What have you done to me...?

[Nathaniel Diamaqima]

Stille og roligt, ville Gabriel blive dårligere og dårligere, og Nathaniel kunne næsten ikke vente på, at det skulle gå såvidt. Den mand var irriterende vedholdende, og han så faktisk frem til, at det ville tage knækken på ham, for det var noget, som de vidste, ville ske før eller siden, og det var det, som selv han måtte holde meget fast på lige nu. Han stirrede denne gang i retningen af ham. Silia holdt forbandet meget af ham, og det var samtidig med til at ødelægge det mere, end hvad det havde godt af i den anden ende. Han nikkede. "Det er lige præcist det, som jeg er bange for, at du har ret i." Det var jo sandt. Silia påtog sig meget, og det var ikke altid til at håndtere for hende. Det var lidt den tanke, som han var bange for. Det skulle ikke have lov til at tage knækken på hende først.
Gabriel var måske ikke bange for døden, men den ville komme, hvis han fik lov til at fortsætte som han gjorde, og frem til da.. så han ikke nogen grund til at skulle stoppe det. Han vendte denne gang blikket direkte mod Gabriel igen. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han havde taget Daenerys til sig som sin egen? Ja, så var han allerede kommet alt for tæt på! "Hun er også glad for dig, Gabriel. Jeg troede ikke, at du ville hende? Sæt dig igen.. Du har brug for den hvile," opfordrede han igen. Det var bestemt ikke nu, at Gabriel skulle holde sig igang. Insisterede gjorde han et tegn med hånden til, at manden skulle sætte sig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel valgte at stole på Nathaniel, og på at han gjorde, hvad han kunne, for at hjælpe her. Han havde vel heller ikke haft nogen grund til andet? Det var jo desuden den mand, som havde ønsket ham sammen med Silia i udgangspunktet, og han måtte jo sande, at det nok var det bedste, som var sket ham. Selv på trods af de fejl, som var begået - fra begges sider, så var det jo bare sådan, at det var. Han vendte blikket op mod hans skikkelse igen. Det var svært. Han havde det bestemt ikke særlig godt. "Nej, det var det, som jeg var bange for, at du ville sige," sagde han denne gang. Han mente det oprigtigt, når han sagde, at det gjorde ondt. Han ønskede jo ikke, at der skulle ske noget yderligere med Silia, end hvad han havde forårsaget for hende i forvejen.
Gabriel vidste jo godt, at han måske burde sætte sig ned. Hans ben sitrede under ham. Han var uden tvivl også ved at være temmelig godt træt nu. Han nikkede denne gang, inden han søgte tilbage og satte sig. Han følte bare, at han var ved at gå til af varme, og det var faktisk vildt ubehageligt!
"Ærligt? Det troede jeg heller ikke. Jeg ser Thranduil i hende.. Meget endda, men.." Han rystede denne gang på hovedet. Han kunne ikke lade være. Det var virkelig underligt, at det var sådan. "Men efterhånden.. føler jeg, at hun er min," sagde han denne gang. Det var underligt, men rart på samme tid.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at Gabriel stolede på ham, og det var vel også lidt det, som han gik efter i en stund som denne? Han vidste, at han ville kunne få Gabriel til hvad som helst. Hans blik faldt denne gang i retningen af hans skikkelse igen, hvor han denne gang kneb øjnene let sammen. Var det underligt, at det var noget, som måtte vække ham en form for irritation? Den mand var nemlig irriterende vedholdende, og det var bare ikke noget, som han kunne gøre noget som helst ved, uanset om han ville det eller ikke. "Jeg beklager virkelig, Gabriel," sagde han denne gang. Han kunne jo lige så godt få klar besked allerede fra starten af, og så var det jo ligesom gjort.
Nathaniel var på ingen måder særlig venlig indstillet på dette. At Gabriel så i forvejen var ved at finde sig til rette som en erstatningsfar for Daenerys, var uden tvivl en tanke, som kun måtte genere ham det yderligere. "Elveren i hende, er også stærk, men der er også så meget andet." fortalte Nathaniel denne gang sandfærdigt. Hun er en unik lille pige, og selv hende, ville Nathaniel beskytte og vogte om med alt, hvad han havde at gøre brug af i den forbindelse. For nu, slog han koldt vand i blodet. Hans blik faldt denne gang mod Gabriel igen. Han var nødt til at slå koldt vand i blodet, også selvom det var svært. Det her var faktisk meget hårdt. "I det tilfælde, gør du bedst i at blive frisk igen." Han sendte denne gang Gabriel et mere anstrengt smil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel sukkede næsten opgivende. Hvad havde han ellers regnet med? Selvfølgelig var det her da noget, som ville ende med at tage hans liv. Han kunne jo heller ikke ligefrem forvente andet, kunne man sige. Han rystede på hovedet. "Så.. lad mig vende den om. Kan jeg overleve det er..?" Tanken om at han skulle til at miste Silia igen, var slet ikke en tanke, som han kunne overskue. Han ønskede virkelig ikke at miste hende igen, og særligt ikke på grund af noget så tåbeligt, som det her! En omgang sygdom.. Helt ærligt, han burde jo komme over det! Det gik så godt for dem lige nu, og han var jo også ved at få et godt forhold til Daenerys. Så blev det jo heller ikke ligefrem bedre, kunne man sige.
Gabriel vendte blikket den anden vej. Meget i ham, forsøgte at fraholde ham det, men det gjorde ham rent faktisk ked af det. Han ville ikke miste nogen af dem, uanset hvor irriterende det var, at Daenerys ikke var hans, så.. var han gået hen og blevet glad for den lille møgunge, og det var også lidt de omstændigheder, som han denne gang, måtte reagere på. "Der er nemlig så meget andet.." Den udtale, kunne han jo kun være enig i. Han rystede på hovedet. "Jeg burde gå i seng.." Han følte sig pludselig mere tung i hovedet, end hvad han havde været frem til nu. Hvad pokker var det han fejlede?

