I can't take it anymore..!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

På ingen måde, var det her hvad Thranduil havde forventet. Skulle han være helt ærlig, havde han faktisk forventet, at det her, var noget, som ville ende hans liv, inden det ville komme såvidt. Han rystede svagt på hovedet. Han kunne jo for pokker ikke engang stå på sine egne ben, efter at have været igennem den behandling, som han havde været underlagt, og særligt på denne her måde. Han sænkede hovedet igen. Han følte sig sårbar og skrøbelig, hvilket han i forvejen ikke kunne holde ud!
Thranduil trak vejret dybt. Pilen fløj, også selvom han denne gang blev sluppet, kun for et kort øjeblik, så bueskytten, kunne trække sig hastigt til side, for ikke selv at blive ramt. Thranduil røg direkte i jorden og med et mindre gisp. Han havde slet ikke energien til at bevæge sig. Lige nu ville han bare hjem.. Og det skulle være med dem alle sammen! Han gled om på ryggen. Han forsøgte at knytte næverne, selvom han ingen følelse havde i armene. De lå egentlig bare slapt ned ved siden af ham. "D-det er nok!" Hans stemme var endnu hæs, men en konge var han, og derfor ønskede han behandling derefter! Hans blik gled mod dem. Bueskytten var hurtigt oppe på benene. "Vi havde en mission, men den indebar også at vi alle sammen kom med hjem, Sili." Bueskytten slog over i skovelvisk denne gang. Buen havde han endnu i hånden, inden han vendte sig mod Lidiya. Han førte Thranduil med sig mere bagud. Den anden støttede sin egen skulder. Armen var jo gjort ubrugelig.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Hvilke ord, der blev udvekslet, da skovelverne slog over i det skovelviske kunne Lidiya ikke følge med til. Det mindede på en måde om noget hun kendte, men så alligevel ikke. At hun dog stod her så længe, selv, vidste hun faktisk ikke hvordan kunne ske. Der plejede altid komme flere til, men de havde jo tydeligvis intet hørt af optøjet, så hun måtte jo klare dette alene. Den ene elver var afvæbnet og med den ene arm ubrugelig. Den anden ramte hun desværre ikke, da han undveg. Men Thranduil røg ned på jorden i det samme, selvom de dog hurtigt fik ham op igen. "Jeg synes du bør lære dit folk at lytte bedre til dig, Thranduil, for det gør de jo tydeligvis ikke," endte hun hånende. Det næste forstod hun dog ikke, men hun var også ligeglad.
Ud af øjenkrogen så hun Sili gøre et udslag mod sig. Hun sænkede buen og greb ud efter tøsen i stedet. Hun greb fat i hendes lange hår, som hun strammede grebet om og grinte morende. "Nu skal du få, skovelver," hvislede hun. Hun trak en ny kniv frem og i ét hug gjorde hun et udfald mod tøsens hår, som forhåbentligt ville skæres af, så hun til sidst stod med de lange spidser i sin hånd. Hun lo hånende.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel ønskede bare, at Thranduil skulle hjem til skovelverne. Han havde en datter derhjemme, som manglede ham og han måtte hjem til hende. De burde være kommet noget før, det kunne hun tydeligt se nu, men det havde været en svær mission at gå til. Turen fra Procias til Dvasias, når man aldrig havde været udenfor skoven og derudover bare at finde Maerimydra. Hun så mod bueskytten. At alle kom hjem? Nej, det var ikke sådan hun så det. "Vores konge er vigtigst, Ithaden, det ved du godt," svarede hun igen i den skovelviske tunge. Selvfølgelig ville hun gerne med hjem, men hun skulle jo nok finde sin vej. De blev bare nødt til at få Thranduil væk! Hun sukkede og så mod Lidiya, som hun gjorde udfaldet mod.
