Making new friends?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Hvordan de skulle beskytte hinanden, forstod Visenya ikke. Hvad kunne de gøre mod en mand som herre Carmine? De var ingenting i forhold til ham. ”Herre Carmine beskytter mig,” endte hun loyalt med at sige. Det var således, at hun kunne leve et ”anstændigt” liv. Hvis hun troede på herre Carmine, havde hun det nogenlunde. Hvis hun derimod ikke troede på ham, ville døden være en befrielse. Desuden, hvad hvis nogen overhørte, at hun talte ilde om sin herre? Hvad hvis denne Cassie valgte at sladre? På baggrund af det måtte hun være loyal. Hun kunne ikke risikere at være andet. Derfor kunne hun heller ikke åbent støtte op om Cassies forslag om, at herre Carmine ikke længere måtte lægge hånd på hende. ”Herre Carmine vil bare tro, at jeg har klaget, og det vil ikke tilfredsstille ham.. De forsøger at lege med guderne,” modsagde hun, som hun ikke kunne forestille sig, at herre Carmine ville se vel på, at han fik af vide, at han ikke måtte røre hende mere. Det var trods alt også det der gjorde dem til, hvad de var. Han hendes herre, og hun hans tjener. Det var naturligt, at der var den forskel. Det havde han selv sagt. ”..Jeg tror ikke, at jeg vil komme til at se den igen. Er det så ikke dumt at huske?” spurgte hun ærligt, som hun tvivlede på, at herre Carmine ville flytte hende ud. Hænderne lagde hun pænt i sit skød, som Cassie rejste sig. At høre Cassie sige, at herre Carmine forsørgede hende med smukke kjoler, varme og mad, fik hende kun til at bøje hovedet endnu mere for hende. Det var nemlig et klart bevis på, at hun var under denne kvinde. Det gjorde herre Carmine nemlig ikke for hende. ”Herre Carmine vil måske ikke dræbe dig, men mig derimod..” En gysen løb igennem hende. Døden kunne dog vise sig at blive hendes frihed. ”Jeg beklager, frøken. Vi kan ikke være venner. Det vil ikke være passende. De siger måske, at De er en slave, men herre Carmines handlinger fortæller mig, at De er mere værd end mig.”

[Cassie Imirachi]

Styrkemæssigt kunne de intet gøre, og han var desværre også en klog mand, svær at overliste, men han havde den samme svaghed som enhver anden mand - kvinder, og eftersom de var født af heldigt køn, kunne de måske bruge det. Hendes blik faldt på Visenya. Det ville nok bare blive hende som udnyttede det, for hun havde en bange anelse om at hun aldrig ville gå imod sin såkaldte herre. Bare tanken gav hende et gys. "Det burde han gøre, men lever tilsyneladende ikke op til det," hun kom endelig lidt til sig selv igen, og vendte hovedet mod hende. Det var uhyggeligt så meget et sind kunne hjernevaskes, hun priste sig lykkelig for at hendes aldrig var endt så svagt. "Det er vigtigt at kende sine rødder og sin baggrund. Jeg forlod skoven for længe siden og jeg vil aldrig vende tilbage dertil, men på de mørke dage husker jeg dets skønhed, duften og følelsen af bladene mellem mine fingre. Det letter byrden," fortalte hun og satte sig tilbage i sofaen. Carmine forsørgede hende vel og hun havde en vis frihed, resten tog hun sig selv, måske hun somme tider følte sig lidt for modig og tog sig for mange friheder. "Det ville jeg aldrig tillade," sagde hun inden hun kunne nå at gøre den sætning færdig. "Jeg ved ikke hvad han ønsker af mig, eller hvorfor han handler som han gør, men jeg lover dig at jeg ikke er mere værd, desuden kunne jeg bruge en ven her," forsøgte hun selvom hun mærkede at hendes ellers slående tålmodighed blev mindre og mindre.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

