What have you done to me...?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Nathaniel Diamaqima

---

Det var endnu en aften med svimmelhed. Gabriel havde taget pladsen i den store pejsestue på det mørke slot. At han nu skulle bo her, var stadig vildt underligt for ham, men ikke desto mindre, så var det en ting, som han levede med. Han kunne lide det.. Det var ved at gå nogenlunde mellem ham og Silia, selvom de endnu havde deres problematikker, og ærligt, havde man forventet andet?
Hånden gned Gabriel denne gang over sin pande, da han heller ikke kunne få sig selv til andet. Han havde det faktisk ikke særlig godt. Han sov dårligt om natten.. Særligt når han holdt om Silia.. De sov jo sammen, og han kæmpede for at få det forhold til Daenerys, som han nu kunne. Det var bare ikke særlig nemt. Det faldt ham bare ikke så naturligt, som han ville ønske, at det gjorde.
Gabriel kæmpede og han forsøgte, for han ville jo gerne have et forhold til Silia oppe at køre, og det var jo heller ikke ting, som kom ud af ingenting. Desværre.. Til tider ville man bare ønske, at de gjorde. Vingerne trak han ind mod sig. Selv de var falmende i den ellers så kraftige og sorte farve, som de havde fået. Tilværelsen som Dødsengel, var efterhånden blevet en naturlig del af ham, og derfor ikke noget, som var forvirrende eller farligt for ham eller hans omgivelser. Så langt, så godt kunne man sige. Han sank nu bare mere og mere ned i sofaen. Pejsen var igang.. Silia lå og sov og det var sent. Han havde det bare ikke særlig godt.

[Nathaniel Diamaqima]

Tanken om at Gabriel og Silia var ved at finde ud af det med hinanden, var ikke en tanke som behagede Nathaniel på noget tidspunkt! Det var slut med at gøre hans børn ondt! Dette var en ting, som han havde været igang med igennem et godt stykke tid nu, og det var tydeligt også noget, som havde sin virkning. I takt med at Gabriel fik mere, så blev han også endnu mere dårlig, og det var en tanke, som passede ham selv mere end fint.
Døren ind til pejsestuen, skubbede Nathaniel denne gang op, hvor han denne gang søgte Gabriels skikkelse. "Du burde ligge i din seng, Gabriel." kommenterede han nærmest tomt for sig. Efter Jaqia var kommet derfra, havde de ikke rigtigt nogen anelse om, hvad der skete på den front.. warlockerne havde samlet sig i Imandra, og havde drevet rigtig mange andre på flugt.
Et glas satte han foran Gabriel, som i forvejen så ud til at være ved at gå til i varmen. Perfekt.. Han ville elske at se den mand falde om, så hans datter i den forstand, rent faktisk kunne finde den rigtige for sig, i stedet for det andet her. Det ville i hvert fald ikke være til gavn for nogen som helst. Her satte han sig roligt ned ved siden af ham i stedet for, hvor han så mod hans skikkelse. "Du er ikke blevet bedre?" spurgte han denne gang. Nej, han var fuldkommen ligeglad med manden ved siden af ham. Han havde gjort hans datter ondt, og for det, skulle han betale prisen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det mildest talt af helvede til, og det var bare ikke blevet bedre igennem den sidste tid. Daenerys var en lille pige, som han selv måtte erkende, at han var ved at få et ganske fint forhold til, alt taget i betragtning, og det var jo heller ikke ligefrem ting, som kom ud af ingenting. Han vendte blikket mod Nathaniel denne gang. Den mand havde da altid været en fantastisk en at have i ryggen. "Det burde jeg ja, men det er ikke ensbetydende med, at jeg har lyst." Desuden havde Silia også brug for sin søvn.. Jason var væk.. Det hele var jo et kæmpe kaos lige nu.
Glasset på bordet, tog Gabriel ikke særlig meget notits af lige nu. Han burde måske, men han kunne ærlig talt, slet ikke overskue det lige nu. Hans blik faldt træt til Nathaniels skikkelse. Han virkede frisk og fin. Det var jo lige før, at der groede den grønne farve af misundelse i hans kinder. Han rystede det af sig. For nu om ikke andet, for det ville slet ikke gavne ham, at gøre sig den slags tanker om det her.
Igen rystede Gabriel på hovedet. "Nej, det er kun blevet værre.." svarede han oprigtigt denne gang, inden han igen vendte blikket mod glasset. Her greb han ud efter det, for at få det bundet. Han hadede at være syg, og særligt fordi at Silia i forvejen havde nok at tænke på. Han skulle ikke pusles om oveni alt det andet her.

