Making new friends?

[Cassie Imirachi]

Visenya Elessä Aíredhiel
______________________________________

Cassie stirrede ud af vinduet og betragtede solnedgangens kunsteriske, røde nuancer. Klokken var ikke synderlig mange, men de var jo desværre i en tid hvor mørket meget hurtigt faldt på, hvilket også betød at Carmine havde mange vågne timer. Det var fuldt ud bevidst at hun stod op lidt før han gjorde, og tillod sig at nyde freden før den var forbi. Ilden havde hun tændt i pejsestuen så hun kunne holde varmen særligt her i vinterkulden. Det havde været en smuk dag, man kunne næsten narres til at tro at det var sommer, men vejret var koldt og frosten havde lagt et glimtende skær over grene og græs uden for. Hun lukkede sine øjne og forsøgte at forestille sig duften ude i det fri, men den var allerede så fjern for hende, at hun havde svært ved at snyde sit sind på den måde. Carmine havde lovet hende udgang, men han havde sjældent tid til at gå med hende, desuden føltes det lidt som om at hun var trådt tilbage i samme satireshow bare med nye hovedroller, Carmine havde vist sig bare at være en ny Alex.
I takt med at hun pustede hun, slog hun blikket op, hendes øjne var ligeså blå som isen udenfor, hvilket mange oplevede mærkeligt eftersom hendes hud havde en meget mørk glød, der ikke sås mange steder. Hun trak den glatte silkekåbe tættere omkring sin krop, og forsøgte at holde den varm, ikke at det var synderlig effektivt, men det var bedre end hendes nærmest ikke-eksisterende klæder når det kom til hendes kjole. Måske hun skulle lade dansen varme hende? bare lidt inden han stod op? Det kunne være at han lagde øjne på hende og ville tage sig selv i at nyde det?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

I forhold til Cassie, turde Visenya ikke give sig selv mange timer inden, at herre Carmine stod op. Hendes døgnrytme skulle nemlig primært ligne hans, da det var ham hun tjente. Hun skulle derfor være tilgængelig for ham, hvornår end han ønskede det. Hvis hun ikke var det, kunne hun kun grue for sin egen skæbne.. Hen ad det kolde gulv gik, mens hun tog sin ”morgenrutine”. Selv stod hun nemlig altid op lidt før herre Carmine, så hun var sikker på, at det hele så klargjort ud til han stod op. Igen ville hun nemlig kun frygte for sin skæbne, hvis han mente, at herregården ikke så parat ud. Ingen ord forlod hendes læber, som hun vurderende betragtede gangen og ryddede de forskellige rum op, hvor der måtte være noget der generede hendes øjne. Alt skulle være klar til når herre Carmine vågnede! På sin rute måtte hun opmærksomt stoppe op ved pejsestuen. Hendes skovgrønne øjne måtte falde til den enlige skikkelse, som hun vidste var nymfen Cassie. Selv vidste hun endnu ikke, hvordan hun skulle forholde sig til denne kvindes tilværelse, da hendes position endnu var meget uklar her. Ikke indgik som en slave eller et bloddyr, men ej heller var hun blevet taget som herre Carmines mage. Pænt stillede hun sig i døråbningen, hvor hun foldede hænderne foran sig. Høfligt rømmede hun sig, så Cassie ville vide, at hun var her. Blikket valgte hun dog samtidig at flytte fra hendes ansigt. Stand eller ej var kvinden endnu ingen slave eller bloddyr, og derfor havde hun ikke ret til at se hende i øjnene. ”Kan jeg byde Dem noget, frøken? Et krus the eller et tæppe måske?” spurgte hun hende venligt. Det var ikke meget hun havde på, og sparsomt var det, hvor meget varme pejsen afgav.