”Det er ikke pænt at tale ilde om herren,” forsvarede Visenya Carmine. Det lå blot så dybt i hende. At være sin herre loyal. Igen var det dog med god grund, da han før havde vist hende, hvad han mente om illoyalitet. Det behøvede han ej at vise hende igen. Ikke, hvis hun kunne slippe for det. ”Hvorfor skal jeg mindes ved skoven, hvis end ikke De ønsker at vende tilbage til den igen?” spurgte hun uforstående. Hun forstod det ikke. Hvorfor sagde Cassie også, at skoven var smuk, når hun hellere ønskede at være her? Det forekom hende mærkværdigt, og det gjorde det frustrerende at tænke på. Det vigtige ved sine rødder, kunne hun ej heller se, da herre Carmine sagde, at det vigtige var nuet her ved ham. Desuden.. hendes minder var kun mørke. Hun vidste, at herre Carmine havde myrdet hendes forældre, sidst hun havde været i skoven. Hun vidste, at hun lige siden havde tjent ham. Hun vovede at se op fra sin plads på gulvet, hvor hun så imod Cassie. Hun havde trods alt tidligere sagt, at hun godt måtte se på hende. Det måtte hun vel stadig, eller? ”Herre Carmine har altid gjort, hvad han vil,” sagde hun ærligt. Hvis herre Carmine ønskede at dræbe hende, ville hun dø. Sådan var det. ”Hvad ønsker De at bruge mig til?” endte hun med at spørge, som Cassie holdt fast i, at hun ønskede, at de skulle være venner. Skulle hun mon spørge herre Carmine om tilladelse til dette? Cassie var trods alt ikke en del af den normale tjenestestabel, så måske havde han en holdning til, om de var venner eller ej. Hun vidste, at hun havde tilladelse til at tale med de andre tjenestefolk, men Cassie? Det vidste hun faktisk ikke. Det havde jo heller ikke været et problem før nu.

[Cassie Imirachi]

For et øjeblik lukkede Cassie sine øjne og forsøgte at lægge bånd på sig selv. Hun havde lyst til at ruske lidt fornuft ind i denne unge kvinder blidt fulgte sin herre. "Jeg taler om ham som jeg vil," svarede hun simpelt. Om så Carmine hørte hende tale grumt om ham og blev vred, så var det sådan det måtte være, han ville finde mange grunde til at blive vred på hende i fremtiden, for hun havde tænkt sig at gøre oprør mod dette. "For at finde ro og bundfæste. Det er ikke skoven jeg ikke vil vende tilbage til men dets beboere. Det er ikke længere mit hjem. Jeg er forlovet faktisk.. med en nydelig mand der vil give mig alt hvad jeg drømmer om og mere til," hun sukkede. Ledte Marius overhovedet efter hende, eller havde han givet op? Det var tæt på at hun selv gjorde, Carmine havde forbudt hende at se ham igen, og dog bar hun stadig ringen han havde skænket hende, stolt på fingeren.
"Der er ensomt heromkring Visenya, og ikke ligefrem fuld af liv. Det ville være rart med et levende væsen, en at snakke med i løbet af dagen," hun fremtvang et lille smil. Det var sandt, hun følte sig somme tider alt for ensom, men Carmine ville næppe værdsætte en sådan relation. "Det bliver snart mørkt Visenya. Tro mig når jeg siger at dette bliver okay, men for nu må du hellere gøre dit arbejde så vores kære herre ikke fatter mistanke, okay?" hun så sigende på hende. Hun skulle nok tage fat i den mand!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Engang havde Visenya haft Cassies mod, men ikke længere.. Hun havde fundet ud af, at mod var ufornuftigt at have. Hvis hun var modig som Cassie, blev hun nemlig straffet. Straffene var på en måde, så man ikke kunne klare flere af dem i længere tid af gangen. Derfor endte man helt med at droppe det for i stedet at forsimple sit eget liv. ”Som De vil,” endte hun med at sige. Hvis Cassie ikke ville lytte til hendes råd, måtte hun selv om det. Hun ville dog ønske, at hun lyttede, da hun faktisk ikke prøvede at gøre kvinden ondt. Hun prøvede blot at hjælpe i den forstand, som hun selv kendte til. Hun blinkede let med øjnene, som Cassie sagde, at hun var forlovet med en nydelig mand. At hun engang selv havde drømt om et bryllup, og endda havde fundet drømmemanden, havde hun glemt. I dag tænkte hun ikke længere i de baner.. Hun ville heller aldrig få lov til at blive gift. ”Hvis De er forlovet med en anden end herre Carmine, hvor er han så? Burde han ikke være med Dem?” spurgte hun undrende. Måske tog hun fejl.. Hvad vidste hun egentligt også om ægteskaber? Den slags fandtes jo ikke her i huset, og sparsomt var det, hvor meget hun kom rundt. Hun kom kun ud, hvis herre Carmine ønskede hende med sig.. og derfor kunne der gå måneder imellem hun mærkede den friske luft. Hun kiggede kort ned i gulvet, som Cassie talte om ensomheden. Hun tænkte. Burde hun? ”Vi kan snakke, imens jeg arbejder. Jeg står altid op en time eller to før herre Carmine står op, så det hele ser pænt ud.. Vi kan snakke der,” endte hun med at foreslå. Bedre kunne hun ikke gøre det. Op på benene skubbede hun sig igen. En overraskende pæn handling, skønt hun psykisk var så skrøbelig. At det hele nok skulle blive okay, tvivlede hun på.. men hun skulle nok komme og mødes med Cassie for fremtiden, alt imens hun gjorde sit arbejde. ”Inden jeg går, er De så sikker på, at jeg ikke kan bringe Dem noget … Cassie?” afsluttede hun venligt, hvor hun sågar prøvede at sige hendes navn. Den anden høflige tiltaleform nægtede hun dog at slippe for nu.

