I'm free!

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil vidste ærlig talt ikke, hvad han skulle gøre. Han kunne forsøge at finde ud af det, men det var svært, når han ikke umiddelbart havde noget sted at søge hen. Det liv som han havde haft, var jo revet væk under ham. Han søgte vel egentlig bare.. rundt forbi, og bad til at mørkelverne ikke ville finde ham? Nu turde han heller ikke at tænke på, hvad de ville gøre ved ham, hvis de kunne komme til det.
Hans mave rumlede.. og hun serverede ham mad. Den form for gæstfrihed af en kvinde, havde han svært ved at tage til sig, samt åbne sig for, selvom han vidste, at han måske burde. Han spiste glædeligt. Bare det at få lidt i maven, var en fantastisk fornemmelse for ham lige nu. "Jeg værdsætter din gæstfrihed. Du har ikke haft nogen grund til at tage mig med dig hjem," sagde han. Et sted skjulte der sig et spørgsmål i hans sætning: Hvorfor? Han forstod ikke rigtigt, at nogen havde nogen grund til at tage ham med sig og tage sig af ham. Han havde trods alt kun været vant til det stik modsatte, og det var jo af stort set alle.
Hun ville sågar tilrettelægge menuen efter hans indtag? Han forstod det ikke. Han blev jo fuldkommen slået ud af den gæstfrihed. Han forsøgte at smile til hende, selvom det hurtigt blev mislykket, og han vendte blikket bort. "Jeg ved ikke hvor jeg skal søge hen.. Eller om jeg overhovedet burde." Han så mod sine hænder. Han havde oplevet pisk og tortur næsten på dagligt basis alt for længe. "Jeg har været i skovene her før.. Det var et trygt sted for mig at være, og derfor tror jeg, at jeg er her nu." Igen vendte han de grønne øjne mod hende. Til hans ben havde det bedre? "Jeg tvivler på, det nogensinde bliver godt igen," erkendte han ærligt.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya så roligt på ham, hun kunne slet ikke forstille sig hvordan det måtte være for ham lig nu, på flugt fra mørkeelver og med et dårligt ben.. utrolig han var nåde så langt hvilke var imponerne i hendes bog. hun så på ham mens han spist glad for han så ud til og kunne brug det hun gav ham, han hade brug for krafter og det ville mad og hvile hjælpe godt på. hun så på ham som han snakke, og smile så blidt ”jeg hade da en grund” sag hun ganske roligt og så på ham. ”og min grund var at jeg kunne se du hade brug for en hånd.. og jeg valgt og give dig den hånd” hun smile ganske roligt. hun hade da ikke bare kunne efterlade ham der ude og så uden hjælp eller noget,eller hun kunne og i steden for have sladder til Thranduil men hun hade ikke følt noget rigtig ondt i ham, og der for følt hun det var forkert og sladder om ham, men hun kunne jo ikke stole på det hun følt var rigtig, hun kunne jo prøve og funde ud af om Valandil hade gjort thranudil ondt, og få gør op med sig selv om hun burt bryd sit løft og sladder selv om hun kendt sig godt nok til at hun ikke ville gør den slags mod nogle hun hade give sit ord.

At hun ville tilrette lægge maden efter hans ønske var for hende normalt når hun hade gæster, plus det gjord hun kunne find ud af om der var noget hendes gæster ikke ønske og spise eller ikke kunne tåle. Hun så på ham som han snakke om han ikke vist hvor han skulle søge hen eller om han burt ”jeg sikker på du nok skal finde ud af det når du er komme dig lidt” sag hun roligt og så på ham, som han snakke og forstod nu beder han var tage til skoven ”jeg forstår.. skoven her er også et sikker sted.. men vil ikke just sig den er så sikker for en mørkelver.. med den vrede Kongen har til dit folk” hun var ærlig hun vist jo Thranduil var rasenden på mørkelverne alle sammen, selv dem der ikke hade rørt ham og det galt jo også valandil. Hun så på ham, ”åh er det så slem en skade?” spurt hun, hvilke bekymre hende for hun kunne ikke lege healer og hun kunne bestemt ikke hente en, hun så på ham ”du i vært fald stadig vel kommen til og blive til du selv føler dit ben kan klar og rejse videre, vis det er det som du vil.. ellers så blive så længe du tør blive her” hun smile bare venligt, ”og huske og drik din te den vil hjælpe på smerten og varme dig lidt op” på pege hun og smile bare sødt.

