Et glædeligt gensyn

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde fået beskeden fra Nate med hensyn til Nathia. Det var virkelig en besked som han havde taget imod og endda også med et tydeligt og stort smil, det var der ikke nogen tvivl om. Den kolde vind var ikke noget som påvirkede ham det mindste overhovedet. Ha havde forladt Dvasias og søgt mod Neutranium istedet for og med det store løfte til Liya om at han ville komme hjem igen og være der sammen med hende. Elmyra havde han heller ikke set det mindste til overhovedet og det var noget som var valgt fuldt ud bevids på alle måder. Han vandrede stille og haltende igennem den store have. Han vidste, at hun vel allerede måtte være her på dette sted. Han så stadig godt medtaget ud, selvom han i den grad var på en bedringens vej, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hans styrke i benet, var ved at være tilbage og det samme med styrken i armen også var ved at være tilbage igen, det var der ikke nogen tvivl om. Vagterne gjorde plads til ham allerede med det samme, ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Selvom han var halvblind og kun med et øje, eftersom de begge havde været fjernet, så var dette stadig noget som han følte, at han skyldte sin lillebror for. Han slog kutten omgående ned, da han endte med at skulle stå i den store gang. Håret strittede stadig en anelse, han havde slet ikke fået tiden til at skulle gøre noget ved det, han var taget afsted med det samme som beskeden var kommet. At vide, at Nathia ville være her, var virkelig en tanke som gjorde ham glad. Han savnede virkelig den lille pige og noget så frygteligt! Altid ville hun have en ganske særlig plads ved ham. #Nathia?!# kaldte han med en tydelig længsel i stemmen. Han kunne jo stadig ikke snakke, og det var virkelig noget som efterhånden var ved at skulle irritere ham noget så voldsomt som intet andet overhovedet! #Nathia?!# kaldte han endnu en gang, prøvede desperat at skulle få kontakten til hende. Han vidste, at hu nvel ville være i hans gemakker eller deromkring, da det havde været det eneste sted som hun havde fået lov til at skulle være i udgangspunktet. Han var virkelig bare så sikker!

[nathia]

Nathia var taknemmelig for at Nate havde passet lidt på hende. Hun havde snakket lidt med Jesse og Thayne igen, og de to fyre var faktisk slet ikke så slemme som hun havde set dem som i første gang. Hun havde sovet i Nathaniels seng, siden hun var kommet her. Det havde føltes.. helende på hende. Det at være i hans seng og have det godt sammen med hans dyne og pude. Det hele duftede og var jo bare ham. Hun havde hånden bundet op, og hendes side var under healing. Der havde Jesse hjulpet hende. Han var dygtig, det måtte hun give ham. Lige nu, lå hun også i Nathaniels seng. Vågen var hun dog. Hun kiggede op i loftet og hendes grøn/blå øjne skinnede let af det store savn til hendes far. Hendes rigtige far. Nath. Junior havde hun ikke set sidne.. brylluppet. Og det var længe siden efterhånden.. Mange mdr. i hvert fald. Hun trak vejret dybt og sank en klump. Hun vædede sine læber. Hun vågnede dog hurtigt op, da Nathaniels stemme lød i hendes hoved. Hun rejste sig og løb hastigt ud for at finde ham. Hun mødte ham i døren indtil gemakken. Hans egen gemak vel og mærke. "FAR!" udbrød hun både overrasket med også lykkeligt. Hun gik dog forsigtigt imod ham, og slog armene omkring hans mave og puttede sig ind i hendes favn. Hun trak vejret dybt og bed tænderne sammen, mens små tårer kom frem i hendes øjenkroge. Hun havde virkelig savnet ham. Og der var gået ALT for længe!