[Carmine Jordin Marlineo]

I takt med at mørket og aftenen meldte sin ankomst, var det også på høje tid for Carmine at slå øjnene op, for endnu en nat. Øjnene for op, også selvom han for øjeblikket blev liggende. Til trods for, at han var langt mere dyrisk end Alexander nogensinde havde været, havde han aldrig givet afkald på sin gode seng. Selv en død, skulle have lov til at ligge godt. Hænderne forlod deres beskyttende fold over hans brystkasse, idet han roligt satte sig op. Dynen gled ned og lagde sig om hans liv.
Carmine sov i ingenting. Der var ikke nogen grund til at dække sig til længere. Der var ingen til at betragte sig af hans pinte overkrop, efter det liv, som han selv havde levet for frygtelig mange år siden. Fanget, pint og tortureret, som intet andet end et eksperiment, og nu hvor han var ene og alene om at berette historien.. Så var det ikke så slemt igen. Dynen tog hans lange og slanke fingre fat om, inden han denne gang slog den af sig. Her rejste han sig op. Hænderne vandrede over håret, idet han søgte hen til skabet, for at komme i klæderne. Ikke at han var sart af sig. I hvert fald ikke længere.
Sulten havde uden tvivl meldt sig hos Carmine. Og de passende få mundfulde, som han tog af Visenya fra tid til anden, skulle vel bare mangle nu? Bare tanken om den kære skovelver, var en som kunne få ham til at trække bare en smule på de ligblege læber, hvor synet af de spidse tænder, svagt viste sig i hans mundviger. I aften blev det til en blodrød skjorte. I stor kontrast til den marmorblege hud. Bukserne var mørke, og dem fik han selv på. Han knækkede i nakken, ved at lade hovedet føres fra den ene til den anden side.. Så var han klar! Han søgte hen til dørene, som han denne gang slog op. Herren var endelig oppe!