[Valandil Romain Ancalimë]

Hjælpen måtte Valandil sige, at han endnu havde meget svært ved, og det nok var noget, som han ville have i frygtelig lang tid. Det var bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det, så at sige. Han stirrede fast på hendes skikkelse. Hans ben gjorde endnu en smule ondt, men det havde været værre.. Meget værre. Og nu hvad angik den hjælp der.. Så var det slet ikke en af slagsen, som han var vant til at få.
Langsomt vendte han blikket bort og ned mod sit ben igen. Han hadede at skulle indrømme det, men han var rent faktisk en skovelver taknemmelig. Hvad fanden var det lige, der skete for det? Det gav jo overhovedet ikke nogen mening! "For mig, er det stadig forkert at tage imod hjælpen, selv på trods af at jeg er dig taknemmelig." Siden han havde været lille, havde han måtte klare sig selv. I dag, var han selvfølgelig kun meget glad for at han havde mødt hende. Det her havde han næppe overkommet alene.

Valandil vidste godt, at han var direkte uønsket på stedet her, og at det næppe ville blive bedre af den grund. Det var et sted næsten det, som han var mest bange for lige nu. "Jeg ved det godt.. Jeg frygter for mit velbefindende." Han var ærlig. Han kiggede stadig fra hende og til maden og tilbage igen. Det her gjorde ham underlig obehagelig til mode, og en smule rastløs. Det kunne i hvert godt mærkes nu, så ingen tvivl om det.
Langsomt nikkede han. "En kvinde knuste mit knæ med en sten." Og det havde endda været et valg, som hun havde foretaget bevidst. Han sukkede let. "Jeg kunne ikke gå på det længe.. Kun fordi at jeg ikke ville give hende hvad hun ville have." I et kort øjeblik, følte han sig svag.. Virkelig, virkelig svag ved det her.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya vist godt at Mørk elver og skov elver enlig burt vær i halsen på hinanden, men Riniya ville heller der var en mere fredelig løsning, for Valandil virke ikke ond over hovedet og hans skovelver udsende ja det hjalp vel lidt på at hun ikke følt sig helt utilpas ved ham. hun så bare på ham som han sad og stirre på hende, hun lod ham bare vis det hjalp ham falde til ro ved og være omkring hende.
Hun så på ham, hun hade et roligt og venlig smile på læberne. Hun lytte som han snakke, hans ord var meget overraskende for hende for han var taknemlig ja det hade hun ikke regne med og høre ham sig men hun smile bare roligt til ham, ”jeg bare glad for og kunne hjælpe” sag hun roligt og smile bare venlig til ham for hun ville gerne hjælpe et andet væsen i nød selv om hun vist at Thranduil ville flå dem vis han nogle sinde opdage det.

Hun så på ham som han sad og spist, Thranduil ville blive rasenden på hende for det her og det vist hun. men hun kunne altså ikke udlever en såret mand til ham, bare fordi han hade set sig vred på hele racen for Valandil hade jo selv sagt han kendt til det der var sket men ikke være en del af det. hun så på ham, ”det forstår jeg godt.. Vis Thranduil finder dig her så vi begge på spanden milde sagt” hun så på ham og sukke lydløst, men vis bare han blev her og ikke gik ud af fordøren i fuld dagslys så ville det nok gå.
Hun så på ham, som han snakke hun var chokerte ”du godeste! Skør kvinde menneske!” kom det bare fra hende, helt uden hun tænkt over det. hun kunne ikke forstå nogle kunne gør sådan noget mod nogle bare fordi hun ikke fik det hun ville have! Hun ryste helt på hovedet. ”bare rolig jeg har ikke tænkt mig og smadder noget på dig, det har jeg slet ikke nerver til” hun smile svagt og rejste sig op ”så hvile du dig jeg vil gå ned og få lave et større måltid til dig så du kan få mere af din styrke igen.. noget jeg skal komme med? en bog? Pude til benet? Mere smerte stillenden te? Så må du sig til” hun smile blidt til ham.