Honey! I'm home!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Ingen af dem ville nogensinde indrømme hvor afhængige de var blevet af hinanden, og da slet ikke Faith som ønskede at være en uafhængig kvinde mere end noget andet, men det gjorde Jared jo heller ikke ligefrem nemt for hende. Hans intense blik fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Faith kunne ikke undgå at skælde sig selv ud i tankerne over hvor forræderisk hendes hjerte var.
Hun blinkede men genoptog hurtigt det bestemte blik og så ind i hans øjne. De vidste begge to at de aldrig havde været gode forældre, de havde nok givet op på forhånd og de havde mistet både deres børn og hinanden i processen, de havde aldrig været ment til at være forældre, hvilket de led under den dag i dag. "Ja vi har ikke ligefrem vundet medaljer for vores forældreevner. Det mindste vi kan gøre er at holde dem sikre," hun slog nakken lidt tilbage. Det gav hende hovedpine også at skulle tage stilling til den slags, men hun ville ikke frivilligt lade nogle vende deres børn imod dem, ikke ud over hinanden vel og mærke. "Det er han. Han har en stor magt over hende," medgav hun. Deres naive, dumme datter.. de havde virkelig ikke gjort deres arbejde godt nok. "Lidt for meget," hun trådte roligt frem mod ham og rakte sin blege, spinkle hånd ud for at lukke deres aftale. Det var ikke sådan de plejede at lukke den slags, men de var færdige med hinanden nu, og alt taget i betragtning gik det overraskende godt. "I så fald, så lad os finde hans hoved først. Jeg bidrager glædeligt," endte hun endeligt.

[Kimeya Marvalo]

De var afhængige af hinanden. De var bare begge alt for stædige til at indrømme det, og det var det, som Kimeya udmærket godt vidste. Han stirrede intenst i hendes øjne denne gang. Her stod de jo så igen med hinanden.. i det hjem, som de havde delt igennem så frygtelig mange år, og nu hvor det endelig var, så.. nej. Han kunne vel heller ikke tillade sig, at gøre sig de tanker, kunne han? Han kneb øjnene svagt sammen. "Det er muligt.. Men vi skylder dem at reagere," sagde han denne gang i manglen på bedre. Han vidste ikke rigtigt, hvad han ellers skulle sige, og han måtte ærligt indrømme, at han fandt det ubehageligt. Rigtig meget endda.
Kimeya fnøs. At skulle stå sådan her sammen med hende, var slet ikke meningen, og han vidste det jo godt. Mærket på brystet.. de mange minder på både godt ondt. Det var slet ikke nogle af slagsen, som han overhovedet burde gøre sig, men han kunne for pokker ikke rigtigt undgå det. "Vi kan ligeså godt sige det højt, Faith. Vi svigtede dem, og lod dem for sig selv." De kære børn var der for hinanden.. Kimeya kunne jo se det i bakspejlet, selvom det ikke gjorde nogen forskel. Han fulgte hende med blikket mod ham, hvor hendes hånd hurtigt fangede hans blik. Han skød det ene bryn en smule i vejret. "Det er ikke sådan, som vi gør det," sagde han denne gang. Armene lod han denne gang søge over kors foran sig i stedet for. Han så direkte mod hendes blik igen. "Du plejede ellers at have en anden måde, at forsegle en aftale på." Hans læber spillede denne gang ud i et let smil. Han kunne jo for pokker heller ikke lade være. Sephirans hoved, ønskede han serveret på et fad.. Han tillod sig intet mindre!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hjemmet her var det største symbol på deres fiaskoer sammen, men det var et trygt sted for hende at være, det var det eneste sted som føltes hjemmeligt ud over Appolyon. Alting lignede sig selv, stort set i hvert fald, for hun havde tilladt sig at skifte visse af møblerne ud erstatte dem med nye. Billederne som hang omkring var dog stort set de samme som dengang, selvom de mange gange smertede mere at se på, end de gavnede. Hun nikkede. Han havde ret, de skyldte dem at reagere, selv Lucifer søgte hun efter med lys og lygte, på grund af et løfte til en gammel veninde, men hun havde ladt sine egne, biologiske børn i stikken og hvorfor? Sandheden var nok at de mindede hende om alt det hun ikke kunne få, alt det hun ikke kunne være og alt det hun havde hadet at være. "Det gjorde vi. Det næsten sørgeligt at tænke på at det barn som blev kidnappet fra os i sin vugge, var den som klarede sig bedst," kommenterede hun. Ingen af dem havde sagt det højt, men de havde med garanti begge tænkt det. Hun havde brugt det som arugmentation for at de ikke var ment til at være sammen, men det føltes bare anderledes i hendes bryst, uden at hun kunne forklare hvordan.
