Just an ordinary day..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Erica Magdalen Sashae

---

Det var ved at være hen på eftermiddagen på en flot efterårsdag. Salvatore havde tilbragt de fleste timer i dag ude i haven, hvor han havde været en del af arbejdet der igennem de sidste dage. Siden problematikkerne i Dvasias og Imandra var taget til, kunne de i hvert fald godt mærke effekten af dette. Flere havde valgt at tage turen forbi slottet i håbet om at få det bedre liv. Her havde han valgt at støde til, og han var glad for det.
Som konge.. Salvatore skulle endnu vænne sig til den tanke. Brylluppet havde stået, og han var lykkelig sammen med Denjarna. Meget endda! I de kongelige klæder, vandrede han nu frem og tilbage henover gulvet i pejsestuen. Denne var slukket, og solens lys stod ind af vinduerne. Det var rart. Tjenestestaben var i fuld gang med dagens arbejde.
Salvatore skænkede op i glasset, inden han satte sig i stolen som stod tættest ved vinduet. Her lod han sig selv bade i solens stråler. Denjarna var selv i fuld gang med dagens alt for mange gøremål. Han tog glasset op til læberne, hvor han denne gang tog en god slurk. For hans vedkommende, så var det rart.. Lige 5 minutter, og så skulle han igang igen. Som konge, havde man jo aldrig nogensinde fri.. Han var konstant på, og igen.. Så var han jo netop landets ansigt udadtil, og derfor skulle det gøres ordentligt. Det var dog ved at køre ham træt.. Det var efterhånden nogen virkelig lange dage.

[Erica Magdalen Sashae]

Fra én ting til en anden. Belle havde 'frigivet' Samuel efter en uges hård genoptræning, så hun var sikker på, at han kunne tage vare på sig selv uden at dratte om i en grøft på sin vej. Han stod i gæld til hende og hun kunne egentligt godt lide idéen om, at hun kunne opsøge ham hvis hun nogensinde endte ude i noget, hun ikke kunne komme ud af selv. Nu var hun dog igang med en anden mission. Hun skulle forgifte Manjarnos konge, da hun var blevet en del af oprørsgruppen som havde Kieran i spidsen. Han var i alliance med Visenya. Hvad deres præcise plan var vidste hun ikke, men hun vidste bare hvad hun skulle. Hun skulle sørge for, at Salvatores magiske kunnen blev svækket, så han ikke kunne slå fra sig når de indledte attentatet på kongehuset.
I anledningen, havde hun selvfølgelig ændret form. Hendes øjne var mørkegrønne, hendes hår lyst og nåede hende til skuldrene som en lang page. Det var glat. Hendes hud var også ret lys. Ja, hun kunne sagtens gå for kun at være druide i denne skikkelse, hvilket også var hendes dække. Hun havde lånt en tjenestepige uniform. Eller lånt var måske så meget sagt, men taget i hvet fald. At kongen var i pejsestuen havde hun bemærket, så nu skulle hun bare starte sin mission. Svært var det ikke. Giften havde hun i forklædet som hun bar. Hun tog med et fast greb fat i døren ind til pejsestuen og stoppede overrasket op. "Åh, undskyld, Deres Højhed, jeg vidste ikke du var her," undskyldte hun med en sød og uskyldig stemme. Hun lignede vel en ung pige på omkring 18.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvad der blev snakket om, samt planlagt bag hans ryg, havde Salvatore på ingen måder nogen anelse om. Hans eget fokus lå jo på det faktum, at Manjarno endnu en gang, skulle blive et stort og selvstændigt land, som man i den forbindelse, kun måtte blive stolt af. Det var jo et mål, som var til at føle på, ikke sandt? Han hævede glasset igen. Lige 5 minutter, så skulle han nok vende tilbage til arbejdet. Han selv havde jo meget at tage hånd om, og han vidste, at der skete meget derude.. Men hvor man skulle starte, det var endnu en ting, som han til tider, kunne have lidt svært ved.
At han var det næste mål i en overordnet plan om Manjarno, vidste han ikke. At den kvinde, som pludselig måtte komme ind, skulle være et led i det, var nok det sidste som han ville tænke på. Dertil drejede han blot hovedet mod vedkommende. En ny tjenerinde.. Dem var der jo så mange af, så hvorfor skulle han gøre sig tanker om noget kriminelt skulle forekomme her? Han rystede blot på hovedet, hvorefter han sendte hende et smil. "Det var ej heller min plan," sagde han denne gang. Pausen var bare kærkommen, og særligt med de lidt for lange dage, som de havde. Der var virkelig også mange af dem lige for tiden. Glasset satte han fra sig, hvor han gjorde tegn til at hun blot kunne komme ind. "Men dog ej, skal det være dig en hindring i dit arbejde," fortsatte han. Han sendte hende et smil. Han gjorde meget ud af, at være folkelig og jordnær.

