I'm free!

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya forstod godt han ikke stole på hende, både fordi de ikke kendt hinanden men også deres race. De hade jo aldrig kunne med hinanden, og hun tvivle på det ville ænder sig nogle sinde men man vist jo aldrig selv om hun tvivle en del. Hun så roligt på ham og smile bare ”det så sandt men jeg gør normalt ikke den slags ting” hun smile roligt og så på ham, han behøve virkelig ikke være så forsigtig omkring hende, hvor hun måske burt være mere forsigtig omkring ham.
Hun så på ham, hun vist at Thranduil ville nærmest flå manden her fra hinanden vis han så ham, men Riniya så virkelig ikke denne ondskab som thranduil hade vist hende, den dag hun mødt ham hvilke var de ar og sår og afklippe hår som var blot noget af det mørkelverne hade gjort ved ham. hun så på ham, og smile bare roligt til ham og sag ikke mere på det punkt.
Han line en skovelver langt mere ind en mørk elver hun vist godt dette måtte være en fornærmelse for ham, men hun mente det jo ikke ondt det var jo bare en god ting det ville være nemmer og smugle ham hjem til huset og i sikkerhed inde for husets mure. Hun så på ham, som han snakke ”kan jeg forstille mig.. men jeg siger det ikke for at fornærme dem på nogle måde, men lig nu er det vist blot en god ting det gør det nemmer og få dig sikkert hjem til mig” hun så på ham og smile bare venligt til ham.
Hun gik roligt, hun vist jo ikke hvad tempo han kunne gå i men som han sag han kunne gå lidt hurtigere smile hun blot ”så lad os gøre det vis de kan så kan vi også hurtigere få dig i varmen” hun smile og satte selv nemt tempoet op, dette ville kort turen en del af hvilke jo kun var dejligt. De skulle til et stor bøg træ, hvor der ville være et hus sunget ind højt oppe i træet, der ville der være et hus med åben stue/køkken, og 3 værelser hvor det ene var hendes storbror som Valandil kunne være i, da hende og hendes søster delet værelse og det andet var hendes fars, træet lå i udkanten af den lille landsby hun boede i så de ville nemt kunne se det når de nærme sig.

[Valandil Romain Ancalimë]