Hans smørrede smil fik hende til at rynke på panden. Efter alt den tid skulle han stadig lege, lege med hende. Hvis han insisterede... hun tog et skridt tætttere på ham og strakte sig på sine tæer, for at nå ham bare en lille smule. Med den frie hånd greb hun hårdt om hans arm og tvang hans hånd ned i hendes med et fast ryk. "Vi er civiliserede væsner nu, Kimeya, de dage er forbi," påmindede hun vedholdende og greb hårdt om hans hånd for at fastholde ham. Hun landede igen fladt på sine fødder og trak for første gang på smilebåndet med sit typiske lidt for selvtilfredse smil, stolt over hvor stærk hun havde været i aften trods alt i hendes indre ledte hende i fristelse.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forbandt huset her, med langt flere ting end smerte og fiaskoer. Der var alligevel delt utrolig mange ting her.. Det var også her i huset, at deres kærlighed i sin tid havde blomstret. Det kunne næsten lyde helt pladderomantisk, men selv Kimeya måtte jo sande, at han faktisk savnede de tider. Han savnede faktisk den tid, hvor de bare havde haft hinanden, selvom det var frygtelig lang tid siden nu. Han stirrede på hende. de havde ikke været gode forældre.. faktisk var det nok det, som i sin tid havde drevet dem mest fra hinanden, når det nu endelig skulle siges. "Jeg ved det.." Kimeya var jo ikke meget for at snakke om det. Leonardo havde jo dengang været deres lille øjesten, og de havde aldrig haft muligheden for at nyde det.. De kunne jo kun se, hvad han var blevet til efterfølgende, og så se på det, som de nu stod med. Det var i hvert fald ikke ligefrem noget, som man kunne være stolt af i den forstand, når det endelig skulle siges.
Som hun trådte helt hen til ham, og nærmest stillede sig på tå, måtte Kimeya nærmest føle, hvordan tilfredsheden måtte stige i hans krop og sind. Han kunne jo for pokker heller ikke andet, og særligt ikke nu. Hun greb om hans hånd.. Faktisk i et temmelig stramt greb. Han kneb øjnene mere dræbende sammen. Han lukkede sin hånd kraftigt om hendes. "Og hvorfor skulle vi lave om på noget, som rent faktisk fungerer, min kære?" Han kunne jo ikke lade være, nu hvor han endelig stod der. Overfor den kvinde. Han endte med at hæve sin arm, hvor han endnu holdt hendes, hvor han tvang hende ud i en piruette, inden han lukkede hende med ryggen ind mod sin egen krop. "Kom ikke og sig, at du ikke kan lide det.." hviskede han denne gang tæt ved hendes øre. Det var fristende og lokkende, at gøre det med hende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Efter alt den tid, kunne hun næsten ikke huske hvordan det var at elske ham. Hun huskede ikke følelsen af glæde eller kærlighed som ellers også havde blomstret her engang for mange år siden. Skæbnen havde bare villet det anderledes, og hun satte inderligt pris på den nye chance der var blevet givet. "Vores største fejltagelse var at sætte dem til verden, og alligevel er det den eneste ting her i livet jeg ikke fortryder," indrømmede hun med et lidt tomt blik. Trods hun aldrig havde haft de store moderlige egenskaber, så havde hun i alt hemmelighed ønsket sig en familie som skulle være langt bedre og langt tættere end den hun selv var kommet fra. Den drøm havde hun haft siden skriget fra hendes søn havde lydt helt ned i kælderen da hendes far havde slået ham ihjel.
