I can't take it anymore..!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Einar Calder Vali x Thranduil Íl Aleazea Devárniä

---

Alle dagene gik i hinanden, og alle dage var så godt som ens. Thranduil hang midt i byen.. nøgen, som guderne havde skabt ham. Det eneste tegn på, at han havde hængt der længe, var at han kunne følge med i træernes udvikling.. Hvordan de havde fået bladene, og nu også var begyndt at smide dem igen. Nu var træerne, ved at smide bladene igen.. Selv den kolde vind kildede i nakken, ved de små vindkast, som kom. Det lange hår.. alt af den elviske stolthed, var nærmest taget fra ham.
Påvirket af hans liv, og hans behandling her på stedet, så var det noget, som han uden tvivl godt kunne mærke nu. Han var efterhånden svag og afkræftet, og det var hårdt. Det var et slag på hans stolthed, og særligt som den konge han var i Procias. Gud hvor han dog længtes hjem, og tilbage til hans datter, som han vidste, måtte vente på ham. 
Det var ved at være koldt. Særligt om natten. Han var gennemkold og kunne ikke finde varmen mere, og med alt det, som han blev udsat for, af Tatiana og Eilíannel, så tog det bare mere og mere på den energi, som han efterfølgende godt kunne mærke, at han ikke havde mere. Det 'E', som han havde fået skåret ind i brystet.. ikke bare en gang, men flere gange, for at holde såret blødende, var at se.
Øjnene forblev lukket på denne sene aften. Selv mørkelverne synes at være gået til ro. Der var ikke kommet nogen efter ham, og selvom han ikke var bange for døden, men efterhånden, var det hårdt, at hvile mellem det. Rebene om hans håndled, havde gravet sig så meget ind, at han ingen følelse havde i hænderne.. Han kunne ikke bevæge dem og de var hvide som sne.. ingen følelse.. ingenting.  Han var nok bevogtet.. Han skulle ikke kunne sige det. De få, som havde været med ham til Dvasias, var blevet slået ihjel.. Han ventede vel egentlig bare på tur nu?

[Einar Calder Vali]

Der var gået for længe nu, uden at nogle havde reageret på at Thranduil var væk. Nok havde Silivrenniel og Thranduil ikke været de bedste venner i sidste ende, men de havde været nære venner til en start og han havde accepteret hende, da ingen andre havde. Eftersom der intet skete i Procias for at finde ham, så havde Silivrenniel samlet sine egne tropper. Hun havde stadig sin fanskare, siden hun havde prøvet at sætte sig op imod Thranduil, eftersom hun faktisk også var arving gennem sine forældre. Men hans forældre havde fået tronen fra hendes, så... ja, det var hun jo egentligt ikke alligevel. De var en gruppe bestående af hende og 4 bueskytter. Det var ikke godt at være for stor en gruppe, når de skulle finde ind til mørkelverne, da det ville afsløre dem. Men heller ikke godt at være for lidt. Hun var eneste kvinde, da de 4 bueskytter var mænd.
De havde brugt en del tid på at rejse, da de gerne ville være friske, så de ikke kunne blive overrasket så nemt. Hun havde selv kun en dolk på sig, da hun ikke var særlig dygtig med våben. Men de andre havde dog prøvet at lære hende bare lidt, så hun ikke var fuldkommen på bar bund. Men bueskytte blev hun nok aldrig, hun var bedre til håndvåben.
Efteråret var kommet, det var tydeligt at mærke. De havde alle taget deres vintertøj på, da Dvasias var en del koldere end Procias. De havde efterhånden brugt flere dage på at ligge og holde øje med mørkelvere og de havde endelig fundet en, der var gået ud til grænsen og de var derfor fulgt efter. Det var en rødhåret tøs, der bestemt ikke så særlig mørkelvisk ud af udseende, men hun havde udstrålingen. De nåede ind til byen og den rødhårede forsvandt umiddelbart. Derfor fortsatte Silivrenniel og de 4 bueskytter ind i byen. Og der midt i det hele fik de øje på ham, hvilket fik Silivrenniel til at stoppe op lettere chokkeret. Der hang han bare som... forstenet. Var han død? Det gjorde hende virkelig bange et øjeblik. Men så så hun dog, at hans brystkasse bevægede sig og det beroligede hende en smule. Hun søgte hen til ham. "Thranduil," hviskede hun dæmpet. Hun var ret bange og hendes adrenalin kørte rundt i hendes krop. Dette var virkelig en overvindelse for hende, for hun havde aldrig været udenfor elverbyen i Procias. Og nu stod hun i Dvasias.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Jo længere tid, der var gået, jo mere var det vel bare gået op for Thranduil, at der ikke kom nogen efter ham? I den forbindelse, håbede han da selvfølgelig på, at der var nogen til at tage sig af hans datter hjemme i Procias, nu hvor han ikke selv var der til at gøre det.