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad Jesse og Thayne lavede, vidste Nathaniel virkelig ikke efterhånden, men det at skulle lade dem passe sig selv, var nu en sag som han var ganske så tryg ved, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han søgte ned i de mange gange og de mange korridorer nede i kælderen, dem som han efterhånden måtte kende som sin egen bukselomme. Selv her ville han være i stand til at skulle finde rundt og endda uden at skulle bruge synet, det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han skulle lige til at råbe endnu en gang, da hendes stemme måtte lyde lige så højt som hans egen. Hans blik faldt hurtigt til hendes skikkelse, hvor han endte med at skulle gå ned i knæ, lod armen falde omkring hendes krop og trak hende helt tæt ind mod sig. Han lod øjnene stille og roligt glide i og med den sitren i hans egen krop. Hvor Junior var, det vidste han og han havde deraf også været så ekstremt bekymret for Nathia, selvom det nu så ud som om, at hun var i skønneste og fineste orden, så kunne han virkelig for alvor falde helt til ro igen. Og nu stod han atter der og med hende i favnen. Det kunne virkelig ikke blive bedre end det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han vuggede hende forsigtigt. Lige nu var det slet ikke hans egen tilstand som han tænkte meget over nu, det var virkelig bare den lettelse over at se hende igen. #Hvor er jeg glad for at se dig..# lød hans stemme i hendes hoved. Han kunne ikke tale.. Ikke uden hans tunge, selvom det nu var noget som han i den grad bare måtte bide i sig. Han betragtede hendes skikkelse. Hun var i den grad vokset siden han havde set hende sidst. Dengang hvor det virkelig havde været så meget imod hans vilje, at skulle sende hende væk, selvom han virkelig ikke havde haft noget andet valg. Han ville virkelig ikke udsætte hende for farer.

[nathia]

Jesse havde først været chokeret, da Nate var kommet bærende med hende. Nathia havde jo haft en øm og forslået side, og så hendes håndled som var kraftigt forstuvet. Hun knugede sig indtil Nath, og holdt sig tæt ind i hans favn. Hovedet faldt mod hans skulder, da han gik i knæ. Hun stod bare tavst og var tæt på at græde, bare af den rene lykke. Meget var sket siden sidst. Hun var i den grad vokset, dog stadigvæk spinkel og ikke den højeste. Stærk var hun ikke.. ikke i denne form i hvert fald. Hendes sprog var kommet på slottet.. ikke havde hun set Junior siden brylluppet, og så det at hun selv var blevet væk. Havde heller ikke set Camryn længe. Men nu var hun hvor hun hørte til. Hjemme ved Nath. Hjemme ved hendes rigtige far. Tårerne endte med at falde. "Jeg er også glad for at se dig," sagde hun stille og snøftede lidt. Hun knugede sig indtil ham. Hun ville virkelig aldrig slippe ham igen. Hun ville ikke væk mere. Hun trak sig lidt ud fra ham og strøg skælvende hans kind. Hendes små fingre gled let ind i hendes hår. Hun var jo 13 nu. "Har savnet dig," sagde hun stille.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ville i den grad lyve, hvis han vågede at påstå hvis han ville sige, at han ikke havde savnet hende, det var der ikke nogen tvivl om, for han havde i den grad savnet hende og noget så grusomt. Hans arm omkring hendes skikkelse, trykkede hende ind mod sig. Hun var i den grad vokset frygteligt siden han havde set hende dengang. Han havde selv været væk siden længe før brylluppet. Han ville gerne selv have været der, hvis det ikke var fordi at han havde siddet i den dvasianske fangekælder sammen med den dvasianse torturmester igennem flere dage, han ville virkelig bare glemme det og så hurtigt som muligt. At hendes sprog var blevet bedre, kunne han da udmærket godt høre og det var virkelig også noget som han var ekstremt glad for i den anden ende, det var der heller ikke noget bedre end at se sin lille datter igen. Det var og blev virkelig hans datter! At se hendes tåre falde, igen at mærke hende så tæt på sig, gjorde automatisk hans egne øjne helt blanke. Han var måske en frygtelig hård mand i det ydre, men i det indre, var han virkelig så følelsespræget at man skulle tro at det var løgn. Han trak let på smilebåndet og betragtede hende stille. En smuk ung pige, var hun i den grad, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Han lukkede øjnene stille. #Jeg har virkelig også savnet dig min pige.# lød hans stemme i hendes hoved. Han kyssede varsomt hendes pande, ganske så roligt og forsigtigt. #Det er virkelig godt at se dig igen.. Det er det virkelkig.# Afsluttede han stille.a

