Honey! I'm home!

[Kimeya Marvalo]

Faith Jaceluck Marvalo

---

Marvalo Mansion.. Et oldgammelt Mansion, som selv bar med sig noget af den mest tragiske fortid. Blodig og morderisk, og nu var det nærmest en kæmpe bygning i tavshed. Efterhånden var det lang tid siden at Kimeya havde lagt turen forbi her. Særligt efter han selv havde valgt at forlade det, til fordel for Imandra. Landet som han nu regerede over med største tilfredshed om ikke andet!
Længe blev han stående og betragtede sig af de kolde murer som holdt stedet under trygge rammer. Enhver som ønskede at gøre indehaveren ondt, ville slet ikke kunne passere dette punkt. En sikkerhedsforanstaltning, som Kimeya selv havde sat op for mange år siden. Dog var det slet ikke hans intentioner, når han kom hertil. Det var nogle ganske andre. Han havde nemlig en problematik, som han skulle diskutere med en højtstående dæmon: Sephiran. Det blev jo kun værre og værre nu, og han var ærlig talt, ved at være forbandet træt af det!
Kimeya passerede denne gang det kritiske punkt, og bevægede sig denne gang op af stien op mod det store hus denne gang. Et tydeligt tilfredst smil passerede hans læber. Hans skridt var rolige. Det føles næsten som at være hjemme igen. Og han fandt uden tvivl den tanke forbandet rar. Selv det at komme lidt væk fra familien og de forventninger.. Han havde næsten glemt hvordan det var at puste frit uden dem til at ånde ham i nakken.
I takt med at Kimeya denne gang nåede dørene, gjorde han en kraftig bevægelse med hånden. Det var her, at det næsten synes at døren fløj af hængslerne, og derved tillod ham roligt at træde indenfor. Denne gang var det nemlig ham som var hjemme! Og gud hvor han dog nød det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Børsten gled glat gennem manken af flammerødt hår, men tæmmede det ikke mere uanset hvor mange gange børstehårene strøg igennem. Faith havde siddet i lange minutter og stirret på sig selv i spejlet. Det var nok første gang det gik op for hende hvordan alderen havde sat sine spor på hende. Der var et par rynker at finde, hendes hud var præget af det indre stress hun følte, hvilket havde gjort den kedelig og bleg at se på. Hvordan havde hun tilladt sig selv at svinde sådan hen?
Kimeya ventede hun. Hun havde forberedt sig i dagevis på hans kommen. Selv efter alt den tid havde hun et ubeskriveligt behov for at vise ham hvad han gik glip af. Hans nye fund af kvinde havde gjort hende sygeligt jaloux, og alligevel vidste hun at det var til det bedste, og derfor var dette udelukkende et forretningsmøde.
Det hårde 'bank' vækkede hende fra hendes mindre dvale og hun lagde børsten fra sig, velvidende om hvem der var kommet. Kimeya havde altid forstået at gøre sin entré. Med håret redt over den ene skulder, rejste hun sig og glattede sin sorte kjole ud, før hun forlod deres gamle sovekammer og bevægede sig ned af den stejle trappe. Hendes hånd fulgte det gamle gelænder i takt med at hun gik ned af trinene som førte direkte ned til hallen. Hun huskede stadig første gang han havde taget hende med hertil. Hun stoppede på det tredje trin og mærkede et lille sug i maven da hun så hans skygge fra døren. "Du tager dig stadig dine friheder, ser jer," kommenterede hun. Der var ingen grund til formelle toner, det punkt var de langt forbi.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var hjemme.. Det her sted føles stadig som hans hjem, og det var underligt. Han havde ikke noget, der mindede om rettigheder over huset her, da han selv i sin tid, havde givet alle de rettigheder videre til Faith. Dumt? Han vidste det ikke. Han kunne faktisk ikke helt finde ud af det. Ganske vidst havde han Blair derhjemme.. En særdeles fantastisk kvinde, men der var uanset ikke nogen, som ville kunne måle sig med Faith på den front. Dertil var han nu også glad for, at han havde fået lov til at håndtere dette alene, uden at nogen andre skulle have lov til at blande sig. Det var faktisk noget af det, som passede ham bedst.
Døren var halvvejs slået af sine hængsler, da Kimeya endelig trådte ind i den store forhal. Det marmorblanke gulv.. Alle de minder. Han kunne jo mærke det, selvom der ikke var meget tilbage fra ham og Faiths tid i huset her.. Og dog.. Han genkendte enkelte af billederne. Svagt trak han på smilebåndet, inden hendes stemme trak sig hans opmærksomhed. Her vendte han blikket langsomt, kun lige i tide, til at tage hende i blik. Stadig en smuk kvinde. Den måtte han jo give hende. "Visse ting ændrer sig ikke," forsikrede han hende denne gang. Forretningsmøde.. Det var derfor han var der, og intet andet. Han trak vejret dybt, inden han denne gang rettede sig op. Hænderne knyttede han bagpå ryggen. Det her var faktisk hårdere, end hvad han lige havde regnet med. "Hvor kan vi snakke?" spurgte han denne gang. Sephiran var og blev en kæmpe udfordring, og nu hvor han samtidig vidste, at deres egen fælles familie var blandet ind i det, så var grænsen simpelthen nået! Den mand skulle ned med nakken, og det skulle være nu!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Dette var ikke længere deres fælles hjem, så Faith havde skam tilladt sig at lave et par forbedringer hist og her. Det første hun havde gjort, var at fjerne alle spor efter hans mor og hans kvinde.. hun kendte end ikke hendes navn, og det var ligegyldigt. Det var et spørgsmål om tid før Marvalo City ville blive dæmonisk, så det var jo ganske passende at dete skulle blive hovedsædet.
Hendes grønne øjne, nærmest lyste op i natten og betragtede ham intenst. Hans skygge nærmest faldt i et med den mørke marmor, som udgjorde gulvet. Det havde altid været et utrolig smukt hus. "Du ændre dig ikke," korrigerede hun lidt kortfattet. Det var hele problemet i dette. Uanset hvor meget de elskede hinanden så kunne de ikke leve side om side, det var til det bedste at de var endt nu, og alligevel følte hun en nærmest ulidelig længsel når hun så på ham. I aften ville hun bide den i sig, for de måtte bevise for dem selv, og for hinanden at de kunne gennemfører dette. "Pejsestuen," svarede hun og tog de sidste tre skridt ned af trappen for at træde ud foran ham. Hun behøvede ikke at lede vej, han kendte stadig dette sted bedre end hun nogensinde ville komme til. Af samme grund gik hun gennem dagligstuen for at komme til pejsestuen, hvor ilden knitrede med lystige flammer og varmede stedet med en ild som hun havde brug for at mærke. "Gognac?" spurgte hun velvidende om at det var hans farvorit. De føltes dog mærkværdigt at tilbyde ham noget at drikke i hans eget hjem. Hun afventede ikke svar men gav sig til at skænke til ham, og et glas rødvin til sig selv. Dette møde krævede uanset noget at styrke sig på!