I takt med dagene, som passere ,gled han mere og mere væk, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. At holde sig vågen og frisk og det hele, blev en udfordring, som han efterhånden ikke kunne klare det. Han sov i øjeblikket. Eller.. sov og sov. Han var gledet lidt i sin egen verden i øjeblikket, kun fordi at han havde brug for det.. At komme et sted hen, hvor han bare kunne være ham. Det var egentlig først, da stemmen nåede hans øre, at han forsøgte at slå øjnene op. De normalt varme og mørke, havde ingen glød. Han hævede blikket forsigtigt. Hans krop begyndte igen at ryste.. Han var virkelig, virkelig kold nu. Var det virkelig..? Det var ikke en mørkelver hans blik faldt til denne gang. ".. Sili," endte han denne gang. Hans stemme kunne knapt høres. At bevæge sine hænder, havde han opgivet for lang tid siden. Han ville bare gerne hjem nu.. Gemme sig til håret var kommet ud igen. Det lange og smukke hår, som han engang havde haft, var borte.. Nu var det skåret af, fra skulderen og ned. Igen sænkede han hovedet. Det puslede i træerne. Der var mørkelvere overalt omkring dem. Igen lukkede han øjnene. Det var på ingen måder hans stolteste øjeblik. Langt fra! "F-få mig ned.." Hans ord, var stadig meget lave, og næsten ikke til at høre. Han hang slapt i rebene. Bare at bevæge sig, havde han slet ikke energien eller overskuddet til lige nu. Det var forfærdeligt!

[Einar Calder Vali]

Dum havde Silivrenniel ikke været. Denne plan var virkelig gennemtænkt fra ende til anden. Deres vintertøj, var nemlig ikke skovelvernes. Det var syet af mørke klæder, så de kunne falde mere ind som mørkelvere. Ligeså havde de valgt at ankomme om aftenen, samt have hætterne oppe, så deres lyse hår var skjult under den. Hun havde aldrig været så spændt i sit liv som nu og det var nok ikke kun positivt. Hun var bange for at blive opdaget, da hun ikke just var den mest modige eller kampdygtige elver. De 4 bueskytter hun havde med strejfede omkring, så de kunne holde øje med hende, men ligeså også holde udkig efter mørkelvere, der ville bryde ind.
Til en start rørte hun ikke ved ham, men så bare på hans ansigt. Nøgen som han var skabt hang han her fuldkommen bleg i ansigtet. Håret... skåret af, hvilket satte en skræk i hende, for hendes hår var hendes største stolthed. Hvad hun skulle gøre uden de lange hvide lokker, det anede hun ikke. Hun vædede let sine læber. "Du skal hjem nu," endte hun lavmælt. Hun holdt sin hætte på og lod hånden glide under sin kappe, hvor hun trak en lille dolk frem af hendes bælte. Den var så lille, man knapt kunne se den i hendes hånd. Ud af øjenkrogen skabte hun kontakt med den ene bueskytte, der stod klar i skyggen af et andet træ. Hun lagde an til at skære ned, med det tegn de havde aftalt og i to hurtigt hug fik hun begge reb skåret over, så han kunne komme ned. Samtidigt løb bueskytten fra skyggen frem og greb Thranduil, hvor han lagde en kappe omkring Thranduil. De måtte få ham klædt ordentligt på, når de var ude af byen. "Okay. Så lad os smutte, før alarmklokkerne ringer," endte Silivrenniel ret bestemt og lavede tegn til sine medmænd.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Væmmelsen over sin egen tilstand, måtte Thranduil for nu, også bare bide i sig, for han fik ikke noget ud af det andet. Selv om det var en tanke, som gjorde ondt, så måtte han bare bide det i sig for nu, om ikke andet. Hans krop var iskold.. Bare at bevæge sig, kostede ham energi, som han ikke følte, at han havde, og særligt med den behandling, som han havde været underlagt. Hvorfor havde de brugt så lang tid, på at finde ham? Det var på ingen måder retfærdigt! Han havde gjort så meget i Procias - for elverne og skoven ganske vidst, men han accepterede bestemt ikke, at være en mand, som de bare kunne vende ryggen til på den måde!