[Cassie Imirachi]

Somme tider havde Cassie bemærket at de ikke var alene her i huset, hende og Carmine, men hun havde altid været vant til unge slavepiger der kom hertil for at tjene, selv under Alex' styrer, hvade hun kendt sandheden bag dette og skæbnen for et bloddyr, ville hun næppe have været så venligsindet. Hun kunne høre skridt ned af gangen, for lette til at være Carmines, med andre ord måtte det være en af disse unge kvinder, som hun forventede blot ville passerer for sine daglige gøremål, men i stedet døde de stille hen des tættere på de kom.
Den milde stemme fik hurtigt Cassie til at vende sig for at tage hende i betragtning. Ung og smuk så modsat af hende selv med lyse lokker og bleg hud. Det var svært ikke at lade sig betage af det. Et varmt smil gled over hendes læber, man skulle somme tider næsten synes at hun burde have glemt hvordan man smilede med oprigtig varme, men overfor de rette var det ikke engang svært. "Nej tak, ellers tak," afviste hun høfligt. På nøgne fødder trådte hun lidt tættere på hende i døråbningen. "Hvad er dit navn?" spurgte hun ganske vidst uden formaliteter, men hun var hverken mere eller mindre værd end denne kvinde, uanset hvordan Carmine havde fået det til at lyde. "Du behøver ikke at tiltale mig formelt, jeg er ingen adelskvinde. Kald mig Cassie," bad hun roligt. Nok havde hun engang været grevinde, men den tid var langt forbi og hun ønskede ikke noget der mindede om den position igen. Cassie stoppede et par meter fra hende og foldede hænderne foran sig. Det var næsten befriende med noget levende selskab.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Selvom Cassie ikke var hendes herre Carmine, var Visenya stadig en venlig sjæl. Selv vidste hun, hvor køligt der kunne være på herregården her. Hun var trods alt selv til den levende side. Derfor kunne hun kun gætte sig til, at Cassie måtte fryse.. Om hun overhovedet burde gøre sig den form for tanker, blev hun dog hurtigt i tvivl om. Det var nemlig ikke hendes pligt at antage noget. Kun at adlyde. Hvis hun troede, at hun var klog, ville herre Carmine straffe hende for det og med ret. Han var bedre end hende. Helt stille blev hun stående i døråbningen, idet Cassie rejste sig.. for at komme hende i møde? Ikke kendte hun Cassie. Cassie var næsten heller ikke andet end et rygte her. Ingen af de andre vidste nemlig heller ikke, hvilket formål hun havde her. Hun mærkede sit bryst sno sig, idet Cassie spurgte om hendes navn. Hun vidste det allerede nu.. Hun havde dummet sig. Hun ville sige til herre Carmine, at hun havde talt over sig, og han ville straffe hende for det. Den blotte tanke fik helt en skælven til at glide igennem hende! ”Visenya, frøken,” præsenterede hun sig dog høfligt. Der var trods alt ingen grund til at gøre situationen værre. At Cassie stod og smilede til hende, ænsede hun end ikke, da hun ikke vovede at se op. Det var nemlig ikke hendes ret, medmindre hun fik andet af vide, og det havde hun jo ikke fået endnu. Forvirret blinkede hun med øjnene. Hun skulle kalde hende for Cassie? ”.. Ville det ikke være upassende, frøken? Jeg er ikke ude på at foregive, at jeg er Dem ligevædig,” endte hun delvist spørgende og undskyldende med at sige. Selv valgte hun nemlig at spørge, da hun vidste, at det var forkert at antage. Cassie her var trods alt klogere end hende, og herre Carmine var naturligvis den klogeste.

[Cassie Imirachi]