[Kimeya Marvalo]

Det her møde, var og ville blive hårdt. Kimeya var klar over det. Faith ville for altid have e utrolig stor plads og betydning for ham, som end ikke Blair ville kunne tage fra hende. De havde været igennem så meget for og med hinanden, at det ville blive en umulighed. Og ærligt? Han havde det fint med det. Det var ikke meningen, at hans moder skulle tage det liv fra ham, som han havde levet.
Dog blev han stående for nu, og med blikket intenst hvilende på hende. I aften var han kommet i et fredeligt ærende, da han havde en ganske alvorlig ting at snakke med hende om. Ikke dem som par eller noget i den stil, men rent faktisk professionelt! "Burde jeg?" spurgte han denne gang. Det havde været hans hjem.. Han gjorde i øjeblikket, som det passede ham, og han havde ikke tænkt sig, at stoppe med det, bare for at stille andre tilfredse.
Afmålt måtte Kimeya nikke denne gang. Pejsestuen. Selv hans foretrukkende rum i huset her. Han fulgte dog blot med hende igennem dagligstuen. Selv her kunne han se forandringer. "Du har indtaget huset permanent denne gang," sagde han denne gang. Det rørte ham et sted ikke. Det passede ham faktisk fint, at få de mange spor efter Irina og Blair væk herfra. Igen vendte han blikket mod hende. Glasset tog han vel imod. Cognac var og blev hans klare favorit. Så godt kendte hun ham. "Jeg går ud fra, at du ved hvorfor jeg er kommet i aften," begyndte han denne gang. Her tog han pladsen i sin sædvandlige lænestol, hvor han satte sig godt til rette med det ene ben over det andet. Armen hvilede udover kanten med glasset i hånden. "Dæmonerne og Warlockerne er nødt til at stå sammen, Faith," tilføjede han denne gang. Deres søn blev brugt mod ham, og han fandt sig simpelthen ikke i det! Glasset førte han til læberne, hvor han sippede til dets indhold. Udsøgt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Uanset hvor dårlig indflydelse han var, hvor ondt han havde gjort hende, så kunne ingen tage deres minder fra dem, eller det faktum at de havde elsket hinanden til det uendelige. Ingen ville kunne tage hans plads, og Faith var heller ikke interesseret i at erstatte ham. Hun havde ikke brug for nogen mand ved sin side, det havde deres adskillelse mindet hende om, hun var en stærk og uafhængig kvinde. Glasset rakte hun ham og tog sit eget i sin hånd. Det forudrede hende ikke det mindste at han slog sig ned i hans stol som var han hjemme.. et sted var han vel? Hun stilte sig henne ved pejsen og lænede sig lidt op af murværket omkring den. Hendes blik stirrede ind i flammerne, mens hun holdt glasset slapt ned langs sin side uden videre interesse for dets indhold.
"Det er mit hjem," svarede hun lidt åndsfraværende i blikket for et øjeblik, før hun igen kom til sig selv og rettede det mod ham. Han var stadig en umådelig flot mand, et klædte ham næsten at få det lange hår af. Roligt nikkede hun. "Jeg kender mange som ville have set ironien i at du og jeg mødtes for at snakke politik," svarede hun. Det havde altid været et omdiskuteret emne her i huset, men aldrig hvor de havde involveret dem begge. Hans meget direkte fremstilling, fik hende til at le. Se det var morsomt! "Det ved vi begge ikke kommer til at ske," pointerede hun og hævede sit glas uden at fjerne blikket fra hans, og nippede til dets indhold. Det var ikke fordi hun ikke ville samarbejde, men de to racer havde været i krig i så mange år. "Desuden.. hvis du ønsker en alliance er jeg den forkerte at gå til. Jared har ansvaret for dæmonerne nu om dage, ikke at han er god til det, men lad ham bare finde ud af det," mumlede hun bittert. Hun ønskede inderligt at få det endelige ord igen, men som det så ud lige nu, havde det lange udsigter.

[Kimeya Marvalo]

