Winter's Soldier

[Kieran Pamariaz Acheron]

Alle havde de særlige mål for livet. Denne gruppe havde været Kierans, og han tog ofte nye folk ind. Han ville gerne give folk det sted at være, som han ønskede at give dem følelsen af, at være ønsket og ventet andre steder. Svagt trak han på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Jeg kender dig ikke endnu," forklarede han denne gang, som han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han tog det nu ganske fint, at de kunne snakke, som de gjorde lige nu. Det var faktisk.. rart, at se hende åbne en smule op for en gangs skyld. Og bare give en smule af sig selv. Det betød meget for ham.
Bålet her, gav måske ikke meget, kontra det bål, som der var 20 meter fra hende, men at hun ikke ønskede at søge dertil, var ene og alene hendes egen beslutning. Der var jo ikke rigtigt nogen som kunne tvinge hende til det. Procianerne var et virkelig fordomsfuldt folkefærd. "Jeg er ikke forundret. Hvad skete der med den mand?" spurgte han denne gang, da han atter vendte blikket mod hende. Svagt rystede han på hovedet. "Ikke hvis du ikke ønsker det. Det er vigtigt for mig, at folk kan lide, hvad de foretager sig. Desuden kunne jeg bruge en god soldat," tilføjede han denne gang.
At hun havde lagt mærke, til at han havde svært ved det her, havde nu heller ikke været hans mening. Det var nu i forvejen sjældent, at han sad omkring smukke kvinder på den her måde. "Det er nu ikke bare det.." Denne gang tvang han blikket mod bålet i stedet for. "Det distrahere som sådan ikke.. Det er bare.." Han tav igen. Hvad skulle han sige til det, som uanset hvad, ikke lød komplet dumt?

[Athena Maloya Mathimæus]