Igen sænkede Thranduil hovedet. Det var tungt for ham i det hele taget, at holde det oppe. Han ville ned, og han ville hjem. Han ville hjem til sin datter, og han ville hjem til det liv, som han vidste, at han havde på den side af muren. Det andet her ønskede han på ingen måde. Han gispede svagt, som rebet blev kappet over, og han røg direkte ned i armene på de andre, som var lige omkring. En kappe blev lagt om ham. Ikke sagde han så meget som et ord, da han mest af alt, var fristet til at falde i søvn. Og ærligt..? Han vidste ikke, om det var nogen god idé. Energien til at stå på benene, havde han heller ikke, og derfor var han også mere afhængig af, at de var der. Selvom ham og Sili havde haft deres problemer.. Så måtte han indrømme, at han denne gang, virkelig var glad for at se hende. "De er overalt.." Han bed tænderne sammen. Der var mange mørkelvere. De havde selv overlistet ham! Han blev holdt oppe. "Silivrenniel.. Vi må afsted," sagde den ene bueskytte. Jo før, jo bedre!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya skulle på vagt. Hun elskede at sidde i mørket og holde øje, for hun var god til at spotte selv en kanin i skovbunden fra træernes højder og hun var en dygtig bueskytte. I et spring sprang hun op til den nederste gren af et træn og var på et øjeblik et godt stykke oppe, hvor hun satte sig. Der var stille herude ved grænsen til byen, som hun havde forladt efter hun havde fået en bid mad derhjemme. Hun ventede. Som regel skete der intet, men man kunne jo aldrig vide, så hun måtte jo være på vagt! Hendes røde hår var sat op i en hestehale, der stadig fyldte ret meget på grund af hendes viltre røde lokker. Hun trak sin kappe om sig. Vintertøjet var for hendes vedkommende også fundet frem, da efteråret var rimelig køligt. Over ryggen havde hun sin bue og pile.
Hun lagde hovedet let tilbage mod stammen og satte sig til rette mellem to tætsiddende grene. Hun rettede sig dog hurtigt op igen. Der var en lyd, af lidt for mange skridt samlet på ét sted. Og der kom de. 6 elvere med hætten trukket op over deres hoved, så man ikke kunne se hvem de var. Forrest bar 2 bueskytter på en mand mellem dem, der ikke virkede samarbejdsvillig. Der var noget meget lusket over dette, hvilket hun blev nødt til at undersøge. Hun svang sig omkring træet og var hurtigt nede ved at spring fra gren til gren. Hun skjulte sig bag træet og trak en kniv frem... og ventede på den sidste hætteklædte kom forbi hende, som hun greb ud efter. Hun holdt hende fast og med kniven for halsen på den fangne.
"Et skridt mere og hun er færdig," vrissede hun af hendes gruppe.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel brød sig virkelig ikke om hvordan Thranduil så ud. Havde han virkelig hængt her i noget nær et halvt år? Hvordan levede han stadigvæk? Han kunne kun formode, at nogle havde givet ham føde på en eller anden måde, men for pokker, det var godt de var kommet nu, eftersom efteråret var blevet ret koldt. Og her var kun koldere i Dvasias end Procias. Hun væmmedes bestemt ikke ved ham, hun havde derimod virkelig ondt af ham. Men selvom hun anså sig som den mindst modige af alle, så var det jo hende der stod her nu og gjorde noget ved alt dette. Den ene bueskytte greb Thranduil, da han blev skåret ned og en anden trådte til ligeså. Hætten blev trukket op over hans hoved og så søgte de ellers lynhurtigt mod udgangen af byen, så de kunne komme væk fra grænsen til deres område og ud af dette mørke og forbandede land. Bueskytterne skulle nok bære ham, hvor de 2 andre bueskytter holdt vagt og var klar til at beskytte ham. Hun trak let på mundvigen. Alle havde de hætterne trukket op, eftersom de ikke skulle afsløre deres lyse hår. Heldigvis virkede det til, de nåede ud. Lige indtil...