Det var bestemt ikke underligt, at Valandil ikke var åben eller modtagelig for noget af det, som egentlig skete omkring ham, for han havde svært ved det. Særligt den venlighed som hun udviste, var særligt noget, som han ikke kunne forstå, for han følte slet ikke at den var berettiget. Særligt fordi at han havde været vant til det modsatte.
Det var måske en fordel at ligne en skovelver her, men selv Thranduil havde jo set ham tidligere, og vidste derfor også hvordan han så ud, samt hvad han var. Dog måtte han vel bare udvise hende denne form for tillid, når det endelig var, i den anden ende? Han vendte blikket mod hende igen. "Hvad ved jeg.." endte han blot denne gang. Et sted var det jo rart at nogen rent faktisk gerne ville hjælpe. Det var i hvert fald meget bedre end hvad han var vant til.
At gå i et raskt tempo, kunne han skam godt. Det skulle endelig ikke være for det. "Hvor jeg kommer fra, har det altid været en problematik." Hans moder særligt havde vendt ryggen til ham, fra det sekund han var blevet født. Han havde jo heller ikke været særlig gammel, da hun havde valgt at smide ham ud i stedet for. Resultatet kunne man nu se derefter. Han var en mandlig mørkelver, som alligevel havde præsteret at klare sig selv.
"Vis vej," bad han denne gang. Et sted ville han jo bare gerne frem, og den smerte som satte sig i hans ben, kunne han da klare undervejs. Det var i hvert fald ikke noget, som skulle have lov til at overkomme ham på den måde. Slet ikke! Det skød i hans ben hver eneste gang han trådte på det. Han bed det i sig. Lige nu ville han bare gerne frem! Dertil vidste han jo også, at der ikke var nogen mørkelvere, der ville finde ham.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya forstod godt han var påpasselig omkring hende, deres racer hade jo hinanden og lig nu med Thranduils ønske om hævn, gjord det bestemt ikke beder. Hun kendt ikke meget til mørkelver kultur hun hade kun læst meget lidt, men vist at kvinderne var dominante og mænd ja.. ikke rigtig, og venlighed vist ikke var noget man så rigtig til hos deres slags.
Hun så på ham, det var en fordel han live en skovelver over for alle de andre rigtig skovelver, men selv riniya tvivle på at Thranudil var så nem og snyde, så hun måtte være ekstra forsigtig at ingen dyr eller elver så ham så de kunne sladder for så stod hun helt sikkert til en straf, så meget hade hun regne ud. Hun så på ham, som han snakke, hun ville da ønske han tur stole lidt på hende men hun holdt det for sig selv. Hun måtte hjælpe ham så måtte hun se om det kunne vinde hans tillide bare en lille smule. Hun så på ham mens de gik i rask tempo. ”det kan jeg kun forstille mig det må have være” sag hun stille. Hun kunne jo kun forstille sig hvordan en mørkelver kvinde måtte tænke eller handle så snart de hade set deres barn line en skovelver mere ind en ren faktisk mørkelver. Hun gøs svagt ved tanken.
Hun så på ham som han bad hende vis vej, hun nikke roligt og begyndt bare og gå rask til. Hun holdt dog øje med ham men han skjult den smerte han hade i benet godt så hun lag ikke meget mærke til det.
Efter næsten 10 minutters gang, kom de til det stor bøge træ. En trappe snoet sig rund om træet helt op til et hus der var sunget inde mellem træets stor grene ved starten af hvor grene udsprang fra træet. ”så kommer den træls del.. trappen” hun smile svagt, og så rundt nej ingen så ud til og se dem. Hun selv skyndte sig op af trappen og låst døren op. Hun kigge ind ”nogle hjemme?” spurt hun ind i køkken/stue området. Ingen svar så hendes søster og far var ikke hjem godt godt. Hun så af ned mod Valandil ”bare kom” sag hun og gik ind i huset.
Hun gik dirket hen til køkkenet og fik gang i ild stedet i køkkenet og sat vand over i en metal kedel, der efter fik hun ryddet lidt stof der lå over det hele faktisk i stuen, hvor der også stod en metal manikin med en halv færdig kjole på. der var urter over alt fra lofte i køkkenet, huset dufte af en blanding, af urter, træ og blomster. da hun hade rydde op så hun mod Valadil som kom ind "de kan være i min brors gamle værelse så kan du få lidt privatliv også" hun smile venligt, og vente på han kom helt ind og lukke døren inden hun gik op af en lille vindel trappe til den minder første sal. her var der 2 rum, hendes brors gammel sovekammer og et lille loft rum hvor mange gamle ting var. hun åbne brorens rum, det var meget simpel med en enkle mands træ seng, et vindue hvor man kunne se ud mellemtræerne grene, en komode med gammel tøj i og et par bøger der lå oven på kommoden, Riniya åbne vinduet svagt bare så der kunen blive luft lidt ud, og vente ellers på Valadil fik gjort sin vej op til første sal.

[Valandil Romain Ancalimë]