De kunne have haft alt det hvis ikke de havde været forbandet sætdige væsner begge to. Faith stilte sig på tå, men nåede stadig ikke hans ører. I forhold til ham kunne hun næsten forsvinde i hans arme. Hendes blik stirrede fast ind i hans og holdt hans hånd stramt, men skønt hun ikke var så svag en kvinde som hun så ud, var det let for hende at tvinge hende rundt, så hun blev fastlåst af hans arme og kunne mærke hans stærke bryst mod sin ryg. Langsomt smeltede hendes ben under hende, eller sådan føltes det. Han kunne stadig gøre hende svag, blød som smør og tanken irriterede hende grænseløst! Hendes hoved gled let på skrå, så hun kunne mærke hans varme ånde kilde hendes følsomme hals. "Fordi det aldrig fungerede?" foreslog hun sigende og forsøgte med alt magt at kontrollere sin stemme så han ikke ville høre hvor lokket hun var hans væsen. Han skulle ikke have lod til at vinde over hende. "Bevæg dig ikke ud på åbent hav hvor du ikke kan svømme, kære," hviskede hun bedende. Der var ikke komme noget godt ud af det og alligevel gjorde hun ikke et eneste forsøg på at skubbe ham væk.

[Kimeya Marvalo]

De havde begge gjort utrolig mange fejl, men det var vel ikke det eneste, som de havde gjort i sin tid? Med den tanke på alt det, som de jo faktisk havde gennemgået for hinanden, så kunne de jo heller ikke være helt ved siden af, kunne de? Han trak svagt på smilebåndet. Han havde det jo på samme måde. De burde aldrig være kommet, men ikke fortrød han nogen af dem. Selv på trods af, at han intet forhold havde til nogen af dem faktisk.. Cedric havde han været tæt på dengang, og Cecilaya vidste han jo, at han havde skuffet. Han var bare ikke den, som skulle dukke op, for at sige det. Det var ord, som aldrig ville komme over hans læber. "Så sandt." istemte han blot. Hvad andet skulle han sige?
Det her var uden tvivl at lege med ilden, men han kunne jo for fanden ikke lade være med det. Han nød at gøre det ved hende, og særligt fordi at han lagde mærke til en ting: Hun gjorde stort set ingen modstand. Bedre end det, kunne det bestemt heller ikke blive, og det erkendte han gerne. Han smilede tilfredst for sig selv, som han denne gang stod med hende i sine arme. Let trykket ind mod sin egen krop. "Jeg har for længst lært at svømme mod de store dybder.. dykke efter de skatte, som gemmer sig et sted dybt på bunden.." Selvom han ikke var romantisk anlagt, havde han vel også sine klare øjeblikke fra tid til anden, og det var særligt også dem, som dukkede op lige i øjeblikket. Han lagde den ene hånd om hendes liv, og den anden lagde han mod hendes bryst, for at holde hende tæt. Hun nød det. Alt indikerede det jo trods alt også! "Du kan lige så godt indrømme det.. Du har savnet det her mindst lige så meget som jeg selv." hviskede han tæt ved hendes ære. Her vovede han pelsen lidt.. og kyssede hende lige under øret.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kimeya burde ikke være kommet her og slet ikke alene. Igen viste hun sin unge naivitet, den var hun desværre ikke vokset fra. Det havde været direkte dumt af hende at tro at de kunne mødes uden at slå gnister. Den samme ild havde bragt dem de børn de nu kunne kalde for deres, dumme og svage som de ofte var, så var de et symbol på en kærlighed der engang havde været så stærk at den nærmest havde været ubrydelig i forhold til nu.
