I'm free!

[Valandil Romain Ancalimë]

Tråden er til: Riniya Roshia Cramenor

---

Hvor længe Valandil havde løbet, for at komme væk fra mørkelverne, vidste han ikke. Dertil havde det også været meget små og få pauser undervejs, udelukkende fordi at han ikke ønskede at risikere, at skulle støde på dem igen. Denne gang havde han valgt at tage til et sted, hvor han havde følt bare en snert af tryghed tidligere: Procias. Det var bare ved at være rigtig mange år siden.
Skoveleverne vidste han befandt sig her i området et eller andet sted. Endnu kunne han ikke sige, at skovene her, var nogen som han kendte, som dem i Dvasias, og derfor var hans gang rolig og forsigtig. Undervejs havde han fået lavet nogen sko, som gjorde at han kunne bevæge sig rundt, uden at skulle tænke alt for meget på, hvad der ville ske med ham. En elver, som ikke kunne bruge sine fødder, havde et kæmpe problem. Den var ikke rigtigt længere.

Det lange hår blafrede i en mild sommervind. Han nåede langt om længe bækken. Den synes han da i hvert fald at kunne huske, løb igennem skoven. Forsigtigt faldt han ned ved siden af den. Hans ben var endnu ikke det bedste, men det blev da bedre, jo mere han brugte det.
Hænderne foldede han som en skål, hvor han kastede vandet op i ansigtet, og bevidst lod det rende ned af hans nakke. Han havde brug for luft.. og han havde i den grad brug for at køle ned. Et dæmpet suk brød denne gang hans læber, mens han for et ganske kort øjeblik, lukkede øjnene, og bare lod sig selv nyde det som nu skete. Han så sig denne gang om. Han vidste jo godt, at skovelverne var der, og han ønskede jo heller ikke, at de slog ham ihjel, som et eller andet uvelkommen monster. Han tvang sig denne gang op på benene, inden han fortsatte langs bækken. Her tvivlede han da i hvert fald på at mørkelverne ville finde ham. 

[Riniya Roshia Cramenor]

Det var nu en skøn sommer dag, Riniya nød den helt bestemt. Men tros denne dejlig dag var hendes tanker stadig trykke, hendes bror var enlig komme hjem men var meget.. anderledes.. dyster og mørke i forhold til før hen, hun hade også haft mødt Thranduil! Hvor heldig kunne man være? Mange ting rumster i Riniyas hoved, og det gjord det svært og holde fokuse på det hun lave, hun var ude i skoven for at finde lidt sommer bær, og urter hjem til huset der var intet beder ind og finde den slags selv i steden for og købe det, plus så fik hun mulighed for selv og komme lidt ud af huset, og lige lægge sit sy arbejde lidt fra sig selv om hun da hade lidt bestillinger hun skulle nå og få gjort færdig.



Det lang næsten hvid hår hang løst ned over hendes skulder, de danse næsten ved den mindste smule vind da det var så tyndt. De krystal blå øjne så søgende rundt efter bær buske eller lidt urter som måtte vokse vildt og i små buske næsten. Hun var i klædt i set sæt hun selv hade syet, med en mose grøn kappe på, som også var en form for overtræks trøje, et par stripe brun bukser, grønne støvler, sort finger handsker, og en sort top under plus lidt poser i et bælte hvor hun kunne have de ting hun fandt i. hun gik allerede med lidt mynte blade der stadig sad på deres stængler i en hånd, mens den anden hånd hang slapt ned af hendes krop. Hun lage ikke videre mærke til om der var andre, ej heller en mørkelver betrådte deres skov! Hendes tanker var så langt væk at hun bare gik videre uviden om den fare det måske kunne være ved denne mørke elver som var i skoven kunne udgøre.


tøjet hun har på:
 

 

[Valandil Romain Ancalimë]

