I should never..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Nick Direshade Acheron

---

Det var sent på aftenen. Malisha vandrede ikke langt fra den gamle grænsemur mod Imandra, men ikke i hendes vildeste fantasi, ønskede hun at passere den. Manden som levede på den anden side, som havde taget Imandra som sit, var den mand, som var grund til, at hun måtte leve det liv, som hun nu gjorde.
Alt i alt, var hun vel bare sikker på, at hun skulle leve sit liv, som hun gjorde nu? Med Nick omkring sig? Nu var det jo heller ikke fordi at hendes egen mand havde søgt efter hende, og hun måtte uden tvivl sande, at det var en tanke, som gjorde hende vanvittig skuffet. Det gjorde hende ked af det, og dette blev tydeligt skjult og gemt bag en lang række facader. Herunder vrede. Det var nok hendes mest foretrukkende.
Nu hvor vinteren var over dem, var det virkelig blevet koldt i vejret. Malisha havde fået gang i et bål, ikke langt fra muren, og inde mellem en række træer. Nok det, som mest af alt, forestillede en lille skov. Selv holdt hun sig langt væk fra alt og alle, kun fordi at hun vidste, at hun ikke ville kunne imødekomme meget af det, som hun engang havde følt.. Og det var en tanke, som gjorde hende ked af det.. og frustreret. Hun hadede, at hele hendes værdighed, var taget fra hende!

I takt med, at hun trak vejret, kom disen for hendes læber. Det var virkelig koldt her på egnen, men hvor pokker skulle de ellers tage hen, uden at blive set? Det var det sidste Malisha ønskede lige nu. Den lasede kappe, trak hun tæt om sig i stedet for, hvor hun krummede sig sammen foran bålet. Det var koldt.. hun var hjemløs og uden værdighed. Hvor hun dog hadede sit liv!

[Nick Direshade Acheron]

Nok var Malisha og Nick ikke langt fra grænsemuren til Imandra. Men de var alligevel langt nok væk. Ingen skulle finde ud af, at de holdt sig så tæt på Imandra, for Nicks hoved var eftersøgt af hvad han vidste. Hvordan hans mor og bror havde det anede han ikke og om hans far overhovedet havde modtaget hans brev, det var han også usikker på. Hvad hvis hans far lå i lænker for Kimeyas fødder? Den tanke gjorde ham vred, for Kimeya kunne virkelig sætte hans pis i kog som intet andet. Mange måneder havde han efterhånden haft Malisha ved sig. Han havde fundet hende efterladt i Mørkets Cirkel og havde dannet en lille alliance med hende ved sin side.

Vinteren var i sandhed over dem, hvilket selv satte en dyb kulde i Nick. Det var som om det frøs hadet og lysten til hævn dybere og dybere i ham og det nagede i det dybe efter at få Kimeya ned med nakken. Men de kunne ikke klare det to mennesker alene, de havde brug for flere. Selv følte han sig også ret hjemløs og han hadede det. Men der var jo ikke så meget at gøre. Selvom de havde deres base her, så kunne de sagtens søge ud. Den nærmeste by her i Dvasias var der, hvor Nick for det meste prøvede at fange forsyninger, men det var risikabelt når man ikke havde nogle penge. Og farligt var det at stjæle, om han skulle blive fanget i det.

