I should never..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Alt den snak om magi og Acheron Landssted huede bestemt ikke Malisha, udelukkende fordi at det var midt til den magiske kerne i Dvasias, og hun intet kunne. Hun kunne jo bogstavelig talt ingenting, for Kimeya havde frarøvet hende de muligheder. At Sephiran i det hele taget bare tillod sig at foreslå det, var et sted en tanke, som gjorde hende vred. Han ønskede hende virkelig af vejen? Hun regnede bestemt ikke med at skulle overleve den slags, hvilket bestemt heller ikke var noget ,som måtte hue hende. Et sted frygtede hun vel stadig døden, selv på trods af det liv, som hun rent faktisk havde levet. Det var i hvert fald ikke noget, som hun kunne beskrive ellers, for hun havde det virkelig dårligt med det.
Igen vendte hun blikket bort. "Af alle steder, du kunne foreslå.. Så der?" spurgte hun denne gang. Han måtte da være sindssyg! Der var vel også en grund til at Theodore havde valgt at blive i Dvasias? Desuden var rygteterne ikke ligefrem på den mands - eller families side i det hele taget, og hun fandt det uden tvivl meget svært. Igen så hun mod dem. Hun kunne ikke transferere sig, så de forventede vel, at hun skulle gå dertil? Så kunne hun jo lige så godt bare blive siddende her! Og han regnede med, at kunne rydde Theodore af vejen, hvis det kom såvidt? "I så fald, ønsker jeg jer al held og lykke på vejen.." mumlede hun tvært. Hun ville jo ikke kunne bidrage med noget som helst, hvilket uden tvivl var en tanke, som hun fandt ekstremt frustrerende!

[Sephiran Acheron]

Ja. Sephiran havde mange gange delt sit had til sin egen fader derhjemme, hvilket vel også satte sig præg på hans sønner. Nick var nok den, som havde haft allermindst at gøre med Theodore og heldigvis for det. Men hvad Tiyanna havde fortalt ham før det hele var gået galt var, at Clemency var kommet på uventet besøg fordi Theodore tænkte og følte ting han aldrig havde gjort før og det drev hende til vanvid - oveni, at han ikke skænkede hende nogen form for tanke længere, hvilket selv havde sat hans pis i kog. Man skulle ære sin hustru. Så meget forstod han da den dag i dag.
"Theodore skal I ikke bekymre jer om, ham skal jeg nok tage mig af," endte han forklarende. Han havde nedlagt Theodore før, så han kunne gøre det igen. Især hvis manden var svækket med følelser og det hele, skønt han ikke anede hvorfra manden havde fået et stykke sjæl til at føle det. Han smilede skævt og lagde hånden på sin søns skulder, hvilket også sendte nogle magiske kodninger i ham, så han vidste, hvor han skulle hen. "Acheron Landsted," fortalte han. Det var den bedste mulighed han så lige nu og hvis både Sephiran og Nick var der imod Theodore, så ville det jo være en leg. Han sukkede og vendte sig mod Malisha. "Du skal med Fru Skrap," endte han. Uden at spørge om lov, så greb han fat i hende og trak hende ind i favnen. I det samme transferede han sig væk, så han fik hende med sig, for hun var jo faktisk hans svigerinde. Men mest af alt, havde han et gammelt løfte han vist aldrig helt havde fulgt til dørs... om hendes sikkerhed. Han håbede bare, hun ikke rev sig fri.

//Out.

[Nick Direshade Acheron]

Tanken om, at de snart kunne få tag over hovedet, glædede virkelig Nick. Han var kørt træt i alt den sne og kulde herude og kampen for overlevelse var ikke ligefrem der, han ønskede at lægge sin energi. Han ønskede at finde ud af, hvordan de skulle få Kimeya ned med nakken, men det virkede uden tvivl til at blive noget nemmere nu hvor hans far havde fundet dem! Hvor mange gange havde de mon misset hinanden de sidste måneder? Været så tæt på, uden at være det alligevel? Det var ikke til at sige, men nu var de endelig sammen.
"Bid i det sure æble, Tante," endte han til hende med et smørret smil. Hun hadede, når han kaldte hende det, men det gjorde jo kun det hele en smule sjovere! At hun skulle gå totalt i selvforsvar undrede hende ikke, men om ikke andet, så måtte de jo tage sig af det senere. De magiske impulser som Sephiran lagde mod ham gav ham et klart billede af hvor de skulle hen og det gjorde også det hele en del nemmere. For hvis man ikke kendte sit bestemmelsessted, kunne det virkelig blive farligt at transfere sig rundt fra sted til sted! Selv måtte han grine af hans fars ord, fordi han fandt det morsomt. De forsvandt og så gjorde han det efterfølgende, så de kunne ende på Acheron Landsted.

//Out.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var underlagt helt andre ting, end hvad Nick og Sephiran var. Faktisk måtte hun jo sande, at det løfte om at holde hende sikker, var et, som hun havde glemt. Der var jo ingen som havde holdt hende sikker i temmelig lang tid nu! Hun havde nu længe været sin egen, og nu havde hun også forsøgt at være en type, som ville tingene på egen hånd. Det var i hvert fald omstændigheder, som godt kunne være betydeligt bedre, end hvad de var nu, og det var noget, som hun bare forsøgte at leve med. Det var svært.. Det var virkelig svært, og tanken om at skulle tilbage til byen.. Det var slet ikke en tilværelse, som hun ønskede! Hun kunne jo for pokker ikke forsvare sig med noget som helst.
Hun stivnede kraftigt, da han tog omkring hende, og tvang hende helt ind i sin favn i stedet for. Hånden faldt mod hans bryst, dog på en tydeligt afvisende måde. "Slip mig..!" endte hun denne gang med en mere sammenbidt. At han så nægtet at slippe hende, gjorde det bestemt heller ikke bedre, og særligt, når det var på denne her måde. Hun lukkede øjnene, som de forlod stedet, ved at transferere fra stedet, og søgte til Acheron Landssted. Det var bare ikke det, som hun havde lyst til lige nu!

//Out