Easy now..

[jay]

Jay viste det ikke, men var bestemt ikke meget for, at skulle så tæt på dem. Han frygtede inderst inde, at hver øjeblik ville hun sætte varmen op inde i ham når han nu kom tæt på hendes søn igen selvom hun selv havde beordret ham til det. Han holdt sig ved væggen mens hun hørte Cedric fik besked på, at gå ind til faren og han følte han var trådt lige i fælden. At de havde ventet på ham, men det var jo umuligt. Jay havde jo sagt Cedric skulle komme til ham for at få halsbåndet af så de kunne ikke vide han ville komme her og gøre det selv samme. Han så kort op, da han blev grebet om armen og følte han brændte sig, men det var nok ikke smart og rive sig løs. han gad ikke rodes ud i flere problemer ned han allerede var i. Han sank let og gik blot med hende. Han havde jo ikke just noget andet valg? hvad der så var ham i vente vidste han ikke, men det var bestemt ikke noget han var vild med det her! Det kom han ikke udenom om han så kæmpede med tanken resten af sit liv. Han ville helst væk uden en skramme, men hvor sandsynligt var det? han vidste jo godt Faith ikke var den type der viste nåde.

[Deleted]

Cedric var virkelig bare opsat på en ting, og det var, at han aldrig nogensinde skulle rende udenfor igen. Det turde han virkelig ikke, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han knugede sig kraftigt ind mod Faith til det halsbånd var helt af, til han fik ordren om at løbe ind til far. Han kunne udmærket godt høre på hendes tone, at hun mente det alvor og at det slet ikke stod til diskussion, hvorvidt om han skulle sove i deres seng eller ikke, så han ønskede i den grad heller ikke, at skulle stille sig på bagbenene her. At selv far var kold at røre ved, var noget som han selv ikke ville kommentere i denne sag. Far var god til at pakke sig ind, for at kunne sidde med ham ved sig, hvis det endelig skulle vise sig, at blive nødvendigt i den anden ende, hvilket han bestemt også måtte vise sig, at være glad for, det var der ikke nogen tvivl om. Han slap hende dog meget tøvende, for at stirre på Jay en sidste gang. Den mand havde problemer, det kunne han alene tolke ud på hans mors ord, for han havde aldrig nogensinde hørt hende så vred som det hun måtte være lige i denne stund. Ikke at det gjorde ham noget, for det var ikke ham, at det skulle gå ud over alligevel. Han var faktisk offeret i denne situation! Han prøvede virkelig, at skulle falde til ro, selvom det dog på ingen måde, viste sig at være noget enkelt for ham overhovedet. Han var virkelig bange med den mand så tæt på sig. Han var virkelig alt for tæt på! Han bed sig kraftigt i læben og med den klare usikkerhed i ansigtet. Han ønskede heller ikke at manden skulle gøre hans mor noget, det var helt sikkert, også selvom han var for lille til at skulle kunne gøre noget som helst for at ændre det mindste lige nu og det var faktisk noget som i den anden ende, udmærket godt kunne frustrere ham! Han nikkede blot til hendes ord, vendte om og løb direkte ind på værelset ved siden af, hvor Kimeya måtte sidde på sengen og selv ved at være på kogepunktet. Han tøvede slet ikke med at springe direkte op i Kimryas favn, hvor han omgående blev puttet ind i en dyne og holdt tæt, så han ikke skulle blive alt for kold. Først der, lod han tårerne falde, selvom Kimeya virkelig gjorde det så godt som det var ham overhovedet muligt, for at skulle roe hans lille dreng ned. Det her gjorde i den grad også ham ekstremt bekymret.