[Nathaniel Diamaqima]

Silia var glad for Gabriel, og det var lidt den tanke som Nathaniel var bange for. Oprigtig bange for, at Gabriel atter en gang ville gøre hende ondt, og det ønskede han slet ikke skulle forekomme i det hele taget! Derfor ville han gerne se manden falde mere og mere hen, og rent faktisk dø af dette. Det var lidt det, som var meningen med det. Det var langsomt og smertefuldt, men det var der også grunde til. Han ønskede nemlig ikke, at det her var noget, som Silia skulle være kendt med. Han tog det her valg for hendes skyld, og for Daenerys ikke mindst. De havde i forvejen været nok. Og skulle han være helt ærlig, så han hende hellere sammen med en mand som Jason. Han havde da støttet hende hele vejen. At hun så ikke havde været i stand til at se det, var næsten skamfuldt. Meget endda.
"Derfor burde du blive liggende i sengen, Gabriel. Det er dig ikke til gavn, at rende rundt og have det sådan her." Langsomt vendte Nathaniel blikket mod Gabriel igen. Han spillede vel bare bekymret for ham? Fordi at han ikke rigtigt havde noget andet valg. "Jeg håber, at det snart bliver bedre." Han kunne gøre meget mere, end hvad han gjorde. Han kunne jo i princippet gøre knægten frisk og rask, hvis det var det han ville. Han ville bare ikke. Han havde slet ikke nogen grund til at gøre det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste, at han havde begået sine fejl, men helt ærligt. Han havde jo trods alt lært af dem, og det var det, som han stod fast ved. Han ønskede virkelig, at det her forhold skulle komme godt overens, og at det skulle fungere for en gangs skyld. Det var noget, som de havde lovet hinanden. Og derfor ville han gerne have, at det skulle gå så glat, som det nu var dem overhovedet muligt, for det andet, var da kun til bøvl, og det var ærlig talt det sidste, som han ønskede sige lige nu. Han bed derfor tænderne kraftigt sammen, hvor han kort rystede på hovedet. "Jeg vil ikke give hende mere at tænke på, end hun har i forvejen.." afviste han denne gang. Dertil havde han heller ikke nogen anelse om, at Nathaniel rent faktisk var gerningsmanden i dette øjemed, men hvad.. hvorfor skulle han tro det?
Øjnene lukkede Gabriel kun for et kort øjeblik. Var han ved at få feber igen? Han trak vejret dybt, hvor han denne gang også prustede noget mere. Han burde sove, men selv det, var ikke noget, som han kunne finde roen til, og det stod han fast ved. Langsomt vendte han blikket mod Nathaniel igen. "Der er så meget, som man burde, ikke?" Han smilede kort for sig selv, inden han denne gang tvang sig op på de let skælvende ben igen. Her søgte han hen til vinduet, som han denne gang også måtte tvinge op. Han følte, at han var ved at gå til af varme!

[Nathaniel Diamaqima]