Det gik dog ikke helt som ventet. Lidiya fik fat i hendes hår og hun gik i knæ. "Slip mig," vrissede hun og prøvede at komme fri af hendes greb, men det trak virkelig i hendes hår. Men så kom hun endelig fri. Men ikke ligefrem på den måde hun havde forventet. Hun røg forover, da hun ikke var klar på at blive sluppet. Hun vendte sig rundt på sin bagdel og stirrede op på Lidiya, der stod med hendes hår i hånden. Det var som om, hendes verden gik fuldstændigt i stå. Et øjeblik sad hun bare helt stille og stirrede direkte mod sit hår. Alt føltes som at slukke i hende. Som om... mørkelveren havde taget en del af hendes indre og revet ud. Men håret i Lidiyas hånd forblev ikke lyst. Det visnede ganske stille og blev... brunt? Det hår hun havde tilbage nåede til hendes skuldre sådan cirka, selvom det var ret skævt. Hun skævede mod det ud af øjenkrogen. Det var heller ikke lyst... det visnede på samme måde. Hvad pokker foregik der? "Nej... nej nej, det... du... NEJ!" endte hun. Hun trak sin hætte op over hovedet igen og kæmpede sig på benene.
Imens Silivrenniel nærmest fik alle til at gå i stå, så tog bueskytterne initiativet og samlede Thranduil op, som de begyndte at trække væk.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduils krop skælvede. Han var virkelig kold, og bare det at holde sig vågen, var svært. Han ville bare gerne have lov til at sove.. Og vide, at der intet ville ske med ham. Det var det, som han havde mest brug for lige nu. Han stirrede denne gang fast i retningen af Lidiya denne gang. Bare det, at hun omtalte ham på den måde, var en tanke, som gjorde ham vred. De vidste hvem deres konge var, og hvad der skulle gøres. Det var faktisk det, som betød noget, ellers var de vel heller ikke kommet efter ham. "E-en mørkelver er jaloux.." Han morede sig betragteligt ved denne tanke. Det herskede der ikke nogen tvivl om!
Han blev denne gang løftet op igen, og støttet ind til bueskytterne, som stod nærmest som en beskyttelse omkring ham. Han bed tænderne svagt sammen. Han kunne slet ikke føle sin egen krop.
Silivrenniel sprang på Lidiya. At springe på en mørkelver herude, var.. dumt. Det var alt andet end klogt i hvert fald. Da hendes hår blev mørkt, stirrede selv Thranduil på hende. Ikke kunne han sige flere ord nu.. Han var for træt, og ønskede egentlig bare at komme hjem, så han kunne sove.. Han havde jo sågar ham og Serenitys datter, at tage sig af, og det kom jo heller ikke ligefrem af sig selv. "Sili.." Han vendte blikket mod hende, da bueskytten begyndte at trække ham med sig væk. Han forsøgte at følge med, men benene var på ingen måder så samarbejdsvillige, som han gerne ville have dem til. Hænderne havde han stadig ikke nogen bevægelse i. Lydene lød ikke langt fra dem. De trak sig for megen opmærksomhed nu!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya var ikke typen der viste nåde, for det var hun slet ikke opdraget til. Pilen før ville nok have slået bueskytten ihjel, hvis han ikke havde været lidt for god til at flytte sig, hvilket faktisk irriterede hende voldsomt. Hun trak vejret dybt og så mod dem. De var en ynkelig flok, der ikke fortjente at komme herfra i live nogle af dem. Hun stod med denne Silis hår i sin hånd, da hun fik kappet det over. Det som skete med håret forundrede hende dog virkelig meget. Var det underlagt magi for at være lyst? Og hun nu havde brudt den magi ved at skære det af? Hun forstod det ikke. Hun var ret sikker på hendes hår ikke ville ændre farve hvis hun skar i det. Thranduils havde jo heller ikke gjort det, for det var stadigvæk lyst i hans page. Hun smilede dog bare hånligt. Det skulle nok blive sjovt at finde ud af hvorfor det var gået mørkt. "Og skovnymfen visner," endte hun morende og måtte direkte slippe en hånlig latter, hvilket hun kunne se frembragte små tårer i tøsens øjenkroge. Svagt!
