Winter's Soldier

[Athena Maloya Mathimæus]

Kieran Pamariaz Acheron

___________________________________________

Mørket var faldet på og modstandsbevægelsen havde afsluttet dagens gøremål, hvilket betød at der nu var tid til hyggeligt samvær. Athena deltog ikke i det, det gjorde hun aldrig, og mens de sad og hyggede sig omkring et stort bål, sad hun et par meter derfra og havde tændt sin egen lille flamme, hvor hun nu sad på en sten og stegte et egern over flammerne. Stemningen var lystig, omtrent ligesom i et krohus, det skyldtes nok mest at nogle af mændene  havde fundet noget øl, hun mistænkte dem mest for selv at brygge det, for flere af dem var ret hurtigt blevet beruset. Deres koner og børn forsøgte indbyrdes at fører en samtale i larmen, nogle havde allerede opgivet og dansede leende omkring i stedet for. Et par af jægerne havde haft fældet nogle store krondyr som de havde delt, men Athena var ikke en del af det fællesskab, så hun fangede sin egen mad. 
Ligesom enhver anden aften var hun fanget af bitterhed og jalousi, og overvejede flere gange hvorfor hun overhovedet blev der, men sandheden var at hun ikke havde så mange andre muligheder ud over Appolyon og det alternativ virkede ikke meget bedre. Tilfældigt kastede hun et blik over skulderen og så to af de mere erfarende krigere, havde udfordret hinanden i en træningskamp med et par temmelig tunge kæppe. Endelig skete der noget interessant. Ingen bemærkede hende at hun sad i den lidt fjerne ende og observerede dem. Efter et par minutter fik den yngste fældet den ældste, der endte på jorden med kæppen tvunget mod halsen, hvilket fik folk til at klappe omkring. "Du lægger din vægt forkert, det gør dig langsom," bemærkede hun ligegyldigt. Evan havde lært hende meget, og selvom det stadig gav hende ondt i maven at tænke på ham, så vidste hun hvordan man udkæmpede en krig, det var dog tydeligt at ingen andre havde forventet at hun ville sige noget, for latteren og snakken forstummede hurtigt, og alle blikke så alvorligt på hende. Taberen var tydeligvis fornærmet over at en ung kvinde turde irettesætte ham. "Du ved så meget, så kom her og vis det," opfordrede han tvært og kæmpede sig op på benene igen. Athena lagde sit egern fra sig og rejste sig. "Glædeligt," sagde hun og gik hen for at bukke sig efter den tabte kæpt, før hun stillede sig overfor sin modtander, der stod med et lidt fjoget smil. "Normalt slår jeg ikke på kvinder, jeg skal nok være mild," lovede han. Hendes eneste modsvar til dette, var at træde hen mod ham og gøre sit første udkast. Manden bakkede overrasket men fandt hurtigt balancen og begyndte at gå til modangreb. Lyden at tunge kæppe der stødte mod hinanden blev pludselig den eneste lyd, andre så til med store øjne og måben. Athena var både lettere, mindre og dygtiger end manden og formåede at bukke sig for hans hårde slag og danse om bag hans ryg, hvor hun selv gav ham et hårdt, nådesløst puf, der fik ham til at falde direkte på snotten i jorden. 

[Kieran Pamariaz Acheron]