Silivrenniel gispede højt, da hun blev grebet ved og mærkede et knivblad ved hendes hals. Nu gik det lige så godt. Hendes hætte gled af hendes ansigt og hendes lyse hår kom frem. Hendes hænder lagde sig mod elverkvindens arm, for at prøve at vriste sig fri. Hendes ene hånd gled under hendes kappe og hev den lille kniv frem igen, som hun holdt i hendes hånd... klar til at slå igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Allerede nu, følte Thranduil at han kunne sove. Han vidste, at de var komet for ham. Han kendte jo dem alle 5, og det var.. fantastisk. Endelig var der kommet nogen, for at finde ham! Han hang nærmest slapt i deres arme, selvom han forsøgte at bruge benene, men det var bare som om at kroppen ikke rigtigt fulgte med. Han prustede svagt, og hans krop begyndte at ryste for alvor. Gud hvor var han dog kold! Og at bruge sine hænder, kunne han lige så godt droppe fra starten af, for han havde ingen følelse i dem eller noget, som bare lignede det. Og det gjorde ondt. Han kunne i hvert fald ikke undgå det.
Det hele synes at gå skræmmende hurtigt, selvom det var lige indtil. Bueskytterne stoppet med det samme, at de hørte Silivrenniel gispe, og en anden kvindes stemme lød. En stemme, som Thranduil havde hørt mere end en gang. Han blev vendt, hvor han denne gang hævede blikket mod vedkommendes skikkelse. Lidiya.. Det var ikke just en ukendt kvinde for ham i hvert fald, og et sted, var det e tank, som gjorde ham... vred indvendig. De skulle herfra alle sammen, og gerne uden at det kostede flere liv, end hvad det havde gjort frem til nu! Han hang slapt mellem dem. "Lad hende gå.." Den ene slap grebet om Thranduil, for i stedet at tage om sin bue, som omgående fik en pil på strengen og trukket op. De var her jo kun for Thranduil, og ikke alle de problemer. Den anden blev stående med Thranduil om skulderen, og sidstemanden trak også sin bue omgående. Silivrenniel agtet de også at få med hjem!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

At høre elverkvinden gispe i Lidiyas favn gav hende en fornemmelse af behag. Hun elskede at sprede mørke og ubehag til folk, især elvere, der ikke hørte til her! Hvordan de overhovedet var kommet ind gjorde hende dog især vred, for havde vagten sovet i timen eller hvad? Selvom hun var den, der var yderst ved grænsen, så vidste hun at elverne stod på spring og de kunne hurtigt komme hertil. Hun strammede grebet om elverpigen og pressede advarende den flade side af sin kniv mod hendes hals. Selv spottede hun kniven i tøsens hånd og slog den ud af hendes hånd med den arm, der ikke lå om kvindens hals. Det var næsten sødt at se hvordan de alle stillede op til kamp. Desværre for dem, så var det deres egen elverpige de ville ramme hvis de affyrede deres bue og pil og hun kunne ligeså hurtigt trække sin egen bue og pil mod dem. "Hvis I affyrer en pil, så er hun færdig, det må I da kunne regne ud selv," endte hun med et selvtilfredst smil. Hun løftede sin frie arm til kvindens lange lyse lokker. De var jo nærmest hvide og sølvagtige og ikke bare lyse. Smukt var det faktisk. "Hvad vil du gøre nu, snut?" hvislede hun i kvindens øre.