Nu hvor Valandil ikke havde andre, forsøgte han faktisk bare at passe på sig selv. Det var han jo nødt til. Det var jo ikke ligefrem ting som kom af sig selv, kunne man sige. Det var i hvert fald det, som han reagerede på. Han nikkede mod hende. Han havde haft rigtig mange ting, som hade talt imod ham, hvad angik det her, og det var en tanke, som han faktisk havde fundet skræmmende et eller andet sted. Det var bare svært for ham, i det hele taget at gøre noget ved det, kunne man sige. "Det har ikke været nemt i hvert fald," sagde han denne gang. Han var nu ikke ude på medlidenhed eller noget i den dur, for det vidste han udmærket godt, at han ikke ville få noget ud af, men lige nu, handlede det vel i bund og grund bare om at komme godt fra start?
Thranduil ville tage hans liv, om han kunne komme til det, og det vidste han godt. Var det underligt, at det slet ikke var en tanke som han brød sig om? Han havde jo aldrig lagt en finger på den mand! Derfor fortsatte han bare efter Riniya i det tempo, som hun nu måtte bevæge sig i, for at komme med. At det jo så gjorde sindssygt ondt, kunne han jo så ikke lige gøre for!
Endelig nåede de træet.. Og trapperne. Dem måtte han erkende, at han ikke just var den største fan af. "Det er fint," mumlede han denne gang, inden han steg op af trappen efter hende. Han håbede og bad til, at han kunne få fred og ro. Huset var tomt.. Heldigvis! Han trådte med ind. Det var på ingen måder indrettet, som en mørkelver ville have gjort det.. Men hvad fanden. Noget skulle han jo trods alt gøre, kunne man sige. Han nikkede mod hende. "Tak," sagde han denne gang. Nu var det også svært for ham, ikke at bide sig fast i smerten i hans knæ. Det gjorde faktisk pænt ondt! Han så sig om, men blev stående, selv da hun søgte ud i køkkenet. Han fandt dette meget akavet.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya vist Thranduil ville blive rasenden, vis han opdage hun hade hjulpet en mørke elver. Men hun var naiv og for god af sig, og selv om Thanduil hade advare hende om de fare der fandtes så var det smutte fra hende for nu, lig nu fokuser hun på at få en såret mand hjem og slappe af. Hun kendt ikke til at Valandil ikke hade haft noget med Thanduil og gøre, men det hjalp heller ikke på det selv vis hun hade vist det hun valgt for nu og se forbi race forskelle og hjalp blot en såret mand med og komme til hægterne igen. hun så på ham som han snakke, hun kunne kun forstille sig hvor slemt det måtte have være for ham. normalt ville hun være nysgerrig for at vide mere men omkring dette.. så var hun faktisk ikke særlig nysgerrig.
Hun forsatte i rask tempo som de kom til træet, hun så på ham som han mumle fint. Hun vist godt når man hade ondt var en trappe ikke lig sagen, men op skulle de jo. Hun fik roligt lukke dem ind og gik direkt mode køkkenet. Hvor hun satte vand over mens hun begyndt og finde lidt urter og bære som hun moste i en morter. Hun kigge tilbage mod Valandil og kunne se han bare stod og bare ja stod. ”alt vel? Aldrig et en kvinde i et køkken?” hun smile bare munter og lod morteren stå med det moste bær og urter. Hun så på ham ”kom med du får min storbrors gamle værelse, der også noget tøj der du måske kan brug” hun smile bare og gik roligt hen til spiral trappen der ført oven på. Hun vente dog på Valandil for sikker sig han kom med op inden hun åbne døren til værelset. her var der 2 rum, hendes brors gammel sovekammer og et lille loft rum hvor mange gamle ting var. hun åbne brorens rum, det var meget simpel med en enkle mands træ seng, et vindue hvor man kunne se ud mellemtræerne grene, en kommode med gammel tøj i og et par bøger der lå oven på kommoden, Riniya åbne vinduet svagt bare så der kunne blive luft lidt ud, og så ellers mod Valandil ”håber det kan brugs.. der nok lidt støv det har stået tomt længe.” hun smile roligt.

[Valandil Romain Ancalimë]