For mange, var de faste gøremål for dagen slut, og for andre, var de kun lige begyndt. Det sidste hold af jægere, som tog tjansen om aftenen, havde netop søgt ud, mens glæden tog til i de gamle ruiner. Kieran selv, var deriblandt, og han nød uden tvivl dette. Uanset hvor meget Athena brød sig om at være der eller ikke, så var der jo intet, der holdt hende der, også selvom hun var så fast besluttet på, at være sin egen. Hvorfor, var en grund, som han endnu ikke havde forstået, men han gik da stærkt ud fra, at hun ville komme, hvis hun ønskede at dele det med ham. Ofte havde han jo skænket hende en hånd, selvom denne var blevet afvist.
Kronvildtet, som var blevet nedlagt, havde bragt en glæde uden lige til folket. For en gangs skyld, var der mad til de fleste! Kieran selv, valgte bevidst, at tage en langt mindre portion, end de fleste andre. Han delte sit ud til de børn, som nu måtte være der, og tog selv, hvad der skulle til, for at holde ham nogenlunde kørende. "Kieran, du skal huske at spise," kommenterede en af de ældre mødre sig. Let rystede han på hovedet. "De små vokser, og har mere brug for det, end jeg," forklarede han denne gang. Det var et valg, som han tog, og det var bestemt ikke første gang.
Stemmerne fangede dog hurtigt hans opmærksomhed på trods af sangen og dansen omkring det store bål, som selv i denne vintertid, bragte dem en varme, og opfordrede til sang og glæde. Var der endelig kommet lidt gang i Athena? Kampen med kæppe, fangede hurtigt hans opmærksomhed. "Undskyld mig.." sagde han denne gang, hvorefter han igen rejste sig op. Dette var han simpelthen nødt til at se!
De fleste fulgte med. Det var de færreste, som nærede noget der mindede om en tillid til Athena, men igen, så havde Kieran heller ikke sagt god for hende endnu. De begyndte at hviske bag ham. Kieran nærmede sig Athena og de andre unge knægte med rolige skridt. Kamp og strid, var han selv god til, hvor han gjorde sit, for at undgå at benytte magi. Det var et valg, som han havde gjort bevidst. Armene lod han for nu, bare glide over kors, alt imens han betragtede sig af dem. Han måtte sige, at han var imponeret. Særligt over, at Athena var begyndt at komme lidt ud af skallen! Smilet bredte sig en anelse. Se, nu begyndte de da at snakke her!

[Athena Maloya Mathimæus]