[nathia]

Nathia trykkede sig ind til Nathaniel. Hun havde virkelig savnet ham så ekstremt, og hun vidste, at hun ikke kunne stole på nogen andre end ham! Junior og Camryn havde virkelig fejlet i opgaven om at passe dem, så et had sted kun.. og jo længere tid der gik, glemte hun egentlig bare den forfærdelige tid og så det positive i at have Nathaniel igen. "Nate tog mig hertil," sagde hun stille og begravede sine hænder i hans hår. Hun nægtede virkelig at slippe ham nogensinde igen. Hun trak vejret dybt og knugede sig ind i hans favn. "Det er godt at se dig også," sagde hun stille og lagde hendes hoved mod hans skulder. At han ikke talte, ænsede hun ikke. Hans stemme lød jo i hendes hoved, og hun holdt ikke øje med om hans mund bevægede sig eller ikke. "Aldrig.. aldrig forlad mig igen," snøftede hun stille mod hans skulder. Tårerne var ikke til at holde tilbage. Det havde virkelig været en forfærdelig tid, så det at kunne stå her med sin far igen, var en ekstremt rar følelse. "Men hvis du skal væk.. så vil jeg passes af Nate.." lagde hun dæmpet til.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde virkelig kun sendt hende væk for sin egen skyld. Han ville virkelig ikke tillade at noget som helst skulle ske med hans lille pige! Han kunne jo selv se hvad der var sket ved ham og bare tanken om, at det også skulle ske med hende, var virkelig ikke noget som han ville høre tale om! Han manglede stadig tungen, han manglede det ene øje og stadig kunne han til tider mærke den smerte som måtte stikke til i arm og i hans ben. Det var ikke noget som han ønskede skulle ske for hende, det var da helt sikkert! Han knugede hende fast ind mod sin egen favn og vuggede hende roligt og stille. Hun talte til ham.. Det var ikke bare den korte tale som det han var vant til, også selvom han havde arbejdet meget hårdt for hende, at skulle få det hele ordentlig på plads. Han lukkede øjnene stille og kyssede forsigtigt og tille hendes pande. Han sendte hende et svagt smil. #Det lover jeg dig min pige.. Det vil aldrig nogensinde ske igen.. Det lover jeg dig,# endte han dæmpet i hendes hoved. At Nate var Juniors lillebror, vidste han dog udmærket godt. Han havde bare lovet Elanya t holde mund om det i sin tid og det var et løfte som han i den grad havde i sindet at skulle holde. #Jeg er kommet hjem for at blive min pige.. Jeg tager ikke bare afsted igen,# forklarede han roligt. Han ville ikke direkte indvige hende i hvad der var sket med ham, det var der ikke direkte nogen grund til i hans øjne. Det var forfærdeligt nok at sidde der selv! Han blev siddende og med hende direkte knugende ind mod sig. Bare det at vide, at hun havde det godt, var virkelig det bedste for ham lige i øjeblikket. Han vendte blikket stille mod hende igen og med det samme så rolige smil på læben.

[nathia]

