afslapning ved den smukke sø

[emiley]

Hun havde mest af alt bare lyst til at hive hånden til sig da han valgte at kysse den. Det var hendes instinkt som ville have hende til det men hun holdt det tilbage. Alt andet ville være uhøflig og det var noget hun ikke var når det ingen grund var til det. at han kiggede hende i øjnene og præsenterede sig igen gjorde hende en smule ilde til møde. Hun kunne mærke mørket i ham. Det var første gang hun frivilligt var så tæt på det og det var virkelig ikke en behagelig følelse. en tanke gled kort over hendes sind, hvad ville gabriel ikke tænke? Han havde lige redet hende og nu opsøgte hun jo på en måde faren så kort efter at hun var kommet sig. det kunne hun ikke byde ham og den dårlige samvittighed kom tilbage i hende og hun hadede den virkelig meget. Dette var ikke taknemmelig gjort, det vidste hun. hun bed sig endnu en gang i læben og betraktede ham. hånden tog hun let til sig da han slap den og lagde armene om sig selv. "mit navn er Emiley" sagde hun stille. Hun vidste virkelig ikke om dette var et klogt træk men det var lidt som om han ikke havde givet hende et valg. det var næsten som om han hev navnet ud af hende. hun bed sig hårdere i læben endnu en gang og lod blikket glide rundt. ville hun blive angrebet lige om lidt. hun frygtede det, nok så meget men hun kunne ikke se nogen og ej heller opfange andre i nærheden. Der var vidst kun dem.

[Deleted]

Horace lo nu mildt "det er sødt de er så agtsom ved mig jeg forsikre dem om jeg virkelig ikke vil dem noget som helst ondt dog vil jeg meget gerne byde dem til at gøre mig selvskab ved bålets varme og lys " sagde han stille og fandt det at hun var så bange for ham lettere nuttet faktisk og hun var da også en nuttet pige hun virkede så sød og uskyldig virkelig en pige Horace kunne falde for men alt det tænkte han ikke på ikke endnu i hvert fald . For en som Horace var en engel lige sagen deres naturlige skønhed og aura var noget han skattede højt han elskede piger fra lyset de var så søde og charmerende men indtil videre lod Horace sig bare være venlig og ikke flirtende Han var bare sig selv og ingen anden.

[emiley]

Hun forstod ham virkelig ikke. Han synes at hun var sød når hun sådan var bange for ham. Det var hende en evig forundring at han havde det sådan. stadig søgte hendes blik rundt efter noget som kunne vise hende at dette var en fælde og at hun skulle flygte men sådan var det ikke. der var intet i nærheden som indikerede at noget var galt. et eller andet sted så irriterede det hende noget så grusomt. hun valgte dog stille at gå med ham over til ilden hvor hun satte sig ned og lod blikket falde på flammerne. hun havde aldrig riogtig været til ild og bål, ild ødelage skovene og da hun var halvt elver var dette en ting som hun ikke brød sig så meget om. Og dog så vidste hun at det ikke var ildens skyld, ilden var en neutral ting som bare fandtes. Det var dem som brugte den der var skyld i ødelæggelserne i skovene. hendes blik søgte ham endnu en gang. Der var stadig noget over ham som hun ikke helt kunne sætte fingeren på. Hun brød sig ikke om at være ham nær grundet mørket. Det virkede bare forkert på hende. helt og holdent.

[Deleted]

Horace smilte nu til hende "ilden er en god slave men en forbandet mester " sagde han stille da han lagde mærke til det blik hun sendte ind i flammerne. Horace så ikke ilden som noget farligt han kunne kvæle den nemt ved hjælp af hans kræfter. Horace var ikke en type der holdte af at skade andre faktisk brød han sig ikke om vold og krig han var helt igennem en kærlighedens og romantikkens mand noget der aldrig ville ændres dog havde han slået ihjel før men det var kun som en sidste udvej det var dem eller ham og i sidste ende ville hans overlevelses instinkt ikke finde sig i at være overlagt til folk der ikke besad hans form for styrke og magiske kunnen den dag havde han fået at se hvor nemt det var at tage liv dog var det stadig en oplevelse han ikek brød sig om men gjordt var gjordt og Horaze bar ingen nag til hans fortid.

[emiley]

Emiley nikkede til ham. "Jeg har aldrig brudt mig om ild. Jeg ved at ilden er sin egen herre med en lader andre folk misbruge den til ødelæggelse og skade. Derfor bryder jeg mit ikke om den. Ilden er naturens værste fjende, foruden mennesket" hun vendte stille blikket mod ham. Hvad var det som han ville med hende, var var det han ønskede? det var hende stadig uklart. hvorfor var han så venlig mod hende, han kunne ligeså godt bare have gået forbi hende da hun havde flygtet og så bare glemt hende men han blev ved med at være om hende. Hun vidste ikke hvorfor, det undrede hende noget så forfærdeligt. hun hørte en gren knække i nærheden og hun hoppede en halv meter af ren og skær forskrækkelse og kiggede efter hvad som havde frembragt lyden. Det var bare et lille dyr fra skoven men det havde virkelig skræmt hende meget og hun hadede at være bange og endnu mere at blive forskrækket. det var simpelthen noget af det væreste som hun vidste. hun vendte blikket tilbage mod ilden og kørte den ene finger rundt på hendes lår mens hun tænkte.