Kun let forpustet trykkede hun spidsen af kæppen mod hans ryg og måtte tvinge sig selv til at trække sig lidt tilbage efter et øjeblik. Folk hviskede bag hendes ryg, men det var hun vant til. Endelig trak hun kæppen helt tilbage og smed den på jorden bagved sig. "Hvis du altid har vægten på det samme ben, er du nem at overraske," pointerede hun lidt køligt, uvidende om at Kieran stod og så på det hele. Det her ville nok næppe gavne tilliden til hende, men det var et midlertidigt ophold, hun skulle bare finde ud af hvor hun ellers skulle tage hen. "Tak for kampen," hun vendte ryggen til det store brød der i mellemtiden kom på benene og ud af ren og skær bitterhed angreb hende. "Du ved intet om kamp, lille pige!" udbrød han og slog ud efter hende. Da Athena ikke længere havde kæppen i sin hånd, dukkede hun sig hurtigt, og drejede let om på hælen, kun for at tage fat i hans håndled og sparke direkte efter hans klokkeværk, så han igen gik direkte i knæ med et skrig. "Og.. hold altid din vrede i snor, spontane angreb er altid ugennemtænkte og let gennemskuelige," belærede hun ham, og fik bare et dræbende blik. Hun vendte sig væk fra ham og gik hen til sit lille bålsted med en underlig fornemmelse i maven. Det var lang tid siden hun havde kæmpet, eller trænet, det havde været kvalitetstid mellem hende og Evan, og nu var det bare fjerne minder der mindede hende om skyld, men som samtidig også var lidt af en befrielse. Stille satte hun sig på stenen og lod snakken brede sig igen, hun tog fat om kæppen med egernet og vendte den igen over bålet. Der var ikke meget kød på den, men det være nok til om ikke andet at tage den menneskelige sult.. igen var det sensuelle begyndt at lure, selvom hun havde taget sig af det for en kort stund, smerten lurede, men om et par dage ville den blive nærmest utålelig, hvilket liv.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran holdt øje med det hele på afstand, kun fordi at han ikke ønskede at ødelægge noget af dette. Han måtte dog alligevel erkende, at han var imponeret over, at hun rent faktisk kunne vælte så stor en mand, når hun selv ikke var den største kvinde. Selv på trods af dette, så valgte han endelig ikke at afbryde. Han iagttog det hele.. Hver en ting, som hun foretog sig.. Hver en handling, som hun foretog sig. Han kunne jo lide, hvad han så, og det var jo lidt det, som for ham, var det vigtigste af det hele. Hun havde jo rent faktisk talenter! Hvorfor pokker så ikke udnytte dem?
Manden gik direkte i jorden, hvor end ikke Kieran fortrak så meget som en mine. Han havde ikke nogen grund til det. Han holdt øje med dem, hvor han kort nikkede mod manden, som tegn til at han skulle søge tilbage til de andre, og lade dette gå for sig.
I takt med at Athena satte sig ned ved sit eget lille bål, som i sig selv, truet med at gå ud her i vinterens kulde, så tog han det ikke så tungt. Ufortrødent, søgte Kieran hen mod hende denne gang. Nu hvor han havde set, at hun rent faktisk kunne gøre noget, så ville han gerne se mere af det. Ikke at der var nogen tvivl om det. "Det gjorde du godt, Athena," sagde han denne gang. Med det liv, som de levede i her, så var det vigtigt, at de alle sammen tog deres andel af arbejdet. Desuden kunne det vise sig, at blive en familie for hende, hvis hun åbnede op for det.
"Må jeg sætte mig?" spurgte han denne gang. I og med, at han havde siddet så meget ved det store bål, måtte han jo sande, at det var koldt at stå der, hvor han stod i øjeblikket. Han søgte hen til hende, hvor han alligevel valgte at sætte sig, før hun havde sagt hverken til eller fra. "Du kunne blive til noget stort her," sagde han denne gang. Som han havde sagt det mange gange, men han følte alligevel ikke, at han kunne sige det ofte nok.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena skulede i retning af manden der havde en slående mordlyst i blikket. Han kunne bare prøve, nu havde hun bevist foran dem allesammen at de ikke skulle komme på tværs af hende. Det virkede ikke rigtigt som om at de frygtede hende, og så alligevel, rygterne gik og hun var afvisende overfor dem alle. Hun dumpede ned på stenen igen og så ind i den svage flamme. Hun forsøgte at virke kold og afvisende, men hun havde arvet sin mors milde væsen, hendes varme blik og røde kinder, umiddelbart var hun alt andet end frygtindgydende, men folk havde taget fejl af hende før, selv Evan som havde kendt hende bedre end nogen anden.
Hun løftede hovedet da Kierans skygge blokerede for flammernes varme skær. "Jeg er en kriger," svarede hun og forventede at det forklarede det hele. Det var mange år siden hun sidst havde været på marken, Evan havde forbudt hende det, selvom hun faktisk havde gjort det godt. "Ville det gøre en forskel hvis jeg sagde nej?" spurgte hun retorisk og tog egernet af ilden og greb i stedet om en lille kniv. Med kæppen hvilende på skødet, gav hun sig til at skære små stykker af dyret, så hun slap for at spise dets pels. "Det tvivler jeg på," hun slikkede sig om munden og bed et nyt stykke af kødet af, før hun så op på ham igen. Det dyriske kldædte slet ikke en elegant og smuk kvinde som hun selv, men det var en livsstil hun samtidig nød. Til nu havde hun ikke ligefrem været venligsindet overfor Kieran som var stedets leder her, egentlig virkede han som en god mand der forsøgte at hjælpe hende, men den slags var farligt, mere for hende end for ham, det virkede som den bedste idé at holde en pæn afstand til ham. "Af ren nysgerrighed.. hvad vil du mene at kunne bruge mig til?" spurgte hun lidt tøvende.. rent hypotetisk selvfølgelig.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran ønskede at alle havde det godt, og særligt dem, som var en del af hans lille flok her. De var ikke mange, og de havde derfor hver især en meget vigtig betydning for deres fremgang. Det var nu meningen, at de alle sammen, skulle hjælpe hinanden, og det var det, som han havde tænkt sig at hjælpe hende med. Det krævede bare, at hun også gav ham muligheden for det. Det var bare svært, at hjælpe nogen, som slet ikke ønskede det, eller bare afviste det, når det blev tilbudt.
Kieran tog pladsen ved siden af hende. Ufortrødent og upåvirket af hendes afvisninger. "Som du kan se - Nej," sagde han denne gang. Hans blik faldt mod hendes skikkelse denne gang. En flot kvinde som hende, som ikke havde noget sted at være. Han måtte jo erkende, at han fandt den tanke trist. Alle bar de rundt på deres grumme historier. Nogen delte dem, og andre gjorde ikke. Han var bare nysgerrig på hendes.
Og regnede hun med, at han ikke kunne bruge hende? Selvfølgelig kunne han da det. Han sendte hende denne gang et smil. Han forsøgte da om ikke andet. "Nu har jeg set, hvad du kan med en kæp, så ville jeg gerne se, hvad du kunne præstere med et sværd i dine hænder," sagde han denne gang. Kieran selv, var ikke helt dum hvad angik det, men han var selvtrænet. Der var jo ikke nogen som havde hjulpet ham med noget som helst. Særligt ikke de magiske våben, som jo også var en stor del af ham.
At hun spiste det kære lille egern - hvilket hun nok slet ikke blev mæt af, tog han sig ikke af. Der var mad ved det store bål, hvis det skulle vække hendes interesse i hvert fald. "Vi er udsatte herude. Vi har brug for jægere til at brødføde os, syersker til at skabe vores klæder.. og krigere til at forsvare os," fortalte han denne gang. Et sted burde det også gå op for hende, hvor han ville hen med dette. "Du er dygtig, Athena.. Du ville gøre dig nyttig her, som en kriger og en soldat," tilføjede han denne gang. Desuden tog han vel ikke fejl, om han sagde at hun rent faktisk kunne lide det?

