han stadig var megegt urolig i hans søvn. Han svedte en anelse, selv på trods, at han var halv ild-dæmon.

[jay]

Jay´s øjne vænnede sig langsomt, men sikkert til mørket i rummet og han kunne også se og høre der var nogen i sengen nu og gik lidt tættere på bare for at sikre sig, at det var den rigtige dreng. Han smilede svagt, da han så det var ham og studerede ham lidt. Af en ung dreng at være var han kær på alle mulige måder. Det var der ingen tvivl om overhovedet. Han sukkede svagt og havde på en måde fortrudt, at han havde ladet drengen gå sidst. Det havde jo vendt op og ned på hans eget liv og drengen virkede ikke til og sove roligt. Han satte sig forsigtigt ned på kanten af sengen helt yderst og lod stille noget af sin is køle luften om drengen i håb om han måske holdt op med at svede lidt og måske faldt til ro. han kunne godt se halsbåndet stadig sad der. Det var dels det han var kommet for at fjerne. Han ville nok bare ikke kunne gøre det mens Cedric sov og han burde nok forsøge og vække ham, men så ville der nok blive råbt op og alt muligt. han lod stille hånden glide over mod hans ansigt mens han holdt vågent øje med ham. Han lod hånden hvile i luften få centimeter over hans mund. Han så roligt på ham og selvom drengen sov uroligt var han stadig nuttet når han sov. Han tog en dyb indånding før han lod hånden glide det sidste stykke ned for at dække hans mund og regnede med det måske vækkede ham efter kort tid og ellers måtte han jo gøre det på en anden måde. Han holdt dog hånden så han ikke kunne få en lyd frem, men ikke ås hårdt, at han måske blev kvalt på en måde.

[Deleted]

Cedric nægtet virkelig bare at skulle blive sovende og hvilende i sine forældres seng, også selvom han var så urolig i søvnen, så ønskede han virkelig heller ikke, at det skulle gå udover hans mor og far. De sov lige inde ved siden af og hans onkel Lestat, havde jo lovet at skulle kigge ind til ham om natten for at sikre sig, at alt var i orden, så han vidste at han var beskyttet, det var vel også det, som var ham det vigtigste? Hans far havde igen og igen, forklaret ham, at ingen som ønskede familien ondt, ville kunne komme ind i huset, så den mand som havde gjort det mod ham, ville slet ikke kunne komme ind med den sindssyge tankegang som han havde været i besiddelse af, da han havde gjort det mod ham. At Jay jo så faktisk var kommet ind, var noget af det som ingen vidste. Nathaniel ænsede intet, han havde i den grad travlt med Liya lige for tiden. Hvis han havde vidst, at den mand, var til stede på hans værelse i lige dette øjeblik, så havde han i den grad råbt op som aldrig nogensinde før, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev liggende i sengen. En dog tung søvn, selvom den var så forbandet urolig. At han blidt blev pustet i ansigtet med den kølige ånde, fik ham kun til at trække dynen lidt mere omkring sig og sin egen krop. Han havde jo ild-dæmonen i sig, så for ham, var det i den grad ekstra koldt. Han klemte øjnene svagt sammen og mumlede igen hen i søvnen. Hånden som dog til sidst, måtte falde over hans mund, rev ham tydeligt brutalt ud af søvnen. Han spærrede øjnene op, da han fik øje på Jays skikkelse lige ved. Det var der, at hans panik for alvor måtte tage til. Kunne han skrige og råbe op, så havde han gjort det. Han tog fat omkring Jays håndled. Alt for at få ham til at slippe ham, så han kunne råbe efter mor og far! Han mumlede fast bag håndfladen og prøvede, at få vredet hovedet i andre retninger. Den mand havde virkelig ikke gjort ham andet, end direkte panisk for mænd. End ikke Nathaniel kunne stryge ham over hovedet uden, at det skænkede ham et stort ubehag mere.