Stille kom han gående gennem snebunden med noget i armene. Noget, der forhåbentligt ville glæde Malisha bare en smule. Hun var noget indebrændt over Samuel, men ham snakkede de ikke om mere. Dog var han stadigvæk sikker på, at hans onkel ikke havde forladt hende. For så stor en kujon kunne man da ikke være som en Acheron! Signalet sendte han til hende for at vise hende, at det var ham som nærmede sig og han fandt hende ved et lille bål. "Jeg har fanget mig nye kapper. Uden huller," endte han til hende. Han rakte hende den og tog selv den anden.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Ikke var Malisha i stand til at benytte magi, da Kimeya havde taget denne fra hende, på så brutal vis, at hun slet ikke regnede med, at skulle få den retur igen. Derfor sad hun der.. Hun ville sagtens kunne udrette meget andet, hvis hun dog bare havde haft den at læne sig op af, men det havde hun ikke, og efterhånden, var det en tanke, som gjorde hende vred og frustreret!
Langsomt hævede hun blikket, da hun hørte skridt. Signalet kendte hun, hvilket alligevel fik hende til at slappe af. Hun slappede af med det samme, som det gik op for hende, at det var Nick, som var der. Hun vendte blikket mod bålet igen. Det var svært at holde varmen i det hele taget. Og nu hvor hun var så præget af vrede.. så hjalp den faktisk også lidt, samtidig med, at det tog alt hendes energi. Det var hårdt at være så vred.. så såret.
"Sig, at du har fundet noget, vi kan varme os med," sagde hun denne gang, hvor hun vendte blikket mod hans skikkelse denne gang.
Igen vendte hun blikket mod ham. Hun sad nærmest helt oppe i bålet, for at holde varmen. Nu var hun stædig, og det at skulle tage imod hjælp fra andre - selv fra Nick. Det var pinligt. Igennem familiebånd, var han jo hendes.. nevø? Det var stadig helt underligt, at det var på den måde! Kappen tog hun denne gang imod. "Perfekt," sagde hun denne gang. Uden at fjerne den gamle, kastede hun den nye om sig. To var jo trods alt bedre end en. "Og ingen så dig?" spurgte hun denne gang. Hun ville helst gerne undgå at have andre rendende efter dem.

[Nick Direshade Acheron]

At skulle synke så lavt som tyveri, var langt under Nicks normale standarder, men hvad pokker skulle han ellers gøre? De kunne ikke rigtigt tage arbejde nogle steder, for folk skulle ikke kende dem eller huske deres ansigter. Deres primære base havde de her nær grænsemuren, men de havde rejst en del rundt i Dvasias gennem de sidste måneder. Nu hvor vinteren var kommet, så var det bare en del sværere, fordi sneen blokerede vejen og det var umuligt at komme nogle steder på de åbne vider, når vinden hylede og ens ansigt frøs til is på 2 minutter... Man kom jo ingen vegne på den måde! Magi kunne meget, men dog ikke beskytte mod vind og vejr i lang nok tid til at komme nogle steder. Selv var han jo endnu ung, så hans energi røg hurtigt hvis han transferede sig frem og tilbage. Han kunne maksimalt komme frem og tilbage 1 gang om dagen, for ellers ville han nok besvime. Dygtig var han, ingen tvivl om det, men magien havde endnu sine grænser hans alder taget i betragtning.
"Jeg hader at stjæle... men ja, jeg fik fat i disse to tykke kapper," endte han. Selv det, at få en ekstra og ikke slidt kappe udover det efterhånden slidte tøj han bar, hjalp faktisk allerede en smule. Nu skulle han så bare have lidt mere varme i kroppen, så kappen også kunne hjælpe med at holde på en normal kropstemperatur fremfor at han var en ispind under et stort tæppe. Selv spidserne af hans lyse lokker var nærmest frosne af turen tilbage hertil.
"Næh... Jeg er en fantastisk sniger. Den eneste, der nogensinde har fanget mig på mine mange ture ud af slottet, det er min far," endte han. Han sukkede dæmpet. Var det savn til familien han mærkede? Han så mod Malisha. Hun var jo i princippet hans tante, eftersom Samuel - hendes mand - var hans onkel. Det var lidt underligt i det hele taget. "Jeg glæder mig til forår," endte han bittert. Han greb en træstub og dumpede ned på den ved bålet hvor hun sad også. Med et let fingerknips fik han ilden til at sprudle lidt mere og varmen blev hurtigt kraftigere. Skønt!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Tyveri var under begge deres standarder, men ikke desto mindre, så var det en nødvendighed efterhånden. De ville ikke kunne klare sig ellers. Hvad skulle de ellers gøre? Fryse ihjel? Malisha havde været så meget igennem efterhånden, og derfor nægtede hun at lade vind og vejr tage hendes liv, hvis det var noget, som hun ellers kunne undgå!
Kappen slyngede hun omkring sin krop, i håbet om, at det ville give hende bare en smule mere varme, end hvad hun havde haft frem til nu. Det var stadig underligt, og det var frustrerende, at det var på den her måde.. Savnet følte de nok begge to, selvom Malisha nægtede at snakke om Samuel, så var han ofte i hendes tanker og sind, uden at hun egentlig kunne gøre noget ved det. Hun ville egentlig bare glemme ham, efter det som han havde gjort! Eller nok rettere - hvad han ikke havde gjort. "Det varmer i det mindste," sagde hun blot. Det varmede mere end hvis de sad uden.
Flammen blussede, ved hans knips med fingeren. Svagt himlede hun med øjnene. End ikke det kunne hun. Hun kunne ikke gøre en skid! "Der var intet der gik din far forbi.." Det var jo også i hans fravær, at alt i Imandra var sket. Hun lagde armene om sig, og vendte blikket bort fra bålet. Hun følte sig virkelig hjælpeløs.. og hun hadede at hun skulle være så afhængig af sin nevø, som hun var.