Hun lænede sig frem og lod albuerne hvile på sine knæ. "Det gør du måske ikke, men så kan jeg fortælle dig at I havde været døde nu, hvis jeg ville det. Jeg har intet udstående med jer, jeg ved godt hvad rygterne siger om mig, men jeg er ikke nogen morder, i hvert fald ikke en der sætter nydelse i det," tilføjede hun oprigtigt. Der var rget et par bankende hjerter i kampen på dødsengen som de havde kaldt den i den daværende lejr, men hun havde aldrig elsket at slå ihjel, hvert liv bragte hende lidt mere skyld. Hun trak skuldrene op under sine ører og slap dem igen. "Jeg ved det ikke. Jeg har ikke set ham siden," svarede hun. Kendte hun det procianske folk ret, så var han blevet dømt for den anklage og havde måske mistet livet, det var bare endnu en sjæl hun havde på sine skuldre. I mange år havde hun set længselsfuldt efter slagmarken, mørket misundelse når Evan var draget derud alene, først nu havde hun lært hvorfor han ikke ville have hende der, han havde jo haft Noelle. Hun tog en dyb indånding og kvalte den begyndende vrede inden den blussede op ligesom bålet. "Hvis jeg siger ja, skal du love mig én ting," hun så op med alvor i blikket. Hvad hun ville bede ham om, ville han formentlig le af, men for hende var det vigtigt.
Et oprigtigt smil faldt på hendes læber, afslørede den procianske varme og mildhed hun havde arvet fra sin mor. "Du behøver ikke at blive hyldet ud af den, jeg ved hvad det er," pointerede hun og tippede hovedet lidt på skrå, det lignede næsten at hun morede sig lidt over hans reaktion. "Det er den sensuelle dæmon, det bliver værre om et par dage, bare lad være med at se mig direkte i øjnene," rådede hun. Efterhånden kendte hun sit væsen, foragtede det men kendte det trods alt og hun havde ikke et ønske om at han skulle falde i den fælde, nu vidste hun heller ikke om der var en kvinde i hans liv.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran vendte denne gang blikket mod hende. Han forstod at hun var farlig. Alle havde sagt det. Nu var hun heller ikke ligefrem en kvinde uden noget ry og rygte, kunne man sige. "Mange her har været tvunget til at slå ihjel.. Af lyst eller ikke. Vores situationer kan få os til mange ting, som vi ikke nødvendigvis er stolte af." Han havde jo selv været der.. At det så var noget mentalt, som slog fuldstændig klik for hende, havde han endnu en smule svært ved at forstå.. Men det var vel begyndt at dæmre lidt. Han havde trods alt også holdt øje med hende på afstand. "Så derfor formoder jeg, at du har holdt afstand, i et forsøg på at beskytte os andre?" tilføjede han denne gang. Han ønskede jo at forstå hende.
De andre var ved at trække sig for natten, og natholdet var snart på vej ud. Selv for Kieran, var det ved at være tid for at søge til sengen, og han måtte jo ærligt indrømme, at han så frem til det. For nu, var det bare ikke, hvad han ønskede at tænke på. Ikke nu, hvor hun endelig åbnede sig for ham. Hovedet lod han søge på sned. Nysgerrigt dog. "Og hvad skulle det være?" spurgte han denne gang. Noget som han skulle love hende? Han imødekom hendes alvorlige mine med en undrende en af slagsen.