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Man kunne roligt sige at Faith var mere vred end det som hun havde været nogesninde før et sted, så vred at hendes tone og hendes stemme var rolig og kontrolleret, dog ekstremt dirrede, tydeligt at det hvilede lige under overfladen, hun plejede at råbe og skrige når hun kom op i det felt, men for tiden holdte hun det inde for Cedric's skyld. Hun vidste at hende og Kimeya havde en utryggelig aftalte om at hun ikke ville fremstå som en leder overfor deres søn men lige her var hun ærlig talt ligeglad, den forbandede knægt var i den grad i store problemer. Som hendes brændende hånd fastholdte om hans kølige overarm, brød hun endnu engang et øfte til kimeya, en form af den skjulte graviditet som havde stået på i et godt stykke tid efterhånden, havde han vidst det nu så ville han nægte hende overhovedet udsætte sig selv for noget som kunne så meget som bare minde om farer, specielt når det kom til barnet, og desuden.. Hvad kunne der egentlig ske? Hun havde jo ekstremt kontol på situationen og han var ikke særlig gammel hans is ville ikke kunne skade hende, plus det faktum at Nathaniel befandt sig i kælderregionen på denne tid, så meget var hun klar over. hendes skridt var direkte målrettede, der var ingen nåde hun næsten rev ham med sig ned af trappen mod de store kælderregioner, hvoraf det største hørtes skramlen fra, Cayla var under forvandlingen så meget vidste hun, det var også grunden til hun slæbte ham ind i et mere tomt, uden så meget som et eneste vindue, noget som mere eller mindre kunne ligne en fangekælder. Faktisk plejede hun at holde sig væk fra det udelukkende fordi hun vidste hvilken mand Kimeya havde været før i tiden og hvad der var forgået herinde, hun ønskede ikke at skulle tænke på det, det var en tanke som et sted gav hende kvalme og så alligevel.. Havde hun selv været meegt bedre? Hun huskede trods alt det sus ved at slå ihjel, se lyset forlade et væsens øjne føle den magt at stå med liv og død mellem hænderne. Man kunne roligt sige at der var sket ting og sager siden dengang, hun var ikke længere så bebrejdende, hun var faktisk ekstremt mild der skulle meget til før en straf ville være hård, hun havde for længst besluttet sig for at hun ikke ville gøre brug af sådanne metoder men lige denne gang, var hun ikke selv sikker på at hun ville kunne overholde det, ikke med den sitren i hele kroppen af ren og skær vrede, et sted et kick og en velsignelse, og et andet sted en enorm forbandelse. Døren blev smækket tung som den var, hun tvang ham mod væggen hvor de gamle kæder af jern måtte hænge. Det var tydeligt at resterne efter gamle ofre var umulige at få helt væk, man kunne stadig fornemme visse pletter der var mere røde end andre. De gøs over hele hendes krop, det var som hun fornemmede en kulde hun måtte afsky, som hun stadig kunne lugte døden, tak og pris for at også Kimeya havde ændret sig siden dengang, lige der havde hun jo så også den i hovedet at han rent faktisk skulle have slået hende ihjel.. Var dette den skæbne der i så fald ville have ventet hende? Hun rystede let på hovedet, slog tankerne fra sig, hun ville ikke tænke på det, hun ville ikke tænke på den side af den mand, ej helelr selvom hun engang ikke havde været meget anderledes. Hun tvang Jay i lænkerne der måtte stramme godt om hans håndled, slap hans indre, hun kunne ikke koncentrere sig om det uanset, det var som tankerne kørte rundt i hendes hovede, stedet gav hende myrerkryb, det var den første gang hun for alvor havde fået sig selv til at søge ind i lokalet, om ikke andet siden Moniqe's lig var blevet skjult for ganske mange år siden efterhånden. Hun bed sig fast i læben, svang let med hånden og lod faklerne tændes. Der var så koldt.."Jeg ved ikke hvad pokker du tænkte på, knægt.. Men hvis du troede du ville slippe godt fra det så tog du om ikke andet fejl" startede hun med noget der kun kunne minde om en direkte farertruende tone, hun var ligeglad, den knægt ville ikke komme ud fra dette lokale helskindet, var hun ved at ryge tilbage til gamle vaner?

[jay]

Ikke et ord kom fra Jay hele vejen ned fra værelset og ned til kældrene. Han holdt kun lige balancen på trapperne selvom hun hev ham afsted. han gad ikke stoppe op og forsøge og stritte imod eller rende væk. Han ville dø i så fald. Hun ville blive mere vred og varmen i ham ville tage livet af ham før han nåede ret langt væk. Desuden så ville det mildeste være, at gå med uden brok. Han gad ikke gøre hende mere vred. Han havde ikke noget imod de kolde kældre normalt, men nu hvor det var ham der skulle være her og måske mishandles så var det en anden sag. Plus varmen i ham stadig ødelagde det en del. han sank et par gange på turen og blev hevet med ind i et rum uden vinduer og derfor var det helt mørkt. Han mærkede den kolde mur mod sin ryg og kort efter var han lænket. Han var dog lettet over, at varmen i hans indre endelig gav slip og han kunne nok være dånet omkring af ren lettelse over, at han kunne mærke kulden i sin krop igen og ikke føle sig helt drænet og kvæstet. Han så stille lidt op på hende idet faklerne tændte, men så så stille ned igen og bed sig lidt i læben. Han rystede blot stille på hovedet. Tja han havde nok regnet med og kunne slippe fra det hvis det havde været ne normal dreng, men når han nu var den han var så havde det været en anden sag. Han sagde dog intet. Han fandt det bedst og holde sin mund.