[Cassie Imirachi]

Naive Cassie forstod ikke hvorfor Visenya var bange, hun havde set at Carmine kunne være voldsom, grusom endda men kun overfor politiske parter ikke overfor sølle tjenestepiger der alligevel ikke stod en chance mod ham. Måske det var på tide at han fik lov til at lege med nogen på sin egen størrelse? Hun havde umådelig trang til at beskytte denne unge kvinde, måske fordi hun så sig selv i frygten i hendes øjne. Hun så ned på sine hænder. Jo Marius burde være ved hende, men det var endnu en ting husets herre havde forpurret. "Jo han burde. Jeg burde have ægtet ham nu, men Carmine reddede fra en endnu mere grusom mand end ham selv, og siden har han forbudt mig at se ham," forklarede hun, velvidende at han havde forbudt hende også at tale om den fortid. Hun strakte sin hånd frem mod hende, så hun kunne se det den diamantprægede ring. "Han gav mig denne.. min forlovede," tilføjede hun en smule stolt. Jo hun savnede trygheden hos Marius, savnede at prøve at elske ham hvilket hun ikke gjorde, ikke sådan i hvert fald.
Cassie nikkede. "Det ville gøre mig glad, og bare rolig.. det vil være vores hemmelighed," lovede hun og blinkede til hende. Det var nærmest ligegyldig hvem det var, så snart der var et levende væsen i dette hus, så blev det hendes nærmeste venner.. hendes eneste også. Det føltes godt at høre hendes navn sagt uden en død, kold stemme, men med liv og varme, det fik hende til at smile for sig selv bare for et øjeblik. "Ellers tak, Visenya. Jeg henter selv hvis jeg har brug for det," bekræftede hun endnu engang og rejste sig og i det samme hørte en dør smække ikke langt derfra. Mørket uden for fortalte historien, det var Carmine som var vågen igen.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Nysgerrigt måtte Visenya alligevel træde et skridt frem, idet Cassie rakte ringen frem mod hende. Det var en smuk ting. Diamanten om hendes finger. Selv havde hun aldrig ejet noget lignende.. eller, hun huskede i hvert fald ikke, at hun nogensinde havde ejet noget så smukt. Dog kunne hun med sikkerhed sige, at hun aldrig nogensinde ville komme til at eje en. For det første.. hvem skulle ønske at giftes med hende? Hun var ingenting. Hvis hun blev gift, ville det allerhøjest være med en anden slave, og det ville ikke betyde nogen smuk ring. For det tredje, så ønskede hun slet ikke at have nogen så tæt på sig. Det var nemlig ikke rart at have en mand tæt på sig. Det havde herre Carmine vist hende. ”Den er smuk.. Deres forlovede må være en rig mand,” sagde hun imponeret. ”Jeg håber, at han en dag vil finde Dem igen, og at I vil blive gift.” Ikke smilte hun. Det var ikke fordi, at hun var vred eller ligeglad.. Det var nærmere fordi, at hun ikke følte sig tryg nok til at smile. Sine ord mente hun dog. At hun skulle til at have en hemmelighed for herre Carmine, vidste hun dog ikke, hvad hun skulle mene om. Men på den anden side… Han ville trods alt ikke vide noget, hvis de talte sammen, inden han stod op, og hvis hun lavede noget imens? Så ville han vel heller ikke blive vred på hende.. ville han? Hun ville jo stadig udføre sit arbejde. Hun endte med at nikke svagt med hovedet. ”..Vi vil snakes ved igen i morgen,” endte hun med at sige. Underligt føltes det. Hun havde nemlig ikke haft en ven længe. At Cassie fortsat holdt fast i, at hun ingen hjælp ønskede fra hende, kunne hun ikke gøre noget ved. Hun måtte bare acceptere det, indtil hun besluttede sig for andet. Hovedet bøjede hun let for hende. Det var blevet hende så normalt at udvise respekt. ”I så fald vil jeg fortsætte med mit arbejde,” tog hun afsked med Cassie, inden hun søgte hen mod døren.