[jay]

Jay havde ikke regnet med andet end, at Cedric gik helt i panik ved synet af ham. han tyssede stille på ham for at få ham til og falde lidt til ro selvom han langt fra regnede med, at det ville hjælpe. "Rolig...Jeg er her ikke for at gøre dig noget..jeg vil bare fjerne halsbåndet." hans stemme var lav, men høj og tydelig nok til, at Cedric ville kunne høre den. Om det ås hjalp vidste han ikke. Han havde bare ikke så meget andet af valg end forsøge. Han så på ham og hans øjne var rolige. Han var ikke bange for, at der pludselig skulle komme nogen styrtende ind på værelset. Han havde kun øje for Cedric lige nu og ville bare fjerne halsbåndet og så forsvinde igen som om han ikke havde været det. Det eneste tegn ville jo så være at halsbåndet var væk og hivs Cedric fortalte det. Han så på ham og sukkede lidt mens han stille strøg hans hår lidt for at prøve sig frem med ting der måske fik ham til og falde bare en anelse til ro så han kunne få halsbåndet af ham uden der blev råbt efter nogen. "Hvis du er stille så fjerner jeg min hånd og tager halsbåndet og så går jeg igen." han løj ikke. Han ville bare fjerne halsbåndet og ikke gøre ham skade. "Men hvis du skriger op så kan jeg ikke fjerne det..forstår du det?"

[Deleted]

Cedric formåede virkelig ikke, at skulle falde til ro og specielt med den mand tæt ved sig. Han ville virkelig ikke have ham så tæt på! Alt det som manden havde gjort sidst de havde stået overfor hinanden, alle de kys og alle de kærtegn, det var virkelig ikke noget, som han kunne fordrage. Det var virkelig bare så forkert! Det var noget af det som han så sine forældre gøre og så var det virkelig forkert, selv at skulle tage imod det fra en mand på den måde! Hans hjerte hamrede som en sinddsyg mod hans bryst, det var slet ikke noget som han kunne lægge skjul på, samt den panik som stod noget så tydeligt i hans ansigt. Han prøvede fast, at skulle bide efter mandens hånd, nu hvor den var ham så tæt på alligevel, så kunne det vel egentlig være fuldstændig ligegyldigt i den anden ende? Han skulle bare ikke få lov til at røre ham mere! At han ville have det halsbånd af, var ord som han slet ikke opfangede på den måde overhovedet, det var heller ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på lige nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han rystede fast på hovedet og skubbede dynen fast af sig igen og prøvede, at skulle sætte sig op, selvom det virkelig ikke var muligt for ham lige netop nu! ”Slip mig..” peb han med en dæmpet stemme. Han havde virkelig ikke nogen tro og tillid til ham på nogen måde overhovedet og det var vel heller ikke underligt i den anden ende vel? Han blinkede let med øjnene. ”Jeg kalder på mor!” endte han emd en fast tone bag mandens hånd. Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke, at han skulle være så tæt på som han var lige nu, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, det var virkelig bare noget så ekstremt ubehageligt på alle tænkelige måder som man kunne tænke sig til i den anden ende. ”Jeg vil ikke..” endte han dæmpet og næsten med en hulken i stemmen.. Manden havde jo gjort ham ondt.. hvordan pokker var han kommet ind?!

[jay]

Jay sukkede og beholdt sin hånd over hans mund. Han kunne ikke give slip for så ville han råbe op. "så du vil ikke have det af alligevel?" han lød lidt overrasket og løftede sit ene øjenbryn mens han så på ham og rystede lidt på hovedet af ren forvirring. "sidst skreg du op om jeg skulle fjerne det..nu hvor jeg er kommet for at tage det af dig så vil du ikke lade mig gøre det?" Det gav i hans hoved slet ikke nogen som helst mening på nogen art hverken på den ene eller anden måde. Han kunne slet ikke forstå denne knægt lige nu og så godt han fik sparket dynen af, men det tog han sig ikke af. Knægten havde jo svedt så han havde det jo nok varmt og så ville det kun hjælpe med lidt luft. Han havde jo også forsøgt og køle ham lidt før, men det var måske for meget? eller for lidt? Han lod det ligge og så på ham ganske roligt uden at røre sig. Han så blot på ham med sine øjne helt roligt og tog sig ikke af hans kamp for at komme fri så længe den ingen effekt havde.