Et kort smil passerede Kimeyas læber. Han opførte sig, som var han hjemme.. Af hjerte, var og blev det her også hans hjem, uden at han kunne gøre alverdens ved det. Hverken Faith, Blair, Irina eller nogen anden part, ville kunne tage det fra ham. "Gør det nogen forskel?" spurgte han denne gang, inden han atter måtte sætte sig til rette i lænestolen igen. Det havde været hans.. Og han elskede den stadig.
Endnu en gang måtte han sippe lidt til cognacen i glasset. Den smagte virkelig godt. Ingen tvivl om det. Det var ikke en sjældenhed at politikken var på bordet, hvad dem angik. De havde jo aldrig nogensinde været enige om noget som helst, og det vidste han jo også godt. Smilet måtte han derfor trække på. "Bølgerne gik altid højt, hvis jeg ikke husker helt forkert.." Glasset satte han denne gang på det runde bord ved siden af lænestolen, inden han roligt rejste sig op. Han stillede sig denne gang foran hende.
"Jeg er fuldstændig ligeglad med Jared, når jeg ved, hvilken dæmon, som kan lede resten af flokken. Enhver flok har brug for en hyrde, ikke sandt?" Hans blik var intenst og stirrende. Direkte i hendes. "Og desuden.. Er jeg sikker på, at vi er på samme side i denne sag.. Du er nemlig den dæmon, som jeg har brug for." Hvorfor skulle nogen anden da reagere på at Cedric var endt ved Acheron? "Kære Faith... Denne sag vedrører os begge." Hånden hævede han denne gang let, for drilsk at lade den glide henover hendes kind. Han kunne jo ikke lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Stedet her var ikke det samme uden hans nærvær, og på den måde kunne man sige at en del af det altid ville tilhøre ham. Når det var sagt, så irriterede det hende ligeledes grænseløst at han gik hvor han ville, sad hvor han ville og gjorde hvad han ville, uden at vise respekt for at hun inviterede ham ind i sit hjem til denne snak. "For mig gør det," svarede hun en kende bestemt, som man kendte hende bedst.
Det var ganske interessant at skulle have denne samtale, for de havde været enige om sådan cirka ingenting, gennem deres lange liv, hverken politisk eller privat. Faith selv trak svagt på smilebåndet ved mindet om deres mange højlydte diskussioner. Jo mere højlydt - des bedre, des mere aggressitvitet, des mere intensitet og des mere passioneret. "Stedet her har været et hjem for flammehav frygtelig mange gange, fordi vi ikke kunne nå fælles enighed Kimeya. Jeg tvivler på at i aften vil blive anderledes," indrømmede hun. Hendes tiltro til ham var ikke stor, og omkring ham stolede hun ikke engang på sig selv. Idet han rejste sig, lod hun glasset sænke ned langs siden igen og rettede sig op, for at nå bare en del af hans højde.. selv sådan gik hun ham kun til midt på brystet, og så var det svært at være frygtindgydende. Stædig som hun var, nægtede hun at bukke under for hans intense blik, så hun stirrede direkte tilbage i hans, velholdende selvom hendes hjerte begyndte at forråde hende med hurtige slag. "De har en hyrde, desværre er han både døv, blind og ufattelig dum. Det sørgelige er at de svare på hans ordre som en selvfølge, mens jeg selv må bruge mindre.. tillidsfulde metoder," erkendte hun. Han kendte hende og vidste præcis hvor modbydelig hun kunne være og oftest blev. Hans hånd havde kun ramt hendes kind, før hun bestemte havde hævet sin egen hånd og grebet hårdt fat om hans i et forsøg på at stoppe ham. Hun ville ikke.. hun ville mærke hans hånd overalt, men hun var nødt til at holde sig stærk. Stadig slap hun ikke hans blik. "At Warlocks endelige brænder sig på deres storhedsvanvid, kan aldrig blive mit problem, Kimeya. Så fortæl mig endelig hvordan du på nogen måde kan mene at dette er en fælles ting," opfordrede hun og skubbede hans hånd bort og slap den derved også.