Et glædeligt gensyn

[nathia]

At Nathaniel udmærket ville vide, at dette var alvorligt, vidste Nathia udmærket godt. Hun smilede ikke under forklaring. Hun var ikke videre stolt over at være blevet glemt, fordi hun regnede med, at det så var hende der var noget galt med. Hun ville dog aldrig væk fra Nathaniel igen. Det ville hun ikke kunne klare. Ikke efter denne kikser. I al fald, så skulle hun i hvert fald hænge ud sammen med Nate. Han var da langt mere sød, end Junior var! I hendes øjne i hvert fald. Hun trykkede sig indtil sin far, og med et svagt smil på læben. Hun elskede ham, og det var hendes far af hjerte og sjæl, hvilket betød mere end blod! Hun huskede så tydeligt, hvor bange hun havde været da hun var yngre. Bange for, at han skulle forlade hende, og sætte hende af på det skrækkelige børnehjem igen. Og da han var kommet hjem med 2 andre, var hun også blevet ekstremt bange for, at blive erstattet. Men det havde ikke vist sig sådan, og hun priste sig kun lykkelig over at have ham. ”Det gør du måske,” sagde hun stille og kunne ikke undgå at komme med et lidt større smil. Det varmede hende at vide, at han beskyttede hende. Det var virkelig en glæde, som ikke kunne beskrives. Den far kærlighed, som hun kun kort havde mærket og hun huskede slet ikke sine rigtige forældre længere. Hun lagde armene omkring ham og satte sig godt ind til ham. Hans ord glædede hende. Det var noget hun hørte så sjældent og sagde så sjældent. ”Hjem hvor?” spurgte hun stille. Hun havde godt hørt Nate snakke om, at Nathaniel ikke boede i Neutranium længere. Men lige hvor han var henne ellers, havde hun ikke hørt endnu. ”Men ja, jeg vil. Jeg vil med dig over alt,” sagde hun stille og dog ærligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var slet ikke det mindste i tvivl om, at han skulle have fat i Junior for det her. Han havde boet under samme tag med den mand igennem ganske lang tid efterhånden, og dette, var noget som han aldrig havde nævnt noget om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om i det hele taget. Han trykkede hende ind mod sig. Han vidste, at han selv ikke just havde været den bedste, men hans intentioner havde dog altid været de samme. Han havde virkelig bare ønsket hende det bedste, og det var det som han havde gjort ved at sende hende væk. Den behandling som han selv havde været under, ville han under ingen omstændigheder lade hans egen lille pige kastes under, det var der heller ikke nogen tvivl om! Han strøg hendes ryg varsomt og stille, bare det at vide, at hun var okay, var virkelig noget af det bedste ved det hele. Det gjorde ham igen meget rolig. Han ville klart lyve, hvis han ville påstå, at han aldrig nogensinde havde tænkt over det.. Alt det som han faktisk havde formået, at skulle gøre mod hende, ved at gøre som han havde gjort. Han tog hende til sig dengang, og at tage et barn til sig, var virkelig ikke en handling som man kunne fortryde i hans øjne. Han havde taget to andre også til sig, udelukkende for at give hende nogen jævnaldrende at være sammen med, samt at han kunne sidde igen med en god følelse, af at have hjulpet nogen som havde haft det hårdt. Junior havde fejlet noget så grusomt, det var han nu overbevist om. Han holdt Nathia ind mod sig. Han skyldte virkelig Nate for at have reddet hans datter. Hun var hans datter af sind og sjæl, blod var ham virkelig fuldstændig ligegyldigt på alle måder. #Med hjem til Marvalo Mansion. Det er sikkert der.. Magibeskyttet, så intet nogensinde vil ramme dig igen,# svarede han roligt. Han sendte hende et stille smil. Hans datter betød virkelig så uendelig meget for ham, det var der ingen tvivl om. Han slap hende stille og gjorde tydeligt tegn til at rejse sig op. Selvom han stadig havde forbandet ondt i sit ene ben, så var der ikke stort at gøre ved netop det. Han sukkede stille, satte begge hænderne i for at skulle tvinge sig op på benene igen. Smerten måtte han bare bide i sig for nu. Han ville ikke give hende mere, at skulle tænke på, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han vendte sig mod hende. Han elskede hende i sandhed. #Så kom med.. Jeg skal nok sende Nate en besked om, at jeg har taget dig med mig,# afsluttede han stilfærdigt.