[Deleted]

Cedrics hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Han formåede virkelig ikke, at falde til ro lige nu, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik hvilede tydeligt skræmt på manden lige ved sig. Bare det, at han overhovedet var kommet ind, var noget som skræmte ham mest, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ville virkelig gøre alt, for at skulle få det halsbånd af. End ikke Nathaniel havde formået det, og den mand havde virkelig gjort et ekstremt forsøg på at skulle få det af. Han ville sågar tage knægten med sig til Jaqia for at få det af. Også selvom han vidste, at den kvinde var noget farligt noget, så stolede han i den grad også på Nathaniel nok til at lade ham gøre det. Det var da trods alt også noget som hans mor og far havde gjort. Han kneb øjnene fast sammen og endte kraftigt med at skulle bide ud efter Jays hånd, bare i forsøget på at skulle få ham til at slippe ham og fjerne hånden fra hans mund, så han kunne råbe op efter mor og far. Den mand skulle bare ikke tæt på ham lige nu. Han ville virkelig ikke have det! "MOR!!" udbrød han med en tydeligt mere panisk stemme, end det som det lige havde været tidligere. Han følte virkelig bare for at græde og at hulke lige nu. Han skulle aldrig, aldrig nogensinde sove i sin egen seng igen! Aldrig nogensinde!

[Silia D. Diamaqima]

Det havde været en frygtelig fredelig aften, endnu en af slagsene. Cayla prøvede for første gang nogensinde at være spærret inde på sit værelse i sin ulve skikkelse, og hvor Junior måtte holde et skarpt øje på hende, på trods hun til nu havde været fuldkommen rolig. Faith lå og puttede sig ind til Kimeya under den tykke dyne hvor vinduet måtte være åben og han selv bare måtte ligge som sådan mere eller mindre uden noget som helst efter deres lille hyggelige stund. Hendes lange røde hår hvilede omkring hende, hun lå lettere uroligt lige for i aften formåede hun bare ikke at sove, det var som en dårlig fornemmelse, en halvt om halvt dvale hvor hun virkelig måtte prøve. Et sted ude i det fri kunne hun høre vinden suse, gardinerne lamrede også som de måtte blafre let. Hvad der skete på værelset ved siden af vidste hun endnu ikke, om ikke andet så ikke før det skrig nåede hende, det kald som straks rev hende helt ud af den lille dvale. Hunj spærrede fast øjnene op, prikkede til Kimeya "Vågn op" det var som hendes tone allerede der måtte udstråle urolighed, den knægt plejede ikke at kalde det var den første nat han måtte sove alene. Uden tøven slog hun dynen af kroppen og gled ud af sengen, kun for at haste mod værelset ved siden af og med en banken som måtte hamrer fast mod hjertet. Uden at banke på eller noget i den stil slog hun døren op, hvor det faste blik med det samme måtte glide mod dem mand som måtte stå der. Hun vidste hvem han var.. Hun vidste hvem de fleste af hendes slags var, og straks måtte hun mærke skuffelsen. Denne mand skulle i den grad få smerten at føle ingen ville røre hendes søn! "Slip ham" befalede hun så roligt at det næsten var direkte uhyggeligt. Lige der var der ingen rest tilbage af nåde det var en ren stemme af en leder, stram selv i forhold til det måtte være fra hendes læber ordene kom. Hun ventede end ikke, det var som den indre flamme var blusset i løbet af ingen sekunder. Hendes blik hvilede koncentreret mod manden foran hende, uden at blinke uden noget som helst, hvor hun måtte koncentrere sig om at lade flammerne brænde i hans indre, koge det indre op, noget som om ikke andet ville få ham til at blive nøjagtig hvor han ville være til hun ville sikre sig at han ikke ville nå ud af dette lokale det var ganske sikkert. Let måtte hovedet glide på sned , og det lange flammerøde hår falde ned over hendes skulder "Du legede med den forkerte" påpegede hun med en underlig monotom tone, stadig uden at gøre mine eller blinke eller noget som helst, det var som un gav sin brændende varme i hendes indre videre til ham, og kold som han var ville der ikke skulle meget til før han ville blive gjort forsvarsløs.