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya savnede at være i huset, og han savnede at være en del af det, som til nu havde været. Men det var vel bare at indse, at det som engang havde været, bare ikke kom til at ske igen? Han bed tænderne svagt sammen. Han var her slet ikke for at tænke i de baner, men derimod at tænke på hvad der var godt for dem - og deres søn ikke mindst, da det ene og alene, var grunden til, at han havde valgt at tage turen hertil. Stå ansigt til ansigt med den kvinde, som ganske vidst var hans svageste punkt. "Ikke for mig," afveg han denne gang med en ganske kortfattet stemme.
For nu, blev Kimeya stående overfor hende, hvor han intenst stirrede i hendes blik. Nej, naturligvis skulle hun stille sig op imod ham, for hvad andet havde man da kunne forvente? Han kneb øjnene let og fast sammen. Han var lidt ligeglad med om hun ledte dæmonerne eller ikke, for det var ikke det, som betød noget lige nu. "Det har i sin tid, været et skønt flammehav, ikke sandt?" Han smilede let for sig selv, som han denne gang sænkede hænderne. Han lod hende kort tage om hans håndled, hvor han intenst og fast stirrede mod hendes skikkelse igen. Han knyttede næven svagt igen. "Det ligner ikke dig, at give efter for sådan en.. En skam.. Du må være ved at falde af på den." Han rev hånden til sig igen. Han vidste, at dette ville blive dem begge et problem, og særligt hvis Acheron havde tænkt sig, at udnytte dette til deres fordel. Ikke ønskede han, at der skulle ske noget med deres søn, og særligt i deres varetægt! Hans øjne begyndte at lyne. "Tror du virkelig ikke, at jeg ville have en grund til at skulle gøre det her?" spurgte han spidst, inden han igen vendte blikket direkte mod hendes ansigt igen. "Acheron har taget Cedric," afsluttede han kort for hovedet. Hvis det ikke gav hende nogen grund til at reagere, så vidste han da snart ikke, hvad der skulle til!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var ikke kommet som en overraskelse at Kimeya havde taget kontakt. I sidste ende fandt de altid hinanden, men denne gang omhandlede det ikke de to, det omhandlede noget større og vigtigere, hvilket var det mærkværdige i sagen. "Nej. Alt der ikke omhandler dig, betyder intet for dig," pointerede hun ligegyldigt. Det var flere måneder siden de sidst havde set hinanden, og i mellemtiden var Faith blevet mindet om hvem hun var, hun nægtede at lade sig tryne af Kimeya nogensinde igen, han skulle ikke styrer hende. Hun stirrede intenst og udfordrende tilbage i hans blik og holdt hovedet højt uden at krympe for ham. Hans sleske smil rørte intet i hende, hun fortrak ikke en mine. "Det har været et brændende, intenst og smertefuldt flammehav, godt er ikke ordet jeg vil beskrive det med," svarede hun sigende. Deres tid sammen havde været meget men ikke god, ikke som sådan. De havde aldrig været i stand til at nyde de gode tider, det var grunden til at se var endt hvor de var.
Hun mærkede hans årer og sener træde frem i hans hånd da den blev knyttet og slap den roligt. Han skulle ikke få lov til at røre hende, for hun vidste og kunne mærke på sig selv at hun endnu var svag. "Du kan sige hvad du vil, den sidste jeg skal stå til ansvar overfor er dig," bemærkede hun tørt. Sandheden var at Jared kunne styre hendes sind, og det var noget af det eneste hun ikke kunne gardere sig mod. Uden at svare ham så hun blot afventende til og lod sin hånd falde slapt ned langs siden. Selvfølgelig havde han sine grunde, hun var mere nysgerrig på hvad de grunde var. Hendes mine ændrede sig hurtigt, hendes kæbeparti trådte tydeligt frem fordi hun blev sammenbidt og hendes kinder bleg blege som is. "Okay du har min opmærksomhed," annocerede hun hæst og gjorde tegn til at han skulle fortsætte med at fortælle.