[Nathaniel Diamaqima]

Jo mere Nathaniel var i stand til at ødelægge for Gabriel, jo bedre ville det uden tvivl også blive. Den eliksir, som han havde fået i manden til aften, var allerede nu, begyndt at virke! Han var bestemt ikke en som skulle brokke sig over de omstændigheder. Det var da helt sikkert. Et ganske tilfredst smil passerede denne gang hans læber, selvom det falmede mindst lige så hurtigt igen. Han havde det egentlig ganske fint med det, hvis han selv skulle sige det. Manden skulle jo helst ikke fatte nogen former for mistanke. "Enhver sygdom kan slå ihjel, hvis denne ikke kurreres.. Kroppen kan nogengange præstere, at gøre det på egen hånd, og andre gange, skal den have hjælp.. Som i dette tilfælde," fortalte han denne gang. Det alene, var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, kunne man sige. At det jo så ikke var Nathaniels hensigt, at se Gabriel blive frisk igen, var jo så en anden side af sagen. Armene lod han denne gang glide over kors i stedet for. "Hun er en dejlig pige, som også forguder dig, Gabriel. Derfor burde du fokusere på, at blive frisk, fremfor, hvad du kan risikere at efterlade," fortsatte han denne gang. Det skulle jo trods alt virke som om at han forsøgte at hjælpe. At han jo så ikke gjorde det, var jo bare en ærlig sag. Svagt nikkede han. "Det lyder som en fornuftig idé.. Har du brug for hjælp?" fortsatte han denne gang. Han rejste sig selv. Den næste dynge af gift, skulle han jo også ned og have lavet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel hang kun mere og mere, og det var tydeligt også for ham at mærke, og det var.. ubehageligt. Han var vel også bange for, at det hele ville ende her? Før eller siden om ikke andet. Han trak vejret dybt. Trætheden blev kun mere og mere voldsom. Han burde måske bare kravle i seng? Og forsøge at sove ud, end at tvinge sig til en form for energi, som han slet ikke følte, at han havde? For det havde han da slet ikke. "Er det ikke typisk så? At det er noget, som skal ramme mig, når det endelig begynder at gå godt for mig.. og Silia," sagde han denne gang. Det var vel heller ikke underligt? Tanken irriterede ham faktisk, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det.
Gabriel satte alt fra sig, og rejste sig denne gang op i stedet for. Hans krop dirrede og sitrede, og hans ben truet nærmest til at knække sammen under ham, for han havde det virkelig ikke særlig godt. Øjnene lukkede han lige for et øjeblik, hvor han denne gang forsøgte at samle sig bare en smule om det, som skete. "Jeg ved det.. Jeg er også blevet glad for hende.." sagde han denne gang. Daenerys var en fantastisk lille pige.. Han var gået hen og blevet glad for hende, og et sted hadede han også, at det var endt med at ske. Han rystede denne gang på hovedet. "Jeg kan selv... F-fortsat god dag, Nathaniel," sagde han denne gang. Han søgte ud af pejsestuen denne gang med rolige skridt. Han havde det virkelig ikke særlig godt.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Før eller siden, vidste Nathaniel at han ville få det som han gerne ville have det, hvis ikke hans lille nummer blev afsløret inden. Han kunne jo kun håbe på, at det ikke ville forholde sig således. Et kort, men tilfreds smil passerede hans læber, også selvom det døde hurtigt igen. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han var særlig begejstret for at hans datter skulle finde sammen med en mand, som havde formået at gøre hende så ked af det. Han havde vel bare taget fejl af Gabriel tilbage i sin tid? "Jo, Gabriel.. Det er det," sagde han denne gang. Hvad skulle han ellers sige? Det var jo meget typisk, og det var det jo kun fordi at Nathaniel selv havde valgt at blande sig lidt i alt det her.
Et kort smil passerede denne gang hans læber, inden han selv valgte at rejse sig. "Hun er også blevet glad for dig," sagde han denne gang. Nu var manden da på vej tilbage i seng, og det var jo en fin ting. Jo mere han sov, jo mere dårlig ville han blive, så det passede ham mere end fint! "God bedring, Gabriel... Sov godt," sagde han denne gang. Hvad andet skulle han da sige? Han blev stående og så til, at Gabriel søgte op på gemakken til Silia, hvor han selv denne gang søgte mod kælderen. Han skule jo trods alt gøre den næste omgang klar. Han skulle nok sørge for, at det her ville ende med at koste Gabriel livet.

//Out