[Erica Magdalen Sashae]

Et smil prydede de rosa læber, som Belle havde smukt formet med sin formskiftning. Hun strøg det lyse og lige hår om bag hendes øre, som hun stod og så ganske uskyldig, ung og ny ud. Her var vel en god udskiftning, så ingen tænkte vel over, at hun ikke umiddelbart var kendt her omkring. Hun kunne jo være nyansat, så det var der nok ingen, der ville tænke nærmere over. Et led i en større plan var dette uden tvivl, hvor hun bare var et medlem af oprørerne. Det gav mening for hende at hjælpe til hvor hun kunne og eftersom hun kunne være nærmest anonym, så var det jo dejlig nemt. Hun kunne jo endda selv snyde Kieran hvis det skulle være, for hun kunne jo komme tilbage til lejren i denne skikkelse hun havde indtaget. Hun sendte Salvatore et sødt og venligt blik, som han gjorde tegn til, at hun bare skulle komme ind. "Mange tak, Deres Højhed," endte hun og nejede høfligt.
Hun tog sig et hurtigt overblik. Hvad skulle hendes arbejde overhovedet være? Jo, kaminen. Den skulle ryddes op i, eftersom den skulle være klar til at tænde op i senere. Ja altså... Hvis, den nåede så langt. Om de ville udføre planen i aften eller i morgen, det vidste hun ikke præcist, men eliksiren ville også virke længe. Og han ville end ikke mærke det, før han skulle prøve at udføre magi og han knapt ville kunne fremmane en almindelig energi-kugle. Hun trådte ind i rummet og lukkede døren bag sig igen. "En kort pause fra den travle dag?" spurgte hun høfligt. Hun måtte holde ham hen lidt...