Der var ikke meget mørkelver over Valandil af udseende, men af person, så hang det sammen på en helt anden måde, og han vidste det jo også godt. Et sted var han stolt af sit afkom, og et sted foragtede han det, som han ikke kunne foragte noget andet i sit liv. Han rystede denne gang på hovedet. Han var blevet træt, men hvad fanden kunne han da gøre ved det? Han stod i øjeblikket i en situation, hvor han skulle til at finde ud af det hele. Skulle han opsøge skovelverne? Det væsen, som engang tidligere havde huset ham, eller skulle han fortsætte alene? Han måtte jo indrømme, at efter hans tid med Jarniqa - også selvom hun virkelig havde taget røven på ham til sidst, at han havde svært ved at være alene. Han havde vel bare været introduceret til de klare fordele ved at skulle være flere om det?

Hans gang fortsatte, også selvom det skød i hans ben ved hvert et skridt, som han foretog sig. Det var hårdt, og det gjorde ondt, men han var samtidig også nødt til at sikre sig, at mørkelverne heller ikke fandt ham! Det var oprigtigt noget at det sidste, som han ville lige nu!
Svagt rystede han på hovedet, inden han vadede direkte ud i vandet, for at komme over på den anden side. Desuden, ved at gå i vandet - uanset hvor koldt det var, så var det spor, som var svære at følge, og det gav ham da en klar fordel! Han nåede i vandet ud til livet.. Tøj og det hele blev vådt, men hvad..Det tørrede jo hurtigt igen, og det vidste han jo godt! Han holdt hænderne over, inden han kom over på den anden side. Her satte han sig ved bredden. Hans krop rystede.. Hans ben gjorde ondt. Det var jo bare et helvede lige nu!

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade enlig meget typisk elver kvinde udsende, hun var højt slank dog uden og se syg ud, hun hade næsten hvid hår, de spidse øre og så hade hun godt nok Krystal klare blå øjne, som hun hade fra hendes mor, så det var ikke til og tage fejle af hendes afstamning der. hun var stolt af og være skovelver, det var jo den smukkest og mest kultivere race syntes hun i vært fald, hvilke var typisk elver tænkning men det betød ikke hun ikke også kunne lig andre racer, så længe det ikke var fra den mørke side uf nej nej! Hun forsatte blot med og gå og lede efter bær og urter, det var altid noget man kunne brug og det var altid hyggeligt selv og finde dem selv.

At der var en mørk Elver i skoven vist Riniya ikke, hun forsatte bare med og gå langs bækken på den side Valandil var ved og krydse, hun gik i sine egne tanker til hun hørt lyden af noget bevæge sig i vandet. Hun rev sig ud af sin mange tanker, som hun fik øje på Valandil som var ved og komme op på bredden igen. driv våd efter den tur, og han ryste? Var han okay? Hun kendt ham ikke hun genkendt ham i vært fald ikke, men han så elvisk ud men hun hade en underlig følelse i maven af og se på ham, hendes nysgerrighed rev dog fat i hende plus hendes god hjerte og ønske om og hjælpe. Så roligt og lysløst som en skov elver kunne, gik hun hen til ham men holdt en smule afstand ”Har de det godt hr? ” spurt hun med hendes blød lys stemme mens hun så på ham med de krystal klar øjne, hun hade sådan en underlig følelse i kroppen af og være tætter på ham, og det var ikke en god følelse ind til videre, var denne mand ond? Men han så elvisk ud, men han line ikke en rigtig skov elver men heller ikke rigtig en mørk elver syntes hun.. og dog.. hun holdt dog tankerne for sig selv og så bare på ham.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil ønskede kun at være sikker på, at der ikke var nogen mørkelvere, som ville finde ham. det var jo aldrig til at vide, hvad de ville gøre ved ham, hvis de fik muligheden for det, og det var derfor bare ikke en mulighed som de skulle have. Det var simpelthen så nemt! Han var våd.. Han var virkelig våd, og det gjorde ham kold. Han var jo træt, og han havde svært ved at finde varme, når han heller ikke rigtigt havde den følelse af energi, for det havde han da godt nok heller ikke. Svagt himlede han denne gang med øjnene, og rystede på hovedet af sig selv. Forbandet være hans liv!
Den blide kvindestemme, fik hurtigt Valandil til at dreje blikket. Synet af en elver.. uden tvivl en skovelver, var det første, som fangede hans opmærksomhed. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han havde ganske vidst været i skoven før, men at falde til, havde været svært for ham. Nu var han jo heller ikke just vant til at nogen i det hele taget ønskede at vise bamhjertighed overfor ham.

