afslapning ved den smukke sø

[Deleted]

Horace sphinx havde bevæget sig ud denne nat det var så smukt månen stod højt og stjernerne oplyste himmelen han bevægede sig stille ned imod den store smukke sø han gik stille ja nærmest slentrede og havde en smuk rød rose i sin hånd han duftede stille til den mens smilet på hans læber bredte sig han lod sig fortrylle af den fantastiske duft og den endnu mere fantastiske nat.
Horace elskede at være ude om natten selvom han var bestyre af en natklub gik han stadig ud når han havde chancen for at slippe lidt væk og så var søen det sted han nød mest at være ved. Horace gik helt ned til vand kanten stadig med rosen i hånden han trådte stille lidt ud kun lige ud til anklerne *hvilken dejlig nat ejg mangler bare nogen at kunne dele den med * tænkte han og med det mente han at han manglede kvindeligt selvskab

[emiley]

Emiley havde bevæget sig væk fra Castle of Light selvom Gabriel nok ville være imod det. Hun var jo kun næsten lige kommet sig efter hendes angreb og hendes nedkøling i vandet men hun havde brug for at strække vingerne. Hun nåede grænsemuren og fik lov til at passere uden problemer. hun var et barn af lyset også selvom hun kun var halvt engel så var der slet intet mørkt i hende. Det var rart at flyve igen siden hun havde været bundet til jorden de sidste par uger for at hun kunne få det bedre. Hun hadede det selvom det var for hendes bedste og hun vidste det. Hun endte med at lande i nærheden af søen og gå helt ned til vandet. Det var nat, det eneste tidspunkt hvor hun havde følt at hun havde kunne forlade slottet uden at Gabriel ville have stoppet hende som han havde gjort det de andre gange han havde opdaget hende. Det lange blonde hår slog hun let med og hun legede lidt med vandkanten og smilede roligt. at hun var alene vidste hun ikke, eller så havde hun ikke været landet. hun vidste at hun skulle være forsigtig også selvom hun som regel ikke var det.

[Deleted]

Horace fik følelsen at han ikke var alene en følelse han godt kunne lide især fordi han opfangede at det var en kvinde der var her iblandt ham han kiggede sig nu lettere nysgerrig omkring blot for at se om han kunne finde nogen han nåede lige at se da den unge frøken landte og han så efter hende med et smil.
Horace var ikke ligefrem den generte type selvom engang imellem spillede han lettere genert det kom an på hvad han opfangede af signaler fra det modsatte køn. Han gik nu hen imod hende med et stille smil og rosen i hånden "godaften frøken " sagde han sødt med et lille smil til hende og iagttog hende grundigt hun var intet under smuk en sand skønhed var hun og det kunne Horace lide

[emiley]

Emiley kunne lige så mærke at hun ikke var alene. hun var vagtsom, meget endda. HUn ville ikke komme tilskabe igen, ellers ville hun nok få et værre hyre med Gabriel. Hun rejste sig op og hendes lys skinnede så underligt i natten. Hun var halvt engel og racen havde en naturligt lys omkring dem. Hendes blik faldt på en mand som snakkede til hende og hun stivnede. Mørket i ham var stort, så stort at det skræmte hende utroligt meget. hun endte med at lette fra jorden og fløj hen i det nærmeste træ hvor hun kunne skjule sig mellem grenene. "Hvem er du og hvd vil du?" spurgte hun så han kunne høre det mens hun studerede ham. Hendes naturlige ynde stammede fra hendes mors elver gener og det var tydeligt at hun havde elver i sig. hun hadede mørkevæsner. foragtede dem af natur men mest af alt var hun utrolig bange for dem. især når hun var alene. var hun sammen med andre så var hun altid klar til at give dem en chance. Bare ikek om natten og når hun var alene. det var for farligt.

[Deleted]

Han smilte til hende og begyndte stille at grine lige så varmt og roligt som alle andre fra lyset ville gøre "jeg ser de er på vagt med hvem de taler med men jeg er Horace Sphinx en ydmyg natklub ejer det eneste jeg lige nu ønsker er at præsentere mig ordentlig da det er en hån mod deres skønhed at præsentere sig sådan her som var vi del af kloak folk " sagde han stilel og holdte meget på sine finere mannere men var ikke rigtig nogen snob selvom han kom fra den meget fine side af af den sociale rangstige.
Horace så roligt på hende og da han mærkede hun ikke var glad for hans nærvær smed han rosen op i luften og fik den til at svæve hen til hende "til dem frøken " sagde han stille

[emiley]

