Winter's Soldier

[Athena Maloya Mathimæus]

"Ligesom din tillid til mig ikke er stor nok til at placere et våben i hånden på mig, så er min til dig ikke stor nok til at tro på dig," svarede hun roligt. Hendes tone var ikke længere fjendtlig eller afvisende som sådan, det var bare en konstatering. Hun vendte sig mod ham og så hans fingre lege med ilden til den blussede og lyste kammeret op. De ru vægge, det tunge mørke og det varme skær fra ilden gav det et meget intimt præg.
"Lad være med at håne mig," og lod det milde smil finde vej tilbage til hendes læber. Hun var mere afslappet i hans selskab nu, ikke fordi hun stolede mere på ham, men fordi han i det mindste gav hende en chance og ikke dømte hende på de liv hun havde taget. Naturligvis kendte han hende heller ikke godt endnu. Hun gik bag om hans ryg, hen til sengen og satte sig på kanten. Alt taget i betragtning var den ikke dårlig, men det her var deres hjem, måske også snart hendes. "I kan være i fred her," mumlede hun for sig selv og lod hænderne stryge hen over sengetøjet. Det var ru, men ikke ubehageligt. "Men det er dit. Hvor skulle du så sove?" spurgte hun og fjernede igen sin kappe. Hendes hud var bleg og iskold, og selvom det var varmt her ville det formentlig ikke være nok. I krigslejren når det havde været koldt, havde mænd og kvinder lagt sig tæt sammen for at afgive hinanden noget varme, det virkede underligt naturligt for hende, men ville nok for ham være en mærkelig bøn. "Der er plads nok til to. Hvis vi ligger tæt vil vores varme være nok, så kan vi slukke flammen og spare ilten," foreslog hun som var det åbenlyst.

[Kieran Pamariaz Acheron]

"Forhåbentlig, er det en gensidig tillid, som vil komme en dag," sagde Kieran blot, som han jo oprigtigt ville håbe på at det var noget som ville komme. Og nu hvor hun ikke var nær så afvisende, som hun havde været de sidste mange dage, så var det vel også et skridt på vejen? Han havde da om ikke andet, ført hende ned i varmen, hvor hun slap for at ligge og dø af kulde deroppe, for nætterne og særligt her om vinteren, var virkelig bidende, og det var ubehageligt. Det vidste man jo godt!
Et kort smil passerede hans læber. "Jeg ved ikke, hvad du snakker om." Lige nu følte Kieran heller ikke, at han var på arbejde. Derimod, var han ved at lære den rigtige Athena at kende. Og han måtte jo indrømme, at det faldt ham i langt bedre smag, at se hende rolig og afslappet, fremfor totalt afvisende, som hun havde været igennem den sidste tid. Det her var jo en helt anden kvinde. Og ærligt..? Hvem ville ikke kunne lide det?
Rummet her, var selv bygget - ligesom resten af stedet var. Alt sammen bygget med menneskehænder og kraft. Det gav dem fred og ro, som hun selv sagde. Der var jo ingen der vidste, hvad der gemte sig under jorden, og det var lidt den uvidenhed, som de udnyttede. "Det kan vi. Alle som er her, har deres tryghed, og de har fred. Det er der mange som har søgt," sagde han denne gang. Han vendte sig mod hende. Hvor han skulle sove? "Jeg regnede med at tage gulvet," svarede han blot, som var det noget af det mest oplagte for ham lige nu. Desuden med en sensuel dæmon.. Var det overhovedet smart? At hun så selv tilbød at han kunne tage pladsen ved siden af hende.. Det lød jo fornuftigt nok. Ilten skulle spares på. Den var i forvejen sparsommelig hernede. "Er du sikker?" spurgte han denne gang. Han ønskede ikke, at hun fortrød i løbet af natten.

[Athena Maloya Mathimæus]