Alle de facader og formelle toner der medførte et gav af urimelige forventninger, var nok til at få alle indvolde til at vende sig, eller i det mindste give en følelser af det. Cassie var træt af dem, hun var bare en simpel skovnymfe der havde forelsket sig i den forkerte mand og nu åbenbart også var fanget af hans forbistrede håndlangere. Men denne her gang var noget anderledes.. denne her gang var hun ikke det eneste levende individ, og det gjorde hende nysgerrig. "Visenya," gentog hun for sig selv. Det var en meget smukt navn, der var noget underligt.. romantisk over det på en eller anden måde, næsten prociansk. "Vær venlig at se på mig Visenya," opfordrede hun blidt. Den arme kvinde virkede næsten helt forskræmt, havde nogen gjort hende ondt?
Hun sukkede tungt og gik helt tæt på hende, før hun lagde en silkeblød hånd under hendes fine, varme hage og løftede hendes blik. "Hør.. jeg har ingen titel, intet ærværdigt navn, ingenting der skulle gøre mig mere værd end dig. Jeg er en simpel kvinde fra de procianske skove og jeg er ligeså meget en fange her som du formentlig er, så lad os bare blive ved fornavnene," konstaterede hun for dem begge og sendte hende et sigende blik. Stille fjernede hun sin hånd og lod den glide ned langs hendes side igen. "Du er iskold, kom og sæt dig lidt ved pejsen," bad hun og trådte til side for at gøre gestus. Mansionet var alt andet end varmt, som regel var det kun her og på hendes kammer der var tændt op i pejsen, så hun havde ondt af den stakkels kvinde for at skulle rende rundt og finde sig i kulden. "Jeg håber ikke at Carmine har sendt dig for at opvarte mig, i så fald kan du roligt give videre at det er unødvendigt," sagde hun gik hen til sofaen som hun tidligere havde trukket op foran ilden for at være tæt på.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Intet sagde Visenya idet Cassie smagte på hendes navn. Nervepirrende var øjeblikket dog, da hun var sikker på, at hun ville mindes det, så hun kunne fortælle hendes handlinger videre til herre Carmine. Noget, som hun bestemt ikke var interesseret i! … men dog var det også noget, som hun ikke ville sige sig imod, da hun vidste, at det var hende selv der var forkert på den. Vejret holdt hun næsten, idet hun adlød Cassie og lod sit blik løfte en anelse, så hendes skovgrønne øjne kunne betragte Cassies ansigt. Hun var en smuk kvinde. Ingen tvivl om det. Hun så vel også mere sund ud, end hvad hun selv gjorde? ”Undskyld, frøken,” undskyldte hun, inden hun mærkede, hvordan hendes krop stivnede fuldstændigt. Ligesom herre Carmine, tog Cassie hende om hagen og holdt hendes blik i sit. Til forskel fra herre Carmine var denne kvindes berøring dog varm. Noget, som hun ellers ikke var vant til. Dog frygtede hun stadig hendes berøring.. Ville en lussing efterfølge? Hendes ord føltes dog helt som en lussing, som hun slet ikke forstod dem. Hun skulle behandle hende ligeværdigt? Det kunne ikke passe.. ”Jeg beklager, frøken. De er mere værd end mig, og derfor er Deres titel Dem retmæssig. De skrubber ikke herre Carmines gulv. Det gør jeg,” endte hun dog med at fastholde. Der var forskel på dem, og ubarmhjertigt var det næsten af Cassie at påpege, at det var der ikke. Som Cassie slap hendes hage, valgte hun denne gang fortsat at kigge på hende. Det var dog også kun fordi, at hun havde bedt hende om det. Igen mærkede hun et stik af frygt i sig.. ”Herre Carmine vil ikke blive tilfreds, hvis han står op og ser, at jeg intet har lavet,” proteserede hun ærligt og bange. Hvad var denne kvinde ude på? Ville hun gerne se herre Carmine lege med hende? Af den årsag gik hun kun så vidt, som til at stille sig ved siden af pejsen. At tage plads i sofaen kunne hun ikke drømme om! Det var et af herre Carmines møbler. Hun måtte kun ryste hynderne. ”Herre Carmine har ikke sendt mig.. Ønsker De, at jeg går?” Ikke var hun ude på ballade, så hvis hendes tilstedeværelse ikke var velset, ville hun hurtigt fordufte ind i et andet rum.

[Cassie Imirachi]

