Honey! I'm home!

[Kimeya Marvalo]

Mærket kunne Kimeya aldrig nogensinde drømme om at fjerne, men derimod skjule. På den måde, var han jo endnu mærket af Faith, men kunne stille en anden tilfreds. Det var da en ganske diplomatisk løsning, var det ikke? Intenst fulgte han hende med blikket. De var slet ikke færdige med hinanden, og om det var noget, som de nogensinde ville komme til, var endnu alt for tidligt for ham at sige.
Blair var virkelig en drømmekvinde. Hun gav ham, hvad han havde brug for, og hun gjorde hvad han bad hende om, dog tit under protest. Ikke at det var noget som rørte ham det mindste, for det var der slet ikke nogen grund til. Han blev denne gang stående tæt ved hende. Lille i forhold til ham, men det var aldrig noget som havde rørt ham. Han stirrede intenst i hendes grønne øjne. "Hvor dum tror du i sandhed, at jeg er, Faith?" endte han denne gang. Mærket lod han jo atter komme til syne, hvor hun selv kunne undersøge det. Det var som det altid havde været. Det var en markering af ham, som hun havde gjort for mange år siden, og dette ønskede han ikke skulle forsvinde. Han var hendes.. som hun var hans, om hun så ville være ved det eller ikke, måtte jo så være hendes problem.
Hun faldt til ro igen. Nu kunne det vel bare genere hende, at hun ikke havde nogen grund eller ret til at skulle blive sur på ham over det igen? Han hævede hånden, og lod den stryge over hendes kind denne gang. "Ærligt? Nej.. det tror jeg ikke," endte han denne gang. Han førte lokken bag hendes øre denne gang, hvor han kort lod hovedet søge på sned. En dog så smuk kvinde.. Nej, han var bestemt ikke færdig med hende endnu.

[Faith Jaceluck Marvalo]

De var virkelig et umage par. Han var hende tre gange i højde og bredte, men når deres blikke mødtes soom nu, med samme intensitet gjorde det ingen forskel, gnisterne slog vækkede ilden i hende. Det var nemt at blive vred på Kimeya, men han havde en tendens til at slukke det lynhurtigt. "Ønsker du virkelig et ærligt svar på det?" spurgte hun lidt irriteret. Han havde kun skjult det for at stille en anden kvinde tilfreds. Stadig var han ikke klar til at give slip på det sidste ud over deres børn, som bandt dem sammen. Hendes blide fingre strøg hen over mærket, tegnede dets kanter med en varm pegefinger der malede den røde farve lidt op. "Så langt er du alligevel ikke gået for hende," mumlede hun for sig selv og forsøgte at skjule lettelsen. Det måtte betyde at uanset hvor fantastisk den warlock kvinde var, og hvor meget han holdt af hende, så holdt han mere af hende.
HUn strøg hånden ned over mærket for at ville fjerne hånden igen men endte med at stoppe ved fingerspidserne, så kun de stadig havde hvile ved hans bryst. Hun slog blikket op. "Så.. hvad vil vi gøre ved det?" spurgte hun sigende. De kunne ikke være sammen af åbenlyse grunde, men de kunne heller ikke lægge afstand til hinanden. Hun gik et skridt frem og endte med at stå helt op af hans krop. Hun var faldet til ro nu hvor hun vidste at han stadig holdt af hende. Ikke tale om at hun ville lukke ham helt ind igen, men det var nytteløst at modsætte sig hvad de begge ønskede. Hun strakte sig på tå og stjal et kys fra hans læber, inden hun tog et langt skridt bagud og førte en hånd om i nakken hvor hun løsnede de første bånd i sin kjole, for derefter at trække snørrene ud i det milde korset der holdt den sammen. Så snart stoffet blev løst nok, gled det ned over hendes krop og faldt til gulvet og efterlod hende blottet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne gøre nogen dumdristige ting engang imellem, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han var en dum person. Der var mange ting, som han havde gjort for Faith. Uanset hvor dumt det havde været, så havde han dog gjort det alligevel. Han stirrede fast på hende, og med en meget kortfattet mine i stedet for. "Jeg er ikke dum. Det ved du godt," endte han denne gang med en sigende mine.
At hun berørte mærket på hans brystkasse, sagde han ikke noget til. Det var hendes.. Det var det ejerskab, som hun i sin tid havde taget over ham, og han vidste, at han burde hade det. Det var bare ikke noget, som han kunne. Han sænkede blikket mod hende. Så lille som hun var.. så var hun en slange. Han vidste jo, at selv han skulle passe på hende. Han rystede på hovedet. Han forgudede Blair. Det gjorde han virkelig, men den plads som Faith havde ved ham, var ikke nogen, som nogen kunne tage fra hende. Og ærligt? Han var ikke interesseret i det.