[jay]

I samme sekund Cedric fik Jay´s hånd væk og kaldt på sin mor vidste Jay, at han burde have taget halsbåndet af med sin frie hånd lige meget hvor svært det så var endt med at blive. Han hverken slog eller råbte af drengen. Han så stadig lige rolig ud og så op, da døren endte med at gå op og havde jo ikke regnet med andet. han havde sluppet Cedric og stod nu blot ved sengen. Han kunne godt mærke varmen og han vidste skam også godt hvem hun var. Han havde jo så bare ikke vidst i starten, at det var hendes søn. Han gav et let buk med hovedet og så så på hende og forsøgte og ignorere varmen i sig. Han kunne ikke gøre noget ved det hvis hun valgte og brænde ham op og det vidste han udmærket også godt. "Jeg gør ham ingenting." hans stemme var rolig selvom han dog inderst inde var lidt urolig ved det. "jeg kom blot for at tage halsbåndet af hans hals igen. Hvilket jeg også fortalte ham." han så på hende med ørefrygt i blikket. det kom han ikke udenom. Han respekterede hende som den leder hun var selvom han godt vidste han havde rodet sig ud i noget slemt. "Uden nøglen kan det tage uger eller måneder før I får det af ham på en eller anden måde. Jeg kan gøre det på få sekunder. Det var mit eneste formål her." han havde skam heller ikke sat det på til en start hvis han havde vidst, at Cedric var søn af Faith. Det havde han bare opdaget forkert. Han så ikke på drengen og så heller ikke for længe på Faith af gangen. det meste af tiden vendte hans blik mod gulvet mens han forsøgte og køle sin krop bare en smule ned indefra selvom han vidste det ikke hjalp meget. Men det var ren instinkt for at overleve og han tænkte lige nu ikke på om det hjalp eller ej. "jeg havde hørt om jeres barriere. Var jeg kommet herind hvis jeg ønskede ham ondt?" hans stemme var stadig rolig og han vidste det nok var bedst ikke og se på hendes søn imens han talte til hende. Han havde jo intet ondt ville gøre. Hna havde ikke helt troet på den barriere, men nu havde han jo selv oplevet den? Så enten var den der eller så mente de ikke vagter var nødvendige..og det var jo temmelig dumt sådan et sted her? Så barrieren måtte være ægte og han var kommet igennem. For han havde jo ikke ondt i sinde. "jeg beklager dybt, at jeg begik fejltagelsen." han talte en smule lavere nu og beholdt sit blik mod gulvet.

[Deleted]