Den unge kvinde mindede hende om et forskræmt lille dådyrkid der var blevet væk fra sin mor, så skrøbelig som hun selv havde været da hun først var startet med at tjene som danserinde under Alex. Nu gik det op for hende at hun var blevet voksen, men havde hun groet sig kold et sted på vejen? Visenya virkede bange for hende og det var skønt hun gjorde alt for ikke at virke frygtindgydende, hun var ikke som de døde væsner der havde sat deres fødder under dette tag. "Nok skrubber jeg ikke hans gulve, men jeg er hans fange, han ser mig ligeså meget som en slave som dig," vedblevv hun. Om det reelt forholdt sig sådan, vidste hun ikke, men sådan føltes det, hendes opgave var bare at underholde ham på andet vis. Hun satte sig i sofaen og lod pejsen varme hendes ellers kolde hud. Hun havde en klar forventning om at Visenya ville adlyde hende selvom det ikke havde været en ordre. Hendes protester fik hende til igen at vende hovedet og tage hende i betragtning. "Jeg vil svare til Carmine, Visenya, du har ingen grund til at frygte ham," forsøgte hun, men en lidt pludselig tanke slog hende. Det var meget begrænset hvor godt hun kendte dem mand der levede under dette tag og reagerede over dem begge, gjorde han hende ondt? "Har han lagt hånd på dig, Visenya?" spurgte hun måske lidt ligefrem, men tilbage i Alex' tid havde hun befriet hans slaver og fanger i frygt for hvad han ville gøre ved dem, og hun ville ikke tøve med at gøre det samme overfor Carmines. Endelig fandt Cassie en indre ro og fremtvang hurtigt et smil. "Nej. Det er længe siden jeg har haft selskabet fra et andet levende væsen. Sæt dig ved mig, fortæl mig hvem du er," opfordrede hun og klappede blidt på sofaen på pladsen ved siden af hende. Hun gik ikke op i hvad Carmine ville sige, hende ville han ikke gøre ondt, ville han?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Et forskræmt dådyrkid var vel, hvad Visenya var, men var det så underligt igen? Hun var blevet kidnappet af herre Carmine som børn, og siden da havde hun kun kendt til hans tjeneste. At høre Cassies forklaring, fandt hun mærkværdig. Selv kunne hun ikke se logikken i det, men hun var vel også bare for dum? Hvad lavede Cassie her, hvis hun bare var her som en fange? ”Undskyld, frøken.. men må jeg spørge Dem, hvorfor herre Carmine så holder Dem her?” spurgte hun hende usikkert. Selv frygtede hun jo for at træde forkert! Det havde hun prøvet før, og aldrig var det til gavn for hende selv. Brynene rynkede hun, som Cassie sagde, at hun ikke skulle frygte herre Carmine. Talte de om den samme herre Carmine? Det forekom hende i hvert fald usandsynligt, at hun ikke skulle frygte ham.. Man skulle altid frygte herre Carmine. Hun endte derfor med skræmt at ryste på hovedet. ”Jeg beklager, frøken,” undskyldte hun. På det punkt var hun alt for bange til at lytte efter. Hendes skovgrønne blik gled skamfuldt ned i jorden, som Cassie spurgte, om herre Carmine havde lagt hånd på hende. Hvorfor alle de spørgsmål og alle de ord? Var det hele ikke indlysende. Dog vidste hun, at hun ikke måtte sige noget således. Hun turde nemlig ikke få Cassie til at fremstå dum. Igen var hun nemlig stadig usikker på kvindens plads i huset. ”Jeg er hans ejendom. Han har al ret til at lægge hånd på mig, hvis han lyster,” svarede hun loyalt. Ikke at hun kunne lide herre Carmines hånd, for det kunne hun ikke. Hun hadede at være i samme rum som hende, som han gjorde hende bange, og da han overskred hendes grænser. Hun skævede til sofaen, som Cassie klappede på hynden. Nej, hun kunne ikke.. Det var herre Carmines plads og hans gæsters. Selv var hun ingen gæst. Hun var derimod hans undersåt. ”Der er ikke meget at fortælle om mig, frøken. Jeg tjener herre Carmine,” fortalte hun blot. Det var vel også det vigtigste at vide om hende? At hun tjente sin herre? Hun var jo ikke spændende.

[Cassie Imirachi]