At hun forstod hans problematik, var da fint nok. Det var stadig ikke hans mening at stirre, men for pokker.. Det var svært at lade være, når man nu endelig havde den mulighed. Han lukkede øjnene svagt i denne gang. "Jeg burde derfor ikke stirre.." Han rystede på hovedet, inden han så mod hendes ansigt. Han forsøgte da om ikke andet. "Du er en smuk kvinde Athena.. Er der noget, som man kan gøre, for at afhjælpe problemet?" spurgte han denne gang. Måske lidt andet end det åbenlyse vel og mærke.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena blinkede. Hun vidste hvad han snakkede om, mange gange havde hun været tvunget til at tage liv, og først påtage sig skyld efterfølgende. "Men de har alle haft en grund, ingen her endnu givet mig den grund," pointerede hun. Somme tider frygtede hun lidt at det tidspunkt ville komme, særligt fordi hun så hvordan mændene så efter hende som var hun et rovdyrs bytte. "Både jer og mig selv. Inden dine mænd fangede mig kom jeg fra Imandra, hvor den mand jeg har forgudet og elsket et helt liv og som havde lovet mig at fri mig fra et navn der vækker afsky, informerede mig om at han ikke ville gennemfører det, fordi hans hjerte var blevet taget af en anden. En kvinde jeg har ladet ham være tæt på i god tro. Uanset - det har gjort mit sind skrøbeligt, og grundet hans forsømmelse har jeg ikke den samme kontrol. Jeg kunne let skade jer, men ligeså meget mig selv," forklarede hun og rynkede på panden. Gav det overhovedet mening? Det var godt nok blevet sent, de blev efterladt mere og mere alene for hvert minut og behøvede heller ikke at råbe til hinanden for at overdøve musik og sang. Hun fugtede lidt tøvende sine læber. "Du skal love mig at du ikke forelsker dig i mig," svarede hun og mente det gravalvorligt. Både fordi hun ville blive såret, og ville gøre ham ondt, men også fordi at han ville forsøge at holde hende væk fra våben og fra vold hvis først han groede den slags følelser, og det havde mænd en tendens til at gøre. Hun fnøs og rystede på hovedet. "Ikke ud over det åbenlyse, det er min evige forbandelse. Er der et horehus i nærheden?" spurgte hun henkastet og forsøgte at få det til at lyde som var det normalt for hende, men sandheden var at hun hadede tanken om at skulle give sig til fremmede, hvilket Evan i mange år havde reddet hende fra, men nu var der ikke længere nogen vej uden om.

[Kieran Pamariaz Acheron]

"Til tider, er man nødsaget til at handle, og gøre ting, som man slet ikke har lyst til." fortalte Kieran denne gang, da han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var faktisk rart at sidde og snakke med hende, og særligt når det skete så sjældent.
Endelig delte hun tingene med ham, og hvilken glæde det var at høre hende sige det. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Hun var faldet for manden i Imandra.. Og det havde tilsyneladende været med til at ødelægge det hele for hende. Det var derfor overhovedet ikke underligt, at hun havde svært ved at stole på nogen. Han vendte blikket ned mod sine hænder i stedet for. Han forsøgte da at holde sig på plads. "Uanset hvem den mand har været og er, så er jeg ked af, at han har forvoldt dig den smerte, som han har." Selv stod han fast på, at man selvfølgelig skulle værne om dem, som man havde nær og kær. Dem havde han nu heller ikke selv mange af.
Kieran kiggede overrasket på hende. Han skulle love, at han ikke faldt for hende? Ja, for nu, var det i hvert fald ikke noget problem! "Det... Mener du det seriøst? Altså.. for nu, er det ikke et problem," sagde han denne gang. Han kendte hende ikke. Han havde ganske vidst holdt øje med hende, men det var så også det. Han trak vejret dybt, hvor han tydeligt bed tænderne sammen. Man kunne heller ikke ligefrem sige, at der lå et horehus i nærheden. Desuden var det bestemt ikke en ting, som Kieran var særlig interesseret i. Faktisk fandt han det direkte forkasteligt, at man gjorde den slags, og følte, at det var en nødvendighed. ".. Hvad andre muligheder forefindes?" spurgte han denne gang. Han holdt blikket i hendes.. Hun var virkelig en smuk kvinde.