[Nick Direshade Acheron]

Netop nu var deres situation et spørgsmål om overlevelse og så måtte de gøre, hvad de kunne. Til Nicks fordel, så kunne han jo udnytte magien til at stjæle, så han kunne faktisk gøre det fra afstand, når boderne havde åbent i løbet af dagen og alle de friske varer duftede himmelsk, når man besøgte de forskellige byer. Han trak kappen om sig. Han vidste godt, at Malisha ikke bifaldt når han brugte magi, men det hjalp dem trods alt, så hun måtte bare bide i det sure æble. Han nikkede let. Ja, kappens varme mærkede han allerede om sig og det var virkelig rart. "Ja," medgav han lavmælt. Han stirrede ind i den knitrende ild.
"Bestemt ikke," endte han. Ja, han så faktisk en del op til sin far og han havde jo det bedste af begge verdner: Sin mors kærlighed og hans fars accept. Selvom han strejfede meget omkring og spildte masser af tid på sprut og det hele, så var han stadigvæk et bedre eksemplar af en arving end hvad Romeo var, skønt det var hårdt at sige. Men det var jo sandheden.
"Vi bliver nødt til at søge fra grænsen når vinden lægger sig... Vi kan ikke strande her resten af vinteren," endte han til hende og søgte hendes blik.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Magien kunne Malisha ikke bruge, og derfor var et nu heller ikke nogen hemmelighed, at hun hadede, at hun ikke kunne bruge de,t og skulle være afhængig af en ung mand, som ellers kunne smide hende fra på et øjeblik, hvis det var det han ville.. Gjorde han det, ville det blive hendes endelige. Hun ville ikke kunne klare det derude, og hun vidste det godt. Svagt trak hun på smilebåndet. Der var jo intet der var gået Sephiran forbi i sin tid. Gad vide hvor han egentlig var nu?
"Du ved... Jeg beundrede din far, for hvad han gjorde," sagde hun denne gang. Hun kunne langt bedre håndtere Sephiran, end hun kunne håndtere en som Kimeya. Den mand, havde jo ikke gjort andet, end at gøre livet surt for hende, og det var en tanke, som kun var ved at irritere hende noget så voldsomt!
At han skulle bringe grænsen op, var ikke første gang. Svagt himlede hun med øjnene. Hun vidste, at han havde ret.. Men hun kunne ikke søge over den grænse! "Jeg kan ikke søge over grænsen, Nick," sagde hun denne gang. Hun havde intet at gøre brug af.. Faktisk vidste hun ikke engang, om hun vil kunne kalde sig for en warlock længere. Hun vendte blikket trodsigt mod ham. Hun ville fryse ihjel herude.. eller hun kunne dø i Imandra.. Hun havde faktisk ikke lyst til at gøre nogen af delene!