Valandil satte sig en anelse tilbage. Om han havde det godt? Nej.. det var nok det sidste, som han kunne sige, at han havde. Hans liv havde været et helvede, siden han ikke havde været særlig gammel. Det behøvede hun jo bare ikke at vide. "Det skal du ikke bekymre dig om." Hans knæ gjorde ondt. Det var en gammel skade, som stadig forhindrede ham i at gøre rigtig meget af det, som han gerne ville, og hvilken frustrerende tanke, det nu måtte være. Hans blik faldt direkte mod hende. En dog smuk kvinde.. Det måtte han jo give hende.

[Riniya Roshia Cramenor]

Mørke elver i skoven kunne ikke være en god ting vis det skete, Thranudil ville da flippe vis han opdage det! nu vist Riniya jo godt hvordan kongen hade det med mørke elver, og som alle andre følt Riniya jo også afsky mod denne race de var jo så meget uelviske i forhold til dem, men sådan lå det jo i deres natur. Men Valandil line bare ikke en mørk elver så hun vist ikke rigtig om hvordan hun skulle reager på ham, plus hun kunne jo se han ikke videre hade det helt godt, og hendes nysgerrighed og godhjerte tog overhånd hvilke fik hende til og gå hen til ham.
Hun så på ham som han kigge på hende, roligt studer hun ham lidt med de krystal blå øjne. Hvad Valandil ønske i skoven vist hun ikke, men hun under sig over han var der for denne skov var jo ikke mørk elver område så han var virkelig gal på den. Måske han spioner? Måske hun skulle tage ham til Tharnduil.. men så igen det ville sikkert blive mandes død, og han så ikke for godt ud just.

Hun så på ham som hun hade snakke til ham, og vente roligt på svar mens hun kigge på ham. da han svar smile hun bare sit normale milde smile, ”det var ikke det jeg spurt om” sag hun ganske roligt og så på ham, og så bare på ham, hun fornemme han hade det dårligt eller ondt i vært fald ”er de komme til skade?” spurt hun og satte sig lidt i hug mens hun så på ham, hun så helt roligt på ham ikke spor bange eller noget. Hun var virkelig nysgerrig om hvad han dog lave her i skoven, men for nu var det ikke så vigtig han så herrens ud.. mund hun kunne få ham med tilbage? Han hade tydeligvis brug for hvile og noget pasning i en eller anden form ”her.. lad mig hjælpe dem hjem til mig de ser ud til og trænge til hvile, og noget varmt” hun så på ham, og valgt og række ham hendes fin lille kvinde hånd, mens hun bare så på ham med et mildt blik.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var udmærket godt kendt med, hvad der var sket med Thranduil, men meget lidt, kunne han gøre ved det lige nu. Han havde selv befundet sig i en situation, som han ikke havde været i stand til at komme ud af. Ikke før Jarniqa faktisk havde hjulpet ham ud. Han var slet ikke i tvivl om, at det havde været hende, for det havde været hendes stemme, som han havde hørt. En tanke, som han faktisk måtte finde meget.. overraskende. Det havde jo været hende selv, der havde placeret ham i den pågældende situation.
Kvinden var nysgerrig. Valandil vidste bare ikke helt hvordan han skulle tage det. Ville hun jage ham på flugt, dersom hun vidste, hvad han var? Det var umiddelbart det som han stærkt måtte gå ud fra, og det var det, som han havde lidt svært ved i den anden ende. "Som sagt, så har jeg det fint. Det er bare en gammel skade." Han forsøgte at afvige det lidt, også mest for sin egen skyld.

