Making new friends?

[Cassie Imirachi]

Nok havde hun aldrig været fysisk stærk, hurtig, magtfuld eller noget andet, men hun havde altid været kløgtig og god til at udnytte sine få fordele. Desværre frygtede hun lidt at Carmine selv var en kløgtig mand og ville regne hendes intentioner ud. Det var ikke Visenyas hjælp hun ønskede, men hendes selskab og sikkerhed. Hun blev stående foran Carmine, kæmpede for ikke at udvise så meget som et glimt af svaghed i sit blik, det var en kunstart hun var trænet i efter alt sin tid her i huset. "Behøver jeg en grund? Jeg kan lide hendes selskab, hun får mig til at føle mig tilpas," forklarede hun og spillede lidt bevidst på det kort at Carmine ønskede at hun skulle have det godt her i huset, ellers ville han aldrig have gjort så meget for hende. Kort skævede hun mod Visenya der gik rundt i sin egen lille verden, heldigvis brød hun da ikke ind og protesterede. "Hvad hun har fortalt mig? Intet andet end at du har bedt hende om at stå for huset her," indskød hun før Visenya overhovedet fik en chance, om det så var nok og hun stadig kunne forholde sig roligt, det tiggede og bad Cassie til i det indre, selvom hendes ydre var roligt. Hendes hænder slap deres tag og faldt ned langs hver sin side, idet hun trådte et skridt frem mod ham. "Hvorfor Carmine? Hvad er du så urolig for at hun skulle fortælle mig?" spurgte hun med en uskyld der lugtede langt væk af at være pivfalsk hvilket var bevidst. Troede han ikke at hun selv kunne lægge to og to sammen? Hun kendte ham, de havde levet sammen i mange år, hun havde set hans vaner og tendenser, det ville være gået op for hende selv hvis Visenya ikke havde sagt noget.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

En hvis tilfredshed følte Visenya helt i sig, som Cassie roste hende. Hun kunne lide det, ja hun kunne. Det var dejligt at høre, at hun rent faktisk spredte glæde i kvindens liv. Dog glædede det hende også, at herre Carmine var tilfreds med hende. Det var godt at høre, at folk faktisk mente, at hun gjorde det godt. Hun forsøgte også altid at gøre sit bedste. Hvad hun skulle mene om at være i Cassies tjeneste fremfor herre Carmines, hilste hun ikke. Carmine var jo alt, hvad hun kendte til.. men hvis hun arbejdede for Cassie, ville hun vel ikke drikke blod fra hende, se hende nøgen og røre hende. Det kunne hun nemlig ikke lide, at herre Carmine gjorde ved hende. Intet sagde hun dog endnu. Hun gik blot og passede pejsestuen, som hun havde fået besked på. Ørerne kunne hun dog ikke lade være med at spidse igen. Hvad hvem havde sagt til hvem? Selv havde hun troet, at herre Carmine spurgte Cassie, om hvad Cassie selv havde sagt til hende.. men Cassie syntes at tolke spørgsmålet omvendt. Tavst vendte hun sig imod dem. Det lignede mest af alt, at de begge var ved at køre op i en spids. Hendes hjerte slog lidt hurtigere. Hun ønskede ikke, at situationen her udviklede sig. Cassie havde intet gjort hende endnu, og derfor ønskede hun ikke, at herre Carmine bed af hende. Ikke når der umiddelbart ikke var sket noget betydningsfuldt alligevel. Forsigtigt trådte hun derfor frem mod herre Carmine.. "Herre?" sagde hun stille med sin lyse stemme. "De er lige vågnet, og har endnu ikke fået Deres morgenmad.. Lad mig tilbyde Dem noget, inden De starter Deres travle nat." Selv vidste hun, at det ikke var fordelagtigt når herre Carmine gik omkring med tom mave. Det gjorde nemlig altid hans humør det mere lunefuldt. Derfor tænkte hun, at hendes blod ville kunne afvikle det værste. Især fordi hun vidste, at han elskede det.