Selvom dette gik frygtelig langsomt, så var der en grund til, at det gjorde netop dette. Det var udelukkende for Silias skyld, at han gjorde det her, og det var samtidig også ting, som han stod fuldkommen fast ved. Uanset hvor forkert det her, så måtte an måske alligevel sande, at det mørke, som han nu havde brugt så mange år, på at fordrive, blev mere og mere en naturlig del af ham igen. Det var vel ikke skidt, at det ikke var godt for noget andet, og det var noget, som selv han måtte stå fuldkommen fast ved. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Gabriel ville ikke hvile.. Det gjorde det kun meget bedre for ham samtidig.
Selv da Gabriel rejste sig, valgte Nathaniel for nu, at blive siddende, også mest for sin egen skyld. Han ville jo heller ikke have, at Gabriel skulle finde ud af, hvad der egentlig var los, for det var overhovedet ikke meningen eller hensigten ved noget af dette. Det var først her, at han valgte at rejse sig op. Han blev dog stående lige hvor han ville være. "Der er altid så meget, som man burde, Gabriel. Mest af alt, så burde du hvile nu," sagde han denne gang. Var det overhovedet så underligt, at forstå? Men igen.. Han var jo egentlig ligeglad med det hele. For hans del, kunne Gabriel falde død om på gulvet foran ham nu, og han ville intet gøre for at hjælpe ham. Det var på tide, at stoppe det forhold, og det skulle gerne gøres hurtigst muligt!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selv ved vinduet, synes Gabriel slet ikke at få det bedre. Han følte efterhånden, at han var ved at gå til i varme, og det var faktisk ekstremt ubehageligt. Svagt bed han sig i læben. Han var virkelig træt, og det blev kun værre og værre, for hver dag, som måtte gå. Var det underligt, hvis det var begyndt at gøre ham lidt.. bange? Selvom dødsenglen i ham, slugte den følelse, allerede inden den var begyndt at dukke op. "Der er så meget man burde. Jeg er bange for at gå til, hvis jeg bare ligger i en seng. Det dur jeg ikke til, Nathaniel," sagde han denne gang. Han lukkede øjnene for kun et kort øjeblik, inden han vendte sig om.
Gabriel havde det ikke særlig godt, og så lang tid, at det kun blev værre og værre, var det svært, ikke at bide sig fast i det. Han trak vejret dybt, inden han lod hænderne støde af mod vindueskarmen bag sig, bare for at holde sig lidt oppe på benene. Det var det, som var vigtigt for ham lige nu. "Jeg er bange for, at det er noget alvorligt.. Og hun har mere end nok at tænke på i forvejen." Han forsøgte at klamre sig lidt til det gode hjerte, som han havde været kendt for at have i deres tid i Procias, velvidende om, at det var blevet mere og mere mørkt. Måske at det var der, at hans problematik nu måtte ligge? Han vidste det ikke.. Og han duede heller ikke til det her! "Der er ikke noget mere som du kan gøre?" spurgte han denne gang mere håbefuldt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne gøre rigtig meget for Gabriel, men det var bestemt ikke fordi, at det var noget, som han var fristet til at gøre. Det var nok lidt der, at problematikken måtte ligge. Hovedet lod han denne gang tilte en smule på sned. Han var bange for, at det var mere alvorligt? Det var noget, som han da kun havde ret i. Men lige hvor alvorligt, var heller ikke ting, som han ønskede skulle frem i dagens lys, og særligt ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå. "Af den grund, burde du hvile. Jeg tror kun du gør hende mere bekymret, ved at rende rundt på den her måde." fortalte han denne gang.
Med rolige skridt, søgte Nathaniel denne gang tættere på. Hans blik hvilede denne gang på Gabriels skikkelse. Han blev kun værre og værre, og det var jo også meningen! Men det behøvede han jo ikke at vide. "Jeg har lovet dig, at jeg gør, hvad jeg kan, for at det skal blive bedre. Jeg forsøger nu bare at finde ud af, hvor det ligger, så jeg netop kan gøre dette, Gabriel. Også for Silias skyld." Han havde engang haft det løfte til sig selv, om ikke at lyve. Sagen var bare en helt anden, med tanke på, at den mand, som han i øjeblikket måtte stå overfor, var en mand, som havde gjort hans datter ondt. Det var slut nu.. Og han skulle nok sørge for, at det ikke ville gentage