Faith mærkede varmen fra hans krop og hans dvælende åndrag når hans brystkasse hævede og sænkede sig, og det lille pust af hans ånde der kort efter kildede hende i nakken. Det gjorde hende blød som smør der havde stået ude i varmen i alt for lang tid. Hun lukkede øjnene. Hendes krop sagde ja men hendes sind sagde nej, hun var blevet stærkere end det! "At du har lært at svømme der, betyder ikke at du deler vande med hajer," pointerede hun stille. Hvis hun forsøgte at gøre modstand ville hun være svag, for han ville få hende overtalt, men hvis hun tog styring og accepterede kroppens ønske, var det ikke en magt han havde over hende. Et gys gik igennem hende ved det intime kys, selvom det var kort. Hun sukkede. Som sagt - jeg benægter intet. Jeg har tit drømt om at mærke dine store, ru hænder igen," indrømmede hun hæst. Hun førte en hånd op over hans arm og rakte om bag hans nakke så hun kunne trække ham længere ned til sig. Det var en helt ny måde at håndtere ham på, men inderst inde vidste hun jo godt at hun aldrig ville blive stærk nok til at afvise ham helt.
"Har du savnet mig?" spurgte hun lokkende og vendte hovedet lidt mod hans. Hendes bløde stemme talte direkte i hans ører.

[Kimeya Marvalo]

Deres kærlighed havde engang gjort dem svage.. Meget endda, og det var noget som selv Kimeya havde ønsket, at de kunne se bort fra. Det havde desværre bare ikke virket efter hensigten, kunne man sige. Han ville gerne have lov til at sikre sig, at der intet skete med deres børn, og så måtte de jo bare tage den derfra, og det mente han. Selvom han måske ikke havde stået som en far for dem, men derimod for Nathaniels, måtte han jo leve med de konsekvenser nu.
Nu hvor han stod med Faith i sine arme, så havde han bestemt ikke nogen intentioner om at skulle give slip på hende igen. Han smilede tilfredst for sig selv. Han savnede det jo for fanden. Han savnede hende, og det, som de faktisk havde været igennem for hinanden. De var ikke gode for hinanden, men at vende ryggen til det, var bare ikke noget, som han kunne. "Du kan sige hvad du vil.. Jeg ved at du nyder det.." Hånden som lagde sig i hans nakke, var ikke en, som han sagde noget til, hvor han lod sig rive længere ned mod hende. Det var bare begrænset hvor tæt på han kunne komme.
Denne gang lod han hånden stryge over hendes brystparti. Hun ville have han til at sige det.. Det som ellers var så forbudt for ham at sige i det hele taget. "Det som du vil have mig til at sige, er strengt forbudt for mig at sige.. Og du ved det. Fortæl mig.. Savner du mig?" spurgte han denne gang. Hans hånd lukkede sig mere omkring hendes brystparti. Hvor meget han mon kunne presse hende?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hans bløde duft som omgav hende, fik Mansionet her til at føles hjemmeligt. Det var præcis dét der havde manglet for at hun kunne finde en sidste tryghed. Noget havde været anderledes, naturligvis fordi han ikke havde været der, men det var mærkværdigt hvor meget hendes følelser ændrede sig når han var i nærheden.. mærkværdigt og uhyggeligt. Hendes små fingre kærtegnede hans nakke og hårgrænse. Hun var stadig i en fase hvor hun skulle tilvænnes hans nu korte hår, selvom han bestemt ikke så ringere ud.
"Jeg har aldrig påstået andet," pointerede hun med en lidt svag stemme. I hans hænder blev hun ler der kunne formes efter hans behag, og hvor hun dog forbandede den tanke langt væk. Han ville ikke have hende når alt kom til alt alligevel, somme tider havde hun en tanke om at han alene nød at bevise overfor hende hvilken magt han havde. Hun følte et lille sus i maven da hans hånd flygtigt berørte hendes brystparti. Han legede med hende, det var det samme hver gang. Altid en leg. "Det er ikke mindre forbudt for mig.. desuden.. den mand jeg kender, ville aldrig stå tilbage fra at sige sin ærlige mening, blot fordi det var forbudt," hviskede hun udfordrende. Han havde krydset så mange grænser, brudt så mange love for hendes skyld, og nu i alt deres hemmelighed, ville han ikke indrømme sit savn, men han ville høre hende sige det? "Nej. Mit liv har været bedre siden vores adskillelse," svarede hun uden at tøve selvom hendes stemme hurtigt svandt ind da han greb om hendes følsomme bryst. Det var ikke løgn men det var heller ikke sandt, hvilket var grunden til at hun kunne lyde så stålfast.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at han slet ikke burde, men han kunne heller ikke lade være. Faith var og blev den kvinde, som ville have den største betydning for ham, og den ganske særlige plads i hans hjerte, og det var uanset hvor forkert det end ville være, så gjorde det bare ikke nogen forskel. Han smilede kort for sig selv. Modstanden plejede at være større end det her. Havde hun endelig lært? Eller testede hun en anden taktik af? Hun skulle uanset ikke have lov til at vinde! Hånden strøg derfor over hendes bryst. "Tror du ikke, at jeg tør? Kæreste.. jeg er ikke bange for hajer, varulve.. eller de mange monstre, som kunne sætte deres tandsæt i mig." endte han denne gang. Han havde aldrig været decideret bange for noget, og det ville han heller aldrig nogensinde komme til.