[Athena Maloya Mathimæus]

Hun så op og ned af ham, lidt vurderende men sagde intet da han satte sig, for hun havde forventet at det var præcis hvad han ville gøre, uanset hvad hendes svar så havde været. Et næsten lydløst suk svandt over hendes læber. Somme tider misundte hun lidt det fællesskab der kunne findes her, man kunne jo se - og høre hvor godt de havde det med hinanden allesammen. I øjeblikket var sangen igen begyndt, det lod til at det sidste øjebliks drama var glemt igen. "Det var hvad jeg tænkte," afslørede hun og smed stykkerne med pels væk, før hun skar et nyt, meget ucharmerende muligvis, men hun skammede sig ikke over at være nødt til at spise sølle dyr, desuden var de mange munde der skulle mættes og hvor kold hun så end gerne ville virke, så havde hun omtanke på børnene i lejren.
Flygtigt slog hun blikket op på ham, lidt overrasket over hans mod. "Find mig et sværd og jeg skal vise dig det," svarede hun med et svagt træk på smilebåndet. Det var ikke nemt for hende altid at være så afvisende, men hun led, på mere end en måde. "Og hvorfor skulle jeg forsvare jer? Hvem skulle jeg forsvare jer mod?" spurgte hun. Evan havde lært hende altid at have øje for detaljerne før man sagde ja, noget som hun ville ønske at hun havde haft i tankerne da hun dengang havde takket ja til hans frieri. Det var hans skyld at hun nu sad og gnaskede i et egern og kæmpede for sin egen overlevelse, gav sig hen til fremmede mænd, alene så smerten ville gå væk og hun kunne vinde en smule kontrol. "Hvor fristende det end lyder, så kan jeg ikke blive. Jeg er nødt til at tage til Procias.." den hårde facade falmede lidt og efterlod hende med et trist udtryk. Der var intet for hende i Procias, eller nogle andre steder, men det var svært for hende at acceptere at hun var aldeles alene, uden noget sted at søge hen.