sig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det faldt overhovedet ikke Gabriel ind, at det var Nathaniels skyld, at han kun blev dårligere og dårligere. Hvorfor skulle det da også gøre det? Den mand havde jo altid været god ved ham, og nu hvor han havde kæmpet så hårdt for et forhold til sin datter, så ville det jo også være dumt, at modarbejde sig det. Han rystede de tanker ud af hovedet. Der skete så meget lige nu i hans tanker og sind, som overhovedet ikke gav mening.. eller burde give mening for den sags skyld. "Hun bekymrer sig uanset hvad jeg gør. Jeg vil og er ikke en belastning for hende, Nathaniel." sagde han denne gang en kende mere bestemt. Til tider, var det rart, at der var andre omkring, og ikke bare hende. Jason havde han jo ikke set skyggen af, siden han kom her, og måske det også var en god ide. Han ville ikke stå ansigt til ansigt med den mand, som havde holdt sengen varm i den tid, hvor han ikke havde været til stede.
Gabriel vendte sig endnu en gang i retningen af vinduerne i stedet for, hvor han kiggede ud. Nathaniel hjalp ham. Det var den tanke, som han måtte holde fast i, uanset hvor svært det nu kunne være. Han nikkede denne gang mere afmålt i hans retning. "Jeg beder til at du finder det.. Jeg har aldrig følt det på den her måde før." Det var ikke det at være syg-syg, som var et problem.. men han følte en vis følelse af tilfredsstillelse ved det. Det var underligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvor meget af det her, der kom af dødsenglen, og hvor meget af det, som kom af den sygdom, som Nathaniel fortsatte med at kaste over Gabriel, var heller ikke til at vide. En ting var dog sikkert: Han lod det bestemt ikke ligge her, og det var også lidt det, som han reagerede på nu. Et kort smil passerede hans læber. Silia skulle ikke have lov til at finde ud af det her. Det var sikkert. Det her var dog alligevel en handling, som han gjorde for hendes skyld, da Gabriel ikke bragte noget godt med sig, og det var det, som han alligevel ønskede at understrege for hende - og Daenerys om ikke andet. De var langt bedre stillet med en mand som Jason i deres liv.
"Jeg tvivler på, at hun vil anse dig som en belastning, Gabriel," sagde Nathaniel denne gang. Silia elskede ham, og det var det, som han forsøgte at gøre noget ved. Den arme ung kvinde var blind af det, som hun følte - ting som hun slet ikke burde, og slet ikke for den mand, som stod overfor ham i øjeblikket. Det var slut med at gøre hans datter ondt. Han skulle simpelthen ikke have lov til at fortsætte med det. Nathaniel vidste jo godt, hvor 'fejlen' lå. "Jeg gør hvad jeg kan. Derfor må du gøre, hvad du kan." tilføjede han denne gang med en yderst sigende mine. Det andet her, var heller ikke til gavn for nogen - eller jo.. for ham, var det. Gabriel kørte sig selv hurtigere træt. Og det var jo fantastisk!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel sukkede. Måske at han bare skulle krybe i seng? Frygten for, at han ville smitte Silia var der jo også. Selv på trods af hans liv som dødsengel, var der mange dele af hans gamle liv, som endnu klamrede sig fast til ham, og som han heler ikke var det mindste interesseret i, at skulle give slip på. Også mest for sin egen skyld. Han rystede denne gang på hovedet. "Du har nok ret.." endte han denne gang. Han kunne bare ikke finde den ro, som skulle til, og det var også lidt det, som gjorde ham mere frustreret og.. bange, end hvad han i forvejen var.
"Nathaniel.." Han vendte sig denne gang mod manden i stedet for. Selv på trods af, at han ikke havde det særlig godt, forsøgte han da, at holde sig oppe. Noget sygdom, skulle simpelthen ikke have lov til at slå ham ned. Det ønskede han ikke, og det skulle det bare ikke have lov til, uanset hvordan man vendte og drejede den. Så var det bare ikke længere. "Er det her noget, som kan slå mig ihjel?" spurgte han denne gang mere direkte, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Han ville bare gerne vide, hvad han nogenlunde var oppe imod. Frygten for det, var uden tvivl til stede, og kun fordi at han nu var kommet så godt og meget ind på Silia igen, som han var. Han ville jo heller ikke ende med at miste hende igen. Eller Daenerys for den sags skyld.