Emiley havde en sund og naturlig frygte for mørke væsner. Hun var halvt engel og halvt elver, elveren i hende var sky og Englen ville bare holde sig væk. Det var der ingen tvivl om. hun gemte sig stadig i træet og så ham komme hende nærmere. HUn bed sig let i læben da han fik blomsten til at flyve op til hende i træet. Hun tog den ikke, hun turde ikke. Hvad der kunne ske hvis hun gjorde det, var det som hun frygtede allermest og hun søgte lidt videre ind i træet så hun kunne gemme sig halv bag stammen. "Du er af Dvasias æt. Hold dig fra mig" sagde hun meget forsigtigt og præsenterede sig ikke for ham. han skulle ikke vide hendes navn, det ville jo være virkelig dumt. Lige nu ønskede hun faktisk at hun var blevet på slottet, ingen tvivl om det men der var jo intet at gøre ved det nu. Han havde set hende, nu måtte hun bare se at komme væk.

[Deleted]

"jeg har ikke tænkt at skade dem for at være ærlig beundre jeg engle og deres lyse aura den er så smuk og så varm " sagde han stille og så mod hende men mærkede hendes frygt han lavede sig nu et lille bål og satte sig ned ved det han tog noget kød og nogen grøntsager og satte det på to spidse pinde "er de sulten frøken " spurgte han roligt og lavede to hvis hun nu skulle ændre sig mening om hvor ond han var *hmm jeg kunne jo godt være ond jeg er jo en warlock * tænkte han men sandheden var han kunne skam godt være ond men sex var langt bedre end vold og romantik bedre en simple tortur han havde jo lovet sig selv for mange år siden ikek at være ond endnu en betydning af hans change of heart tattovering

[emiley]

Emiley gemte sig stadig i træet. han var af mørket og det var nat. Han havde fanget hende på et tidspunkt som ikke var så heldigt og så var hun alene. Han havde oddsene imod sig. hun bed sig let i læben og lyttede til hans ord. "Mørkevæsner har et naturligt had for lyse væsner som vi har det for jer? Hvordan kan du synes at noget jeg er, er smukt?" spurgte hun stille. nu var hun begyndt at blive nysgerrig, meget endda. Hvordan kan han tænke sådan om hende når hun var så lys som hun var? hun bevægede sig let frem på grenen, hun havde perfekt balance selvom hun ikke holdt fast i noget. hun betraktede ham mens han begyndte at finde brænde til et bål og fik ild i det. Der blev en smule lysere men hun blev stadig på grenen. "Nej" sagde hun blot. hun ville absolut ikke tage imod mad fra ham, absolut ikke. der kunne være alt muligt i det. Hun kiggede i retning af Procias. Hin måtte hellere til at komme tilbage over muren. Der var hun sikker. langt mere sikker end hun ville være det her.

[Deleted]

han grinte lidt af hendes ellers normalt rigtige observation mørkevæsner havde i mange tusinde år haft et had til lysets væsner og omvendt dog var det jo langt fra altid sådan visse personer behøvede ikke at være onde og i kamp blot for deres lands skyld "om de er fra lysets eller ej betyder intet jeg finder dem fantastisk smuk dog ville jeg ønske de ikke sad helt deroppe men var hernede blandt mig så jeg kunne se dem i øjnene og de kunne se min oprigtighed " Horace forstod kun hendes frygt halv hjertet han forstod den ikke rigtigt da frygt ikke var en ting han følte.
Horace så roligt ned på sin mad og den spredte en dejlig duft han smilte op imod hende med et roligt blik og fik fremtryllet en flaske vin og to bæger han skænkede stille et bæger til sig selv og stilte et som han satte helt henne foran træet "det er blot rødvin ingen frygt" sagde han stille og tog selv en tår af den dejlige rødvin

[emiley]

Hun satte sig nd på grenen og betraktede ham. Hun lyttede til hans ord men det kunne ikke være muligt. Alle fra mørket havde et naturligt had til Lyset ligesom lyset havde det til mørket. det var naturens orden. Hun vidste det, selvfølgelig var nogle glade og tilfredse ved at undertrykke det, det havde hun jo oplevet en gang før men det var sjældent efterhånden. "oprigtighed kan fremtvinges og man kan lyve. Jeg stoler ikke på dem af nogle simple grunde. Jeg ved ikke om du overhovedet er i stan til at vinde min tillid" sagdce hun roligt og betraktede ham mens han satte vinglasset under træet til hende. Hun drak aldrig alkohol, det svækkede sanserne. ikke en gang når hun var i sikkerhed så rørt hun det. men det var nu sødt et eller andet sted. Hun slog det dog ud af hovedet, han var et mørkt væsen og engle var eftertraktede, også selvom de ikke var helt engle. at vinde hendes tillid ville tage tid, når hun var alene i hvert fald. Hun var på vagt.