Cedric var virkelig fuldstændig ligeglad med hvilke intentioner som Jay var kommet med. Han skulle virkelig bare ikke tæt på ham! Hvor lang tid der gik fra at han havde råbt til mor stod i døren ,var slet ikke noget som han måtte antage tog særlig lang tid, det var han slet ikke det mindste i tvivl om. De sov lige inde ved siden af, og de havde lovet at komme så snart han kaldte – hvis han kaldte og denne gang, havde han virkelig bare skreget efter hende, udelukkende fordi, at han havde været alt for usikker ved det faktum, at skulle have den mand alt for tæt på sig lige nu, det var der ikke nogen tvivl om. Hans mors stemme i døren, fik dog omgående hans blik til at vende sig mod hende. Det var hans første nat alene og han havde virkelig været så forbandet usikker og så skræmt som aldrig nogensinde før, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han smed dynen direkte af sig og ned på gulvet for at storme direkte om bag hans mor og lukkede hænderne fast omkring hendes tøj og direkte skræmt som han aldrig nogensinde havde været før. Alle havde forklaret ham, at onde mennesker ikke kunne komme ind i deres hjem. Hvordan var den mand så kommet ind?! Han vendte blikket næsten skræmt i retningen af Jay igen og så om bag Faith igen. Han var og blev virkelig mors dreng og det ville han virkelig også altid være, det var der virkelig ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. ”H-han kom ind, mor..” hviskede han med en skræmt stemme, det var slet ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde i den grad sin fars stædighed og han nægtet virkelig, at skulle vise sig fra en svag side. Det nægtet han virkelig! Desuden følte han lidt, at han havde noget ,at skulle leve op til med en mor som måtte være leder, det var slet ikke noget som kunne skjules. Normalt ville han end ikke søge til mor og fars seng, selv ikke når der var mareridt. Man tændte stearinlyset og så lagde man sig om på den anden side, for han vidste, at der var nogen til at skulle tage sig af det i den anden ende, i tilfælde, at det skulle gå galt selvfølgelig. Han trak vejret dybt og han rystede tydeligt. Han skulle virkelig bare ikke have den mand tæt på sig. Han nægtet det virkelig at have nogen tæt på sig! Det var end bare med ubehag når Nathaniel strøg ham over hovedet efterhånden. Han snøftede svagt og med let skælvende ben. Han havde sovet dårligt så ekstremt længe, han led af søvnmangel, men det ,at skulle lade den mand komme så tæt på, at han kunne røre, det ville han slet ikke høre noget tale om! ”Få ham til at gå væk..” hviskede han til sidst.

[Silia D. Diamaqima]

Faith's blik var direkte gennemborende der var som sådan ingen nåde at se, hun var ikke længere mor men direkte leder som hun følte sig tvunget til i en sådan situation, et sted var det skamfuldt at en af hendes egne opførte sig som det, han havde for pokker hele tiden været klar over hvem hun måtte være, hans egen leder respekten var nødvendig og hun kunne gøre hvad pokker hun lytstede han ville ikke slippe væk bare sådan uden videre. Den indre varme blev holdt på grænsen til at han ville besvime ville han prøve røre sig ud af fækken endte det i den grad værst for ham selv. Selovm de funklende skarpe grønne øjne hvilede mod ham, så var det næsten som flammerne spejledes i hendes blik, lige der havde hun slet ikke øje for Cedric måtte hun erkende. Faith lyttede intenst til hans ord, det halsbånd skulle af ham men det kom til at foregå på hendes måde, alt andet ville være komplet uacceptabelt. Hun kunne ligesom fornemme hans respekt og det var i det mindste en ting men lige her ville det ikke redde ham. Uanset hvad han var kommet for så reagerede Cedric med panik på ham og det at han selv afslørede at han var den som kunne fjerne halsåndet lod hende kun vide at det var den mand som hun søgte, så uanset barrieren hun var komplet ligeglad, "Du tager det halsbånd af min søn omgående, så vil jeg overveje at være mild" hun følte Cedric storme hen bag hendes ryg hvor hånden stille gled over hans hovede dog uden at skænke hame t blik på nogen måde det hvilede fast mod manden foran hende som også for at holde ham i den varme og dermed hindre ham i at skulle gøre brug af den kulde som han var ejer af. Hun levede i det store Mansion og det vidste langt de fleste, det måtte da desuden være ganske tydeligt når man så på knægten så end ikke det ville hun tage som en undskyldning, uanset hvis søn det havde været så var der ingen undskyldning for overhovedet at komme så tæt på en forsvarsløs knægt. Hendes blik var direkte gennemborede og meget misbilligende, hun stolede ikke på hans ord for noget som helst, den mand var ikke værd at stole på som hun kunne se det, "Om du ønskede ham ondt nu er jeg ærlig talt ligeglad med, du har gjort ham ondt nok og det er mere end rigeligt for mig" hendes stemme dirrede hun var mildest talt rasende, det var efterhånden gået op for hende at han var isdæmon også som Cedric havde forklaret hende, beskrevet ham som kold . Ligeså kold som hans kære far som måtte sidde og koge inde på værelset ved siden af, "Dine beklagelser røre mig ikke på nogen måde.. Nu tager du det halsbånd af min søn og så tænker jeg over hvad din straf bliver istedet.. Du har virkelig valgt at lege med den forkerte og jeg må sige at jeg ærligt er skuffet.. En af mine egne med den opførsel.. Tåbelige knægt" hun var slet ikke bange for sine ord, end ike overfor Jaqia varede hun sin mund, og for en som ham var der på ingen måde nogen respekt, og hun frygtede ham ej heller så lige der var hun mildest talt ligeglad.