Det var ikke nyt at se en kvinde i et køkken, men derimod meget unaturligt for Valandil i det hele taget at være i et køkken. Han havde været under den store og mørke himmel stort set hele sit liv, samt lavet mad over bål, da det ikke kunne laves på andet vis for hans vedkommende. Men tanken om i det hele taget at færdes indendøre, uden at det behøvede at betyde, at man var slave, tjener eller noget andet, var stadig utrolig underligt for ham. Dog måtte han bare vælge at forholde sig tavs omkring det, også mest for sin egen skyld. "Jeg er stort set aldrig indendøre," fortalte han denne gang. Mest for at gøre det klart for hende, hvordan det egentlig var at være en del af hans liv. For det var faktisk ikke nemt på nogen måde for ham lige nu.
Han søgte med op mod værelserne, også selvom det virkelig brændt og sved i hans ben. Han kunne jo ikke ligefrem lade være, men han ville vise sig stærk. Han ville vise, at han sagtens kunne passe på sig selv, for det kunne han altså godt! Et kort smil passerede denne gang hans læber. Det var måske støvet og det hele, men det gjorde ikke nogen forskel for hans vedkommende. Det var bedre end at sove under den åbne himmel. Ikke at han ikke kunne lide det, for det kunne han faktisk godt, men det at sove indendøre i en varm seng, var da altid at foretrække. "Jeg takker.. Det er ganske fint," sagde han denne gang. Det var underligt.. Hvorfor den venlighed? Han forsøgte for nu ikke at støtte for meget på benet. Det brændt virkelig.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var vantil og være i køkkenet, og sikker sig hende selv og hendes søster fik mad hendes far.. ja han søger for sig selv når han da ellers var hjemme. Hun fik most bærende i morteren, sammen med urterne når vandt var kogt, ville hun blande det sammen til en te, som gerne skulle hjælpe på hans smerter og varme ham op, hun kunne jo ikke hente en healer så her måtte husmor råd i brug i steden for. Hun så på ham som han snakke, aldrig indendørs? Hvad var de dog for et folkefer? Så underlig syntes hun ”jamen her må du så forvente og være mest indendørs eller så læne du har brug for det” hun smile bare venligt inden hun tjekke vandet, for så og tage ham med oven på.
Hun stod roligt i værelset som han kom ind, hun smile bare ganske roligt han virke da til og være tilfreds med rummet. At han bekræft med og takke for rumme fik hende bare til og smile, ”ikke noget og takke for.. der tøj i kommoden du kan jo se om der noget der passer, og så få skift og lagt dig i seng.. jeg kommer om lidt med noget til og linder din smerte og lidt og spise” hun smile roligt inden hun forlod rummet, og lukke efter sig så han kunne få lidt privatliv mens hun fik teen og maden klar til ham. ”okay Riniya så langt så godt.. nu skal du bare sikker dig ingen ser ham, hverken din søster, far eller din lille egern ven.. så opdager Thranduil intet og alt er godt” tænkt hun og trak vejre dybt, nu hvor Valandil var i huset, kunne hun for alvor mærke hvor bange hun nu var for nogle skulle finde ham, der ville blive sådan en ballade. Hun gik roligt i køkkenet, og fik de most ingredienser fra morteren ned i kedlen der hang over bålet og lod det kog op, mens hun skar lidt valnøde brød ud til valandil og lidt bær til, han skulle have lidt hurtig energi først så ville hun sikker sig han fik et tunger måltid lidt sener.

[Valandil Romain Ancalimë]

Den form for venlighed, havde Valandil virkelig svært ved, men ikke desto mindre, måtte han jo erkende, at det virkelig var rart, at der var nogen til at se ham også for en gangs skyld. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som skete særlig ofte. Faktisk.. Aldrig så at sige. Han nikkede mod hende, da de nu stod på værelset. At give ham det at være på. Eller rettere sagt at gemme sig på, havde han det faktisk fint med. Tanken om at have en seng at sove i, var faktisk utrolig rar.
Sengen satte Valandil sig på, mest for at aflaste sit dårlige ben, for det havde det brug for. Turen fra Dvasias havde trods alt været lang, men ikke desto mindre, så havde han slet ikke tøvet i at skulle tage den. Det havde været nødvendigt, og det havde reddet hans liv. Så var et bare ikke meningen at skovelverne skulle have lov til at ende det bagefter.
"Okay," svarede han denne gang. At hun søgte ud af værelset og lod ham alene, gav ham da en mulighed for at klæde om. Han rejste sig denne gang igen. Denne gang helt uden at støtte på benet. Nu hvor hun ikke var der, var der ikke nogen grund til at spille skuesil. Han humpede hen til kommoden som han fik op. Skovelviske klæder... Ja, hvis man da bare kunne. Han synes stadig det var underligt, at detvar her han igen endte. Han smed sine egne klæder, hvor de grumme ar og mærker over det som mest af alt lignede en manglende knæskal. Daelis havde jo ødelagt den. Han kæmpede lidt med at få det andet tøj på. Det var en smule stort.. men lige nu, var han jo heller ikke just den største mand, man kunne komme i nærheden af. Det skulle nok komme.. Fohåbentlig. Nu ville han bare gerne sikre sig, at skovelverne ikke fandt ham.