[Sephiran Acheron]

At lede efter sin søns magiske kilde, var jo som at lede efter en nål i en høstak. Det havde Sephiran sandet de sidste måneder. Mange havde han stødt på sin vej. Flere warlocks, der var flygtet fra Kimeyas regime og havde skjult sig i krogene, kom langsomt frem som de genkendte Sephiran. Han var jo ikke ligefrem en ukendt mand, skønt han prøvede at holde sig væk fra storbyerne, da rygterne spredte sig som løbeild på en tør hede. Men i det skjulte, så havde han samlet sig nogle støtter undervejs, hvilket kun var glædeligt for hans vedkommende. Men hvor hans yngste søn gemte sig, det kunne han virkelig ikke gøre sig klog på!
Endelig havde han dog opsnappet tilstedeværelse af sin søns magi. Det var dog lidt for tæt på grænsen efter hans mening, men han var selv blevet presset til at søge mod skoven på disse kanter, da det var det bedste læsted for den storm, der var ved at trække op i aftentimerne. Vinteren var uden tvivl hård. Kongekronen, som han havde stjålet fra Kimeya, som han var vendt hjem, havde han i sin lædertaske, han bar over skulderen. Warlocksne han havde stødt på sin vej havde hjulpet med mad og varmt tøj, så han var godt klædt på som han skulle være og med nogle dejlig lune sko, der var ret gode til at holde kulde og vand ude. Fodsporene han satte i sneen blev slettet som han gik, da han havde fortryllet sine sko. Han trådte roligt frem gennem sneen og fik øje på en lille røgsky, der gik mod himlen. Han nærmede sig. Kunne det virkelig være, han endelig havde fundet sin søn?

[Nick Direshade Acheron]

Nick følte med Malisha. Det, at hun havde fået frataget sin magi for anden gang i hendes liv, var bestemt ikke værdigt, det kunne han udmærket se. Men på den anden side, så blev hun nødt til at holde sig på overfladen og ikke give efter for alt det dårlige. Hun var i live. Og hun skulle være med til at tage hævn over Kimeya og forhåbentligt få sin magi tilbage i samme led. Dog havde han ikke lovet hende, hun kunne få det, men han håbede da det var muligt for hende. En warlock uden sin magi var jo bare... et simpelt menneske uden særlige evner og det så han ingen mening i. Han lod blikket søge på sned. Beundrede hans far? Virkelig? "Hvilken gerning hentyder du til af hans?" svarede han hende. Mange ting han kendte om sin far var jo historier om hans storhed før han overhovedet selv var blevet født.
"Jeg mente heller ikke over grænsen. Jeg mente væk fra grænsen... Længere ind i Dvasias," endte han. Han turde heller ikke søge over grænsen, ikke endnu. Ikke før han havde flere støttere i sin ryg, men mange havde han ikke formået at samle endnu.
Som en magisk kilde nærmede sig kildede det alle hans antenner og han rejste sig hurtigt op og vendte sig rundt. "Hvem der?!" endte han vrissende. Magien ulmede allerede og en sort kugle var samlet i hans hånd, som han kylede mod et nærtstående træ.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke nogen værdighed, og måske var det derfor, at Samuel havde valgt at vende ryggen til hende? Det var en tanke, som gjorde ondt på hende, og hun hadede, at skulle føle.. Hun hadede at skulle gøre sig de tanker, som hun gjorde, og værst var det uden tvivl, at hun skulle være afhængig af andre, for at komme igennem det selv. Hun vendte blikket mod ham. "Hvad han har gjort for warlockerne kontra Kimeya eksempelvis," sagde hun denne gang. Sephiran havde måske sine problematikker at slås med, men ikke desto mindre, så var det en mand, der lyttede, hvilket man bestemt heller ikke kunne sige om Kimeya.
Igen rystede Malisha kraftigt på hovedet. Ikke om hun skulle i nærheden af andre folk og mennesker, som kunne finde på at gøre hende noget, for dem var der desværre lidt for mange af derude! Svagt bed hun tænderne sammen. "Og blive slået ihjel der? Du kan tro nej, Nick.." endte hun med en fast tone.
At der skulle være nogen derude, reagerede hun selv på. Hun kunne jo godt mærke det, selvom hun ingen magi havde. Hun rejste sig selv op. Fedt.. Det var jo lige, hvad de havde brug for lige nu! Hun knyttede næverne let, inden hun denne gang trådte et skridt bagud, og denne gang mere bag bålet. Var de blevet vundet af de dvasianske vagter? "... Kom frem!" beordrede hun selv med en fast tone. Ganske vidst havde hun ingen magi, men at være hård, det kunne hun sagtens endnu.