[jay]

At hun kaldte ham for en knægt rørte ham ikke. Han var jo ikke meget andet. Og sikkert ikke i hendes øjne. Han så kort mod Cedric der ikke just så ud til, at ville i samme hus som Jay. Han mente dog, at det nok var bedst og gøre som hun sagde og det var jo også det han var kommet for. Dog ikke på denne måde. men han ville jo nok være bare en smule mere tryg når hun var der lige ved siden af og det kun var få sekunder han skulle være i nærheden af ham. Han nikkede stille. "Hvis han vil lade mig gøre det." hans stemme var mest neutral og lav. Han gik roligt hen mod Faith og Cedric. han så dog ikke direkte på nogen af dem. Han ville nok helst have set på Cedric, men det ville nok bare gøre Faith mere rasende. Han tog stille en lædersnor fri fra sin hals hvor der hang en lille nøgle i og tog den i hånden. Han gik rundt og om bag ved Cedric så han kunne få fat i låsen og satte nøglen i og der lød et lille klik efter, at han havde drejet nøglen lidt rundt og halsbåndet gav slip og han tog snoren om sin hals igen og tog halsbåndet i lommen efter at have rullet det sammen og så kort og meget hurtigt på Cedric før han gik roligt tilbage igen så han ikke stod ved dem. Han ville jo ikke skræmme drengen mere. han havde jo ikke villet gøre det fra starten af. Han sagde ikke noget og stilte sig blot ved væggen.

[Deleted]

Cedrics hjerte hamrede som en sindssyg og han knugede sig kraftigt ind til sin mor. At hun i sig selv, var godt varm, var slet ikke noget som han kunne mærke sig det mindste til overhovedet, for det var jo trods alt også en del af en dæmon som han selv havde i sig. At så Jay måtte bide det i sig, da han kom tæt på, var han egentlig ligeglad med. End ikke hans egen far, kunne holde ud af, at være i nærheden af hans mor, når hun var oppe på kogepunktet. Han ville slet ikke være i den samme verden som Jay! Den mand havde virkelig skræmt ham.. Aldrig mere skulle en mand nogensinde så tæt på ham. Han ville slet ikke have det! Bare det, at hans far strøg ham over hovedet, vækkede det ubehag og han turde jo knapt nok at sove alene.. Nu var han helt sikker på, at han endnu en gang, skulle ind og sove i sin mor og fars seng.. Jay var jo kommet hele vejen ind på hans eget værelse og det skræmte ham noget så voldsomt. Han kunne end ikke være sikker i hans eget hjem! At Jay kom mod ham, fik ham kun til at knuge sig mere og mere ind mod Faith. Hans hjerte hamrede ukontrolleret mod hans bryst. Han var bange, det var der ikke nogen tvivl om, selvom det nu var tydeligt at det udelukkende var fordi, at Jay var så tæt på ham, så lettede det dog alligevel meget, at hans mor stod der. ”Mor..:” hviskede han næsten hjælpeløst. Han gemte ansigtet ind mod hende, da Jay begyndte at fumle med låsen til det bånd omkring hans hals. Han ville virkelig bare have det af! At det sagde ’klik’ og han var i stand til at komme fri, så gjorde han det også. Han trak sig med det samme om bag på den anden side af Faith og blev ellers bare stående der fuldkommen stille og rolig. Han ville virkelig ikke tæt på ham lige nu. Han ville blive ved sin mor og sin far, for han vidste, at de ville beskytte ham. Det havde de jo altid gjort. Tårerne pressede på og de pressede i den grad også meget på lige i øjeblikket, det var der ikke nogen tvivl om. Bare det, at Jay så på ham, gjorde ham meget utilpas. Han var en ledersøn og det var allerede småt ved at gå op for ham, hvad det nu måtte indebære, selvom det nu ikke var noget som han ønskede at stå ved. ”… Få ham til at gå..” hviskede han endnu en gang. Han lukkede hænderne kraftigt omkring Faiths tøj og med blikket som måtte følge Jay tilbage til muren. Han stod og rystede. Nu var det da helt klart umuligt for ham, at skulle falde til ro. Det kunne han bare ikke, når Jay stod der og var så tæt på ham som det han måtte være lige i øjeblikket. Den tanke og den følelse var dirkete ubehagelig.