At hun knælede ved siden af ham, havde han lidt svært ved. Han trykkede sig automatisk mere op af træet, som han sad ved. Hans klæder var våde, men det var slet ikke noget, som han tog sig af lige nu. Det var der slet ikke nogen grund til. Han lukkede øjnene, kun for et kort øjeblik. Hvor var det her frustrerende. Der var ikke nogen ord, som kunne beskrive det bedre lige nu.
Hjem til hende..? Var det overhovedet nogen god idé? Det måtte han erkende, at han virkelig havde sine tvivl om. Ingen tvivl om det. Han trak vejret dybt. "Jeg tror ikke det er nogen god idé," endte han denne gang. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya vist hvad Thranduil ville gøre ved manden, vis han høre om en mørke elver var i hans rig og selv om Riniya forstod ham, og forstod hans hævn tørst så virke denne mørke elver bare ikke farlig på nogle måder.. vis hun da ellers kunne være sikker på han var en mørk elver. Hun så på ham, han var våde og kold han burt virkelig komme ind i varmen inden han blev grim syg, og der ville ikke være mange der ville komme og hjælpe en som ham, de fleste ville slæbe ham til Thranduil og så ville der virkelig være ballade. Hun så på ham som han snakke, om det var en gammel skade han hade. Dette var da trist, men hun kunne ikke gøre meget ved det.. hun hade nogle urter der hjemme der kunne virke som smertestillende. Hun kunne godt fornemme han forsøg at afvige det lidt, var han bange for hende? Eller hvad var der med ham?