[Riniya Roshia Cramenor]

Det lå Riniya helt naturlig og være så venlig, det var bare sådan hun var nu en gang og det var nok også det første man lært om hende når man snakke med hende for første gang. Hun kunne dog godt mærke at Valandil ikke var vantil sådan en venlighed, men hun hade hørt at mørkeelverne var et hårdt folkefærd og ikke videre søde ved hinanden, men det passe vel meget godt når nu de kom fra Dvasias.
Hun så på ham som han kom ind i værelset, og så ud til og være tilfreds med det hvilke glædet hende. Hun lod ham sætte sig på sengen hun kunne forstille sig han trængt til det, hun smile bare roligt som han svar hende og forlod roligt rummet så han kunne få et øjebliks fred og ro mens hun fik lave lidt klar til ham.
Efter en 10 minutter hade Riniya lave en lille træ bakke, hvor der lå 3 skiver valnøddebrød, en lille skål med bær og nødder, og en kop med brombær og urte te. Hun bar det forsigtig op, af trappen så hun ikke risiker og tabe det. da hun kom op og hen til hans døre banke hun på med albuen ”må jeg komme ind?” spurt hun og vente på svar inden hun åbne døren og så på ham, ”kunne du brug tøjet?” spurt hun roligt og satte bakken på sengen så han hade nemmer til og få fat på det uden og behøve og hoppe rundt eller rør for meget på benet. Hun så på ham, og smile forsat venligt ”må jeg forrestend for at vide hvem de er? Det ville være rart vis jeg kunne kalde dem andet ind gæst eller bare de hele tiden” hun smile roligt og så bare på ham, og forholdt sig i ro selv om hendes inder var et stort kaos og panik for om nogle ville finde ham her i huset. til tros for hendes uro var hun dog nysgerrig omkring ham, hun ville da gerne lære noget om ham og hvorfor han hade søgt til disse skove, hun ville også gerne vide mere om hans race ind det der stod i bøgerne som nærmest var skreven som gyser historier. hun valgt og sætte sig i fodenden af sengen så hun ikke gjord ham utryg ved og være for tæt på hans personlig rum, så nu sad hun der med en bakke i mellem dem og håbe han ville snakke bare lidt så hun måske kunne lære lidt om ham.  

[Valandil Romain Ancalimë]