[Nathaniel Diamaqima]

Selvfølgelig var det her noget, som kunne slå ihjel! Det var trods alt også det, som var Nathaniels mening med alt dette, og det alene, var han heller ikke bange for at erkende - for sig selv, om ikke andet. Det var slet ikke meningen, at det var omstændigheder, som Gabriel skulle være kendt med. Det ville jo kun gøre ondt værre, hvilket han slet ikke var ude på. Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. "Jeg kender min datter," sagde han blot. Han tvivlede på at Gabriel var en belastning for hende.. Og det var også lidt den tanke, som rent faktisk måtte irritere ham lidt. Han så hellere, at manden var besværlig, og Silia derunder også kunne se det.. Mest fordi at det ville være med til at gøre arbejdet med at slå manden ihjel betragteligt nemmere.
Nathaniel stillede sig denne gang ganske tæt ved Gabriel. Han så slet ikke godt ud. Det havde han ikke gjort i et stykke tid nu, men det var heller ikke noget som rørte ham. Han skulle blive dårligere og dårligere, og det skulle ende med at tage hans liv. Det var jo meningen med alt det her. "Sygdom kan tage liv i mange henseender, hvis det ikke forsøges behandlet," sagde han denne gang. Det var ikke et ja, men heller ikke et nej. "Men vi forsøger at behandle det. Jeg er sikker på, at der ikke er noget at være bange for," tilføjede han denne gang. Han sendte manden et kort smil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde virkelig ikke nogen anelse om, at han i øjeblikket stod overfor en potentiel morder - hans morder. En mand, som ønskede ham død og borte. Det var oprigtigt slet ikke en tanke, som havde slået ham på noget tidspunkt. Han rystede denne gang på hovedet. Selvfølgelig ville han ikke være en byrde for Silia, men af den grund, ville han ikke have, at hun skulle tænke mere over det, end hvad der var højest nødvendigt. Det var lidt der, at den måtte ligge for hans vedkommende. Det var jo ikke ting, som kom af ingenting, kunne man sige. "Det er typisk hende. Det ved jeg godt," sagde han denne gang. At have den form for betydning for nogen, var jo altid rart.. Det var bare omstændighederne, som i det her tilfælde, var forkert.
Selv her ved vinduet, kunne Gabriel ikke engang køle ned. Han havde det virkelig af helvede til. Og selvfølgelig var det noget, som kunne slå ham ihjel. Hvad havde han oprigtigt regnet med? Det vidste han ikke. Han sænkede derfor blikket bare en smule. Han bed tænderne kraftigt sammen. Det her var bare ikke noget, som burde forekomme, og det vidste han også godt. "Det var det, som jeg var bange for.." Selv på trods af, at døden havde skræmt ham så meget tidligere, så var det overhovedet ikke tilfældet mere. Det var rart at have det på den måde faktisk. "Døden skræmmer mig ikke.. Men jeg har ikke lyst til at miste hende igen." Igen vendte han blikket mod Nathaniel. Han bad til at manden kunne gøre noget.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var blevet mørk, og jo mere han fortsatte med dette, blev det kun værre og værre. Han var vel ved at blive den mand, som han engang havde været.. Før tiden med Liya, og før han havde fået et eller andet flip med, at han ønskede at hjælpe folk? Der havde ha gjort det her.. Han havde kostet mange menneskeliv i tidernes løb, og han måtte jo ærligt indrømme, at det overhovedet ikke var noget, som rørte ham i det hele taget. Tanken måtte han faktisk kun finde.. behagelig. Han elskede den. "Jeg er bange for, at det er svært at gøre noget ved det, Gabriel. Du er en mand med stor betydning for hende," sagde han denne gang. Gud hvor han dog egentlig hadede at sige det.
Enhver sygdom kunne slå ihjel, hvis den ikke blev behandlet korrekt. Det var jo ikke nogen hemmelighed. I dette tilfælde, var det jo så meningen, at den skulle. De mørke øjne faldt til Gabriels skikkelse. Nej, der var ikke nogen frygt at spore i ham, men han vidste, at den var der. Et kort træk fandt vejen til hans læber. Han ønskede ikke at miste hans datter? Nej... det var jo bare synd og skam, at det var meningen. "Det ved jeg godt, Gabriel. Som sagt, så forsøger jeg at gøre hvad jeg kan," sagde han denne gang. Han gjorde meget.. Det gjorde han virkelig, men det var bestemt ikke for at hjælpe dem sammen. Før eller siden ville Gabriel vær så svag, at han ikke ville komme ud af sengen. Det var bare et spørgsmål om tid.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia var stædig hvad det angik, hvilket Gabriel allerede nu, var ganske godt klar over. Alt taget i betragtning, så var det bare svært at gøre noget ved det, uanset hvor meget man nu ville ønske det eller ikke. Han sænkede blikket igen. Silia var glad for ham.. de kæmpede faktisk for at få det forhold, som de havde haft tilbage i starten - hvor de faktisk ikke var faldet for hinanden. Hvor var det egentlig underligt, at de var endt der, og nu stod her. "Det er en stædighed, som løber i familien. Jeg er bare mere bange for, at hun tager sig ting over hovedet, som hun ikke kan håndtere.." Ikke fordi at han ville fremstille sig som så unik, at han ikke kunne håndteres, men med et helt land, var det vel heller ikke underligt, at han var bange på hendes vegne? Han ville jo heller ikke have, at der skulle ske noget med hende!
Gabriel sukkede. Han blev kun mere og mere træt. Døden var han dog ikke bange for. Han var mere bange for, hvor det ville efterlade Silia med Daenerys. Nu var hun ganske vidst omringet af mennesker og væsner, der holdt af hende og hendes datter.. men alligevel. Var han egoistisk, når han ikke ønskede hende med nogen anden end ham? "Jeg vil ikke efterlade hende og Daenerys. Hun er som min egen datter.." Han hadede at indrømme det. Han så virkelig meget af Thranduil i den lille pige.. Men alligevel. Han kunne ikke lade være, jo længere tid, han tilbragte med hende.