[Silia D. Diamaqima]

At Jay ikke så meget som sagde et ord, avr et sted virkelig kun en hjælp, for Faith var i den grad vred, ingen skulle få lov til at ligge en finger over hendes søn uden at få lov at høre for det. Måske hun ikke var den type der slog ihjel bare sådan uden videre, men hun ville bringe ham ligeså meget smerte som det han havde bragt den alle nu og da specielt Cedric dette fandt hun sig ikke i. Tanken om at hun normalt var den som skulle have hængt i de kæder og gået i døden for Kimeya's hånd morede hende et sted, men tænkte man over hvad som tidligere var sket, og hvor mange der i virkeligheden havde mistet livet i dette lokale for hans hånd, så var det virkelig ikke det som hun turde tænke over, det gav hende myrerkryb bare at være her, specielt efter hun havde været den som måtte slæbe Moniqe's lig ned i selv samme kælder region, det var første gang siden hun befandt sig her. Det kølige blik hvilede mod den unge knægt som måtte stå der. efterhånden var hendes kinder blevet lidtså røde som hendes flammende hår, der var ren vrede. De slanke fingrer greb om hans kæbe hvor hun tvang hans blik mod sig, tvang ham til at se ind i hendes vrede blik noget som var ganske tydeligt i det glimt der stod malet i hendes funklende smaragdgrønne øjne "Du slipper ikke godt fra dette.. Det lover jeg dig, alt har en konsekvens mog at forgribe sig på uskyldige væsner.." hun rystede på hovedet men en ekstremt afsky, det var sygt, der var meget hun kunne tilgive, grove ting som hun var i stand til at tilgive men forsvarsløse børn det ville hun ikke, det nægtede hun ærlig talt, "Jeg vil ikke slå dig ihjel.. Det nænner jeg af mit.. Gode hjerte ikke at gøre.." Det var tydeligt at høre den dybe ironi i hendes ellers så blide og melodiske stemme, dog havde hun ikke i planerne at skulle slå ham ihjel, så meget kunne hun fint sige, ".. Men jeg lover dig.. At du aldriig vil komme til at gøre noget som helst mod nogen igen.. Du vil ikke være i stand til noget af det, jeg kan ikke være mild her" hun sendte ham et ganske sigende blik, vuderede kort hvor pokker hun skulle starte, "Du så på ham.. Du så på ham med de forkerte øjne" hun betragtede ham med et intenst blik, satte hænderne for hans øjne, den blege hud som i løbet af ganske kort tid blev som brændende, satte ilden direkte for hans blik og hun ville ikke slippe før hans syn ville være så godt som væk.

[jay]

jay lod hende vende hans blik mod hendes eget selvom han jo langt fra var særlig vild med den tanke, men han fandt det blot bedst ikek og gøre noget. Han gad ikke udsætte sig selv for det selvom han et sted jo nok mest havde lyst til og kæmpe imod, men hvad skulle det nytte? Han var fanget her og kunne ikke komme ud selvom han måske kom fri. Og hun ville kunne dræbe ham let og hurtigt alligevel. Det var også kun det der holdt ham i skindet. Han så indi hendes øjne og fik helt gåsehud ved det. Det næste fik ham dog til og skrige af smerte. Varmen i kroppen var rigeligt, men da hun blændede ham med ild i øjnene så han følte de smeltede så kunne han ikke gøre andet end skrige højt så det med garanti sikkert kunne høres i det meste af huset og det skulle ikke undre ham s smertefuldt som det var. At hun ikke ville dræbe ham var måske en trøst for mange, men dette her var næsten lige så slemt!