[Kimeya Marvalo]

De havde altid fundet hinanden, og dette havde også gjort sig gældende på godt og ondt, kunne man sige. Kimeya vidste godt, at det havde været en ekstrem turbolent tid sammen, men der havde også været gode ting, og det var dem, som han selv forsøgte at holde fast i, i den forstand, at det nu var ham menneskelig muligt. Alt taget i betragtning, så tog han det faktisk ganske fint, hvis han selv skulle sige det. "Der tager du fejl," afviste han denne gang ed en yderst kortfattet mine. Det gjorde ham faktisk utrolig vred at tænke på!
Hans hånd knyttede han. Han stod stiv som et bræt nærmest, inden hånden begyndte at ryste. Det gjorde ham vred og forarget, at se hende på den måde, også fordi at det slet ikke var typisk hende at reagere sådan. Hun kunne med andre ord, slet ikke udkonkurrere en mentaldæmon? En skam.. Den mand, som han selv vidste, ville hjælpe hende, om han kunne, sad jo i hans egen fangekælder i Imandra. "Vi havde da vores gode stunder. Det kan du ikke benægte. Jeg går derfor ud fra, at soveværelset stadig er intakt?" spurgte han denne gang.
Det var muligt, at hun slet ikke stod til ansvar overfor ham, men Cedric og Cecilaya var to børn, som de selv havde sat til verden, og derfor havde de faktisk et fælles ansvar overfor dem. Det var også derfor, at han stod der i øjeblikket, for han ønskede faktisk ikke at der skulle ske de børn noget. "Jeg holder øje med dem begge, og det har jeg gjort længe. Jeg er blevet fortalt at Sephirans yngste søn, er set slæbe Cedric med sig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har mine bange anelser," sagde han denne gang. Han lod armene søge over kors. Deres familie var involveret, og derved også hende og dæmonerne. "Sephiran lægger op til krig.. Jeg frygter, at han vil blande begge børn ind i det," tilføjede han, inden han vendte blikket mod flammerne. Han var vred.. Virkelig, virkelig vred.