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel hadede dette. De var lige nået så langt og nu blev det hele ødelagt. Hun skulle til at gøre et udhug, men kvinden bag hende havde tydeligvis allerede spottet det og slog hendes kniv ud af hånden på hende. For pokker da! Hun sendte et blik mod bueskytterne. De havde lavet en fast aftale om, at Thranduil var den vigtigste her og de skulle efterlade dem, der forhindrede missionen. "Husk missionen," endte hun og strakte sig i kvindens greb, da hun mærkede knivens flade side blive presset mere ind mod hendes hals. Øjnene kneb hun sammen, som hendes ansigt blev mere køligt. Hun hadede denne situation. Hun vidste ikke hvordan hun skulle komme ud af den, men hun mærkede noget boble i hende. Hun prøvede igen at skubbe kvindens arm væk, men mørkelveren var stærkere end hende. Typisk. Men hvem var ikke stærkere end hende? Hun havde jo aldrig fået lov til at blive stærk. Selvfølgelig var hun adræt og smidig som enhver elver, men ikke den stærkeste eller mest muskuløse. "Slip mig så," vrissede hun. I desperationen, så endte hun med at hamre sine albuer tilbage mod kvindens sider og ramte åbenbart et godt sted, for kvinden slap hende til en start.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Mest af alt, var Thranduil fristet til at bede elverne om at lade ham blive her, for han ville ikke have, at nogen skulle komme til skade på grund af ham. Det var muligt, at han var en meget strid og hård mand, hvad det angik, men det var vel ikke svært at forstå? Han bed tænderne svagt sammen. Her forsøgte han igen at komme til at stå på egne ben, hvilket han meget hurtigt måtte opgive igen. Han kunne ikke, og han havde ikke energien til det, uanset hvor meget han end forsøgte at gøre det. Han bed tænderne kraftigt sammen. "L-lad hende gå." Han skulle huske missionen? Var han en mission? Han ville ikke være en mission! Men derimod en, som var som alle andre. Han forsøgte at hæve blikket. Det lange hår havde de taget fra ham, og det samme med hans energi. Han skulle nok få sin hævn, og han agtet at få sin hævn på et eller andet tidspunkt på grund af dette, så det alene, var heller ikke noget, som sagde så lidt! Han forsøgte at knytte næverne, selvom det end ikke ville som han ville.
Bueskytterne så skiftevis på hinanden. Huske missionen. Den var de klare over. De trak sig et skridt bagud sammen med Thranduil. Dette forvirrede ham. De havde vel ikke bare tænkt sig, at lade hende blive her? Det kunne de ikke! Han rystede svagt på hovedet. "Sidste chance, mørkelver.. Lad hende gå.." forsøgte de igen. De ville jo ikke have, at noget skulle ske med hende. Thranduil forsøgte denne gang at sætte fødderne ned. Han ville ikke bare lade dem tvinge ham af sted, når de var kommet denne vej, for at redde ham. Silivrenniel.. Den sidste, som han havde forventet at se.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Missionen? Lidiya spidsede ørene, men fik ingen yderligere uddybning, hvilket faktisk skuffede hende betragteligt. Gad vide hvad missionen gik ud på - altså udover at få Thranduil ud af Maerimydra, hvilket hun slet ikke ville tillade. Kvinden her, var blot den hun havde nået at få fat i, efter hun var kommet ned fra træet. Hun kunne se, at bueskytterne ikke turde gøre andet end at holde pilene spændt på deres buer og det morede hende betragteligt. De turde ikke engang risikere ét liv for et, der jo nok var noget mere kostbart, eftersom Thranduil var deres konge og nu havde været væk i et halvt år. "Nej, jeg vil ikke slippe dig, tøs," vrissede hun. Hun så hen mod Thranduil, der denne gang snakkede. Tænk, at han overhovedet kunne få et ord over sine læber. "Jeg synes ellers i begge kunne hænge rigtig smukt i det træ, der har huset dig de sidste 6 måneder," endte hun hånligt. Albuerne ramte direkte ind i hendes sider og af refleks så skubbede hun kvinden fra sig, hvilket fik hende til at fnyse. Nu stod hun jo egentligt sårbar. Hun kastede derfor sin kniv mod den ene bueskytte, der forhåbentligt ville bore sig ind i hans skulder og lamme hans arm, så han ikke kunne skyde. I ét træk, så havde hun også sin bue trukket med en pil på og vendte den mod den anden bueskytte.