[Athena Maloya Mathimæus]

I sit forsøg på at tilfredsstille alle, havde Athena gjort mange ting som hun ikke havde haft lyst til. Hun havde giftet sig med Valerio, hun havde trukket sig tilbage fra marken og hun havde søgt en mands kærtegn og endda betalt penge for det for at overleve, sådan var livet og det lærte hun nu på den hårde måde, hvor hendes far ellers havde forsøgt at beskytte hende. "Hvis man drives ja," medgav hun. Der havde lagt sig en tung stilhed nu hvor selskabet var forsvundet og havde fundet deres.. ja køjer hvis man da kunne kalde et tæppe på jorden for en køje. Hun sank en klump. "Det var min egen dumhed der forsagede det, det skal ikke ske igen," hun så væk, hen på det samme ensomme, kedelige træ hun flere gange havde fanget så han ikke skulle se hendes bitre reaktioner.
Kieran virkede både forundret og overrasket over hendes krav, men hun blinkede bare bestemt og fangede hans blik, dog så hun hurtigt på hans næse, så deres øjenkontakt ikke blev for langt. "Jeg mener det," bekræftede hun og trak benene lidt op under sig. Lige nu kendte han hende ikke, men det ville de komme til. "Og forhåbentligt bliver det heller ikke et problem, og hvis det gør så glem det på forhånd," tilføjede hun og løsnede sin kappe så hun kunne ligge den på jorden foran bålet. Det var varmere at sove der end andre steder. I stedet for at svare på hendes forespørsel talte han uden om. Hun så på ham med en rynken i panden. "Anden mulighed? Jeg er bange for at jeg uanset hvad skal bruge en mand til netop det formål," bemærkede hun lidt skeptisk. Det gjorde ondt på hende, men det var en del af at være forbandet.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Så lang tid, som hun havde brugt på at stille andre tilfredse, var hun tilsyneladende blevet glemt på vejen. Kieran forstod jo godt, at hun havde det på den måde. Nu var det bare hendes behov som for en gangs skyld, skulle tilgodeses. Det var sådan at han havde det med det her, og det var det, som han havde tænkt sig, at give hende. "Hvilket langt de fleste rent faktisk er," sagde han denne gang.
Flere og flere, var begyndt at trække sig. Det var heller ikke fordi at det var varmt herude, hvor det derimod var temmelig koldt. Som hun var ved at lægge sig til foran bålet, måtte han kort skyde det ene bryn i vejret. Havde hun tænkt sig, at sove herude? "Du kan ikke sove herude, Athena. Det er både farligt og koldt," sagde han denne gang. Dybt under ruinerne, hvor alle andre trak sig, var det varmere, og særligt fordi at de var mange samlet på samme sted. Var det ikke noget, som hun efterhånden kunne overveje, også mest for sin egen skyld?
Den forespørgsel, som hun var kommet med, havde uden tvivl overrasket Kieran meget. Af alle ting, som hun kunne kræve og forlange.. så den? "Som sagt, for nu, er det ikke noget problem," sagde han denne gang. Hvorvidt, om han overhovedet var i stand til at føle den slags, vidste han ikke. Han havde bestemt ikke det forhold til nogen af de kvinder, som befandt sig på stedet her. Denne gang gjorde han tegn til at ville rejse sig op. "Overvej det." sagde han denne gang med en klar hentydning skjult i sine ord. Han vendte sig mod hende igen. Forsøgte så vidt muligt at kigge på hendes næse.. læber.. øjne.. Igen gled blikket ned. Han rystede kort på hovedet. "Kom med ned i dag," bad han denne gang.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var næsten ikke en kvindes ret at tænke på sine egne behov, men folk her virkede så frie, kvinder som mænd, det havde alligevel taget hende lidt med bukserne nede. Halve af dem virkede alene som barbariske dyr, men de havde et sammenhold der bandt dem til at hjælpe hinanden, og det begyndte langsomt at gå op for hende at hun havde noget at bidrage med, og at det formentlig også var hendes eneste mulighed for at komme til at høre til.
"Og ligner jeg en der er drevet af min mordlyst, Kieran?" spurgte hun og så på ham. Hun var så uskyldig af udseende, med sine blonde lokker og blege hud og hendes klare blå øjne der var som at se direkte ind i den tidligere dronning af lysets. Athena rejste sig for at brede kappen ordentligt ud. "Det er muligvis farligt, men bålet varmer mere," argumenterede hun. Det og så havde hun ikke lyst til at sove side om side med de samme mænd hun så hungre efter hende når de passerede og slet ikke efter at have vovet pelsen til aften. I første omgang satte hun sig med bukkede ben og albuerne hvilende på sine knæ. "Bare lov mig det, så er jeg glad," hun ventede på at han sagde det, at han afgav et løfte hun ville kunne hænge ham op på hvis det nogensinde skete. "Jeg er ikke sikker på at det er en god idé," hun bukkede hovedet og så ned mellem sine ben på kappen. De andre ville nok ikke have hende der, desuden var han den eneste hun nærede bare lidt tillid til efter i aften. I morgen måtte hun søge ud efter et horehus, se hvor langt der var, uden det ville hendes overlevelse alligevel ikke være aktuel.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Her var der mulighed for at tænke på sine egne behov, og muligheden for at være bare lidt egoistisk. Det var vigtigt for Kieran. Selvom han ikke så sig selv som en leder eller noget lignende af stedet her, så var han den som stod med hovedansvaret. Han rystede denne gang på hovedet. Nej, det gjorde hun ikke, men skindet vidste han, sagtens kunne bedrage, hvis det skulle komme såvidt! "Nej.. Men af den grund, ved jeg, at selv bogen ikke skal dømmes på dens omslag," fortalte han med et smil. Han ville gerne vise hende den tillid, men at starte ud med at placere et våben i hendes hånd, virkede lidt.. overilet i hans øjne, og særligt fordi at hun igennem denne tid, havde været så afvisende overfor dem alle sammen, men alligevel havde valgt at blive der.
"Det bliver koldt heroppe når bålet går ud, Athena," forsøgte han igen. Han tænkte faktisk på hendes velbefindende, selvom hun måske også havde svært ved at forestille sig det. Fra hans side af, forelå der nemlig ikke nogen glubske bagtanker, for den slags mand var han ikke. Af fødsel måske, men selv det, var en ting, som han havde forsøgt at undertrykke hele sit liv. "Jeg lover at gøre, hvad jeg kan.." sagde han denne gang. Han sænkede blikket til hende, som han denne gang valgte at blive stående ved siden af hende i stedet for. "Jeg insistere.. Heroppe bliver du syg," argumenterede han. Desuden kunne hun sove ved ham. Han sov ikke blandt de andre, men havde et særskilt rum længere nede - hvor det desuden var en smule varmere. Det havde til tider sin fordel, at være den med hovedansvaret, og særligt på et sted som det her. Han gjorde et nik med hovedet mod ruinerne. Der var stadig meget, hun ikke havde set.