[Faith Jaceluck Marvalo]

I flere måneder havde Faith forladt sine vante omgivelser, hun havde forladt dæmonerne, sine børn, sin tilværelse generelt for at finde sig selv, og hun havde lært at se sig selv på en helt anden måde. Efter alt den tid hvor han havde kontrolleret hende, var hun stærk igen.. desværre ikke stærk nok til at kunne modstå ham helt og holdent. Stadig følte hun et savn og en længsel som hun ellers troede at hun havde sluppet. "Gør jeg?" spurgte hun en kende udfordrende og lod hovedet glide lidt på skrå. Det var første gang hun ikke vidste hvordan hans liv så ud, hvad han lavede og med hvem, hun vidste bare at han havde en kvinde og nu ledte i Imandra.
"Jeg benægter intet, Kimeya. Jeg elskede dig af hele mit hjerte, ligeså meget som jeg hadede og foragtede dig, heldigvis er jeg blevet klogere," hun fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen og forsøgte at virke så ligeglad som muligt, hvilket var et våben hun havde brugt i mange år og som han oftest havde gennemskuet. Så meget klogere var hun tilsyneladende ikke blevet.
Han var helt spændt i kroppen af vrede, og dét derimod, var noget som smittede af på Faith. Det var ikke ham hun var vred på, men tanken om at nogle kunne finde på at røre hendes børn. Nok var hun ikke god til at vise dem sin kærlighed, men de betød noget for hende, de var en del af hende, et angreb på dem, var et angreb på hende. "Cecilaya er under mine vinger, jeg vil holde hende beskyttet," hun tog sig lidt frustreret til panden og optog en lidt rastløs vandren. "Jeg vil stå sammen med du og dine warlocks i det omfang der er relevant for vores fælles sag, men jeg e rbange for at mine midler er små eftersom det er en personlig sag og jeg ikke holder nogen egentlig magt over dæmonerne ud over den ærefrygt de nære for mig," hun tænkte højlydt, uden at stoppe sin vandren. Det var i det hele taget sjældent hun overhovedet var i stand til at sidde stille.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya følte den selv samme længsel, men det var bare ikke særlig meget, som han kunne gøre ved den lige nu, og han vidste det jo trods alt også godt. Han savnede hende, og nu endnu mere, da han stod overfor hende. Han kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre, og han foragtede det! Han nikkede blot, hvor han for nu, lod den sag ligge. De havde andre og langt større og vigtigere ting at diskutere, end hvem af dem, som havde ret, og særligt fordi at deres børn nu var blevet revet ind og blevet en del af det her. Det var slet ikke noget, som han ønskede sig, eller som han fandt sig i, i det hele taget! "Oprigtigt, så er jeg fuldstændig ligeglad med hvordan og hvorledes tingene bliver gjort, Faith. Hvad der foregår i Appolyon er mig fuldstændig ligegyldigt. Jeg kunne ikke være mere ligeglad," sagde han oprigtigt. At hun så derimod lod sig styre af Jared, kunne han jo ikke gøre for. Han lod i hvert fald ikke Blair styre eller kontrollere ham, og det var omstændigheder, som han jo i bund og grund også havde det ganske fint med, hvis han selv skulle sige det. Det stillede jo også bare warlockerne stærkere i det store forløb. Så blev det jo ikke bedre.
Kimeya nikkede blot Cecilaya ønskede han nemlig heller ikke, at nogen kom efter, og han kunne jo frygte at Acheron ville gå efter hende, nu hvor de havde fået fat i Cedric. Det var en tanke som gjorde ham arrig, og det var en tanke, som gjorde ham bange.. På en eller anden uheldig måde, som han helst ikke ønskede at bekræfte, at han kunne føle. "Jeg behøver ikke alverdens dæmoner for at gøre noget ved den her situation, Faith. Jeg vil bare gerne have ham ud.. Inden han bliver vendt mod de rødder, som han har. Hvad end om vi vil det eller ikke, så har vi to børn, som vi stadig burde beskytte." Han vendte blikket mod hende igen, inden han trådte tilbage til sin cognac. Her bundede han den i stedet for, inden han satte glasset fra sig. "Jeg frygter for hvad Sephiran vil gøre ved ham," sagde han denne gang oprigtigt.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det ville nok aldrig blive nemt at være omkring hinanden, deres historie var lang og intens og præget af minder gode såvel som dårlige. Det sørgelige var at hendes hjerte nok inderst inde altid ville tilhøre ham, det behøvede han bare ikke at vide. I aften handlede det udelukkende om at nå et fælles mål, ikke om fortiden. "Det gik jeg ikke ud fra. Desuden er det heller ikke din sag at blande dig i," understregede hun stædigt. Magisk var hun stærk, ilden i hende blussede for tiden og gjorde hende kun stærkere, men hendes sind var skrøbeligt i forhold til en mental dæmon, Jared kunne desværre styre hende, hun havde ganske simpelt ikke mulighed for at fratage ham noget som helst.
Hun slap sin pande og vendte sig mod ham med et lidt tungt blik. "Hvis vi havde gjort arbejdet bedre, havde de været i stand til at beskytte sig selv," pointerede hun spidst. De havde langt hen af vejen svigtet dem begge. "Når det er sagt, så er de vores ansvar og et angreb på dem er et angreb på os," hun ville ikke finde sig i at blive angrebet af nogen! "Desuden frygter jeg at Cedric vil være let påvirkelig. Han har altid været et skrøbeligt væsen, lige fra han var lille," indrømmede hun og sukkede. Begge hendes arme faldt slapt ned omkring hendes side. De havde fået svage børn, lige foruden Leonardo som de desværre ikke kunne tage æren for, idet de ikke havde opdraget ham. Rødvinsglasset satte hun fra sig uden at have taget mere end én tår. Den havde pludselig mistet hendes interesse. "I så fald lader det til at jeg er tvunget til at stå ved din side endnu engang. For en kort bemærkning vel og mærke," hun himlede med øjnene. Skæbnen var efter dem, det var frygtelig irriterende når de havde taget en anden beslutning.