[Carmine Jordin Marlineo]

Aftenens gøremål skulle gøres, men at starte ud med noget blod af lyset, var altid at foretrække. Særligt, når der forelå en mulighed, for at få det af lysets befolkning. Der fandtes i sandhed ikke noget bedre for Carmine end det. Gud hvor han dog elskede det!
For nu, handlede det jo om at finde hende. I det store og hele, vidste han jo, at hun hele dagen havde kæmpet med at få gjort de ting, som hun skulle gøre. Hun var nemlig en tjenerinde, som gjorde ham tilfreds.. Stolt et eller andet sted. Dem som sagde, at væsner af skoven ikke kunne tæmmes, havde uden tvivl taget fejl! I det tilfælde, så havde han præsteret, at gøre det umulige!
Med rolige skridt, søgte han ned igennem korridoren, hvor lyden af stemmer, var det første, som han opfangede. Var det..? Tog han meget fejl, om han kunne høre Cassie og Visenya føre en samtale? Var Cassie langt om længe, kommet ud af sit kammer, hvor hun til nu, holdt ham på afstand. Dette var da uden tvivl en ting værd at undersøge. Her stoppede han op ved døren, hvor han - før Cassie nåede at forlade det, åbnede den. "Et sjældent syn, min kære Cassie," sagde han med en intetsigende mine. Hans mine forblev kold og følelsesforladt. Han så kort mod Visenya. Hun vidste jo trods alt godt, hvad han forventede, når han stod op, når natten måtte falde på. Sulten var han trods alt, og det var en sult, som skulle stilles. På en måde, som hun efterhånden burde være alt for godt kendt med.

[Cassie Imirachi]

Ringen var et symbol om et lille spinkelt håb hun stadig holdt, om at blive fri, det sørgelige var at der samtidig var en del af hende der ikke vidste om hun ønskede frihed, der her virkede snart som alt hun havde kendt, hun var begyndt at holde af det på en sær måde. "Han er en meget rig mand, en god mand," tilføjede hun, det havde hun vidst allerede sagt? Hun længtes efter den tryghed. "En dag skal du nok få at føle, hvordan det er.. at have en mand der tager sig af dig frem for at lægge hånd på dig," sagde hun mens hun betragtede sit eget smykke på fingeren. Hun så op og nikkede mod Visenya inden hun rejste sig. I sin naivitet havde hun håbet på at kunne nå tilbage til sit kammer inden Carmien for alvor stod op, men hans tunge skridt nærmede sig allerede og kvælte modet i hende.
Uebevidst stramme hun silkebåndet om sin kåbe mere, så ikke en millimeter for megen nøgen hud ville være at se og lede ham i forkerte fristelser, eller havde han nu også sin tjenestepige til det?
Man kunne næsten se paraderne samle sig omkring hende, se mildheden og varmen forsvinde og blive til et stramt udtryk der mødte Carmine idet han trådte ind. Det var hendes værn for at beskytte sig selv. "Godaften Carmine," hilste hun og gjorde gestus mod Visenya. "Jeg var netop ved at rose din unge tjenerinde for et fortrineligt arbejde, pejsestuen var aldrig renere end før jeg kom," fortalte hun. Hun ønskede ikke at han skulle fatte mistanke eller blive vred på kvinden.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Selv tvivlede Visenya på, at hun nogensinde ville finde en mand, som den Cassie havde fundet. Hun drømte i hvert fald heller ikke om det. Det behøvede hun dog ikke at diskutere med hende. Det var bedre at lade det ligge, som det var mellem dem nu. Selv var hun på vej ud af pejsestuen, idet herre Carmine trådte frem og blokerede hende vejen. Ligesom Cassies ansigt hærdede på et split sekund, røg hendes eget hjerte op i halsen. Hvad ville han mon sige til, at de havde vekslet ord med hinanden? Han havde jo aldrig formanet hende om ikke at gøre det. Øjeblikkeligt blev hun stående, hvor hun ikke sagde et pip. Herre Carmine talte trods alt heller ikke til hinanden. Som respons for hans tilstedeværelse, nejede hun dog dybt for ham. Det var morgen for ham, og derfor vidste hun udmærket, at han højst sandsynligt ville have et par mundfulde blod, inden hun fik lov til at gå videre. Derfor stillede hun sig pænt, hvor hun foldede hænderne foran sig. Da Cassie valgte at rose hende – også selvom hun intet havde gjort ved pejsestuen i dag – mærkede hun alligevel et stik af stolthed og tilfredshed i sig. Det kunne herre Carmine vel heller ikke blive vred over? At hun gjorde sit arbejde godt, og at andre tilmed kunne se det? Personligt gjorde det hende i hvert fald roligere. Lige nu virkede det i hvert fald til, at der ikke var nogen faresignaler der blinkede. Intet gjorde hun dog for at bryde ind i deres samtale. Det var trods alt tydeligvis deres. Hun ville først gøre noget, når hun blev bedt om det.