Hvad skulle de gøre ved det? Kimeya ville ønske, at han kunne fortælle hende det, men skulle han være helt ærlig, så vidste han det ikke. Det var det, som dertil også var med til at gøre det temmelig problematisk, og det var faktisk utrolig irriterende! "Ja det.." Han så til, som hun denne gang trak sig lidt fra ham. Ordene blev nærmest tvunget tilbage i halsen på ham, da hun bare lod sin kjole falde, og stod der i ingenting. Her var han kommet for at snakke alliance, og hun smed tøjet? Han kunne i hvert fald godt lide den udvikling! Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Det var en god måde at håndtere det på.." Han rullede med skuldrene, hvor han førte skjorten helt ned. Han var bred og markeret. Det havde han da i den grad i sin besiddelse endnu. Her vendte han blikket mod sengen.. Næsten lokkende, inden han selv søgte hen mod den og lagde sig. Nu var han i forvejen ikke kendt for at spilde tiden.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var næsten ækelt at tænke på den gensidige afhængighed de havde af hinanden. Hun strøg fingrene hen over hans mærke og følte sig underligt stærk. Det meste af tiden fik han hende til at føle sig svag fordi han forsøgte at undertrykke hende, men han fik hende også til at føle sig magtfuld og hel. Faith sukkede tungt og lod hånden falde slapt ned før hun i stedet bakkede tilbage. De vidste jo begge to hvordan det ville ende. "Jeg har for længst fundet ud af hvordan jeg skal håndtere vores problemer, Kimeya. Der findes kun afledning for et øjeblik, der findes ingen løsninger," pointerede hun lidt køligt selvom hun stod der blottet for hans syn.
Hun blev stående og så ham lægge sig i sengen. Madrassen formede sig efter ham, næsten som om at den vidste at det nu endelig var rigtigt. Hun samlede de flammerøde lokker og førte dem om på ryggen før hun gik ham i møde og kravlede op i sengen fra fodenden. Med en hånd på hver side af ham, kravlede hun op over hans krop og satte sig i hans skød. Der var stadig stof der forhindrede dem, i og med at det kun var hende der sad blottet. "Kan du huske første gang vi lå her?" spurgte hun med en dæmpet hvisken i hans ører. Hun bukkede sig og kysede hans brystkasse lige over hans bankende hjerte. Hun huskede stadig sin egen usikkerhed og lyst og hans bekræftende kærtegn, hvordan han med sine ord og sine hænder havde gennemgået hver lille del af hendes krop og havde fortalt hende hvor fantastisk hun var. Det var faktisk en elendig løsning det her, men det virkede altid som det rigtige at gøre. Hun havde undværet ham så længe at det gjorde ondt, hun havde ikke fået sit behov for at være tæt på ham opfyldt.

[Kimeya Marvalo]

Det var dømt til at gå galt før eller siden, hvilket var noget som de begge udmærket godt var klar over. Derfor handlede det vel bare om at nyde det, mens det faktisk var godt? I stedet for konstant at tænke over hvor forkert det var? Kimeya selv var ved at være træt af de mange tanker, som fulgte med.. Alle de ting, som de burde gøre anderledes, og alt det som de slet ikke burde, men gjorde alligevel. "Vi er da i det mindste kommet frem til den samme konklusion," sagde han denne gang. Skaden var sket for alt for mange år siden. Ganske vidst kunne Kimeya snildt finde en anden kvinde, men det var bare ikke Faith.. Og nu kunne man ikke sige, at han ikke havde prøvet, for det havde han da godt nok! End ikke Soraya eller Blair, havde præsteret at give ham noget andet, som skulle gøre op for hvad han havde mistet.
Han lagde sig ned i sengen, og lagde sig til rette. Smuk var hun i sandhed, og det var jo et syn, som han ønskede at holde for sig selv denne gang. Langsomt vendte han blikket mod hende, da hun tog pladsen over ham. Endnu var han klædt på fra livet og ned, uden at det egentlig rørte ham noget særligt. Hænderne lagde han mod hendes lår, som han strøg over. "Om jeg kan.. Hver eneste aften her, kan jeg huske," sagde han denne gang. Han var på ingen måder nogen romantisk fyr. Slet ikke i nærheden af det, men en hukommelse, det havde han så sandelig. Han lod hende røre ved ham.. kysse ham og kærtegne ham, som de selv kun havde gjort det dengang. Hovedet lagde han ned på sengen og kiggede op i loftet. Tiderne var andre nu. Det vidste de godt begge to. "Og du er stadig lige så smuk som du var dengang," tilføjede han denne gang. At hun havde skænket liv til deres børn, havde i hans øjne også kun været en kæmpe bonus.