[Silia D. Diamaqima]

Faith's blik stod fast mod manden foran hende. Han passede præcist til den beskrivelse som Cedric var kommet med, og at dømme efter hans panikslagene ansigt så var det den selv samme mand, hun ville ikke lade ham gå, ikke nu hvor han havde været dum nok til at opsøge hende på denne måde, præcis hvad straffen ville blive var hun ikke klar over endnu, men hun var ærlig talt rasende, hvem forgreb sig på små forsvarsøse unger? Og hvem var dum nok til at vælge lige præcis sin leders søn? Hvad der var værst var jo næsten det faktum at det rent faktisk var en af hendes egne, lige der var det gået op for hende at hun i den grad havde en del arbejde foran sig, mange opførte sig ekstremt uforsvarligt! At Cedric stod bag hende følte hun udemærket godt, hendes hånd hvilede beskyttende mod hans hovede, selvom hun ikke var egnet som mor så elskede hun i den grad knægten og ingen skulle have lov til at krumme så meget et hår på hans hovede, og komme godt afsted med det! "Det er okay min kære" endte hun roligt, endu med blikket så fast hvilende mod Jay som måtte stå foran hende. Hun kogte anstrengte sig for at holde hans indre kogning lige på den samme grænse. Hun lod Jay træde tættere, det halsbånd skulle af og det kunne ikke gå hurtigt nok. Hun slap Jay som han stille gik lidt frem, tog ikke et sekund blikket fra Jay mens han fik taget det halsbånd af, fulgte nøje hver og en lille bevægelse han besluttede sig for at gøre, "Cedric.. Gå ind til din far og put dig i sengen du sover hos os i nat" påpegede hun. Det var tydeligt i den bestemte tone at det ikke var noget som der skulle tilles spørgsmål ved, ikek at hun regnede med at han ville gøre det, knægten var klar over hvornår mors ret var lov, han var en kvik dreng det kom hun ikke uden om skide stolt og ekstremt stædig men i den grad kvik. Hun var klar over at Kimeya ville slå hende ihjel om han var klar om over hendes hemmelighed, at hun stod der som den stærke leder og endnu engang iriskerede sig i den tid det vidste hun at han ville hade præcis af den grund ville hun ikke sige så meget som et ord til ham før det ville blive nødvendigt og umuligt at holde skjul, der ville dog endnu ikke går specielt lang tid før bulen ville blive rigtig synlig allerede nu var den på en måde begyndt at være der og hun var rent fakisk lykkelig for det, det var det som hun ikke kom uden om også selvom hun altid havde holdt ved det at børn ikke ligefrem var hendes kop the. Hånden gled gennem de lange krøllede lokker "Og du kommer med mig, dumme knægt" hendes blik var direkte ilter og gennemborede. De slanke hænder greb omkring hans overarm kun for at fører ham med sig mod kælderen, helt uden en skramme skulle han ikke slippe det var helt sikkert og vidst, i så fald ville Kimeya også ende med at slå hende ihjel.