[Sephiran Acheron]

Stemmerne der snakkede, som Sephiran nærmede sig den sidste række træer som omkransede stedet hvorfra røgen kom, lød bekendte. Det var hans søn, det kunne umuligt være andre! Men den anden stemme... Malisha? Hvad pokker lavede Nick med hende?! Nå, men der var vel tid nok til spørgsmål om et øjeblik, når han gjorde sig selv til kende... Han måtte dog bare være sikker på, det var dem.
Han trådte et skridt længere frem og stod nu i den åbne fremfor i skjul bag træerne. Med et vift med sin hånd så fik han standset sin søns kugle af mørk magi før den sprængte træet ved hans side i luften. "Sikke en velkomst at få min dreng," endte han med et morende smil. Det var dog med et nærmest lettet hjerte han nu stod her overfor sin søn endnu engang, for det betød, at Kimeya ikke havde fået ham fanget.
"Malisha," endte han og vendte blikket mod hende, som han let bøjede hovedet for hende. En vis respekt havde han da for hende, skønt hun igen stod uden sin magi. Tragisk hvordan hun skulle få den frataget hele tiden?
"Jeg vil dog give Nick ret. I bliver nødt til at søge bort herfra, for den røg der vil snart blive opdaget af Kimeyas mænd hvis ikke I passer på," endte han, som han søgte hen til dem. Ubarmhjertigt så sparkede han bålet i stykker, så det gik ud. Sneen skubbede han hen over, så det hurtigt døde under den kolde is.

[Nick Direshade Acheron]

Værdighed havde ingen af dem vist meget tilbage af. Tyve var de blevet eftersom de holdt sig væk fra alle mennesker. De stolede nemlig ikke på nogen, hvilket indtil videre havde holdt dem fra at blive fundet. Nick havde jo ikke den samme skare af folk, der førhen havde støttet ham, som hans far havde. Så selv havde han jo blot prøvet at finde sin far, selvom han dog end ikke anede om hans far var kommet tilbage fra Tayevania. Om hans far havde fået hans brev eller om Sephiran var endt i kløerne på Kimeya og slet ikke kunne hjælpe. Han nikkede. "Jeg kan med stolthed sige, at min far og mor har gjort det godt med Imandra... Derfor gør Kimeya mig utroligt vred, når han kommer og spolerer det hele!" endte han og knyttede næverne. Han sukkede. Igen afviste hun at tage herfra. Hvad var det hun håbede at opnå herude i ingenting? Selv var han enig i, de ikke skulle ind til de store byer, men de var i større risiko her, af hvad han selv skulle mene. "Fordi her kan du jo ikke ende på et sølvfad? Vagterne patruljerer kun en kilometer herfra, Malisha!" endte han irritabelt. Dog, følte han ikke, at han kunne efterlade hende alene.
Kuglen fik han sendt af sted, selvom den brat blev stoppet. Manden, der trådte frem, var ham dog langt fra ukendt og han stirrede et øjeblik bare. Hans far... Det var hans far! En ukendt glæde strøg et kort øjeblik igennem ham, selvom det hurtigt var forduftet igen. Han kunne jo ikke te sig sådan overfor hans far. "Hvor foreslår du, at vi søger hen?"