Cassie følte stærkt for den unge kvinde, måske fordi hun huskede hvordan det var at have frygt i øjnene hver dag. Det var på et tidspunkt gået op for hende at disse blodige væsner kunne kontrolleres under rette forudsætninger, desværre var hun stadig ikke kommet nok under huden på Carmine til at gøre det, og en del af hende mistænkte at det aldrig ville ske. Hendes smil voksede sig større, stadig varmt mildt og imødekommende. "Det er et godt spørgsmål, desværre kender jeg ikke svaret. Jeg plejede at være gift med hans skaber, men Carmine.. Carmine hadede mig og min tilstedeværelse, man skulle tro at han ville tage chancen for at slippe af med mig, nu hvor mulighed bød sig," forklarede hun og lagde hænderne på sine knæ med et tungt suk. Hendes smil falmede langsomt, det var åbenlyst at hun var rædselsslagen for Carmine hvilket de fleste var, men det kom bag på hende hvor meget. Det virke blik forvandlede sig til at blive en mærkelig grimasse da hun ikke vidste hvilken maske ville være passende. Ikke alene var hun bange, men tilsyneladende også hjernevasket! Nu hvor hun nægtede at sætte sig, rejste Cassie sig igen og stilte sig foran hende med et alvorligt blik. "Visenya.. fortæl mig hvad han gør ved dig," bad hun. Måden hun snakkede om sig selv som en genstand tændte alle hendes tricker-punkter, ingen kvinde eller mand burde være slave på den måde for nogen anden! Hun havde altid haft en trang til at hjælpe dem, frigøre dem, og guderne måtte vide at hun havde forsøgt. "Du er mere end en tjener.. hvor kommer du fra?" spurgte hun bare for at starte et sted. De havde alle en fortid, og den burde aldrig glemmes.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Tavst lyttede Visenya til, hvad Cassie havde at fortælle. Om hun skulle være glad på hendes vegne, eller om hun skulle have ondt af hende, vidste hun endnu ikke, da hun ikke vidste, hvad herre Carmine planlagde med hende. Hvis han blot agtede at dræbe hende, burde hun være glad. Det var en befrielse at blive ført væk fra livet her. Det var også derfor, at hun nogen gange håbede, at herre Carmine drak for meget af hende, så hun til sidst ikke ophørte mere.. Det var dog aldrig ved at ske. Hvis Carmine derimod ønskede at lege med Cassie, ville hun have ondt af hende. Hun tog en skælvende indånding. ”Herre Carmine kan lide at lege med dem, som gør ham uret,” fortalte hun hende dog. Det var en barsk leg mellem et rovdyr og et byttedyr. Som Cassie nærmede sig hende for at stille sig foran hende, mærkede hun, hvordan hendes muskler spændtes. Blikket valgte hun at holde på Cassies bare fødder denne her gang. Hvorfor ønskede hun at vide, hvad herre Carmine gjorde ved hende? Hvorfor fandt hun en glæde ved at høre det? Det gjorde jo ondt på hende selv at tænke på det.. Det svære var dog, at hun ligeså heller ikke kunne forestille sig at undvære herre Carmine. Hvad ville hun være uden ham? Hun ville end ikke have noget sted at gå hen. Nej, livet her var den sikre vej. Også selvom at det gjorde ondt, og at hun til tider lå og græd over det. ”Herre Carmine gør ved mig, hvad han lyster,” svarede hun ærligt. Ønskede Cassie specifikke hændelser? Lå det ikke i ordene, at han gjorde alt med hende? Desuden vidste hun ikke, om herre Carmine ønskede, at hun talte med Cassie om dette.. men på den anden side havde han heller ikke sagt, at hun ikke måtte. Svært var det. Hun hadede, når hun skulle gætte sig til, hvad herre Carmine ønskede af hende! Det var farligt.. Der var nemlig en stor sandsynlighed for, at hun ville blive vred. Hun rystede på hovedet, som Cassie sagde, at hun var mere end en tjener. ”Mit liv er at tjene herre Carmine,” affejede hun loyalt. ”..Jeg boede engang i en skov.” Hvad skoven på skovelvernes hjem hed, huskede hun ikke længere. Det minde havde herre Carmine taget fra hende.

[Cassie Imirachi]