At Nat havde sendt hende væk for hendes egen skyld, var Nathia udemærket godt klar over. Men alligevel havde tiden været forfærdelig. Hun var ikke sikker på hun ønskede at vide, hvad der var sket med sin far. Bare det ville hjemsøge hende for meget, og hun ville vel nok heller ikke få det at vide, hvis hun spurgte. Hun slap ham stille, for at kunne se ordentlig på ham. I første omgang der så det ikke ud som om han sagde noget, men da hans stemme lød i hendes hoved uden at hans mund bevægede sig, undrede han sig først. Hun berørte hans læber med en lidt skælvende hånd, og lagde så armene omkring hans liv. "Hvorfor.. snakker du til mig?" Hun havde oplevet at høre noget i sindet før, men dette var da utrolig mærkeligt. Hun nikkede stille og hendes store flotte øjne betragtede ham indgående. Hun havde virkelig savnet ham, og hun kunne sidde her resten af dagen, hvis hun fik lov.. Men.. hun skulle også ud og se sig lidt omkring i aften. Noget Nat så ikke lige skulle vide. Hun endte med at trække sig lidt, og viftede hovedet hen imod sofaen som sted henne i den anden ende af rummet. Hun gik derhen og dumpede ned at sidde, og ventede på han fulgte med. Hun ventede næsten at blive spurgt om, hvordan det var gået hos Junior og Camryn på slottet.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvordan Junior og Camryn havde klaret opgaven, vidste Nathaniel virkelig ikke, men forbedringer kunne han da tydeligt se, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev siddende med hende tæt på sig. Nu kunne han virkelig for alvor falde bare en anelse til ro og det var i den grad noget af det som han ville nyde af. Han var snart tilbage i form, selvom der stadig måtte mangle enkelte ting, hvad end om han ville være ved det eller ikke, så havde han ikke rigtigt noget valg i den sammenhæng. Ikke at han ville fortælle hende hvad han selv havde været igennem til nu, det var virkelig ikke noget som han ville have frem for hende. Han havde reddet hende fra at skulle gå igennem det samme, og det var virkelig også det som havde været det vigtigste for ham. Måske at han ikke var hendes far af blod, men det var han så sandelig af hjertet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, og lige foreløbig, så var det i den grad også noget af det som var det vigtigste for ham, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hendes spørgsmål kom dog heller ikke helt bag på ham, selovm det nu ikke var noget som han var meget villig til at skulle bevæge sig ind på. Han sukkede indædt og rystede stille på hovedet. Han vendte de mørke øjne i retning af hende, og selv uden, at skulle se det mindste væk lige foreløbig. Blikket alene måtte virkelig sige så utrolig meget. At det ikke just var det som han havde mest lyst til at skulle bevæge sig ind på. Han rejste sig stille op da hun gjorde tegn til at bevæge sig mod sofaen. Han stødte af med den ene hånd mod hans lår for at komme ordentlig op. Det kunne stadig brænde en smule at bevæge sig med det ben, selvom han virkelig bare prøvede, at skulle holde det skjult for hende. Hun skulle virkelig ikke bekymre sig. Han gik stille hen, let haltende hvis man var opmærksom på det, ellers var det meget svært at se for nogen som helst. Han tog pladsen ved siden af hende. #Jeg kan ikke snakke til dig på andre måder end det her, Nathia,# forklarede han stille, dog ganske kortfattet. Det var jo trods alt bare sandheden og det at holde det skjult for hende, var da noget af det sidste som han havde lyst til.

[nathia]

Nathia forventede et udfald fra Nathaniel, hvis han fandt ud af hvordan Cam og Jr., pasningen var end i sidste ende. At Jr. var væk og at hun selv var blevet kidnappet, reddet af Nate og så så ikke mere til Camryn siden. Havde Cam overhovedet søgt efter hende? Hun vidste det ikke. Hun vidste bare, at hun holdt sig væk fra Procias. Hun ville blive her i Manjarno.. i hvert fald som hendes hovedsted. Hun kunne jo altid strejfe lidt omkring i hendes ulveskikkelse.. Hvilket var noget, Nathaniel ikke kendte noget til. Hun lagde ikke rigtigt mærke til hvordan han haltede.. hun havde selv hendes håndled i forbinding, men det var skjult af hendes ærme. Hun foldede hendes hænder i hendes skød, og så op på ham med hendes uskyldige øjne. Håret hang løst og bølgede lidt ned over hendes ansigt. "Okay.." sagde hun stille og så omkring i rummet. "Du undre dig vel over, hvorfor jeg egentlig er her?" af hvad hun vidste, havde Nate kun skrevet at hun var her... og så noget med 'forklaring følger'. Hun så på sin far. I hendes hjerte, var det ham som var far. Ingen andre kunne erstatte ham. Og hun skammede sig over, at have kaldt Junior far!