Hendes liv havde ikke været bedre? Hvorfor var det, at han havde svært ved at tro det? "Lyver du for mig, Faith Jaceluck?" spurgte han denne gang. Et smil passerede hans læber, som han denne gang tog mere fat om hendes bryst. At hun overhovedet lod ham, var overraskende, for sidst havde han slet ikke fået lov til at komme i nærheden af hende! Hovedet sænkede han det han kunne, for at plante et kys mod hendes kind, og videre ned mod hendes hals denne gang. "Jeg tror nemlig allerede at du kender svaret," hviskede han denne gang ganske nær hendes øre. Han trykkede hende tæt ind mod sig. Han var kommet for forretningens skyld.. Og nu stod de her. Han kunne jo heller ikke lade være!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith ville nok aldrig forstå hvorfor de ikke var i stand til at mødes uden at deres lidenskab for hinanden skulle bryde løs. Uanset hvor meget de voksede til at hade hinanden med årene, så endte de altid det samme sted, selv når de forsøgte at lade være. Skæbnen havde hun altid troet på, men hun forstod ikke længere den leg den legede med dem. Hun lod sig læne ind til hans faste krop, og tillod sig at mærke den hjemmelige følelse. Intet af det var godt eller korrekt, men det føltes trygt men også sårbart, for de var i princippet fjender nu og hun blotlagde sig selv for ham som hun plejede i alt for god tro om at han ikke ønskede hende ondt. "Sandt. Du har altid været dumdristig og hovmodig," pointerede hun stille. Hans manglende frygt var noget at det som havde bragt ham i knæ op til flere gange, desværre led hun nok lidt under samme gen, men hun havde frygte i livet. Han var en af dem.
Et lille smil listede sig hen over hendes læber, men stivnede hurtigt idet han tog mere fat om hendes følsomme bryst. Han kendte stadig hendes svage punkter lod det til. Hun kunne mærke varmen stige i hendes indre, brede sig med en sitren som en steppebrand, der ledte til at hun slap et suk for bare at komme af med noget af den hede. Hendes ånde var varm. "Jeg giver dig ingen løgne," hviskede hun og lod hovedet hvile mod hans for at øjeblik, før hun vendte sig rundt i hans favn og stod ind til hans krop der var ret massiv i forhold til hendes. Hun så op i hans blik med øjne der lignede meget deres moders. "Jeg er blevet mindet om hvilken stærk kvinde jeg var før du trak mig ned.. jeg har ingen at stå til ansvar overfor.." hviskede hun og strakte sig for at plante et par kys langs hans kæbelinje. ".. naturligvis er en del af morskaben røget. Sig mig Kimeya holder hun dig underholdt?" spurgte hun hæst og lod sine læber stryge ned over hans hals i lokkende kys. Han vidste vel udmærket hvem hun refererede til? Rygter gik hurtigt.