[Deleted]

"ser de det er ikke hvor man er fra der tæller men hvad man gør af sit liv der er det afgørende for hvem man skal betegnes som" sagde han roligt og smagte nu lidt på det spid han havde lavet det smagte nu dejligt og Horace kunne intet andet end at smile han så mod hende atter engang "deres tillid kan jeg måske vinde men det kræver blot de giver mig en chance for det " lød det nu atter fra ham mens han løftede bægeret med den søde vin op til sine smukke maskuline læber han drak stille af vinen og nød det mens han tog en bid mere og det forunder spid han havde lavet.
Horace kendte til racernes kampe og han fandt dem lettere åndsforladte da han jo trods alt var en romantikkens herre og vidste at kærligheden ikke tog hensyn til racernes oprindelses sted

[emiley]

Emiley sad meget yderligt på grenen men den hverken bøjede eller noget. Hun sad der bare helt roligt og betraktede ham. Han havde ret. det var hvad man gjorde med sit liv og ikke hvad man var født til. Hun fik en smule dårlig samvittighed over at dømme ham men hun måtte være forsigtig. det var livsnødvendigt for hende. hendes blik hvilede på ham mens han sad der og spiste. Hun var ikke sulten, der blev sørget godt for hende på slottet. roligt lænede hun sig let frem, hun kunne ikke så godt se i mørket og han facinerede hende dog stadig utroligt meget. hun havde aldrig mødt en hvis mørke var så stærkt som hans var, han var helrace det var der ingen tvivl om. Dog blev hun en smule ukonsentreret og hun endte med at vælte langsomt til venstre side og før hun vidste af det havde hun fået overbalance og lå på jorden lige ved siden af glasset med vin. Hun havde slået sig, ja, men det var ikke noget som hendes healende evner ikke kunne klare. hun satte sig op normalt og mumlede irriteret for sig selv. "i det mindste var der ingen høtyv denne gang" mumlede hun så lavt at hun kun selv kunne høre det.

[Deleted]

horace sprang op nu og skyndte sig imod hende han satte sig nu på knæ med hånden vel menene imod hende "slog de dem frøken " spurgte han nu og så mod hende med søde nærmest uskyldige øjne Horace var langt fra det de fleste ville betegne som ond men god var han dog heller ej forgudet af kvinder hadet af mænd sådan var Horace liv og havde altid været det lige fra han var ganske lille. Horace ville hende virkelig intet ondt og sad blot med sin hånd venligsindet imod hende "de skal ikke frygte mig jeg vil dem intet ondt jeg vil blot hjælpe dem på benene " sagde han roligt med et sødt charmerende smil. Horace vidste en ting med med sikkerhed og det var at man kom længst med godhed og venlighed især indenfor det område han beskæftigede sig med

[emiley]

Emiley havde slået sig men hun kunne klare det. hun betraktede ham som han kom hende nærmere og raktede hende hånden. Hun bed sig let i læben mens hun overvjede om hun skulle tage imod den. Han virkede flink nok men hun var stadig varsom. og hun var i vildrede og bed sig hårdere i læbn end før. De blå øjne hvilede roligt på ham før hun så tog en dyb indåbning og lagde sin hånd i hans og lod ham trække sig på benene. Hun vidste ikke hvorfor hun ville lade ham gøre det, men det kunne vel ikke skade. Og ellers så var skaden nu allerede sket. Det vidste hun og hun måtte jo bare tage det som det kom. Mørket i ham, var så stærkt på hende og et eller andet sted så måtte det også skræmme hende noget så voldsomt. Hun var bange for mørket, mørket som fik folk til at gøre onde ting, skade hinanden. Hun var healer en meget stærk en faktisk selvom hun kun var halv race. Hendes lille stunt med at prøve at rede hendes far hvde fået hendes kræfter til at udvikle sig voldsomt. Hun havde dog fejl og mangler som alle blandingerne havde. hun vidste at hun aldrig nogensinde ville blive ligeså stærk som en hel engel. men hun gjorde sit bedste og kunne heale meget.

[Deleted]

han så stille på hende da hun var kommet på benene han så hende dybt ind i øjnene "jeg er er Horace Sphinx " præsenterede han sig nu atter engang før han bukkede sig ned over hendes hånd og plantede et stille kys på hendes hånd han lod blidt hendes hånd falde med et lidt kækt smil nu "nu har jeg præsenteret mig ordentlig " sagde han smilende og stod lige foran hende udover det kys han havde givet hendes hånd holdt han dog en passende afstand til hende ikke fordi han frygtede hende men derimod ville lære hende bedre at kende hun var jo smuk som dagen var lang og en sand fryd for det blotte øje.
Horace fik atter engang en rose frem dog håbede han mere hun ville tage imod den så han holdte den bare imod hende med en rolig hånd