[Nathaniel Diamaqima]

At Nathia havde kaldt Junior for far, var nu en tanke som slet ikke faldt ham ind for øjeblikket. Han havde virkelig bare gjort det som han havde fundet ud af det som skulle være nødvendigt. Han havde sendt sin lille pige væk. Han havde skubbet hele familien fra sig, for selv at tage skraldet fra Samuels forfærdelige tortur og det var virkelig ikke en tanke som han brød sig meget om overhovedet. Tvært imod, det var noget af det som forekom ham direkte skræmmende, selvom det nu var det man gjorde for familien vel? Han ønskede ikke at noget skulle ske hende. Om hun så på Junior mere som sin far end ham, var nu bare noget som han ville bide i sig, i tilfældet, selvom det virkelig ville gøre så helvedes ondt. Han havde valgt, at skulle åbne sig op for den lille pige som han havde mistet alt dengang.. Givet hende det liv som hun havde nu og det at skulle miste det igen, var nu ikke noget som han brød sig meget om overhovedet, hvis det var gået til spilde set fra hans side. Han vidste, at tøsen var en varulv, men at hun havde fået kontrol over det bæst i sig, havde han heller ikke nogen anelse om.. Han vidste jo faktisk slet ikke noget som helst omkring den lille pige, og det var noget af det som han anså som tabt som skulle tages igen. Samle de mange tråde og få det hele sat sammen igen, som det havde været dengang. Han betragtede hende med et roligt og stille blik. Selv ikke det svage smil ville falme det mindste overhovedet og nu hvor han stod der så tæt på hende, så ville det i den grad heller ikke. Han hævede hånden og lod den roligt og stille stryge mod hendes kind, roligt og blidt. #Det gør jeg. Jeg var sikker på, at du ville være på Castle of Light, min pige.. Hvad er der sket?# Han var bestemt ikke dum. Han var hurtig til at skulle lægge to og to, sammen, selvom her var det bare svært at skulle se hvad der egentlig var sket. Han havde lagt mærke til hendes forbinding, så et eller andet måtte da være sket hende.

[nathia]