Tillid var en svær ting. Alle dem hun stolede på enten døde eller vente hende ryggen, så et eller andet sted ville hun helst ikke lære at stole på ham. Hun rejste sig op og vendte ryggen til ham og stirrede lidt ned i sengen mens hun løsnede et bælte hun havde om livet med nogle få egendele. "Forhåbentligt," svarede hun bare. Forhåbentligt ville han om ikke andet give hende et våben en dag. "Mine smykker.. de kunne skaffe gode våben og mad til jer," pointerede hun og vendte blikket halvt over sin skulder for at se ham ud af øjenkrogen. Selvfølgelig ville hun være nødt til at bruge en del af dem til at mætte sit væsen, men der var mange og hun så hvordan alle knoklede for føde og tøj på kroppen. Hun sagde intet til hans kommentar, men i det skjulte kunne hun ikke lade være med at smile for sig selv, han kunne naturligvis ikke se det, fordi hun stod med ryggen til.
De få ting lagde hun på sengebordet ved siden af, før hun kravlede op i sengen og lagde sig helt ind mod væggen. Der var ikke meget plads, men hun havde sovet på mindre før. "Det føles.. anonymt," sagde hun og så op i loftet hvor lysets flammer dannede dansende skygger. Det var rart til en forskel, nu hvor hun havde været næsten gift med en mand hvis navn var kendt overalt og som havde mange fjender.. eller havde haft, han var væk nu. Hun rettede hurtigt blikket mod ham igen så hendes tanker ikke ville drive derhen. "Holder du hænderne over dynen får vi ikke et problem," svarede hun med et lidt kækt glimt i øjet, det var første gang i mange måneder hun havde været i stand til det. "Jeg er sikker. Vi gjorde det hele tiden i hæren om vinteren, det er effektivt," hun lagde kappen over sig og vendte sig på siden så der også var plads til ham.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Et kort smil passerede denne gang Kierans læber. Selvfølgelig var det den måde hun tænkte på. Selvfølgelig var det en tanke, som i sig selv, gjorde ham glad. De kunne brødføde dem? Han gik da stærkt ud fra, at hun placerede sig selv iblandt når det endelig var. Hans blik lod han denne gang vendes mod hendes skikkelse igen. "Jeg håber, at du placerer dig selv iblandt, Athena. Alle her skal mættes og føle den tryghed," fortalte han denne gang. For ham, var det nemlig vigtigt. Det var ikke nogen hemmelighed.
Under normale omstændigheder, forekom det yderst sjældent, at Kieran inviterede kvinder til hans rum, men nu skete det. Af respekt, kunne han selvsagt tage gulvet, uden at det skulle blive et problem. Folk blev nemlig hurtigt overrasket over, hvor varmt det kunne være under jorden, såfremt at man tog de rette foranstaltninger. Det havde taget dem frygtelig lang tid, at bygge dette op. Det var nemlig heller ikke noget, som bare kom af ingenting. "Jeg har intet imod det," sagde han denne gang, da han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. Oprigtigt, så havde han slet ikke noget imod det.
Et kort smil passerede hans læber, som hun tydeligt insisterede på, at han skulle tage pladsen ved siden af. Ja, han kunne sagtens sove med hænderne over dynen. Det spørges jo bare.. hvor længe, de mon ville blive der? "Meget vel.. Jeg over at gøre en indsats," sagde han denne gang. Han fjernede først blusen, og efterfølgende bukserne. Det kunne faktisk gå hen og blive varmt med det på. Han lagde sig ned ved siden af hende. Her gjorde han nu hvad han kunne, for ikke at komme for tæt på. Han var i forvejen forbandet fristet til at røre hende!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var en pæn gestus af en fremmede kvinder, der var for meget guld i smykker, nok til at kunne mætte dem i flere uger, og samtidig give både våben og tøj. Hun havde ikke meget andet at ofre dem på end sig selv, de ville nok værdsætte det. "Mad er en ting. Jeg er nødt til spenderer nogle af dem i horehuset," pointerede hun. Resten kunne de bruge som de ville, og selvfølgelig ville hun glædeligt få en bid af kagen hvis der var mulighed, men der var både kvinder og børn her som sultede, mænd var bare vilde dyr dem gav hun ikke meget for, men resten.. de var uskyldige i alt dette.
"Og jeg har brug for et våben, resten kan du og dit folk få gavn af," hun vidste endnu ikke om hun for alvor ville tage del i dette, i deres fællesskab, men hun ville gerne give dem noget som tak for at de om ikke andet holdte døren åben for hende - eller han gjorde.
Uden helt at vide hvor varmt det senere ville blive, pakkede hun sig godt ind under kappen. Hendes blik faldt på ham som han klædte sig af, nok var han ikke sensuel dæmon, men bæstet i hende forsøgte selv desperat at finde et sted at stille sulten, hun kunne ikke lade være med at se på ham. Han var stærk, bredere end Evan havde været men yngre.. var han på hendes alder? Hun tvang hurtigt blikket væk igen og ignorerede hendes hurtigt-bankende hjerte. "I så fald gør jeg det samme," mumlede hun. Han var langt mere fristende end mænd der kunne findes på et horehus, men hun skulle se ham i øjnene efterfølgende, det var end ikke en mulighed - desværre. Som han lagde sig ned gjorde hun plads og lagde sig med fronten til vægge, det var umuligt slet ikke at røre hinanden, hun kunne svagt mærke hans ene hånd ligge tæt på hendes lænd. "Så.. tager du dynen?" spurgte hun med lukkede øjne og noget der mindede om et smil.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvorfor skulle Kieran ikke hjælpe hende? Han havde holdt dørene åbne for hende her, og derfor var han selvfølgelig glad for, at det havde haft en effekt. Hun var da kommet med herned, fremfor at ligge deroppe og virkelig fryse, for det var jo virkelig koldt udenfor! Han måtte dog alligevel være taknemmelig over hendes gestus. "Det er et frygteligt ord.. Horehuset.." Alene den tanke om, at hun var nødsaget til at søge dertil, kunne han ikke beskrive, men det var ubehageligt. Ingen burde være tvunget til at søge sådan et sted hen. "Der må stadig forefindes en anden mulighed," sagde han denne gang. Faktisk ønskede han slet ikke, at hun skulle udsættes for den slags. Han kunne jo kun forestille sig, at det måtte blive værre for hende. Sulten var måske stillet.. men tanken om tvang på den måde.
Tøjet skulle naturligvis af, inden Kieran kunne lægge sig. Det var et valg, som han foretog bevidst. Det ville blive varmt, og særligt, hvis de lå to side om side. Han vendte sig mod hende, da han lagde sig. Så stor var sengen heller ikke. Faktisk ville han have svært ved ikke at komme til at røre ved hende. Han var ikke overbred, men han var da.. stor af den grund. Hans blik faldt til hendes skikkelse, selvom hun lå med ryggen til ham. "Du må gerne tage den.. Den er ikke nødvendig," sagde han denne gang. Hænderne foldede han over brystet. Okay, det var virkelig akavet at ligge med en kvinde i sengen, og så ikke kunne røre. Og særligt, når han var så fristet til at gøre det, for det var han da godt nok!