[Carmine Jordin Marlineo]

Noget var i gære, hvilket på ingen måder faldt i Carmines gode bog. Hvorfor skulle det have den effekt på ham? Han brød sig ikke om at Visenya og Cassie befandt sig i samme rum, og nu hvor han også vidste, at de havde ført en samtale. Han frygtede ikke så meget for Visenya, men derimod mere hvad Cassie havde bildt den arme kvinde ind. Cassie var jo desværre ikke til at bide og stikke i, hvad det angik. Og det havde han jo for længst fundet ud af, kunne man sige.
Svagt kneb Carmine øjnene sammen. Under normale omstændigheder, var han så rolig og kontrolleret en mand.. Men her, kunne han bare ikke, og det var uanset hvad han forsøgte. Cassie havde en ganske særlig betydning for ham, og hun havde bare ikke nogen anelse om, hvor stor en betydning hun egentlig havde for ham. Det var virkelig.. frustrerende, at det skulle være på den måde. Han kunne slet ikke have det! Han fnøs svagt. "Du skal ikke spille dum overfor mig," endte han denne gang med en kortfattet stemme. Det frustrerede ham i sandhed, at hun skulle opføre sig på den måde!
Før han nåede at gøre meget mere, hørte han Visenya i baggrunden. Omgående mildnede hans blik og det vrede glimt i hans øje, inden han langsomt vendte sig mod hende. Hun havde ret.. Han havde endnu ikke næret. Og desuden ville det være en skam at sige, at han ønskede at bryde den fine rutine, som de havde fået, når han stod op. Et fint møde med hende og hendes varme hud, og elskværdige blod. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Kære Visenya.. Kom hid.. og giv mig dit håndled," endte han denne gang. Hånden rakte han mod hende. Denne gang var han bestemt ikke villig til at lade hende slippe!

[Cassie Imirachi]

Lige i dette øjeblik gik Visenya ubemærket hen for Cassies vedkommende, for hendes blik havde hæftet sig ved hans blik i sådan en grad at man næsten kunne ane spædningerne optræde i luften. Der var et stormvejr på vej og de vidste det alle, men her ville hun ikke give sig. Ingen skulle have lov til at leve et liv som slave, og tvinges til at blive spist af, og rørt ved og kostet rundt med, Carmine kendte hendes holdning til dette.
Endelig måtte hun give efter for sine øjne der tørrede ud af hendes intense stirren, og blinkede. "Jeg spiller bestemt ikke dum, Carmine, jeg frygter at jeg er klogere end du antager mig for at være, og alligevel forsøger du at skjule sandheden, hvorfor?" spurgte hun hårdt. Det blide blik Visenya havde set, hendes åbne smil var ikke at spore, hvis ikke man kendte den side, ville ingen nogensinde have beskyldt hende for at bærer prociansk blod i årerne, men mørket havde med tiden hærdet hende.
Hendes skarpe blik drog direkte til den unge elver der tilbød sig selv, så naivt. "Visenya - nej! Du er ikke omvandrende vampyrføde," sagde hun hårdt og knyttede i frustration hænderne. Alex ville aldrig have gjort det for øjnene af hende, men somme tider turde hun sværge at Carmine gjorde alt hvad han kunne for at gøre hendes liv surt. Hendes blik faldt direkte tilbage til Carmine. "Du vover ikke at sætte tænderne i den kvinde!" hun kunne mærke vreden og sted... jalousien vække hendes puls, få den til at rasere i brystet på hende i en sådan grad at det næsten gjorde ondt.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya kunne fornemme, hvordan hele situationen trappede op, og ikke ønskede hun det! Derfor valgte hun i stedet at tilbyde sig for herre Carmine. Hendes blod plejede nemlig at glæde ham. Det vidste hun da om ham. Derudover var der også det faktum, at han lige meget hvad ville nære sig på hende i dag, så hvorfor ikke tilbyde sig selv nu? Måske hun endda ville vinde lidt velvilje på at tilbyde ham det af egen fri vilje, og for at afværge en uheldig situation? Tilfreds blev hun derfor også kun, da herre Carmine tog imod hendes tilbud og rakte sin hånd i hendes retning. Hun skulle til at gå i hans retning, da Cassie hævede stemmen over for hende. Uforstående så hun i hendes retning. ”Herre Carmine drikker fra mig hver morgen, og har brug for mit blod for at klare natten,” svarede hun tilbage, som om det sagde det hele. Det gjorde det dog også for hendes eget vedkommende.. Ud over at hun passede herre Carmines hus, var hun også hans bloddyr. Deri lå det, at han tog blod fra hende. Det var blot en del af pakken. Det var måske ikke en del af pakken, som hun kunne lide, men ej heller handlede livet om, hvad hun kunne lide. Kun hvad herre Carmine kunne lide. Derfor adlød hun sin herre og gik pligtskyldigt over til ham. Som så mange gange før, hævede hun sin hånd, så den kunne ligge sig i hans. Ikke at hun brød sig om det. Hverken hans krops kulde, eller hans tænders skarphed. Hun vidste dog, at det ville være hurtigt overstået, eller det håbede hun. Ville han mon tage mere, fordi han var vred over situationen? Måske.. Det var dog op til herre Carmine at bestemme, og ej heller ville hun forhindre ham i det.