Nathia havde et sted utrolig meget brug for at snakke ud om sine problemer, og nu da Nathaniel var her. Hendes eneste far. Den eneste som hun ville have som sin far, så kunne hun snakke ud om det. Han gik jo op i hende, og derfor glædede hun sig næsten til at se hans reaktion når hun fortalte hvad der var sket. "Alt for meget," startede hun ud og gnavede sig lidt i læben. Hun vidste ikke hvor hun skulle starte eller slutte. Nok det med Junior, var en god begyndelse. Og så tog man bare historien derfra. Hun trak vejret dybt og smilede stille til ham, lukkede øjnene da han strøg hendes kind. Hun nød i den grad hans omsorg. Hun rykkede hen til ham. Om han havde set hendes forbinding, var hun usikker på. Men hun trak op i ærmet og viste det. "Ser du.." sagde hun som det næste, og tog sig så sammen for at forklare det hele. "Ingen afbrydelser," lagde hun til. "Okay... altså.. alt gik meget fint på slottet.. Lige indtil bryllupsdagen. Junior forsvandt og har ikke set ham siden.." begyndte hun at forklare. "Fuldmånen efter brylluppet, var jeg lænket inde på Camryns værelse.. men.. da jeg vågnede, lå jeg på jorden et ukendt sted, med et forslået håndled og en øm side.." Først viste hun sit håndled. Så rejste hun sig op og trak op i hendes bluse og undertøje, for at vise hendes side hvor et langt hvidt ar skar sig ned over hendes ribben. Hun lod ham studere det, og satte sig bagefter ned, efter at have trukket ned i bluserne. "En eller anden kvinde... Ilaria. Vildt skuespillerinde, som jeg.. naive mig.. troede på.. bar mig ind mod byen. Nate kom, og reddede mig fra hende og sådan endte jeg her. Jeg har ikke set Junior brylluppet og Camryn siden den dag til midnatten.." uddybede hun og så op på ham. Hun havde tårer i øjnene, men hun ville ikke græde over Jr. og Cam. "Og jeg nægter at gå, hvis du vil sende mig væk. Så bliver jeg hellere hos Nate og bøsserne," sagde hun. Det sidste fløj egentlig bare ud ad hende og hun tog sig til munden. "Jeg mener.. Jesse og Thayne," undskyldte hun og så op på ham. "Og du er min far, Far.. du er den jeg har dybest i mit hjerte," sagde hun blidt og lagde sit hoved mod hans skulder. "Så.. nu må du sige noget," afsluttede hun, da hun var færdig.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne allerede med det samme, fornemme, at det måtte være noget stort, som Nathia ville fortælle ham. Selvom det nu i bund og grund, ikke var en tanke som han brød sig meget om, så agtede han så sandelig også, at skulle love hende, at han ikke ville afbryde hende, selvom det i sig selv bare måtte vise ham, at dette måtte være noget ganske så alvorligt, efterhånden som hun fik det fremstillet på den måde. Han undlod at nævne hendes forbinding lige for øjeblikket, og det var noget som han i den grund også valgte, at skulle gøre bevidst. Hun så virkelig også ud til at have mere end rigeligt, at skulle sidde og tænke over, det var der nu heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned, lod armen søge omkring hende, da hun valgte, at skulle komme så tæt på. At blive kaldt for far, selv efter så forbandet lang tid, var noget som faktisk også måtte varme ham. Det var efterhånden noget af det som han havde været mest bange for, faktisk ville være gået tabt i det stor evighed eftersom han ikke havde været omkring hende igennem så forfærdelig lang tid, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev siddende og lyttede bare til hendes ord og hendes tegn, hvor han selv tydeligt måtte tage hendes side i blik, da hun viste ham den. Om muligt, så kunne vreden tydeligt vises og læses i hans blik og det var i den grad ikke en tanke som han brød sig meget om. Han havde kun sendt Nathia dertil fordi han havde været sikker på, at de ville passe på hende og ikke have ladet hende rende rundt sådan alene! Han knyttede den frie hånd som han havde hvilende langs sin egen side og med blikket mod hende. Han måtte virkelig tage sig selv i nakken for ikke at ende med at bryde ind, nu hvor han havde lovet hende det anderledes. At hun fortalte alt omkring Camryn, Junior, denne Ilaria og så at Nate havde reddet hende.. Han skyldte virkelig Nate alt for det her, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Han lukkede øjnene stille og med et svagt suk som han stille og roligt lod bryde hans egne læber, da han stille vendte blikket i retning af hende igen. Han trak vejret dybt. Måtte virkelig beherske sig i øjeblikket. De havde gjort en ting rigtigt vel at mærke. De havde givet Nathia et fantastisk sprog, det var der ikke nogen tvivl om og for det, så var han dem i den grad utrolig taknemmelig. Han betragtede hende stille og roligt med et stille blik. Han måtte virkelig tage sig i nakken for ikke at gøre det ene eller det andet. #Det lyder som jeg skal takke Nate med alt jeg ejer og har,# lød det tydeligt behersket set fra hans side af.. Det var virkelig mere end nok til at gøre ham vred.. At ramme hans familie på den måde, var slet ikke noget som han ville høre noget som helst snak om overhovedet! Han trykkede hende stille ind til sig, da hun lod hovedet søge mod hans skulder. Hendes ord var ham virkelig en ekstrem stor trøst, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han trak stille på smilebåndet. #Det er jeg virkelig glad for at du siger, Nathia.. Du er min datter af hjerte, og det vil du altid være.# endte han roligt.

[nathia]