[nathia]

Nathia ville fryde sig over at se Nathaniel flippe ud på Junior, og hun ville ligeså stå der og skælde ud på sidelinjen. Hun ville i den grad flippe ud, når hun engang mødte Junior igen og alt efter hans eget ordvalg, så ville hun vælge om hun gad snakke med ham fremover eller ikke. Selvom Nathaniel havde sendt hende væk, havde det jo været for at gøre hende det bedste og holde hende udenfor fare. Men noget havde hun lært ved i Procias – at tale utrolig godt, og meget velformuleret. Ikke bare i små ord, som hun førhen havde gjort da hun var lille. Hvad han egentlig havde oplevet, i den tid hun havde været væk, var hun faktisk ikke klar over. Men hun ville udmærket forstå det, hvis han forklarede hende det. Dog regnede hun ikke med, at hun måtte vide sådan noget. Det var måske lidt for skrækindjagende endnu, eftersom hun jo var blevet sendt væk for sikkerhed. Og i og med, at han haltede lidt og gik med sammenbidte tænder, måtte det gøre ondt at gå. Så noget var i hvert fald sket, så meget kunne hun da se. Hun nød hans omsorg, og de varme strøg over ryggen. Hun trykkede sig indtil ham og håret faldt blødt omkring hendes skuldre og fyldte pænt omkring hendes hoved, hvor bølgerne let gled ned langs hendes hoved og indrammede hendes ansigt. Hun sukkede dybt. Aldrig var hun kommet ud af det, med de 2 han havde haft med hjem. Mest fordi, at hun ville have sin far for sig selv. Hun ville virkelig ikke dele. Så de havde ikke rigtigt gjort andet, end at være i vejen, i hendes øjne. ”Okay, far,” sagde hun stille og slap ham. Han betød alt for hende. Hun rejste sig stille ved siden af ham. ”Lad mig lige smide noget tøj i en sæk, eftersom jeg skal have noget at skifte med,” sagde hun stille og smuttede ind på hendes værelse og kylede alt hendes tøj i en stor taske/pose lignende sæk, som hun kunne lukke i til i toppen. Alt hendes ’bedste’ tøj og sko, var kommet med og det hun aldrig gik i, lod hun bare blive tilbage. Hun kom ud til ham igen, og havde også fået en trøje på, til turen. Hun smilede til ham. ”Jeg vil ikke være et andet sted, end hvor du er,” sagde hun til ham. Hun strøg en hånd gennem håret og det faldt bølgende ned over hendes hoved.

[Nathaniel Diamaqima]

Alt hvad Nathaniel nogensinde gjorde, var der i den grad også en mening bag, og sådan ønskede han så sandelig også at det skulle forblive. Enkelte gode ting, var der bestemt kommet ud fra hendes ophold ved Camryn og Junior, det kunne Nathaniel da udmærket godt se, men det faktum, at de ikke havde passet på hende, som han så påvirkeligt havde ønsket, at de skulle gøre det, var virkelig noget som kunne gøre ham så rasende! Det var forbandet sjældent, at han handlede som han havde gjort i det tilfælde, men det som han havde været igennem, var bestemt ikke noget som han ønskede for dem, som ellers måtte stå ham så forbandet nært, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han skulle bestemt have fat i Junior og udelukkende af den grund, at knægten absolut intet havde fortalt ham omkring dette, det var virkelig noget af det som gjorde det hele så forbandet meget værre end det havde været nødvendigt! Han havde ondt stadigvæk, selvom han virkelig bare prøvede, at skulle bide det i sig. #Så lad det gå hurtigt, min pige.. Jo hurtigere, vi kommer herfra, jo bedre er det,# forklarede han stilfærdigt og med en rolig og fattet stemme, som blot ville kunne høres i hendes hoved. At han manglede tungen, skulle han nok få ordnet på den ene eller den anden måde, det var ikke det værste som han havde oplevet til nu. De måneder han havde gået uden syn, havde været en helt anden ting som han bare ikke ønskede, at skulle stå ved på denne måde, det var da ganske så sikkert på alle måder. Han blev stående og afventende til hun kom igen. Han sendte hende et stille smil og lod hånden stryge over hendes hoved, hvor han derefter, tog fat i sækken og tog den over sin friske skulder. Den kunne han bestemt godt løfte for hende. #Så er vi på vej,# sagde han stilfærdigt. Han vendte om på hælen, begyndte at skulle gå for at komme op i forhallen. Hans gang var rolig og i den grad også mere besværligt end det som ellers ville være godt for ham, op af de mange trapper som han måtte gå op af. Det var slet ikke noget som hans venstre lår kunne holde til endnu, det var helt sikkert. Han bed det virkelig bare i sig. Han ville ikke bekymre hende yderligere og slet ikke, fordi det i hans øjne, var helt unødvendigt på alle måder. Han trak vejret dybt, sørgede for at hun var med ham, da han gik ud til hesten som lydigt havde stået og ventet hele tiden på, at han ville komme tilbage. Den var stor, mørk og i den grad en flot hingst.