[Kieran Pamariaz Acheron]

For Kieran var det vigtigt, at hun følte sig velkommen her, også selvom hun tog det valg, selv at trække sig fra det fællesskab, som var en del af det her. Fællesskabet var vigtigt. Her forsøgte de at finde sin plads, hvor alle vidste, hvad e skulle, og alle havde de noget at foretage sig. Hvorfor skulle Athena ikke finde en plads ved dem? "En samtale har ingen taget skade af," fortsatte han denne gang. Hans blik vendte hun denne gang mod hende igen. Uanset hvor afvisende hun end kunne være, så var det ikke noget, som han tog tungere end det.
Uanset hvordan man vendte eller drejede det, vidste Kieran nu, at hun rent faktisk kunne noget, som også ville komme dem til gode, så hvorfor ikke hjælpe dem, så de kunne hjælpe hende? Det var jo sådan at det fungerede her. "Jeg vil gerne se, hvad du kan med et sværd i hånden. Men for nu.. vil jeg ikke lægge et i din hånd," sagde han denne gang. Igen kendte han hende ikke, og derfor ville det være fuldstændig uansvarligt af ham, at placere det i hendes hånd, når han vidste, at hun kunne udføre vanvittig meget med det i sin besiddelse. Hovedet lod han søge på sned, som han vendte blikket ind mod hendes sølle bål. Hvorfor søge bort herfra? De vidste jo begge, at hun ikke havde noget sted at søge hen.. Elles var hun jo allerede taget af sted. "Ønskede du at tage til Procias, var du allerede taget af sted.. Så fortæl mig.." Han gjorde en let bevægelse med hånden, hvor hendes lille bål blussede en smule mere op. Det var nok også det, som hans magiske evner rakte til. "Hvad er din historie? Har du nogen steder at søge hen? Eller vil der være nogen mulighed for, at du kunne blive her..? Og hjælpe med at holde folket her i trygge hænder. Vi er udsatte herude, hadet og foragtet af alle, grundet det mål vi alle kæmper for," fortalte han denne gang. Det i sig selv, var ikke nogen hemmelighed. Og der var mere end fin plads til hende.

[Athena Maloya Mathimæus]