[Silia D. Diamaqima]

Det at han ikke lod til at gøre modstand var hverken til hans fordel eller til hans hjælp. Det var i den grad den forkerte person han havde valgt at skulle pisse af på den måde. Det var utrolig mange år siden, at denne side af Faith havde været vist til nogen, hun havde ikke været verden morderisk elelr hævntørstig i utrolig mange år, hvad der så måtte skræmme hende var at hun rent faktisk nød det, det kick det gav, det sus hun følte hele vejen gennem kroppen. At høre hans skrig, da hun brændte hornhinderne væk, det var en fryd for hendes ører, et sted så genkendte hun på ingen måde sig selv. Vreden kunne så tydeligt læses i hendes blik, og hun var sikker på at kunne hun selv se det så ville hun være skræmt, dette var ikke en person som var hende længere og nu stod hun her, betragtede den knægt som havde gjort hendes søn ondt, og hun var ikke en dyt bedre selv, men han var voksen nok til at tage sin konsekvens, her var der ingen nåde at skulle hente "Jeg håber det her vil lærer dig.." påpegede hun i en hæs hvislende tone. HUn hadede dette loakle det frembragte ting i hende som hun ikke ønskede skulle frmebringes, ikke kun minder men også hendes egne træk som man tydeligt kunne se nu. Hjertet bankede vildt, hun var ikke færdig, han skulle helt ned, så langt ned som det var muligt. Hun fjernede hænderne fra hans blik, med et veltilfreds smil, "Jeg bryder mig ikke om dit skrig du vækker hele huset" roligt vendte hun sig om, til en hylde hvor der måtte ligge diverse små knive. Hun tog den mindste udelukkende fordi den var skarpest. Igen måtte hun gå hen til ham, ønskede et sted næsten at Kimeya ville komme ned og tage over for hun ville ikke være den person igen. Hun tvang hans kæbe op, ved at trykke på to punkter som måtte låse den fast, kun for at skulle sætte neglene i hans tunge og holde den fast "Hver glad for du ikke kan se" påpegede hun med en næsten rolig tone, før kniven stille faldt mod tungen og hun langsomt valgte at skulle skære den af.

[jay]

Han mærkede godt hun fjernede sin hånd igen, men det ændrede ikke på det mørke som han kun kunne se nu. han var ikke vild med det! Han kunne ikke se hvor noget var eller hvor hun gik hen. Han kunne mærke, at han begyndte og ryste. Han var langt fra tryg ved dette her og ville ønske han bare vidste hvor hun var! Hvad hun foretog sig. Han kunne kun svagt høre hun lavede noget og han hev lidt i sine arme for at forsøge at komme fri, men selvfølgelig uden held. Han vidste ikke hvad hun mente med at at hun ikke kunne lide hans skrig. Det var jo hende selv der fik ham til det! Han mærkede dog lidt efter hvordan hun fik hans mund op og tog fat i hans tunge. Han kunne mærke panikken var ved og sprede sig, da det var ved og gå op for ham hvad hun ville. Han nåede dog hverken og sige eller tænke noget før kniven skar i tungen og han vred sig vildt for at komme fri selvom det jo ikke var muligt når hun holdt fast. Det var ren instinkt og panik.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var udemærket godt klar over at synet var blevet taget fra ham, det havde været hele meningen. Hans skrig ville normalt skære hende langt ind i ørergangen men her var det som om det var komplet lige meget. Hvilke følelser han måtte sidde med ragede hende for første gang, hun var ligeglad. Hendes dæmoner var blevet sat ud af styr og hun ville have styr på det hele igen. Hun var ikke den der straffede den hårdt, men at gøre skade på et barn der satte hun grænsen, de kunne gøre hvad de ville med alle andre, de var trods alt dvasianere men børn måtte man holde sig fra, og nu måtte Jay tage konsekvenserne af de handlinger som han havde gjort sig. At føle hans smerte da kniven begyndte at skulle skære hans tunge, det fik hendes hjerte til at hamre sindssyg. Hun lukkede øjnene for et kort sekund, nød at føle de. Hvordan kunne hun skræmme sig selv på den måde? Og hvorfor måtte hun pludselig være på den måde? Den tunge endte i hendes greb, fingeren gled stille hen over det afskårende tungeled som for at stoppe en eventuel blødning, brændte huden sammen. Hun afskyede sig selv med tanken om hvad hun stod med i hænderne, og alligevel så smed hun den koldt fra sig på stengulvet "Nu vi er igang" påpegede hun med en let mine som han alligevel ikke ville mærke sig af. De slanke fingrer søgte mod hans næse, blev på ingen tid direkte brændende varme selv fra huden her så kunne hun brænde de kanaler sammen der gjorde det muligt for ham at dufte elelr lugte.