[Athena Maloya Mathimæus]

Der var ikke mange drømme tilbage at nære sig på, men drømmen om igen at blive stærk med et sværd i hånden, var trods alt meget tiltalende. Overvejede hun nu faktisk at blive her sammen med ham og hans folk? Hvilken nedgang for en kvinde der havde levet i et højere lag at skulle gemme sig i ruiner og leve omkring udskud, men så igen - var hun ikke selv et? "Så må jeg holde det igang, må jeg ikke?" hun ville nok næppe falde i søvn alligevel, det var stadig ikke et trygt sted, ikke fordi hun havde fine manerer i marken havde hun klaret sig bedre end de fleste. Kieran var en smart mand, han var påpasselig med at afgive den slags løfter, men det var tilfredsstillende nok. Hun nikkede. "Godt," svarede hun. Det var måske egoistisk at tænke at han kunne falde for hende, men nu havde hun sikret sig. Hvis ikke hun kunne stole på Evan, så ville hun aldrig kunne stole på nogen mand igen.
Lidt tøvende så hun i retning af de større ruiner og derefter på sit lille, sølle bål. Det ville næppe være en god idé, men så ville han kunne se det med egne øjne. Hun sukkede overgivende. "Fint," hun kæmpede sig op på benene og tog kappen og børstede den fri fra jord og skidt før hun igen svingede den om sine slanke skuldre. "Ikke at jeg tror der er meget varmere end her, men når du nu insisterer," sagde hun og begyndte at gå mod den store ruin, et sted også nysgerrig på hvordan det var derinde, hun havde kun set det i et flygtigt øjeblik da hun var blevet taget til fange.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Et sværd, skulle han nok kunne placere i hendes hånd på et tidspunkt. Det var bare ikke lige nu. Han ville gerne have lov til at se hende lidt an, før de kom såvidt. Han ville gerne se det, og nu var han jo heller ikke helt skidt selv. Hver ting til sin tid. "I mørket, kan det blive spottet," pointerede han blot med en rolig stemme. Det var jo ikke fordi at han ønskede at debatere med hende, men det var også vigtigt for ham, at resten blev holdt trygge og i sikkerhed. Hun var jo også deriblandt.
At love, at han ikke ville falde for hende, kunne Kieran ikke. Han kunne derimod love, at han ville forsøge. Man var jo trods alt heller ikke herre over sine egne følelser, så om det kom.. det skulle han ikke kunne sige.
Ruinerne var faktisk varmere, end hvad man nok lige ville antage. Det var jo heller ikke fordi, at det lige præcist, var dem som de sov i! Han nikkede denne gang, inden han selv søgte derhen. Han valgte bare en anden indgang, end den, som de fleste andre ville have valgt. "Denne vej er nemmest," kommenterede han denne gang. Han trådte forbi en mur, som var ved at falde sammen. Et gammelt og laset tæppe, trak han til side, kun for at afsløre en vej.. ned under jorden. "Det er varmere, end hvad du tror," sagde han denne gang. Hendes bål ville brænde ud før eller siden, så lille som det var. Han trådte hen til en hjemmelavet stige, og sank sig derfor ned i en underjordisk gang. Den var højere og bredere, end hvad man nok lige ville tro. Stolper og andet, var med til at stabilisere det hele. Det var jo en helt by de havde samlet herunder.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var grusomt irriterende at han ikke villevise hende tillid nok til at placere et våben i hendes hånd, her var hun den eneste uden et forsvar, og det hun havde kunne gøre mere skade end gavn for dem alle. "Og så ville det være en grov skam at jeg jeg ikke havde et våben," pointerede hun bare, og lagde ikke skjul på sin frustration. "For øvrigt.. mine smykker, jeg vil have dem tilbage," hun vendte sig halvt mod ham i deres færd mod ruinerne. De havde taget dem fra hende og holdt dem i forvaring, men det var hendes og hun ville få brug for dem for at overleve.
For et øjeblik, stoppede hun foran indgangen og så i den anden retning hvor den indgang hun kendte var. "Den er fremmede for mig," sagde hun og bukkede hovedet for at gå ind. Der var ikke varmt her, men murerne var stærkere og højere og holdt det meste af vinden ude, hvilket fik det til at føles anderledes. Blidt skubbede hun tæppet til side og afslørede den underjordiske indgang der mest bestod af et mørkt hul. Kieran gik først, da hun vurderede at han var langt nok nede, vendte hun sig om og kravlede ned af stien og fik fat, så hun skridt for skridt kunne sænke sig til hun nåede bunden af en lang gang som var oplyst af brændende fakler. Hendes nysgerrige blik gled lidt omkring, det var ikke som hun havde forventet. "Du har ret, det er varmere," konstaterede hun. Her var ingen vind og ilden langs væggene varmede stedet, som var beskyttet af den underliggende jord. Det var et meget imponerende syn.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran vidste godt, at hun ønskede at få et våben i hånden, men som det stod lige i øjeblikket, var det bare ikke noget, som han kunne give hende. Måske det ville komme en dag, når hun for alvor udviste den tillid til ham, som han også udviste til hende. Han lod hende jo blive, også selvom hun havde trukket sig fra dem alle, og han holdt jo øje med hende. Det var bestemt heller ikke fordi, at han ville lade hende til sin egen skæbne, og det var jo også derfor, at han handlede og reagerede på det. Særligt, når hun sagde, at hun ville blive her. Det var slet ikke noget, som ville komme på tale. "Til hvilket formål?" spurgte han dog nysgerrigt. Ikke var det fordi, at han havde tænkt sig, at fraholde hende at få dem, men mere for at finde ud af, hvad hun oprigtigt ønskede at bruge dem til.
Kieran ledte hende til en forfalden bygning, som synes at være så tæt på at brase sammen, som man overhovedet kunne komme. "Der er indgange ind alle vegne.. Du skal tidsnok lære dem," fortalte han denne gang. Han tog fat om et laset tæppe, som var skjult af jord og sand, og så godt som umulig at få øje på. Han rev det væk, hvilket afslørede gangen ned.