[Carmine Jordin Marlineo]

Denne gang havde Carmine været hurtig, og havde rent faktisk nået at fange Cassie, inden hun ville nå at gemme sig. Hun var i fred på hendes kammer, for det søgte han sjældent til, men det ændrede da bestemt ikke på, at han ønskede, at hun tog derfra, og rent faktisk kom ud, og var blandt andre. Ham særligt. Han holdt hende der af en grund, og gjorde hvad han kunne, for at holde Marius på afstand. Han ønskede nemlig ikke, at hun skulle forsvinde igen, nu hvor han endelig havde formået at fange hende her!
Carmine blev for nu, stående i døren, for at hindre at hun kom nogen steder. Visenya var han ikke bange for i dette tilfælde, Nok mere, hvad Cassie kunne finde på at fortælle hende om ham, når han ikke var omkring. Eller overbevise kvinden om. "Du har ret.. Hun er meget dygtig." Ikke rokkede han sig ud af stedet. Visenya kendte til hans daglige rutine. Aldrig tog han mere end hvad hun ville kunne undvære, og han tog heller ikke nok til at gøre hende syg eller svag. Dette var noget som lagde en dæmper på den værste sult, så han kunne klare sig videre derfra, og før han ville søge ud, for at jage. "Visenya.. Forsæt arbejdet," bad han denne gang, uden at kigge på hende. Denne gang var det nemlig Cassie, som havde hans fulde opmærksomhed. Endelig havde han hende her.. Og han havde bestemt heller ikke tænkt sig, at lade hende søge nogen steder hen. "Desuden.. Jeg elsker din beklædning," tilføjede han tydeligt tilfredst denne gang.

[Cassie Imirachi]