[jay]

Han havde lyst til og slå med sit hoved, men han var så godt som lammet af skræk og kunne ikke engang skrige mere nu hvor hun havde skåret hans tunge af. men kunne dog se på ham, at han forsøgte, men der kom blot bare ingen lyd. Hans krop skælvede af skræk og smerte og han havde snart svært ved og holde sig oppe på sine ben. Han kunne ikke se eller tale. og nu heller ikke indånde friske dufte. Hvor meget mere han skulle lide vidste han ikke og han havde bestemt hellre ikke lyst til og vide det! I hans hoved var det unfair, men havde han været i hendes situation havde han nok gjort det samme. Han havde lyst til og bede om tilgivelse og tigge om hun ikke nok ville stoppe. Det var dog bare ikke muligt og han forsøgte blot og få sit hoved væk fra hende selvom han jo ikke kunne flygte. Men han kunne bare ikke stå stille med alt den lidelse han følte. Det var for meget selv for ham.

[Silia D. Diamaqima]

Faith nød virkelig dette, også mere end det som hun i virkeligheden selv brød sig om. Hun var blevet direkte barbarisk, men tanken om at han havde rørt hendes søn var den som fr alvor drev hende, den skulle han ikke slippe godt fra, go mord var virkelig den alt for lette udvej, desuden ikke noget hun fik sig til, den dreng havde et helt liv foran sig, og det var ikek hendes job at kaste ham i døden, men at opdrage på ham og straffe ham når han gik imod hendes ordre og det som hun stod inde for, og det var hvad hun havde gang i ligenu, hvor hun stod her, torturede ham. De intense grønne øjne betragtede hans også selvom hun vidste at han ikke ville kunne se det mindste, noget som han nok et sted ville være glad for "Vi er lige tarks færdige" påpegede hun med en kold vislende tone der slet ikke plejede at ligge til hende, end ikke når hun var oppe i det røde felt, dette var en skjult side af hende som både havde savnet og dengang forbandet da hun havde den "Vi skal bare have sidste prik over i'et" mumlede hun roligt. Hun betragtede ham, hun vidste at det ville gøre pokkers ondt, specielt fordi han var is dæmon. Hun gjorde et kast med hænderne lod hele hans krop gå op i flammer. Ikke noget som ville gøre ham skade invendig, men brændte ham overfladisk, brændte alle nerver væk go dermed gjorde ham komplet følelsesløs, han ville ikke kunne føle et eneste slag, han ville dog heller aldrig komme til at føle et blid strøg over kinden, et kys, eller noget der måtte ligne, når folk ville se ham ville de blive skræmte af det udseende, en tanke som hun i den grad måtte nyde.

[jay]

Endnu et skrig røg igennem kældrene og Jay kunne snart ikke engang stå op mere. Der gik heller ikke længe før han hang slapt i kæderne som hans håndled hang i. Han skrig var dødt ud, men det var kun fordi han havde mistet sin bevidsthed. At han ikke var død var svært og se. Han trak kun vejret meget svagt så det knap kunne ses og han rørte sig ikke og hang livløst. At hans hud var brændt kunne let lugtes i rummet. Det hang i luften og vilel nok gøre det længe, han ville ikke selv kunne se hvad tilstand han var i, men han ville vide det. Mere eller mindre. Han ville lige nu helst bare ønske hun havde gjort det af med ham i stedet for alt dette, men han vidste jo også, at dette var en straf og døden ikke var det. Han hørte knap hvad hun sagde og han kunne hverken se eller tale. og heller ikek lugte så derfor slap han da for den lugt af brændt kød der hang omkring ham i hele rummet fra gulv til loft.

[Silia D. Diamaqima]

Hans skrig var virkelig det som kun drev Faith videre i denne lille 'leg'. Han havde for alvor valgt at skulle stille sig op med den forkerte kvinde, hans egen leder og hun var i den grad skuffet og ikke mindst skamfuld over at en af hendes egne overhovedet fik sig selv til at gøre noget som dette, dette var hans straf, hun ville ikke slå ihjel, det var intet som hun havde gjort længe også selvom hun virkelig var fristete til det, døden ville ganske enkelt være en alt fornem udvej set i hendes øjne, nej han skulle have lov til at leve livet, så godt som død, prøve for en gangs skyld at kæmpe for at kunne vandre rundt, opleve at livet ikke var så nemt som at tage en lille knægt der var ude af stand til at forsvare sig. Blikekt gled let i ved hans skrig, hun nød virkelig også i den grad lyden. Et lille køligt smil krusede om hendes læber, denne side af hende skræmte hende virkelig ikke mindst fordi den havde været skjult så frygtelig længe. Lugten af den brændte kød hang i hendes næsebor, ikke at den for hende var ny på nogen måde, han var ikke den første hun havde gjort ude af stand til at føle "Jeg tror vi er færdige, jeg er i godt humør idag så jeg giver dig lov at beholde din hørsel" hun trak sig tæt på ham "Og jeg holder øje med dig, høre jeg blto et lille rygte om at du så meget som har prøvet at ligge en finger på et uskyldigt væsen igen så er jeg ikke så blid" hendes hvisken var intens mod hans ører, hun løsnede ham af lænkerne, greb ham om armen "Jeg håber du overlever i den store vide verden" det var sjældent man hørte hende så kølig og ligegyldig, men tanken om at han havde haft fingrene i hendes søn, det var direkte kvalmende!