Hun knæle roligt ved ham, hun var ganske roligt da hun ikke ønske og gøre ham mere utryg ved hende. Hun så på ham som han trykkede sig mere op af træet, hun så bare roligt på ham. hun vist godt det kunne blive ballade vis han blev fundet hos hende, men hun var sikker på hun nok kunne smugle ham op i træet vis han fik hendes kappe over sig. ”det en beder ide inde og side her driv våd og i smerte” sag hun roligt og smile bare ganske mildt til ham, og holdt stadig hånden frem mod ham ”jeg ikke ude på du skal ende i ballade.. du har ondt og er tydeligvis våde og træt, du trænger til hvile ind til du kan komme videre eller hvad det en er du har tænkt dig” hun så på ham, ganske roligt og så bare på ham med de krystal klare blå øjne, og smile mildt til ham.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil vidste slet ikke om han skulle stole på denne kvinde, eller hvad han skulle. I bund og grund, vidste han jo godt, hvor hadet hans slags var her i skoven, og særligt efter det, som var sket med Thranduil, kunne dette had jo kun være vokset. Selvom han havde været i skovene her før, og rent faktisk havde fået lov til at være her, regnede han bestemt ikke med, at det var noget, som han havde lov til at fortsætte med. Han stirrede denne gang mere fast på denne kvinde, som tydeligvis ikke forstod, at han slet ikke ønskede hendes hjælp.
Den gamle skade, havde aldrig fået lov til at heale ordentligt. Desværre. Han hadede det, for det var ham en kæmpe hindring på mange måder, og det var svært for ham at gøre noget ved det. Han var kold og våd, og han ville egentlig bare gerne have lov til at være i fred.
At tage med hende, vidste han allerede nu, kun måtte være en meget dum idé. Thranduil ville vel vide det? Og han ville ikke straffes for noget, som han slet ikke noget med at gøre. "Jeg tror det er en meget dum idé," sagde han denne gang. Desuden havde han svært ved venlighed. Det var jo ikke just det, som man kunne sige, at han havde mødt særlig meget af, når det nu endelig skulle være i den anden ende.
Hånden kiggede han på igen. Skulle han tage imod den, eller skulle han lade være? Faktisk var det svært for ham at finde ud af, for han ville jo gerne. Han trak kort på den ene mundvig. Sjovt, at det var en skovelver som skulle komme ham til undsætning, når han var den svorne modsætning. "Hvorfor vil du hjælpe mig?" spurgte han denne gang. Han nærede en mistro, som var naturlig for hans slags. Desværre.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya forstod godt vis han ikke stole på hende, hun burt jo teknisk set slæbe ham hen til Thranduil og lad ham bestemme hvad der skulle ske med ham, men denne mørk elver virke ikke rigtig farlig eller som sådan ond som det så ud lig nu, han så mere kold og våde ud og en som godt kunne brug lidt kærlig behandling. Hun vist godt at tage ham med hjem kunne være farligt, i sær vis nogle fik nys om det. både de andre elver men også dyrene kunne jo finde på og sladder om det vis de så ham i en elvers hjem. Hun så på ham, som han sag det var en dum ide ”det stadig en beder ide ind jeg lader dig bliver her” svar hun kækt igen og så bare roligt på ham. hun vist han var mistroisk det lå jo til hans slags, men hun tog det hel roligt, for hun var virkelig ikke bange for ham for han virke ikke som en trussel mod hende.
Hun holdt hånden forsat mod ham, ind til han afvist den eller tog i mod den. Han hade brig for hvile, mad og varme knæet kunne hun ikke gør rigtig noget ved hun kunne give ham nogle urter der kunne linder smerte måske prøve nogle der var godt vis man hade ondt i ledene men det var også det. hun så på ham som han snakke, og smile bare venligt ”hvorfor skulle jeg ikke hjælpe?” spurt hun og så bare på ham. ”du er våde, og kold og sikkert også pæn træt, hvilke væsen ville jeg være og bare lad dig ligge der” hun så roligt på ham, for hun var jo ikke just en normal skov elver som de andre af hendes slags, det hade Thanduil jo så fint påpege. ”jeg har ikke tænkt mig og udlever dig til kongen, lad mig søger for du får det beder og så kan du smutte igen til hvor du nu hade tænkt dig og gå hen ikke” hun smile blidt og holdt forsat hånden mod ham og afvente bare hans svar.

[Valandil Romain Ancalimë]