Hendes klare øjne gled fra Visenya til Carmine og tilbage igen. Der var mange ting på spil, både hendes foragt overfor han behandling af den kvinde, og hendes egen forvirring over hvorfor han tvang hende til at være her, og måske endda et lille stik af jalousi ved tanken om hvad han mon brugte hende til. Nej hun måtte tage fejl af nogle følelser. Endelig rømmede hun sig. "Meget. Derfor vil jeg gerne anmode om at hun kommer i min service. Det er underligt velkendt at have et levende væsen omkring mig, hun forstår mine behov, modsat andre her. Der ville gøre mig meget.. tilfreds," afsluttede hun og trådte et skridt frem mod ham med hovedet lidt på sned og mere indbydende blik end hun normalt lod ham se. Ej havde hun planer om at bløde op eller overgive sig til ham, men hun var en kvinde og han var en mand med svagheder for det samme, hun var mere bange for at Visenya ville protestere derfor så hun ikke på noget tidspunkt på hende.
Hun så ned af sig på den glatte silke. Indenunder havde hun intet eftersom hun var kommet fra det varme badeværelse og havde planlagt at være langt væk før han igen ville stå op. "Jeg havde tænkt mig at møde dig bedre påklædt, Carmine, desværre fandt jeg mig selv i for godt selskab," sagde hun ærligt og lod hænderne stryge ned langs sine hofter før hun foldede dem foran hende og sendte Visenya et blidt smil dog mere påtaget end dem hun før havde sendt hende. Der stod hun som den forskræmte lille fulg hun var og gav hende mest af alt lyst til at overfalde det monster der stod og ellers så på hende med et kækt blik.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Stoltheden følte Visenya idet Cassie roste pejestuen. Hun havde ganske vidst ikke gjort meget ved den i dag, men generelt var hele huset da hendes værk! At herre Carmine dernæst sagde, at hun var meget dygtig, gjorde kun det hele bedre! Selv mærkede hun i hvert fald en form for stolthed vokse i sig, og det var uden tvivl en sjældenhed for hende. Hun var måske ikke stolt over sig selv, men stolt over, hvad hun udrettede her af små ting, kunne hun da være. Selv ville hun gerne takke for alle de positive bemærkninger, men da herre Carmine bad hende om at arbejde videre, vidste hun, at hendes ord ikke var velset. Den klare besked forstod hun derudover også i hans ord. Hun havde ikke et valg. Øjeblikkeligt vendte hun derfor ryggen til dem, hvor hun i stedet gik over til et af de store vinduer. At høre Cassie sige, at hun ligefrem anmodede om at få hende i sin tjeneste, måtte hun igen også føle en hvis stolthed over. Hun havde aldrig før følt sig efterstræbt.. Var det sådan, at det føltes? To individer der begge værdsatte hendes arbejde, og som begge ønskede hendes tjeneste? Hun kunne lide det.. Dog forstod hun det ikke helt, da Cassie også havde sagt til hende, at hun ikke ønskede hendes hjælp. Hvad ønskede hun så, at hun lavede for hende? Hun begyndte at rette på de lange gardiner. Her sikrede hun sig, at de foldede korrekt, at båndet var på lige linje med det til den modsatte side, og at begge sider var lige holdt. Da herre Carmine så begyndte at tale varmt om Cassies ydre, valgte hun at lukke helt af. Det lød alt for personligt.. og lidt som om, at hun havde haft ret. Herre Carmine ønskede mere for Cassie.. Hun var ikke blot en slave. En finger kørte hun let hen over vindueskarmen for at sikre sig, at der ingen støv lå.

[Carmine Jordin Marlineo]

At alt skulle vise sig, at være en kamp med Cassie, var på ingen måder nogen nyhed. Så var tingene jo trods alt, som de plejede at være, og som de altid havde været. Problemet var vel bare, at det var gået op for Cassie, at hun ikke kunne koste rundt med ham på samme måde, som hun havde gjort det med Alex? Han var nemlig ikke en mand, som havde tænkt sig, at begå de fejl, som den mand havde gjort!
At hun ovenikøbet ønskede Visenya i sin tjeneste, kom et sted bag på ham. Han kendte hende.. Der var noget gære. Hun som havde været så modstander overfor det at holde slaver og tjenere mod deres vilje, og nu stod han så her overfor hende, hvor hun direkte ønskede hende? "Med hvilken grund, Cassie?" spurgte han denne gang med en mere hård stemme. Uanset hvad, så var det ikke den skovelver, som han havde tænkt sig at give afkald på. Desuden bar hun bidemærker på hals og på håndled. Med andre ord, var hun hans, og han havde så sandelig heller ikke tænkt sig, at lave om på det, på noget tidspunkt.
Denne gang vendte han blikket mod Visenya. Hvad var det lige de to havde gang i? Visenya gjorde ganske vidst, som hun plejede at gøre. Cassie derimod.. Han vendte blikket mod Cassie igen. "Hvad har du fortalt hende?" spurgte han denne gang. Dum var han ikke. Der var noget i gære lige nu.. Han rykkede sig en smule til side, hvor han denne gang stillede sig midt mellem dem. Blodet havde han ikke fået.. Dumt var det desuden også at bryde hans sædvanlige aftenrutine.