Den form for venlighed, var Valandil slet ikke vant til, og derfor havde han også utrolig svært ved den. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt skjule, at det var sådan, at han havde det med tingene. Nu stod han her så.. tilbage i de Procianske skove, og skulle nu også til at finde ud af det hele. Faktisk måtte han sige, at det var.. svært at finde sig til rette med det hele. Det kunne han i hvert fald godt mærke som det var lige .
Svagt rystede han på hovedet. På hans egen spinkle skikkele, sad tøjet løst, men det var nu rart at have på. Det aflastede også benet en smule, inden han vendte sig mod døren, da det bankede på denne. "Bare kom ind." Spurgte hun ham rent faktisk om tilladelse først? Det havde han virkelig svært ved! Det var han slet ikke vant til!
Bakken fulgte Valandil med øjnene. Var det bare til ham? Han følte sulten tvinge sig på, og nærmest fik hans mave til at slå knuder. Var det så lang tid siden, at han egentlig havde fået noget som helst at spise? Det kunne næsten tyde på det. Han rystede kort på hovedet denne gang. Han lagde den ene hånd mod sin mave. ".. Det ser virkelig godt ud." sagde han denne gang. Han hadve stadig utrolig svært ved det her. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt lægge skjul på det.
Umiddelbart vidste han ikke, om hans navn ville sige hende noget. Han havde jo været i landsbyen før, men havde holdt sig meget for sig selv. "Okay... Hvis du absolut skal vide det.. Jeg hedder Valandil," sagde han denne gang. Meget mere, var han faktsik ikke særlig interesseret i at fortælle. Sådan var det jo at være mørkelver i lyset.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne godt forstå han hade svært ved hendes venlighed, men hun agt ikke og ænder på det for hun var jo en venlig kvinde, og det hade hun tænkt sig og blive ved med og være. hun hade roligt fået lave en bakke med mad til ham, hun håbe han kunne brug det for han line en der godt kunne brug et skud mad. hun hade roligt banke på og vente til han sag ok, inden hun åbne og roligt smile til ham. hun var vantil og være høflig og banke på ind til andre inden hun åbne men for ham var det jo noget han ikke var vantil og det kunne hun forstille sig måtte være svært og skulle nu mens han var hos hende, for her gjord mand det og her ville han blive behandle pænt.
hun satte bakken på sengen, og kunne se og nærmest høre hans mave rumle hade han aldrig spist ordenligt? hun smile blidt til ham og skubbe bakken hen til ham "spis bare det jo til dig, jeg søger for du får et stør og lidt tunger måltid sener.. nogle ønsker til maden??" hun smile hun vist godt at det måske var meget og bed ham om, men som gæst ville hun gerne sikker sig at han fik det han skulle brug og var tilfreds. hun så på ham som han sag hans navne og smile venligt, "det meget flot navn Valandil.. mit navn er Riniya" hun smile, det var rart og kunne kalde ham ved navne i steden for ham eller gæst, hun så roligt på ham, hun kunne godt fornemme han ikke var tryg ved hende stadig men hun forstod ham godt, hun smile dog bare blidt til ham "skal jeg gå så du kan spise og få drukket din te i fred? " spurt hun roligt, for ønske han lidt ro kunne hun gå ned og arbejde eller se hvad hun hade og brug af til maden i steden for.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil havde virkelig svært ved det her. Det var jo så langt fra den behandling, som han var så vant til at få i forvejen, hvor han ere havde været vant til at blive svinet til, og alt mulig andet. Det var slet ikke noget, som han var påvirket af lige her, og det kunne i den grad også godt mærkes nu. Hans blik hvilede på hende, selv på trods af den mave, som begyndte at knurre. Han kunne i hvert fald ikke huske hvornår han sidst havde fået et ordentligt, godt og solidt måltid i hvert fald.
Hans blik faldt til bakken, da hun puffede den hen mod ham. Han humpede det sidste stykke hen, hvor han satte sig. Ja, for alt hvad han vidste, kunne der være gift i, men så sulten, som han var, så tænkte han slet ikke den tanke. Her satte han sig ned, inden han gik ombord i det, som var serveret for ham. Det hele var jo til ham, som hun selv havde sagt! "Du må gerne blive," Denne gang var ordene blevet udtalt med en form for respekt og anerkendelse. En som mørkelverne typisk ikke ville vise en procianer, og særligt ikke en skovelver!
Selv havde Valandil aldrig stået i en situation, hvor nogen havde spurgt, hvad han ønskede at spise.. Derfor.. Hvad kunne han da vælge imellem? Her rystede han bare på hovedet. Det var typisk den slags, man hørte bekymrende mødre spørge deres børn om. Det var stadig vildt underligt for ham det her. "Nej, jeg spiser bare hvad der er." sagde han blot. Sådan havde det j alle dage været for ham. Det var jo ikke det, at han bare kunne vælge, som han havde lyst til, kunne man sige. Riniya.. Også et smukt navn. "Du bærer et smukt navn," sagde han denne gang. Han kunne faktisk godt lide det.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya ville lade ham tage den tid han hade, brug for til og vende sig til hende og vende sig den her form for venlighed her i hendes hus i det mindste. hun så på ham, og kunne høre hans mave rumle. stakkels mand fik de slet ikke lov og spise i deres samfund? det fik hun i vært fald indtrykket af de ikke fik lov til, hvilke gjord hende ked af det for det var da ikke et værdig liv for nogle!
hun hade roligt skubbe bakken hen mod ham, han skulle jo gerne spise noget og hun kunne jo høre hans mave skrig på mad. hun smile bare som han begyndt og spise og sig hun gerne måtte blive, dette tog hun som et godt tegne for så betød det da han tollerede hende og at hun var i nærheden af ham. hun så på ham som han sag han bare spist hvad end hun lave "betyder det du helst vil have kød eller ren vegetar spise?" hun smile og lo svagt, hendes far var jo jæger og selv om det ikke var så tit man så Elver spise kød så hade de jo lært det, men for det meste var det tørre kød og kun om vinteren når der ikke var så meget grønt tilbage, ellers spist hun da til tider lidt fisk.
hun så på ham som han sag hun hade et smuk navn, "mange tak Valandil" hun smile bare blidt til ham, han var nu enlig sød nu han virke til og være falde bare lidt til ro. hun sad roligt og så på ham, mens han spist hun stirre dog ikke hun ønske heller ikke han skulle føle hun overvåge ham, "må jeg spørg.. hvad har fået dig til og søge her til skoven? " spurt hun roligt, for hun ville gerne kunne sætte sig beder inde i hans situationen og måske kunne hjælpe ham videre her fra når han hade fået det beder.