Kieran trådte denne gang ned af stien, og lod hende komme efter. Stolper holdt det hele stabilt, og fakler lyste det hele op. Han smilede let for sig selv. Hans blik faldt til hendes igen. Her i den dunkle belysning, var det nemmere for ham, at bevare den ro, som han ellers havde klamret sig fast til, frem til nu. "Det var jo det jeg sagde.. Kom.. Jeg holder til hernede." Han guidede hende igennem en i udgangspunktet smal gang, hvor den blev bredere og bredere. Lyset opfangede malerier på væggene. De kære små gik jo bare igang, når de kedede sig. Bag et forklæde lavet af dyreskind. Han skubbede det til side. En sølle seng stod på den anden side. Et stearinlys på et hjemmelavet bord, og ellers hylder lavet i den hårde jord. Herinde var det også stolper, der holdt det hele oppe.

[Athena Maloya Mathimæus]

"Hvordan ville du have det, hvis du var omgivet af fremmede hvoraf en del af dem kiggede efter dig som glubske ulve og du var den eneste der ikke var udstyret med noget til beskyttelse?" spurgte hun som svar på hans spørgsmål. Deres skridt gav genlyd i de hule gange, men hun fulgte ham alligevel. Forsigtigt rakte hun ud efter væggen og lod sine fingerspidser stryge hen over den ru struktur de passerede. Der gik ikke lang tid før de smalle gange blev til større, ligesom gader og stræder i en overjordisk by, det var mere imponerende end ventet.
"Jeg havde ikke ventet at det var så stort," indrømmede hun lidt mere åbenhjertet end hun hidtil havde været. Varmen hernede var næsten ligesom at færdes indenfor i et almindeligt varmt hus. Ligesom det tidligere klæde, skubbede hun skindet bort til det lille rum der var hans værelse. Det var hjemmelavet og lille og intimt, men det var næsten.. hyggeligt dog meget anderledes fra hvad hun kom fra. "Det er dit værelse?" spurgte hun og slap skindet der skjulte indgangen igen. Det mindede lidt om teltene i krigslejren foruden at de der havde sovet flere, hun havde sovet blandt alle mændene, det var nok endnu en af de ting der havde fået Evan til at sætte foden ned. "Har du selv bygget det?" spurgte hun og vovede sig hen til en af hylderne for at lade fingrene glide undersøgendee hen over den også. Så det hele hernede sådan ud? Det var en sjov blanding af Appolyon og en almindelig by over jordens overflade.

[Kieran Pamariaz Acheron]

"Jeg kan love dig for, at der ikke er nogen her, som vil gøre dig noget ondt," sagde Kieran denne gang, som han atter så mod hende. Hernede var de alle sammen en del af et større samfund. Alle kendte de deres plads, og alle havde de deres opgaver, som skulle gøres. Det var sådan at han ville have det, og man måtte jo alligevel sige, at det gik over al forventning. Han var i hvert fald tilfreds med, hvad der var opnået frem til nu. Et kort smil passerede denne gang hans læber, som han førte hende til hans lille hule.
Hver især fik de en hule hernede, hvis de ønskede det. Kieran selv, kunne godt lide, at der var samling på det hele. Lidt længere nede, var der øvrige rum, som andre havde taget bo i, og det samme med børneværelser. De forsøgte rent faktisk at etablere et samfund under jorden, kun fordi at de havde brug for et sted at være. Og hernede kunne de holde varmen. "Mhmm.. Og du ville bo oppe i den kolde vinterluft?" pointerede han denne gang.
Kieran søgte hen til stearinlyset, som han lod hånden vandre langs. Det blussede let op, så det var muligt, at se noget herinde. Belysningen under jorden, var selvfølgelig meget begrænset. Desuden skulle der være ilt nok til de mange, som i forvejen holdt til dernede. Han nikkede. "Vi begyndte på det her for en del år siden nu.. Folk ser kun ruinerne, men ikke hvad det gemmer. Det er en tryghed for os andre." fortalte han denne gang. Han lod stearinlyset stå, hvor han selv rettede sig op igen. Han så mod hende. "Du vil kunne sove her i nat." tilføjede han denne gang.