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At der jævnligt måtte være en udskiftning i tjenestestaben, var jo heller ikke nogen nyhed, kunne man sige. Alt taget i betragtning, så ænsede han slet ikke, at der skulle til at ske noget lige nu, så han var jo egentlig ganske rolig. Hans blik fulgte hende, som hun denne gang trådte ind og.. takkede ham, fordi at hun måtte? Det var der absolut ikke nogen grund til. "Du har jo trods alt et arbejde, som skal udføres. Naturligvis skal jeg ikke stå som en hindring." sagde han med en rolig stemme. De kunne vel godt finde ud af det? Han skulle bare lige have sine minutter, inden han atter ville vende tilbage til arbejdet igen.
Salvatore rejste sig denne gang op. Han var ved at være noget stiv i det. Nu kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at der var let at have det ansvar, som han nu havde pådraget sig, men det var heller ikke noget, som han havde noget imod. Faktisk måtte han jo sande, at han godt kunne lide det. Han nikkede denne gang istemmende, idet at han lod hænderne søge bag på ryggen i stedet for. "Det er nogen lange dage, og mange, som har brug for, at vi er der," sagde han denne gang. Han vendte blikket mod hende denne gang, uden at smilet falmede af hans læber. Han formåede da selv at smile, på trods af, hvor nederen det hele nu kunne være. Det var også sådan, at han kunne mærke det nu, om ikke andet. "Jeg skal snart igang igen. Jeg ville ikke opholde dig.." Han vendte sig den anden vej.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle sendte Salvatore et roligt smil. Nok havde han ikke gjort nogle ondt og hendes eliksir ville jo heller ikke gøre ham ondt. Bare svække ham, så modstandsgruppen kunne indtage slottet uden at han kunne gøre særlig magisk modstand, for det ville lette arbejdet for dem alle... forhåbentligt. Så kunne de da i hvert fald nemt slå Salvatore ud og han ville ej være i stand til at forsvare Denjarna, der jo ikke var meget værd overfor Kieran af hvad hun troede i sine tanker. Hun søgte hen til kaminen, hvor hun begyndte at rode op i den med den lange jernstang, der hang ved siden af.
Hun lyttede dog til hans skridt og kunne fornemme, at han var ved at være færdig, hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre. Han skulle jo ikke gå nu! Hun rejste sig og 'kom til' at svinge med jernstangen, hvilket ramte hans glas, der røg på gulvet. Hun stivnede og hang jernpinden på plads, som hun hastede hen for at samle glasset op. "Det må De altså meget undskylde, Deres Højhed... Lad mig fylde dem en forfriskning, inden De skal tilbage til arbejdet," svarede hun ham og rejste sig med et stykke af glasset mellem fingrene og lignede en stor undskyldning af sig. Bare en ung pige, der var ny i sit arbejde.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var bestemt ikke Salvatores mening at forstyrre denne kvinde i hendes arbejde. Hendes navn var ham fuldkommen ukendt, og derfor gjorde han det vel klogt i ikke at forsøge at sige det? Han sendte hende blot et smil. At han blot var et led i en større og overordnede plan om et attentat mod Manjarno, havde han faktisk slet ikke nogen anelse om.
Et let smil passerede denne gang hans læber. Han burde nok vende tilbage til arbejdet. Desværre. Ikke at han rigtigt kunne overskue det lige nu, men det skulle jo desværre laves af den grund. Det lavede jo trods alt heller ikke sig selv. At hun derimod rejste sig op, og kom til at svinge med jernstangen fra kaminen, og derved knuste hans glas, fik ham hastigt til at se mod hende. Klodset.. Men det kunne vel ske for enhver? Det var bare til hendes held, at det ikke var et af de fine krystalglas, som han i anledningen, havde valgt at benytte. Ærligt? For 5 minutters pause? Så var det jo slet ikke en nødvendighed. Han endte dog med at nikke. Det lød faktisk alt sammen til at være som en god ide. "Gør det hastigt. Mit arbejde, kan ikke vente meget længere," bad han denne gang. I forvejen var han bagud, og igen, så lavede arbejdet jo heller ikke ligefrem sig selv. En skam et sted.. Han følte nærmest at han druknede i det. Her satte han sig ned igen. Et sidste glas.. og så igang igen. Det kunne han vel godt?

[Erica Magdalen Sashae]

Belle var god til at spille de rigtige kort, så hun kunne få Salvatore til at blive lidt endnu. Hun ville være den nye, klodsede og uskyldige pige, som han blev nødt til at forbarme sig lidt over, eftersom han jo var kongen og måtte give plads til alle. Tåbe. Hun sendte ham et undskyldende smil, da hun ved et 'uheld' fik smadret glasset. For at gøre det godt igen, så ville hun give ham en ny forfriskning, så han kunne vende frisk og frejdig tilbage til arbejdet. Ikke at hun regnede med, at han ville mærke forskel før eller efter. Det ville stadigvæk først komme, når han skulle udføre mag i og det skulle forhåbentligt først blive når angrebet stod, ellers ville de nok begynde at forstærke indsatsen på slottet, hvis de opdagede noget på forhånd. Forhåbentligt ville de så bare ikke det! Hun nikkede og fik hurtigt fejet glasskårene sammen med en lille kost og en bakke, som hun satte fra sig ved kaminen, da den jo stadig skulle gøres noget ved, så det virkede troværdigt, at hun havde været her. Hun gik hen til en skænk, hvor hun tog et nyt glas. Der stod jo forfriskninger i alle rum, hele dagen, eftersom de kongelige højheder jo skulle have muligheden for at få noget at drikke alle steder. Hun hældte op fra karaflen med den ene hånd, mens hun yderst forsigtigt med ryggen til ham fik hældt indholdet af en lille flaske op i glasset uden at han kunne se hvad hun lavede. Det var selvfølgelig en klar væske, man ikke kunne se eller smage, men virkningen ville komme når angrebet stod og han skulle forsvare sin kone og sit hjem - hvilket ville være noget svækket. Hun satte karaflen ned igen, tog glasset og søgte hen til ham. "Her," endte hun.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det gode havde Salvatore nu altid set i folk, og derfor stod han ved, at alle skulle have lov til at få en chance. Det var sådan, at han var, og det var sådan, at han erne ville have tingene. For ham, var den del nemlig vigtig. Han ønskede nemlig at fremstå som en jordnær og folkelig konge, på trods af det liv, som han havde levet. Han vidste, hvordan det var med de højere magter, som følte sig højt på strå, og han gjorde virkelig, hvad han kunne, for at det ikke var de omstændigheder, som nogen af dem, skulle rammes af. Det var faktisk meget vigtigt for ham, at det blev på den måde faktisk.
Igen satte Salvatore sig ned. Han følte sig ikke umiddelbart helt på toppen lige nu, men hvad kunne han da gøre ved det lige nu? Han sendte hende et smil, som hun fik ryddet op, og hastede ned efter et andet glas. At der jo så var en gift tilføjet, så han ikke nogen grund til at skulle tro om nogen, for hvorfor skulle han? Hvem ønskede da, at gøre skade på et andet individ? Det var der jo overhovedet ikke nogen grund til, kunne man jo sige. Det var i hvert fald sådan, at han havde det med alt dette, kunne man sige. At hun kom tilbage og satte det foran ham, tog han meget vel imod. "Jeg takker," sagde han denne gang med et let smil på læben. Uden egentlig at tøve det mindste, tog han en tår af dette. "Jeg fik aldrig fat i deres navn..?" fortsatte han denne gang. Nu blev han da nysgerrig. Hun var i hvert fald en af de nye. Det betvivlede han dog på ingen måde.