[Valandil Romain Ancalimë]

Den gæstfrihed og den venlighed, som Valandil nu blev mødt af, var fuldkommen fremmed og unaturlig for ham. Den sidste, som rent faktisk havde udvist ham den slags, havde valgt at vende ham ryggen, og rent faktisk gjort ham ondt. Derfor frygtede han virkelig for, hvad der ville ske, dersom han også gjorde noget, som gjorde hende utilfreds.
Hans mave rumlede, og han var i den grad sulten. Han kunne slet ikke huske eller mindes, hvornår han sidst havde fået lov til at fylde maven, og lige hvad det angik, var han bestemt ikke kræsen af sig, for det var han da virkelig ikke. Han bed tænderne fast sammen denne gang, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Frustrerende og forvirrende var det hele. ".. Jeg vil ikke påstå at jeg er kræsen," sagde han denne gang. Som mørkelvisk mand, tog man det til sig, som blev serveret, og så stillede man ikke spørgsmål. Derfor forvirrede det ham faktisk at hun spurgte ind til, hvad han ville have, og hvad han foretrak, for.. gjorde det egentlig nogen stor forskel?
"Jeg foretrækker en blanding af begge," sagde han denne gang. Hvad andet skulle han da sige? I naturen når han var ude, slog han ihjel for at overleve. Det gjorde de vel også her? Så meget havde han dog bare ikke fået lov til at se af samfundet her. "Jeg ville så langt væk som muligt fra dem," svarede han denne gang. Han tog endnu noget af maden, som han fik i munden. Han glemte næsten at tygge, så sulten som han var.

[Riniya Roshia Cramenor]

Rinya sad bare ganske roligt og så på ham, hun var vantil og være venlig og udvise gæstfrihede og det ville hun ikke ænder på nu. hun så på ham og vist ikke han hade prøve det før men den person hade vendt ham ryggen, hun hade ikke tænkt sig og gør det så længe han var hendes gæst, hun hade jo selv valgt og tage ham med her hjem.
Hun hade bare smile da hans mave rumle, hun kunne godt forstå han var sulten han hade jo line en der hade være afsted på farten i noget tid. Hun smile bare mens han spist, glad for han ville spise det for hun kunne godt frygt han ikke ville vis han nu troede hun hade putte noget i det, hun så på ham og smile bare roligt ”godt og vide så skal jeg ikke tænke på det, så laver jeg bare noget jeg håber vil mætte dig rigtig godt” hun smile bare og så på ham, hun vist ikke meget om deres samfund. Det var ikke et emne man snakke om her, og hun hade kun hørt ganske lidt og aldrig rigtig læst om det, men hun vist kvinder bestemt og mænd var meget laver ståenden men hvordan de blev behandle kendt hun ikke til. Hun så roligt på ham, og smile ”ah jamen så kan jeg lave noget med noget kød så det mætter mere” hun smile bare, hun spist selv mest kun grønt, bær, rødder og fisk kun i de barske vinter spist hun patte dyr hendes far bragt hjem vis han da fange noget. Hun så på ham som han snakke om hvorfor han var i skoven, tja det gav vel mening ”tja du i vært fald komme et godt stykke væk.. men hvad hade du tænk dig? Blive her i skoven eller søg videre?” han måtte vel have en eller anden form for plan om hvor han ville hen han ville jo sidste sidst ikke kunne flygt længer. Hun tog sig ikke af han næsten ikke tykke maden, han var jo sulten og det forstod hun godt hun smile bare ”i så fald du ikke ved hvad du så skal er du velkommen til og blive her til du er på toppen og dit ben har det beder ” hun smile venligt og sad bare pænt på sengen og så ganske blidt på ham.