Kunne Valandil virkelig stole på denne kvinde? Han måtte jo erkende, at han var tilbøjelig til at have sine tvivl, men nu havde han heller aldrig rigtigt kunne stole på nogen som helst, kunne man sige, og det i sig selv, var en tanke, som gjorde ham trist. Der var ikke mange som vidste, hvilket helvede af et liv, han egentlig havde haft, for det havde aldrig været godt. Ikke af hvad han kunne huske i hvert fald.
Hun var god ved ham, og han havde bestemt ikke nemt ved, at det skulle være på den måde. Han sænkede hovedet kun en anelse. Hvad skulle han da gøre ved det nu? Det var virkelig, virkelig svært lige nu. "Det kan du selvfølgelig have ret i," sagde han denne gang, inden han atter hævede blikket mod hendes skikkelse. Hun var en flot kvinde.. Men selv han vidste jo, at skindet kunne bedrage. Det havde han oplevet lidt for mange gange tidligere.
Hans knæ havde desuden brug for en pause, og sikkert også noget varme. Det ville nok aldrig blive godt igen, men hvad pokker kunne han gøre ved det nu? Han hævede blikket sigende mod hendes skikkelse igen. Det var vel tydeligt, at han også var bange? Tænk hvis hun løj og bragte ham for Thranduil? Den mand havde været meget igennem, og det vidste han jo.. Han ville vel have sin hævn over mørkelverne? "Din leder ønsker sikkert at ende mit liv," sagde han blot. Hvad andet kunne han da sige til den sag? Det var trist ja, men der var bare ikke noget, som han kunne gøre ved det nu. Han endte dog med at nikke. "Men.. okay. Det er bedre end bare at flygte.." Han forsøgte denne gang at komme op på benet, uden at støtte for meget på det dårlige knæ. Det havde i den grad brug for en pause nu.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade ikke tænkt sig og gøre ham noget, men det vist han jo ikke han tænkt sikkert hun ville gør ham noget hvilke ikke ville falde hende ind, men hun forstod godt han var forsigtig omkring hende deres to racer var jo nærmest i krig mod hinanden i sær efter det med Tharnduil. Hun så på ham, som han sank hovedet bare en smule hun håbe ikke han fik det være. Hun smile bare som han snakke, altid noget han kunne se det fornuftig i det hun sag det var da en god start. Hun så ham roligt øjne med de milde blå øjne, Riniya var en smuk kvinde hun var slank men hade former der hun skulle have det og hun hade sit næsten hvide hår der passe til de krystal klar blå øjne, så hun kunne ikke klage der.
Han hade brug for en pause det kunne hun se, og hun hade jo et ledig værelse han kunne brug i familiens hus så der kunne han jo roligt gemme sig. Hun kunne se han var bange, men sag intet til det hun ønske ikke og gøre ham vred eller mere utilpas med hende. ”det ved jeg han gøre” sag hun ganske roligt til det med Thranduil ”jeg forstår ham også godt.. men jeg fornemmer de ikke var en del af det der skete.. du virker.. anderledes” hun så på ham for det gjord han virkelig, hun følte virkelig ikke rigtig det mørke og hade som hun hade fået at vide mørke elver bar i sig mod dem, han virke bare slet ikke sådan men var der mund forskel på dem det vist hun ikke. Hun smile bare som han tog i mod og tage med hende, ”dejligt ” hun smile og tog roligt sin kappe af hun rakt ham den roligt ”her, så du kan holde varmen og skjule dig lidt mere til vi kommer indenfor ” hun smile venligt, og så på ham, ”har du brug for støtte?” spurt hun da hun jo kunne se han forsøgt og støtte så lidt så muligt på hans dårlig ben.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil vidste virkelig ikke, om han skulle stole på hende, men alligevel valgte han at gøre det. Måske at han ville fortryde det senere.. Det måtte tiden jo vise. Lige nu, var det bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Han ville gerne indenfor. Han var kold og han var træt. Det havde jo trods alt været en lang tur fra Dvasias og hertil, men han havde ikke rigtigt haft nogen andre steder at søge hen, så det var jo lidt det, som han havde handlet og reageret på, og det var også derfor, at han havde det på den måde, som han nu havde det.
"Så hvordan kan jeg vide mig sikker på, at du ikke vil føre mig direkte til ham?" spurgte han denne gang. Det var ikke nogen hemmelighed, at han ikke stolede på hende, for det gjorde han ikke. Selv ikke, da han alligevel valgte at gå med til det, og rejste sig op, for at følge med hende.
Kappen som hun rakte ham, tog han mere end vel imod og kastede den om sig. Han trak kutten op, for at gemme sig lidt. Selvom han var mere skovelvisk af udseende, end hvad hans artsfælder var, så var det nok nemmere for ham, at falde ind i mængden. "Hvordan anderledes?" spurgte han denne gang. Han gik bestemt ikke ud fra, at det var positivt ment. Slet ikke faktisk. Her vendte han kort blikket mod sit ben. "Det går. Jeg kan godt gå på egen hånd," sagde han denne gang. Han sendte hende et kort smil, inden han egentlig blot fulgte med. Han havde ikke noget andet valg.. Han nægtede bare at ende i deres fangenskab, dog selvom det næppe kunne være værre end mørkelvernes.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya forstod han ikke stole på hende, det ville hun heller ikke vis nogle fremme fandt hende og som ind da var af en race men ellers afskyet helt vildt. Hun så dog roligt på ham, han hade brug for at komme inden for og hvile, spise, noget rent tøj og tilset det knæ. Hun ville hjælpe ham med det så godt hun kunne, og så måtte han jo søge videre når han var frisk nok vis han da ellers ville videre.
Hun så på ham som han snakke, hun smile bare og holdet en lille latter inde. ”ja det jo sandelig et godt spørgsmål ikke?? For jeg liner jo en der sådan smider et sygt dyr for en løve uden nogle medfølelse ikke” det var tydeligvis ment i sarkasme, men hun forstod godt hans mistro til hende og mangle tillide. Hun så roligt på ham og sag dog så ”jeg har ikke tænkt mig og før dem til ham, nok er du mørke elver men det jo ikke just en forbrydelse at være født det sidste jeg tjekke” hun smile bare roligt.
Hun gav ham kappen som han tog i mod, den klædt ham da næsten dog var farve ikke helt rigtig men det lod hun ligge. Hun så på ham, han line virkelig en skov elver ikke helt dog men temmelig meget. Dog var det jo også til og se han ikke var en skov elver. Hun så på ham da han snakke til hende og smile, ”tja for det første og det ikke for og fornærme dem men du liner en skov elver temmelig meget i forhold til hvordan jeg har læst mørkelver ser ud” hun så på ham og smile bare ganske roligt, ”og du virker ikke så mørke i dit inder.. jeg føler mig ikke truet eller utryg ved dig” hun så roligt på ham. hun nikke bare som han sag han godt kunne gå selv, og begyndt roligt og gå mod sit barndoms hjem, i den lille landsby der lå lidt der fra, ”alt efter tempo er vi ved mit hjem om en 10-15 minutter” hun smile ganske roligt mens hun bare gik lige så stille og roligt, så det ikke så mistænkelig ud som de gik der mod hendes hjem.