[Carmine Jordin Marlineo]

De gamle stridigheder med Cassie, synes ikke, at ville tage nogen ende, og det var nærmest uanset, hvad han gjorde ved det, og det var et sted irriterende. Uanset hvad han gjorde, så var det aldrig godt nok. Og nu hvor han havde den problematik tæt ind på sit eget liv, vidste han også hvordan Alex havde haft det med Cassie. Hun var bare ikke nem at have med at gøre. "Jeg skjuler særdeles ingenting," afveg han denne gang. Han kneb øjnene fast sammen denne gang.
Her var det Visenya som meget hurtigt fangede hans interesse. Frivilligt skænkede hun ham sit blod. Det var efterhånden også en vane, som havde varet ved i lang tid. Aldrig tog han mere, end hvad hun kunne holde til at give ham. Igen var hun en kvinde af en særlig værdi for ham. Hvorfor skulle han ellers holde hende sådan i live? Intenst måtte han se i retningen af Cassie, som hun forsøgte at overbevise Visenya om andet. Så hun ville ikke have at Visenya gav ham det her? Han lukkede mere insisterende hånden omkring hendes slanke og fine håndled. Han kunne mærke pulsen lige under huden, og han kunne høre den i hendes bryst. Uro måske? Han tog det ikke særlig tungt. Tvært imod, måtte han erkende, at han virkelig nød dette. "Jeg er ikke ond og grusom. Visenya er kendt med reglerne." Nok mest for at provokere, blottede han de spidse tænder, inden han vendte blikket mod håndleddet foran ham. Som et smukt tag-selv-bord. Det var jo elskværdigt på alle måder endda! Han lænede sig denne gang en smule ned, inden han lod tænderne tage fat og sank ned i hendes hud. Her bed han sig fast, hvor han langsomt nærede sig. En enkel og langsom mundfuld.

[Cassie Imirachi]

Cassie nægtede at tro sine egne øjne. Tænk at nogen kunne være så naiv, måske ligefrem hjernevasket at give ham sit blod af egen fri vilje. Hun huskede ikke længere selv den usikkerhed ved at være en slave - en tjener af en anden, i så fald ville hun måske have forstået bare en smule. "Det gør du tilsyneladende," pointerede hun spidst og lagde armene strengt hen over sin fyldige barm, man svagt kunne ane inden under kåben. Det her ville aldrig tage nogen ende nej, for hun ville blive ved med at kæmpe for at hjælpe fortabte kvinder som Visenya. Hendes skarpe blik fulgte det slanke håndled, og hele dets færd, vejledt af Carmines hånd til hans læber. Jo tættere des kom, des hurtigere slog hjetet i hendes bryst til en grænse hvor det ikke længere var drevet a uro men nærmere vrede og foragt.
"Du er mere end blot ond og grusom hvis du tvinger denne stakkels kvinde til at give dig sit blod, dag ud og dag ind Carmine. Du er et monster, intet andet!" vrissede hun og mærkede håbet langsomt kvæles i hendes indre da hans tænder gled i hendes håndled som havde det været blødt smør. "Jeg vil ikke lægge øjne til dette og jeg vil slet ikke være en del af det!" annoncerede hun med skælvende hænder. Hun var både vred og chokeret. Alex havde også holdt bloddyr, men hun havde aldrig set det med egne øjne, det vækkede mere i hende end bare det. Hun behøvede ikke at finde sig i det, og hun ville ikke! Det gjorde ondt, mest fordi hun var pokkers magtesløs, Carmine holdt hende fanget her i kort snor, og intet kunne hun stille op for at hindre ham i at gøre mere skade!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya gjorde blot, hvad hun havde pligt til at gøre, samt hvad hun følte for at gøre i denne sårbare situation. Herre Carmine drak normalt af hende, og hun frygtede, at han ville blive ydereligere vred eller irriteret, hvis ikke hun gav ham sit blod.. Derfor tænkte hun selv, at hun med dette ville slå to fluer med et smæk. Det var da en genial ting! Derfor forstod hun heller ikke Cassies vrede og foragt. Den var hende komplet ukendt. Herre Carmine opførte sig dog normalt, og det beroligede hende. Dog kunne hendes hjerte ikke undgå at banke hurtigere, som herre Carmine endte med at tage noget stramt fat i hendes håndled. Grebet var strammere end ellers, men lige nu var han også irriteret. Intet sagde hun dog. Det havde hun ikke ret til. Hun ønskede alligevel også bare at gøre herre Carmine glad. Forfærdet så hun imod Cassie, som hun kaldte herre Carmine for et monster. ”Frøken Cassie! Det er ikke pænt at tale sådan om herren,” udbrød hun forfærdet, som hun ikke kunne lade være med at forsvare sin herre. Det var da også uforskammet at kalde ham for et monster, samt ond og grusom! Mere nåede hun dog ikke at blande sig, da hun dernæst mærkede herre Carmines tandsæt i sit håndled. Det fik hende til at skære en smertefuld grimasse, samt sendte en skælven igennem hendes krop, som det altid gav hende et jag af ubehag. Det kunne hun ikke gøre for. Automatisk lukkede hun sig ind i sig selv, hvor hun forsøgte at koncentrere sig om sin egen vejrtrækning. Det plejede at hjælpe. Hun forsøgte at se bort fra Cassies forfærdelse – ville hun overhovedet være hendes ven længere? – og fra herre Carmine der tilfredst drak af hende. Roligere begyndte hendes hjerte at slå.