[jay]

At han fik lov og beholde hørelsen vidste han ikke om skulle være en trøst eller ej. Det var vel et sted rart nok ikke at miste den så han da i det mindste kunne lytte sig frem og væk fra ting, men at alt andet så var blevet taget væk fra ham gjorde den trøst meget lille og næsten usynlig. Gennemsigtig og han vidste ikke hvad han skulle mene om noget af det. I det mindste betød dette vel han kunne vende hjem til sit hus og ikke behøve gemme sig mere? Det betød jo så han havde et sted at vende hen til nu som han kendte og kunne finde. Han vidste hun mente sin trussel alvorligt. Han havde dog andre problemer her og nu som hun måske vidste og måske ikke. Han ville få svært ved og overleve nu hvor han ikke kunne arbejde på horehuset og han ville jo alligevel ikke kunne mærke noget så hvad pointe havde det? Han ville måske ikke dø af sine mange sår og skamferinger hun havde påført ham, men uden sex så ville han jo før eller siden blive svag og langsomt dø. Han mærkede ikke noget til, at lænkerne blev fjernet fra ham og at hun tog fat i hans arm. Han fandt det bare mirakuløst, at han stadig stod op sådan nogenlunde og ikke var faldet sammen. Havde han kunnet mærke noget var han begyndt og skrige selvom lyden ikke ville være så meget nu hvor tungen var væk. Men smerte følte han ikke. Han var komplet følelses løs takket været hende. Hun var kold i hjertet og han var kold i sjælen. Han ville lige nu bare væk herfra så hurtigt han kunne og så hjem i sikkerhed og så se hvor længe han kunne leve sådan her. Han vidste ikke om hun kendte til hvordan han skæbne blev i denne tilstand, men hvis hun gjorde var hun komplet ligeglad i følge hans mening. Han havde heller ikke forventet andet.

[Silia D. Diamaqima]

Ligenu kunne man vel et sted sige at Faith måtte vise en smule barmhjertelighed, knægten var tydeligvis ikke en gammel eller erfaren dæmon, men at forgribe så på små drengebørn det var langt mere end det som Faith selv ville være med til, nu havde han udstået den straf som skulle til og det var en behagelig tanke forhåbentlig ville hun ikke være nødt til at gøre noget lignende igen. Hendes hjerte hamrede fast imod brystet udelukkende på grund af den behagelige varme som strøg igennem hende, det havde skræmt hende hvor pokkers meget hun havde nydt at gøre alle de ting, det havde ikke været en del af hende i forbandet mange år. Livet var blevet en del sværere for ham nu, nu ville han selv se at livet ikke var så nemt at det tillod at lege med børn, for den tanke gjorde hende virkelig vred, nu måtte han læmpe for den overlevelser. De grønne øjne hvilede stift i hans nakke og med langt mere rolighed han kunne som sådan bare gå hun behøvede ham ikke mere. Der var flammer i hendes bryst, det sidste man kunne vove at påstå om hende var at hun var kold om hjerte og om sjæl, hendes hjerte stod hver dag i flammer, hendes krop var varm og faktisk var hun ej heller den mest kølige som kunne findes af person men lagde man sig ud med hende måtte man vide hvad der fulgte med noget som man nu kunne sige at han havde lært sig "Gå.. Og høre jeg eller ser noget lignende igen så er jeg ikke længere i så godt humør" påpegede hun roligt, fulgte ham til døren og åbnede den for ham. Uden så meget som et ord måtte hun vende om og tage turen mod trappen, kroppen var udmattet og hun følte for bare ligge io Kimeya's favn med deres søn ved sig, en tanke som i sig selv var virkelig fristende. Den knægt håbede hun virkelig havde lært sin lektie nu!

//Out