Trods hendes utallige afvisninger havde Kieran ladet hende blive, han havde brødfødet hende og givet hende et sted at sove, godt nok ikke nødvendigvis et varmt og behageligt sted, men om ikke andet vandrede hun ikke uden mål eller mening. "Det kan du vel have ret i," hun trak på skuldrene og smed resterne af egernet fra sig med en lidt frastødt grimasse. Det var alt andet end gourmetmad, men uden våben at jage med, så måtte hun jo tage hvad hun kunne med sine bare hænder. "Så du ønsker at jeg skal forsvare dig og dit folk, men du stoler ikke nok på mig til at lægge et våben i min hånd?" gentog hun og rettede sig lidt op. Hvornår gik det op for ham, at han skulle frygte hendes sind mere end hendes fysiske kunnen? Det havde hun da i det mindste kontrol over. Han havde gennemskuet hende, selvfølgelig havde han det. Hun så væk og stirrede hen på en ligegyldig murbrok der var faldet for lang tid siden. "Min historie?" gentog hun i et lidt tænksom øjeblik. Hun vendte hovedet mod flammerne han igen havde fået til at blusse. "Min historie er den samme som mange andre kvinders. Jeg lod mig forblænde af en mand, nok til at tro på hans løfter om guld og grønne skove, kun for at gå derfra med ydmygelsen alene," fortalte hun med en underlig tomhed i stemmen. Det var den korte version. Trods hendes meget unge alder, var hendes liv indviklet, og hun havde måttet overleve mange slag for at blive stærk. "Imandra er uaktuelt, min bror er død, min far lever et sted hvor jeg ikke er velkommen, jeg slog min mor ihjel før jeg lærte at tale, men med hendes arv er Procias min eneste mulighed," hun rømmede sig lidt. Der var ingen grund til at blive helt medtaget. Hun så på ham. "Og hvad er det helt præcist i kæmper for?" han havde fanget hendes nysgerrighed. Hvis de alle var hadet og udstødt, så havde hun tilsyneladende noget tilfælles med dem.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvorfor skulle Kieran ikke lade hende blive her? Alle som ikke havde noget andet sted at søge hen, var velkomne her, såfremt at de var villig til at tage deres andel af arbejdet. Foreløbig, var det bare svært, når hun konstant og så igen, skulle afvise og gøre ved, når han virkelig kun forsøgte at gøre med hende, hvad han kunne, for at hjælpe hende. "Det må da også være trist at sidde her selv," tilføjede han denne gang, da han endnu en gang vendte blikket mod hende. Han var nysgerrig på hende, som han var nysgerrig på hendes person og hendes individ.
Man kunne bestemt ikke sige, at Kieran var dum, for det var han altså ikke. "Når du nægter at snakke med mig, er det svært at finde din plads i alt det her," fortalte han denne gang. Der var en grund til det. Igen var han ikke kendt med hendes person eller hendes historie, så det ville jo kun være komplet idioti, at lægge et våben i hendes hånd, og særligt nu, hvor han havde set, at hun rent faktisk kunne slå fra sig, hvis hun fik det placeret i sin hånd.
Her blev Kieran siddende og lyttede til hendes historie. Det som hun fortalte, var jo meget hen af det, som han havde hørt mange gange. "Du giver mig intet, som gør historien til din," kommenterede han blot. At hun ikke ønskede at dele den, var jo en ting, som man bare måtte leve med, men selv han vidste, at hun ikke havde noget sted at søge hen. I det tilfælde, ville hun vel allerede være taget af sted? Han var jo trods alt heller ikke dum. Han vendte blikket tilbage mod hende igen. "Det gør mig ondt.." sagde han denne gang. Han mente det faktisk oprigtigt. At miste sin familie på den måde.. Han rystede kort på hovedet. "For alle som ikke har noget sted at være, skal have et sted at være. Alle som er her, har været udsat for mangt og meget i forbindelse med deres race særligt.. En gruppe væsner, som ikke har noget sted at tage hen." Han vendte blikket mod hendes ansigt denne gang. Så smuk en kvinde.. Virkelig smuk. "Og der er også plads til dig her," sagde han denne gang.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var ikke frygten for at arbejde der afholdt hende fra at tage del i stedet her, nok nærmere frygten for at lide flere tab. Alle omkring hende var forsvundet på den ene eller den anden måde, og hver gang knækkede det hende næsten, særligt mentalt, hun forsøgte for pokker bare at beskytte både sig selv og alle andre. "Jeg er vant til at være alene," svarede hun lidt ligegyldigt. Familien havde altid betydet meget, og hun klamrede sig fast til de få der blev en del af hendes liv, så meget at de til sidst blev kvalt og valgte hende fra.