[Athena Maloya Mathimæus]

Langsomt begyndte han at pille facaderne af hende, men hun var påpasselig, bange for at lade dem falde helt. Det her ar knap et hjem, men det var mere hjem end noget andet sted. Somme tider kunne hun stadig føle bitterhed over at Evan havde fordømt hende til denne skæbne, efter alt det de havde været igennem, så havde han ikke ønsket mere for hende, havde ikke sikret hende, på trods at han havde svoret at elske hende. Det var en løgn hun ikke havde gennemskuet. Det var første gang hun frivilligt lå side om side med en anden mand, på denne her måde. Det virkede mere intimt når hun ikke var forlovet, de andre soldater i marken havde vidst at hun var urørlig, fordi hun var Evans.
"Man vænner sig til det. Min bror var smart, han fik arbejde et sådan sted. Jeg overvejede det for en periode," hun åbnede øjnene og stirrede tomt ind i væggen. Som kvinde på sådan et sted ville hun blive udsat for mange grumme ting, det var hvad der havde fraholdt hende. "I nogle tilfælde kan eliksirer og mentaldæmoner lægge låg på, men det gør kun sulten værre, smerten forsvinder ikke, det slår bare ikke ihjel. Eftersom jeg var så ung da jeg fandt Evan, har jeg aldrig behøvet at bekymre mig om det, ikke før han begyndte at vende ryggen til," hun bed sig hårdt i læben og rokkede ikke på sig, for han skulle ikke se bitterhed og fortrydelse og foragt i hendes blik. Hænderne lagde hun under hovedet som støtte. "Det er okay, jeg har min kappe så," hun lå stadig fuldt påklædt med underkjole, kjole og en kappe og troede naivt at hun ville fryse i nat.

[Kieran Pamariaz Acheron]