[Erica Magdalen Sashae]

Indtil videre forløb planen som den skulle. Belle havde fået chancen til at få hendes gift hældt i drikken. Den ville ikke direkte svække hans helbred, så en almindelig gift var det ikke. Men derimod en, der gik ind og sugede af hans magiske kilde og kerne, som han først ville mærke når han igen skulle udøve magi. Et uskyldigt smil gled over de rosa læber på den lyse pige, som han så foran sig, skønt dette jo ikke var hendes normale udseende.
Glasset fik hun sat foran ham, som hun derefter blot bukkede hovedet og vendte om for at gå tilbage til kaminen. Hun kunne først forlade stedet, når han forlod pejsestuen her og der ligesom var fri bane for hende. Heldigvis var der en udgang ved tjenestefløjen, som hun kunne benytte og når hun forlod stedet, kunne hun jo igen ligne en helt anden. Det var altså super praktisk at være formskifter. Folk forstod slet ikke hvor nemt det var at narre dem. Hun vendte sig mod ham, da han bad om hendes navn. "Åh. Zólan, Deres Højhed," svarede hun. At han tog en tår gav hende en indvendig lykke, for så langt så godt! Hun gik da igang med at rode op i kaminen igen. Det tog hende kun et øjeblik at få det sidste færdig og hun rejste sig så. "Ha' en god dag, Deres Højhed. Jeg håber Deres pause gjorde Dem godt," svarede hun med et blidt smil, nejede for ham og forlod så pejsestuen.

//Out.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var fuldkommen afslappet i øjeblikket. Skulle han da være bange for en tjenestepige? Det var ikke umiddelbart det, som han var bange for, og særligt ikke lige nu. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Selv forsøgte han jo at være en folkelig konge, som folk ikke skulle være bange for at komme til, hvis de havde brug for det. Han ønskede at være en som folk havde respekt for, og det var jo heller ikke noget, som kom af ingenting, kunne man sige.
Zólan.. Et ellers ganske fint navn. Han nikkede mod hende. "Zólan.. Jeg skal forsøge at huske det," sagde han denne gang. Han havde aldrig været den bedste til navn.. men mon ikke, det var noget, som ville komme en dag? Han tømte denne gang glasset, fuldstændig uvidende om, hvad det rent faktisk ville gøre ved ham, inden han denne gang satte det fra sig. Han burde virkelig komme tilbage til arbejdet. Det lavede jo trods alt desværre ikke sig selv, kunne man jo sige. "Det har været rart. Mange tak," sagde han denne gang, da han vendte sig mod hende, da hun nejede for ham. Han nikkede mod hende, inden han selv rejste sig, og forlod pejsestuen ganske kort efter. Nu måtte han jo selv se at komme igang igen. Hvem vidste.. Måske at han kunne få noget tid med Denjarna i aften. Nu var det lang tid siden, at de havde haft muligheden for at tilbringe noget ordentlig kvalitetstid sammen.

//Out