Hun så mod bueskytten og trak en pil igen, som hun lynhurtigt sendte afsted mod bueskytterne og Thranduil, for de skulle ikke slippe herfra! Hvem hun ville ramme var hun faktisk fuldstændig ligegyldig med. "Hvor tror i, at I skal hen?!" vrissede hun og tog en skridt mod dem.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel havde aldrig følt sig så forurettet og ydmyget i sit liv. Hun havde jo så heller aldrig været udenfor de procianske skove før nu, så det at hun i det hele taget var her, var en kæmpe overvindelse og måske endda overmodigt for hendes væsen. Hun var opdraget underdanigt og det viste sig også tydeligt på hendes væsen, for hun kunne jo knapt nok slå fra sig, fordi det slet ikke lå til hendes natur. Hendes hår blev mørkt. De engang så lange og hvide lokker var nu korte og mørke. Hvorfor, det forstod hun virkelig ikke. Hun var da elver... ikke? Men kunne en skovelver have mørkt hår overhovedet? Så hvad var hun så, hvis hun ikke var skovelver? Eller var hun bare speciel? Det hele kørte rundt i hendes hoved og gjorde hende frygtelig forvirret. Hun skubbede sig op at stå og nåede lige akkurat ikke op at stå, før pilen Lidiya affyrede var passeret. Hvem den ramte af Thranduil og de to bueskytter anede hun ikke, men det satte en vrede i hende. Hun prustede. Hendes krop dirrede og hun var lettere beskidt og mudret af at have ramt jorden. "Hvor vover du din sindssyge k*lling!" endte hun direkte. Uden at tænke nærmere over det, så gjorde hun igen et udfald mod Lidiya. Hun trak en kniv fra sit bælte under sin kappe, da hun jo faktisk havde flere med sig end bare den lille kniv, der lå et sted på jorden. Hvis hun fik væltet Lidiya, så ville hun sætte sig overskrævs hende og true hende med kniven for halsen. Hun måtte holde denne tøs nede, mens de andre fik Thranduil væk.
"Jeg holder hende tilbage, bare få kongen væk," vrissede Silivrenniel på skovelvisk.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Silivrenniels lye hår, havde antaget en helt anden farve, da det var blevet skåret af, forundrede Thranduil dybt, for den slags burde overhovedet ikke forekomme. Han stirrede denne gang mod dem. Det var jo ikke just sket for ham, da hans hår var taget fra ham. Hans store stolthed, var blevet taget fra ham, og prydede nu lederens kammer, eller hvad pokker man kunne kalde det. Der var jo heller ikke den store forskel på dem, kunne man jo sige.
Han rystede denne gang på hovedet igen, inden han lod blikket falde. Han var så træt.
Den ene bueskytte, sprang direkte ind foran Thranduil, og blev ramt mod halsen. Han faldt hurtigt om. Thranduil stirrede på den døde mand, inden han så mod Lidiya igen. Han svor at få sin hævn over mørkelverne, og det var uanset hvad det skulle koste ham. Og han mente, at det ville komme til at koste dem dyrt! Han prustede svagt, som Sili tog affære og sprang direkte på hende. Den anden bueskytte låste grebet omkring ham. Han havde ikke lyst til at tage nogen steder hen, og særligt, som det stod lige nu. Han bed tænderne svagt sammen, idet at bueskytten hurtigt låste grebet mere om ham. "Vi må af sted.." meddelte han denne gang, inden han rev Thranduil med sig, for at komme væk fra stedet og væk fra området, som havde været hans fængsel, de sidste alt for mange måneder.

//Out

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Hvordan det var muligt at skovelverens hår visnede til det mørke var selv en gåde for Lidiya. Men det var noget, som vakte en stor interesse i hende. Hun blev nødt til at finde ud af, hvad der foregik. Den tøs skulle ingen steder. Det skulle ingen af dem jo som sådan. Enderne af hendes hår stak hun i en lomme på indersiden af hendes kappe, inden hun fik sendt en pil afsted mod Thranduil og de mænd, der skulle få ham bort. En bueskytte sprang foran Thranduil og døde på stedet, hvilket fik hende til at smile sejrende. Hun lagde an til at skulle skyde en pil mere, men nåede det ikke, da tøsen igen sprang på hende. Denne gang med en sådan kraft, at hun faktisk væltede ned på jorden og endte under tøsen. Hænderne satte sig mod tøsens arme og hurtigt udbrød der slåskamp mellem de to elverpiger, hvor ingen vidste på nuværende tidspunkt hvad det ville føre til. Hvis Lidiya vant, så skulle den tøs i hvert fald med hende hjem. Og hun skulle sættes voldsomt på plads! Måske endda gives til deres leder? Men hvis skovelveren formåede at vinde, så var det ikke til at sige, hvad der ville ske.

//Out for begge piger.