[Deleted]

"dog kan den bruges til mange forskellige gøre mål både i det onde og i det gode " sagde han stille og lod sine kræfter manipuler med flammerne så de lignede en kvinde der stod og så sig rundt Horace smilte af det men blev agtsomt da han hørte lyden af knækkende grene han smilte da hans å det bar var et af skovens små dyr han lagde sig nu ned i det bløde græs og så op imod stjernerne han vidste ikke hvorfor men alligevel sagde han nu "jeg elsker at se på stjernerne intet kan få mig til at føle mig så stor og så lille på samme tid og uanset hvor jeg befinder mig er de det samme som jeg kan se her fra " Horace fjernede ikke blikket fra stjernerne jo kun ganske kort for at se op på hende

[emiley]

Hun vendte blikket mod himlen og bed sig endnu en gang i læben. hun så ellers aldrig på stjerner, det var ikke noget hun rigtig gjorde sig i. Der var så mange andre ting som var hende meget mere interessante at kigge på hernede på jorden hvor hun havde en chance for at studere det. Det ukendte interesserede hende ikke hvis hun ikke kunne nå det. Hun endte dog med at rejse sig, og holde om sig selv. "Jeg må hellere se at komme hjem. Jeg burde slet ikke være ude på denne tid. Jeg må tilbage til Procias" hun bakkede stille lidt væk fra ham og kiggede mod himlen. Hun gjore sig klar til at lette. Hun følte sig virkelig ikke tryk her. Det mørke i ham gjorde det ikek bedre og især ikke da det var nat. hun bed sig i læben. "Farvel Horace" sagde hun stille og vendte kort blikket mod ham, før hun gjorde sig helt klar til at lette. Hun måtte se at komme hjem. det var ved at væe tid. Hun havde været længe væk.

[Deleted]

"jeg ønsker de ville blive her i nattens varme men jeg forstår deres frygt for mig men dog må jeg have lov til at invitere dem til en gå tur i parken i fuld dags lys " sagde han stille og så efter hende han vidste hun var bange men måske ville det hjælpe hvis der var varme og lys.
Horace ville ikke have hun gik eller rettere sagt fløj sin vej for han elskede at have selvskab men stadig selvom hun ville gå smilte han imod hende han kunne stoppe hende med magi hvis han ville men han ønskede langt fra at skade hende han ville gerne tættere på hende men bare det at hun havde givet ham lov til at hjælpe hende på benene talte for ham som en lille sejr da det var et bevis på hun åbenbart følte der bare var lidt godt i ham og det betød meget for ham.

[emiley]

Emiley havde virkelig ikke lyst til at blive. Det stred imod alt det som hun kendte og alt det som hun havde lært. Hun var alene , i mørket og med et mørkt væsen. Det var virkelig decideret dumt. Hun trådte et skridt længere tilbage og rystede stille på hovedet. "Horace, jeg kan ikke. Jeg er en del af Procias og du en del af Dvasias. Du er et mørkt væsen, måske er dit sind ikke men jeg kan mærke mørket i din indre. Jeg beklager men vi kan ikke ses. Jeg kan ikke" sagde hun stille og bed sig i læben. Hun vidste at det måtte lyde dumt men hun kunne virkelig ikke være ham nær. Lyser i hende forbød det så længe at han var af mørket. Konveterede han så måske men lige nu så nej. hun måtte passe på sig wselv hun følte sig ikke tryk her. Hun måtte hjem. "Farvel Horace" hun lettede fra jorden og fløj så mod Procias. Hun var ked af at hun var nød til det men det var hun. hun nåede muren som hun paserede uden problemer og fløj så videre mod slottet.

//out

[Deleted]

Horace hørte alt hun sagde men alligevel var han meget uenig i det hun sagde men dog rejste han sig nu op og bukkede op mod hende "farvel Emiley det har været mig en fornøjelse at lære dem at kende " sagde han stilel men kunne ikke lade være med at ønske at det skulel have varet ved men alligevel smilte han da han ikke kunne lade være at hun forlod ham her alene betød ikke noget for ham dog var det al for kort et møde.
Horace havde aldrig selv set sig selv som en ond person men dog måtte han forstå hvorfor en så renhjertet og god som hende så ham i et om man så sige dårligt lys. //out