Hun strakte sine ben og rakte lidt frem så hun kunne varme sine iskolde hænder over det lille bål. Der var blevet mere stille omkring dem, det tydede på at nogle allerede var krøbet til køjs, dermed ikke sagt at festlighederne var slut. "Du forventer at jeg skal stole på dig, men du stoler ikke på mig. Hvis jeg ville slå dig ihjel havde jeg ikke brugt våben," pointerede hun bare, selvom det var ærlig snak. Det alene tydede på at han vidste meget lidt omkring hende. "Fortæl mig din og jeg foræller dig min," forhandlede hun med en klar opfordring i blikket. Han ville kende hende, men hun ville også meget gerne kende ham, om ikke andet så hun kunne vurdere hvor vidt det var klogt at sætte sin lid til ham eller ej. Athena rystede på hovedet. "Der er folk som lider værre skæbner. Jeg skal nok klare mig," forsøgte hun også selvom hun ikke selv troede på det. Det føltes som om at hun hver dag stod op til mere smerte. Det sørgelige var at hun var fristet. "Fortæl mig mere om det her sted.. om jer," opfordrede hun og kunne ikke helt skjule sin nysgerriged. Godt nok havde hun større ambitioner for sig selv, men måske det var en mulighed her og nu? Det krævede bare at han lærte at stole på hende, desværre også omvendt.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvordan det normalt havde været for Athena, skulle Kieran ikke kunne sige. Han vidste bare, at det sociale, og at føle, at man hørte til et sted i sandhed kunne løfte, selv det mest bedrøvede individ. Og derfor var han også af den overbevisning, at det nok også skulle gøre sig gældende i denne situation. Han betragtede hende mere intetsigende denne gang. Endnu en afvisning. Ja, hvad havde han egentlig forventet? "Men her behøver du ikke være alene," forklarede han denne gang. Hvad andet skulle han da sige?
Kieran ville hjertens gerne lægge et våben i hånden på hende, men han ville samtidig sikre sig, at hun ikke vendte sig mod befolkningen i deres lejr, fremfor dem, som i det tilfælde, kunne finde på at gå dem imod. "Ville du lægge et våben i hånden på en fremmede?" spurgte han denne gang. Her var det nemlig også meget tydeligt, at der stadig var noget af en kløft, som der skulle gøres noget ved, og den slags kom jo heller ikke ligefrem af sig selv. At hun så pludselig begyndte at give lidt igen, forundrede ham. Hun ville høre hans historie? Han vendte blikket mod hende. Hvad var der for ham at fortælle? Han trak vejret dybt. "Jeg er født i Procias," begyndte han denne gang. Han rystede kort på hovedet. "Min mor og jeg havde hinanden. Vi levede under forholdsvis fine forhold blandt magikerne.. Hvis jeg husker rigtigt. De forsøgte at vende min moder mod lyset. Det gik ikke, som de havde forventet det. Jeg var 4 år, da jeg mistede hende, og lederen af magikerne, førte mig til Manjarno, hvor jeg blev efterladt." Han så mod hende. Alle her havde de oplevet svigt og tab på den ene eller den anden måde. "De ønskede jeg skulle dø, men ikke for deres hånd. Den første vinter endte også næsten det sølle liv jeg havde. Folk på gaden hjalp hinanden. De hjalp mig, og nu hjælper jeg dem," tilføjede han denne gang. Et kort smil passerede hans læber let. "Alle her har oplevet svigt.. Alle ha de oplevet ikke at høre til nogen steder. Det gør de her. Alle bliver de udstillet med en opgave, og alle hjælper vi hinanden. Det er det, som gør os særligt udsatte i forhold til resten. Mange her er magtfulde grundet deres race. Vi oplever til tider, at der sendes soldater og krigere i vores retning," fortalte han denne gang. Særligt, var der jo en pris på hans hoved.