[Kimeya Marvalo]

Det ville nok aldrig blive nemt for dem.. Men at indrømme det? Det var overhovedet ikke noget, som skulle eller burde komme på tale, og selv ikke for hans vedkommende. Kimeya bed det i sig for nu. Denne gang, var der faktisk en helt anden grund til, at han havde valgt at stille op foran sit gamle hjem og overfor den kvinde, som selv ville have en betydning for ham, som ingen anden, ville være i stand til at tage fra hende. Hans blik hvilede intenst på hende denne gang. "Det er fint," sagde han denne gang.
Kimeya var vred, selv på trods af, at han vidste, at de selv havde været med til at svigte børnene. Dem begge to faktisk. Den eneste, som var kommet godt fra det, var Leonardo, og ham havde de ikke engang selv taget sig af. Var det overhovedet noget, som de kunne finde ud af? Et sted, var det en tanke, som rent faktisk måtte irritere ham en del. "Vi har begge begået fejl i det henseende, men det ændrer ikke på, at jeg ikke lader nogen anden komme i nærheden af dem," sagde han denne gang. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse denne gang. Cedric havde altid været skrøbelig. Det havde han været, fra han havde været helt lille. Han sukkede indvendigt denne gang. "Og lige præcis derfor, er jeg bange for, at han er en nem vej til Cecilaya," sagde han denne gang.
Endnu en gang, ville de være tvunget til at stå ansigt til ansigt.. på samme side, og endda mod det, som Kimeya var så tæt på at kalde for en fælles fjende. Og han var ikke engang berørt af det! Meget kunne man gøre mod ham, men at gå efter hans familie, var slet ikke noget, som han fandt sig i, på noget tidspunkt. Overhovedet faktisk. Svagt trak han på smilebåndet denne gang. "Ironisk ikke sandt?" endte han denne gang. Armene gled over kors denne gang. "I det store billede.. At gå efter dem, er at gå i krig mod os.. Jeg vil have den mands hoved serveret på et sølvfad.." Han spændte i kroppen. Sephiran gjorde ham vred!