[Kimeya Marvalo]

De ville vel bare for altid have det her ømme punkt for hinanden? Kimeya vidste, at han endnu havde et ømt punkt for hende. At hun jo så ville fortsætte med at benægte og spille vred, så måtte hun jo gøre det. Hendes krop havde jo trods alt allerede afsløret hende for ham. Og han elskede det. Hun kunne hade warlocks så meget, som hun ville, og han ville være ligeglad. Selv her og nu, kunne hun jo forsøge at slå ham ihjel om det var noget, som hun oprigtigt var interesseret i at gøre, selvom der ikke var noget, der indikerede, at det forholdt sig således. "Du faldt jo for noget ved mig, ikke?" endte han denne gang. Døden havde han ikke været bange for. Mange af de ting, som han havde været konfronteret med, havde ikke gjort ham bange, men derimod stærkere. Og det var selv på trods af det, som var sket dem igennem deres lange og ellers frygtelig turbulente tid sammen med hinanden.
Hånden havde et godt tag om hendes ene bryst. Selvfølgelig kendte han hendes ømme punkter, og særligt efter alle disse år. Andet ville jo have været for dårligt! Hun vendte sig denne gang mod ham. Han tog det nu ikke som noget særlig højtideligt, for det var der jo slet ikke nogen grund til. "Men heller ikke den klare sandhed," endte han denne gang, som han intenst vendte blikket mod hende. Kysset mod hans kæbe.. de ord.. Nej, Blair var uden tvivl god ved ham, men det var også det. Hun var lige den kvinde, som han havde haft brug for, at Faith var, velvidende om, at det aldrig nogensinde ville komme til at ske. Han trak kort på smilebåndet. "Er du jaloux, kære Faith?" spurgte han denne gang direkte. Han låste grebet omkring hende, og helt ind mod sin egen krop i stedet. "Hun er ikke dig, hvis du absolut skal vide det," endte han denne gang tæt ved hendes øre. Han plantede en række kys over hendes kind denne gang.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Deres had til hinanden var blevet dem pålagt af deres omgivelser. De var ment til at hade hinanden, og alligevel elskede hun ham mere end hvad godt var for nogen af dem. En del af hende ville nok altid være afhængig af ham, uanset hvor meget hun så end forsøgte at frigøre sig. Trods det, så vidste hun at det ikke nyttede at afvise hvad hendes krop allerede havde fortalt ham, og for at være ærlig, så længtes hun efter ham virkelig dybt, de havde været adskilt i rekord lang tid for dem. "Desværre," hun trak på skuldrene. Han vidste lige hvordan han skulle tænde bålet under hende. Hun trykkede sig mod hans hånd, en kende irriteret over stoffet der forhindrede ham i at røre hende direkte. "Eller var det ikke det du ville høre?" spurgte hun dæmpet. Hendes hænder faldt på hans bryst. Hun havde et behov for at se sin markering af ham, minde dem begge om at han altid ville tilhøre hende, for selvom han nu var sammen med den forpulede warlock, så ville hun aldrig kunne tage hendes plads. "Meget.. og du ved hvordan jeg er når jeg bliver jaloux," pointerede hun med en lokkende hvisken. Under hendes fingre smeltede knapperne der holdt hans skjorte sammen, så hun enkelt kunne trække den op. Hun var glad for at Blair nu var efterladt med alle problemerne, for han var en mundfuld, men hun savnede at have krav på ham, og det tilfredsstillede hende frygteligt, at han ikke kunne holde fingrene fra hende stadigt, uanset om Blair var i billedet eller ej. "Det vil hun aldrig blive," konstaterede hun og skubbede stoffet til side. Hendes blik gled ned over hans krop. Den var anderledes.. anderledes på den måde at noget manglede. Hun lod hånden glide over hvor mærket engang havde siddet, men som nu bare var arret hud. "Du fjernede det," hendes stemme afslørede tydelig foragt. Han havde aldrig nogensinde gjort noget for at fjerne hendes mærke, men nu havde han gjort det? For hvad? En anden kvinde? Hun kunne mærke sig selv blive rødglødende. Bestemt skubbede hun ham fra sig og vred sig ud af hans faste greb. "Gå til helvede Kimeya," bad hun og gik tilbage hen foran pejsen.