[nathia]

At Nathaniel kun gjorde ting, som der var mening bag, var Nathia ikke i tvivl om. Det havde jo været for hendes eget bedste, at hun var endt i Procias hos Junior og Camryn. Og selvom det var mislykkedes for dem, så havde det jo stadigvæk været med god mening af hendes far. Men flere ting, havde hun da lært. For det første, et utrolig veludviklet sprog. Næste gang hun mødte Junior, ville hun dog nok flippe ud. Og der afhængte alt stadigvæk af, hvordan han ville forklare sig. Men såret var hun, over at han bare var forsvundet på den måde. ”Ja, far,” sagde hun stille. Og hurtigt havde hun været. Alt det første (som var ’det bedste), havde hun kylet ned i hendes sæk. Hun stivnede lidt, da han tog sækken fra hende. Han gik jo ret langsomt og stiv, så noget måtte jo stadigvæk være galt. Ligeså, at han ikke åbnede munden, når han snakkede. Hans stemme, lød bare i hendes hoved. ”Ja..” sagde hun stille og fulgte efter ham. Hun så nøje på ham, da han gik op af trapperne og hun gik skråt bag ved ham, for at holde øje. Tænkt hvis han nu faldt? Så kunne hun da altid prøve, og gribe ham. Da hun nåede ud sammen med ham, slog hun øjnene mod den store hingst. ”Wow..” sagde hun beundrende. I Procias, havde de jo også haft heste, og dem havde hun bestemt også holdt af. Hun gik hen imod den, hviskede beroligende til den, og sørgede for at komme ind på den, så den kunne se hende. Hun rakte hånden mod dens mule, så den kunne snuse til hende. Hun ville jo heller ikke forskrække den, og heller ikke bare storme hen og klappe den.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde virkelig ikke gjort det, hvis han ikke havde været overbevist om, at det havde været for det bedre i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han elskede virkelig sin datter, det var virkelig ikke noget, som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han kunne dog godt se, at der var kommet nogen gode ting ud af opholdet i Procias. Hun havde virkelig fået et noget så fantastisk sprog, det var der ikke nogen tvivl om, og det var noget af det som han var klart stolt af. Det gjorde det hele så meget nemmere. Nu kunne han få hende med sig hjem igen, og det ville være muligt for ham at skulle samle bare en anelse af familien og selv fortsætte kampene som han nu måtte have sammen med Liya. Den stakkels kvinde, havde selv taget hans lange fraværende ekstremt hårdt og det var noget af det som faktisk måtte prikke til hans skyldføleslse i den anden ende. Når man endelig ramte noget af det som han havde lukket så forbandet tæt på sig, så var der virkelig ikke noget at gøre lige netop der. Han lod hende gå hesten i møde, hvor han ikke kunne lade være med at smile. Hun havde altid været glad for heste, så meget vidste han da og derfor var det ham kun godt, at se hende reagere på denne måde. Sækken beholdt han over sin ene skulder på den dog friske arm, ellers ville det jo først for alvor ende med at gå galt i den anden ende, og det ønskede han bestemt heller ikke for sin lille pige, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Roligt og stille valgte han, at skulle gå hende i møde, strøg hende roligt over håret og med det samme smil på læben. Han var træt, han havde selv klart brug for at skulle hvile efterhånden. #Lad os komme hjem, min pige,# lød hans stemme endnu en gang i hendes hoved. #Skal jeg hjælpe dig op?# fortsatte han roligt. Hingsten var i den grad af den større slags. Lige der måtte Nathaniel i den grad også stille sine egne krav til hvad han forventede og dette smukke og prægtige dyr levede så sandelig også op til lige netop det som måtte være ønsket set fra hans side af på denne måde. Han trak vejret dybt. Han var lettet.. bare lettet over at se, at hun var ved det bedste vel.