At føre en samtale med hende på normalt vis, var en tanke, som faktisk glædede Kieran. Dertil måtte han jo sige, at det her slet ikke var så slemt, som han jo egentlig havde regnet med, at det ville være. Hun var.. hård i facaderne, men hvis det hun havde kæmpet med, havde været over flere år og havde været for nylig, så var det bestemt ikke noget, som ville komme bag på nogen. "Man kan jo spørge sig selv om, det har været smart.. Hvor er din bror nu?" spurgte han denne gang. Nu var det heller ikke ligefrem de royale og kendte familier, som han havde haft mest at gøre med - også selvom han bar efternavnet til enkelte af dem. Det havde aldrig været et liv, som havde sagt ham noget.
Det måtte da være grotesk, at rende rundt med en race som sensuel dæmon, når den skulle være så dominerende og bestemmende over alle parter. Han rystede kort på hovedet og vendte blikket mod loftet. Det var heller ikke til at se her i mørket uanset. "Det må være forfærdeligt," sagde han denne gang. At man direkte skulle gå og have ondt, fordi at man ikke gjorde det.. Det var en verden, som han slet ikke kunne sætte sig i.
Der lå hun i fuld beklædning og under sin kappe. Selv her under jorden, kunne han love hende for, at hun ville få det varmt. Han rystede kort på hovedet, inden han tog om tæppet. En dyne var det jo ikke rigtigt. Den form for luksus, havde de jo ikke ligefrem tilgang til, kunne man sige. "Du får det varmt," pointerede han denne gang. Han lænede sig mod stearinlyset, hvor han pustede det ud, inden han for nu, lagde sig til rette ved siden af hende. Han blev liggende på ryggen. Det var sådan, at han sov bedst. "Godnat, Athena," afsluttede han denne gang.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena sank en klump. Det var hårdt for hende at tale om sin familie, for den var praktisk talt ikke eksisterende. Alle havde altid set hende som det svage led, inklusiv hende selv, og alligevel var hun den der lå her nu i levende live. Hun fortjente det ikke synderligt, men guderne havde deres mærkværdige måder at arbejde på. "Han er.. væk.. død," fortalte hun med en tung stemme. Hun savnede ham ofte, han havde aldrig dømt hende, end ikke for hendes tåbelige valg i forbindelse med Evan. Det havde været naivt at tro. Hvor han stirrede op i loftet, lå hun med ryggen til ham og stirrede tomt ind i væggen. Ikke fordi der var noget at se ud over mørke. Det virkede ikke som en bedre idé at ligge sig i sengen med en fremmede mand.. eller helt fremmede var han ikke, men så godt som. "Det er det," indrømmede hun. Hvis hun kunne blive fri for bare én forbandelse, så ville hun være lykkelig. "Jeg ville ønske at det var anderledes," hun knugede tæppet i sin hånd og forsøgte nærmest at gemme sig lidt bag det. Der var ikke koldt hernede, så det tjente alligevel ikke dets oprindelige formål.
"Vi ligger i en mørk grotte, jeg tvivler på at det bliver for varmt," pointerede hun som om at hun var klog på området, men nu var det jo altså ham der levede hernede til dagligt. Hun stirrede bare ind i mørket, og kunne mærke hans side mod sin ryg. Der var ikke meget plads, men det var næppe bygget til selskab. "Godnat Kieran," svarede hun. Selvom han lod til at falde lidt til ro, så kunne hun ikke sove. Hun var ikke træt og hver gang hun lukkede øjnene begyndte alle tankerne at køre rundt i hendes sind, hun så konstant Evan for sig, hørte konstant hans stemme fortælle hende at det var slut.. det øjeblik ville hun helst ikke genleve.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Før eller siden, ville det gå op for Athena, at Kieran ikke gjorde det her, for at være ond eller modbydelig af nogen slags, men fordi at han rent faktisk forsøgte at finde ud af hende, samt hjælpe hende. Det her var en fantastisk mulighed, og derfor forstod han ikke, hvorfor hun ikke bare tog den. Nyheden om at hendes udkårne havde måtte lade livet, var naturligvis tragisk.. Men hårdt som det var, så var det en naturlig del af det, at skulle være i live i den her tid.. Det var en del af den verden, som de levede i. "Det gør mig ondt," sagde han denne gang med en oprigtig stemme. Selvom følelsen af tab, var noget som stort set alle her havde følt og lidt, så var det jo altid forskellig fra person til person, hvor hårdt, og hvordan det ramte i det hele taget. Han vendte blikket mod hende igen. "Du må sige, hvis der er noget, som jeg kan gøre," tilføjede han denne gang.
Det var en fin klippehule han boede i, og hun ville hurtigt blive overrasket over hvor varmt sådan en rent faktisk kunne blive. Det her var jo virkelig en by under den gamle by, og det var jo præcist sådan, at han selv gerne ville have tingene. Han lod armene søge over kors. Umiddelbart var hun ikke helt samarbejdsvillig.. Men han lod hende.. Det var nok også hårdt for hende alt det her. "Den bliver varm.. mere end hvad man nok tror," fortalte han denne gang. Et kort smil passerede hans læber. Hun havde fået tilbuddet, men afslog.. Det forundrede ham ikke. "Vi ses igen i morgen, Athena." At tvinge hende til noget, ønskede han heller ikke. Her lagde han sig roligt til ved siden af hende alligevel. For hans vedkommende, gik der ikke særlig lang tid, før han måtte give efter for søvnen.

//Out