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt, at de ikke kunne blive, men ikke desto mindre, så ville hun helst ikke i nærheden af andre. Tænk hvis de blev fundet og afsløret? Det ville komme til at koste hende live,t og det var hun overhovedet ikke interesseret i! Alt havde været bedre, hvis ikke Kimeya havde formået at få magten fra Sephiran. Snak om at sparke til en mand, som allerede lå ned.
"Det er en skam.. Man kan vel kun håbe på, at Kimeya ikke også har fået skovlen under ham.." sagde hun denne gang. Hvad andet skulle hun sige? Det var en vigtig forudsætning for, at de skulle komme igennem det her.. Men hun ville samtidig også gerne have lov til at bevare sit liv, og det vidste hun godt, at hun ikke ville komme til, hvis hun søgte ind mod byerne, og ind blandt mennesker. Nu var det jo heller ikke fordi, at nogen af dem, var særlig ukendte på den front!
At Sephiran rent faktisk havde fundet dem, var ikke lige hvad hun havde regnet med! Hun stirrede denne gang mod ham. Ikke at hun regnede med at manden, som hun netop havde siddet og rost, ville gøre hende noget, så var hun alligevel meget påpasselig, også for sin egen skyld. "Sephiran.." Hun bøjede hovedet automatisk og lod blikket søge en anden vej, kun i tide til at se ham kvæle deres bål. Hun knyttede næverne kraftigt. "Og hvor helt præcist, vil du anbefale os, at tage hen?" Vidste han, hvad der var hændt hende? Hændt dem? For nu, forsøgte hun at lade som ingenting.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så over dem. De så ganske enkelt medtagede ud, hvilket bestemt ikke hujede ham. Men i det mindste var Nick stadig fri og var ej blevet fanget af Kimeya, hvilket han havde frygtet jo længere tid der var gået. Han havde vel søgt i efterhånden flere måneder? Vinteren var i hvert fald faldet i mellemtiden og selv det havde sat nogle bekymringsfulde tanker i ham - for ville hans søn kunne klare sig? Indtil videre så det ud til at han klarede sig - Malisha med - men også kun lige. De så slidte ud i tøjet og fremtoningen og de så udsultede ud. Der havde han lidt mere hjælp at hente, da han havde et netværk gennemgående hele Dvasias, skønt de holdt mere til i det skjulte. Det var dog forståeligt sådan som Kimeya havde tromlet alle warlocks ned med sit regime og tvunget dem til Imandra, for at tvinge alle andre racer ud - noget som satte hans pis i kog! I Imandra var alle velkomne. Da bålet var kvalt, så vendte han sig mod dem begge. "Til din fars barndomshjem... Acheron Landsted," endte han kortfattet. Hvad rygterne lød på, var Theodore en forandret mand. Noget han dog havde svært ved at tro, men noget som Tiyanna havde bekræftet før han havde draget mod Tayevania, fordi de da havde haft hans mor Clemency på uventet besøg på slottet.
"Jeg har et netværk i oplandet, som er klar til kamp... Styrkerne burde vi kunne samle ubemærket hos Theodore, om han lader os... Ellers må han fejes af vejen," endte han, som om det var ingenting. Hans far betød intet for ham. Han havde slået ham ihjel en gang og kunne gøre det igen. Det var virkelig på tide at vælge, hvor loyaliteten skulle ligge. Men Theodore ville få en chance. "Nick, kan du transfere?" endte han og så alvorligt på sin søn.

[Nick Direshade Acheron]

Nick havde intet netværk i Dvasias som sådan, derfor var det også svært at finde et sted, hvor han turde stole på nogen. Hans farmor kendte han ikke særlig godt, da han kun havde mødt hende nogle gange... Og desuden vidste han ikke hvor hun var henne. Faktisk var han ikke særlig opdateret med hvor folk var endt, da alle var blevet spredt under Kimeyas angreb. Hans mor og bror i kælderen, Sasha med sine tvillinger sendt på flugt med Clemency - men hvorhen, det anede han ikke. Og ham selv, flygtet i en anden retning for ikke at ende i kløerne på Kimeya eller hans håndlangere. Og nu stod han her med Malisha, som havde været den første, han havde lagt en form for tillid i. Selv vidste eller måske erindrede han ikke noget om hvor hans bedsteforældre boede i Dvasias, så derfor havde det heller ikke rigtigt været en mulighed. Malisha havde desuden nægtet på grund af Theodore. Og den snak var så endt der uden videre forklaring. "Acheron Landsted? Men hvad med Theodore?" endte han spørgende og måske lettere dumt. Men hans hoved havde været lidt andre steder end på det fornuftige de sidste teenage-år, hvor han havde strejfet mest udenfor slottet og væk fra alt, hvad der hed pligter. Først nu havde han jo egentligt taget sig sammen for sin families og lands skyld. "Ja, det kan jeg godt... Men hvorhen, Fader?" spurgte han. Det virkede ret meget som om de ikke havde et valg. Men... et hus og tag over hovedet var bestemt også fristende!