Til nu havde herren af huset været mild ved hende, i forhold til hvad han måtte have været overfor denne kvinde, om det var held eller om det var bevist, var endnu et ubesvaret spørgsmål. Hun mærkede en klump samle sig i halsen og brede sig som is i hendes mave, for det lød sandelig som om at hun talte af erfaring. Var det hvad Carmine gjorde ved sine tjenerinder, legede med dem som dyr legede med deres mad? "Carmine kan lide at lege, slut. Det gør ingen forskel om man har gjort ham uret eller ej," rettede hun blidt. Hun blev holdt fanget her i huset, uden mål eller mening, det i sig selv var en leg og hun havde aldrig gjort ham uret ikke bevist, at Alex havde valgt hende over ham, kunne aldrig blive hendes ansvar.
Frustrationen og smerten over at vide hvilke rædsler der igen tog plads her i huset, gav hende tårer i øjnene. Det havde været en lettelse at komme væk fra det, og nu var hun bundet af samme lænker igen, tvunget til at se andre ydmyget og misbrugt. Blidt tog hun om begge hendes hænder, kolde som de var her i huset, og hendes hænder en kende ru efter alt det hårde arbejde hun led under. "Jeg kan hjælpe dig Visenya, du behøver ikke at være en slave her," forsikrede hun. Hvad end det ville kræve af hende, for at sikre sig det, ville hun gøre det, ligesom hun havde gjort med Alex engang, hun nægtede at skulle affinde sig med at være en del af det!
Et sted bag de lidt tårerfyldte øjne, blandede et smil sig på hendes læber. "En skov? Af lyset eller mørket?" spurgte hun. Hvor lang tid havde hun været her, siden hendes hjem var så fjernt? Det gjorde hende rasende, på Carmine naturligvis, denne unge kvinde var uskyldig her, ligesom alle andre.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Svagt rystede Visenya på hovedet ved Cassies ord. Der var forskel. Herre Carmine var forskellig, om man gjorde ham vred eller glad. Dominerende var han ganske vidst altid, men han var ubarmhjertig hård og sindssyg, hvis man gjorde ham uret. ”Der er forskel, frøken. Herre Carmine leger hårdere med en, hvis man har gjort ham utilfreds,” fortalte hun ærligt, inden hun vovede at give Cassie et råd. ”Gør ham ikke vred, frøken. Det er bedre sådan.” Selv vidste hun, hvad hun talte om. Hun havde længe tjent herre Carmine. Faktisk var hun den af tjenerne der havde fået lov til at leve længest. Om det gjorde hende dum eller klog, kunne man dog så diskutere. Cassies varme hænder mærkede hun om sine, da hun pludselig tog om dem. En underlig handling, da den syntes blid, hvor hun var vant til at berøringen var kvælende, når der blev holdt om begge hænder. Cassies ord gjorde hende dog direkte skrækslagen! På knæ faldt hun foran Cassie, hvor hun knugede om hendes hænder og sendte hende et tryglende blik. ”Barmhjertighed, frøken! Forsøg ikke at sende mig væk! Herre Carmine vil ikke blive glad, hvis jeg forsvinder,” tryglede hun desperat. Engang for mange år siden, havde hun forsøgt at flygte herfra. Siden da, havde hun ikke forsøgt at flygte.. Hun var kommet et stykke, indtil hun havde indset, at Herre Carmine havde indledt en jagt på hende, og legede med hende. Dengang havde han slået hende halvt igen.. Da hun endelig havde kommet sig, og var i hans varetægt igen, havde han været vred på hende i adskillige måneder efter. Det var ikke en vrede, som hun nogensinde ønskede at fremkalde i ham igen. Ulykkeligt vendte hun blikke væk igen. Om hun var fra lyset eller mørket? ”Lyset.. Herre Carmine kan lide sine tjenere lyse,” forklarede hun med en pludselig mindre stemme. Hele hendes krop skælvede også nu.

[Cassie Imirachi]