[Athena Maloya Mathimæus]

Alle havde vel brug for at høre til et sted, en familie en form for net der kunne gribe en når man faldt. Sådan havde hun i mange år haft det hos Evan og Diane, de havde fået hende til at føle sig ønsket og brugbar, Evan havde fået hende til at føle sig så stærk og magtfuld og smuk, som den første mand og nu sad hun her og væmmedes ved at sidde og spise af et forsvarsløs egern. "Nej men jeg finder det urimeligt i vores søgen efter gensidig tillid, at du er den der bærer våben og jeg er mere eller mindre forsvarsløs. Dine mænd kigger somme tider efter mig som ulve på rov i natten," hun skævede i retning af selskabet bag dem hvorefter hun så på ham. Det handlede selvfølgelig om at hun var sensuel dæmon og de blev stærkt tiltrukket af hende når sulten prægede hende, det var en del af magien, men det ville være rart at have en form for forsvar.
Hun vendte sig lidt på stenen, så hun sad med fronten til ham mens han fortalte sin historie. De var begge af prociansk oprindelse, hvilket gav dem lidt tilfælles. "Er procianerne ikke kendt som de varme sjæle der spreder deres næstekærlighed videre? Burde de ikke have beskyttet et lille barn?" spurgte hun, selvom hun et sted godt vidste at Procias ikke var som hun forestillede sig det. Der eksisterede had mere end noget andet sted. Hun rømmede sig lidt. "Jeg plejede at være en soldat.. en kriger, men jeg kommer fra et højere socialt lag, hvor det ikke er velsanset at kvinder klæder sig i rustninger og udrystet med et sværd i hånden. Problemet var at jeg var opdraget til det, jeg blev trænet til det fra barnsben, men da jeg forelskede mig og takkede ja til den samme mand der lærte mig alt det, forandrede det alting," fortalte hun. Hendes blik dalede. Bare at tænke på Evan gav hende en underlig fornemmelse i maven, meget ubehagelig. Hun huskede stadig hans døde blik, ligeså meget som hun huskede hvordan han havde set på hende engang, med længsel og varme. "I mange år har jeg været noget jeg ikke er. Jeg har levet efter normerne for at tilfredsstille alle andre, jeg har levet i lænker, det er slut nu," fastslog hun lidt bestemt. Hun var færdig med at tilfredsstille andre end sig selv, derfor også sin modvillighed overfor ham, hun frygtede at han ville prøve at kontrollere hende.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Alle havde gavn af et trygt og stabilt netværk. Således var Kieran også, og det var grunden til, at han havde etableret dette. Også mest for sin skyld. Han ønskede at udføre noget med sit liv. Det lå i blodet, også selvom dette var en kæmpe risiko for ham at løbe, så gjorde han det uden at tøve. Svagt måtte han lade smilet brede sig på hans læber. "Når du viser, at jeg kan stole på dig, vil jeg gerne give dig et våben i hånden," sagde han denne gang. Han ville gerne lære hende at kende, før det kom dertil, også for sin egen skyld, men også for alle andres.
Kieran havde i bund og grund, slet ikke noget imod, at fortælle hende om sin historie. Det var måske noget, som indikerede for hende, at de var lidt på samme side, og alle havde deres ting at slås med? Selv den dag i dag, kunne han have svært ved nye, han tog oftest børn i forsvar, når det gik galt, og dette var på intet måder noget undtag. Det holdt jo hårdt, og det var ikke ting, som kom af ingenting. "Det burde de, men det er sjældent tilfældet. De ønskede ikke at huse en lille warlock på 4 år, og sendte ham i døden i stedet for." Ja, det var ikke gået helt efter forudsætningen, og særligt med det, som han havde formået at få gjort efterfølgende. "Det er meget utraditionel at en kvinde indtager den position." istemte han denne gang. Han kunne godt forestille sig, at det havde været svært for hende i en periode, men hvad kunne han da gøre ved det?
Kieran sænkede blikket mod ilden denne gang. Selv han gjorde sig tanker om denne kvinde, som han udmærket godt vidste, at han slet ikke burde. "Her kan du få lov til at udfolde dig, som du ønsker det.. Jeg kan placere et sværd i dine hænder, om du vil. For os, er det vigtigst, at vi alle laver noget, som vi har lyst til," fortalte han denne gang. Han så mod hende igen. Det var jo for pokker svært at lade være.

[Athena Maloya Mathimæus]

De havde allesammen ambitioner, af en fattig, ligegyldig man at være, så havde han formået at gøre sig knap så ligegyldig kunne hun fornemme. Det var imponerende med tanke på t hun havde haft alle midlerne, men hans frihed havde været langt større end hendes. "Hvis jeg havde haft onde intentioner, tror du så ikke at både du og halve din lejr var døde nu?" spurgte hun ment retorisk selvfølgelig. Hun sænkede hænderne hen over bålet og lod flammernes varme sprede sig gennem hendes fingre. Hun var vant til en varm pejs, en stor seng med rigeligt af tæpper og dyner, en mand til at varte hende op, nu havde hun kun et bål. En pludselig tanke slog hende, et minde som hun næsten havde glemt. "Der var engang en mand der reddede mig og bragte mig hjem dengang det var i Procias. Han var en mørk race, og blev automatisk anklaget for at have taget mig, det er procianernes natur er jeg bange for," hun trak på skuldrene. Måske hun var født med et gen til at dræbe.
"Min far var heller ikke ligefrem lykkelig. Han fik mig trænet til at kunne udnytte min magi, han forventede ikke at jeg ville få smag for kamp," fortalte hun og kunne ikke tilbageholde et svagt smil. Der var trods alt også nogle gode minde ri blandt. "Vil det ikke bare være nye lænker?" spurgte hun, selvom det mere var henvendt mod hendes egne overvejelser. Tanken om at kunne føle sig stærk med et sværd i hånden, at være sin egen igen, vækkede en ild i hende, en ild som tilsyneladende blev bemærket. Flygtigt mødte deres blikke, hun kunne se hvordan han hele tiden kæmpede for ikke at se på hende. "Jeg beklager hvis jeg er en distraktion," kommenterede hun roligt. Det var næsten rart at nogen så på hende sådan, når Evan nu ikke havde gjort det i årevis.