"Jeg er en af de bedste bueskytter i byen. Så sænk din pil eller... dø," vrissede hun. Tøsen var umiddelbart ikke til fare, men hun holdt øje med hende ud af øjenkrogen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste godt, at det var meget lidt, han kunne gøre i en situation som denne, og selvfølgelig kunne han da kun hade, at han intet kunne stille op. Han bed tænderne svagt sammen, da det i det store og hele, var det eneste, som han kunne få sig selv til at gøre. Hvor havde han det egentlig dårligt. Det var slet ikke meningen, at det skulle gå udover nogen. Han hævede blikket endnu en gang. Et sted forsøgte han vel bare at være den stærke konge, som han engang havde været? Den mand, som havde båret sig frem med sådan en stolthed, som man slet ikke kunne beskrive..Og nu var han her.. Han kunne jo ikke gøre noget ved det! "Lad hende gå.." endte han denne gang. Frustrerende måtte han jo finde tanken!
Thranduil kneb øjnene sammen. Han havde hængt i træet i måneder.. Han kunne slet ikke føle sine hænder! Mon han ville komme til at bruge dem igen? Han vidste det faktisk ikke helt med sikkerhed. Det næste som egentlig skete, gik så hurtigt, at han næsten ikke kunne følge med. Et svagt skrig brød en elvers læber, idet at en kniv satte sig i hans skulder, og gjorde derfor armen ubrugelig. Bueskytten holdt sin pil rettet mod Lidiya. Kongen skulle beskyttes, og det var for enhver pris! Den som holdt ham, bakkede et skridt mere. Han gjorde tegn til Silivrenniel om at følge. De skulle gerne hjem alle sammen. "Vi ønsker ikke ballade. Vi vil have kongen hjem," sagde han denne gang. Thranduil blev denne gang stående. Han stirrede træt fremfor sig. "Sili.." Han vendte blikket mod hende i stedet. Han blev hellere, hvis det var på bekostning af dem.. Hans folk!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Thranduil var ude af stand til at hjælpe i denne situation, det vidste Lidiya. Han var en afkræftet mand. Han havde en til at holde sig, en bueskytter, der nu ikke kunne bruge sin arm og var derved afvæbnet. Samt den anden bueskytte, som hun nu stod pil til pil med. Og hun var selvsikker nok, så hun var sikker på, hun ville vinde. Især fordi hun var lynhurtig og nedstammede fra en arv af de dygtigste bueskytter. Selv hendes dumme bror Valandil, var jo dygtig. Hun holdt sin pil rettet mod bueskytten. Thranduil skulle ganske vist beskyttes og der var alligevel stadig lidt vej, før hun ville nå til ham. "Tøsen er jo ynkelig... Hun kan jo ikke engang slås ordentligt," endte hun hånende og så mod denne 'Sili' ud af øjenkrogen.
Tøsen begyndte at bevæge sig og hun sendte advarende en pil mod tøsen, der fangede hendes kappe og klyngede hendes kappe til træet. I det samme hun havde sendt pilen mod tøsen, der affyrede deres bueskytte dog en pil mod hende og hun dukkede sig lynhurtigt, så pilen strøg over hende. Hun trak endnu en pil og vendte advarende mod bueskytten. "Det skulle du ikke have gjort, lille skat," endte hun vredt. Hun sendte pilen direkte mod ham og håbede inderligt, den ville gennembore den skide bueskytte godt og grundigt! "Så få ham dog hjem og lad de svageste stå tilbage, de gavner jer jo tydeligvis ikke," endte hun hånligt.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel irriterede sig faktisk over sit følgeskab. De havde aftalt, at de skulle få Thranduil væk uanset hvad, men jo længere de blev stående her med ham, jo sværere blev det jo at få ham væk. Hun kom fri af den rødhårede elver, men dog mest af held fremfor hendes evner til at slås, for dem havde hun ikke. De blev nødt til at huske missionen, for ellers kom ingen af dem jo herfra. "Kom så væk," hvislede hun direkte til dem, denne gang i den skovelviske tone, som mørkelveren nok ikke ville forstå i samme grad som den almene tone. Hun trådte et skridt mod dem, men så pilen komme mod sig og lavede en undvigelsesmanøvre. Men pilen fangede hendes kappe og neglede den til træet. Hun fnøs og trak sin kappe fri af pilen med et fast ryk. Hun gjorde et udfald mod Lidiya denne gang.