Dominerende havde Cassie set ham mange gange, men han havde aldrig gjort hende ondt, tværtimod spurgte han og argumenterede han før han gjorde noget som helst, søgte hendes tilladelse uden at hun forstod hvorfor, når han tilsyneladende behandlede alle andre omkring ham, dårligt. Hendes mod sank, og det samme gjorde hendes blik i takt med. Måske Visenya havde ret, Carmine var ikke Alex, han kunne ikke manipuleres på samme måde, men ville hun leve med sig selv hvis ikke hun forsøgte? "Han kan ikke gøre noget ved mig som er værre end allerede gjort," forsikrede hun. Faktisk var der mange ting.. han kunne omgøre hende, eller tvinge sin lyst over hende, men hun troede ikke på at han ville gøre nogle af delene. Den lidt pludselig tiggen kom så meget bag på hende, at hun trak sig lidt forskrækket tilbage dog uden at slippe hendes hænder. De fleste plejede at tigge for det modsatte. Blidt faldt hun på knæ så de igen sad i øjenhøjde. "Jeg vil ikke sende dig bort, Visenya, men jeg vil sikre mig at han ikke lægger hånd på dig," lovede hun og slap hendes ene hånd, for at lade sin egen glide blidt hen over hendes kind. Hvad havde Carmine gjort ved hende? Hun var en kvinde uden holdning, uden nogen fri vilje, værre end andre slaver hun før havde set. Det gik sent op for hende at begge hendes hænder skælvede. Var det grunden til at Carmine holdt dem her? De var lyse? "Jeg selv er fra lysets skov. Kan du huske den blomstre? Hvor smuk den er?" spurgte hun. Hun drømte ofte om det, men aldrig ville hun vende tilbage til lyset, hun havde forsøgt men uden at føle sig hjemme der. Blidt klemte hun om hendes hånd og lod den anden hånd falde. "Fra nu af er du og jeg venner, Visenya. Det betyder at du kalder mig ved navn og jeg ved dit, og det betyder at vi fortæller hinanden ting. Mit værelse ligger nede af fløjen på den anden side af hjørnet af denne gang, kom dertil hvornår end du har behov for det," bad hun.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Uvidende var Cassie. Det var tydeligt for Visenya at høre. Hvem Carmines skaber var, vidste hun ikke, men hun kendte herre Carmine. Hun vidste, at der kun var hans vej og hans vej alene. ”Tro mig, frøken.. Der er altid noget der er værre,” fastholdt hun. Cassie vidste det tydeligvis ikke.. ellers ville hu ikke tale, som hun gjorde. At hun endte med at skræmme Cassie ved at trygle hende, og falde på knæ for hende, anså hun et sted for at være en god ting. Måske ville hun i så fald droppe sin tanke om at fjerne hende fra stedet her? Det endte dog ikke med, at Cassie gik, som hun i stedet satte sig på knæ foran hende. Hun rystede på hovedet af Cassie. ”Det er herre Carmines ret at lægge hånd på mig. De kan ikke fortælle ham, at han ikke må.” Selv kunne Visenya ikke se en anden måde at leve på, en den måde hun allerede gjorde. Hun havde jo fået af vide, at der ikke fandtes andre måder. Derfor kunne det ikke ændres på. Også selvom, at hun ikke var glad. Fortabt stirrede hun ind i Cassies øjne, som hun strøg hendes kind, og begyndte at tale om skoven. Hvorfor gjorde hun det? Tårer meldte sig i hendes øjne. Dog lod hun dem ikke falde. Det føltes ondt at tale om skoven. Frustrerende var det for hende. Hun huskede nemlig knap skoven, men samtidig kunne hun føle en længsel i sin krop efter at være i den. Hun rystede på hovedet, inden hun så ned igen. ”Nej.. Jeg mindes kun små glimt,” sagde hun ulykkeligt, da hun ikke kunne deltage i Cassies smukke minde om skoven. Selv huskede hun kun få ting.. Jord med græs og mange træer. Hun stirrede igen på Cassie, idet hun sagde, at de skulle være venner. Igen så hun kun frygten i det. ”Jeg havde engang venner.. De andre slaver og bloddyr.. Herre Carmine dræber dem en efter en med tiden,” fortalte hun sandfærdigt, som hun jo kunne se, hvordan hun var den eneste der fik lov til at blive tilbage. Hvor længe hun ville få lov til at blive, vidste hun dog ikke. ”Det er dumt med venner. Man er alene, når de dør.”

[Cassie Imirachi]

I fortiden havde hun med egne øjne set Carmines grumheder, og hun havde protesteret mod dem, manipuleret Alex til at tage affære, men han havde altid været utæmmelig. Dog var der noget der sagde hende at han ikke ville gøre det samme ved hende, måske hun var for sikker i den sag. "Vi må beskytte hinanden," svarede hun lidt uden om det egentlige emne, fordi hun ikke kunne finde på et godt modsvar der ville være beroligende. Hvis hun sendte hende væk ville Carmine formentlig nærmere straffe Cassie ved at slå kvinden ihjel, det ville være et liv på hendes hænder, nej hun måtte være kløgtigere end den mand for at stoppe det. "Det kan jeg og det vil jeg. Ingen bør have rettigheder til at gøre en anden ondt på den måde, ikke uden retfærdighed," sagde hun stædigt. Det var en passionssag for hende, og det havde det været siden hun selv havde levet som slave, og set andre lide under det.
Hun slap hende og lod fingerspidserne kun lige berøre gulvet under dem men uden at tage blikket væk. Skoven var langt væk fra hende, hun fik lyst til at tage hende med dertil, hvilket var umuligt så lang tid de bukkede under for den mands hånd. "Det er et smukt sted, det vil du tids nok huske," lovede hun og rejste sig i en glat bevægelse. Solen var næsten gået ned nu, der ville ikke gå lang tid. Hendes hjerte slog et par hurtige slag i frygt, for hun ville så gerne tro at Carmine ikke ville slå hende ihjel, men inderst inde frygtede hun at han kunne. "Han vil ikke røre mig. Jeg er en fange her, men han har ikke slavegjort mig eller holdt mig i en kælder, han forsøger mig med smukke kjoler, mad og varme, det er store anstrengelser hvis han ønskede mig død," ordene var henvendt mere til egen refleksion end til hende.