[Carmine Jordin Marlineo]

Et sted gjorde Carmine vel dette, for at irritere og frustrere Cassie? Og fordi at han rent faktisk vidste, at det virkede? I øjeblikket, fik han jo tingene præcist, som han gerne ville have dem, og bedre, kunne det jo trods alt heller ikke blive. Det var i hvert fald ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Kald mig hvad du vil, Cassie," endte han denne gang. Selvom Alex havde været hans skaber, nægtede han at blive som den mand havde været! Det var overhovedet ikke noget, som ville komme på tale!
At blive kaldt for ond, grusom og et monster, var i hvert fald slet ikke noget nyt for ham. Det var nærmest en dagligdag. Hvis han ikke vidste bedre, var det vel det eneste af tanker, som hun egentlig gjorde sig om ham? Jo tættere på håndleddet han måtte komme, des hurtigere, kunne han høre Cassies hjerte slå. Det var jo lige før, at det var en rytme, som han kunne danse og springe rundt til!
Igen bed han sig fast. Det var ikke meget blod han tog, for det havde han slet ikke nogen grund til. En enkelt mundfuld. Han vidste også hvor grænsen gik. Her slap han igen. "Lige hvad jeg kunne bruge, min kære." Han sendte hende denne gang et taknemmeligt smil. Her slap han igen. Han forsøgte at være mild mod Visenya, som kun gav ham, lige hvad han skulle bruge. Han lod tungen glide over såret mod hendes håndled, inden han slap hende helt. Her så han mod Cassie i stedet for. Hvad havde hun helt præcist tænkt sig, at gøre ved det?

[Cassie Imirachi]

Carmine vidste præcis hvor han skulle ramme hende så det sved. Han vidste hvor meget hun foragtede hele princippet i at tage blod fra en anden, for i hendes øjne var det helligt, og han vidste hvor beskyttende hun var overfor dem som måtte ofre sig, som Visenya gjorde. Hvad der gjorde hende mærkværdig var at hun gjorde det af egen fri vilje, hun tilbød sig selv og lod ham tage, til Cassies store foragt. At hun så ligefrem forsvarede manden vækkede en vrede i hende som ellers lå i dvale for lang tid af gangen. "Og det er ikke pænt af dig at irettesætte mig, Visenya," pointerede hun lidt spidst, før hun så tilbage på Carmine med et vredt, passionsfyldt blik. "Herre Carmine ved at jeg snakker til ham og om ham præcis som jeg lyster," sagde hun tørt. Han ville aldrig få lov til at manipulere rundt med hende, som han gjorde med alle andre.
Hun så væk fra dem begge mens hele scenariet stod på, og sank en klump i et forsøg på at tvinge hendes mave i ro, for hun havde unægteligt lyst til at kaste op. Det føltes som en evighed inden han endelig slap den unge kvinde. Hun gik tættere på dem, og standsede ved siden af Carmine uden egentlig at se på ham, i stedet stirrede hun tomt hen på døråbningen. "Den største fejl en mand nogensinde begik, var at lukke dig ud af dit bur Carmine. Du fortjente at sidde i mørket, alene med dig selv og opleve intet andet end smerte. Hvis jeg var dig ville jeg se mig over skulderen," hun kendte deres historie og vidste at det eneste mørkets folk forstod sig på var trusler. Uden videre ord, passerede hun dem og forlod stuen.

//Out