[Kimeya Marvalo]

Altid havde de hadet og foragtet hinanden, og det var aldrig blevet bedre, selvom man måske ville have ønsket, at man kunne. Kimeya vidste allerede nu, at han nok altid ville have et ømt punkt for hende, og det var uanset hvad andre ville sige eller gøre i det samme henseende. Han smilede tilfredst for sig selv. Han vidste hvad han skulle sige, som hun vidste, hvad hun skulle gøre, for at vække det i ham. "Jeg vidste det," endte han denne gang. Han morede sig uden tvivl ved dette, så det alene, var heller ikke noget, som kunne sige så lidt igen i den anden ende. Hans blik faldt denne gang direkte til hendes skikkelse. Hendes hænders vandring havde han ikke noget imod. Faktisk måtte han jo erkende, at han virkelig godt kunne lide det.
Knapperne brændte hun op, hvilket gav hende adgang. Han stoppede hende ikke. Han ville jo gerne lade hende røre ved det! "Det gør jeg.. Og derfor ved jeg også med sikkerhed, at vi to slet ikke er færdig med hinanden endnu," endte han denne gang. Han morede sig uden tvivl ved dette, og han måtte jo samtidig også sande, at han havde det fint med det. Blair var en dejlig kvinde, så det var slet ikke det. Der var bare visse ting, som hun ikke kunne give ham, men som han derimod kunne finde et andet sted, og det var skam også det som han gjorde nu - ved hende. Ved Faith.
Mærket var skjult, men ikke fjernet. At hun reagerede på det, indikerede da uden tvivl også, at hun heller ikke var helt færdig med ham endnu! Hun puffede ham kraftigt væk, hvilket gjorde, at han tog nogle skridt tilbage, for at finde den balance igen. "Du kender mig Faith.." Han havde jo for pokker ikke fjernet det! Han trådte denne gang mod hende, hvor han fast greb ud efter hendes ene hånd. Troede hun virkelig på, at han ville fjerne det? Så kendte hun ham da slet ikke godt nok! "Kig.." endte han mere kortfattet. Hans anden hånd hævede han, hvor han kort strøg det over arrene på brystkassen. Inden længe fortog det sig, og hendes lille hånd, viste sig atter i samme synlighed og omfang som før. Magi kunne gøre meget.. Også i det er tilfælde. "Du skuffer mig.." Her slap han hende igen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

I hans hænder var hun formet, så det var nemt at finde ud af hvad han skulle gøre for at vinde hende over. Sådan ville det altid være, sandheden var at hun først nu havde opdaget, at hun var langt mere i kontrol når hun ikke forsøgte at benægte sig selv og sine lyster, som hun havde gjort mange gange før i et forsøg på at tage lidt afstand til ham. Hun stilte sig med ryggen til ham og lod pejsens ild spejle sig i hendes vrede blik. Tanken om at han havde fjernet mærket for en anden kvinde vækkede bestemt jalousien i hende. Hun havde lyst til at fortælle ham hver lille detalje om hvad Jared havde gjort ved hende, hvordan han havde rørt hende og fået hende til at føle sig enestestående, hvordan de havde elsket dybt hele natten hvilket hun og Kimeya ikke havde gjort i årevis, bare for at få en reaktion ud af ham, men den ville formentlig ville blive grim. Hun mærkede hans stramme greb om hendes slanke håndled, og vendte sig rundt. "Det gør jeg," medgav hun hidsigt. Netop derfor kom det bag på hende at han havde gjort det. Hun forsøgte at modstå hans stædige trækning i hendes arm, men han fangede hendes opmærksomhed. Hendes blik faldt på brystet hvor hendes lille, velkendte hånd langsomt trådte frem. Hun trak hånden til sig. "Hun er alt du drømte om ikke? Hvordan kunne jeg vide at du ikke ville fjerne det for hende?" spurgte hun iltert. Hendes kinder glødede røde af raseri, der langsomt falmede. Hun lagde sin hånd på hans bryst, hen over mærket af den samme. "Bliver vi nogensinde færdig med hinanden, Kimeya?" spurgte hun med et tungt suk der fjernede det sidste spor af raseri. Der skulle så lidt til for at få hende op i det røde felt. Hendes rolige blik faldt på hendes hånd. Det bragte hende ro at mærke hans hjerte slå mod hendes hånd, og blive mindet om at han stadig var hendes inderst inde.