[Valandil Romain Ancalimë]

Var det underligt at Valandil ikke stolede på hende? Også selvom hun aldrig rigtigt havde givet ham en grund til ikke at skulle gøre det. Hendes race alene, var grund nok til at han ikke gjorde det. Han bed tænderne en smule sammen denne gang, inden han kort rystede på hovedet. Nej, det var ikke rigtigt det indtryk han havde af hende. "Det er jo aldrig til at vide," kommenterede han denne gang. Hvad andet skulle han da sige?
Hun ville ikke føre ham til Thranduil. Men kunne han overhovedet vide sig sikker, nu hvor hun tydeligvis også vidste, at han var en mørkelver? Det var i hvert fald lidt det, som han handlede og reagerede på, og han kunne bestemt ikke lide, at det var på den måde. Han bed tænderne svagt sammen. "Det sætter jeg pris på," endte han denne gang. Nu måtte tiden jo først for alvor vise, om han kunne stole på hende.
Han lignede en skovelver.. Det var ikke første gang, at han havde fået det at vide, og det var sikkert også derfor, at han havde fået lov til at blive sidst, han havde været her. Han sænkede hovedet. Et sted gjorde det ham vred at høre, og et sted.. glædede det ham også. han var jo ikke ligefrem nogen normal mørkelver. Ikke med det liv, som han havde haft i hvert fald. "Det er ikke første gang, at jeg hører det," sagde han denne gang. Han vendte blikket mod hende igen. Han gik pænt ved siden af hende, selvom det var tydeligt, at han også havde ondt i benet, for det havde han.
Valandil kunne sagtens gå lidt tjept til, hvis det var det, som han ville, og det var det jo. Han ville gerne frem, så han kunne få varmen. "Jeg kan godt gå lidt hurtigt." sagde han denne gang. Det ville måske bare gøre ondt, men hvad fanden. Det havde jo ikke ligefrem taget livet af ham endnu.