Hvor meget Nathaniel kunne fornemme af alvorligheden og så videre i Nathias opstart med ingen afbrydelser, læste hun ikke direkte. Hun så nemlig ikke på ham under fortællingen, da hun i stedet bare stirrede ud i rummet og med hovedet mod hans skulder. Det var ikke ligefrem en nem fortælling, men han måtte vide det. Mest fordi hun vidste, hvor beskyttende han var overfor hende. Og netop derfor, kunne hun ikke forestille sig ikke at sige det til sin far. Sin rigtige far. Den som betød allermest for hende, og som havde den dybeste plads i hendes hjerte. Hun lagde hendes hånd, hvor der ingen forbinding var om håndledet, omkring hendes indbundne håndled for at holde det lidt på plads. Det var stadig lidt ømt at bevæge. Hun rykkede sig så tæt på ham, som hun kunne, og nød hans arm omkring hende. Hun trak vejret dybt. Det virkede så rigtigt at kalde Nathaniel for far. Og der var ingen som nogensinde kunne tage den plads fra ham! Om han havde frygtet, at han ville blive erstattet.. det var hun usikker på. Men derfor var det vigtigt for hende, at lade ham vide, at sådan var det ikke. Kort så hun på ham, efter at have vist hendes arede side og vreden var ikke til at overse. Nej, hun havde ikke rendt rundt alene. Eller jo.. når hun havde sneget sig ud. Men den fuldmåne.. hun anede ikke hvorfor hun var blevet sluppet fri. Men den bedste forklaring var, at Camryn ville af med hende, da Junior var væk. Hun var glad for, at han ikke brød ind. Fordi at hvad han kunne finde på at sige, var hun egnetlig usikker på. Hun så på sin far, og sendte ham et smil. ”Han gjorde bare en god gerning, og jeg er ham taknemmelig,” sagde hun stille. ”Som du burde være. Men du behøver ikke give arme og ben for ham,” sagde hun stille. Ja, hun havde fået et fantastisk sprog hos Junior og dem. Hvorfor var uforklarligt. ”Jeg elsker dig, Far,” sagde hun stille og vente sig mod ham. Ordene var helt ærlige. Hvordan kunne hun lyve for ham?

[Nathaniel Diamaqima]

Bare det, at Nathia bad ham om ikke at afbryde, lod Nathaniel automatisk vide, at det havdde været alvorligt. At det havde været nødvendigt, at lette dette, kunne han dog udmærket godt forstå. Bare den lille ting, at han stadig gik under titlen som far, var noget som gjorde ham glad. Han havde kun sendt hende væk, fordi det havde været ham selv så strengt nødvendigt. Det som han havde været igennem.. bare tanken om, at lille Nathia skulle igennem det samme, var noget som han bare kunne blive direkte vred over. At man overhovedet kunne gøre sådan! Han vidste hvad Samuel var.. han vidste hvad manden gjorde. At han ikke gjorde forskel på mand, kvinde og børn. Han trykkede hende varsomt og stille mod sig og med det blide og rolige smil på læben. Han skulle i den grad tage en alvors snak med Junior og Camryn omkring dette, samt takke Nate når han igen ville se den knægt. Ham havde han jo heller ikke set i ganske lang tid efterhånden. Han strøg hende roligt og forsigtigt over rggen, så stille og blidt. Han elskede hende som sin datter. Af hjerte var hun hans datter og det var en plads som ingen anden nogensinde ville kunne tage fra hende, det var helt sikkert og vidst. Det var vel også gået op for hende dengang, han havde fået Elijah med sig? At det i den grad ikke ville være noget som kunne tage hende fra ham, men at der havde været nok til dem begge. Lige nu havde han så bare ingen anelse om hvor Elijah og Elmyra måtte være. Han kunne blot håbe, at de var i skønneste orden..ligesom han selv var nu. #Jeg skylder ham nu alligevel for at have reddet min datters liv.# Han var nu bare ærlig. Det var der ikke nogen tvivl om. Bare det faktum, at hun havde været så tæt på at skulle komme alvorlig til skade. Han ønskede virkelig at beskytte hende. Det var som i går, at hun bare puttede ind i hans favn, næsten måtte nægte, at skulle søge nogen andre steder hen. Bange når de var ude.. han huskede endda det lille besøg de havde til børnehjemmet, hvor han næsten var sikker på, at hun havde troet, at hun skulle tilbage dertil. Hendes ord fik ham nu kun til at smile. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sin egen krop og strøg hendes ryg. #Jeg elsker så sandelig også dig min pige,# lød hans stemme rolig og dog meget ærlig i hendes hoved. I sig selv, ikke noget som han ville skjule for hende. Det var ALT for længe siden han sidst havde nævnt det for hende og det var i den grad noget som han havde i tankerne, at skulle rette op på. Han trak vejret dybt. #Jeg ved ikke med dig, Nathia. Jeg har hesten til at stå udenfor. Vil du med hjem?# Han sendte hende et stille smil. Han boede jo trods alt ikke her længere, men i Marvalo Mansion under beskyttelsen af den ældgamle bygning der. Han ville have sin datter med sig.